IP&Ø

Velkommen til bogens hjemmeside

Siden er under opbygning!

IP&Ø er en ny grundbog til fagområdet International Politik. Bogen kommer hele vejen rundt om IP og behandler desuden international økonomi, især i de to kapitler: Globalisering og IPØ, og Den fattige verden. Endvidere er der afsat et helt kapitel til international klimapolitik.

Teoristoffet forklares tydeligt på A-niveau, og i en række cases viser vi, hvordan man kan anvende teorierne.

Vi præsenterer masser af figurer og tabeller/diagrammer i bogen, fordi det i undervisningen ofte er mere frugtbart at tage udgangspunkt i en figur eller tabel end at ”køre” lektien fra en kant. Figurer letter desuden forståelsen hos de mange visuelt orienterede elever.

Vi har bestræbt os på at gøre det muligt at anvende enkelte kapitler til temalæsning o.l., dels ved undervejs at lave nøjagtige henvisninger til, hvor relevante teorier, begreber og empiri er behandlet tidligere i bogen, dels ved et omfattende indeks bagest i bogen.

På denne hjemmeside har vi lavet en værktøjskasse – først og fremmest til læreren, som kan ”botanisere” på siden og skrue de elementer sammen, som passer bedst i den konkrete undervisningssituation. Vi har udformet arbejdsspørgsmål, arbejdsopgaver, film- og videoforslag, bogens figurer er lagt op, og henad vejen lægger vi også fx SRP-opgaveformuleringer op på siden. Endelig er der en liste over forslag til litteratur og links, som eleverne fx kan bruge i forbindelse med SRP, SRO og AT-opgaver.

Arbejdsspørgsmålene kan bruges til at fokusere lektielæsningen for eleverne og/eller til mindre par/gruppearbejder. Disse spørgsmål holder sig til den konkrete kontekst i et afsnit eller kapitel.

Arbejdsopgaverne peger som regel ud af den konkrete kontekst til nettet eller til andre dele af bogen. Opgaverne kan anvendes til lidt mere omfattende gruppearbejder/mindre projektarbejder.

Bogens figurer kan fra denne side let projiceres op på smartboardet.

Endelig har vi opstillet en række forslag til relevante film og videoer (både korte og lange) i de enkelte kapitler. Film har jo den fordel, at de skaber variation i undervisningen, og samtidig kan de konkretisere de temaer, der undervises i.

I en tid, hvor forberedelsestiden gradvist skæres ned, bliver vidensdeling stadigt vigtigere. Hvis læserne derfor har relevante forslag til indhold på hjemmesiden, er man meget velkommen til at skrive til Forlaget eller direkte til os på jg@oregard.dk eller js@oregard.dk.

Janus Graves Rasmussen, Martin Graves Rasmussen og Jacob Graves Sørensen