Erindringsmaskinen

Brugervejledning

… til en multibog med introduktioner, kildetekster, filmklip og andet billedstof til Anderledes Danmarkshistorier

"Erindringer danner strukturer i menneskers liv, som påvirker alt lige fra evnen til at udføre simple, dagligdags rutiner til udfoldelse og anerkendelse af selvet. Erindringer etablerer kontinuitet i livet ved at forbinde hvert øjeblik i fortiden med det nuværende. Erindringer former altså selve kernen i identiteten og dermed de forestillinger, vi bærer rundt på, om hvem vi er." 


Marita Sturken: Tangled Memories – The Vietnam War, the AIDS Epidemic, and the Politics of Remembering, University of California Press, 1997 (min oversættelse).



Multibogen Erindringsmaskinen giver brugerne muligheder for såvel at arbejde tematisk som for at slå ned på et afgrænset punkt – en begivenhed eller måske et udviklingsforløb – og fordybe sig i en række kilder, der direkte og indirekte kan kaste lys over emnet og hinanden.


Invitationen fra mig lyder derfor: Gå bare selv på jagt og læs løs … men for venligt og konstruktivt at pege retninger ud har jeg valgt kort at skitsere bogens koncept og struktur samt kommentere de kompetenceudviklende arbejdsmåder, den lægger op til.

 

Om bogens koncept og struktur…


Erindringsmaskinen går nysgerrigt afsøgende til 8 emnefelter eller temaer med relation til meget forskellige aspekter af den moderne Danmarkshistorie. Hvert tema er at betragte som en fangarm på den blæksprutte, der indbyder bogens brugere til at dykke ned, gå på opdagelse i materialet og suge af det.


Helt overordnet er det bogens ambition at belyse, hvad det, vi kalder modernisering har betydet og aktuelt betyder for det danske samfund og for os. En sådan bredde i materialet forudsætter, at spruttens arme når vidt omkring. 
Men hvor fører de forskellige fangarme så hen? 
Det fremgår af den følgende oversigt i punktform.

Fangarmene spænder i virkeligheden fra det næsten uendeligt store til det mikro små. 
Fra samfundets erhvervsudvikling og de politiske forandringer til meget forskellige sider af hverdagslivets kulturhistorie. 

  • Fangarm 1: Erhvervs- arbejds- og samfundslivets forvandling
  • Fangarm 2: Familiebånd, ægteskab og andre nære relationer
  • Fangarm 3: Den politiske kulturs forvandling
  • Fangarm 4: Krig, fred og forsoning
  • Fangarm 5: Spor efter den koloniale fortid
  • Fangarm 6: Erindringer og liv-stykker
  • Fangarm 7: Skolen som samfundsspejl
  • Fangarm 8: Steder og tider

Af forordet og indholdsfortegnelsen i bogen (side 5-6) fremgår det, hvad det konkret er for nogle udviklingsforløb, kanonpunkter, kernestofområder – begivenheder og problematikker, som underafsnittene på de forskellige fangarme slår ned på. Men her følger oversigten i en mere generel og ræsonnerende form:

Fangarm 1 dækker erhvervs- og arbejdslivets forandringer fra 1780’erne til i dag med afsæt i

  • Stavnsbåndets ophævelse – og de store reformer af landbruget – og
  • Slaget på Fælleden 1872 – og Septemberforliget 1899

Fangarm 2 indkredser hverdagslivet i familien med opmærksomheden samlet om parforhold, ægteskab og børneliv. Disse nære relationer forandrer sig markant, fordi mennesker må arrangere sig på nye måder og vilkår, når samfundet bliver mere dynamisk end det var engang … 

Fangarm 3 beskæftiger sig med den politiske kulturs udvikling fra enevælde til demokrati med fokus på

  • Grundloven 1849
  • Forfatningskampen og Systemskiftet 1901
  • Kvinders valgret
  • Genstart af demokratiet (efter besættelsen 1940-1945)
  • Danmark i EF/EU

Fangarm 4 følger et krigshistorisk, men også sikkerhedspolitisk spor – og slår ned på begivenheder og udviklingsforløb, som gennem årene har påvirket Danmarks internationale stilling

  • Københavns bombardement 1807
  • 1814
  • Krigen 1864 – stormen på Dybbøl 
  • Besættelsen – 9. april 1940- 5. maj 1945 
  • Danmark som krigsmagt efter 11. september 2001

Fangarm 5 tager afsæt i Danmark-Norges rolle som koloni- og handelsmagt i 1700-tallet, men beskæftiger sig i særlig grad med

  • Ophævelsen af slavehandelen – og fra det udgangspunkt med de kulturelle spor, kolonitiden – trods afviklingen af kolonierne – synes at have afsat i såvel stat og samfund som i den herskende mentalitet

Fangarm 6 bevæger sig ad helt andre veje. Afsnittet koncentrerer sig i udtalt grad om at give eksempler på, hvordan personlige livshistorier og erindringer kan kaste lys over forbindelserne mellem den mikrolille historie og den store kollektive. 

Fangarm 7 handler om skolen som en både samfundsskabt og samfundsskabende institution. Gennem historien har såvel kirke som stat, forældre og erhvervsliv trukket i skolen. Denne kulturelle kamp har ikke udelukkende handlet om at forberede eleverne til fremtidige udfordringer i samfunds- og arbejdslivet. Skoledebatten har nok drejet sig om kundskabskrav og læring, men også om værdier – traditionel kæft, trit og retnings-pædagogik og mere demokratiske visioner om skolen for livet. Debatten om skolen og skolens virke er – dokumenterer materialet – heller ikke gået sporløst hen over de skiftende generationer af elever.

Fangarm 8 afrunder bogen gennem at beskæftige sig med tid og sted: Materialet favner mere en tohundrede års historie, men begrænser sig ved at plotte to knappenåle ind i et Danmarkskort og vise, hvordan hverdagslivet og livsmulighederne i henholdsvis Agger på Vestkysten af Thy og på Vesterbro, København V har ændret sig over tid.


Kom godt i gang...
Erindringsmaskinen som helhed er at betragte som en historisk kildesamling med mere.
 Med mere betyder i denne forbindelse ikke mindst, at bogen bruger et udvidet kildebegreb. Den tager som nævnt i forordet langt flere forskellige typer af billeder og fortællinger i betragtning, end redaktører og udgivere af historiske kildesamlinger normalt plejer at gøre eller traditionelt har gjort.
Det får vidtrækkende konsekvenser, men sådan må det efter min mening være…


I dag er det nemlig udfordringen, at historievidenskaben og faghistorikere langtfra er alene om at fortælle historier om det levede og oplevede liv. Det efterlader faget i en valgsituation: Skal det afvise helt almindelige menneskers egne fortællinger som uvedkommende og ikke-fagfolks historieformidling som ren underholdning, fup eller halve sandheder – eller skal det tage dem alle sammen på ordet og nærmere undersøge, hvad der sker, når mennesker og medier fortæller og dermed er med til at forme nutidens og fremtidens forestillinger om fortiden?

Erindringsmaskinen tager aktivt stilling ved nysgerrigt at udvide historiefagets arbejdsfelt med inspiration fra kommunikationsfagene og fra etnologisk og antropologisk forskning i erindringskultur. Udvidelsen betyder helt konkret et tilvalg af historiefortællinger af vidt forskellige genrer, der også inkluderer fiktion. 


Egentlig giver det sig selv: Historiefaget bygger helt grundlæggende på at spørge nysgerrigt, forholde sig konstruktivt-kritisk til det fortalte og så fortælle videre. Og kun ved opmærksomt at undersøge, hvordan alle de forskellige fortællinger bruger sproget og forstår livet, samfundet og verden kan vi afkode deres forestillingsverdener og efterfølgende forholde os nuanceret til deres forskellige udsagn og dermed til deres forståelse af fortiden.
 Dybest set må det være det, historie aktuelt handler om.



Værktøj med mere

På bogens hjemmeside kan du finde værktøj til arbejdet med de forskellige materialetyper – herunder også til tekstanalyse af fiktive tekster (Se her). Du kan også få adgang til opdaterede introduktioner til forskellige aspekter af historiefaglige fremgangsmåder, teori og metode (Se her). Og du kan ligeledes på hjemmesiden læse nærmere om, hvor inspirationen til Erindringsmaskinen stammer fra (Se her).

Fokus på materialebevidsthed
En særlig styrke har Erindringsmaskinen, når det handler om at udvikle elevernes og de studerendes kritiske materialebevidsthed.
 For at udnytte det potentiale bedst muligt vil det være en god ide at give bogens brugere ansvaret for at ordne det blandede materiale med udgangspunkt i spørgeordene hvem, hvad, hvornår???


Det kan lyde banalt, fordi en sådan rutine ligger lige for, når vi går kildekritisk til værks.
 Forskellen her er imidlertid, at betydelige dele af materialet ikke optræder kronologisk finsorteret og at meget af såvel tekst- som billedstoffet bevæger sig nær på eller måske over grænsen for, hvad historikere – med automatpilot på – betragter som kilder.

Analysen af hver enkelt tekst (bemærk at også filmklip og billeder i denne sammenhæng er at betragte som tekster) kræver opmærksomhed: Hvad er det, tekstens stemme tydeligvis vil udtrykke, hvad kommer mere indirekte til udtryk – og hvilke spor er der af, at teksten også fortier noget eller taler udenom? Det er alle disse mikrosmå sproglige og visuelle tegn som – hvis vi magter at tyde dem – kan bringe os i retning af en mere kompleks forståelse af historiske forhold og af alle de forskellige fortider, vi kommer i berøring med gennem materialet. Erindringsmaskinens insisteren på at udvide materialebegrebet stiller krav om at vi genovervejer, hvordan vi udvikler vores forståelse af fortiden.

Sådan har vi gjort

Normalt har de fagfolk, der udgiver mere smalle kildeudvalg, koncentreret sig om at gøre centrale dokumenter – gerne officielle papirer, sagsakter og lignende tekster med juridisk gyldighed – tilgængelige for læsere og brugere. Disse såkaldte aktstykker bliver så ofte supperet med nogle beretninger, hvor centrale deltagere i eller vidner til de begivenheder, kildesamlingerne belyser, fortæller hver deres version af de hændelsesforløb, de har været deltagere i eller vidner til.
 Så plejer banen at være kridtet op, og det tekstkritiske arbejde med kildernes vidneudsagn kan begynde. Oven på dette undersøgelsesarbejde kommer så undervisningen og selve det fortælle eller skrive historie.


Traditionen tro har mange historikere, der har tænkt indenfor disse snævre rammer, stillet sig skeptisk an overfor beretningerne. Som faglig fingerregel har de valgt først at gå til dokumenterne – aktstykkerne – ud fra den grundforestilling, at disse tekster ikke kunne lyve.
 De forskellige vidneudsagn i beretningerne måtte – når og hvor det blev nødvendigt at trække på dem – gribes langt mere forsigtigt an, men en aktuelt forankret forståelse kan ikke begrænse sig på en sådan måde.



Derfor forsøger vi at udvide synsfeltet...


I dag, hvor den virkelighed, der omgiver os, opleves som både flydende og hyperkompleks, er det rent ud sagt umuligt at fastholde forestillingen om, at historikerens væsentligste opgave er at fremdrage kendsgerninger eller sikre facts. Den forestilling var og blev et produkt at et såkaldt positivistisk videnskabssyn fra dengang i 1800-tallet, hvor alle fag drømte om at ligne datidens succesfulde naturvidenskaber så meget som muligt.


Det rækker ikke længere. Et seriøst forsøg på at nå dybere i retning af at forstå en situation i fortiden og dens aktuelle betydning for os nu, stiller andre krav. Over for den udfordring står alle, der beskæftiger sig med historie og erindringskultur, i den undrende og spørgende fortolkers situation. Vi er ikke primært interesserede i løsrevne facts men i at forstå en fortidig virkelighed, så den giver sammenhængende mening for os. 
I den forbindelse kan læsningen af fiktion være en ekstra øjenåbner til illustrativ levendegørelse af fortiden – og selv løgnen, når blot den bliver erkendt som løgn, kan bidrage til, at vi forstår, hvor sammensat og modsætningsfyldt også fortiden var.

Netop for at leve op til den faglige ambition er Erindringsmaskinen blevet fyldt med stemmer fra fortællinger af vidt forskellige genrer. Der er ingen vej udenom den mikrolille historie, fordi den konstruerede fortælling, vi ofte kalder den store historie, viser sig at være spundet eller filtret sammen af et utal af små.