Historiske hovedlinjer

Byrnes, Molotov og Den franske regering

USA’s udenrigsminister, James Byrnes, tale i Stuttgart 6. sept. 1946

…USA vil ikke acceptere, at Tyskland skal betale større krigsskadeerstatning, end der blev bestemt i Potsdamaftalen. Gennemførslen af Potsdamaftalen er imidlertid blevet forhindret, fordi det ikke er lykkedes det allierede kontrolråd at tage de nødvendige skridt til at få Tyskland til at fungere som en økonomisk enhed. Der er ikke blevet oprettet centrale tyske administrative organer, selvom det udtrykkelig kræves i Potsdamaftalen. Man har ikke sørget for en rimelig fordeling af ressourcerne mellem zonerne, så der kunne skabes økonomisk balance i hele Tyskland, og importbehovet kunne nedsættes, skønt også dette udtrykkelig krævedes i aftalen…

USA står fast på det standpunkt, at Tyskland skal administreres som en økonomisk enhed, og at barrierer mellem zonerne skal afskaffes for så vidt de økonomiske aktiviteter angår. De nuværende forhold i Tyskland gør det umuligt for den industrielle produktion, at nå det niveau, som besættelsesmagterne enedes om, var et minimum i fredstid. Hvis det aftalte niveau for industriproduktionen skal opnås, er det indlysende, at vi ikke kan blive ved med at begrænse den fri udveksling af varer, personer og ideer i Tyskland. Grænserne mellem de fire zoner er langt vanskeligere at overskride end grænserne mellem normale uafhængige stater. Den tid er kommet, hvor zonegrænserne kun skal afgrænse de områder, der af sikkerhedsgrunde besættes af besættelsesmagternes styrker, og ikke som selvstændige økonomiske eller politiske enheder. Det var den udviklingslinie som blev forudset i Potsdamaftalen, og den linie, som USA’s regering har tænkt sig at følge af al magt. Regeringen har erklæret det som sin hensigt, at forene sin egen zones økonomi med enhver eller alle de andre zoner, som er villige til at deltage. Hidtil har kun den britiske regering indvilliget i at lade sin zone deltage. Vi sætter stor pris på deres samarbejde.…

Tyskland er en del af Europa, og Euro¬pas genopbygning bliver sandelig langsom, hvis Tyskland, med sine store ressourcer af jern og kul, gøres til et fattighus.…Potsdamaftalen forpligtede besættelsesmagterne til at begynde opbygningen af et politisk demokrati fra grunden. Den forudså ikke, at der aldrig skulle dannes en central tysk regering. Den bestemte kun, at der i et stykke tid ikke skulle være en sådan. Det betød kun, at der ikke skulle dannes en central tysk regering før en eller anden form for demokrati havde fundet fodfæste i Tyskland, og der var udviklet en lokal ansvarsfølelse

… Meningen med dette var ikke, at der skulle lægges hindringer i vejen for en central regering med den nødvendige myndighed til at tage sig af landsdækkende spørgsmål, men at forhindre, at der blev oprettet en stærk centralmagt, der dominerede det tyske folk, i stedet for at svare til dets demokratiske ønske.…Sikkerhedsstyrker vil sandsynligvis forblive i Tyskland i en lang periode. Jeg vil ikke misforstås. Vi vil ikke løbe fra vores forpligtelse hér. Vi trækker os ikke tilbage. Så længe en besættelsesstyrke behøves i Tyskland, vil den amerikanske hær udfylde sin del af denne styrke.

Kilde: Kessings Contemporary Archives. 1946.
Indlæg på firemagtskonferencen (udenrigsministrene) i Moskva 10. marts-24. april 1947.

V.M. Molotov: Den foreløbige politiske organisering af Tyskland

… Vi står ovenfor et grundlæggende politisk spørgsmål – spørgsmålet om vor holdning til Tyskland, om vor holdning til det tyske folk.…

Der er planer om at gøre en ende på Tysklands status som et uafhængigt land*. Nogle af disse planer forfølger dette mål direkte, andre på en mere indirekte måde. Sovjetunionen billiger ikke disse planer … og betragter sådanne forslag som historisk grundløse, og ude af trit med interesserne hos de folk, der stræber efter varig fred.

På dagen for sejren over Tyskland, den 9. maj 1945, talte generalissimo Stalin til folket. Han sagde bl.a.: “Sovjetunionen fejrer sejren, men har ikke til hensigt at opløse eller ødelægge Tyskland”. Det er USSR’s holdning.

Tyskland kan ikke ødelægges som stat, eller laves om til et afindustrialiseret, tilbagestående land. Denne politik går imod genopbygningen af Europa og verdensøkonomien, og vil få det tyske politiske liv til at bryde sammen, hvilket vil udgøre en trussel mod verdensfreden.

For tiden bruger man først og fremmest behovet for at svække den tyske statsmagt som begrundelse for tanken om at opdele Tyskland. Dette betragtes i praksis som den eneste måde, hvorved man kan undgå, at Tyskland genopstår som en aggressiv magt. Det er imidlertid ikke svært at gennemskue, hvor lidt gennemtænkt denne indstilling er…

Hvis de allierede tilslutter sig princippet om Tysklands opdeling, vil de underminere det tyske folks tro på deres politik … Hvis de allierede går ind for at opdele Tyskland, vil det resultere i, at [de tyske] militarister stiller sig i spidsen for bevægelsen for et forenet Tyskland, og de vil forsøge at vinde det tyske folk for dette mål. Som et resultat heraf vil ideen om hævn gro frem igen. Chauvinismen – som har så gode betingelser i Tyskland – vil blomstre, og der vil skabes betingelser for en ny Bismarck** og selv en ny Hitler. …

Alt dette taler imod, at de allierede skulle påtvinge det tyske folk en opdeling. Situationen ville være helt anderledes, hvis det tyske folk selv gik ind for en opdeling af Tyskland, hvis de beslutter dette ved frie valg, uden ydre tvang. I dette tilfælde skulle de allierede magter ikke modsætte sig beslutningen…
Det påstås nogle gange, at princippet om at opdele Tyskland stammer fra beslutningen på Potsdamkonferencen om at decentralisere den tyske statsadministration. Denne henvisning kan imidlertid ikke begrundes med fakta.

På Potsdamkonferencen i sommeren 1945 blev det besluttet at decentralisere den politiske struktur i Tyskland, der netop var blevet befriet fra Hitlerismen, og endnu ikke havde afskaffet Hitlers centraliserede statslige administrationssystem, som havde ødelagt delstaternes selvstændige administration. Under disse betingelser var opgaven at genoprette den decentrale administration … og det demokratiske lokale selvstyre…

Potsdamkonferencens beslutninger indeholdt intet om en opdeling af Tyskland. Spørgsmålet blev slet ikke diskuteret på det tidspunkt.…

Potsdamkonferencen besluttede tværtimod, at der skulle oprettes adskillige centrale tyske administrative organer. På dette område er konferencens beslutninger ikke ført ud i livet selvom behovet for sådanne centrale tyske organer længe har været følt.…

Yderligere udsættelse af disse centrale organer forhindrer først og fremmest skridt i retning af at oprette Tysklands økonomiske enhed. Den sovjetiske regering mener derfor, at etableringen af sådanne centrale tyske organer, så vel som forberedende skridt i retning af at oprette en foreløbig tysk regering, ikke tåler yderligere udsættelse. Det er nødvendigt af hensyn til behovet for at gennemføre de allieredes økonomiske og politiske foranstaltninger over hele Tyskland. Det imødekommer også behovet for at sikre, at Tyskland opfylder sine forpligtelser overfor de allierede.

Molotov foreslog derefter oprettelsen af en foreløbig, demokratisk valgt, regering i Tyskland.

Kilde: Speeches and Statesmen made at the Moscow Session…1947. “Soviet News”. London 1947.
*Både England og USA havde under krigen, og senest på Jaltakonferencen, fremlagt forslag om Tysklands opdeling i en række mindre stater. På dette tidspunkt var disse planer dog ikke aktuelle. Derimod arbejdede Frankrig for at løsrive både Saar og de tyske områder vest for Rhinen.
**Otto von Bismarck. Preussens ministerpræsident 1862-71 og Tysklands rigskansler 1871-90. Gennemførte Tysklands samling.

Den franske regering: Frankrigs holdning til Tyskland

Fremlagt på udenrigsministrenes møde i London 14. sept. 1945

Regeringen billiger fuldt ud … det princip, der bekendtgøres i starten af paragraf IX (under de politiske bestemmelser i Potsdamaftalen), ifølge hvilket “administrationen i Tyskland skal ledes i retning af decentralisering af den politiske struktur og udvikling af lokalt ansvar.” Den mener, at det er for tidligt i dag, og at det foreløbig vil være for voveligt at tage stilling til muligheden for en politisk opløsning af Tyskland: at visse bestemmelser om decentralisering er egnede til at frembringe resultater ikke blot på det administrative, men også på det politiske område; at en opdeling af Tyskland i flere stater, hvis den opstod som følge af en naturlig udvikling og ikke af en påtvunget løsning, ville være gavnlig for opretholdelsen af sikkerhed i Europa. Af disse grunde beklager den, at den samme paragraf IX forudser den eventuelle genoprettelse af en tysk centralregering, skabelsen af centraladministrative departementer under tysk ledelse og genoprettelsen af politiske partier for hele Tyskland, alt sammen forholdsregler, der er egnede til at genoplive tyske enhedsbestræbelser og til at føre hen i mod en bestemmelse om en centraliseret tysk statsdannelse. Den ville i endnu højere grad beklage, hvis de allierede myndigheder, nu hvor de selv kan bestemme alt, skulle finde på at oprette tyske centraladministrative organer i Berlin. Dette ville ligne den første tilkendegivelse af det tyske riges genfødsel.

… Men den provisoriske regering har ved gentagne lejligheder offentligt understreget, hvilken vægt den lægger på, at det rhin-westphalske område ikke for fremtiden skal være et våbenarsenal for Tyskland, et gennemmarchområde eller et udgangspunkt for et angreb på Tysklands vestlige naboer. Den mener, at den endelige adskillelse af dette område – herunder også Ruhr – fra Tyskland er nødvendig for den franske grænses sikkerhed og desuden udgør den væsentligste betingelse for Europas og hele verdens sikkerhed. Den anser det derfor, hvis der skal oprettes en tysk centraladministration, for nødvendigt, at det på samme tid bliver understreget, at det rhin-westphalske område bliver unddraget dens kompetence.

Kilde: P. Hasselbach: Tysklandsproblemet 1941-49. 1972.

Spørgsmål:

• Alle tre tekster kommenterer Potsdamaftalen og arbejdet med at gennemføre dens bestemmelser. Hvad fremhæver de tre regeringer som de vigtigste punkter at arbejde med, og hvorfor mener de, at arbejdet er gået i stå?