Reformation i Danmark

Indledning

Stockholms blodbad blev – på trods af Christian den Andens magtovertagelse af Sverige ved udryddelse af størstedelen af den svenske adelsopposition - afslutningen på Kalmarunionen.

Forestillingerne om en nordisk tre-rigers union som politisk mulighed blev nu endelig opgivet, selvom Christian den Andens efterfølger Frederik den Første prøvede at forhandle med den nye unge svenske rigsforstander Gustav Vasa om en eventuel ny unionsaftale efter afsættelsen af Christian den Anden.

Men Gustav Vasa lod sig hurtigt udråbe til svensk konge allerede i 1523 og dermed ophørte alle spekulationer om en ny nordisk union. Begge de to nye konger: Frederik den Første og Gustav Vasa havde nu en fælles modstander i den fordrevne Christian den Anden og i hans stærke allierede den tysk-romerske kejser.

Stockholms blodbad er stadig en omdiskuteret begivenhed, fordi begivenhederne var så voldsomme, og de fik stor propagandamæssig betydning. Bogtrykkunsten var lige opfundet og hele Europa fik snart besked om, hvad der var sket.

For både svenskerne og danskerne blev ”blodbadet i Stockholm” en vigtig del af den senere nationale historiefortælling i 1800-tallet, og historikerne har i begge lande tolket begivenhederne og skiftevis givet skylden for forløbet på enten Christian den Anden eller ærkebisp Gustav Trolle af Uppsala. Men også Christian den Andens nære rådgivere: Sigbrit Willums, Didrik Slagheck, Jens Andersen Beldenak (bisp i Odense) og Søren Norby (admiral og lensherre på Gotland og i Finland) har været udpeget som vigtige rådgivere og medskyldige.

Men selve begivenheden med de mange politiske mord var ikke usædvanlig under den begyndende europæiske renæssance og begivenheden har været sammenlignet med Bartholomæus natten i 1572 i Frankrig, og er blevet tolket i sammenhæng med de mange andre politiske mord og retssager, som også blev gennemført af Sture-partiet (før blodbadet) og af Gustav Vasa i kampen om magten i Sverige (efter blodbadet).

Stockholms blodbad fik afgørende betydning for reformationens gennemførelse i de nordiske lande. Den universelle pavekirke fik netop i årene 1500-1520 så store problemer, at begivenhederne og aktørerne i forbindelse med ”blodbadet” medvirkede til en opløsning af kirkens trosforhold og organisation. Se mere herom i Fortælling 28.

Oversigt

1. Henrik Adrian: Forløb, blodbad og aktører – en historisk introduktion
2. 11 biografier af aktørerne ved Stockholms blodbad
3. Kildeoversigt med spørgsmål
4. Kilde 1-10 til Stockholms blodbad

Kilde 1. Christian den Anden erklæres som arveherre i Sverige, 31. oktober 1520
Kilde 2. Stockholms blodbad

• Kilde 2 A. Gustav Trolles klageskrift (i kilde 2 B)
• Kilde 2 B. Sententia/Dom/Ekspertudtalelse – 7. november 1520
• Kilde 2 C. Liste over de henrettede (fra historikeres undersøgelser).

Kilde 3. Christian den Andens erklæring til tre herreder i Väster Götland, 9.november 1520
Kilde 4. Uddrag af Christian den Andens brev til paven om den pavelige legat Archimbald 1520/21
Kilde 5. Uppsala-prælaternes relation til Gustav Vasa,  1523
Kilde 6. Uddrag af danske beskyldninger mod Christian den Anden, rigsrådet 1522-23

• Kilde 6 A. De jyske råders sammensværgelsesbrev, 21 december 1522
• Kilde 6 B. De jyske rigsråders opsigelsesbrev til Christian den Anden, 20. januar 1523
• Kilde 6 C. Uddrag af Rigrådets brev til Søren Nordby, 31. Jan 1523

Kilde 7. Wolfgang Utenhofs beretning (o.1530)
Kilde 8. Povl Helgesen: Uddrag af Skibbykrøniken (afsluttet o. 1535)
Kilde 9. Olaus Petri: Uddrag af ”En svensk krönike” (o.1545)
Kilde 10. Olaus Magnus: Historia om de nordiska folken, 8.bog, 39.-40. Kapitel (Om kong Kristiern) trykt i Rom 1555.

5. Historikernes tolkninger af Christian den Anden og Stockholms blodbad

Tekst 11. Henrik Adrian: Historikeres tolkninger af Christian den Anden og Stockholms blodbad.

Henrik Adrian: Forløb, blodbad og aktører – en historisk introduktion

Kort oversigt om forløbet 1519-21

Der mangler detaillerede og ordentlige kilder til selve begivenhederne, det vender vi tilbage til – men vi kender i hovedtræk selve forløbet omkring Christian den Andens erobring og kroning i Sverige 1520.

Christian den Anden blev 7. september 1520 herre over Stockholm, da det lykkedes for kongen med hjælp af den tidligere Linköpingbisp og tilhænger af Sten Sture d.y.: - Hemming Gadh, at overtale Christina, Sten Sture d.y’s. enke til at overgive slottet og byen til kongen.

Byen og fæstningen var forinden blevet indesluttet af en dansk flåde efter at en hær fra Danmark havde erobret størstedelen af Syd-og Mellemsverige.

Efter en kort rejse til Danmark med samtaler med Sigbrit Willums, Hans Mikkelsen og dronningen i København, kom Christian den Anden tilbage til Stockholm i slutningen af oktober 1520.

Han fik samlet størstedelen af den svenske rådsadel og repræsentanter for købstæderne og bønderne og holdt et møde i Gråbrødreklostret i Stockholm den 30. oktober, hvor han lod sig hylde som ”arveherre” til Sverige.

Derefter blev han den 4. november kronet og salvet af Uppsala-ærkebispen Gustav Trolle nu som arvekonge af Sverige i Storkyrkan efterfulgt af flere dages festligheder.

Fra den 7-9 november foregik derefter ”Stockholms blodbad”, hvor op mod 100 mennesker blev henrettet.

Christian den Anden indsatte derefter en ny ledelse af Sverige (Gustav Trolle, Jens Andersen Beldenak med Didrik Slagheck som statholder) inden han rejste tilbage til Danmark gennem Sverige.

På vejen optrådte han med nye henrettelser og terror i Nyköping,Vadstena, Jönköping og han henrettede munke og abbed i Nydala kloster. Det betød næsten med det samme et oprør i Småland, hvor bønderne nægtede at betale skat og aflevere de våben, som kongen havde krævet udleveret.

Allerede i 1521 var Småland således tabt for Christian den Anden, og det gav Gustav Vasa et godt udgangspunkt, da han endelig fik rejst bønderne i Dalarna mod kongen.

1. Sigbrits finansielle ledelse bag aktionen

Efter erfaringerne fra de foregående år, hvor Christian den Anden to gange tidligere havde prøvet at indeslutte Stockholm og komme i besiddelse af Sverige, men måtte trække sig tilbage på grund af modstand og den svenske oppositions styrke, havde kongen 1519-20 samlet en meget stor hær af fremmede lejetropper og danske styrker. Det kostede dyrt.

Centralt i ledelsen af logistikken bag aktionen stod Sigbrit Willums, - en nederlandsk købmandskvinde, der nærmest var blevet kongens finansminister og styrede toldopkrævningen i Øresund. Det var under hendes styre, at krigen blev finansieret. Det skete ved lån i Nederlandene og ved kontrol og ekstra opkrævning af told og afgifter af de mange nederlandske og hanseatiske skibe, der sejlede gennem Øresund. Der blev forbud mod at sejle til og handle med Sverige og kontrollen blev udøvet i København. Selve opkrævningen af told blev samtidig flyttet fra Helsingør til København, hvor Sigbrit opholdt sig.

Både nederlandske og hanseatiske skibe blev i længere tid beslaglagt eller fastholdt i Københavns havn. Nogle af skibene blev frigivet efter at øgede afgifter var betalt, andre blev beslaglagt til brug for flåden.

Det var ikke alene udlandet der blev pålagt krigens byrder. En større del kom fra beskatningen af kongens riger. Der blev lagt ekstraskatter på købstædernes omsætning og lensmændene måtte sende deres indtægter til rentekammeret i København. Alle disse aktioner udfordrede hansestæderne, højadelen og byernes råd, men Sigbrit holdt landet under sin faste hånd og sikrede finansieringen af det store togt til Sverige.

Hæren kæmpede sig fra januar 1520 gennem det frosne vinterlandskab fra Halland – man kunne om vinteren let forcere de frosne søer og moser og bruge de tilfrosne vandveje – til Uppsala og Stockholm.

Flåden kunne senere i forsommeren 1520, da havet var isfrit foretage en kniptangsoperation mod den svenske østkyst op til Stockholm og fra øst indeslutte byen fra havet og hindre at byen fik tilførsler fra Østersøbyerne og Finland.

2. Otto Krumpens hærtog fra Halland til Uppsala -  januar-marts 1520

I januar 1520 begyndte krigstogtet fra Halland – gennem Västergötland og Tiveden og videre over Östergötland til Mälaren, Uppsala og Stockholm. Hærens tyske, skotske og franske lejetropper og det danske adelsrytteri suppleret med bøsseskytter fra købstæderne var ledet af den unge danske hærfører Otto Krumpen, der i flere kampe overmandede de svenske styrker under den unge rigsforstander Sten Sture d.y.

I et slag på isen på søen Åsunden ved Bogesund i Västergötland allerede den 18. januar 1520 blev Sten Sture hårdt såret af en kanonkugle, og han døde kort efter på tilbagetransporten mod Stockholm i begyndelsen af februar.

Sture-tilhængerne fastholdt kontrollen med de mange befæstninger og fortsatte modstanden mod Christian den Anden. Sten Stures enke Christina kontrollerede fra slottet i Stockholm den vigtige fæstningsby og fortsatte kampen herfra.

I flere sammenstød led de svenske styrker nederlag til den veludrustede danske lejetrophær, og det kom derfor i marts 1520 i Uppsala  til en foreløbig forhandlingsløsning mellem Otto Krumpen og en stor del af det svenske rigsråd også mange af dem, der var tæt knyttet til rigsforstanderen Sten Sture d.y. og hans regime.

Aftalen sikrede amnesti for alle de gerninger, der var foretaget mod kongen og ærkebispen af Uppsala Gustav Trolle. Forhandlingerne blev ført af Otto Krumpen og fik kong Christians tilslutning.

Ærkebispen Gustav Trolle blev sluppet fri af sit fængsel og genindsat i sit embede, og aftalen sikrede, at det svenske rigsråds rettigheder til slotte og embeder blev fastholdt, så rigsrådet stadig kunne bestemme sammen med kongen. Det var med aftalen også muligt for resten af rådsadelen på Sten Sture d.y.s side at tilslutte sig aftalen senere hen.

3. Gustav Trolle – kampen mellem Sture-fraktionen og ærkebispen før 1520

Problemet var, at Sture-tilhængerne tidligere havde været i voldsom konflikt med Uppsala-ærkebispen Gustav Trolle og bisp Otto af Västerås, der begge repræsenterede den gruppe af svenske magthavere, der tidligere ville slutte fred med Danmark, og som havde accepteret Christian den Anden som unionskonge imod Sten Sture d.y.s vilje.

Gustav Trolle var allerede i 1517 blevet politisk marginaliseret af det svenske rigsråd. I 1519 blev han taget til fange efter at have måttet opgive sin belejrede fæstning Stäket i Mälaren. Han blev afsat som ærkebisp af rigrådet, og bispedømmets ejendomme og fæstninger blev inddraget og delvist ødelagt.

Fængslingen og konflikten med ærkebispen medførte pavelig indblanding, og ærkebispen af Lund udstedte derfor en bandbulle mod rigsrådet og Sture-regimet. Det ville betyde interdikt (alle i landet udelukkes fra kirkens nådemidler, man kan ikke gå til skrifte, døbes, begraves, giftes osv.), men en lang række bisper og gejstlige overholdt ikke kravet om interdikt. Bisper og gejstlige, der stod på ærkebispens side i konflikten blev af Sture-regimet bekæmpet og eventuelt fængslet. Sture-fraktionen var godt klar over de konsekvenser deres handlinger og vedtagelser kunne medføre, og derfor beseglede de ledende personligheder bag beslutningerne mod Gustav Trolle tidligt et dokument (kaldt ”sammensværgelsesbrevet” ) dateret den 23. November 1517.  Heri lovede de højtideligt at støtte hinanden, hvis Gustav Trolle eller nogen anden påførte dem ”band eller bandsmål med nogen besværing fra Rom”.

Dette dokument skulle senere i november 1520 spille en rolle som argument i den diskussion, der opstod om de anklagede i processen, der førte til henrettelsen af omkring 100 mennesker hovedsagelig Sture-tilhængere.

Konflikten mellem Sten Sture og ærkebispen gav Christian den Anden muligheden for at ”føre hellig krig” mod Sture-fraktionen, der netop ved bandlysningen gav ham helt nye argumenter for at beherske og besætte Sverige udover de aftaler, der tidligere havde været om en fælles nordisk union.

4. Kampen ved Uppsala i april og overgivelsen af Stockholm i september

I april 1520 havde Dalarnas lavadel og bønder fået ført en hær frem til Uppsala, der i høj grad truede den danske hærstyrke. I et slag, hvor bønderne var ved at vinde slaget – og derfor begyndte at plyndre, -lykkedes det i sidste øjeblik for Otto Krumpen at samle sine styrker til modangreb og besejrede bondehæren.

Dermed var den danske kontrol af Mälar-landskaberne endeligt sikret, og de svenske fæstninger tilsluttede sig efterhånden med deres ledere martsaftalerne fra Uppsala.

Med den danske flådes ankomst i sommeren 1520 og belejringen af Stockholm, var det blevet meget vanskeligt at fortsætte modstanden, og det kom til nye forhandlinger mellem Sten Stures enke Christina og kong Christian med Linköping-bispen Hemming Gadh som mellemmand.

Han var oprindelig blevet udpeget til bisp i Linköping af det oppositionelle svenske adelsparti under Sten Sture d.æ., men var aldrig blevet anerkendt af paven. I mellemtiden var Hans Brask blevet pavelig godkendt bisp i Linköping, han tilhørte oprindelig Sture-fraktionen, men også han ønskede nu forhandlinger.

Året før i forhandlingerne mellem Christian den Anden og Sten Sture d.y. blev Hemming Gadh i 1519 placeret som gidsel sammen med den unge højadelsmand Gustav Nielsson Vasa og fire andre adelige hos Christian den Anden, som garant for kongens frie lejde, når han skulle forhandle med det svenske rigsråd og Sten Sture d.y.

Men kongen udeblev da fra forhandlingerne, han fængslede gidslerne og førte dem til Danmark.  Herfra undslap Gustav Vasa til Lübeck, hvor rådet nægtede at udlevere ham tilbage til den danske konge.

I sommeren 1520 kom Gustav Vasa tilbage til Sverige, hvor han skjulte sig, og her oplevede han, at hans fader blev offer i Stockholms blodbad.

Hemming Gadh knyttede sig imidlertid under sit tvungne ophold tæt til Christian den Anden og fulgte ham med flåden til Stockholm som rådgiver, og han spillede en afgørende rolle som forhandleren, der fik Sten Stures enke Christina til at overgive Stockholm by og slot mod fuld amnesti og tilgivelse.

Hemming Gadh sendtes i september af kongen videre til Finland for at overtale andre Sture-tilhængere, til at slutte sig til Christian den Anden. I Finland blev han imidlertid efter Stockholms blodbad henrettet i december 1520 på Christians direkte ordre.

Forhandlingerne om overgivelsen af Stockholm blev langvarige, men den 7. september lovede Christian den Anden i et omfattende dokument at give generel amnesti til alle, der havde været i forbund med Sten Sture d.y., og der blev givet særlige garantier til Sten Stures slægtninge, enke og hendes børn og til Stockholms råd og borgere. Både verdslige og kirkelige forhold skulle omfattes af amnestien. Med sit store segl og med ærkebispen og en lang række andre bisper og adelige som vidner, lovede kongen at holde sine løfter og sikre amnestien.

5. Rigsmøde, kroning og blodbad i november 1520

Efter den korte rejse til Danmark kom kongen tilbage til Stockholm i slutningen af oktober. Han havde indkaldt til et møde med rigsrådet og repræsentanter for de forskellige stænder. Her fremlagde kongens repræsentanter forslag til en erklæring om, at Sverige var et arverige og fik derved afskaffet ”valgkongedømmet”. Kort efter blev han kronet af ærkebispen Gustav Trolle i Stockholms Storkyrka den 4. november og flere danske bl.a. Søren Norby blev gjort til riddere. Herefter var der fest og højtideligheder i flere dage indtil de ledende svenske rigsråder og bisper med Stockholms borgmestre og byråd blev indesluttet på slottet og gennem to dage blev ca 80 mennesker henrettet på Stortorget for derefter at blive brændt.

6. Litteraturoversigt til blodbadet 1520

• Poul Enemark: Fra Kalmarbrev til Stockholms blodbad. Den nordiske trestatsunions epoke 1397-1521. Nordisk Ministerråd/Gyldendal/Liber 1979 – en forskningsoversigt, der gennemgår diskussionerne om Kalmarunionens historie og Stockholms blodbad.
• Den seneste fremstilling på dansk er den svenske historiker Lars Ericson Welke: Det stockholmske blodbad 1520. Massakren der rystede Norden. Askholms forlag 2009 (oprindelig på svensk 2006). Her er der en opsamling af den viden vi har i dag, og analyser og forklaringer på Christian den Andens og de forskellige andre aktørers handlinger.

De diskuterende indlæg:

• Gottfrid Carlsson: Stockholms blodbad, (Svensk) Historisk Tidskrift 1920 findes forkortet i Birger Sallnäs (red): Tvistefrågor i svensk historia (Aldus 1964) s 45-59
• Lauritz Weibull: Stockholms Blodbad. Scandia, Tidskrift för historisk forskning 1928 s 1-83 (hos Sallnäs s 60-123)
• Kristian Erslev: Det stockholmske Blodbad. (Dansk) Historisk Tidsskrift 9:VI, 1929 s 249-63.
• Kauko Pirinen: Källorna till Stockholms blodbad i kanonistisk belysning. (Svensk) Historisk Tidskrift 1955, s 241-263.
• Niels Skyum-Nielsen: Blodbadet i Stockholm og dets juridiske maskering. Munksgaard 1964.
• Niels Skyum-Nielsen: Nya synspunkter på blodbadet i Birger Sallnäs (red): Tvistefrågor i svensk historia (Aldus 1964) s 124-31.
• Curt Weibull: Gustaf Trolle, Christian II och Stockholms blodbad. Scandia, Tidskrift för historisk forskning 1965:1  s 1-65
• Curt Weibull: Stockholms blodbad. En replik. Scandia, Tidskrift för historisk forskning 1970, s 121-150.
• Niels Skyum-Nielsen: Blodbadet tur-retur –En replik. Scandia, Tidskrift för historisk forkning 1971 s 248-63.
• Lars Ericson Welke: Det stockholmske blodbad 1520. Massakren, der rystede Norden. Askholms forlag 2009 (oprindelig på svensk 2006).

Alle artikler fra Scandia og (Dansk) Historisk Tidsskrift er tilgængelige på nettet, lettest er det at søge dem gennem wikipidia.se.

Korte historiske oversigter:

1. Norstedts Sveriges Historia Bd 3 1350-1600 (2010) s 275-89 (af Dick Harrison – nyeste svenske fortolkning). De forskellige Danmarkshistorier har alle afsnit om det Stockholmske blodbad med forskellige opfattelser af Christian den Anden.
2. Danmarks Riges Historie Bd III 1481-1588 (1900) s 169-91 (af A. Heise)
3. Erik Arup: Danmarkshistorie Bd (1932) s 346-55
4. Politikens Danmarkshistorie Bd 5 (1963) s 293-330 (af Johan Hvidtfeldt)
5. Danmarks historie Bd 2 (Gyldendal 1980) s 244-68 (af Kai Hørby)
6. Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie Bd 7 (2003) s 82-87 (af Alex Wittendorff) – også netudgave.
7. Grethe Jensen og Benito Scocozza: Politikens Danmarks Historie s 106-108. Politikens Forlag 2007 (opr 1994)
8. Lars Hovbakke Sørensen: En europæisk Danmarkshistorie-fra oldtiden til i dag. (Gyldendal 2014) s 312-22.

11 biografier af aktørerne ved Stockholms blodbad

• 1. Biografi - Sigbrit Willoms
• 2. Biografi - Hans Mikkelsen
• 3. Biografi - Mogens Gøye
• 4. Biografi - Didrik Slagheck
• 5. Biografi - Søren Norby
• 6. Biografi - Jens Andersen (Beldenak)
• 7. Biografi - Gustav Trolle
• 8. Biografi - Sturefamilien (Kristina, enke)
• 9. Biografi - Hans Brask
• 10. Biografi - Hemming Gadh
• 11. Biografi - Gorius Holst(e)

Det er vigtigt at forstå sammenhængen i det politiske spil og de roller, som de forskellige aktører indtager i ”blodbadet”.

Her er gennemgået både de vigtigste personer på den svenske side og rådgivere til Christian den Anden, der ikke alle havde samme indflydelse i Stockholm. Skæbnerne siger noget om begivenhedsammenhængen.

Man kan finde oplysninger i (Dansk) Biografisk Leksikon og Svensk biografiskt lexikon, der begge findes i netudgaver, der er let tilgængelige. De gennemgåede biografier viser på flere måder, hvordan de skiftende samfundsforhold præger de forskellige skæbner i første halvdel af 1500-tallet.

Der er flere personbiografier i Fortælling 27, der supplerer oplysningerne om Christian den Anden og hans sidste år som aktiv politiker.

Christian den Anden

Der er ikke her udarbejdet en dybtgående biografi af Christian den Anden. Han er beskrevet i de forskellige Danmarkshistorier, men der er endnu ikke skrevet en omfattende biografi om ham af en historiker.

A. Heises beskrivelse fra århundredskiftet er stadig holdbar, og man kan se i Dansk biografisk leksikon 1. udgave, hvor han beskriver kongen. I 3. udgave er det Mikael Venge, der er hovedforfatter (findes på nettet).

Lars Ericson Welke: Det stockholmske blodbad 1520. Massakren, der rystede Norden. Askholms forlag 2009 s 69-75 giver en nyere biografisk skitse.

Christian den Andens rådgivere: biografi 1-6

Christian den Anden havde en række rådgivere, som ikke alle var udpeget af rigsrådet. Nogle, som kongen anvendte og kontrollerede tæt, var sekretærer i kancelliet, og flere af dem forhandlede direkte på kongens vegne. Andre var medlemmer af rigsrådet, heriblandt en række bisper, hvoraf flere direkte var udpeget og indsat af kongen ofte med ufine midler. Få adelige som Mogens Gøye var knyttet tæt til kongen og hoffet. Enkelte som borgmester Hans Mikkelsen og Sigbrit Willoms var knyttet til de voksende købstæders interesser og støttede kongens politik overfor handel og købstæder.

1. Biografi - Sigbrit Willoms

Kongens vigtigste rådgiver var sandsynligvis den nederlandske Sigbrit Willoms, som kongen lærte at kende under sit ophold i Bergen som ung, hvor han af faderen kong Hans blev sat til at styre Norge.

Her lærte han at kende til handels- og købmandsforholdene i Nordeuropa, da både hansestæderne, de engelske og de nederlandske købmænd besejlede den centralt beliggende norske havneby. Der var herfra tætte forbindelser og kontakt til de nordatlantiske områder (Shetlandsøerne, Orkneyøerne, Færøerne og Island).

Sigbrit fik efterhånden stor betydning som kongens centrale rådgiver helt udenom rigsrådet og det normale magtsystem.

Hun var mor til kongens kæreste Dyveke og fulgte med den unge prins, da han blev konge og flyttede til København. Her blev hun tæt knyttet til den unge dronning Elisabeth og fastholdt sit nære forhold til kongen og dronningen efter Dyvekes død, og hun spillede en stor rolle i forbindelse med kongebørnenes fødsel og opvækst. Hun blev dronningens hofmesterinde og blev kaldt ”Moder Sigbrit” i de officielle skrivelser.

På trods af reglerne i håndfæstningen overtog Sigbrit en stor del af ledelsen af kongemagtens økonomi og forhandlede direkte med rigsrådet og de enkelte kongelige lens- og embedsmænd. Hun stod også for mange forhandlinger med de udenlandske repræsentanter i Danmark og var kendt i hansestæderne for at være en barsk forhandler.

Øresundstolden med opkrævning og kontrol blev flyttet til København under Sigbrits direkte administration. Da Christian den Anden flygtede fra København fulgte Sigbrit med, og Christian den Anden måtte ophæve forbindelsen til hende, og derefter blev hun selv forfulgt i Nederlandene.

Vi kender ikke meget til hendes historie derefter, men sandsynligvis er hun blevet brændt eller henrettet o. 1530-32, da kejseren søgte at fjerne Christian den Andens lutheranske tilhængere efter at kongen havde forladt sit eksil, draget til Norge og var blevet indespærret på Sønderborg slot.

Både i Skibbykrøniken og i Frederik den Førstes håndfæstning er der voldsom kritik af Sigbrit, det skyldes både at hun var udlænding, hendes køn (det var et udpræget patriakalsk mandssamfund) og at hun ikke var adelig. Det kunne næsten ikke være værre!

Men hendes position er helt usædvanlig for en borgerkvinde i 1500-tallet. Fragment af hendes ligsten findes i Nationalmuseet.

Litteratur:

• Dansk Biografisk Leksikon og Dansk kvindebiografisk leksikon (begge på nettet).    

2. Biografi - Hans Mikkelsen

Var borgmester i Malmø og efter Sigbrit, Christian den Andens vigtigste rådgiver i hans seneste regeringsår. Han var købmand i Malmø og nævnes 1502 som rådmand og blev borgmester 1507.

Han blev tidligt inddraget i den kongelige forvaltning, hvor han førte opsyn med mønten sammen med Jørgen Kock fra Malmø og forhandlede på kongens vegne med hansestæderne og repræsenterede kongen på Skånemarkedet.

Han fulgte i 1520 kongen til Stockholm og her søgte han på kongens vegne i november 1520 at få tilslutning til et stort nordisk handelskompagni.

Han deltog derefter meget aktivt i kongens forvaltning og var med til at udarbejde Christian den Andens købstadslovgivning.

Han fulgte kongen i landflygtighed og bestyrede her alle hans anliggender og sørgede for kongens hof i eksil. Han ordnede her kongens arkiv. Hans nidkære og ihærdige varetagelse af kongens pengesager førte til at han fik mange fjender.

Gustav Trolle nærede ”dødelig avind” imod ham og de katolske kejserlige embedsmænd var fjendtligt indstillet til ham.

Han var præget af den evangeliske bevægelse og blev overbevist lutheraner. Han havde overopsyn med en oversættelse af Det ny testamente til dansk fra Luthers bibeloversættelse og han oversatte selv dele heraf. Oversættelsen blev hårdt kritiseret for fejl og sjusk af Poul Helgesen.

Den oversatte bibel blev 1524 trykt som et propagandaskrift for Christian den Anden, og bragt til Danmark og provokerede de katolske –og reformkatolske grupper i Danmark. Han blev på grund af sin lutherske indstilling fængslet i Nederlandene i 1528, men kom fri da Christian den Anden lovede kejseren at fastholde den katolske tro for at sikre midler til sine tropper.

1531 fulgte han kongen til Norge og havde kommandoen i Oslo under vinterfelttoget 1531. Hans Mikkelsen advarede Christian den Anden mod at tro på lejdebrevet fra Frederik den Første, og da kongen var blevet fanget sejlede Hans Mikkelsen selv tilbage til Nederlandene medbringende det originale lejdebrev. Han døde kort efter i 1532 i Harderwijk i Geldern.

Litteratur:

• Dansk biografisk leksikon 1 og 3.udgave) – Hans Mikkelsen af A.Heise og 3.udg af Mikael Venge, på nettet

3. Biografi - Mogens Gøye

Mogens Gøye var som rigsråd en ledende adelige godsejer under både kong Hans, Christian den Anden, Frederik den Første og Christian den Tredje.

Hans far var rigsmarsken Eskil Gøye og han var således gunstigt placeret til at spille en ledende rolle blandt højadelen.

Han blev hofsinde (ung adelig ved hoffet) 1492, han nævnes som ridder 1501 og i 1503 blev han medlem af rigsrådet. Han fik tidligt lensmandsstilling (1502) og overtog i 1505 det vigtige len med Ålborghus. En stor godsmængde tilfaldt ham ved faderens død i 1506, men også fra sin første hustru erhvervede han en stor godsmængde. Han købte også selv meget gods og blev snart den største adelige godsbesidder i selve Danmark.

Hans forhold til den nye konge Christian den Anden var godt. Han blev udnævnt til rigsmarsk (en formel titel uden større betydning) og friede i 1514 på kongens vegne i Nederlandene til kejserens datter Elisabeth og blev viet til hende på kongens vegne i Bruxelles og fulgte hende hjem til København.

Han fulgte med interesse og indsigt Christian den Andens reformarbejde og var ikke selv vellidt blandt de mere traditionelle adelige, men støttede kongens forsøg på at centralisere magten, skabe moderne lovgivning og få kontrol med bisperne og kirkens ejendomme. Selv var han optaget af at organisere og udvikle sine godsbesiddelser og de kongelige len han havde fået overdraget. Men han var modstander af, at kongen gik mod adelens privilegier og at kongen undslog sig samarbejdet med adelen i rigsrådet.

Vi kender ikke til hans holdning til politikken overfor Sverige (Stockholms blodbad), men han blev i april 1520 udnævnt til kongens stedfortræder, mens kong Christian med flåden drog til Stockholm og tilsidst overtog kongedømmet Sverige. Under det følgende politiske sammenbrud for Christian den Anden 1522-23, søgte Mogens Gøye at skabe fælles aftaler og kompromisser mellem kongen og de jyske adelsmænd, der i november 1522 henvendte sig til gottorphertugen Frederik (den Første) for at få ham til at gribe ind i Danmark.

Han var en af de sidste højadelige, der gik over på hertug Frederiks side, men han var med til hertugens hyldning på Viborg landsting og fik embedet som rigshofmester som tak, og dermed blev han et af de centrale regeringsmedlemmer, der organiserede Frederik den Førstes magtovertagelse.

Han deltog i de mange forhandlinger, der fulgte med Malmøs og Københavns belejring og deres senere overgivelse til kongen.

Det var Mogens Gøye, der forhandlede aftalerne på plads med Jørgen Kock i Malmø og sin broder Henrik Gøye, der var Christian den Andens slotshøvedsmand i København. Frederik den Førstes fyrstemagt anerkendtes således af de mange forskellige parter og det hindrede større samfundsforandringer.

Mogens Gøye var tidligt optaget af den humanistiske og senere evangeliske bevægelse på samme måde som Christian den Anden. Med sin overgang til Frederik den Første blev han en vigtig støtte for den evangeliske bevægelse mod bisperne og de gammelkatolske rigsråder, der pressede Frederik til en håndfæstning, der undsagde lutheranere og de evangeliske kættere.

Mogens Gøye fik stor indflydelse under Frederik den Første og sikrede på mange måder, at den uro og de konflikter, som til stadighed opstod mellem kongen, adelen, bønderne og de mange tilhængere af Christian den Anden, blev bilagt eller afværget.

Han var aktiv med til at sikre de evangeliske prædikanter frihed fra bispernes indgriben og spillede selv en meget aktiv rolle i de mange nedlæggelser og omdannelsen af tiggermunkeklostrene i købstæderne.

Ved Frederik den Førstes død kom det til en alvorlig splittelse i rigsrådet. Bisperne og de gammelkatolske rigsråder ville ikke acceptere den evangeliske hertug Christian som konge, men foretrak den umyndige hertug Hans. Man kunne ikke blive enige og kongevalget blev foreløbig udskydt et år med den begrundelse at Norges rigsråd ikke havde kunnet komme tilstede. Ved herredagen i København blev det derfor først besluttet at udskyde kongevalget et år med Mogens Gøyes tilslutning, og bisperne og de katolske rigsråder fik efterhånden flertal for en lovgivning mod de evangeliske prædikanter. Mogens Gøye og rigsråden Mogens Banner nægtede at være med hertil og drog om natten inden vedtagelsen væk fra København, så de ikke havde del i beslutningen.

Mogens Gøye søgte derefter sammen med Jørgen Kock (Malmøs borgmester) at få Frederiks søn hertug Christian til selv at gribe ind som dansk konge udenom rigsrådet, men han afviste det.

Ved grev Christoffers og Lübecks indgriben  på Sjælland i sommeren 1533 (Grevens fejde) kom det til en blodig borgerkrig, hvor bondeoprør, gammelkatolsk reaktion og forsøg på, at få Christian den Anden genindsat, splittede landet.

Mogens Gøye fik efter bondeoprør og uro i Jylland samlet den jyske og fynske adel i Ry i juli 1534 og fik dem til at acceptere hertug Christian som konge. Efter en borgerkrig, hvor Johan Rantzau atter med sine lejetropper besejrede tilhængerne af Christoffer og Christian den Anden blev København og Malmø atter indesluttet.

Også i denne sammenhæng spillede Mogens Gøye en aktiv rolle. Han støttede som statholder i Jylland den nye konge og fulgte med hæren til København, hvor han igen deltog i forhandlingerne om de to indesluttede byers overgivelse.

Efter Københavns overgivelse i august 1536 var han med til at gennemføre det statskup, som rettede sig mod bisperne i rigsrådet og som sikrede kongemagten kirkens jordejendom. Han fortsatte med at støtte Christian den Tredje, men fik efterhånden en mere tilbagetrukken rolle og døde i 1544.

Litteratur:

• Dansk biografisk leksikon 1 og 2.udgave) – Mogen Gøye 1.udg, af A.Heise og 2.udg af Astrid Friis, på nettet

4. Biografi - Didrik Slagheck

Didrik Slagheck kom sammen med sin broder fra Nordtyskland og var oprindelig tilknyttet den pavelige legat Archimbald, der organiserede og indkrævede pengene fra salget af afladsbreve.

Med Archimbalds aftaler med Sten Sture den y. og hans flugt til Sverige overgik Didrik i Christian den Andens tjeneste. Han spillede en væsentlig rolle i begivenhederne i Stockholm i november 1521.

Ved kongens tilbagerejse til Danmark efter blodbadet i Stockholm blev han udnævnt til statholder i Sverige og skulle sammen med odensebispen Jens Andersen Beldenak og ærkebispen Gustav Trolle styre Sverige.

Han prøvede militært at sætte ind overfor oprørere i Mälardalen, men hans soldater mistede kontrollen, og de tre ledere blev uenige. Didrik blev kaldt tilbage til Danmark, da både Gustav Trolle og Jens Andersen havde anklaget ham for problemerne i Sverige.

Her var kongen imidlertid kommet i konflikt med sin nyudnævnte ærkebisp Jørgen Skodborg i Lund, der nægtede at udlevere ærkesædets gods ved Åhus og Bornholm mv. til kongen. Med ekstra bestikkelse lykkedes det hurtigt for Christian den Anden, at få paven til at fjerne Jørgen Skodborg og udnævne Didrik Slagheck til ærkebisp, og Didrik indtog derefter ærkesædet med sine tropper og arresterede samtidig sin tidligere samarbejdspartner odensebispen Jens Andersen Beldenak.

Men nu brændte jorden for alvor under kong Christian, næsten hele Sverige undtagen Stockholm var blevet indtaget af oprørerne, der var stor uro blandt råderne i det danske rigsråd, og hertil kom at paven nu stillede krav om en forklaring på mordene på de to svenske bisper (Vincent i Skara og Matthias i Strängnäs).

Paven sendte en repræsentant til København og netop i de dage, hvor han var dér, lod Christian den Anden derfor Didrich Slagheck henrette som kætter i et bål på Gammel Torv i København med den begrundelse, at han var skyld i henrettelsen af de to svenske bisper.

Litteratur:

• Han omtales i Lauritz Weibull: Didrik Slaghæk efter Stockholms blodbad. Scandia, Tidskrift för historisk forskning 1937 s 165-90 og er karakteriseret af Povl Helgesen i Skibbykrøniken (kilde 8).
• Lars Ericson Welke: Det stockholmske blodbad 1520. Massakren, der rystede Norden. Askholms forlag 2009 s 75-76 giver en kort biografisk skitse.

5. Biografi - Søren Norby

Han var søn af en fynsk lavadelsmand, blev sandsynligvis født omkring 1480 og blev efterhånden en af Christian den Andens mest trofaste tjenere. Han blev udnævnt til ridder ved kongens kroning i Stockholm 1521. Han var flådens leder og deltog derfor i angrebet på Stockholm og blev kongens lensmand på Gotland, senere Kalmar og senere i Finland. I nogle år efter 1521 lykkedes det ham at holde store områder i Sverige og Finland tilknyttet Christian den Anden, men efter at have forsøgt at undsætte Stockholm i 1522, måtte han efterhånden trække sig tilbage med resterne af flåden til det uindtagelige Visborg slot på Gotland.

Herfra sikrede hans skibe sig forsyninger ved at plyndre hanseaterne og skibsfarten i Østersøen, og i 1525 gik han med tropper ind i Blekinge og Skåne og deltog i et bondeoprør rettet mod Frederik den Første og den skånske adel. Oprøret blev nedkæmpet og Søren Norby blev derefter for en kort tid lensmand i Blekinge efter aftale med Frederik den Første mod at afstå Gotland. Under forhandlingerne i Visby om overgivelse af fæstningen Visborg, søgte den danske forhandler Otte Krumpen at udlevere Søren Norby til lübeckerne. Men det mislykkedes, og Søren Norby måtte flygte, først til Blekinge og derefter 1527 til Rusland, hvor han kom i fangenskab et års tid. Under pres fra kejseren blev han frigivet og derefter tog han til Christian den Anden i Nordtyskland. Her fik han en kølig modtagelse og meldte sig derefter til kejserens hær og faldt under belejringen  af Firenze i 1530.

Litteratur:

• Søren Nørby: Den danske flådes første søhelt. Søren Norby (14??-1530). Marinehistorisk Tidsskrift nr 3, 2009 s 3-21 (findes på nettet), kort oversigt på dansk.
• Bo Grafton: Sören Norby. Sjökrigare i Östersjön på 1500-talet. Ödins förlag, (Visby 1995) er den mest grundige biografi.
• Lars J. Larsson er en kendt svensk historiker, der særligt har skrevet artikler om Søren Norby:
• Lars J. Larsson: Sören Norbys skånska uppror. Scandia, Tidskrift för historisk forskning s 15-70
• Lars J. Larsson: Sören Norbys fall, s 21- 57, Scandia, Tidskrift för historisk forskning 1965
• Lars J. Larsson: Sören Norby, Moskva og Grönland,  i Scandia, Tidskrift för historisk forskning 1965 s 67-81 (om Søren Norbys ophold i Moskva i slutningen af 1520erne).

6. Biografi - Jens Andersen (Beldenak)

Jens Andersen var den sidste katolske biskop, der var ikke-adelig. Han var skomagersøn og var født omkring 1470 i Salling. Han fik sin uddannelse gennem klosterskolerne og derefter læste han på universitetet i Köln fra 1487 og var magister i 1493. Han rejste til Rom i 1490erne og fik her et godt kendskab til romerret og den gejstlige lovgivning. Han havde da allerede en række kirkelige embeder, der betalte hans ophold. Han fik hurtigt senest 1498 sekretærarbejde i kong Hans’ kancelli  og blev også her aflønnet med kirkelige embeder. Han blev på kongens bud udnævnt og pavegodkendt som biskop i Odense 1502. Han spillede en betydningsfuld rolle i kong Hans’ opgør med Laxmand-slægten, hvor både Lundeærkebispen, den ikke-adelige Birger Gunnarsen og Jens Andersen opbyggede sagen for kongen efter mordet på rigshofmesteren Povl Laxmand i 1502.

Siden repræsenterede han kongen i en række forhandlinger med de hanseatiske byer og med svenskerne. I 1511 blev han af de øvrige bisper udnævnt til at repræsentere dem på Laterankonciliet i Rom i 1512, men kom ikke afsted.

Jens Andersen var en hårdhændet forvalter og krævede store afgifter og ydelser af sine underordnede og af de godser han bestyrede som bisp. Han kom hurtigt i konflikt med adelen på Fyn og med enkedronning Doroteas undergivne. Det gav også konflikter med kongemagten, især da Christian den Anden tiltrådte som konge i 1513. I 1517 rettede kongen på herredagen voldsomme anklager mod Jens Andersen, og han blev sat i forvaring hos ærkebispen og senere holdt i fængsel i 2 år. Det skriver Skibbykrøniken om. Herefter kom det til forlig med kongen, og han fulgte Christian den Anden til Stockholm. Her fremførte han kongens krav om arveherredømme, deltog som eneste danske gejstlig i den domstol, der dømte Sturetilhængerne som kættere og fik som betaling for sin deltagelse i erobringen af Sverige overladt Strängnäs stift efter biskop Matthias henrettelse.

Sammen med Didrik Slagheck og ærkebisp Gustav Trolle dannede dette trekløver den regering af Sverige, som kongen indsatte ved sit tilbagetog til Danmark. De tre ledere kom imidlertid i konflikt med hinanden. Kongen tilbagekaldte Didrik Slaghech og Gustav Trolle og Jens Andersen måtte følge Didrik tilbage til København, men det blev Jens Andersen, der blev arresteret og sat i fængsel. Først i København, siden i Lund, og derefter på Hammershus. Herfra blev han i 1523 befriet af lübeckerne, der erobrede øen, og han vendte nu under Frederik den Første tilbage til sit bispesæde i Odense. Her kom han atter i konflikt med den fynske adel. Han søgte at sikre en reform af kirken uden at det gik ud over bispernes indflydelse, og han skrev flere breve mod den evangeliske bevægelse. Frederik den Første fik hans afgang som bisp gennemtvunget i 1527, hvor den lutheransk indstillede Knud Henriksen Gyldenstjerne afløste ham som biskop, og han trak sig tilbage til herregården Kierstrup på Tåsinge.

Da Frederik den Første døde blev han overfaldet af en holstensk slægtning til en tidligere lensmand, som Jens Andersens folk havde dræbt i 1504. Han blev slæbt rundt og mishandlet i flere måneder inden en af Jens Andersens slægtninge, der boede i Lübeck, frikøbte ham. Han boede derefter i Lübeck og døde der i 1537.

Litteratur:

• Han omtales i: P.G. Lindhardt: Nederlagets mænd. Det katolske bispevældes sidste dage i Danmark. (Gads Forlag 1968) s 87-116 og i Dansk biografisk leksikon (findes på nettet).
• Lars Ericson Welke: Det stockholmske blodbad 1520. Massakren, der rystede Norden. Askholms forlag 2009 s 76-79 giver en kort biografisk skitse.

Svenske aktører: Biografi 7-11
Den svenske adelsopposition omkring Sten Sture d.y. var vigtige aktører i den politsike kamp, der både foregik før blodbadet i Stockholm og efter. Heroverfor stod de bisper, som var knyttet til ærkebispen af Uppsala Gustav Trolle, og som fik magt igen ved Christian den Andens erobring af Sverige 1520.

En central rolle i 1520 efter Sten Sture d.y. død spillede hans enke Christina, men også de rådstilhængere, der gik over til Christian den Anden og som agerede som hans repræsentanter og rådgivere i sommeren 1520.

7. Biografi - Gustav Trolle

Gustav Trolle var født 1488 og hans slægt var centralt placeret i den svenske adels opposition mod de danske konger. Hans far Erik Trolle var medlem af det svenske rigsråd og i en kort periode svensk rigsforstander (1412), men hans valg blev omgjort af Sten Sture d.y, og faderen blev politisk neutraliseret og blev lagmand i Uppland og Närke.

Gustav Trolle gjorde karriere i kirken efter at han var blevet uddannet på universitetet i Köln og havde opholdt sig i Rom. Han blev domprovst i 1513 i Linköping og et år senere efterfulgte han Jacob Ulvson som ærkebisp i Uppsala. Som sine forgængere søgte han først at støtte en råds- og unionsvenlig politik, men kom hurtigt i konflikt med Sten Sture d.y.

I efteråret 1516 blev ærkebispens borg Almare-Stäket belejret og Gustav Trolle blev tvunget til at overgive sig og borgen til rigsrådet (og Sten Sture d.y.), og han blev fortsat holdt i fængsel. Her måtte han afsige sig sin ærkebispestol, men slap ikke fri. Først da Christian den Anden under krigstoget mod Stockholm i 1519-20 fik aftaler med den dræbte Sten Sture d.y’s støtter, kom Gustav Trolle atter fri. Han spillede derefter en vigtig og omstridt rolle under Stockholms blodbad og deltog efter Christian den Andens tilbagerejse i styret af Sverige sammen med Jens Andersen og Didrik Slagheck.

Under opløsningen af det danske styre i Sverige måtte Gustav Trolle flygte til Danmark. Her søgte han gennem pavelig støtte at komme tilbage til sit embede i Sverige.

Gustav Trolle opholdt sig derefter i Danmark og fik overladt Dronningholm ved Arresø. Han fik Christian den Andens støtte til at rejse sag hos paven, men den ny rigsforstander og senere konge Gustav Vasa ville ikke lave en aftale med ham og landsforviste ham for livstid. Derfor rejste han selv ud af landet – nåede til Hamburg, men vendte så om, da den politiske situation nu ændrede sig. Da Frederik den Første overtog magten 1523 fulgte Gustav Trolle ham derfor tilbage til Danmark, og da man manglede en pavelig indviet biskop, blev det Gustav Trolle, der kronede og salvede Frederik den Første til dansk konge.

Da Frederik efterhånden støttede de evangeliske skiftede Gustav Trolle side og flygtede  til Nederlandene og knyttede sig i 1526 til Christian den Andens eksilhof. Her havde han planer om at vende tilbage først med Skipper Clement, siden tog han til Norge og forberedte Christian den Andens landgang her ved at få ærkebispen i Trondhjem Olaf Engelbrechtsen til at aflægge troskabsed til Christian. De to ærkebisper drog derefter til Oslo, som  kongen da var nået frem til. Gustav Trolle fulgte med kongen til Danmark under det lejde, der blev brudt. Han blev atter sat i fængsel, men hans halvbror rigsråden Anders Bille fik ham fri af fængslet, da Frederik den Første døde i 1533.

Herefter samarbejdede Gustav Trolle med Jørgen Kock (Malmø), Ambrosius Bogbinder (København) og grev Christoffer af Oldenborg om at få Christian den Anden tilbage. Gustav Trolle fik i denne sammenhæng overladt bispesædet i Roskilde, men måtte lave en bytteordning med Joackim Rønnov og fik i stedet overladt Fyns stift, som stod ledig efter Knud Henrik Gyldenstjernes flugt til Jylland.

Under slaget ved Øksnebjerg, hvor Johan Rantzaus lejesoldater nedkæmpede de fynske bønder og Christoffer af Oldenburgs tropper, deltog Gustav Trolle derfor som Christian den Andens tilhænger og han blev hårdt såret. Han blev fanget og bragt til Sønderjylland, men døde kort tid efter af sine sår. Han er begravet i Slesvigs domkirke.

Vurderingen i samtiden af Gustav Trolle var ret negativ. Den svenske historieskriver Olaus Petri, som kendte Gustav Trolle godt, siger han ” var en stiv og egensindig mand, og han ville ingen mands råd lyde, men ville gøre alt efter sit eget sind, og det var både hans og det menige riges fordærv”. Også Hans Mikkelsen, der var Christian den Andens hofmester i eksil udtalte sig meget negativt om Gustav Trolles realitetssans.

Litteratur:

• Dansk biografisk leksikon 1 og 3.udgave) – Gustav Trolle af A.Heise og 3.udg af Mikael Venge, på nettet.
• Lars Ericson Welke: Det stockholmske blodbad 1520. Massakren, der rystede Norden. Askholms forlag 2009 s 79-82 giver en kort biografisk skitse.

8. Biografi - Sturefamilien (Kristina, enke)

Kristina Gyllenstierna, født omkring 1494 og død januar 1559. Hun var af svensk adelsfamilje, blev som helt ung gift i 1511 med den 18-årige Sten Sture d.y., der året efter blev Sveriges rigsforstander.

Hun blev enke i vinteren 1520, da hendes mand blev såret og hurtigt derefter døde på flugt for de de danske tropper under Otto Krumpen, der erobrede og underlagde sig store dele af Sverige. Kristina efterfulgte sin mand som regent og opholdt sig derefter beskyttet af Stockholms befæstninger og en stor veludrustet hær på Stockholms slot. Herfra ledede hun forsvaret mod Christian den Andens tropper og flåde, der i sommeren 1520 havde indesluttet byen. Byen kunne sagtens klare sig og havde forsyninger og mandskab til en længere belejring, men gennem en række forhandlinger, hvor Kristina og hendes familie og de mange svenske adelige blev lovet amnesti og fortsat indflydelse, overgav hun slot, by og befæstning den 7. september 1520 til Christian den Anden.

Kong Christian holdt ikke sine løfter om amnesti og efter sin kroning og festlighederne i forbindelse hermed gennemførte han ”Stockholms blodbad”.

Under retssagen fremførte Kristina som forsvar mod de mange anklager det ”sammensværgelsesbrev”, som de fleste tilstedeværende biskopper og svenske adelige rigsråder havde tilsluttet sig i opgøret med ærkebisp Gustav Trolle få år før.

Det hjalp ikke, hendes slægtninge – deriblandt hendes to brødre Erik og Eskil, - og en lang række forbundsfæller blev henrettet. Selv blev hun holdt fængslet på Stockholms slot og forblev her til næste sommer, hvor hun sammen med sine to sønner Nils og Svante blev ført til Danmark, hvor hun sad i Blåtårn på Københavns slot.

Først i 1524 slap hun fri og blev sendt tilbage til Sverige. Efter frigivelsen var der rygter om, at hun var villig til at ægte Søren Norby. Kong Gustav Vasa greb ind for at forhindre det og tvang hende til i 1525 i et brev til Søren Norby at afvise det.

Kristinas søn Nils skulle være død i 1527, men nævnes i et brev fra året efter. Et år efter skulle en såkaldt ”daljunker” have gjort oprør mod kongen. Han erklærede, at han var Sten Stures og Kristinas søn. Kristina skrev på kongens opfording et brev, hvor hun afviste at daljunkeren var hendes barn. Han blev senere fanget og henrettet i Rostock, men meget tyder på, at han virkelig var Sten Stures søn.

Hun blev i 1527 gift med adelsmanden Johan Turesson, der indtil da havde været forlovet med adelsfrøkenen Karin Roos, med hvem han havde en søn. Hans far ville ikke acceptere et ægteskab med Karin og med støtte fra Gustav Vasa blev Johan derfor gift med Kristina. Hans far Ture Jönsson og bror Uppsalaprovsten Göran Turesson gjorde oprør i slutningen af 1520erne mod Gustav Vasa. Men Johan Turesson forblev Gustav Vasa tro, og blev i 1528 ved Gustav Vasas kroning ridder og var i 1530-47 høvedsmand på Nyköping slot. Han udførte mange udenrigspolitiske hverv for kongen.

Kristina fik såvidt vi ved det 7-8 børn, et barn døde inden Stockholms blodbad og var begravet sammen med faderen Sten Sture d.y. – hans rester blev gravet op og brændt på samme måde som faderens lig i 1520. Et andet barn blev født efter begivenhederne i Stockholm 1520, Kristina var således gravid under belejringen og blodbadet i 1520. Barnet døde få måneder efter fødslen. Hun fik et barn med sin anden mand, der senere blev rigsråd.

Litteratur:

• Situationen under processen i 1520 beskrives af Curt Weibull: Christina Gyllenstierna och Stockholms blodbad s 272-84 i Scandia, Tidskrift för historisk forskning 1965
• Kristina Nilsdotter Gyllenstierna (af Hans Gillingstam) Svenskt biografiskt lexikon (findes på nettet).
• Lars Ericson Welke: Det stockholmske blodbad 1520. Massakren, der rystede Norden. Askholms forlag 2009 s 82-83 giver en kort biografisk skitse.

9. Biografi - Hans Brask

Født omkring 1450 og død i 1538 i et kloster ved Danzig i Polen.

Han var borgersøn fra Linköping og blev i 1470erne student i Rostock. Han blev 1473 sekretær hos bispen i Linköping. Han blev derefter flere gange sendt til Rom som forhandler på vegne af rigsforstanderen Sten Sture d.æ. Han forblev i Rom fra 1482, blev magister og senere doktor i midten af 1490erne og var kammerherre hos pave Alexander VI i 1482.

Han studerede kanonisk ret og fik en omfattende viden og et kendskab til europæisk politik og kultur og lærte sig flere sprog gennem sine mange år knyttet til kurien i Rom. Han repræsenterede i mange sammenhænge svenske interesser overfor den danske konge (Hans) og fik en del af sine mange indtægter fra præsteembeder i Sverige.

Han søgte at blive biskop i Linköping og var i stadig kamp med Hemming Gadh, som han afløste som pavegodkendt biskop i Linköping 1513. Han blev ved sin hjemkomst til Sverige i 1505 domprovst i Linköping, medlem af rigsrådet og deltog kun nødtvunget i opgøret med Gustav Trolle, men undertegnede sammensværgelsesbrevet 1517. Olaus Petri (kilde 9) har oplysning om, at han vedlagde en ”Brasklapp” under seglet om, at han var blevet tvunget til at deltage. Den skulle være grunden til, at han under Stockholms blodbad slap for at blive henrettet.

Han forblev i Sverige efter Gustav Vasas magtovertagelse og fik en aftale med den ny rigsforstander om fortsat at kunne være bisp i Linköping. Han søgte at organisere modstand mod den evangeliske bevægelse og var i flere henseender i opposition til de nye magthavere, men han prøvede at få Gustav Vasa til at sikre svensk kontrol med Gotland, der hørte under Linköpingbispen.

Hans Brasks aktivitet med at bekæmpe lutheranerne og den evangeliske bevægelse førte til åben konflikt med kongen under Vesterås rigsdag i 1527. Han søgte her at samle biskopperne i kampen for at bevare kontakterne til pavekirken, men måtte bøje sig og acceptere at kongen overtog kirkens godser og udnævnte nye bisper, der skulle sikre evangelisk gudstjenesteordning. Han tog derefter på visitats til Gotland (der var kontrolleret af danskerne) og rejste derfra i eksil til Danzig, hvorfra han fandt et kloster i Polen at være i. Han deltog på afstand med andre svenske emigranter i den nordiske politik, og han døde i Polen 1538.

Litteratur:

• Svensk Biografiskt Lexikon, L.Sjödin: Hans Brask, artikel på nettet.

10. Biografi - Hemming Gadh

Hemming Gadh var født omkring 1450 i Småland og døde i Finland, henrettet december 1520.

Man kender ikke meget til hans familie, hans bror var sognepræst og hans egen far var sandsynligvis lavadelsmand eller borger.

Han var på Rostocks universitet fra nov 1471 og blev 1477-79 kansler og sekretær for bispen i Linköping Henrik Tiedemansson, der var en af de unionsvenlige rigsråder. 1479 blev han for første gang sendt som sendebud til kurien i Rom for Sten Sture d.æ. Han vendte tilbage, men blev sendt afsted igen 1482 og forblev i Rom til ca 1500.

Her fortsatte han sin uddannelse og blev dr. i kanonisk ret. Han blev knyttet til pavehoffet og fik indblik i både den europæiske politik og i krigsvæsen mv. Han havde stor ubetalt gæld og lod sig betale af en række præste stillinger i Sverige. Han vendte tilbage og blev valgt som biskop i Linköping o. 1500, men fik aldrig den pavelige godkendelse og fungerede som ”electus” til 1515, hvor Hans Brask trængte ham ud af bispedømmet og overtog det som pavegodkendt bisp.

Hemming Gadh deltog aktivt i det svenske politiske liv som medlem af rigsrådet, han deltog på Sten Sture d.æ. side og førte i flere omgange den militære ledelse for rigsforstanderen i hans opgør med danskerne, ligesom han støttede Sten Sture d.æ. politisk i de mange indre opgør om ledelsen af oppositionen i Sverige mod unionskongerne. Da Svante Nielson blev rigsforstander ved Sten Sture d.æ.s død støttede Hemming Gadh ham og fortsatte som militær leder bl.a. ved kampene om Kalmar.

Han forhandlede i flere omgange med hanseaterne om støtte til Sverige og opholdt sig i Lübeck 1510-12 som repræsentant for rigsråd og rigsforstander.

Under konflikterne om en ny rigsforstander i 1512 valgte han side med Sten Sture d.y. Det hjalp ham ikke i kampen om Linköpingbispedømmet, som han helt måtte opgive, da Sten Sture d.y. støttede Hans Brask.

Han fik som kompensation Kastelholm slot på Åland og opholdt sig her i lange perioder.

I 1516 fik Sten Sture d.y. brug for Hemming Gadhs hjælp, da konflikten med Gustav Trolle blev alvorlig og Hemming Gadh hjalp med at formulere og argumentere for de mange indgreb overfor ærkebispen. Han deltog i de militære konflikter, der udspilledes med Christian den Andens styrker og fulgte således Sten Sture d.y.

I december 1518 søgte det svenske rigsråd at få forhandlinger med Christian den Anden og her blev Hemming Gadh stillet som gidsel sammen med 5 unge svenske adelsmænd (heriblandt den unge Gustav Vasa), så Sten Sture d.y. og kong Christian kunne forhandle. Kongen brød sit løfte om forhandling, men beholdt gidslerne og Hemming Gadh blev sammen med Gustav Vasa ført fangne til Danmark. Her blev han knyttet til Christian den Anden, og da Sten Sture d.y. mistænkte Hemming Gadh for at gå kongens ærinde inddrog han alt hans gods og ejendom. Hemming Gadh tilbød i 1520 efter Sten Sture d.y.s død i februar, at forhandle med svenske adelige og med folkeforsamlingerne for at søge støtte til kongens planer. Han rejste i maj 1520 rundt i Sverige og deltog meget aktivt i forhandlingerne med Sten Sture d.y.’s enke Kristina om overgivelse af Stockholm.

Efter Stockholms overgivelse fik han som opgave at drage til Finland og sikre at Åbo, Viborg og Raseborg kom under kongens kontrol. Det lykkedes, og kort efter udstedte Christian den Anden så en ordre til, at Hemming Gadh skulle halshugges, det skete i december 1520 på Raseborg Slot i Finland.
Han var præget af sine erfaringer fra Rom og havde stor viden om det politiske spil. Som datidens kirkefyrster havde han både i Rom og i Linköping konkubiner, han levede sammen med og et af hans store problemer var hans stadig store pengeforbrug. Han stiftede fortsat gæld og manglede at betale dem tilbage.

Den svenske historiker Sten Carlsson har karakteriseret ham således:
”Under Sturetidens to sidste tiår var han regimets - på lige fod med rigsforstanderne – vigtigste statsmand. Gamle herr Sten synes at have haft hans fulde tillid; om de to yngre Sturerne var han mere splittet i sin vurdering. I mangt og meget var han fremgangsrig. Først i Christian II fandt han sin overmand i politisk strategi.”

Den svenske historiker David Lindén har skrevet en biografi om ham med udgangspunkt i Macchiavellis ”Fyrsten” (1513) og viser hvordan magt og indflydelse kan sikres i 1500-tallets svenske samfund.

Litteratur:

• Sten Carlsson: Hemming Gadh i Svenskt biografiskt lexikon (på  nettet)
• Han omtales af Lauritz Weibull: Hemming Gadhs ”avfall” i Scandia, Tidskrift för historisk forskning 1951, s 77-87
• Den seneste Macchiavelli-inspirerede biografi er David Lindén: Hemming Gadh. Vasatidens gudfader. Atlantis 2016

11. Biografi - Gorius Holst(e)

Han var borgmester i Stockholm 1520-24 og var af tysk afstamning. Han blev gift ind i en rig Stockholmsk købmandsfamilje. Han havde før Stockholms erobring kontakt med Christian den Anden og under Sten Sture d.y. blev hans gård omtalt som et sted, hvor sammensvorne mod Sten Sture d.y. holdt møder, og hans svoger måtte stille kaution på grund af beskyldninger om, at han havde kontakter til Søren Norby på Gotland. Christian den Anden opholdt sig i Holst’ hus og ikke på slottet i begyndelsen under sit ophold i Stockholm fortæller senere kilder.

Han blev borgmester efter at hele byrådet med borgmestre blev udryddet under Stockholms blodbad og han fortsatte som borgmester indtil Stockholm i 1523 overgav sig til Gustav Vasa efter 1½ års belejring. Han blev straks fjernet fra borgmesterposten, men fik af Gustav Vasa lov til at fortsætte i sit almindelige erhverv og havde stadig kontakter til andre byer i Østersøområdet og tilsluttede sig den evangeliske bevægelse.

I december 1533 blev han i en kort periode holdt fænglet for mistanke om at have organiseret modstand mod Gustav Vasa. Han blev hurtigt løsladt, men blev atter fængslet kort efter, nu for resten af sit liv. Han døde i fængsel på Tunnelsö Slot i Södermanland mellem 1543 og 1548.

Litteratur:

• Lars Ericson Welke: Det stockholmske blodbad 1520. Massakren, der rystede Norden. Askholms forlag 2009 s 134-37.
• Gorius Holste, urn:sbl:13782, Svenskt biografiskt lexikon (art av Hans Gillingstam), hämtad 2016-01-16.

Kildeoversigt med spørgsmål til kilderne

Kilderne til begivenhederne under Stockholms blodbad i begyndelsen af november 1520 er meget ufuldstændige, og der er diskussion af deres betydning. Vi kender til forløbet, men kender ikke præcist den måde retsforhandlingerne og dommen bliver til og forkyndes på, men vi kender til den måde den gennemføres på (de mange henrettelser).

A. Levning - Fra selve processen findes en dateret og beseglet tekst (kilde 2), der som levning fra situationen især har været i historikernes søgelys. Denne tekst (kilde 2B: Dom/Ekspertudtalelse) er kompliceret og indeholder både beretningsdele og et dokument (kilde 2A: Gustav Trolles klageskrift).

B. Der er flere beretninger om forløb og motiver:

•  Christian den Anden har selv givet flere forklaringer (kilde 3 og 4)
•  Der er senere oplysninger i forbindelse med kong Christians afsættelse i Danmark 1523 (kilde 6-8).
• Og der er en udførlig beretning fra 3 Uppsala-prælater, der tog del i selve processen, men som senere var underlagt den ny svenske konge Gustav Vasas krav om opgør med Christian den Anden og ærkebisp Gustav Trolle (kilde 5).
• Frederik den Førstes kansler og politiske rådgiver Wolfgang Utenhof (kilde 7).

C. Endelig er der historikernes beretninger som kommer til efterhånden, og hvor diskussionen er fortsat:

• Den reformkatolske Povl Helgesen, Christian den Andens og senere Frederik den Førstes modstander (kilde 8).
• De to kendte svenske humanister og historikere Olaus Petri (reformator) (kilde 9) og Olaus Magnus (katolik) (kilde 10).
• Og fremlæggelse af senere historikeres tolkninger i Tekst 11.

Kilder til Stockholms blodbad:
Kilde 1. Christian den Anden erklæres som arveherre i Sverige, 31. oktober 1520
Kilde 2. Stockholms blodbad
Kilde 2 A. Gustav Trolles klageskrift (i kilde 2 B)
Kilde 2 B.Sententia/Dom/Ekspertudtalelse – 7. november 1520
Kilde 2 C. Liste over de henrettede (fra historikeres undersøgelser).
Kilde 3. Christian den Andens erklæring til tre herreder i Väster Götland, 9.november 1520
Kilde 4. Uddrag af Christian den Andens brev til paven om den pavelige legat Archimbald 1520/21
Kilde 5. Uppsala-prælaternes relation til Gustav Vasa,  1523
Kilde 6. Uddrag af danske beskyldninger mod Christian den Anden, rigsrådet 1522-23
Kilde 6 A. De jyske råders sammensværgelsesbrev, 21 december 1522
Kilde 6 B. De jyske rigsråders opsigelsesbrev til Christian den Anden, 20. januar 1523
Kilde 6 C. Uddrag af Rigrådets brev til Søren Nordby, 31. Jan 1523
Kilde 7. Wolfgang Utenhofs beretning (o.1530)
12. Biografi - Povl Helgesen
Kilde 8: Povl Helgesen: Uddrag af Skibbykrøniken (afsluttet o. 1535)
Kilde 9. Olaus Petri: Uddrag af ”En svensk krönike” (o.1545)
Kilde 10. Olaus Magnus: Historia om de nordiska folken, 8.bog, 39.-40. Kapitel (Om kong Kristiern) trykt i Rom 1555.  
Tekst 11: Henrik Adrian: Historikeres tolkninger af Christian den Anden og Stockholms blodbad.


Spørgsmål til kilderne
1. Undersøg indholdet af de aftaler, der er sluttet mellem den danske konge ved Uppsala (marts 1520) og ved Stockholms overgivelse 6.september 1520, og angiv om de er præget af regimen politicum eller regimen regale (se Fortælling 24, afsnit om politiske opfattelser). Inddrag i denne sammenhæng kilde 1, og undersøg hvilken magt kongen tiltager sig i kilden og overvej magtforholdet mellem kongen og det svenske rigsråd på mødet i Gråbrødreklostret okt. 1520.

2. Hvad går ærkebisp Gustav Trolles klageskrift ud på?
Hvem opfatter han som ”åbenbare kættere”? Har Trolle ret i, at de anklagede er kættere? Hvem får en kætters ejendom og formue, når kætteren henrettes?
Ved kætteri ophæves alle former for aftaler og fx de amnestierklæringer som er udstedt i 1520 bliver ugyldige. Hvem har interesse i at de anklagede bliver erklæret for kættere?
Hvad ville der ske med deres egendom, hvis de bare var erklæret bandsmænd?

3. Hvad er ærkebisp Trolles motiver til at rejse kætterianklagen – kan det være økonomisk? magtmæssigt? Er han i ledtog med Christian den Anden og giver han dermed kongen en anledning til at udrydde hele Sture-partiet?

4. Er det kun de kætteranklagede i Gustav Trolles anklageskrift, der henrettes? Hvilke andre? Hvorfor henrettes de?

5. Undersøg forløbet fra den 31. oktober til den 9. november – brug kilde 2A og B, beretningerne i kilde 3, 4, 5,10 og se på beretningernes tendens og hvilke oplysninger der gives om forløbet.

6. Undersøg Christian den Andens rådgivere – især Didrik Slagheck, Søren Norby, Gustav Trolle,  og Jens Andersen (Beldenak) og Gorius Holst(e) (udnævnes til borgmester efter henrettelsen af det daværende borgmestre og byråd) – hvad er deres baggrund og hvilke motiver har de til at deltage i henrettelserne eller støtte Christian den Anden? Brug de 11 biografier og fx Svensk og (dansk) Biografisk Leksikon (på nettet) til at karakterisere personerne.

7. Er forløbet planlagt og gennemført af Christian den Anden? – er det Gustav Trolle der står bag? – eller er det et forløb, der udvikler sig undervejs, hvor de kongelige rådgivere Jens Andersen, Didrik Slagheck, Søren Norby og Sigbrit Willoms spiller en aktiv rolle? Og da hvilken?

8. Undersøg de ældste historiske beretninger om begivenhederne (kilde 5-9, 10-11) og find frem til hvor forfatteren til de enkelte beretninger kan have sine oplysninger fra. Beskriv beretningernes tendens.

9. Undersøg nyere historikeres forklaringer på Stockholms blodbad. Hvem har ansvar og interesse i Stockholms blodbad? Hvad siger Curt Weibull, Niels Skyum-Nielsen, Johan Hvidtfeldt, Kai Hørby, Lars Hovbakke Sørensen og nyere svenske historikere som Lars Ericson Wolke (2009) og Dick Harrison (2010)?

10. Hvilken karakteristik har historikerne af Christian den Anden og hvordan skifter opfattelserne med nationalitet og periode?

11. Fremstil din egen begrundede historiske forklaring på Stockholms blodbad udfra kilderne 1-10.

12. Stockholms blodbad fik stor betydning for den senere politiske udvikling i Norden – undersøg på hvilken måde ærkebispernes og bispernes funktion og forhold til kongemagten kan have påvirket den senere ”evangeliske bevægelse”?

13. Både højadelens oprør i 1523 med Frederik den Førstes indsættelse som ny konge og Gustav Vasas magtovertagelse skaber nye samarbejdsforsøg mellem Danmark-Norge og Sverige – med hvilken fælles interesse og på hvilken måde?
Hvilke typer af indgreb foretager Gustav Vasa i 1520erne og 1530erne overfor Danmark for at sikre Sveriges uafhængighed?

14. Hvorfor bliver den luthersk inspirerede evangeliske kirkeordning løsningen i både Danmark-Norge og i Sverige? Er der forskel på de to rigers vej til ny kirkeordning?  
 
De sidste tre problemstillinger kan også besvares med hjælp af materialet i Fortælling 27-31.

Kilde 1: Christian den Anden erklæres som arveherre i Sverige, 31. oktober 1520

Der er tale om et ”åbent brev” skrevet på gammel svensk på pergament med påhængte segl. Det er udstedt i Stockholm 31. oktober 1520. Originalen findes i det danske rigsarkiv. Oversat tekst efter Rydberg (red): Sveriges Traktater III, s 623 ff (1883-95)

Vi Gustav, af Guds nåde ærkebiskop i Uppsala (1), Johannes i Linköping (2), Vincent i Skara, Mathias i Strängnäs (3), Otto i Västerås, af samme nåde biskopper, Erik Trolle, lagmand i Uppland, Nils Bosson, lagmand i Östergötland, Sten Turesson, Ture Jönsson, lagmand i Västergötland, Peder Turesson, lagmand på Öland, Holger Karlsson, lagmand i Närke, Erik Johansson, Christiern Begtsson, Erik Abrahamsson, lagmand i Västmanland og Dalarna, riddere, Bengt Arendsson, Johan Arendsson, lagmand i Södermanland, Axel Posse, Måns Gren, Niels Clausson, Axel Matsson, Lindorm Brunsson, Henrich Erlandsson, Bengt Gylthe, lagmand i Tiohärad, Erik Ryningh, Knuth Bengtsson og Knut Nilsson, væbnere, Sveriges riges råd og mænd, gør vitterligt for alle dem, som nu er, og dem som skal komme, at efter Guds fødsel 1520, tirsdagen næst før Allehelgensdag (=30 oktober) var vi forsamlede i Gråbrødreklostret (4) i Stockholm for at samtale og beslutte om højbårne fyrstes, herr Christians etc., vor kæreste, nådigste herres kroning og krisming (5), og da vi var forsamlet og forhandlede om samme tilbørlige kroning, kom ind til os den højmægtigste fyrstes, herr Karls (6), den udvalgte romerske kejsers og spanske kongens orator og sendebud, herr Johan Zucket, doktor og ridder, og værdige fader, herr Jøns Andersen (7), biskop i Odense, hvilke dér, efter før skrevne vor kæreste, nådige herres befaling og på hans nådes vegne, for os forklarede den hellige Eriks skrevne lov (8), som indeholder, at når der findes flere kongesønner i riget, da skal lagmændene nævne og udvælge én af dem og dømme ham til konge. Men da vor nådigste herre, kong Christian i den højbårne fyrste, kong Hans’ tid, tidligere Sveriges konges, tid, da der fandtes flere kongesønner til vor rette udvalgte herre, nu alleneste søn og arving er til Sveriges rige efter før skrevne hans nådes kære herr faders død, fremlagde de dette i retten for os og begærede, at vi ville modtage hans nåde som en eneste søn og eneste arving, eftersom ej flere nu er til efter hans nådes herre faders død, som valg kan gå på, som en ret arveherre til Sveriges rige og krone og krisme ham.

Derfor har vi med flid før skrevne hellige kong Eriks lov gennemset og tilbørligt overvejet og derom haft samtale med alle dem, som er kaldet til kongens kroning efter loven, og råd med menige fribårne frelsemænd og Stockholms by, deslige også med menige Sveriges indbyggere, som er borgmestrene og nogle fuldmægtige mænd fra hver købstad, ligeledes nogle fra hvert bergslag og nogle af hvert herred, hvilke er fuldmyndige for alle dem, som sidder hjemme overalt i Sveriges rige.

Vi har nu endelig besluttet og sagt ja og med god vilje afsagt og bekendt, at vi nu også siger, dømmer og deklarerer i overensstemmelse med loven, at Sveriges rige bør og tilhører før skrevne vor kæreste og nådigste herre, kong Christian, kong Hans’, tidligere Sveriges konges, eneste søn som ret arving og lovlige efterfølger og ikke efter nogen udvælgelse, i særdeleshed med hensyn til, at hans nåde sandelig er kommet af den hellige Eriks, vor hellige skytshelgens, rette blod.

Derfor lover vi at krone og krisme hans nåde som vor og Sveriges riges rette arveherre og konge og ikke efter nogen udvælgelse, når hans nåde kræver det af os (9).

Dette til yderligere vidnesbyrd, forvaring og stadsfæstelse har vi ladet hænge med vilje og vidende alle vore sekreter (10), indsegl og signeter neden for vort åbne brev (11), som er givet i førnævnte Stockholm dagen før Allehelgens dag, år etc. som før skrevet står.

Noter til kilde 1 ved Henrik Adrian
1) Gustav Trolle
2) Bisp Hans Brask
3) Bisp Vincent og Matthias bliver de første halshuggede se kilde 4
4) Gråbrødreklostret havde en stor sal og blev anvendt til møder, det lå på det, der i dag kaldes Riddarholmen.
5) Krisming – betyder salving – kongen smøres med hellig olie.
6) Christian den Anden blev gift med den tysk-romerske kejsers datter Elisabeth. Der er tale om en gesandt herfra, der overrækker Christian ordenen ”den gyldne Vlies” og som taler til den svenske rigsdag.
7) Jens Andersen Beldenak – biskop i Odense og en af Christians medbragte og betroede rådgivere.
8) Den svenske landslov fra Magnus Erikssons tid angiver klart at Sverige er et valgrige – bestemmelserne om valg af konge i den nordiske union findes første gang i Kalmardokumentet fra 1396. Her er der tale om de tre rigsråds valg af konge udfra en regimen politicum-opfattelse (Fortælling 24, kilde 2)
9) Det understreges to gange at kongen ikke er valgt, men er arveherre. Dermed skifter Sverige fra at være et valgrige til et arverige. Det fastholdes senere af Gustav Vasa.
10) Seks af de nævnte rigsråder har ikke beseglet brevet.
11) Åbne brev – betyder et offentligt brev til alle.

Kilde 2: Stockholms blodbad

2B. Sententia (”dom”) eller ekspertudtalelse – 7. november 1520 med 2A. Gustav Trolles klageskrift, (senest 7. november) Teksten er skrevet på pergament på gammelsvensk, den opbevares i det danske rigsarkiv. Der er hængt 8 segl under, 5 segl er kendte: ærkebiskop Gustav Trolle, biskop Hans Brask, biskop Jens Andersen Beldenak, biskop Otto og domprovst Jören Turesson, resten er usikre. Dokumentet består af to dele, idet teksten til Gustav Trolles klageskrift af skriveren er indsat i selve teksten. Der er diskussion af teksten, først blev den betragtet som en ”kætterdom”, afsagt af en kirkelig domstol med ærkebispen i spidsen (Erslev, Weibull), men Niels Skyum-Nielsen har i ”Blodbadet i Stockholm og dets juridiske maskering (1964)” fremlagt en tolkning af dokumentet som en ekspertudtalelse, der anvendes i selve kætterprocessen mod de anklagede. Selve dommen og retsforløbet opfattes således forskelligt af forskellige historikere. Dommen iværksættes af rigsrådet og kongen, men er ikke skriftligt dokumenteret.

Den oprindelige tekst og kilde 5 findes trykt i (Svensk) Historisk Tidsskrift 1918, genoptrykt i Häften för Kritiska Studier nr 4 , 1991 s 67-74. Lauritz Weibull oversatte teksterne til nutidssvensk i sin artikel ”Stockholms Blodbad” i Scandia 1928, de er senere optrykt i Birger Sallnäs (red): Tvistefrågor i svensk historia (Aldus 1964) s 66-70, 73-76, disse tekster på svensk er anvendt her og oversat til dansk, hjulpet af Bent Egaa Kristensen, der behandler diskussionen om kildebehandlingen af teksterne i sin bog: Historisk metode. En indføring i historieforskningens grundlæggende principper. Hans Reitzel 2007 s 67-71, 91 ff og som har lagt teksterne på sin frie hjemmeside www.historiskmetode.hansreitzel.dk.
2A: Gustav Trolles klageskrift til kongen, (senest 7. november)
Teksten findes afskrevet og indsat i Tekst 2B. Findes i det danske rigsarkiv. Jeg, Gustav, ved Guds forsyn uværdig ærkebiskop i Uppsala, formaner Eders Højmægtighed på Eders Nådes kongelige ed, som Eders Nåde svor mig på den hellige kirkes vegne i søndags nu næst forleden, da jeg uværdige salvede og viede Eders Nåde til Sveriges kongelige krone, at Eders Nåde ville hjælpe mig, ærkebiskop Jacob (1), bisp Otto i Vesterås og vore kirker, gejstlighed og hele kristenheden til ret over disse efterskrevne, åbenbare kættere (2), som er, først den afdøde kætter hr. Sten, fru Sigrid, fru Kirstina, Mogens Gren, Mikkel Nielsen, Erik Ryning, Christiem Bengtsen, Oluf Valram, Erik Kuse, Claus Kyle, Oluf Bjørnsen, Bengt Eriksen, Erik Nielsen, Eskil Nielsen, Peder skrædder, Joakim Bragde, Sven Høk, Peder Smed, borgmestere, råd og Stockholm stad, som jeg anser for alle lige gode og lige store i kætteri, og jeg agter aldeles ikke at indgå noget venligt forlig med dem for sådant åbenbart kætteri, som så åbenlyst har sat sig op mod hele kristenheden med sådanne ubekvemmelige og åbenbarlig uærlige gerninger. De har alle og hver for sig med den afdøde kætter hr. Sten først belejret mig i et år og 11 uger, og senere førte de mig herind på Stockholm rådhus og udråbte mig til forræder for den menige mand og forkyndte desuden, at jeg skulle i evigt fængsel og holdt mig sidenhen fangen i 2 år, indtil Eders Nådes højmægtigheds magt kom her ind i riget og friede mig at mit fængsel og gav mig min kirke og frihed igen som en kristen fyrste. Desuden sårede de mig dødeligt i mit fængsel, som det endnu er at se. Den hellige kirkes slot Stäket (3) har de også brændt af og brudt ned til grunden. Ligeledes har de derfra og fra Uppsala domkirke og fra bispegården udtaget alle mine og den hellige kirkes klenodier, guld, sølv, penninger, harnisk, bøsser og værger, besætning og ejendele, såvel som min og stiftets rente i 4 år hvilket altsammen: både klenodier, guld, penninger, bo og besætning og rente, beløber sig til over seks mål 100.000 lødige mark sølv, efter redelig udregning og vurdering til enhver tid (4). Den skade, der er gjort på Stäket og på min person, ansætter jeg til firehundredetusind mål lødig sølv, efter et rimeligt skøn. Ligeledes har de grebet min kære herre, hr. ærkebiskop Jacob, på Arnögård og ført ham bundet til Stockholm som en tyv og forræder. De har røvet og afbrændt Arnögård, og der udtaget guld og sølv, rede penninger og besætning til mere end 6000 mark lødig sølv, og gården kan ikke opbygges, som den var, med 2000 mark lødig sølv, hans mishandling og fængsel beløber sig til 100.000 mark lødig sølv, efter et rimeligt skøn (4). Ligeledes greb de biskop Otto anden påskedag i hans domkirke og slæbte ham fra kirken til slottet som en tyv og forræder, og der holdt de ham fangen, til Eders Nådes magt slog slottet ned og lod ham komme ud derfra og til sin kirke og frihed igen som en kristelig fyrste og konge. Mester Jon, min kannik i Uppsala, har de i 3 år holdt i fængsel her på Stockholm slot, røvet og plyndret fra ham alt det han havde og desuden al den rente, han havde modtaget og oppebåret i 4 år. Ligeledes har de røvet og skændet, såret og grebet alt mit klerkeri: prælater, kanniker, vikarer og ligeså så mange sognepræster ude i landet, som de kunne overkomme, og taget fra dem alt, hvad de havde i verden, så at al mit klerkeri: prælater, kanniker og præster, såvidt de kunne overkomme det, lod de ikke have så meget igen, som de kunne fortære. Ligeledes truede de alle mine prælater og præster i hele mit stift og ligeså alle prælater, kanniker og præster i Vesterås stift til at afholde messe mod hele kristenhedens påbud og forordning, da jeg og biskop Otto blev grebet. Højmægtigste fyrste og kristne konge! Hjælp os og hele kristenheden til ret over disse førnævnte åbenbare kættere og til at få vort og den hellige kirkes gods igen og de skadebøder, som står foranskrevet, og jeg begærer også tilbageholdelse af alle deres personer, indtil Eders Nåde får overvejet, hvad ret Eders Nåde er os pligtig over dem, tagende løn af Gud og lovprisning fra hele kristenheden for den straf, Eders Nådes højmægtighed vil lade overgå sådanne åbenbare kættere. Noter til kilde 2A ved Henrik Adrian
1) Ærkebisp Jacob var ærkebiskop i Uppsala, men trak sig som 80-årig tilbage til Arnø i Mälaren, da Gustav Trolle som ung blev ærkebisp støttet af Jacob og de svenske adelige, der var i opposition til både Sture den ældre og Sture den yngre. Han blev støttet af Christian den Anden og godkendt af paven.
2) ”Åbenbare kættere ”– er kættere som ikke søger syndsforladelse eller som ikke fortryder. Derefter følger en liste over de mange kættere.
3) Almare-Stäket var Uppsalabispens hovedfæstning i Mälaren, der kontrollerede adgangen til Uppsala og til store dele af Mälaren. Sten Sture d.y. krævede fæstningen og området tilbage til riget, hvad Gustav Trolle afviste.
4) Gustav Trolle opstiller store beløb for at presse kongen til at give erstatning. Ved kætteri tilfalder kætternes ejendom kongen og ikke kirken. Så under alle forhold er det kongen, der skal ”hjælpe” med erstatning. Ærkebispen modtog ingen erstatning fra kongen, men han fik en central plads i det nye svenske rigsråd og fulgte senere med Christian den Anden til Danmark, hvor han slog sig ned. 2B: Aktstykke/Sententia/Ekspertudtalelse – 8. november 1520
Den normale kætteriproces foregår først ved en gejstlig domstol (i Norden under ledelse af ærkebispen eller en bisp), hvor der sker en undersøgelse af sagen og føres forsvar og anklage, derefter afsiges en dom – forinden kan forskellige juridiske og gejstlige eksperter have udtalt sig til domstolen. Hvis sagen omfatter anklagede taget på fersk gerning – kan sagen føres uden vidneførsel og uden forsvar. Derefter overgår sagen til en almindelig retshåndhævelse ved kongen og de verdslige myndigheder og det besluttes, hvilken straf, der skal udmåles. Ved ”åbenbart kætteri” var straffen ifølge landsloven døden, straffen kan straks iværksættes uden videre.Ifølge Skyum-Nielsen (og Curt Weibull) er de almindelige retsregler omkring kætteri og band blevet fulgt, men magten (og drabene på de mange anklagede) udøves her juridisk maskeret.Niels Skyum-Nielsen fastholder, at teksten er en ekspertudtalelse til den gejstlige domstol, der fungerede under ærkebispens ledelse. Ekspertudtalelsen er udarbejdet af den gejstlig ekspertgruppe (se personerne i indledningen), der giver sin ekspertise til domstolen, der er indkaldt af kongen. De udtaler sig alene om kætteri- og bandsanklagen, som bekræftes af den gejstlige ekspertgruppe.Teksten er således ikke en sententia (”dom”) ifølge Skyum-Nielsen, men en indenretslig erklæring, der skal hjælpe domstolen. De fleste andre historikere, - som Weibull’erne, betragter dokumentet som en kætterdom.
Vi Gustav af Guds nåde ærkebiskop i Uppsala etc., Jens (1) i Odense, Hans (2) i Linköping, Otto i Vesterås af samme nåde biskopper, mester Jørgen Turesen (3), domprovst i Uppsala, Verner, ærkedegn i Linköping, Lorents Andersen, ærkedegn i Strängnäs, Jens, degn i Skara, doktor Peder Galle (3), scolasticus i Uppsala, doktor Erik Geting (3), officialis i Uppsala, doktor Lorents fra prædikerordenen i Stockholm, mester Mathias, mester Henrik, kannik i Uppsala, og mester Sven, kannik i Skara, gør vitterligt, at da vi i året efter Guds fødsel 1520 torsdag næst efter omnium sanctorum (=8. November) efter vor kæreste, nådigste herres, kong Christierns etc. bud og vilje var kaldt sammen på Stockholms slot i den store sal, kom i rette for os hæderlig mand Jon, kannik i Uppsala, og fremlagde et skrift med klagemål mod afdøde hr. Sten Svantesen (4) og andre benævnt i samme skrift, som ord for ord lød, som herefter følger:

(Her følger Gustav Trolles klageskrift til Christian II) - Kilde 2A

Dette skrift og klagemål var dagen næst tilforn blevet fremsat af samme mester Jon for førnævnte vor kæreste herre og menige rigens råd, idet tilkaldte og nærværende var alle, som var benævnte i førnævnte skrift, og selvom de ugerninger, som i samme var tillagt afdøde hr. Sten og hans førnævnte parti, var åbenlyse nok i sig selv, så at hvermand kendte dem, blev de alligevel til overflod klart beviste med deres egen tilståelse og fremlagte breve (5), og førnævnte mester Jon satte da i rette for os, om samme misgerninger ikke var åbenbart kætteri mod romerkirken.

Da tog vi (6) det anliggende til os og overvejede det omhyggeligt på alle punkter. Og eftersom hr. Sten og hans førnævnte tilhængere befandtes at have været besmittede med den hellige kirkes højeste band (7) i flere år og stået halsstarrige og ondsindede deri, så at de ikke ville agte eller tage råd eller formaning af nogen, enten af os eller andre biskopper og prælater her i riget eller af de dommere, som vor hellige fader paven havde beskikket særlig i denne sag, men snarere truede, hånede og forargede dem, som ville overholde samme vor hellige fader pavens befaling, interdikt og bud og ovenikøbet har forbundet sig, beseglet og besvoret, at jeg, førnævnte ærkebiskop Gustav, aldrig skulle komme til min frihed og domkirke igen, men blive i et evigt fængsel. Ydermere forpligtede de sig til at stå last og brast i et sådant ukristeligt forbund, hvad der end derefter kunne komme af band eller interdikt fra den romerske gård, på hvilke førnævnte punkter oftnævnte hr. Sten og de andre nævnte, som villigt og utvungent har tilsluttet sig ham i førnævnte ukristelige forbund, klart har frasagt sig lydigheden mod den hellige romerske kirke (8), kan vi efter den hellige kirkes, kejserens og Sveriges lov ikke finde andet, end at det er åbenbart kætteri og de for åbenbare kættere holdes og kaldes (9).

Til ydermere bevis på, at vi har lovfundet og afsagt således, lader vi førnævnte ærkebiskop og bisper og alle andre forud nævnte vore indsegl hænge ved dette brev, som er givet og skrevet på førnævnte Stockholms slot år og dag, som står foran skrevet.

Noter til kilde 2B ved Henrik Adrian:
1) Bisp Jens Andersen Beldenak, Odense
2) Bisp Hans Brask, Linköping
3) afgiver senere under Gustav Vasa beretning om forløbet (kilde 5)
4) Sten Sture den yngre
5) sammensværgelsesbrevet fra 1517, var kendt men er siden forsvundet, findes i afskrift.
6) ”vi” er brevets udstedere- se indledningen
7) højeste band – er personligt band og interdikt af området – det udstedes af ærkebispen af Lund Birger Gunnarsen, men alene ved at fængsle og gribe til overgreb på ærkebisp og bisper udsættes man for band ifølge Landsloven.
8) referat af indholdet i sammensværgelsesbrevet
9) både efter de kanoniske regler (kirkeretten), kejserens ret (retsreglerne i det tysk-romerske rige) og efter landsloven (de svenske retsregler) 2C: Oversigt over dræbte ved Stockholms blodbad 6-9 november 1520
Antallet er stadig usikkert, da man ikke kender alle, der blev henrettet. Nogle oplysninger fra senere kilder er usikre.

1. Personer der besegler ”sammensværgelsesbrevet” fra 23 nov.1517 – originalen kendes ikke i dag, men teksten har været tilstede i det danske rigsarkiv:Biskop Hans Brask – Linköping – ikke henrettet

• Biskop Mathias – Strängnäs – henrettet
• Biskop Otto – Västerås – ikke henrettet
• Biskop Arvid af Åbo – mødte ikke op til kroningen
• Biskop Hemming Gadh – senere henrettet (dec.1520 i Finland)
• Erik Johansen (Vasa), Gustav Vasas far – henrettet (mødte først op i Stockholm 7. november under henrettelserne og blev straks henrettet).
• Christiern Bengtsen (Oxenstierna) – henrettet
• Holger Karlsen
• Bengt Arendsen
• Aksel Posse
• Bengt Abjørnsen - skæbne ukendt
• Johan Jønson
• Mogens Gren – henrettet
• Aksel Matson
• Henrik Erlendson
• Bengt Gylte – henrettet

2. Personer der blev anklaget af Gustav Trolle (Kilde 2B):

• Sten Svantesen (Sten Sture d.y., afdød rigsforstander) – hans lig opgraves og brændes.
• Fru Sigrid – Sten Stures svigermor, ”levende død”, fange i Danmark til 1523.
• Fru Christina, Sten Stures enke, ”levende død”, fange i Danmark til 1523.
• Mogens Gren – henrettet
• Mikkel Nilsson – ikke henrettet
• Erik Ryning (rigsråd) – henrettet
• Christiern Bengtsen (Oxenstierna) – henrettet
• Oluf Valram – henrettet
• Erik Kuse (rigsråd) –henrettet
• Claus Kyle – ikke henrettet
• Oluf Björnsson (foged) – henrettet
• Bengt Eriksson – henrettet
• Erik og Eskil Nilsson – henrettede
• Peder Skräddare –ikke henrettet
• Joakim Brahe (rigsråd) – henrettet
• Sven Hök – henrettet
• Peder Smed – ikke henrettet
• Borgmestre og råd i Stockholm – henrettede

3. Borgmestre og råd i Stockholm – henrettet:

• Borgmestre: Jöns Gudmunson, Anders Olofsson, Anders Henriksson
• Rådmænd: Olof Hansson, Måns Budde, Baggans Björn, Anders Ruuth, Andrs Karlsson, Mickel Nilsson, Knut Öning, Erik Helsing, Peder Eriksson, Asmund, Mats Crona, Jakob Petersson, Nils Bergsson, Hemming Grönskalle.
• Borgere: Henrik Strobock, Lambrekst Båding, Hans Weser, Simon Skräddare, Långa Nils, Peder Staffansson, Påvel Skinnare, Gudmund Skinnare, Erik Smältare, Peder Budde, Anders Kötmanglare, Matts Tunnbindare, Niels Matsson, Lanbrekt Bardskär, Lasse Hass.

4. Andre henrettede:

• Biskop Vincent , Skara
• Erik Abrahamson (rigsråd)
• Erik Knutssson
• Erik Nilsson, bror til Christina, Sten Stures enke
• Eskil Nilsson, bror til Christina, Sten Stures enke
• Måns Jonsson, slotsfoged i Stockholm

Ca. 82 er kendt med navn, hertil kommer tjenestefolk og andre – op til ca 100 i alt, der henrettes i novemberdagene 1520.

Oplysningerne findes hos Lars Ericson Welke: Det stockholmske blodbad 1520. Massakren, der rystede Norden. Askholms forlag 2009 s 131-38.

Han beskriver henrettelserne som rettet mod Sture-partiet og den svenske ledelse af Stockholm, hvor kun få tyskere er indblandet.

Kilde 3: Christian den Andens erklæring til tre herreder i Väster Götland, 9. november 1520

En offentlig proklamation udstedt af Christian den Andens kancelli, den er udstedt allerede 9. november 1520, den er kendt fra en senere afskrift. Teksten findes trykt og oversat til svensk i Lauritz Weibull: Stockholms blodbad, Scandia 1928, her oversat af Henrik Adrian til dansk. Teksten findes også i Birger Sallnäs (red): Tvistefrågor i svensk historia. Aldus 1964 s 69-70.

Vi Christiern etc. Kære venner alle, lad vide, at nu forleden i onsdags fremlagde og sagsøgte her for os på Stockholms slot fuldmyndige værdigste, ærværdige fader, herr Gustav, ærkebiskop i Uppsala, herr Otte, biskop i Västerås, og ligeledes mester Jon, domherre i Uppsala, værdigste fader, herr Jacob, tidligere ærkebiskop i Uppsala.  Før omtalte ærkebiskop i Uppsala berettede først at herr Sten Svantisson (1) med hans hjælpere belejrede ham på kirkens slot Stäket, og derefter greb og tog ham til fange og holdt ham i fængsel i to år, så længe [indtil] vort folk befriede ham, og de sårede ham dødeligt i sit fængsel, och røvede og tømte omtalte slot Stäket og nedbrød det til grunden, ligesådan  bispegården i Uppsala og Uppsala domkirke. Den tidligere nævnte sagsøger værdige fader, biskop Otte i Västerås fortalte, at nu anden påskedag var han blevet grebet i Västerås domkirke, slæbt og trukket ud af kirken op til slottet og indsat dér i fængsel og arresteret, indtil vort folk fandt ham dér og befriede ham; ligeledes blev hans bispegård skændet og røvet. Ligeledes sagsøgte også omtalte mester Jon, at ærkebiskop Jacob blev grebet og holdt fanget på Arnö gård og blev med vold ført til Stockholm, og Arnö gård blev skændet, røvet og til grunden nedbrændt. Og de berettede ydermere, at alle de, som med overvold havde gjort sådan mod den hellige kirke, klart var i pavens band og de ville alligevel ikke sky kloster eller kirke og tvang præster til holde messer mod den hellige kirkes forbud. Og ligeledes havde de sluttet sig sammen med brev og segl for at afværge flere bandbuller, hvis romerkirken gav dem det.

Og de (2) mindede os ved vor kongelige ed og ære om, at vi skulle skaffe dem og den hellige kirke ret over sådanne åbenbarlige kættere og bandsmennesker for sådanne deres uhørlige gerninger, som de havde gjort mod dem og den hellige kirke.

Da var her tilstede omtalte herr Sten Svantissons hjælpere, de bekendte og tilstod deres gerninger. Da lod vi sammenkalde biskopper, prælater, doktorer og lærde mænd, de viseste, som er i Sveriges rige, og satte den sag i deres hænder, at de skulle dømme en retfærdig dom derom, som den hellige skrift udviser.

Da har de dømt dem alle til åbenbarlige kættere og bandsmennesker mod romerkirken og den hellige kristne tro. Og derfor har vi nu straks ladet det overgå dem, som sancti Erik konges lov indeholder og udviser, at kættere og bandsmennesker bør straffes med (3). Og havde vi ikke ladet sådan straf overgå dem, da måtte det befrygtes, at bandsbrev af romerkirken skulle være gået over hele riget og i særdeleshed over dem af vore kære undersåtter, som med løgnagtig tale var blevet lokket til at nedbryde før omtalte slot Stäket.

Nu håber vi, at alle vore undersåtter må være frie, derfor at vi har ladet sådan straf overgå dem, som var de ypperste i sådanne uhørlige gerninger. Og vil vi dermed i fred og rolighed styre og regere Sveriges rige og holde eder alle ved sancte Erik konges lov og ret. Dette befales Eder alle i Guds og i sancte Erik konges navn.

Skrevet på vort slot Stockholm fredagen næst før sankt Mortens dag etc. 1520. Under vort signet.

Noter til kilde 3 ved Henrik Adrian:
1) Sten Sture d.y.
2) ”Vi” = anklagerne: Gustav Trolle, Jon, biskop Otte.
3) Der er tale om dødsstraf

Kilde 4: Uddrag af Christian den Andens klagebrev til paven om den pavelige legat Archimbaldus 1520/21

Teksten findes i Vatikanets Arkiv og er trykt i Acta pontificum Danica V,  333 (1913-15). Teksten er trykt og oversat til svensk i Lauritz Weibull: ”Stockholms Blodbad” i Scandia 1928, den er senere optrykt i Birger Sallnäs (red): Tvistefrågor i svensk historia (Aldus 1964) s 71-72. Her oversat til dansk af Henrik Adrian.

Archimbald var pavelig legat til Norden og solgte afladsbreve mv. til finansiering af pavelige udgifter til byggeriet af Peterskirken. Han kom til Norden i 1516 og skulle støtte Christian den Anden i kampen mod Sverige med opfølgning af bandlysningen fra 1517 til støtte for den svenske ærkebiskop Gustav Trolle. Archimbalds sekretær Didrik Slagheck fulgte med og deltog i indkrævningen af afgifterne til paven og i Archimbalds opgave med at forlige Sten Sture- d.y. med Christian den Anden.

Archimbald støttede skiftevis Christian den Anden og Sten Sture d.y. Han flygtede fra Danmark i 1519, hvor Christian den Anden konfiskerede de pavelige indtægter og overtog Didrik Slagheck som sin egen rådgiver, efter at Didrik havde fortalt om Archimbalds aftaler med Sten Sture d.y. om selv at overtage ærkebispedømmet i Uppsala.

Senere måtte Christian den Anden overfor pavehoffet forsvare sig mod mordet på de to svenske bisper Matthias og Vincent og fremførte anklagerne mod Archimbald, der af pavedomstolen blev frikendt. Han blev senere af paven gjort til ærkebisp i Milano.

…Omsider efter mange stridigheder og tab af menneskeliv kom sejren fra oven, og alle de værdige fædre med mange andre underordnede prælater, klerke og ædelfødte mænd, som på samme måde var blevet fanget, tvunget og bragt i fattigdom (1), blev nu af vore krigsfolk med sejrende hånd udtaget og befriet af fængsel og lukke og på ny indsat af Os i sin gamle værdighed og tjeneste. Efter sejren lod vi alle rigets råder og borgmestre og råd i Stockholm tilkalde i den hensigt og mening, at få besked om den sande rod og ophav til misgerningerne og ført og fremmest om det uærlige forbund, der var sluttet mod Os, efter at vi enstemmigt af alle allerede i vor højtlovede faders livstid var blevet kåret til konge og riget, som også efter landets love var vort, var tilfaldet os. Men de som havde svoret sig sammen mod vor fader og frygtede straffen for majestætsforbrydelse, havde også beslaglagt vore kongelige renter og rettigheder. Nu skete det, at den gamle ærkebiskop Jacob og den unge ærkebiskop Gustav lod en erfaren fuldmyndig budbringer komme til os, og han mindede os indtrængende og besvor os ved den ed, vi havde aflagt i den hellige kirke, at vi skulle skaffe dem ret efter fortjeneste over deres undertrykkere, betvingere og helgenranere og dem, som så uærligt havde forgrebet sig på kirkens personer og ejendele og allerede var ramt af kirkens højeste band.

Det som dernæst skete, slog os med endnu større forfærdelse. Der blev til vor kendskab hentet et brev frem, beseglet med nogle prælaters og adeliges og Stockholms bys segl, i hvilket udstederne efter legatens (2) tilsluttede misgerninger troløst havde skabt et forbund mod vor hellige moder kirkens overhøjhed, at hvis det i fremtiden skulle komme til eksekution mod dem med apostoliske breve eller undersøgelser på grund af de tidligere nævnte ærkebiskoppers, biskoppens (3), prælaternes fængsling og nedbrydning af kirkens huse og fæstninger og ødelæggelse af ejendomme, ville de uopholdeligt ombringe eksekutorerne (4) og udelukke alle og enhver fra riget og modstå undersøgelserne og din helligheds faderlige forordninger mod sådanne misgerninger. Og hvad somhelst de foretog i omtalte sag mod Din hellighed (5) og den romerske kirke skulle ikke være en enkelt mands værk, men være fuldbragt af alle de forbundne i fællesskab.

Og formente de, at en ugerning øvet af så mange, som var blevet lokket og skubbet på vildveje af din Helligheds legat (6) vel skulle blive dem tilgivet. Men det er kendt at de sammensvorne og deres hjælpere ved tiden for bandlysningen, der blev lyst såvel a jure som homine (7), tvang klerkene over Sveriges rige til at forrette messe (8). Efter dette var fremlagt og forklaret for almenheden, forlod vi, fuld af afsky for den troløse gerning, forsamlingen. Thi efter deres sædvanlige rænker var det således indrettet, at der skulle stikkes ild på det krudtforråd, som i stor mængde lå rede til krigsgeværernes ladning under vor kongelige sal, hvor vi da befandt os, og hvor vi skulle ombringes.

Med Guds hjælp havde vores folk imidlertid fået kundskab herom. De greb straks til våben og trængte i vrede ind på de sammensvorne og deres tilhængere for at bringe død og fordærvelse over dem. I skaren stod også biskopperne Mathias af Strängnäs og Vincent af Skara. Og med samme raseri lod de nu straffen ovenikøbet gå ud over dem. Men da vi hørte det, blev vi grebet af stor bedrøvelse. Thi vel var det bekendt, at de var indblandet i majestætsforbrydelse mod vor førnævnte fader, og vel var det også bekendt, at de var indviklet i helligbrøde og sammensværgelser, og at de ikke var fri for at udøve voldshandlinger. Men var vi i lovlig orden blevet varskoet om dette blodbad, havde vi med fuld magt forhindret, at der blev lagt hånd på disse kirkens mænd (9).

Den som først skabte denne store rebellion mod os i vort rige var din Helligheds legat Archimboldus. For hans skyld har vi mistet i mange hundrede tusinde floriner. Han skabte også med sit ja og sin tilslutning denne kætterske vildfarelse. Og havde denne gennem Guds skjulte og retfærdige råd, selv uden vores indgriben, ikke blevet hårdt hævnet af Gud og de fordærvede skyldige var gået under, så ville i disse egne al omsorg for vor Hellige moder kirke være blevet tilintetgjort, forakt for kirkens myndighed ville have holdt sit indtog og et skisma ikke mindre end hos vores naboer ruthenerne have fået fodfæste…

Noter til kilde 4 ved Henrik Adrian:
1) Der henvises til Gustav Trolles klageskrift
2) Legaten – er Archimbald, der støttede Sten Sture d.y. og selv prøvede at blive ærkebisp af Uppsala og dermed underkendte Gustav Trolle og bandlysningen fra ærkebispen af Lund.
3) Biskop Otto fra Västerås
4) De der udfører rettens dom
5) Paven
6) Archimbald
7) Der er tale en bandlysning der både er generel og som er rettet til personer
8) Der lyses interdikt – det vil sige at der ikke må foregå kirkelige handlinger, men det sker alligevel
9) Gejstlige kan ikke dømmes af kongen og ikke straffes af kongen – kun af kirken og dens eget retsvæsen.

Kilde 5: Uppsala-prælaternes relation til Gustav Vasa, 1523

Teksten på gammelsvensk findes i original i et koncept i det svenske rigsarkiv, det er skrevet med rettelser. Afsnitoverskrifter er indsat i kursiv og oversættelse fra gammelsvensk/svensk til dansk af Henrik Adrian.

Teksten er blevet til efter Gustav Vasa havde fået magten i Sverige og selv havde anklaget Gustav Trolle for at have foranstaltet blodbadet. De tre gejstlige, der skriver beretningen til Gustav Vasa spillede selv en central rolle som beseglere/underskrivere af kilde 2B og deltog således direkte på Gustav Trolles side i forhandlingerne.  

Den oprindelige tekst findes trykt i (Svensk) Historisk Tidsskrift 1918, genoptrykt i Häften för Kritiska Studier nr 4 , 1991 s 70-74. Lauritz Weibull oversatte teksten til svensk i sin artikel ”Stockholms Blodbad” i Scandia 1928, den er senere optrykt i Birger Sallnäs (red): Tvistefrågor i svensk historia (Aldus 1964) s 73-76. Beretningen diskuteres som kilde af L.Weibull (1928) og Skyum-Nielsen (1964) og af Bent Egaa Kristensen: Historisk metode. En indføring i historieforskningens grundlæggende principper. Hans Reitzel 2007.

1. Indledning
Vi Jören Turesson, domprovst (1), Peder Galle, scolasticus (2), og Erik Geting, cantor (3) ved Uppsala domkirke, er af den højbårne og strenge fyrste hr. Gustav  Eriksen, Sveriges riges høvedsmand og guvernator (4), blevet tilspurgt med dette nærværende tro vidnesbyrd at skulle kundgøre, hvad vi så eller hørte skulle have hændt efter kong Christierns kroning på Stockholm slot, hvor vi var nødt til og tvunget til at være tilstede for at overvære den gruelige og jammerlige dødsens beskuelige og den uhørte, aldrig før sete, gruelighed, som var det ynkelige mord på gejstlige og verdslige herrer og andre gode mænd, som er vel værdige at have i salig ihukommelse, og efter det, som vi har fornemmet i allehånde og hvert og et bekender vi den åbenbare sandhed, som herefter følger (5):

2. Hjælp ved kroningen og møde på slottet
I året efter Guds fødsel 1520 den 28. dag i oktober måned kom vi til Stockholm, påbudte og tilkaldte af ærkebiskop Gustav med flere andre for at yde ærkebiskoppen bistand og tjene ham ved messe, som det er sædvane ved kongers kroning.

Denne tjeneste fandt sted søndag næst efter Alle helgenes dag, og da blev der givet os besked af ærkebiskop Gustav om at følge ham på slottet onsdag næst derefter, hvilket vi gjorde på den dag, omtrent ved middagsstunden, og medens vi tøvede der, lige til klokken slog et, blev efter et eller andet svigefuldt opdigtet påskud, som vi ikke kunne forstå, slotsportene aflåste, og al menig adel, kvinder og mænd, biskopper og prælater fra næsten hele riget blev indestængt; ligeledes blev derinde indelukket borgere, rådmænd, borgmestere og alle førnævnte herrers tjenere, og ingen blev lukket ud, men nogen kunne godt komme ind, og vi kunne ej begribe eller forstå, af hvilken grund det blev gjort.

3. Ærkebiskop Gustavs anklager, kongens spørgsmål og rådets overvejelser
Til sidst da kongen sad på domstolen i den store sal, kom ærkebiskop Gustav og klagede meget hårdt over dem, som havde molesteret og berøvet Uppsala domkirke, da Stäket blev belejret, og over dem, som brændte det ned, først og fremmest over hr. Sten, som dengang var rigets høvedsmand og hans enke, fru Christina, og deres hjælpere og støtter i denne sag, hvis navne han også lod præsentere, åbenbare og udråbe for kongen, idet han henviste til hans kongelige ed, som han havde svoret, da han blev kronet, at han skulle gøre for Guds skyld og retfærdighed, at der måtte ske kirken og ham fyldest for den uret og skade, der var gjort dem på så mange måder.

Kongen svarede ham således: »Hr. ærkebiskop, passer det Eder ikke at gå til værks i denne sag med forståelse og forlig, således som gode mænd kan ransage den, eller vil I i enhver henseende prøve den med loven?« Han bad da indstændigt om, at de, som da var nærværende dér, skulle arresteres og hver og én skulle gøre ham fyldest på allehånde måder. Han fremhævede også, uimodsagt af kongen, at en sådan sag var tidligere fremmet på ærkebispens vegne i Rom, men kongen ville ikke have, at førskrevne sag skulle fremmes eller afgøres i Rom. Da befalede han ærkebispen, at denne sag hellere måtte ransages og afsluttes her i riget, idet han lovede, at der skulle ske ham fyldest for hans skade og uret på allehånde måder. Med dette lod ærkebispen sig nøje.

På det sidste derefter blev der fremtaget og læst nogle breve for kongen; hvad de indebar, kunne vi ikke til ethvert punkt forstå, men vi kunne siden gætte af kongens spørgsmål, at disse breve var til skade for gejstlige herrer og adelsmænd, som da var nærværende og havde beseglet de nævnte breve.

Det første spørgsmål blev rettet til biskoppen i Linköping (6), om han havde beseglet disse breve. Denne svarede ja dertil, men at han ville sikre sig for påkommende tilfældes skyld og anklage. Da meddelte han, at han havde opsat en protest, og hans undskyldning og protest blev hentet frem og læst offentligt. Derefter blev et sådant spørgsmål af kongen forelagt bisperne og rigsråderne, og enhver for sig gjorde sig umage for at undskylde og påvise sin retskaffenhed i den sag. Efter dette blev meget forskelligt anført, og der blev uenighed mellem dem, som skændtes der, og vi bekender da ved Gud, at vi ikke bemærkede os, hvad der her blev sagt eller konkluderet, da det ikke syntes at angå os.

Men vi gik og talte os imellem om det, at portene var lukkede, og så mange mænd var i bekneb, og derfor gjorde vi også alt, hvad vi kunne for at finde ud af, hvordan vi skulle kunne komme ud derfra, eftersom vi var højligt forfærdede over en sådan sag.

Efter en liden stund gik kongen ud, og rådet blev siddende for at ransage og afgøre allehånde sager, indtil det blev mørk aften.

4. Natlig fængsling og trusler
Siden blev lysene hentet ind, og lige så sikkert som Judas Iskariot ville gribe Christus og forråde ham, så kom Clas Bille og Søren Norby (7) på den umildeste konges bud med lygter, blus og med ganske mange bevæbnede mænd, både forangående og efterfølgende, og ledte omkring i salen ivrigt efter hvem de skulle tage og føre ud. Først kaldte de biskopperne og nogle af de adelige mænd ud; siden førte de i store skarer til tårnet mange både ædle og uædle kvinder og mænd til et ynkeligt mord, som det også vel skete den anden dag. Derefter var de, som var levnet tilbage, da det skete, og de var så bekymrede med frygt og undren, at vi ikke håbede på nogen fred eller tryghed; men vi betragtede os selv som en flok får, som skulle dø. Og efter at mange var hentet ud og nattens timer nærmede sig og klokken var ved 10, da blev de alle prælater, kannikker, præster, hvilken status de end havde, kaldt ud, og ingen anden blev lukket ind. Da det var gjort blev biskopper, prælater, kannikker, præster drevet ind i en snævert rum, hvad der ikke var tilbørligt, med undtagelse af biskopperne af Strängnäs og Skara, Gud være deres sjæl nådig! De blev forvaret i et andet hus, og vi så dem ikke mere i denne verden, men vi håber at se dem i Himlen, da Gud giver hævn over uskyldigt blods udgydelse. Og vi blev i føromtalte rum den nat i sorg, bedrøvelse og stor angst, som de endnu vel husker, som da var med dér.

5. Er de kættere? Beslutning om kætteri
Torsdag næst derefter, som var ottendedagen efter omnium sanctorum, da klokken var omkring 9 på dagen, blev alle biskopper, prælater, kannikker og klostergivne mænd og så mange lærde, som der var, kaldt sammen i samme sal, som de om aftenen var gået ud af, og til dem fremførte hr. Johannes Beldenak, biskop af Odense, midt i deres samkvem det spørgsmål, om de, der havde sammensvoret sig og forbundet sig særligt sammen mod den hellige romerske stol og Jesu statholder paven, skulle holdes for kættere?

Om dette spørgsmål rådførte mænd, der var lærde i den hellige skrift og loven, sig og disputerede og svarede efter evangeliet og den gejstlige ret, at de, som blev belastede med de nævnte ting, skulle holdes for kættere, først biskopperne, dernæst prælaterne, kannikerne og klostergivne mænd og enhver efter sin stand.

Men hvilken falskhed, grumhed og svig og hvad ondt af enhver art, kongen og hans rådgivere havde udpønset i deres hjerter med dette spørgsmål, bekender vi for Gud, som ransager og kender alle hjerter og tanker, at det kunne vi dengang på ingen måde indse, ej heller fulgte derefter, så vidt vi kunne forstå, nogen dom eller sententia, og Gud er vort vidne, at vi på det tidspunkt ikke kunne forstå, med hvilket formål omtalte spørgsmål blev stillet.

6. Om henrettelsen af bisperne af Strängnäs og Skara
Derefter blev forsamlingen bragt tilbage til det snævre rum, hvor vi tidligere havde været lukket inde.

Samme dag, straks efter at måltidet i sorg og bedrøvelse var spist, kom et bud, der fortalte at bisperne af Strängnäs og Skara blev ført fangne ud af slottet. Da vi hørte dette begyndte vi alle at skælve og blev virkelig bange. Da svarede biskop Beldenak (7), som da var tilstede og sagde: ”Det er ikke muligt at Hans K(ongelige) M(ajestæt) vover at gøre noget ondt på sådanne mænd; derfor skal man ikke tro på sådan løgn og sladder.” Af disse ord fik vi også nogen trøst efter den grusomme nyhed vi først havde fået. Kort efter kom der igen én med samme besked som tidligere. Da svarede biskop Beldenak, at således kunne det sandelig ikke være. Tredje gang kom en tysk magister, kaldet Hindrich og råbte med grædende øjne og sagde, at det nu straks ville ske, at de ville række deres hals under sværdet. Da blev vi alle hårdt bedrøvede af usigelig sorg og angst og løb ud med stor hast alle sammen, først biskopperne, og de ville gå til kongen og forhindre, at han fuldbyrdede en så uredelig og grusom gerning, som han længe havde overvejet. Da mødte vi den umilde mand og det blodtørstige menneske, mester Didrich (8), fuld af svig og alt ondt, hvilken også var årsag og digter med den umildeste konge til alt det onde, som nu før er fortalt og sket, og han sagde først på sit tysk og gentog det på latin med følgende ord:” Se I også vel til og betragt dette her, så I ikke går under med de andre forrædere.” Da vi hørte det, da blev hele menigheden bekymret af sorg og angst og vovede ikke at gå længere frem forbi den omtalte mester Didrich, og alle trak sig sammen tilbage til det samme rum, hvor de var tidligere havde været, og blev dér den dag og den nat derinde indtil den anden dag, mens de bad inderligt til Gud med grædende tårer, at Gud den almægtige ville værdiges at frelse dem af den slemmeste dødens våde, som de var bange for ville overgå dem med de andre. Hvilket også skete den samme dag, da klokken var omkring et, da gik vi ud af slottet idet vi priste og hædrede Gud og hans helgener, som frelste os fra den grusomste konges tyranni og umildhed.

7. Om blodbadet
Med hvilken gru deres forbandede hænder og bespottende læber, ikke alene skrapretteren, men også den grusomme konges tjenere, bedrev, da de førte dem ud, de værdige fædre og uskyldige biskopper, herrer, ædle mænd, riddere, borgmestre og andre redelige borgere og mænd, som hellere skulle være hæder og dyd værdige, hvem kan det nogensinde fortælle? Til sidst lod de dem halshugge og alligevel var deres ondskab ikke fuldendt hermed, de lod deres døde kroppe ligge i skarnet og i deres eget blod. De mente ovenikøbet, at de var for uværdige til at blive begravet og lod de omtalte kroppe blive brændt sammen med liget af den strenge herre, herr Sten (9), som i lang tid havde været begravet efter den hellige kirkes sædvane; på samme måde lod man hans barn, der næppe var syv dage gammelt, oprive af graven, hvilket de også med ligeså stor vanære lod brænde. Det, som mere er sket, end det som nu er skrevet, må de udfylde, der var særligt udvalgt, som dengang var med i rådet og retten og med i alle de mange gerninger.

Noter til kilde 5:
1) Jöran Turesson var knyttet til Christian den Anden og rejste med ham til Danmark efter blodbadet i Stockholm, her blev han fængslet og først sat fri ved Christian den Andens flugt og afrejse til Nederlandene. Jöran Turesson rejste derefter tilbage til Sverige og Gustav Vasa tog ham til nåde, og han vendte tilbage til sin stilling ved Uppsala domkirke. Han var medbesegler og underskriver på kilde 2A (Sententia/Ekspertisen). Han er broder til Johan Turesson, der blev gift med Sten Sture d.y.’s enke Kristina Gyllenhammar på Gustav Vasa ordre (se DH: Fortælling 26: 8.Biografi).
2) Peder Galle var medbesegler og underskriver på kilde 2A
3) Erik Geting var medbesegler og underskriver på kilde 2B
4) Gustav Eriksson Vasa var rigets høvedsmand og blev i juni 1523 valgt til konge af Sverige. Han har givet ordre til, at de tre deltagere i processen skal skrive en beretning om begivenhederne. Han havde tidligere lagt skylden for blodbadet i Stockholm på Christian den Anden og søgt at komme i forbindelse med Gustav Trolle, som dog forblev i Danmark.
5) beretningen udelader en lang række forhold som de tre fortællere bevidst undlader at fortælle om – hvad er deres egen rolle i tilblivelsen af doms/ekspertisedokumentet? Hvorfor afgiver de en kættererklæring? Er der tale om en domsforhandling? Deres beretning afvises af nogle historikere som tendensiøs og utroværdig. Hvorfor?
6) Hans Brask, bisp af Linköping – (se DH: Fortælling 26: 9.Biografi).
7) Christian den Andens ledende folk, Søren Norby lensmand på Visborg (Gotland) og flådeanfører (se DH: Fortælling 26: 5.Biografi).
8) Didrich Slagheck – ledende rådgiver til Christian den Anden (se DH: Fortælling 26: 4.Biografi)
9) Sten Sture, den yngre – omkommet efter kampene i Västergötland februar 1520 og begravet i Stockholm i foråret 1520.

Kilde 6: Uddrag af danske beskyldninger mod Christian den Anden, rigsrådet 1523

Christian den Anden havde været konge siden 1513, og han havde igennem længere tid set stort på de forpligtelser, der lå i hans håndfæstning. Rigsrådet var derfor efter Stockholms blodbad ved at komme i opposition til kongen.

I november-december 1522 organiserede en række jyske rigsråder sig – måske sat i værk af hertug Frederik af Holsten, rettet mod Christian den Anden og hans styre. En række rigsrådsmedlemmer, deriblandt Mogens Gøye, Erik Banner og bisp Ove Bille søgte til stadighed at få en aftale i stand med kongen om forandring, men det mislykkedes. Et vigtigt krav i denne forhandling var rettet mod Sigbrits forbliven ved magten.

I et sammenværgelsesbrev fra 21. december 1522 (Kilde 6A og Kilde 12) trådte de opposionelle rådsmedlemmer offentligt frem og landsdommeren i Viborg Mogens Munk henvendte sig til hertug Frederik om hjælp. Men stadig var en magtfuld gruppe under ledelse af rigsmarsken Mogens Gøye knyttet til kongen og søgte at skabe en fælles løsning. Den 20. januar 1523 sendte en større gruppe jyske rådsmedlemmer et brev til kongen, hvori de opsagde deres troskabsed. Dermed var konflikten åben mellem kongen og rigsrådet. Hertug Frederik kunne nu direkte tage initiativet og sikre sig magten i Jylland støttet af de oprørske rigsråder og de hurtigt mobiliserede bønder.

Med opsigelsesbrevet (Kilde 6B og Kilde 13) brød Christian den Andens kongemagt sammen. Han forlod København allerede den 13. april 1523 med sin flåde på omkring 20 skibe, medbringende sine arkiver, en stor formue, Sigbrit Willoms, Hans Mikkelsen, ærkebispen af Lund og andre nære medarbejdere for at søge militær støtte i Nederlandene hos sin svoger, den tysk-romerske kejser Karl den Femte (1519-1556). Kongen beherskede da endnu Øst-Danmark og Gotland med Finland.

Mogens Gøye og hans tilhængere overgik i marts til hertug Frederik og inden årets udgang var hans magtovertagelse i hele Danmark som kong Frederik den Første (1523-33) gennemført ved hjælp af lejetropper under hærføreren Johan Rantzau og ved støtte fra hansebyen Lübeck.

Teksterne er i uddrag og belyser i hovedsagen rigsrådernes opfattelse af begivenhederne ved Stockholms blodbad og viser deres argumentation mod Christian den Andens kongegerning og tyranniske styre. Alle kilderne er præget af, at retfærdiggøre afsættelsen af Christian den Anden.

Kilde 6A: De jyske råders sammensværgelsesbrev 21. December 1522
Brevet findes i Rigsarkivet, trykt i uddrag i A. Heise: Danmarks Riges Historie Bd 3, 1481-1536 s 248-49 (København 1902). Brevet var en henvendelse til hertug Frederik om at overtage magten i Danmark. Teksten er oversat til nudansk af Henrik Adrian. Se Kilde 12.

Brevet var sat i scene af landsdommeren Mogens Munk og hans bror Ribebispen Iver Munk. De var begge tæt knyttet til hertug Frederik, der sandsynligvis har taget initiativet og aftalt forløbet med de to. En række af de nævnte adelsmænd har ikke beseglet eller underskrevet dokumentet – de er angivet med *. De er således blevet sat under pres for at skifte side. Men i den kommende måned forhandlede især Mogens Gøye videre med kongen.

Vi Niels Stygge til Børglum, Niels Klavtsen til Silkeborg, Iver Munk til Ribe, Stygge Krumpen til Børglum, Ove Bille* til Århus og Jørgen Friis til Viborg, biskopper, Mogens Gøye*, ridder og Danmarks Riges marsk, Preben Podebusk, Niels Høgh, Joachim Lykke, Tyge Krabbe (1), Per Lykke, riddere og Danmarks Riges råd, Mogens Munk, Niels Ludvigsen*, Otte Holgersen*, Erik Eriksen*, Erik Stygge og Oluf Nielsen*, væbnere, gør vitterligt med dette vort åbne brev, at vi i lang tid har besindigt betragtet og overvejet den hellige kirkes ulykke og menig indbyggere udi Danmarks Riges skade og evige fordærv, da  den hellige kirke og dens personer imod al kristelig tro og råd besværes og berøves deres friheder, privilegier, gods og klenodier. Ligeledes er landets gejstlige mod dom, ret og kristen tro taget ved deres hals og aldrig mere kan de få deres ret tilbage. Messer, gudstjenester og alt det som Gud tilhører ødelægges, kættere som er gået over fra den kristne tro som os til den hellige kristentro med sine lutheranske skrifter for at lokke skalke og forvrænge alt det, som den evige Gud tilhører. Desværre ser vi dagligt for vores øjne, at i disse tre riger Danmark, Sverige og Norge er der ingen ærkebisp som hoved for den hellige kristentro næst efter vor helligste fader paven. Ligeledes er Fyn, Oslo, Bergen, Västerås, Skara og Åbo uden biskop; kirkens slotte, gårde, gods, kirker og præster i disse områder regeres af onde tyranner, skrivere og lægmænd, for hvilket vi i syv år af den evige Gud er blevet straffet med pest, sygdom, armod, fejde, krig…   

Noter til kilde 6A ved Henrik Adrian:
1) Povl Helgesen har måske skrevet brevet, argumentationen findes også i Skibykrøniken og i Frederik den Førstes håndfæstning, se Fortælling 27, kilde 17.

Kilde 6B: De jyske råders opsigelsesbrev til Christian den Anden, 20. januar 1523

Se Kilde 13

Der er diskussion om brevet nogensinde blev afleveret til Christian den Anden, selv nægtede han at have modtaget det. Underskriverne på brevet havde ikke alle sat deres segl under/eller underskrevet brevet. Fra hertug Frederik fik oprørerne besked på, at han ville overtage kongemagten i Danmark, og at han med en hær ville drage op i Jylland. Det gjaldt for oprørerne om at mobilisere lokalt, isolere de kongetro og vente til hertugens styrker nåede frem.

En gruppe adelsmænd med Mogens Gøye i spidsen søgte fortsat stadig at få en aftale i stand, og de havde ikke beseglet/underskrevet opsigelsen. Men der kom nu flere breve med opsigelse af troskab fra adelige til kongen især efter at hertug Frederik fra Holsten var draget op i Jylland med sin lejetrophær og stod ved Kolding den 13. marts.

Hertugen truede nu direkte Mogens Gøye (der holdt til på Skanderborg) og han skiftede derfor side i midten af marts 1523 sammen med Århusbispen Ove Bille og lensmanden på Koldinghus Oluf Nielsen. Snart efter indtog de sammen med de oprindelige oprørere deres plads i ledelsen af landet under den nyudråbte konge Frederik den Første. Han blev udråbt til konge på Viborg landsting den 26. marts 1523, hvor Mogens Gøye blev rigshofmester og Tyge Krabbe rigsmarsk.

”… Højbårne fyrste. Eders Nåde skal vide, at vi i dag fik Eders Nådes brev om at søge en herredag (1) nu på søndag i Århus, hvor vi skal tage ridderskabet her i landet med os. Da har vi nu alvorligt overvejet det svære og farlige regimente, som har været i Hans Nådes tid. Især er det på en sådan måde imod den reces (2), som Eders Nåde har givet og beseglet Danmarks og Norges riger og som Eders Nåde på sin kongelige ed og ære har forpligtet sig til at skulle holde over for rigets indbyggere uden al ondskab…

Vi har overvejet og betænkt den stockholmske herredag, hvor . . . biskopper, riddere og andre adelige så ynkeligt og uredeligt er omkommet fra deres hals uden al nåde, dom og ret. Vi frygter, at det samme også skal ske os uden al brøde efter den onde kvinde Sigbrits råd (3) der skamløst uden al skel har kaldt os alle af adelen her i riget for slyngler og forræddere . . . . Derfor er at frygte, som det almindelige rygte går, at Eders Nåde har inddraget udlændinge her til landet for at ville overfalde os efter samme kvindes råd og tilskyndelse.

I betragtning af disse førnævnte og andre mærkelige artikler tør vi på ingen måde komme til nogen herredag med Eders Nåde . . . og heller ikke sidde under Eders Nådes kongelige vold og magt. Vi ved ikke på noget tidspunkt vor hals fri. Vort fædreland, slægt og venner, arv og eje må vi heller ikke for Gud og mennesker svigte helt. Det skal være åbenbart for Gud, alle mennesker, herrer, fyrster og alt redeligt folk, at vi for førnævnte artiklers skyld og mest den sidste, (4) som Eders Nådes reces indeholder, er højst trængt til at opsige Eders Nåde den huldskab (5) og tro tjeneste, som vi har tilsagt Eders Nåde. Dette gør vi hermed helt. Dersom Eders Nåde vil overfalde os derfor uden al brøde, håber vi på den almægtige Guds, vore egnes og andre venners og tilhængeres hjælp til at forsvare og beskytte vore liv, hals og gods, indtil vi får anden beskyttelse og sikkerhed. Eders Nådes Kongelige Majestæt den evige Gud befalet ..."

Noter til kilde 6B ved Henrik Adrian:
1) Kongen havde indkaldt til møde i Århus, en herredag er et møde mellem kongen og de forskellige stænder. adel, præster, borgere og bønder.
2) Reces er en lov – her er det Christian den Andens håndfæstning, som ifølge de jyske råder er overtrådt af kongen på mange punkter, der opregnes i brevet.
3) Sigbrit Villoms (død 1532) var mor til Christian den Andens elskerinde Dyveke (ca. 1490-1517), og hun fungerede som politisk rådgiver for Christian 2.
4) Den sidste artikel i håndfæstningen omhandler retten til at opsige troskab til kongen og dermed være med til at afsætte ham.
5) Huldskab betyder: hengiven, tro adfærd over for nogen

Kilde 6C: Uddrag af Rigrådets brev til Søren Norby, 31. Jan 1523
Brevet findes i Christian den Andens arkiv, som han medbragte på sin flugt til Nederlandene og som blev suppleret med breve som han senere modtog der. Det findes trykt i Ekdahl: Christian den Andens arkiv, 1, 2 afd. s 347 (1855).

De oprørske i rigsrådet søgte at sikre sig støtte mod Christian den Anden, og da Søren Norby indtog en central rolle som lensmand på Visborg på Gotland og som overherre over slottene i Finland var det vigtigt for rigsrådet at få ham tilknyttet Frederik den Første, det lykkedes først i 1525. Rigsrådet opregner Christian den Andens overgreb:

”…Og fremfor alle den onde og fordærvelige kvinde Sigbrit, som mest har rådet og regeret Hans Nåde, efter hvis råd og tilskyndelse de værdige fædre, biskopperne af Strängnäs og Skara, og desuden så mange retfærdige riddere og gode mænd jammerligt uden dom og direkte mod kristelige breve og indsegl blev halshugget i Stockholm… Og efter hvad vi særlig har erfaret af samme onde  kvindes råd og skrivelse var I selv meget nær ved at blive halshugget (1)…”

Noter til kilde 6C ved Henrik Adrian:
1) Søren Norby spillede en vigtig rolle under Stockholms blodbad og forsvarede som den eneste Christian den Andens interesser indtil 1525, hvor han måtte lave en aftale om at overlade Gotland til Frederik den Første mod at blive lensmand i Blekinge. Han havde sammenstød med Sigbrit og Otte Krumpen flere gange i 1520erne.

Kilde 7: Wolfgang Utenhofs beretning (o. 1539), kort uddrag

Teksten er trykt i Danske Magasin, 3 Rk. 3. Bd s 12-13 (1851), den er nedskrevet af Wolfgang Utenhof omkring 1530.

Wolfgang Utenhof var Frederik den Førstes kansler og deltog aktivt i det politiske spil omkring hans overtagelse af kongemagten i Danmark i 1520erne og argumenterer for Christian som tyran.

”…Den følgende dag lod han alle rigets herskaber, gejstlige og verdslige, stævne på slottet i Stockholm under påskud at ville rådslå om alle rigets nuværende anliggender, og hvordan orden og myndighed skulle opretholdes i riget. I grunden havde han noget ganske andet i sinde, idet han på en ganske hemmelig og skjult måde ved bastarden (1) Søren Norby havde iværksat, at denne under hans kongelige kammer havde anbragt nogle krudtladninger, der dog ikke måtte beskadige ler ødelægge hans kammer, og antændt dette krudt, der naturligvis gav røg og larm, hvorfor enhver på slottet var kommet løbende til. Da det fra dette øjeblik stod alle klart, at kongens hemmelige plan var kommet for en dag, havde han straks sagt, at ilden og krudtet var anbragt under hans kongelige kammer af de svenske rigsråder med det formål at dræbe ham, og at han fra det øjeblik havde lade dem fange og sætte dem ind i et tårn og ladet dem blive derinde om natten…”

Noter til kilde 7 ved Henrik Adrian:
1) En bastard er født uægte, anvendes her som skældsord - Søren Norby fik ridderslaget af Christian den Anden ved kroningen i Stockholm 1520, han var flådeanfører og var søn af en fynsk lavadelsmand. Han opholdt sig på Visby slot frem til 1525 og repræsenterede Christian den Anden efter kongens flugt. Søren udnyttede bøndernes og borgernes utilfredshed i Skåne og angreb Frederik den Førstes styrker i 1525, men led nederlag på landjorden ved Helsingborg og mistede sine skibe til en dansk-lybsk flåde. Han aftalte herefter gennem en overenskomst med Frederik den Første at overgå til ham og sværge ham troskab og give Visby til danskerne mod at han  fik Blekinge som len. Han blev derefter tvunget til personligt at overgive Visby, der var belejret af lübeckerne. I den sammenhæng blev han snydt af danskerne og var ved at blive udleveret af danskerne til lübeckerne, men undslap og måtte derefter forlade Blekinge. Han flygtede gennem Livland til storfyrsten af Moskva, blev her holdt tilbage i flere år og tog ved sin frigivelse 1528 til Christian den Anden, der var i eksil i Nederlandene. Han fik ikke en varm modtagelse af kongen i eksil og gik derefter i kejserens tjeneste og døde kort efter under en belejring af Firenze 1530.

Kilde 8: Povl Helgesen: Uddrag af Skibykrøniken (afsluttet o. 1535)

Teksten er skrevet med håndskrift på latin og blev fundet indemuret i Skibby kirke 1650. Vi kender intet til omstændighederne omkring tilblivelsen, og da vi intet ved om Poul Helgesen efter 1534 er selve ophavssituationen helt ukendt.

Der er tale om årgangsnotitser, der begynder omkr. 1500 og afsluttes i 1534 midt i en sætning. Der er tale om både skarpe vurderinger og en række historiske oplysninger, der kan være hentet fra andre tekster og kilder. Overskrifter i kursiv er indsat af Henrik Adrian.

Teksten er oversat af historikeren A. Heise: Skibykrøniken, København. 1890-91 (genoptr 1967). Her er teksten tjekket med den latinske originalversion i www.middelaldertekster.dk. 

Povl Helgesen samlede skrifter er udgivet i: Skrifter af Pauli Heliæ I-VII, udg. Af Det Danske Litteraturselskab ved P. Severinsen, Marius Kristensen, H. Ræder og Niels Knud Andersen, 1932–48.

Spørgsmål til Povl Helgesen:

1. Ved at undersøge Povl Helgesens beretninger (Kilde 8A-F) kommer du ind i begivenheder, som havde stor betydning, men pas på Povl Helgesens vurderinger og domme om de forskellige personer. Historikere taler om en beretnings tendens – hvilken tendens er der i Povl Helgesens beretninger?
2. Hvordan karakteriserer Povl Helgesen de personer (Torben Oxe, Arkimboldus, Didrik Slagheck, Jens Andersen (Beldenak), Sigbrit Willoms, Mogens Gøye), kongen anvender som sine rådgivere  – hvordan bruger kongen dem og i hvilke sammenhænge? Hvad betyder det for rigsråd og adel?
3. Hvilke grunde giver Povl Helgesen til Christian den Andens nederlag i Sverige og hans flugt fra Danmark?

A. Om afladshandel og legaten Arcimboldus
Uddrag fra A Heise (oversætter): Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s 55

… I det herrens år 1517 sendte pave Leo den Tiende hr. Angelus Arcimboldus som legat her til Danmark (1).Ved at misbruge sin myndighed og sit hverv i altfor høj grad gav han årsag til Lutheriet, der nu udbreder sig så stærkt i Tyskland og andre nabolande. Tidligere kom der sendelser fra Rom, som medbragte megen opbyggelse, stor frugt, og stort udbytte enten til gudsfrygtens fremme og den videre udbredelse af den kristne religions hellige lærdomme eller også til styrkelse i troens læresætninger og til kætteriernes udryddelse. Men det gik med denne sendelse, som det under tidernes bagvendte gang var gået med flere tidligere (2): den var så forargelig, at den ved sin tøjlesløse frækhed udslukkede al fromhed og gudsfrygt, fordi den var faldet i hænderne på kommissærer, der havde styrtet sig selv i fordærvelsens dyb ved deres overdådighed, pragtlyst, ærgerrighed, vellyst, vellevned og utallige andre laster. Deres brøde er skyld i, at den hellige Romerkirke, der er hele verdens mesterinde og tidligere udmærkede sig ved sine mænds hellighed nu må høre ondt blandt verdens folkeslag og kaldes det skamløse Babylon, mens den tidligere blev anset for den kristne religions moder, ordner og leder.

B. Om Dyveke og Torben Oxe
Uddrag fra A Heise (oversætter): Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s 55-57

Samme år døde Dyveke, kong Kristierns frille, hendes død gav den ugudelige og grusomme fyrste  anledning til at styrte mange i fordærv og fremfor alle: to mænd af adelig byrd, Knud Pedersøn og Torben Oxe (3). Thi han påstod hårdnakket, at disse to mænd, da skøgen var syg, havde sendt hende nogle forgiftede kirsebær, hvoraf hun skulle være død. Denne kongens klage var dog kun ren bagvaskelse: men alligevel blev Knud på grund af den straffet med forvisning (4), Torben endog på livet, uretfærdigt helt sikkert, fordi han (som man mente) havde skyldfri hænder overfor kvinden (5), men alligevel retfærdigt, hvis det vejes på det guddommelige forsyns vægtskål. Thi samme Torben var hengivet til mange laster, voldsom og utålelig overfor alle, og han ville være blevet en lige så stor tyran, som kong Kristiern var, hvis han havde haft lige så stor magt, som han havde et grusomt og umildt sind. Men han blev henrettet St. Andreæ aftens dag (=29 november), uagtet legaten hr Angelus Arcimboldus, hele rigsrådet og en stor skare af de fornemste kvinder, som græd utrøstelig og sukkede, og gik i forbøn for hans liv hos den grusomme fyrste, men forgæves. Blandt disse var også dronning Elisabeth selv; men også hendes bønner blev afvist, en adfærd fra kongens side, der bragte ikke blot hende selv, men også alle tilstedeværende til at rødme.

C. Om Jens Andersen (Beldenak)
Uddrag fra A Heise (oversætter): Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s 57-60

Samme år fængsledes biskoppen i Odense, hr. Jens Andersøn under den almindelige herredag, som kongen da holdt i København. Kongens sag førtes og forsvaredes af de to lovkyndige, doktor Amalongus fra Tyskland (6)  og mester Jørgen Skodborg fra Danmark, den senere ulykkelige ærkebiskop (7). ….(anklagerne fremlægges)…

På alle disse beskyldninger svarede biskoppen uforfærdet og med stor ro og stillede gyldige grunde og kendsgerninger mod falske indbildninger og tomme mistanker, så at selv den romerske legat Arcimboldus, som da var tilstede, udtalte sin beundring herover. Men da han nok havde retten på sin side men ikke magt og vælde, så blev han kort efter fængslet og overgivet til ærkebisp Birger, der måtte stille borgen for hans forvaring. Senere blev han revet bort herfra og sendt til Vordingborg slot for at plages i et værre fængsel. Thi for at behandle ham med større grusomhed gav man ham fire landsknægte som vogtere, som ved deres daglige plagerier tilsidst skulle se at få livet fra ham. Da han derpå efter nogen tids forløb atter var blevet udsonet med kongen, fulgte han denne til Sverige, som nu var blevet undertvunget. Men da det her var gået dårligt ved kong Kristierns fejl, som ikke fulgte gode mænds råd, kom han endelig tilbage til Danmark og blev atter kastet i fængsel, først på Københavns slot, derpå på Flyinge borg (8) under opsigt af den udvalgte ærkebiskop mester Didrik (9) og så på Helsingborg. Men tilsidst blev han ved forsynets styrelse ført over til øen Bornholm, hvor han skulle komme til at takke lübeckerne for sin udfrielse (10)….

D. Om Stockholms blodbad
Uddrag fra A Heise (oversætter): Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s 67-69

…I det herrens år 1521 (11), da kong Kristiern den Anden havde underlagt sig hele Sveriges rige med væbnet magt med en stor sejr, hvori man kunne tro at se guds nådige tilskikkelse, hvis han havde forstået at bruge den vundne sejr. Derpå var han blevet kronet som rigets herre og begyndte straks at overveje, hvorledes han med et slag kunne straffe samtlige Sveriges stormænd på livet, for at han kunne tilrive sig magten alene. For at han nu kunne besmykke sin uhørte grusomhed med religionens skalkeskjul, lod han på den skamløseste måde som om, at han nærede interesse for pavestolen, hvis argeste fjende han eller var. Han anklagede dem (12) nemlig for at have sammensvoret sig mod den romerske pave, hvis bud og befaling de havde forpligtet sig til ikke at adlyde, dersom den rettedes mod dem, fordi ærkebispen af Uppsalas borg var blevet jævnet med jorden, og samme ærkebisp var blevet angrebet med vold og magt. Hvortil de dog var blevet tvungne af rigsforstanderen hr. Sten Svantesøns magt og tyranni (13), der nu allerede var død efter at han var blevet ramt af en kanonkugle i det første slag, som under Otto Krumpens og Knud Knudsøns anførsel leveredes ved byen Bogesund i Vestergøtland.

Efter at kongen ved bønner og tårer af alle tilstedeværende havde ladet sig bevæge til at tilgive dem alt, hvori de nogensinde havde forset sig mod ham selv eller hans fader, og også selv havde fældet tårer (thi han var mere tilbøjelig til tårer end til mildhed), så lod han dem altså på den tredje dag efter kroningen indbyde til gæstebud og derpå gribe, hvorefter han lod omtrent 70 mænd af adelig og borgerlig byrd kaste i fængsel, deriblandt de ærværdige fædre i kristus, hr Matthias, biskop i Strengnæs og hr Vincens, biskop i Skara. Alle disse lod han dagen efter føre ud af fængslet og offentligt halshugge på torvet i Stockholm. Befalingen udførtes af mester Didrik Vestfaler, der havde forrådt den pavelige legat hr. Angelus Arcimboldus, og Jørgen Hofmod (14), der var bøddel og profos blandt landsknægtene. Men ikke engang ved denne grusomste af alle grusomheder følte hans hjerte sig mættet. To dage efter lod han nemlig alle de myrdedes lig føre udenfor byen, kaste på et stort bål og derpå opbrænde med hud og hår, for at der ikke skulle blive det mindste tilbage af dem. Men den retfærdige gud tillod ikke , at denne umenneskelighed forblev uhævnet. Thi samme år faldt hele Sveriges rige fra ham og dette forfald var begyndelsen og anledningen til, at de andre kongeriger, hertugdømmer, grevskaber og herskaber faldt fra Kristiern den Anden, den berygtede tyran, til stor skade for ham.

E. Om Didrik Slagheck
Uddrag fra A Heise (oversætter): Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s 69-71

I januar måned i år 1522 efter verdensforsoningen, dagen før den salige apostel Povls omvendelsesdag (=24 januar), henrettedes mester Didrik Vestfaler, der tidligere hørte til den romerske legat hr Angelus Arcimboldus’ husstand. Han forrådte sin herres hemmeligheder, hvorefter Sigbrit tog sig af ham, denne kvinde, der var så vidt berygtet for sine skændige gerninger og sin grusomhed og anbefalede ham til kong Kristiern, til hvem han til sidst blev nøje knyttet ved den skændige føjelighed, hvormed han lod sig bruge til al slags uretfærdighed og således blev det ham, der ikke blot tilskyndede og rådede til alle den samme konges tyranniske gerninger, men også bragte dem til udførelse, og da navnlig halshugningen af Sveriges riges biskopper, adelsmænd og borgere i Stockholm og drukningen af de seks munke i Nydala cistercienserkloster. Han var dog i den grad grad blevet hævet til hæder og værdighed af samme kong Kristiern, at han først var blevet stillet som en slags statholder i spidsen for hele Sveriges rige, og senere blev denne blodhund, skønt han på den ynkeligste måde havde rygtet så højt et hverv, med vold indtrængt i ærkebispedømmet i Lund og bispedømmet i Skara, for at han skulle forestå disse to kirker som hyrde og tilsynsmand, denne forbryder, der havde gjort sig fortjent til galgen og helvede. Men da denne konge, når hans had var vakt, aldrig rasede så grumt mod nogen som mod sine egne fortrolige, så gik man også nu endelig frem med det største raseri og grumhed mod denne Didrik, idet han til hån for romerkirken og vanære for hele den gejstlige stand, uden at der var afsagt nogen offentlig retkendelse, blev brændt, efter han var blevet ført tilbage til bålet fra galgen, hvortil han førtes for at hænges på Gammel Torv i København (15).

Og gid denne straf må ramme alle dem, som forfører fyrsternes sind, hvem man kun bør indgive de bedste lærdomme, og som ved deres onde råd bringer deres troner til at vakle (16)...Noter til kilde 8 ved Henrik Adrian:1) Arcimboldus kom til Danmark og Sverige 1517 og havde westfaleren Didrik Slagheck med som sin hjælper og sekretær. De skulle sælge afladsbreve og gribe ind i konflikten mellem det svenske rigsråd og ærkebispen af Uppsala Gustav Trolle. Arcimboldus støttede da Sten Sture d.y. og fik Gustav Trolle til at træde tilbage fra ærkesædet mod at han selv overtog det. Didrik Slagheck afslørede sagerne for Christian den Anden og blev herefter en af kongens nære rådgivere og sekretær. Arcimboldus blev nødt til at flygte (til Sverige) og mistede de mange penge, der var indsamlet, til Christian den Anden. 2) Der havde tidligere i 1506 været en pavelig legat og afladshandler i Danmark.3) Torben Oxe var lensmand på Københavns slot og medlem af en rig højadelsfamilie.4)  Knud blev bortvist fra hoffet og opholdt sig på sin gård i Tim.5)  Torben Oxe blev anklaget for at have forgrebet sig på Dyveke, rigsrådet afviste anklagerne, kongen indkaldte da en ret bestående af 12 bønder, der idømte dødstraf.6) Hentet til universitet som retslærd (romerret) af Christian den Anden.7) Jørgen Skodborg var først sekretær i kancelliet, forhandlede på kongens vegne både med kejseren og paven og blev så udnævnt til ærkebiskop i Lund (1520) af kongen mod kapitlets valg af adelsmanden Jørgen Sparre. Men da han ikke ville aflevere Hammershus og Bornholm til kongen, trak kongen sin støtte tilbage, og fik atter med pavens godkendelse og god betaling hurtigt indsat Didrik Slagheck 1521.8) Flyinge ligger lidt udenfor Lund og tilhørte ærkebispen.9) Didrik Slagheck blev med Sigbrits og kongens indgreb indsat som ærkebisp i 1521, men kun for kort tid, da kongen lod ham henrette 1522. 10) Lübeckerne erobrede Bornholm i 1523, da de støttede hertug Frederik mod Christian den Anden, de frigav Odensebispen, der atter vendte tilbage til sit stift.11) Der er tale om en afskriftsfejl, det er 1520.12) Povl Helgesen refererer sammensværgelsesbrevet fra 28 november 1517.13) Sten Sture d.y.14) Jørgen Homuth var tysk officer, der som profos (auditør) skulle sørge for dommenes fuldbyrdelse. Han nævnes senere i det overgivelsesdokument, der udfærdigedes da Frederik den Første overtog København i 1523, i en samtale Jørgen Homuth havde med en lybsk udsending i Roskilde 1523 angav han tallet af henrettede til 82.15) En pavelig legat var mødt frem i København og krævede af kongen en forklaring på drabet af de to svenske bisper: Matthias og Vincents. Noget tyder på at kongen da brugte Didrik som syndebuk. Der kan dog også være tale om Didriks pengemisbrug i forbindelse med aflønning af lejesoldater. Men ved at brænde Didrik og ikke hænge ham, erklærede kongen ham som kætter.16) Den dag Didrik Slagheck blev henrettet, skrev Povl Helgesen forord til sin oversættelse af humanisten Erasmus fra Rotterdams ”Om den kristelige fyrstes opdragelse”, der var stilet til kong Christian: ” Gud unde Eders Nåde så at regere dette forgængelige rige, så I må få del i himmeriges rige med den barmhjertige gud, som bør være alle kongers eksempel i deres regimente, om de skal være uden straf.”  På latin var tilføjet: ”24. januar i det herrens år 1522 på hvilken dag vi har set den nu brændte mester Didriks ulykkelige udgang af verden, en straf som alle de fortjener, der besmitter og forfører fyrsternes sind med deres falske meninger.”  Bogen udkom først i 1534 nu med et andet forord. Kilde: A Heise (oversætter): Skibykrøniken, Kbhv genoptr 1967 s.71.

12. Biografi: Povl Helgesen

Han stammede fra Varberg i Halland (født omkr. 1485) og blev karmelitermunk først i Varberg og siden i Helsingør og blev i 1519 forstander for Karmeliterkollegiet i København, hvor han var knyttet til universitetet. Her forelæste han for de teologiske studenter og repræsenterede et reformistisk syn på den katolske kirke, og han støttede i begyndelsen dele af Luthers kritik. Han skrev selv og oversatte nogle af Luthers tekster og udgav en række bøger på dansk og kritiserede den katolske kirkes magtmisbrug. Han forelæste om Luthers kritik af kirken, men fastholdt sin tilknytning til pavekirken, som han forsvarede, mens han krævede reformer. Han holdt Sct.Hans dag 1522 en prædiken for Christian den Anden, hvor han sammenlignede kongen og hans forhold til Sigbrit og Dyveke med Herodes’ og hans skøge Herodias’ grusomhed. Kongen greb straks ind og nedlagde karmeliterkollegiet og Povl Helgesen måtte flygte til Jylland. Han var under oprøret i Jylland mod Christian den Anden i 1522-23 tilknyttet katolske adelige omkring skåningen og lensmanden på Helsingborg slot Tyge Krabbe. Mange af de opfattelser han skrev i sine skrifter er knyttet til denne kreds. Det er sandsynligt, at Povl Helgesen har formuleret de mange anklager mod Christian den Anden, som findes i Frederik den Førstes håndfæstning fra 3. august 1523, og som findes refereret i Skibykrøniken. Hans kritik rettede sig hurtigt mod Frederik den Første – som han betegnede som ”kirkerøver” (sacrilegus) - især, da han tillod lutherske prædikanter. Mange af hans egne elever blev hurtigt evangeliske prædikanter, og han kom derfor i voldsom konflikt med den evangeliske bevægelse i slutningen af 1520erne. Han skrev og udgav 9 bøger på dansk 1526-34. Det var en række tekster, der forsvarede det teologiske grundlag for pavekirken, rettet direkte mod de forskellige evangeliske prædikanters skrifter. Skibykrøniken var ikke kendt i samtiden og er blevet til som samtidige årbogsnotitser og har en klar tendens rettet mod de evangeliske prædikanter, som Povl Helgesen oftest opfattede som ulærde og kættere. Teksten er håndskrevet på latin og findes i dag i det Kongelige bibliotek. Povl Helgesen var efter Københavns Universitets sammenbrud omkring 1525 blevet knyttet til Roskilde domkirke, hvor han var lektor og underviser. Han blev i denne sammenhæng kirkeværge for Skibby kirke i Hornsherred, så det er ikke tilfældigt at hans notater (”Skibykrøniken”) blev fundet indemuret i kirkevæggen o. 1650. Krøniketeksten er uafsluttet i 1534, den afbrydes midt i sætning. Vi kender hverken til hvem, der har anbragt teksten i Skibby kirke eller hvad der er sket med Povl Helgesen i 1534 eller 35. Der er ingen oplysninger om hans død eller forsvinden. Teksten – eller dele af den har været kendt af senere historikere som Anders Sørensen Vedel, Hans Svaning og Arild Huitfeldt, da de fik rådighed over den lærde franciskanermunk Peder Olsens materiale, der også var knyttet til domkirken i Roskilde og som døde o. 1570. Han har kendt og anvendt teksten eller dele af den. Hans skrifter er udgivet ”Skrifter af Paulus Helie Bd 1-7” (1932-48).Biografi Kai Hørby: Paulus Helie i Dansk Biografisk Leksikon 3 udg. (1979-84) på nettet.Sebastian Olden Jørgensen: Poul Helgesen i Arkiv for Dansk Litteratur www.adl.dkGert Posselt: Poul Helgesen i Dansk biografisk leksikon 3.udg. (1979-86/2014) på nettet.Gert Posselt: Paul Helgesens læsning af Luther i Historisk Tidsskrift, Bind 5. Række 4 (1989) s 225-254.

Kilde 9: Olaus Petri: Uddrag af ”En svensk krönike” (o.1545)

Olaus Petri var selv øjenvidne til begivenhederne i Stockholm i november 1520, hvor han var knyttet til biskop Matthias af Strängnäs. Han blev siden en af de vigtigste evangeliske præster og skrev både historiske og evangeliske tekster, han havde adgang til lokale kilder og materiale. Han var i en række år kongens kansler, men kom i konflikt med Gustav Vasa og blev anklaget og fængslet i 1539. Han blev dømt til døden, men blev benådet og var i sine sidste år præst ved Storkyrkan i Stockholm. Hans beretning er præget af, at Christian den Anden opfattes som tyran. Teksten blev ikke trykt i samtiden – først i 1818. Den var for politisk kontroversiel for Gustav Vasa.

Teksten er skrevet på gammelsvensk i et manuskript, som Gustav Vasa konfiskerede førend det kom i trykken, og en samtidig afskrift findes trykt i G.E.Klemming (udgiver): Olai Petri: Svenska Krönika Stockholm 1860 s 328-333 (den findes på nettet i Runebergprojektet) – slå op under Olaus Petri. Den er anvendt her og oversat til dansk af Henrik Adrian.

”…Da nu alt var udrettet i kirken (1), som skulle udrettes der, gik kongen til bords og havde svenske, tyske, danske som gæster og holdt højtid tre dage i træk. Da nu den højtid var endt, om onsdagen næst derefter, påbegyndtes et andet gæstebud. Da havde kongen alle de svenske herrer med de danske og de tyske forsamlede i den store sal på slottet, og havde tilrettelagt det således, at ærkebisp Gustav Trolle trådte frem og begyndte at klage over den overvold, som var sket mod ham forrige år af herr Sten og hans medhjælpere, da Skt. Eriks slot (2) var nedbrudt, og på den hellige kirkes ejendomme var sket stor skade, og det var hans begæring , at Stäket skulle genopbygges, og al den skade, han havde lidt, skulle gengældes ham. Derpå gik hans klagemål retsligt ud.

Men kongen, som havde iværksat dette således underhånden, havde i sinde at udrette andet med det samme klagemål, end ærkebispen kunne besinde, thi han stræbte efter mange mænds liv dermed. Og da ærkebispen ikke stod dem så alvorligt efter livet, som han havde klaget over, blev kongen vred på ham og straffede ham hårdeligt med ord for dette, så at ærkebispen blev bange.

Da nu disse klagemål gik fru Kirstina, Herr Stens efterleverske hårdt på, fremlagde hun det brev, som var givet på, at Stäket skulle nedbrydes og Gustav Trolle aldrig efter den dag skulle anerkendes som ærkebiskop. Alle, som havde udstedt brevet, havde også sammensvoret sig på at ville forsvare, lide og undgælde, for hvad der måtte komme efter.

Af den forpligtelse tog kongen anledning til at regne alle dem, som havde beseglet det brev, for bandsmænd.

Og eftersom biskop Brask af Linköping også havde hængt sit segl derpå, så fremsatte han sin undskyldning på den måde, at han sagde , at han var blevet nødet og tvunget til den besegling og dermed blev han fri. Men biskop Vincents i Skara og biskop Matthias i Strängnäs og mange af den svenske adel med deres tjenere og Stockholms borgere blev taget ved halsen og sat i fængsel, nogle i tårnet, nogle i kapellet og nogle andre steder på slottet og sad der over natten.

Så var aftalerne fra Uppsala (3) helt glemt og alle de bekræftelsesbreve som var underskrevet og sendt fra Danmark (4). Ligeledes var alle løfter og og forpligtelser som han (kongen) havde givet ved pinsedag kort tid før, da han selv med sin skibsflåde kom til Stockholm. Ja, alt det som i kongens hyldning og kroning var blevet lovet, og som der var sværget på, blev glemt.

Om morgenen dernæst efter, som var ottende dagen efter alle helgenens dag, lod kongen blæse med trompet og lod udråbe at ingen måtte gå ud af sit hus, men alle skulle blive derinde, hvor de var. Og ved middags tid lod han bispen i Skara og bispen i Strängnäs med riddere og riddermændsmænd og borgere som han havde fanget, lede ud på det store torv for der at aflive dem. Og da de så var kommet til torvet og stod samlet stod nogle af kongens råd oppe på rådhusets balkon. Niels Lycke fik ordet og talte til folket, som stod på torvet, og bad om, at de ikke skulle forfærdes over den straf, som her blev udført. Thi den kongelige majestæt – sagde han – havde været tilskyndet i den grad til denne straf af ærkebiskop Gustav, som havde ligget tre gange på knæ foran kongen og bedt og begæret om, at den uret han havde lidt, måtte blive straffet, og meget andet ville han opgive for at kongen skulle påtage sig det. Da råbte biskop Vincents direkte til ham og sagde, at han ikke fortalte sandheden, mens hans konge handlede med løgn og forrædderi mod svanske mænd, og han krævede at de fik en dom og fik at vide, hvad de skulle dø for, og han talte kraftigt mod kongen og sagde at Gud ville hævne sig over sådan overvold og uret. Det samme råbte Anders Ryd og Anders Karlsson, som stod samlet med de andre, og de krævede, at svenske mænd skulle indse deres skade og ikke lade sig skammeligt forråde med falske breve og aftaler, som det nu var sket, og at de skulle modarbejde sådanne tyranner, hvis de kunne og de råbte på hævn i himmelen.

Og så blev da biskop Matthias af Strängnäs først afhugget lige overfor rådhuset og hans hoved blev lagt mellem hans ben, hvad der ikke skete med de andre. Hvis der var nogen af de svenske, der havde lagt sig ud for kong Christiern i de mange møder om aftaler, så var det biskop  Matthias, og det havde været umuligt for kongen, hvis han skulle have sin vilje her i landet, hvis det ikke havde været biskop Mathias. Men det blev han belønnet for.

Dernæst blev biskop Vincents afhugget og efter ham Erik Abrahamson, så Erik Knudsson, så her Erik Johansson, derefter Erik Ryning, her Erik Nielsson, Eskil Nielsson, Joachim Bragde, Mogens Green, Erik Kuse, Olaf Björnson, Gunnar Galle, Bennett Eriksson.

Og siden borgmestrene, og det disse efterskrevne, først tre borgmestre, Jöns Gudmundsson, Anders Olafsson og Anders Henriksson. Siden disse efterskrevne rådmænd, Olaf Hanson,  Mogens Budde, Baggans Björn, Anders Ruth, Anders Karlsson, Michil Nielsson, Knuth Öning, Erik Helsing, Peder Eriksson, Asmund, Mats Krone, Jacob Pedersen, Niels Birgerson, og Henning Grønskalle.

Af menigmand, de som er kendte navne er Henrim Stråbock, Lambret Båding, Hans Weser, Simon Skrædder, Lande Niels, Peder Stafansson, Poul Skinder, Gudmund Skinner, Erik Smelter, Peder Budde, Anders Kødmanger, Mats Tøndebinder, Niels Matsson, Lambret Bartskærer og Lasse Hass.
Disse og nogle flere blev afhugget den første dag.

Men endnu dagen efter blev Ketil Skriver og seks eller otte afhugget sammen med ham. Og de døde kroppe blev liggende på torvet fra torsdagen hen til lørdagen. Og det var et ynkeligt og jammerligt syn at se, hvordan blodet og vandet løb i rendestenene ned over torvet. Ja det var et græsseligt og ubarmhjærtigt mord, som ingen kan forstå, når den som først har båret Kristus’ navn (5) har udført det, han som har forrådt og bevidst har ladet dræbe så mange mennesker uden dom og mod sine egne eder, løfter, breve og segl. Kong Christiern har ikke alene dræbt kroppen, men også så meget som han kunne og taget sjælene med, idet de uforberedte blev halshugget og ikke fik nogen præst, som kunne tage dem til skrifte og undervise dem til deres sjæles salighed, hvor man dog ved åbenbare mordere, tyve og røvere giver dem den yderste trøst. Selv da kroppen var fordærvet, må dog sjælen bevares. Men kong Christiern var ikke så til sinds, men han ville ødelægge både liv og sjæl og gav ikke mulighed for at den enkelte kunne bekende før sin død. Men han lod en stor del af dem hente ud af deres hus, hvor de var i deres arbejde, og hvor de intet ondt forventede, og lod dem straks føre til torvet, og lod dem halsen hugge af, som det skete med Lambert Bartskærer, der netop stod og ragede en kunde, da han blev taget og ført til torvet, og Lasse Hass som stod på torvet blandt kongens knægte og så på, hvordan de andre blev henrettet, og græd derover, hvorefter han blev fanget og halshugget…

Så lod da kongen tænde et stort bål om lørdagen på Södermalm og lod så de døde kroppe slæbe derud og lod dem brænde op. Han lod så her Stens døde legeme (6), som i mere end et halvt år havde ligget i jorden, opgrave, sammen med et spædbarn og lod dem med de andre brændes. Her Morten Jonsson, kannik i Stockholm, var ligeledes blevet gravet op, det udførte ærkebispen. Således blev nu alle disse brændt som bandsmænd, da de havde været imod ærkebispen og samtykket i, at hans slot skulle nedbrydes. Men kong Christiern regnede dem ikke for bandsmænd, da han blev hyldet som konge. Heller ikke regnede han biskop Vincent og biskop Matthias for bandsmænd, da de hjalp ærkebispen med at krone sig, men alligevel skulle de brændes som bandsmænd. Dog Gud har intet tilgivet. Da nu borgerne var blevet halshuggede, blev alle deres nøgler taget fra deres fruer, og deres guld, sølv, penge og alle deres bedste varer blev taget fra dem som forbrudt gods, på trods af, at der ikke var afsagt nogen dom, og hustruerne kunne beholde huset tomt. Og siden de første henrettelser blev mange henrettet blandt hvilke var Oluf Walram og Erland Esblörnson. Men de som dag efter dag blev hængt på Stortorvet, har man ikke præcise tal på, da galgen altid var fyldt op og sjælden tom. Men de, som blev hængt, var mest herremændenes tjenere, og mange blev hængt med støvler og sporrer på, når de kom ridende til staden, så af hesten og i galgen, det var græsseligt.

Da nu de gruelige mord var sket i Stockholm sendte kong Christiern bud til Finland og lod her gøre det samme. Der blev da halshugget her Åke Orianson, Tönne Eriksson, Niels Eskilsson, og Hemming Gadh, som da var der med mange andre. Og fru Kirstin (7) med nogle andre fribårne kvinder lod han fængsle og de blev siden ført til Danmark…

Noter til kilde 9 ved Henrik Adrian:
(1) Storkyrkan i Stockholm, hvor kroningen af Christian den Anden fandt sted.
(2) Sankt Erik var Uppsala-ærkestifts vigtigste helgen og var således ærkebisp Gustav Trolles beskytter, slottet er Almare-Stäket.
(3) Uppsalaoverenskomsten mellem hærføreren Otte Krumpen og det svenske rigsråd om amnesti fra marts 1520.
(4) En række kongelige bekræftelser på amnesti og rigsrådets deltagelse i den ny konges regering.
(5) Christian – Kristus - kristen
(6) Sten Sture d.y. –død vinteren 1520
(7) Kristina Gyllenstierna, Sten Sture d.y. hustru, se biografier.

Kilde 10: Olaus Magnus: ”Historia de gentibus septentrionalibus” – Historien om de nordiske folk, trykt på latin i Rom 1555. Uddrag.

Olaus Magnus var sammen med sin broder Johannes Magnus betydende humanister i første halvdel af 1500-tallet i Sverige. Olaus blev født i Linköping 1498. Han var sognepræst i Stockholm, blev domprovst i Strängnäs og arbejdede i 1520erne som diplomat for Gustav Vasa. Begge brødre var reformorienterede, men vedblev med at være katolikker og tilknyttet pavekirken. Olaus afløste sin broder Johannes som ærkebiskop i eksil for Uppsala og endte sit liv som forstander for Birgittastiftelsen i Rom.

”Historia de gentibus septentrionalibus” udkom på stiftelsens trykkeri 1555 og er et omfattende forsøg på at fortælle om de nordiske landes ressourcer, landskaber og natur og kultur. Bogen blev spredt ud i Europa og gjorde de nordiske forhold kendte. Det er således den første etnografiske fremstilling om de nordiske folk.

Olaus overværede ”Stockholms blodbad” 1520 og hans beretning herom er skrevet mange år efter begivenhederne, men fortæller om, hvordan man opfattede Christian den Anden udenfor Norden i midten af 1500-tallet.

Teksten findes i en noget bedaget svensk oversættelse fra 1909-25 på 5 bind. Uddraget er oversat herfra s 373-76. Den er oversat til dansk af Henrik Adrian. Den svenske tekst findes i et genoptryk i en pocketudgave fra Gidlunds Förlag 2001.

Ottende bog. Niogtredivte Kapitel: Om kong Kristierns strenghed
Danmarks konge med navnet Kristiern den Anden var præget af hans glemsomhed og afvisning af kraftige råd og formaninger om forsigtighed. Gennem mange slags listige kunstgreb ved mange forskellige tilfælde og med bistand af stormænd i Svea og Göta rige, der tilhørte det danske parti, og med nogle, som var blodsfæller og i familie med danskere (blandt hvilke også var den ulykkelige Gustav Trolle, ærkebisp i Uppsala (1), var det omsider lykkedes for ham, at komme i besiddelse af omtalte rige. Han viste sig da, som en i den grad ond og streng hersker, at han uden hensyn til den aflagte ed eller beseglede breve med Herrens legemes bekræftelse og uden at bevæges til medlidenhed af nogen som helst beklagelige omstændigheder, på en og samme dag,  den 8. November 1520 - , opmuntret af onde mænds gudløse råd, skændigt lod herrer af forskellige stænder, stormænd, rigsråder og almindelige borgere henrette med sværd i et antal af 94, og bagefter lod deres lig ligge ubegravede i 3 dage fremfor Stockholms rådhus, til de endelig blev ført udenfor byen for at brændes; til hvilket jeg selv under frygt og bæven havde været øjenvidne. I sandhed et skrækkeligt skuespil, hvilket uden tvivl må have fremstået for Kristierns sjæl, da han ovenikøbet selv senere hjemsøgtes af tusinde ulykker. Han har derved ikke kunnet undgå at overveje, at erindre, hvordan han dengang på onde rådgiveres tilskyndelse, lod de grueligste straffe  ramme dem, som han lige havde modtaget med kongelig tilgivelse, og samtidig de foregående dage havde indbudt som gæster til sit kongelige bord. Ja, i sin ondskab for han ikke frem på normal vis. Således lod han en foged (2) Magnus Johannis korsfæste, som havde været fædrelandets dygtigste forsvarer. Det gik således til, at man lagde ham på jorden og bandt ham til en planke, derpå afskar man hans kønsorganer og rev bagefter hjertet ud af hans krop samt slyngede under fornærmende tilråb begge dele i ansigtet på den ulykkelige. Dette viser, at kongen var blevet drevet til et raseri, som savner modstykke, og som skabte rædsel for alle tider. Under natten, der fulgte denne dag, kunne man høre de ulykkelige enker, hvis mænd lå halshuggede på torvet som føde for dyrene, og som selv af de rovgridske danske høvedsmænd blev frarøvet deres penge og ejendele, mens de selv uden trøst klagede og jamrede. Forbandede udyr var i sandhed disse håndlangere, som direkte udnyttede skrækken for kongens navn og med trusler om onde gerninger udplyndrede alle, selv de uskyldigste, for alt lige til deres ære og kyskhed. Bedre var heller ikke de umyndiges og faderløses lod, de, der måtte lide for deres forældre og var blevet berøvet alt, hvad de ejede. En lang og skrækkelig beretning har jeg været nødt til at skrive, jeg som under tårer var vidne til det med alle de enkeltheder, hvor jeg vil fortælle om de særlige omstændigheder ved denne hjemsøgelse, under hvilken guddommelig og menneskelig ret trådtes under fode og ingen hensyn blev taget til tro og love, heller ikke til gudsfrygtens bud, da alt blev gjort med gudsløs frækhed og overalt herskede jammer, blodbad og død, hvor der ingen steder var udveje til at flygte, og på den anden side var det heller ikke muligt at overleve mellem dragne sværd og rasende mennesker. Staden blev bevogtet af årvågne vagter, så at ingen kunne flygte fra dette hele borgerskabets fælles fængsel og fortælle hele denne række af grusomheder til rigets indbyggere. Thi hvis folkets frie flertal straks havde fået viden derom, ville ingen af de begåede ugerninger være forblevet uhævnede.

Noter ved Henrik Adrian (kilde 10.1):
(1) Gustav Trolle var søn af den svenske rigsråd Erik Trolle og havde studeret i Köln og Rom, han blev udnævnt til domprovst i Linköping 1513, ærkebisp i Uppsala 1514 med pavelig godkendelse. Han tilhørte som sin forgænger på ærkebispestolen Jacob Ulvsson det svenske unionsparti og var tilhænger af et rådsstyre udenom Sten Sture d.y.
(2) Slotsfogeden i Stockholm Måns Jönsson.

Ottende bog. Fyrretyvende Kapitel: Mere om samme konges strenghed
Da kongen mærkede den modvillige stemning, fandt han sin redning i flugten, og han så sig få dage efter nødsaget til at tiltræde tilbagerejsen til sit danske rige. Undervejs lod han mange aflive på hjul og stejle (1), ved hængning og på en anden uhyggelige dødsmåde nemlig firedeling(2). Særlig for han vildt frem i Vadstena, den hellige Birgittas by i Östergötland og ligeledes i Nydala kloster (3). På det sidstnævnte sted, hvor han endog var blevet modtaget med den største gæstfrihed, lod han straks efter messen på den hellige jomfrus kirkegangsdag (kyndelmisse = 2 februar)(4) abbeden og syv munke gribe, lod deres hænder bagbinde og kastede dem i en strid strøm for at drukne dem. Da abbeden lykkedes at slide sig fri af sine lænker takket være sin kropsstyrke og svømmende kom til bredden, blev han der modtaget af kongens drabanter, som knuste hans hoved og således tog ham af dage. Ligeledes blev nogle spæde drengebørn – skønt man ellers plejer at skåne sådanne for fjendens barberi – tilhørende den strålende västgötaslægt Ribbing, aflivet med sværd for tyrannens øjne. Som følge heraf var det, at han uagtet, at en styrke på 30.000 mand af landets befolkning var samlet under hans befaling, alligevel skyldplaget som han var, tog vejen gennem fjerne og uvejsomme bygder og hellere rejste ved nattetid end om dagen; indtil han efter en hastig færd ankom indenfor sit danske riges grænser. Men heller ikke der fik han længe leve i tryghed, men fik snart anledning til samme angst og skræk. Thi med uerhørt hastighed spredte sig overalt allerede inden hans ankomst rygtet om hans forbrydelse særlig blandt de kejserlige undersåtter i Holland, Brabant med flere lande, hvor han tidligere, da han stod på højden af sin ære og anseelse, havde modtaget megen hyldest og berømmelse(5). Det var inden han havde anstiftet dette umenneskelige blodbad på en mængde uskyldige mennesker. Jeg ville ønske at Saxo, danskernes bedrifters beretter, med sin store tolerance kunne fortælle mig, om hvorvidt han også her var stemt for at anvende den ytring, som han indskyder på et sted i 12.Bog anført her tidligere i 37. kapitel (6), at ”dette skuespil, hvor forfærdeligt det var at se på, alligevel i virkeligheden kom danskerne til nytte”, eller med andre ord, om han virkelig mener, at det er gennem strenge straffe og pinsler og ikke snarere gennem mildhed, høflighed, retfærdighed og øvrige kongelige dyder, at riger erhverves og fastholdes. For så vidt skulle han da med baggrund i erfaringens vidnesbyrd tvinges til at erkende, at danskernes ondskab, som i de foregående bøger og nu senest i beretningen om Kristierns udåd tilbagekaldt i erindringen, påfører dette folk og dets konger mere vanære, afsky og foragt, end de skulle tvinges til at udstå, end hvis de var menneskelige og retfærdige. Såvidt de ikke sætter deres ondskab på spil, ligesom de gennem svig og list tror sig mægtige i deres uretfærdighed, i det at de lumsk påføres skade efter rageknivens skraben, det dog Gud forbyde. Thi hvem kan trygt indlade sig i nogen handel med sådanne mennesker og tænke, at det vil kunne opretholdes, da de (som Saxo i 4.bogs sidste afsnit forsikrer) ikke mener at løgn og bedrageri er skam og uret? Var derfor deres tale ja ja, nej nej, og alle skulle tro på dem. Nu må ærlige mennesker ikke mene, at det jeg ovenfor har fremstillet, er udtalt af had eller nag mod det danske folk eller af misundelse over dets tidligere bedrifter, jeg har heller ikke givet en fuldstændig redegørelse for kong Kristierns grusomhed, jeg har endvidere med vilje udeladt langt mere forfærdelige sager, som ikke kan læses langt mindre nedskrives uden skræk og suk. Imidlertid udsendte den danske adel efter den omtalte kong Kristierns fordrivelse 44 artikler til Rom og alverden, for at det kunne læses af enhver, en retfærdiggørelse af opsigelsen denne til konge (7). Således har også rigsråderne i Svea og Göta rige ligesom i Norge såvel tidligere som bagefter gentagne gange undskyldt sig gennem udsendte skrifter og breve. Om det, at jeg skriver med større bitterhed end andre, dog i samme omgang sandere og mere kortfattet, skyldes, at jeg modigt kan aflægge vidnesbyrd i denne sag, mens jeg med stor fare for mit eget liv og under stor græmmelse selv var tilstede ved dette sørgespil og med smerte blev tvunget til at påse mit folks ulykker. Desværre synes disse nu tusindgange forøget og er uden håb om lindring og forværrede i følge af gudløse lovbestemmelser og mange skags undertrykkelse (8). Slut på den ottende bog.

Noter ved Henrik Adrian (kilde 10.1):
(1) Den dræbte parteres og kroppen hænges op på et hjul, der står på en stage. 
(2) Kroppen parteres i 4 dele.
(3) Vadstena ligger på den klassiske kongehyldingsvej (Eriksgatan) som en ny svensk konge skulle følge rundt i Svea- og Götaland. Nydala cistercienserkloster ligger i Småland.
(4) Det er helligbrøde at dræbe mennesker i forbindelse med gudstjeneste og at dræbe gejstlige.
(5) Christian den Anden var i Nederlandene og søgte støtte til at få udviklet handelen i de skandinaviske lande og sætte hansebyerne på plads. Hans giftermål med habsburgerne (Elisabeth) var en del af disse planer.
(6) Saxo anvendes til at påvise danskernes ondskab og forvrængede opfattelser. Saxos værk ”Danernes bedrifter/Gesta Danorum” var i 1514 blevet udgivet i bogtryk i Paris og var dermed kendt i den europæiske lærde verden.
(7) Rigsrådet udsendte en beskrivelse af Christians tyranniske adfærd, som forfatteren har kendt og anvender.
(8) Som fordrevet – ærkebisp i eksil – retter forfatteren sin katolske vrede mod de reformerte magtforhold i de nordiske lande.

Historikernes tolkninger af Christian den Anden og Stockholms blodbad

Tekst 11: Henrik Adrian: Historikeres tolkninger af Christian den Anden og Stockholms blodbad – historikerfejde?

Stockholms blodbad - en historikerfejde
De nordiske historikere har siden 1800-tallets midte diskuteret og vurderet Christian den Andens politik overfor Sverige og de svenske adelige på en kildemæssig baggrund. Uenighed om kildegrundlaget, fortolkningerne af Christian den Anden og hans rådgiveres motiver og baggrund har været meget forskellige. Det er typisk, at historikerne har bevæget sig fra selve begivenhederne i 1520 og efterhånden har inddraget bredere europæiske og nordiske sammenhænge, ligesom Christian den Andens personlighed er blevet nøjere undersøgt.

Her vil jeg først se på de ældste historikere fra 1500-tallet – deres beretninger og fortolkninger indeholder materiale, der siden er forsvundet, men deres tolkninger fik stor betydning.

I oplysningstiden med enevælde og den begyndende nationalisme ændres tolkningerne og med den moderne historieforskning og kildekritikken inddrages flere nye aspekter. Der var diskussion mellem danske historikere, der gav Christian den Anden skylden for blodbadet og svenske historikere, der anklagede Gustav Trolle. En dansk historiker Niels Skyum-Nielsen tolkede de grundlæggende kilder på en ny måde og i sidste halvdel af 1900-tallet kom det således til nye tolkninger. De seneste tolkninger efter år 2000 er kommet fra nye svenske historikere (Dick Harrison, Lars Ericksom Welke og David Lindén).
 
1. De ældste historieskrivere- 1500-tallet
De ældre historieskrivere: - Povl Helgesen, Hans Svaning og Arild Huitfeldt på den danske side og Olavs Petri og brødrene Olaus og Johannes Magnus på den svenske side havde næsten den samme opfattelse af Christian den Anden og hans rådgivere. Kongen var efter den middelalderlige augustinske opfattelse ikke den ”kristne og retfærdige fyrste”, men en tyran, og dette var netop 1500-tals historikernes tolkning.

Her adskilte de katolske og de nye protestantiske opfattelser sig ikke fra hinanden. For Svaning og Huitfeldt i sidste halvdel af 1500-tallet var det vigtigt, at det var kongen, der brød sin kontrakt (håndfæstningen) med adelen og underminerede adelens konstitutionelle stilling.

Derved blev Povl Helgesens skrifter og Frederik den Førstes håndfæstning - med de mange klagepunkter (se Fortælling 27, kilde 17A) måske formuleret af Povl Helgesen - ofte udgangpunktet for tolkningerne også senere hen.

De svenske tolkninger i 1500-tallet var helt på linje med de danske, men her er det dog ikke så meget adelens selvstændighed og rettigheder, der er i centrum for tolkningerne og kritikken. Den nye vasakonge – Gustav – erklærede sig også som arvekonge (som Christian i 1520) og fastholdt fremover Christian den Andens tyranniske adfærd som centrum for fortolkningerne og retfærdiggjorde dermed sin egen nye vasa-kongemagt. Den var også skabt gennem vold, tvang og henrettelser.

2. Ludvig Holbergs Danmarkshistorie
Det er først med oplysningstiden og enevælden i 1700-tallet at nye tolkninger kommer frem. I sin ”Dannemarks Riges Historie bd II” (1733) redegør Ludvig Holberg for de mange gode sider ved Christian den Anden. Nu lægges der vægt på hans indgriben til fordel for borgerne og bønderne og på den lovgivning han gennemfører 1521-22 under ledelse af Malmøs borgmester Hans Mikkelsen. Holberg tager afstand fra den rige højadels interessevaretagelse, selvom han også tager moralsk afstand fra kongens optræden i Sverige.

Dermed tager Holberg stilling imod den tidligere kansler Arild Huitfelds adelige forsvar for oprøret mod Christian den Anden og støtter indirekte ”arvekongen”. Holberg støtter at Christian den Anden hele tiden holdt adelen og ”de store tommelfingren på øjet” og roste hans handelspolitik  for ” at et stort og berømmeligt rige ikke længere skulle være høker for hansestæderne”.

Holberg kan se, at der netop er tale om en bestemt interessevaretagelse, når kansleren og adelsmanden Arild Huitfeldt tager afstand fra Christian. Hvis ”denne konges liv og levned havde været beskrevet af en borger i stedet for af en herremand – af Hans Mikkelsen i Malmø i stedet for rigets kansler Arild Huitfeldt, - var det langfra ikke blevet så hæsligt.”

3. Kilderne kommer frem igen – 1800-tallets diskussion
De første århundreders historieskrivning byggede i høj grad på de beretninger, som fremkom i 1500-tallet. De mange dokumenter Christian den Anden medførte i sit eksil i Nederlandene var da forsvundet. Men i 1820erne fandt en historiker hans arkiv i Bayern og en norsk historiker hjemførte i 1829 størstedelen af arkivet til Norge. Nu kunne man direkte kontrollerer de gamle beretninger og med de nye oplysninger skabe et mere nuanceret billede af Christian den Anden. Men først ind i midten af 1900-tallet havde man fået orden på de mange papirer og fordelt dem mellem arkiverne i Danmark, Norge og Sverige. Fundet af arkivet fik i 1800-tallet to danske historikere C. F. Allen: De tre nordiske Rigers historie under Hans, Christian den Anden, Frederik den Første, Grevefejden, 1497-1536 bd. I-V, (1864-72) og Caspar Paludan-Müller: De første Konger af den Oldenborgske Slægt (1874) til at undersøge Christian den Andens politik i Sverige. Hvor C.F. Allen var sympatisk indstillet overfor kongen og prøvede at vurdere hans politik udfra samtidens krav og normer, søgte Paludan-Müller frem til en forklaring på begivenhederne – fx var det for ham Didrik Slagheck, der ”forledte” den vankelmodige Christian til at gennemføre Stockholms blodbad. Allen fik stor betydning for de kommende fremstillinger – hans bredde og kulturelle interesse, der lå udover den klassiske politikbeskrivelse – fik betydning for både Troels Lund: Dagligt Liv i Norden i det sekstende Århundrede  I-XIV (1879-1901) og for Erik Arup: Danmarks historie II (1932).

En samlet populær fremstilling af perioden med baggrund i de mange kilder kom tidligt i Danmarks Riges Historie Bd III 1481-1588 (1900) s 169-91 (af A. Heise).

4. Den kritiske historieforskning – fra Weibull til Skyum-Nielsen
Det var historikeren Lauritz Weibull fra Lund, der i 1928 gav anledningen til den mest grundige kildedebat om Stockholms blodbad og Christian den Anden.
Baggrunden for den følgende diskussion var en nøje kildeanalyse af de beretninger og dokumenter, der stammede fra 1520 og perioden efter.

Hoveddokumentet fra blodbadet (Kilde 2 A. Gustav Trolles klageskrift (i kilde 2 B) og  Kilde 2 B.Sententia/Dom/Ekspertudtalelse – 7. november 1520) var vanskelige og komplicerede at bruge. Udfra almindelige kildekritiske principper var der tale om en tendensiøs beretning, der fortæller om baggrunden for en dom, der samtidig er en levning fra den retssag, der føres. Men kilden er meget vanskelig at sætte ind i en fast kontekst. For det første er der selve kilden – hvordan hører den til i en retssag, der føres i både kirkeligt og statsligt regi? Er der tale om en dom – som Weibull (og Erslev) fastslår?

Weibull (1928) afviste dengang kildeværdien af de mange senere tendensiøse beretninger og lagde vægt på, at det var ærkebisp Gustav Trolle, der afsagde dommen og som ifølge kilde 2 selv havde rejst sagen. Og det var især dette, der fik diskussionerne i gang. Både danskeren Kr. Erslev (1929) og tidligere den svenske historiker Gottfried Carlsson (1920) havde også inddraget de senere beretninger ikke mindst de tre Uppsala-præsters beretning om blodbadet fra 1523 (Kilde 5). Mens Erslev stillede sig kritisk overfor beretningernes tendens og søgte at fastlægge de sammenhænge de forskellige beretninger var blevet til under, så fastslog han, at ansvaret for mordene var Christian den Andens.

Det lå klart i forlængelse af de mange senere beretninger, men kunne også forklares udfra de mange andre aktiviteter kongen havde gang i før og efter novemberdagene i Stockholm. Det var også Gottfried Carlssons opfattelse.

Dermed var man kommet i den paradoksale situation at en svensker (Lauritz Weibull) nu tillagde en anden svensker: Gustav Trolle en central placering i Stockholms blodbad, og en dansker (Erslev) angav ophavmanden til at være den danske konge. I sin nye Danmarks historie bd II brugte Arup disse tolkninger i sin beskrivelse af Stockholms blodbad nu udvidet med en psykologisk forståelse af Christian den Andens psyke.

Efter 2.verdenskrig kom der atter gang i diskussionen om Christian den Anden. Der kom nye analyser til både blandt danske og svenske historikere. Vigtigt var det, at en finsk historiker Kaiko Pirinen (1954) undersøgte de kanoniske retsregler for kætteri og de straffe, der var knyttet hertil.

Den kendte danske middelalderforsker Niels Skyum-Nielsen (1964) foretog derefter en meget grundig undersøgelse i forlængelse af Pirinens (og Erslevs) overvejelser. Han opfattede imidlertid Kilde 2 på en anden og ny måde – der var ikke tale om en dom, men om en ekspertudtalelse i forbindelse med en rettergang, hvor en gruppe gejstlige under ærkebispens ledelse udtalte sig om specifikke kirkelige forhold i forbindelse med en anklage for kætteri. Derved flyttede Skyum-Nielsen ansvaret tilbage på kongen (der iscenesatte hele processen) og samtidig understregede han, at der var tale om en ”juridisk maskering”, der skulle dække over det voldsomme opgør med modstanderne i Sverige.

Historikeren Curt Weibull (1965 og 1970) fra Lund – fastholdt straks sin brors tidligere positioner og udvidede og skærpede argumentationen fra 1928. Det fik Skyum-Nielsen (1971) til at svare og kritisere weibull’ernes kildebrug. Det lykkedes ikke for Skyum-Nielsen at færdiggøre sin middelalderhistorie (”Kvinde og slave” fra 1971) frem til Christian den Anden, men i den forskningshistorie som Gyldendal udgav i 1980 samlede Kai Hørby op på diskussionen og udvidede synsvinklerne til at omfatte den europæiske baggrund. Han lagde vægt på de mange undersøgelser, som var kommet til især af Mikael Venge, der selv skrev om perioden 1523-1559 i samme bind.

5. Nyeste fremstillinger
De nyeste fremstillinger har ikke alle taget Skyum-Nielsens tolkning til sig. Men det er karakteristisk, at den ”nationale” kamp om årsager og skyld, er blevet afløst af forsøg på at sætte Christian den Anden og hans politik ind i en meget bredere både nordisk og europæisk sammenhæng.

Det er sket med både danske og svenske oversigter fra de seneste år. Nu lægges der stor vægt på det netværk af grupper og aktører, som var indblandet i hele opgøret i Norden og Østersøområdet.

Der mangler imidlertid stadig nye biografier af de vigtigste personer fx Christian den Anden, men de klassiske fremstillinger af Allen (1864-72) og Heise (1900) kan stadig bruges, og de nyeste udgaver af Dansk og Svensk biografisk Leksikon findes på nettet, og her er de mange personer karakteriseret af historikere (Christian den Andens biografi er fx skrevet af Mikael Venge), der kender deres kilder.

De seneste generelle fremstillinger: Alex Wittendorffs (2003) og Dick Harrisons (2010) inddrager begge både de kulturelle sammenhænge og de mere magtpolitiske i deres forklaringer.

Den seneste svenske fremstilling (oversat til dansk), der alene fokuserer på Stockholms blodbad af Lars Ericson Welke (2006) gengiver både diskussionerne mellem de dansk-svenske historikere og prøver at tolke begivenhederne i en bredere nordisk og ikke mindst europæisk sammenhæng.

Der skete i datiden et nybrud med Florentineren Macchiavellis bog ”Fyrsten” (1513), der helt gjorde op med den augustinske opfattelse af ”tyran” overfor ”kristen fyrste”. Nu var det fyrstemagten, dens bevarelse og fyrstens politik til sikring af magten, der kom i centrum. Vi kan antage, at Christian den Anden har kendt til Macchiavellis tekst (se kilde 22) , i hvert tilfælde er det typisk opfattelser som kendtes i Italien og Rom under kejser Karl V.

Den svenske biskop fra Linköping Hemming Gadh, som Christian den Anden fik henrettet i Finland efter Stockholms blodbad i 1520 har givet anledning til en lille god oversigt af historikeren David Lindén: Hemming Gadh. Vasatidens gudfader. Atlantis 2016, der fortolker hele perioden med Stockholms blodbad som drevet af ”macchiavellisk politik”.

6. Anvendt litteratur
De diskuterende indlæg:

• Gottfrid Carlsson: Stockholms blodbad, (Svensk) Historisk Tidskrift 1920 findes forkortet i Birger Sallnäs (red): Tvistefrågor i svensk historia (Aldus 1964) s 45-59
• Lauritz Weibull: Stockholms Blodbad. Scandia, Tidskrift för historisk forskning 1928 s 1-83 (hos Sallnäs s 60-123)
• Kristian Erslev: Det stockholmske Blodbad. (Dansk) Historisk Tidsskrift 9:VI, 1929 s 249-63.
• Kauko Pirinen: Källorna till Stockholms blodbad i kanonistisk belysning. (Svensk) Historisk Tidskrift 1955, s 241-263.
• Niels Skyum-Nielsen: Blodbadet i Stockholm og dets juridiske maskering. Munksgaard 1964.
• Niels Skyum-Nielsen: Nya synspunkter på blodbadet i Birger Sallnäs (red): Tvistefrågor i svensk historia (Aldus 1964) s 124-31.
• Curt Weibull: Gustaf Trolle, Christian II och Stockholms blodbad. Scandia, Tidskrift för historisk forskning 1965:1  s 1-65
• Curt Weibull: Stockholms blodbad. En replik. Scandia, Tidskrift för historisk forskning 1970, s 121-150.
• Niels Skyum-Nielsen: Blodbadet tur-retur –En replik. Scandia, Tidskrift för historisk forkning 1971 s 248-63.

Oversigter:

• A. Heise: Danmarks Riges Historie Bd III 1481-1588 (1900) s 169-91
• Erik Arup: Danmarkshistorie Bd 2 (1932) s 346-55
• Johan Hvidtfeldt: Politikens Danmarkshistorie Bd 5 (1963) s 293-330
• Kai Hørby: Danmarks historie Bd 2 (Gyldendal 1980) s 244-68
• Alex Wittendorff: Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie Bd 7 (2003) s 82-87  også netudgave.
• Grethe Jensen og Benito Scocozza: Politikens Danmarks Historie s 106-108. Politikens Forlag 2007 (opr 1994)
• Lars Hovbakke Sørensen: En europæisk Danmarkshistorie-fra oldtiden til i dag. (Gyldendal 2014) s 312-22.
• Dick Harrison: Norstedts Sveriges Historia Bd 3 1350-1600 (2010) s 275-89
• Lars Ericson Welke: Det stockholmske blodbad 1520. Massakren der rystede Norden. Askholms forlag 2009 (oprindelig på svensk 2006).
• David Lindén: Hemming Gadh. Vasatidens gudfader. Atlantis 2016