Reformation i Danmark

Åbn undermenuer...

Kort oversigt: Magtstaten bliver til – 1520-1625

  1. Adels- og bondeoprør, Chr. II’s afsættelse og vejen til reformation
  2. Reformationen og den ny magtstruktur – domænestat og adelsvælde
  3. Konkurrencen om Østersøen – oprustning, europæisk indblanding og modsætning til Sverige

 1. Adels- og bondeoprør, Chr. II’s afsættelse og vejen til reformationen

Middelaldersamfundets magtstruktur var ved at forandres på afgørende måde. Hvor kongen i en lang proces fra 1200-tallet og frem fik styrket sin position – samtidig med at kirken blev en stor jordejer og dermed fik samfundsmæssige ressourcer og magt, – kom der nu nye magtgrupper til. Først og fremmest opstod der en godsrig højadel, der med faste aftaler med kongen (håndfæstningen) sikrede sig del i kongemagtens ressourcer og muligheder.

I en lang periode fra omkring 1390 søgte højadelsfamilierne i de nordiske lande at samarbejde om at sikre sig mere magt og indflydelse gennem de mange aftaler med unionskongen og ind i mellem søgte stormandsgrupper på egen hånd at sikre sig kongemagten, - især skete dette i Sverige.

Men højadelen fik i løbet af perioden organiseret rigsrådet som statens vigtigste beslutningsorgan og gennem at besidde de kongelige slotte som lensmænd fik de magt nok til at udfordre kongen, når interesserne var delt.

Omkring 1500 var landets jord fordelt mellem kongen, kirken og højadelen med ca 1/3 til hver. Jordens dyrkere: - fæstebønderne – havde ikke ejendomsret, men var gennem landsbyfællesskabet organiseret så produktionen kunne foregå på et højt udviklet niveau og med store indtægter for jordejerne til følge. Bønderne spillede under Christian den Anden og Frederik den Første en vis politisk rolle, men nedkæmpedes i 1520erne og 30erne i flere omgange af indkaldte lejetropper fra Holsten og af højadelens rytteri.

På samme måde var borgerskabet i de største byer ved at få afgørende politisk indflydelse, fx var borgmestrene fra Malmø og København aktive i Christian den Andens reformlovgivning, byerne støttede den borgervenlige konge og de evangeliske prædikanter fik stor støtte i de største byer.

I både 1400-tallet og i begyndelsen af 1500-tallet fik kongen større kontrol med kirken og kunne efterhånden besætte mange af de vigtigste kirkelige embeder. Ofte var der tale om, at kongelige embedsmænd som karrierevej blev aflønnet med kirkelige embeder. Først og fremmest begrænsedes den katolske pavekirkes kontrol med brugen af kirkens ressourcer. Under kongerne Hans, Christian den Anden og Frederik den Første var det i høj grad kongen, der bestemte, hvem der skulle have de kirkelige embeder, og Frederik den Første løsrev endeligt den danske katolske kirke fra pavekirkens direkte kontrol, og reformationen i 1536 fuldendte processen mod en national kongestyret kirke.

Ved reformationen 1536 blev alle præster direkte kongelige embedsmænd og kirkens ressourcer underlagt regeringen.

Det var den jyske højadel, der i 1523 afsatte Christian den Anden efter at han havde søgt at reformere både lovgivningen om bøndernes rettigheder, give byerne større markedsmuligheder og indsætte egne embedsmænd udenom rigsrådet. På samme måde udfordrede han den katolske kirke ved sine bispeudnævnelser og ved at beslaglægge kirkegods og støtte de første evangeliske prædikanter.

Opgøret ved Stockholms blodbad 1520 og de mange overgreb på adel og gejstlige skabte også stor usikkerhed om kongens politik. Stor betydning fik krigene og konflikterne med Sverige, hvor Christian den Anden øjensynlig fik bugt med den svenske adelsopposition op til Stockholms blodbad, men samtidig siden helt mistede tilslutningen til sin kongemagt på grund af de omkostninger, der blev lagt på bønder og borgere til at finansiere felttogene.

Det lykkedes adelsmanden Gustav Vasa på kort tid at rejse en modstand mod ”Kristian Tyran” i Sverige og i løbet af få år blev Christians fogeder og embedsmænd og de personligt udnævnte bisper sendt tilbage til Danmark eller fjernet.

Begge de nye konger: Frederik den Første og Gustav Vasa havde fælles interesse i at bekæmpe Christian den Anden og hans tilhængere og i at hindre at kejseren greb ind i Norden.

Frederik den Første støttede indirekte de evangeliske prædikanter, men fastholdt i sin alliance med højadelen magten sammen med de katolske bisper. Han udskød opgøret med bisperne, for at sikre sig opbakning så truslen fra kejseren, der fortsat støttede Christian den Anden, kunne afværges.

Det lykkedes for kongen under Christian den Andens invasion i Norge at fange ham i 1532, og han blev isoleret i fængsel på Sønderborg slot.

Kong Frederik accepterede at sønnen – den senere Christian den Tredje,-  som hertug i Slesvig og Holsten, indførte lutheranismen og dermed udfordredes magtstrukturen med de katolske bisper i Danmark-Norge.

Ved kongens død i 1533 kom det hurtigt til borgerkrig, da højadelen og bisperne ikke kunne enes om en ny konge og derfor udsatte de kongevalget et år, og de skabte derved nærmest en adelsrepublik.

I årene forinden havde der været flere bondeoprør i Danmark og fra Gotland søgte lensmanden Søren Norby 1525 at støtte Christian den Anden ved gribe ind i Skåne, men han blev til sidst tvunget til at slutte forlig med Frederik den Første.

Lübeck støttede efter Frederik den Førstes død grev Christoffer af Oldenburg (finansieret af Lübeck), der med sine lejetropper hurtigt kom i besiddelse af Skåne og Øerne, og han blev her støttet af de fleste adelige i Østdanmark og af de store byer København og Malmø.

De sluttede sammen med bønderne op om den indespærrede Christian den Anden. Skipper Clement – en anden af Christian den Andens tilhængere, rejste samtidig oprørsfanen i Nørrejylland og truede dermed den jyske højadels magtpositioner.

Hertug Christian fra Slesvig-Holsten fik derfor nu tilslutning af en række jyske adelige omkring rigshofmesteren og lutheraneren Mogens Gøye, der på et møde i Horsens sikrede hertugen kongemagten i Danmark som Christian den Tredje.

Dermed var de katolske bispers indflydelse sat ud af spillet, og de holstenske lejetropper under Johan Rantzau nedkæmpede brutalt både Skipper Clements styrker omkring Ålborg og senere de styrker, som grev Christoffer havde fået magten på Fyn med.

En forudsætning for den holstenske aktion var, at hertug Christian forinden havde fået tvunget Lübeck til fred gennem en blokering af Travefloden. Derved ophørte støtten fra Lübeck til grev Christoffer og til Christian den Andens tilhængere, og de holstenske lejetropper kunne da anvendes i hele Danmark, uden at Holsten og Slesvig blev truet fra syd af Lübeck.

Gustav Vasa støttede også aktivt Christian den Tredje og sendte en svensk hær ind i Skåne, hvor en del adelige atter skiftede side og Helsingborg blev erobret.

Efter flere blodige nederlag i Nordjylland, ved Øksnebjerg på Fyn og efter at en dansk-svensk-preussisk flåde havde nedkæmpet den lübske flåde, gik Johan Rantzau med sine tropper over til Sjælland og med flåden i Øresund blev både København og Malmø indesluttet.

Malmø opgav hurtigt, men København holdt til næsten et års belejring inden byen måtte overgive sig.

Den nye konge var truet fra flere sider. Først og fremmest var kejseren (Christian den Anden var gift med en habsburger) med sit store verdensrige (Østrig-Ungarn, Spanien og Nederlandene) en afgørende faktor nu også i Nordeuropa.

Både Gustav Vasas Sverige og Christian den Tredjes Danmark-Norge var med deres nye lutheranske kirker en udfordring for kejseren. Først i 1544 fik Christian den Tredje endelig en aftale med kejseren ved freden i Speyer, hvor hans kongemagt i Danmark-Norge blev anerkendt. Christian den Anden opgav samtidig sine rettighedskrav og fortsatte derefter i større frihed under kongens kontrol på Kalundborg Slot til sin død. Med freden i Speyer blev forbindelserne til Nederlandene genoptaget og Øresund åbnet for øget handel.

 2. Reformationen og den ny magtstruktur – domænestat

Ved et statskup i København efter belejringens ophør og byens overgivelse arresterede kongens folk de katolske bisper, og de blev afsat og holdt fængslet i 1536. En stor herredag med repræsentanter for alle stænder: adel, borgere og bønder på 1200 personer fik præsenteret den nye konges politik.

Der oprettedes et rent verdsligt styre, adelen fik sine rettigheder bekræftet, rigsrådet og de adeliges monopol som medlemmer af rigsrådet fastholdtes, men adelens oprørsparagraf blev afskaffet. Adelen fortsatte med at have den administrative lokale myndighed gennem lenssystemet. Kirkens godser blev overtaget af kongemagten, og kirken blev endelig en national lutheransk statskirke. Præsterne blev nu direkte kongelige embedsmænd, og det gav den ny statsmagt stærk lokal kontrol.

Overtagelsen af kirkens omfattende ejendomme styrkede for en tid kongemagten og sikrede dens indtægter. Man taler om fremkomsten af en domænestat, – en stat, der bygger på indtægterne af de store jordejendomme (domæner), der nu tilhørte kongemagten – og den nye statsdannelse.

Adelen fik nu i højere grad direkte tilknytning til kongemagten gennem monopol på de mange statslige administrative poster (lensmænd, ledere af hær og flåde m.v.) og selvom højadelen gennem aftaler om regulering af jordejendom og mageskifter sikrede sig store sammenhængende jordejendomme og veldrevne godssystemer, var det nu især kongemagten og dermed staten, der fik betydning. Den rådede over ca 60% af jordegodset.

Hær og flåde udvikledes til professsionelle foretagender med fæstninger og flådehavn med centrum i København.

Den ny statsmagt og den rige højadel viste sin magt i de mange slotsbyggerier landet over, hvor der anlagdes renæssancehuse efter den europæiske mode.

I løbet af 1500-tallet og i begyndelsen af 1600-tallet blev Danmark-Norge-Holsten den dominerende magt i Østersøen og selvom kongen havde central betydning for beslutningerne blev rigsrådet mere og mere det organ, hvor de vigtigste beslutninger om rigets forhold blev taget.

Både Frederik den Anden, Christian den Fjerde og Frederik den Tredje var underlagt håndfæstninger, der sikrede højadelen medbestemmelse og indsigt i rigets forhold, og det var rigsrådsmedlemmer, der besad de vigtigste administrative poster som hærens ledere (marsk), flådens ledere (rigens admiral) og administrationens øverste embedsmænd (kanslere, righofmester).

Hvor Christian den Tredje og højadelen samarbejdede og fik udviklet samfundet og genrejst produktion og handel efter Grevens fejde, kom det efterhånden til modsætninger mellem Christian den Fjerde og rigsrådet især om oprustning og krige. Både ved Kalmarkrigen 1611 og ved Kejserkrigen 1625 søgte rigsrådet at standse kongen uden at det lykkedes. Men i øvrigt var der tale om økonomisk vækst og udvikling i årene frem til 1625.

 3. Kampen om Østersøen- Sverige og Danmark rivaliserer

Med Kalmarunionens sammenbrud skete der en opdeling af de nordiske kongeriger i to konkurrerende statsdannelser:

  • Kongeriget Sverige med Finland var nu under ledelse af Vasa-familien og den søgte alliancer med Lübeck, Polen-Litauen og fyrstendømmer i Nordtyskland.
  • Heroverfor stod Danmark-Norge-Holsten, hvis herskere (Oldenborgerne) var tæt knyttet til de nordtyske fyrstehuse, men som også var truet af den tysk-romerske kejser.

I løbet af 1500-tallet udvidede Sverige sine besiddelser syd for den Finske Bugt i Estland og Livland og søgte på den måde at standse den dansk-norske omringning.

Internt sikrede Gustav Vasa den indre fred gennem resolut nedkæmpelse af både bondeoprør og henrettelse af adelige og kirkelige oppositionelle.

Lutheranske reformer og kongemagtens overtagelse af al kirkeejendom skete som i Danmark, men selve reformationsprocessen foregik langsommere og var først afsluttet omkring 1600, hvor de sidste klostre blev lukket og lutheranismen fik endeligt monopol.

Politisk blev den ny svenske Vasa-kongefamilie knyttet til den polske gennem giftermål, og i 1590erne søgte den katolske Vasa-efterkommer kong Sigismund, at få katolicismen genindført i Sverige og dermed i Norden. Men det mislykkedes på grund af stærk svensk modstand. Den svensk-polske kong Sigismund mistede sin magtposition i Sverige, da hertug Karl, - en af Gustav Vasas sønner, selv overtog magten og udråbte sig selv til konge.

Den svenske politik var fra da af klart rettet mod øst for at sikre Sverige støtte til et opgør med Danmark-Norge-Holsten. I lange perioder var Sverige i krig med det nyskabte Rusland, der søgte at sikre sig vej til Østersøen i det baltiske område.

Endnu var Danmark-Norge den dominerende magt i Østersøen med kontrol over Gotland og Øsel og udsejlingen fra Østersøen.

Den nordiske syvårskrig (1563-70) opretholdt den dansk-norske dominans, og Kalmarkrigen (1611-13) fastholdt endnu engang den danske dominans, men nu kun for en kortere periode.

Derefter nyorganiserede den unge svenske konge Gustav 2. Adolf (1611-32) det svenske rige. Han fik skabt en moderne mobil hær på baggrund af de mange udskrevne svenske bønderkarle nu med moderne udrustning og dygtige generaler. Samtidig fornyede han sammen med sin dygtige kansler Axel Oxenstierna statens organisation (kollegiestyret), så de mange spredte ressourcer kunne udnyttes og fik sikre allianceaftaler med både Nederlandene og Frankrig i kampen mod den tysk-romerske kejser.

Den danske konge Christian den Fjerde søgte på flere måder at blande sig i forholdene i Tyskland og efter urolighederne i Bøhmen, hvor kejseren søgte at nedkæmpe de protestantiske fyrster greb han som holstensk fyrste ind i 30årskrigens ragnarok. Det skete i 1625 og blev begyndelsen til sammenbruddet for den dansk-norsk-holstenske stat og Christian den Fjerdes magt.