Historiske hovedlinjer

Per Møller om små landes udenrigspolitik

Under en debat i Folketinget forud for Danmarks optagelse i EF kom Venstres ordfører Per Møller ind på medlemskabets betydning for suveræniteten og de små landes handlefrihed (Forespørgsel om den markedspolitiske situation 11.11.1970, Folketingets forhandlinger sp. 1075-1077). Her fra Hans Branner: Småstatens Udenrigspolitik. 1982.

De perspektiver, der her toner frem, rejser spørgsmålet om suveræniteten. Den økonomiske og valutariske union forudsætter nemlig, at en række vigtige økonomisk-politiske beslutninger, der hidtil har ligget på nationalt plan, overføres til de fælles organer. Ganske enkelt udtrykt vil stillingen blive den, at vi ikke selv og alene kan træffe afgørelsen på en række områder, som vi traditionelt plejer at klare her på Christiansborg. Vi må tage hensyn til andre, og samtidig må andre tage hensyn til os. Således bliver samarbejdets vilkår.

Der er ingen tvivl om, at der herhjemme findes kredse, som spekulerer i at skabe en følelsesmæssig reaktion imod tanken om afgivelse af suverænitet i forbindelse med Danmarks indtræden i fællesmarkedet. Man søger at skabe en forestilling om, at vi bliver umyndiggjort, og at vort land bliver en hengemt provins af Europa. Over for dette er der især tre argumenter, der må have vægt:
For det første er der noget helt forældet og i virkeligheden reaktionært i den forestilling, at suveræniteten skal være et helligt og ukrænkeligt begreb. Det er et afgørende kendetegn ved vor tid, at nationerne i stedse stigende grad er blevet gensidigt afhængige. Dette er en udvikling, som vi ikke kan stritte imod, og det er i øvrigt også en udvikling, der giver nøglen til en række af vor tids humanitære, sociale og økonomiske fremskridt. Det vil være at skrue tiden baglæns, hvis nationalstaterne prøver at løse deres problemer i isolation fremfor i et åbent og frit samarbejde. I gamle dage kunne den nationale uafhængighed være et naturligt løsenord. I vore dage er det opgaven at organisere forholdet mellem staterne på en måde, der respekterer den faktisk eksi-sterende gensidige afhængighed.

For det andet må der lægges vægt på, at suverænitetsafgivelse indebærer større ofre for store stater end for små stater. Hvis et stort land afstår beføjelser til fælles organer og dermed under-kaster sig faste og bestemte regler i et fælles retssystem, så tvinges dette land rent faktisk til at give afkald på at handle i overensstemmelse med den hellige, nationale egoisme. Et lille land afgiver formelt samme grad af suverænitet, men for et lille land er det ikke noget of¬fer at måtte give afkald på at optræde egenmægtigt og egoistisk. Det kræver nemlig styrke at handle sådan, og denne styrke besidder det lille land ikke.

I EFTA-samarbejdet har medlemslandene ikke afgivet suverænitet, og derfor voldte det i 1964 ikke England nogen vanskelighed at indføre en ulovlig særtold og dermed vælte nogle af sine egne vanskeligheder over på de små EFTA-partnere. Selv om Danmark havde haft vilje til at gøre noget tilsva¬rende, havde vi aldrig haft den fornødne styrke til at gøre det. I et fællesskab, der bygger på suverænitetsafgivelse, er ikke blot den lille partner, men også den store, tvunget til at tage hensyn til fællesskabet.

For det tredje er det afgørende, at værdien af den suverænitet, vi besidder i dag, uafladelig vil blive forringet, hvis vi i stedet for medlemskab i et udvidet fællesmarked vælger isolation. Følgen vil nemlig blive en svækkelse af vore vilkår og vor styrke på næsten alle områder. Vi vil være underkastet vilkår, som andre fastsætter, og som vi ikke har nogen indflydelse på. Vi vil formelt fastholde vor suverænitet, men reelt vil vi ikke kunne føle os som herrer over vor egen skæbne.

Over for denne sidstnævnte betragtning rejser man så spørgsmålet: hvor stor en indflydelse får et land som Danmark på den europæiske udvikling? Svaret herpå afhænger for en stor del af styrken i vore argumenter. Vi sikrer os adgangen til at blive hørt, og vi sikrer os en reel medindflydelse. Værdien af disse goder afhænger i nogen grad af os selv. Dertil kommer, at fællesmarkedets institutioner er bygget således op, at et lille medlemsland får forholdsvis større indflydelse end et stort medlemsland. Et land som England med omkring 50 millioner indbyggere får ikke ti gange så stor indflydelse som Danmark med sine 5 millioner.

Spørgsmål:

• Hvilke fordele og hvilke ulemper ved afgivelse af suverænitet (her i forbindelse med Danmarks eventuelle medlemskab af EF) nævnte Per Møller i 1970?
• Diskuter i hvilken udstrækning hans betragninger har gyldighed i dag?