Historiske hovedlinjer

Der findes fire historiske epoker, som minder skræmmende meget om vores nutid – 1910’erne er den første

Vi lever i en tumultarisk tid, som fremtidens historikere sikkert vil skrive lange bøger om. Men måske har vi set det hele før. Information præsterer i disse dage fire historiske epoker, som minder skræmmende meget om vores nutid. 1910’erne er den første.

Kort før den østrigske forfatter Stefan Zweig i 1942 tog livet af sig selv i en lille bungalow uden for Rio de Janerio, hvor han levede på flugt fra nazisterne, beskrev han i bogen Verden af i går, hvordan det føltes at bo i Europa omkring århundredeskiftet. Det var en gylden epoke:

»Det 19. århundrede var i al sin liberalisme ærligt overbevist om at være på den lige og ufejlbarlige vej mod ’den bedste af alle verdner’,« skrev Zweig. »Med foragt så man tilbage på de tidligere epoker med krig, revolutioner og hungersnød som på en tid, hvor menneskeheden endnu var umyndig og ikke tilstrækkelig oplyst.«

Ingen så Første Verdenskrig komme – nu gik det jo lige så godt.

Stefan Zweig kunne næsten lige så godt have beskrevet stemningen i Europa i 00’erne: fred, vækst og optimisme.

»Der er mange paralleller til i dag,« siger historiker og professor emeritus ved DPU, Ove Korsgaard. »På den ene side internationaliseringen, frihandel og fremtidstro – på den anden siden en spirende nationalisme.«

Tre paralleller mellem 1910’erne og nutiden
• Globalisering
• Kamp mellem by og land
• Spirende nationalisme

Hitler, Trotskij, Tito og Stalin
Ligesom vi siden 1945 har levet i en historisk fredelig epoke i Europas historie, var tiden omkring århundredeskiftet historisk rolig. Siden Frankrig og Tyskland sluttede fred i 1871, havde stormagterne ikke været i krig. Verden var i fremgang. Flere lærte at læse og skrive, børnedødeligheden faldt, og levealderen steg. I byerne glødede elektrisk lys, og telegrafer og jernbaner bandt verden sammen i netværk af damp og elektricitet. Verden hang sammen – lige som i dag.

Da den tyske kejser Wilhelm den Anden i 1908 gav et interview til avisen The Daily Telegraph i London, hvor han – uklogt – kaldte englændere »gale, gale, gale«, spredte nyheden sig lynhurtigt til hele kontinentet.

»Verden var langt mere globaliseret, end vi forestiller os, og pressen var væsentlig friere, end man tror,« fortæller lektor emeritus på Købenavns universitet, Karsten Fledelius.

I Wien voksede et intellektuelt cafémiljø frem. På en god dag kunne Stefan Zweig sætte sig på et kaffehus og diskutere kubistisk maleri og koloniseringen af Afrika med Ludwig Wittgenstein og Sigmund Freud.

Men under overfalden ulmede katastrofen. I 1913 boede både Hitler, Trotskij, Tito og Stalin i Wien. Nationalismen spirrede i Europa, godt hjulpet på vej af en voksende konkurrence mellem landene – en dynamik, vi også ser i dag, hvor Trump taler om »America first«. De kappedes om at kolonisere Afrika: I 1870’erne var kun ti pct. af Afrika europæiske kolonier, i 1914 var det 90 pct.

»Kolonimagterne kom i konflikt med hinanden efter de voldsomme ekspansioner i 1870’erne og 1880’erne,« siger Karsten Fledelius. »Stormagterne blev konkurrenter. Skulle de lave en slags fordelingsprincip? Og kunne de stole på hinanden? Der var en en stigende tillidskrise mellem stormagterne, og Første Verdenskrig blev især udløst af frygt.«

Hekse og genfærd
Ligesom i dag, ændrede teknologi og globalisering det lokale liv.

»I dag er det billige varer fra Asien, som strømmer til Europa – dengang var det billigt korn,« fortæller Ove Korsgaard. »Danmark fik voldsom konkurrence fra billigt korn fra USA. De nye jernbaner transporterede det fra Midtvesten til de store østkysthavne, hvor det blev sejlet med dampskib til Europa.«

Immigration blev også et hedt emne. I USA pustede kinesiske migranter så meget til arbejdsløshed og lønninger, at præsident Chester A. Arthur i 1882 indførte the Chinese Exclusion Act, som forbød kinesiske migranter adgang til landet – en lov, der minder om Trumps seneste travel ban.

De hastige ændringer efterlod mange mennesker forvirrede og vrede, og lige som i dag voksede kløften mellem land og by.

»I Danmark havde vi George Brandes som eksponent for det moderne storbyliv, mens forfattere som Jakob Knudsen og Thorkild Gravlund hyldede, hvad der er blevet kaldt provinsnationalisme,« siger Ove Korsgaard.

Den gyldne epoke endte med et brag, da Første Verdenskrig brød ud i august 1914. Som Stefan Zweig skrev i Verden af i går:

»Vi lod os bedrage af netop den følelse, vi satte højest: vores fælles optimisme. For alle troede, at de andre i sidste sekund ville trække sig tilbage.«

MEN, men, men
I 1910’erne havde Europa ingen internationale institutioner (ud over en svag international domstol i Haag). Der var ingen møder i EUs ministerråd og FNs generalforsamling, ingen G7, WTO og IMF. I stedet opererede statslederne med en slags kongres-diplomati, hvor kejsere og konger indkaldte til kongres, når de skulle diskutere tidens store spørgsmål, f.eks. Wienerkongressen i 1814 og Berlinerkongressen i 1878. Desuden var der hemmelige diplomatiske forbindelser på kryds og tværs, som ofte betød, at landene stolede mindre på hinanden.

Verden var blevet global, men uden politiske strukturer.

»Vi kan drage den lære, at handel og frihandel er ikke nok til at sikre fred – der er brug for politiske institutioner og samarbejde,« siger Ove Korsgaard. »Det var måske tværtimod handel og konkurrence på verdensmarkedet, som var med til at fremme krigen.«

Christian Bennike. Information 18.3.2017

Spørgsmål: se tekst 44