Ideologier og diskurser

Introduktion til hjemmesiden for Ideologier og diskurser


De første kapitler i bogen bygger delvis på bogen Politiske ideologier, som udkom 1. gang i 1974 og i en nyredigeret udgave 1998. Store dele af de afsnit, der introducerer de enkelte kapitler er imidlertid nyskrevne, mange tekster fra tidligere udgaver er taget ud og nye er kommet til.

De to sidste kapitler om diskurser og argumentationsformer er helt nye. Det er mit håb at der med disse tre overordnede emner ideologier, diskurser og argumentation  lægges op til et naturligt samarbejde mellem samfundsfag, historie og dansk. Overordnet handler det for alle tre emners vedkommende om stræben efter magt over den politiske meningsdannelse. Se uddrag fra Vejledningen

"Massemedier og politisk meningsdannelse:

Området omfatter samspillet mellem massemedierne og den politiske meningsdannelse, herunder mediernes betydning i den politiske beslutningsproces (dagsordensættende funktion). Eleverne bør kende forbruget af massemedier (fx tidsanvendelse, forskellige typer) og virkningen af massemedier (effektteorier), men også hvordan det politiske system anvender massemedier til at fremme bestemte budskaber (spin) i en bestemt ramme (framing).

 

Det vil være oplagt at følge en bestemt politisk begivenhed i medierne. Hvordan dækkes begivenheden af de forskellige medier, og hvordan er effekten? Hvilken rolle spiller medierne for demokratiet? Diskursanalyse og effekteorier kan anvendes i en undersøgelse af disse spørgsmål. Mere konkret kan eleverne selv prøve at arbejde med politisk kommunikation i form af taler, pressemeddelelser i forbindelse med konkrete begivenheder, rollespil m.v.

 

Det kan med fordel samarbejdes med dansk og andre sprogfag om at undersøge samspillet mellem medier og politisk meningsdannelse i Danmark eller i andre lande."

- Fra vejledningen til samfundsfag A