Historiske hovedlinjer

Samuel. P. Huntington: Om civilisationerne

Politiken 1.7.2006.
Samuel P. Huntingtons teori om civilisationernes sammenstød har fået på puklen lige fra starten. Men den er stadig et uomgængeligt bud på en forklaringsmodel til det 21. århundrede.

Huntington fremsatte sin teori i en artikel i magasinet Foreign Affairs i 1993, som han - blandt andet på grund af den voldsomme debat - tre år senere uddybede i en bog af samme navn.

Deja-vu-øjeblikke
Og trods den omfattende kritik, der gennem årene er haglet ned over Huntington, skal man være meget forhippet på, at han er en idiot, for ikke at have nogle deja-vu-øjeblikke, når man læser bogen i dag.
Ikke mindst når det gælder islam. Forholdet mellem Vesten og islam er, ganske som forudsagt af Huntington, blevet værre og værre i de forløbne ti år, og at det vestlige pres for demokrati ofte resulterer i, at de moderate mister magt i forhold til de yderligtgående, er Hamas' sejr over Fatah i Palæstina blot det seneste eksempel på.
At islam heller ikke har det voldsomt harmonisk med sine afrikanske naboer, kan man til overmål konstatere i Darfur, en konflikt, der også er et lyslevende eksempel på hans pointe om Vestens utilbøjelighed til at hjælpe folk fra andre civilisationer, hvis det kan undgås.

Otte slags civilisationer
Men selv om Huntington har ramt rigtigt, når det gælder islam og Vesten og andre civilisationers indbyggede egoisme, handler bogen om andet og mere, og det er naturligvis civilisationskampens evner som global forklaringsmodel, der er det egentlige succeskriterium.
Huntingtons tese er som følger: Igennem de seneste 400-500 år har menneskeheden gennemlevet en række forskellige konfliktmodeller. Først mellem enevældige fyrster, efter den franske revolution mellem nationer og efter den russiske revolution mellem ideologier. Og nu, efter Sovjetunionens sammenbrud, står verden efter Huntingtons vurdering over for fjerde og sidste skud på konflikternes stamtræ: civilisationernes kamp.
Med civilisation mener Huntington den allerbredeste menneskelige definitionsramme; det alleryderste, man kommer inden selve skellet mellem mennesker og andre dyrearter. Ifølge Huntington er der otte af slagsen: den vestlige, den kungfutsianske, den slaviskortodokse, den latinamerikanske, den japanske, den hinduistiske, den afrikanske og endelig den islamiske.

Holder det?
At civilisationerne er den nye og blodigste kampzone, skyldes ifølge Huntington flere faktorer. For det første at der er tale om meget dybe skel mellem de forskellige civilisationer. Mens nationer ofte ikke er meget mere end et par hundrede år gamle, har civilisationer rødder, der rækker meget længere tilbage i historien. I takt med at teknologien gør verden mindre, og civilisationerne kommer i meget mere direkte kontakt med hinanden, bliver forskellene tydeligere og konflikterne mere akutte.
Endelig er der i modsætning til ideologier, det 20 århundredes store stridspunkt, det særligt problematiske ved civilisationskonflikterne, at man ikke lige kan skifte civilisation. En tidligere kommunist kan med lidt snilde og omstillingsparathed lynhurtigt blive kapitalist, men en kineser bliver ikke lige sådan vupti til en afrikaner.
Holder det? Det kommer an på, hvad man forventer. Det er klart, at Huntingtons model ikke forklarer alt. Hvorfor er Somalia gået i opløsning, Nordkorea blevet en slyngelstat, mens Montenegro har løsrevet sig? Det bringer Huntingtons teori ikke læseren en tøddel tættere på at kunne besvare.

Flere kritikpunkter
Og naturligvis kan man sætte spørgsmålstegn ved dele af teorien. Har Huntington ramt rigtigt i sin opdeling af civilisationer? Hvorfor for eksempel udskille Latinamerika fra den vestlige kulturkreds? Ganske som USA består Latinamerika primært af udvandrede kristne europæere og deres efterkommere.
Spiller den oprindelige befolkning en større rolle i Latinamerika end i USA, spiller de sorte afrikanere til gengæld en endnu større rolle i USA, som Huntington ikke har problemer med at inkludere i Vesten.
Og er det ikke lovlig frisk at fastslå, at konflikter mellem civilisationer er de blodigste, når det 20. århundrede er brolagt med uhyre blodige konflikter internt i de enkelte civilisationer - fra Anden Verdenskrig over Kinas kulturrevolution til folkedrabet i Rwanda?

Spørgsmål:

• Francis Fukuyama og Samuel P. Huntington havde i begyndelsen af 1990-erne hver sin vision for verdens fremtid. Skitser kort forskellene mellem disse visioner. Ti år senere forsvarer Fukuyama sin oprindelige tese. Diskuter om hans forsvar holder på kort sigt og/eller på langt sigt?