Kan du ikke se denne HTML mail? Klik her
 
 
 
 
Columbus-prisen 2017 går til:
Emma Holten
Samfundsfagslærernes pris går i 2017 til en markant debattør, der sætter sig selv i spil for at rette fokus på et centralt samfundsproblem.
 

Emma Holten. Foto: Peter Stanners.


Sociale medier udfordrer og forandrer den måde, vi forholder os til hinanden på. Et grimt udtryk for det er digitale krænkelser, såkaldt ”hævnporno”, som med god grund er kommet i fokus hos både politikere, politi og i den pædagogiske verden.

Forklaringen herpå hedder frem for nogen Emma Holten. I 2011 fik hun mod sin vilje spredt nøgenbilleder med navn, mail og adresse på nettet. For at tage magten over sin egen krop og vise, hvordan hun gerne ville opfattes, lod Emma Holten sig fotografere nøgen tre år efter episoden. På den måde vendte hun offerhistorien til et eksempel på personlig myndighed, og hun har siden været en vigtig stemme i den offentlige debat om både digitale krænkelser og andre problemstillinger. I det hele taget sætter Emma Holten fokus på noget af det, hvor ældre generationer har svært ved at følge med og komme med kvalificerede bud på, hvordan unge bør agere.

Derfor er Emma Holten modtager af Columbus-prisen 2017.
Prisen tildeles ved passende lejligheder en person eller institution, der i den offentlige debat holder fast i ideerne om demokrati, ægte politisk engagement og betydningen af saglige argumenter - og som derved gør det spændende at være lærer i samfundsfag.

Det matcher Emma Holten på en lang række punkter:
  • Hendes argumenters form og indhold er nyskabende og har beriget den demokratiske debat.
  • Emma Holten tør tage udgangspunkt i egne erfaringer med misbrug af sociale medier til at sætte fokus på en helt central problemstilling med relevans for alle gymnasieelever både i og udenfor samfundsfagsundervisningen.
  • Emma Holten tager udgangspunkt i den virkelighed, de unge agerer i, og er derfor et godt bindeled til at give samfundsfags teoretiske dimension relevans i den virkelige verden.
  • Emma Holten er desuden en meget aktiv debattør med besøg på mange gymnasier. På den måde debatterer hun direkte og aktivt med gymnasiets målgruppe og bidrager til skærpelsen af deres demokratiske deltagelse og aktive stillingtagen til et reelt samfundsproblem.
 
 
Om prisen og prisoverrækkelsen
Columbusprisen på kr. 50.000 er indstiftet af Foreningen af Lærere i Samfundsfag i gymnasiet og HF og Forlaget Columbus. Den tildeles ved passende lejligheder personer eller institutioner, der i den offentlige debat holder fast i ideerne om demokrati, ægte politisk engagement og betydningen af saglige argumenter, - og som derved gør det spændende at være lærer i samfundsfag. Prisen kan ikke søges.

Prisen overrækkes i forbindelse med samfundsfagslærernes generalforsamling på Hasseris Gymnasium i Aalborg 11. december 2017 kl. 16.30.

Kontakt
Anna Amby Frejbæk, bestyrelsesformand for Columbus Fond og rektor ved Tønder Gymnasium.
Tlf. 30112966 eller mail

Læs mere om Emma Holten

Læs mere om Columbus-prisen og se tidligere prismodtagere

 
 
 
 
 Du modtager dette nyhedsbrev fordi du har tilmeldt dig via vores hjemmeside. Hvis du ikke længere ønsker at modtage flere nyhedsbreve kan du afmelde dig her