Forlaget Columbus

Reformation i Danmark

Oversigt

Henrik Adrian: Historisk oversigt 1520-25
Kilde 12: De jyske råders sammensværgelses-brev 21. December 1522, uddrag
Kilde 13: De jyske råders opsigelsesbrev til Christian den Anden, 20. januar 1523, uddrag

Kilde 14: Hertug Frederiks brev til de jyske rigsråder. Husum 29. januar 1523. Uddrag
Kilde 15: Hertug Frederiks brev til Mogens Gøye, uddrag – Vejle 17. marts 1523
Kilde 16: Mogens Gøyes opsigelsesbrev til Christian den Anden, Skanderborg 19. marts 1523. Uddrag
Kilde 17: Frederik den Førstes håndfæstning 1523 og rigsrådet forpligtelse ved kongevalg efter Frederik den Førstes død. 3. og 10. august 1523. Uddrag.
Kilde 18: Povl Helgesens brev til kannik Hans Lauridsen 30 september 1523
Kilde 19: Ørnevisen (1523-31)
Kilde 20: Povl Helgesen: Uddrag af Skibbykrøniken -  om Frederik den Første og kirken
Kilde 21: Wolfgang v.Utenhofs beretning (1559)

 

Henrik Adrian: Historisk oversigt 1520-1525

1. Humanistisk indflydelse: reformkatolikker og evangeliske prædikanter
Det var under Christian den Anden, at de humanistiske reformatorers tekster kom til Danmark og fik betydning her. Mellem 1520 og 1530 udkom derefter en række tekster i selve Danmark skrevet af både danske og tyske forfattere, der viser den bredde, som den evangeliske bevægelse fik i Danmark.

På den ene side er der de reformkatolske forfattere, hvor Povl Helgesen i begyndelsen spillede en afgørende rolle.

Overfor er der en række ”evangeliske” prædikanter, der ofte med baggrund i den tyske udvikling og udfra tyske tekster prædikede og fremlagde deres opfattelse. De blev knyttet til de store bysamfund (Flensborg, Haderslev, Viborg, Ålborg, Århus, Næstved, København, Malmø), hvor borgerskabet under den sidste del af Christian den Andens regeringstid fik øget politisk indflydelse, og hvor borgerne især under Frederik den Første i høj grad knyttede sig til den ”evangeliske bevægelse”.

2. Frederik den Førstes magtovertagelse 1522-23
Den katolske kirke fastholdt længe sin magtposition i samfundet ved at bisperne som medlemmer af rigsrådet, med deres store godsrigdom og ressourcer og med myndighed gennem kirkeretten, udøvede deres magt og indflydelse.

Efter 1500 var bisperne blevet svækket i deres magtudøvelse. Især fordi kongerne i høj grad direkte greb ind i kirkens forhold og især Christian den Anden indsatte og afsatte bisperne efter politisk behov.

Knyttet tæt til bisperne var konservative gammelkatolske adelige lensmænd fra højadelen, der i sidste ende var med til at fjerne Christian den Anden fra magten i 1522-23, og som lokalt kunne spille en stor rolle.

Det var også denne gruppe Povl Helgesen skrev sine skrifter for.
Frederik den Første måtte derfor i sin håndfæstning (se Kilde 17) direkte love at bekæmpe ”lutheranske kættere”, - det holdt han ikke.

Hvor Christian den Anden søgte at splitte adelen og direkte inddrage de store købstæders borgere i sin politik og stillede sig positivt overfor de evangeliske strømninger og derved fik styrket sin egen magt ved borgernes støtte, - lykkedes det herimod for hertugen af Slesvig-Holsten – Frederik, Christian den Andens farbroder, at overtage magten i Danmark og senere Norge ved at sikre sig støtte fra højadelen og de katolske bisper især i Jylland.

Vigtigst var imidlertid den militære magt han kunne stille på benene med tyske og holstenske lejetropper under anførsel af holsteneren Johan Rantzau.

Hertug Frederik fik hurtigt samlet en hær og fik først presset lübeckerne til at holde sig væk fra Danmark og tvang dem til at slutte fred med hertugdømmet (februar 1523).

Dermed kunne han med ro om grænsen mod syd støtte højadelen i Jylland og på Fyn, der  nu ønskede ham som konge og som opsagde deres troskab til Christian den Anden i januar 1523.

Lübeck opgav således at støtte Christian den Anden og havde bøjet sig for Frederiks holstenske lejehær, og de støttede også fortsat den nye svenske konge – Gustav Vasa – der også var imod Christian den Anden.

Med sin hær under ledelse af lejetropføreren Johan Rantzau gik hertug Frederik op i Nørrejylland uden at Christian den Anden greb ind med den hærstyrke han havde på Fyn. Hertug Frederik blev derfor hyldet som konge på landstinget i Viborg i marts 1523. 

I sidste øjeblik gik også nogle af de evangeliske rigsråder omkring Mogens Gøye med i oprøret mod Christian den Anden.

Og tilsidst efter godt et års borgerkrig sluttede også resten af den østdanske adel og de store byer Malmø og København op om hertug Frederik.

Det betød, at der var ”evangeliske” højadelige med i det rigsråd og herremandsstyre, som Frederik den Første samarbejdede med, da han overtog kongemagten efter Christian den Anden.

Selvom både Malmø og København først efter en belejringsperiode havde overgivet sig til Frederik den Første, fik den ledende nyindsatte evangeliske borgmester i Malmø, Jørgen Kock, fortsat stor indflydelse, og han havde et tæt forhold til både Frederik den Første og senere hans søn Christian den Tredje.

3. Udenlandske allierede og det skånske oprør
Frederik den Første måtte hurtigt efter sin magtovertagelse søge at skaffe sig allierede, så Christian den Anden fra sit eksil med støtte fra kejseren ikke kunne generobre kongemagten.

Med allierede i Nordtyskland og med samarbejde med de mange nye evangeliske tyske fyrster og den nye svenske kong Gustav Vasa lykkedes det for Frederik den Første, at sikre riget mod fremmed overtagelse. 

Der var også fortsat store indrepolitiske modsætninger.
Det kom fx til et stort bondeoprør i Skåne i 1525, der hurtigt blev støttet af Søren Norby fra Gotland på Christian den Andens vegne.

Det blev blodigt nedkæmpet af lejesoldater under kong Frederiks holstenske anfører Johan Rantzau og rigsmarsken Tyge Krabbe. Søren Norby gik efter nederlaget derefter for en kort tid over til Frederik den Første, og blev lensmand i Blekinge.

Han overgav i denne sammenhæng Visborg med Gotland til danskerne, men han blev snydt af de danske forhandlere, der fulgte ham tilbage til Visborg (de ville udlevere ham til Lübeck, der havde besat øen og selve byen Visby), og han måtte selv flygte først til Blekinge siden til Rusland.

Gotland blev således atter sikret for riget, nu gennem en aftale med Lübeck mod svenskernes og Gustav Vasas protester.

Kilder, billeder og tekster 1-10 belyser perioden ca 1522-1533.

Arbejdsspørgsmål

Frederik den Førstes magtovertagelse 1522-23

1) Undersøg hvilke alliancepartnere, der kommer til hertug Frederik af Slesvig-Holsten, der hjælper mod Christian den Anden, og hvorfor sker oprøret i Vestdanmark? Hvem søger kompromis med Christian den Anden og hvorfor følger Mogens Gøye tilsidst hertugen?

Magtovertagelsens forløb omtales i Fortælling 26 kilde 6, og i denne Fortælling 27 Kilde 12, 13 og 14. Hvilken tendens har beretningerne 20B og 21?

2) Hvilke forklaringer er der på fjernelsen af Christian den Anden og hvem støtter disse forklaringer? Se på kilde 12, 13, 14, 15, 16 og 17A og inddrag beretningerne i kilde 20B og 21.

3) Frederik den Førstes magtovertagelse sker ved et kompromis mellem højadelen, bisperne og hertugen af Slesvig-Holsten –hvad fortæller håndfæstningen og aftalen om kongens sønner fra august 1523 (kilde 17) om kongens stilling og magtforholdet til adel og bisper – hvad har kongen måttet love, som han ikke er intereseret i? Hvorfor ændres håndfæstningens bestemmelse om arvefølge kort efter (kilde 17A og B)?

4) Hvilke problemer står Frederik den Første overfor, da han har fået kongemagten i 1523. – Anvend kilde 18 og kilde 20D – Diskutér Povl Helgesens analyse og sæt den overfor kilde 19’s (Ørnevisen) udsagn.

5) Undersøg Povl Helgesens opfattelse af Frederik den Første og find ud af hvornår Povl Helgesen skifter opfattelse (anvend kilde 20B og 22) – er hans vurdering af kongen korrekt set udfra et reformkatolsk standpunkt?

6) Hvad sker der med den danske konges herredømme i Norge og hvordan sikres det?


Den evangeliske bevægelse og Frederik den Første

7) Hvornår kommer den ”evangeliske bevægelse” til de danske købstæder? Anvend kilde 20A, 17A, 22A-C, 25, 26, 27 og 30-31. Undersøg kildernes tendens og de forskellige opfattelser af tiggerbrødrenes stilling i bylivet.

8) Hvilken rolle spiller kongen i spørgsmålet om den ”evangeliske bevægelses” succes? Hvilke midler anvender Frederik den Første til at hindre bisperne i at forfølge de ”evangeliske prædikanter”før 1530?

- Anvend beretningerne fra Krøniken om Gråmunkenes fordrivelse (kilde 27A, 30A), Poul Helgesens skrifter og brev (kilde 18, 22)  og de officielle papirer fra Herredagen 1526 (kilde 25).

9) Hvad er indholdet i de evangeliske prædikanters trosopfattelse? På hvilken måde adskiller de sig fra den normale senmiddelalderlige frelseopfattelse og trosopfattelse? Sammenlign Haderslev-erklæringen (kilde 26), Københavnererklæringen (kilde 32) og Malmøbogens afsnit (kilde 31A).

Hvad skriver prædikanterne selv – brug Malmøbogen, Haderslev-erklæringen og ”Luthers lille katekismus”.

De evangeliske prædikanter er kort præsenteret i kilde 28, 31B og 35. Den reformkatolske humanistiske opfattelse er kort præsenteret i Skibbykrøniken.

10) Hvilke ændringer i bylivet gennemføres af de evangeliske prædikanter og hvordan ændres kirkens institutioner til byernes institutioner?

11) Hvilke områder får evangelisk kirkebetjening og kirkeforhold før 1533? Undersøg hvordan det sker og på hvilke måde kongen er med til at sikre det?

12) Var Frederik den Første lutheraner – evangelisk inspireret? Se diskussionen i tekst 24.         


Frederik den Førstes politik og sikring af magten

13) Hvilke modstandere i Danmark har Frederik den Første i Danmark efter sin magtovertagelse i 1523? Hvordan søger han at sikre sig støtte i købstæderne? Hos de katolske bisper? Hos de katolske rigsråder?

14) Der er flere bondeoprør – størst det skånske oprør o. 1525 – hvordan klarer kongen at sikre fortsat ro og orden?

15) Hvordan sørger kongen for, at det bliver hans sønner, der efterfølger ham? Hvilken politik fører han overfor truslen fra kejseren om at Christian den Anden eller hans børn skal efterfølge ham?

16) Hvilket forhold har han til den ny svenske konge Gustav Vasa?

Kilde 12: De jyske råders sammensværgelsesbrev 21. December 1522, uddrag

Brevet findes i Rigsarkivet, trykt i uddrag i A. Heise: Danmarks Riges Historie Bd 3, 1481-1536 s 248-49 (København 1902). Brevet var en henvendelse til hertug Frederik om at overtage magten i Danmark. Teksten er oversat til nudansk af Henrik Adrian.

Brevet var sat i scene af landsdommeren Mogens Munk og hans bror Ribe-bispen Iver Munk. De var begge tæt knyttet til hertug Frederik, der måske selv har taget initiativet og aftalt forløbet med de to. En række af de nævnte adelsmænd har ikke beseglet eller underskrevet dokumentet – de er angivet med *. De er således blevet sat under pres for at skifte side. Men i den kommende måned forhandlede især Mogens Gøye videre med kongen. I sammensværgelsesbrevet fra 21 december 1522 trådte de opposionelle rådsmedlemmer offentligt frem og landsdommeren Mogens Munk henvendte sig til hertug Frederik om hjælp. Men stadig var en magtfuld gruppe under ledelse af rigsmarsken Mogens Gøye knyttet til kongen og søgte at skabe en fælles løsning.

Men 20. januar 1523 sendte en større gruppe jyske rådsmedlemmer endelig et brev til kongen, hvori de opsagde deres troskabsed. Dermed var konflikten åben mellem kongen og rigsrådet. Hertug Frederik kunne nu direkte tage initiativet og sikre sig magten i Jylland støttet af de oprørske rigsråder og de hurtigt mobiliserede bønder.

Vi Niels Stygge til Børglum, Niels Klavtsen til Silkeborg, Iver Munk til Ribe, Stygge Krumpen til Børglum, Ove Bille* til Århus og Jørgen Friis til Viborg, biskopper, Mogens Gøye*, ridder og Danmarks Riges marsk, Preben Podebusk, Niels Høgh, Joachim Lykke, Tyge Krabbe (1), Per Lykke, riddere og Danmarks Riges råd, Mogens Munk, Niels Ludvigsen*, Otte Holgersen*, Erik Eriksen*, Erik Stygge og Oluf Nielsen*, væbnere, gør vitterligt med dette vort åbne brev, at vi i lang tid har besindigt betragtet og overvejet den hellige kirkes ulykke og menig indbyggere udi Danmarks Riges skade og evige fordærv, da  den hellige kirke og dens personer imod al kristelig tro og råd besværes og berøves deres friheder, privilegier, gods og klenodier. Ligeledes er landets gejstlige mod dom, ret og kristen tro taget ved deres hals og aldrig mere kan de få deres ret tilbage. Messer, gudstjenester og alt det som Gud tilhører ødelægges, kættere som er gået over fra den kristne tro som os til den hellige kristentro med sine lutheranske skrifter for at lokke skalke og forvrænge alt det, som den evige Gud tilhører. Desværre ser vi dagligt for vores øjne, at i disse tre riger Danmark, Sverige og Norge er der ingen ærkebisp som hoved for den hellige kristentro næst efter vor helligste fader paven. Ligeledes er Fyn, Oslo, Bergen, Västerås, Skara og Åbo uden biskop; kirkens slotte, gårde, gods, kirker og præster i disse områder regeres af onde tyranner, skrivere og lægmænd, for hvilket vi i syv år af den evige Gud er blevet straffet med pest, sygdom, armod, fejde, krig…

Noter til kilde 12 ved Henrik Adrian:
* adelige eller bisper, der ikke har underskrevet eller medbeseglet brevet.
1) Povl Helgesen har måske skrevet brevet, argumentationen findes også i Skibykrøniken og i Frederik den Førstes håndfæstning, kilde 6.

Kilde 13: De jyske råders opsigelsesbrev til Christian den Anden, 20. januar 1523, uddrag


Brevet er trykt i Arild Hvidtfeldt: Danmarks Riges Krønike, Chr II’s historie (1596) s 243-45.
Der er diskussion om brevet nogensinde blev afleveret til Christian den Anden, selv nægtede han at have modtaget det. Brevet findes kun i en kopi og dateringen er senere tilføjet.

Fra hertug Frederik fik oprørerne derefter besked på (kilde 14), at han ville overtage kongemagten i Danmark, og at han med en hær ville drage op i Jylland. Det gjaldt for oprørerne om at mobilisere bønderne lokalt, isolere de kongetro og vente til hertugens styrker nåede frem.

Med opsigelsesbrevet brød Christian den Andens kongemagt reelt sammen i Jylland og på Fyn.

Han forlod København den 13. april 1523 med sin flåde på omkring 20 skibe, medbringende sine arkiver, en stor formue, Sigbrit Willoms, Hans Mikkelsen, ærkebispen af Lund og andre nære medarbejdere for at søge militær støtte i Nederlandene hos sin svoger, den tysk-romerske kejser Karl den Femte (1519-1556). Kongen beherskede ved sin afrejse endnu Øst-Danmark, København (Henrik Gøye), Malmø, Stockholm og Gotland med Finland (Søren Norby).

Vor ydmyge hilsen sendt til eders nådes højmægtighed med Vorherre. Højbårne fyrste. Eders Nåde skal vide, at vi i dag fik Eders Nådes brev om at søge en herredag (1) nu på søndag i Århus, hvor vi skal tage ridderskabet her i landet med os. Da har vi nu alvorligt overvejet det svære og farlige regimente, som har været i Hans Nådes tid. Især er det på en sådan måde imod den reces (2), som Eders Nåde har givet og beseglet Danmarks og Norges riger og som Eders Nåde på sin kongelige ed og ære har forpligtet sig til at skulle holde over for rigets indbyggere uden al ondskab. Da er slotslovene forandret og en stor del givet til udenlandske mænd, trælle og slyngler. På samme måde er bispedømmerne solgt, udlånt til leje og forstandere sat på slottene her og der i riget. Hvorledes det er gået riget i disse forgangne tider, ved Gud og St. Laurentius.

Ligeledes hvordan, værdige fader, biskop Jens af Fyn, som var indkaldt til herredag, fængsledes uden nogen dom, og hvorledes der siden blev handlet med hans bispedømme…

Vi har overvejet og betænkt den stockholmske herredag, hvor . . . biskopper, riddere og andre adelige så ynkeligt og uredeligt er omkommet fra deres hals uden al nåde, dom og ret. Vi frygter, at det samme også skal ske os uden al brøde efter den onde kvinde Sigbrits råd (3) der skamløst uden al skel har kaldt os alle af adelen her i riget for slyngler og forræddere . . . . Derfor er at frygte, som det almindelige rygte går, at Eders Nåde har inddraget udlændinge her til landet for at ville overfalde os efter samme kvindes råd og tilskyndelse.

I betragtning af disse førnævnte og andre mærkelige artikler tør vi på ingen måde komme til nogen herredag med Eders Nåde . . . og heller ikke sidde under Eders Nådes kongelige vold og magt. Vi ved ikke på noget tidspunkt vor hals fri. Vort fædreland, slægt og venner, arv og eje må vi heller ikke for Gud og mennesker svigte helt. Det skal være åbenbart for Gud, alle mennesker, herrer, fyrster og alt redeligt folk, at vi for førnævnte artiklers skyld og mest den sidste, (4) som Eders Nådes reces indeholder, er højst trængt til at opsige Eders Nåde den huldskab (5) og tro tjeneste, som vi har tilsagt Eders Nåde. Dette gør vi hermed helt. Dersom Eders Nåde vil overfalde os derfor uden al brøde, håber vi på den almægtige Guds, vore egnes og andre venners og tilhængeres hjælp til at forsvare og beskytte vore liv, hals og gods, indtil vi får anden beskyttelse og sikkerhed. Eders Nådes Kongelige Majestæt den evige Gud befalet ...

Noter til kilde 13 ved Henrik Adrian:
1) kongen havde indkaldt til en herredag i Århus, med et møde mellem kongen og de forskellige stænder. 
2) Reces er en lov, her er det Christian den Andens håndfæstning, som blev overtrådt af kongen på mange punkter, der opregnes i brevet.
3) Sigbrit Willoms, mor til Christian den Andens elskerinde Dyveke (ca. 1490-1517), hun fungerede som politisk rådgiver for Christian 2.
4) Den sidste artikel i håndfæstningen omhandler retten til at opsige troskab til kongen og dermed være med til at afsætte ham.
5) huldskab betyder: hengiven, tro adfærd over for nogen.

Kilde 14: Hertug Frederiks bekræftelsebrev til de jyske rigsråder. Husum 29.januar 1523. Uddrag

Hertugens forhandlinger med de jyske oprørere var i gang fra december 1522. Det er svært at vide, om det var hertug Frederik, der selv tog initiativet, og først i januar var sagerne kendt i København for Christian den Anden. Omkring 5. februar havde hertug Frederik aftalt forbund med Lübeck rettet mod Christian den Anden og havde dermed sikret sig mod angreb i ryggen, hvis han gik op i Jylland.

Brevet er trykt i Arild Huitfeldt: Danmarks Riges Krønike, Chr II’s historie (1596) s 249-54. (genoptr. 1974 og findes på nettet). Dateringen er usikker. Herfra er teksten oversat fra gammel dansk af Henrik Adrian.

Vi Frederik med Guds nåde arving til Norge, hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve til Oldenborg, bekender og gør hermed vitterligt for hver mand, at i året 1523 torsdagen efter Pauli omvendelse (=29 januar) har ærlige og velbyrdige Mogens Munk været hos Os i Husum på, ærværdigste og værdige udi Gud, strenge, ærlige, forsigtige herrers, bispers, prælaters, ridderskabs, mandskabs, stæders og almindelige indbyggeres vegne i Danmark med et forseglet brev troligt af al magt og med flid udført og fremført:

At dengang, hvor Danmarks riges råd havde kåret og udvalgt den stormægtige højbårne fyrste hr. Christian… til deres konge og herre, da skulle hans kongelige værdighed til Gud og hans helgener have udført og svoret for dem en liflig (1) ed på, at hans kongelige Majestæt ville holde dem ved deres gamle lov, ret, friheder, sædvaner, privilegier, herligheder og håndhæve, beskytte og beskærme og ikke krænke og formindske dem, hvilket hans kongelige værdighed aldeles har glemt…(en række anklagepunkter opremses)…

Derfor var de nødt til at opskrive (2) deres ed, pligt og hylding, derfor har de overvejet, da Vi var en naturlig født kongesøn i Danmark og har lagt mærke til, at Vi ikke har levet anderledes for verden end kristeligt, retfærdigt, fyrsteligt og dydigt…derfor har de især haft tillid til Vor person og har i enighed forhandlet, drøftet og besluttet at have Os som deres herre og konge, og de har derfor med al flid søgt, forlangt og bedt om hjælp, trøst og undsætning. Til disse behov vil de venligt blive hos Os med liv og gods, og vil uden modstand forsyne Os med deres guld,  sølv, klenodier og fra kirker, klostre og tillukkede stæder (3), guld, sølv, kalke, monstranser, kors, billeder og andre klenodier, tilmed korn og anden fornødenhed og viktualier, således at de igen kan komme til deres gamle sædvanlige ret, brug, privilegier, som hans værk ydermere indeholdt. Hvilket vi hans anmodning med bemærkelsesværdig bevægelse har fået Os til at tænke over. Vi anser Os for at være af dansk blod, en kongesøn, er det ynkværdigt for Os at bemærke Vort fædrelands jammer og besvær. For at den gamle adel og nation igen med Gud den almægtigste hjælp må komme tilbage til sin tidligere tilstand, har Vi i sinde at påtage Os sådan forpligtelse og besvær og påtage det nu i den almægtigste Guds og i den uadskillelige Trefoldigheds navn, dog således at førnævnte herrer, bisper, prælater, ridderskab, mandskab, stæder og menigmand på hvis vegne. førnævnte Mogens Munk, landsdommer i Nørre-Jylland, har været her hos Os, hurtigst muligt skal fastsætte en dag for Os i Ribe, Haderslev, eller Levetzau, hvortil de alle skulle komme til Os og hylde Os som deres herre og konge på sædvanlig måde og med Os fastlægge, hvad som hører til kronen, som er stæder, slotte, byer, landgods og andet ligesom det har været i salig højlovlig ihukommendes kong Christian (4) vor herre og faders og i hr. Johannes’ (5) vor broders tid og overdrage og give Os det i hænde. Og når hyldningsdagen skal være, skal de 14 dage før lade det Os vide. Den dag, som de giver besked til Os, skal de udfærdige et brev med bispernes, prælaters, ridderskabet, mandsskabs og stæders segl. Vi vil da møde dem til hjælp og trøst med nogle tusinde til hest og fods og ammunition tjenlig til alvor og morskab og igen gøre og give dem en tilbørlig liflig ed og pligt.

Når dette er sket, vil Vi med liv og gods, land og folk med Vor yderste evne troligt håndhæve, beskytte og beskærme og igen genskabe loven og indsætte dem i deres rette privilegier med Vores forbliven og den almægtiges hjælp. De skal også flittigt med Os bringe de andre dele af Danmarks rige, som er Sjælland, Skåne, Fyn, Falster, Lolland, Langeland, Gulland (6) og andre, hvad de end hedder, med lempe og alvor, tillige med hylding under Vor lydighed.

Men hvis det ikke kan ske, at de andre nævnte landsdele ikke kan komme i Vor magt, da skal ikke desto mindre bisper, prælater, andre gejstlige, ridderskab, mandskab, stæder og almue, som bygger og bor i Nørre Jylland (7) fastholde Os som deres svorne herre som fromme undersåtter og blive hos Os med liv og gods, de skal med al magt villigt følge, tjene og hjælpe Os, så at de selv kan hjælpe, beskytte, beskærme sig. På samme måde vil Vi være for dem igen en ærlig tro fyrste og med alle Vore fyrstedømmer, lande, folk, holde og bevise med nåde og tro, hvad der gøres fornødent. Vi vil også lade dem alle blive ved deres gode gamle sæder, ret, love, sædvaner, privilegier og rettigheder. Dem vil Vi, hvis der er behov for det bekræfte og antage etcetera. 

Ligeledes vil vi beskytte og håndhæve den gamle lov og ret, som er givet af kong Valdemar (8). Hvis der er behov for nogen forandring, vil Vi med Rigets råds viden og samtykke ordne og forholde Os dertil.
Mønten vil Vi gøre ens og lig med Vor mønt og med de vendiske stæders (9). De stæder, slotte og byer, som er bortforpantet til bisperne, prælater, gejstlige, ridderskabet, mandskab, stæder og almue, og som førnævnte kong Christian har fortrængt uden betaling, vil Vi igen lade dem tilgå og derom forholde Os efter Rigets råds kendelse.

Og eftersom salig kong Erik og dronning Margrete har tvunget nogle adelige til at tage deres eget gods som len af kronen og give breve og segl derpå, dem vil Vi efter Rigsrådets råd kassere, ødelægge og tilintetgøre.

Vi vil også bekræfte alle deres tilbørlige privilegier, ikke forringe, men forbedre dem, ligesom i Vore arvelande (10). Således vil Vi hjælpsomt til berømmelse til ydermere nådelig støtte straks forordne og sende 500 brugelige knægte og mænd til Vort slot og amt lille Tønder (11). Hvis Ribe by bliver angrebet af nogen, så kan de kræve førnævnte hjælp til sig, når de har brug for at forstærke og forsvare sig.

Til yderligere bekræftelse og forsikring, for at dette skal overholdes trofast, har Vi underskrevet dette brev med egen hånd og har befalet at Vort segl skal hænges ved. (Givet og skrevet, sted og år og dag ut supra (12)).  

Noter til kilde 14 ved Henrik Adrian:
(1) Liflig ed – en ed, der gør én tilfreds.
(2) Opskrive – de skrev til herren (kongen) for at opsige deres troskab
(3) Tillukkede stæder, købstæderne var afgrænset med vold eller befæstning.
(4) Christian (den Første 1448-1481) – Frederik (den Første)s far
(5) Johannes – kong Hans (1481-1513), bror til Frederik.
(6) Gulland – Gotland
(7) Nørrejylland er sammen med Fyn et selvstændigt ”land” med landsting i Viborg. Hertug Frederik forestiller sig som mulighed at dele riget med Christian den Anden.
(8) Jyske lov er fra Valdemar Sejrs tid (1241)
(9) De vendiske stæder – er Rostock, Wismar og Stralsund. Christian den Anden formindskede sølvindholdet de sidste år i de prægede mønter for at skaffe midler til oprustningen. Hansestæderne fastholdt såvidt muligt et fast værdiindhold af sine mønter.
(10) Hertugdømmerne Slesvig og Holsten
(11) Byen Tønder med Tønderhus
(12) Ut supra – ”ovenfor” – Sætningen er sikkert indsat af Arild Huitfeldt og er ikke en del af brevteksten.

Kilde 15: Hertug Frederiks brev til Mogens Gøye, uddrag – Vejle 17.marts 1523

Brevet findes i Rigsarkivet på papir på gammeldansk, trykt s. 51 i Breve og Aktstykker til Christian II’’s og Frederik den I’s Historie Bd I (1854) udgivet af C.F. Allen.

Dele heraf oversat til normaliseret dansk s 69 i Carsten Elkjær Knudsen: Kampen om Danmark. Dansk politik på reformationstiden 1513-36. Systime 1984. Her udvalgt og oversat af Henrik Adrian.

En gruppe adelsmænd med Mogens Gøye i spidsen søgte fortsat i januar-februar 1523 stadig at få en aftale i stand med Christian den Anden. Der kom nu flere breve med opsigelse af troskab fra adelige til kongen, især efter at hertug Frederik fra Holsten var draget op i Jylland med sin lejetrophær og lå ved Kolding den 13. marts.

Hertugen truede nu direkte Mogens Gøye (der holdt til på Skanderborg), og han skiftede derfor side i midten af marts 1523 sammen med Århusbispen Ove Bille og lensmanden på Koldinghus Oluf Nielsen. Snart efter indtog de sammen med de oprindelige oprørere deres plads i ledelsen af landet under den nyudråbte konge Frederik den Første. Han blev udråbt til konge på Viborg landsting den 26. marts 1523, hvor Mogens Gøye blev rigshofmester og Tyge Krabbe rigsmarsk.

…Du skal vide kære hr Mogens Gøye, at vort elskelige Danmarks riges råd har udvalgt os til at være konge over Danmarks rige. Derfor beder vi jer og påbyder strengt, at i uden forhindring eller tøven møder os i Århus næstkommende fredag (1) for der at forhandle med os om hyldning og tilbørlig tjeneste, som i er os pligtig til … på Danmarks riges vegne. Lad ikke være med at komme, såfremt i ikke vil have, at vi og alle andre, der følger os, skal fejde mod jeres egen persons hals (2) og liv, gårde, gods og undersåtter her i riget…

Noter til kilde 15 ved Henrik Adrian:
(1) Den 20.marts 1523
(2) Hertugen truer Mogens Gøye med sine lejesoldater under Johan Rantzau, - så vil han kunne miste sit liv (ved egen persons hals), han vil miste sine ejendomme og sine underordnedes troskab.

Kilde 16: Mogens Gøyes opsigelsesbrev til Christian den Anden, Skanderborg 19. Marts 1523. Uddrag

Trykt i s 57-58 i Breve og Aktstykker til Christian II’’s og Frederik den I’s Historie Bd I (1854) udgivet af C.F. Allen. Oversat til normaliseret dansk s 69-71 i Carsten Elkjær Knudsen: Kampen om Danmark. Dansk politik på reformationstiden 1513-36. Systime 1984. Her oversat og udvalgt af Henrik Adrian.

…Menigheden her i landet (1) er gået over til rådet og har i enighed nu givet sig til…hertug Frederik, som nu i disse dage med et bemærkelsesværdigt antal krigsfolk, til hest og fods, er draget ind i landet for at modtage landet og hyldning af landets indbyggere…

…Rigsrådet har tit og ofte med alle dets beseglede breve på min ære og redelighed og med eders Nådes kongelige reces strengt krævet af mig, at jeg på min ære og redelighed skulle gå over til dem og landets almindelige indbyggere. Nu for 14 dage siden skrev rådet til mig, at jeg skulle komme til Kolding, hvilket jeg også gjorde. Da krævede de strengt slotsloven (2) af mig. Jeg forhandlede med dem, så jeg fik en frist af dem til nu palmesøndag (=29.marts). Jeg fik i dag skrivelse fra hertugen (3), som jeg sender Eders nåde en afskrift af indelukket i dette brev. Rådet her i landet har med det menige ridderskab også truet og undsagt mig, at hvis jeg sidder således længere og tøver for dem, da vil de afbrænde mine gårde og tage det jordegods, som jeg har her i landet, og siden hvor de kan få fat i det i Danmark…

…Gud skal vide, at jeg nu for denne lejligheds skyld meget og ganske sørgende nødes til at opskrive (4) eders Nåde huldskab, mandskab og tro tjeneste. Gud ved, at det er ledt for mig af hele mit hjerte, at jeg på noget tidspunkt skulle skrive et sådant brev til eders Nåde…

…Jeg havde gerne selv personligt begivet mig over til Sjælland til eders Nådes højmægtighed. Da har jeg fået at vide…hvorledes Sigbrit hele dette år har anklaget mig og sagt, at jeg skulle være konge her i Nørrejylland og regere det. Da skal eders Nåde aldrig erfare…andet, end at jeg har opført mig eller regeret anderledes på eders Nådes vegne efter den befaling, som jeg har haft af eders Nåde her i landet, end som en tro mand bør rette sig efter over for sin herre og konge. Derfor skal hun aldrig sige mig noget på med rimelighed. Da skal eders Nåde vide, at jeg har erfaret…, at hun endnu er så hårdt i eders Nådes gunst og i regeringen, mere end hun har været tidligere. Derfor tør jeg ikke begive mig der til landet (5) til eders Nåde. Jeg frygter at hun skal lyve mig min hals af (6), for hun er før gået derefter…   

Noter til kilde 16 ved Henrik Adrian:
(1) Landet – der menes Nørrejylland (nord for Kongeåen)
(2) Slotsloven – er retten til at befale over et slots/et lens mandskab og krigsfolk
(3) Hertug Frederiks trusselsbrev – kilde 4
(4) Opskrive – opsige og skrive til
(5) Landet – der menes Sjælland
(6) Sigbrit havde tidligere truet Mogens Gøye på hans liv.

Kilde 17: Frederik den Førstes håndfæstning 3. august 1523 og rigsrådets forpligtelse ved kongevalg efter Frederik den Førstes død 10. august 1523. Uddrag.

17A: Frederik den Førstes håndfæstning 1523.  Uddrag – anklagerne mod Christian den Anden, om kirken, bispernes rettigheder og om eventuel efterfølger. 3. August 1523.

Håndfæstningen findes på gammeldansk i Rigsarkivet og er trykt i ”Aarsberetninger fra Gehejmearkivet Bd II” (1856-60), s 66-79. Den findes på nettet.

Håndfæstningen findes i to udgaver, en foreløbig udstedt i Viborg 26. marts 1523 med 22 bevarede segl, og en endelig udgave udstedt i Roskilde 3. august 1523 med 53 bevarede segl.

Den sidste er anvendt her og oversat i uddrag til moderne dansk af Henrik Adrian.

Inddeling og afsnit er indsat af Henrik Adrian. Til hjælp ved oversættelsen fra gammeldansk er anvendt ordlisten i www.middelaldertekster.dk og Otto Kalker: Ordbog til det ældre danske sprog 1300-1700 bd I-VI (1881-1918/ genoptr. Akademisk forlag 1976) (findes også delvis på nettet –www.hist.uib.no).

Udi den Hellige trefoldigheds navn amen.
Vi, Lage Urne til Roskilde, Niels Stygge til Børglum, Niels Clausen til Århus, Ivar Munk til Ribe, Jens Andersen til Odense, Stygge Krumpen til Børglum, Ove Bille til Århus, Jørgen Friis til Viborg, med guds nåde biskopper, Ove Jepsen electus (1) til Lund, Henrik abbed i Sorø, Eskild prior i Antvorskov, Knud Henriksen provst i Viborg,

Mogens Gøye, Danmarks riges hofmester, Tyge Krabbe, Danmarks riges marsk,
Niels Høgh, Preben Podebusk, Henrik Ovesen, Henrik Krummedige, Hans Bille, Albret Jepsen, Matthias Eriksen, Peder Lykke, Joakim Lykke, Otte Krumpen, Johan Oxe, Johan Urne, Wincents Lunge, Anders Bille, Tyge Brae, Aksel Brae, Holger Gertsen, riddere,

Mogens Munk, landsdommer i Nørrejylland, Ove Vincents, Erik Eriksen, Oluf Nielsen, Otte Holgersen, Knud Urne, Johan Bidrnszen, Laurits Skenkel, Niels Bild, Henning Valkendrup, Eiler Eriksen, Hans Kraffze, Niels Vincents, Morits Jepsen, Knud Bille, Esger Bille, Trud Gertsen, Danmarks riges råder,

Abbed Severin til Vitskøl, abbed Jep af Øm kloster, Niels Bodelsen i Vestervig, Jens provst i Tvilum, abbed Jens i Esrum, abbed Hans i Ringsted, abbed Rasmus i Skovkloster, abbed Jens i Knardrup, abbed Jep i Herrisvad, Henrik provst i Dalby,

Jacob Trolle, Ove Brae, Claus Bille, riddere,

Erik Stygge, Axel Nielsen, Lucas Krabbe, Niels Ludvigsen, Eiler Bryske, Christian Andersen, Jens Hvass, Jens Torbernsen, væbnere,

Gør alle vitterligt,
at fordi Danmarks rige fra Arilds tid altid har været, og endnu er et frit valgrige, så danske mænd fra den første begyndelse altid har haft deres kåring til at hylde, vælge og tage, hvilken herre og fyrste de selv synes skal være herre og konge, som skulle ville råde og regere dem efter deres eget lands skrevne lov og gode gamle sædvaner og skulle sikre den hellige kirke sammen med landets menige indbyggere, åndelige og verdslige, deres privilegier og friheder. Derfor har tidligere konger af Danmark, den ene efter den anden, ved deres hyldning og kroning, altid givet, gjort og svoret og beseglet overfor Danmarks riges råd, på det menige lands indbyggeres vegne, håndfæstninger og lovgivning, som også den højbårne fyrste kong Christiern efter samme gode sædvaner nu sidst gjorde og forpligtede sig på sin kristelige tro og kongelige ed, at hans lov og håndfæstning skulle være ubrudt, og at han ville holde alle de ord og artikler, som hans lov og håndfæstning indeholder. Dersom hans Nåde, hvilket Gud forbyde, gjorde noget derimod, da skulle landets menige indbyggere ved deres ære være forpligtede til at afværge det, og dermed intet at have forbrudt imod den ed om tjeneste og troskab, som de har svoret ligesom hans Nådes beseglede håndfæstning og ed klart udviser og indeholder. Efter denne højtidelige forpligtelse og på det alle herrer og fyrster og hvert redeligt menneske skal vide og i sandhed bekende, at vi det tidligere rigets råd, adelen, ridderskabet og rigets menige indbyggere var åbenbart nødt til og tvunget til imod al vor vilje og sind, det som Gud siger er forkert, at skille os fra den højbårne fyrste Christiern og at opsige hans Nåde huldskab, mandskab, ed, forpligtelse og tro tjeneste på grund af disse efterskrevne og mange flere bemærkelsesværdige sager, fejl, beskyldninger, for hvilke vi for Gud eller verden ikke var skyldige eller pligtige at være vores Nådes undergivne eller på nogen måde skulle udføre og drive urimelige og onde gerninger mod Gud og den hellige kirke, rigets råd, riddere, riddermændsmænd (2) og rigets menige indbyggere, som disse tre rigers indbyggere, indtil nu har oplevet og som andre har oplevet og som følger her:…  

(Herefter kommer en liste over de forhold, som Christian den Anden anklages for:) 

  1. …Først har den tidligere kong Christiern fornærmet den himmelske Gud og ført mange simple og enfoldige undersåtter i vildfarelse ved i de forløbne år at tillade åbenbare kættere i sin nådige kongelige stad København, som har prædiket og undervist den menige mand imod den hellige Romerske kirke, alle kristne menneskers åndelige moder, som vi og vore forfædre altid har været undergivet på den hellige tros vegne…
  2. …Ligeledes har hans Nåde ladet gribe og fange indviede biskopper og prælater, dertil riddere og gode mænd, og ladet dem halshugge, aflive og lægge på jorden til hunde og svin og siden brænde dem, uden at de var skyldige og ikke fik hjælp, nåde og ret, men i god tro troede på hans Nåde og hans breve og skrivelser.
  3. Ligeledes har hans Nåde taget en indviet abbed og munke samtidig, mens de gik fra alteret og lod dem straks sænke (3) og ihjelslå uden al skyld, brøde, dom, nåde og ret.
  4. Den person (4), der har udført disse omtalte ukristelige gerninger på hans Nådes befaling under hans egen tilstedeværelse, gjorde han til høvidsmand for land og folk udi det hele kongerige og indsatte ham derudover som ærkebisp i Lund og biskop i Skara, hvilken person hans Nåde siden for den hellige Romerske kirke til yderligere forargelse, lod hænge og brænde uden al hjælp.
  5. Ligeledes lod hans Nåde fange og gribe biskop Karl af Hamar (5) og holdt ham fangen sit livs tid ud uden al hjælp og ret.
  6. Ligeledes lod hans Nåde fange og gribe biskop Jens af Odense (6), som kom til hans Nåde i god tro og stolede på hans Nådes breve og skrivelser, og han blev nu i lang tid holdt i tårn og fængsel uden al hjælp, nåde og ret.
  7. Ligeledes har hans Nåde i samme tid, som den tidligere biskop Jens var fanget, overtaget hans gård i Odense og taget fra ham og stiftet med mere, stiftets slotte, gårde og gods og klenodier og beholdt det med vold og magt.
  8. Ligeledes har hans Nåde nødet og truet Lunds domkapitel, som kom til hans Nåde i god tro på hans Nådes brev og skrivelse, med tårn og fængsel, så de måtte aflevere domkirkens slot og landet Bornholm og Åhus med mere og kirkens gårde, gods og ejendom, som hans Nåde ikke tidligere havde kunnet tilegne sig fra samme stift ved almindelig rettergang.
  9. Ligeledes har hans Nåde plaget og beskattet den hellige kirke, biskopper, prælater og andre af kirkens tjenere, hvor hans Nåde i stedet for burde have forhandlet og beskyttet dem, i stedet for med vold at have frataget dem deres privilegier og friheder, som de fra første begyndelse efter kirkeloven har været fratvunget og været brugt mod kirkeloven, sin kongelige ed og håndfæstningen, som der var svoret på og beseglet.
  10. Ligeledes på grund af disse og andre af hans Nådes ukristelige gerninger og uretfærdige regering er der nu ikke ærkebisper (7) ud i disse tre riger Danmark, Sverige og Norge, og mange biskopper er aflivet og forjaget som på Fyn, i Strängnäs, Skara, Västerås, Åbo, Oslo, Bergen og Stavanger, disse tre rigers indbyggere til stor mangel, skade og fordærv.
  11. Ligeledes har hans Nåde på samme måde overfaldet adelen og ridderskabet, særlig hans Nådes råd her Knud Knudsen ridder, som hans Nåde lod halshugge mod hans Nådes råds råd og dom. Siden tog hans Nåde alt hans arvegods under kronen.
  12. Ligeledes lod hans Nåde halshugge velbyrdig svend Torben Oxe mod hans Nådes råd og det samme med junker Hans og Staffen Weffersteenn, hans Nådes og rigets tro tjenere.
  13. Ligeledes mod lov og ret lod hans Nåde opgrave velbyrdig mand Mogens Thommesen fra Sortebrødrenes kirke i Århus, som uden tilgivelse og sakramente, som en kristen mand burde have, og lod ham siden hænge som en tyv uden al dom og ret, og han tog alt hans gods og hans hustrus gods under kronen. 
  14. Ligeledes har han på samme måde mod hans brev, beseglet, på tro og love uden al nåde, tilgivelse og ret ganske forfærdeligt uden skyld og skriftemål halshugget ærlige og velbyrdige mægtige riddere, Sveriges riges råd, adelen, ridderskabet og gode mænd i Stockholm, som selv havde indsat, salvet og kronet hans Nåde som deres herre og konge. På samme måde tog han alt deres gods under kronen og fængslede deres hustruer og børn.
  15. Ligeledes har hans Nåde på samme måde beskattet hans Nådes råd, riddere, adelen, gode mænd, fruer og jomfruer sammen med andre tjenere og trælle, og taget fra dem deres privilegier og friheder, som deres forældre har haft fra Arilds tid, mod hans Nådes kongelige ed og håndfæstning.
  16. Ligeledes har hans Nåde foragtet og ringeagtet den hellige kirkes prælater, riddere og gode mænd, som han burde have elsket, og han har tiltrukket den spottende og ringeagtende kvinde Sigbritt som hele tiden har været årsag til og været hans Nådes rådgiver for alle disse nedskrevne og ukristelige og onde gerninger, der har været os og rigets menige indbyggere til evig skade og fordærv.
  17. Ligeledes på samme måde har hans Nåde efter samme unyttige onde kvindes råd elsket og inddraget sine ligestillede, trælle og skalke,  og betroet dem slot og len til hende efter hans Nådes råd, så riddere og gode mænd og dermed adelen og ridderskabet blev forhadt, fortrængt og afvist.
  18. Ligeledes har hans Nåde ændret slotsloven (8) til hans frue og børn mod hans kongelige ed og håndfæstning.
  19. Ligeledes har hans Nåde og hans ulovlige og dårlige styring af Sverige, de vendiske stæder og de andre omliggende lande mod hans Nådes råd, vilje og samtykke påført os, riget en stor fejde og hentet her til landet udenlandsk magt til vores og rigets indbyggeres skade og fordærv.

Dette tidligere omtalte ukristelige regimente af hans Nåde med hans onde gerninger og utålelige klager må ikke for os og landets indbyggere, for Gud og verden,  påføre os lidelse længere, selvom hans Nåde ofte har været påmindet derom, men det har ingen bedring medført.

Derfor – efter som det står foreskrevet, at sværge ved Gud, har vi skrevet og opsagt hans Nåde huldskab, mandskab, ed og vor tro tjeneste, for at fri vort fædreneland, evige privilegier og friheder fra at forhandle med vor Nåde og beskærme os for hans og alle andres overvold.

For at landet ikke mere skal være uden herrer, høvdinge og regering, da er vi i fællesskab blevet enige om med adelens, ridderskabets, købstadsmænds, bønders og landets menige indbyggeres samtykke, at vi i den tidligere kong Christierns sted nu igen i den hellige Trefoldigheds navn med vor fri vilje og kåring, har valgt, fuldbyrdet og samtykket i at højbårne fyrste hr. Frederick, med Guds nåde ret arving til Norge, hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve til Oldenborg og Delmenhorst, bliver en fuldmægtig konge over al Danmark; idet vi ikke ser på, at hans Nåde er en indfødt kongesøn i Danmark, men på det fyrstelige ord og det kristelige regimente, hans Nåde følger og altid har holdt. Således har hans fyrstelige Nåde, ligesom tidligere konger i Danmark, lovet, svoret og tilsagt os, på de menige indbyggeres vegne, denne efterskrevne håndfæstning, på sin fyrstelige ære, kristelige ed og med sin gode tro at ubrødelig at holde alle sine artikler og punkter, som her efterfølger:

(Herefter følger hertug Frederiks erklæring og løfter, der indledes med en almen erklæring)

Vi Frederick med Guds nåde udvalgt konge til Danmark, ret arving til Norge, hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve til Oldenborg og Delmenhorst, gør alle vitterligt, at have hørt, spurgt og sandelig erfaret, hvorledes den førnævnte højbårne fyrste kong Christiern, vor kære broders søn imod sin svorne kongelige ed og beseglede håndfæstning, førte et ukristeligt og utåleligt regimente over den hellige kirke, den hellige kirkes personer, biskopper og prælater, riddere, riddermændsmænd, købstadsmænd, bønder, og almue, rigets menige indbyggere, påvist i tidligere artikler og med andre utallige plager og overvold, som det er for langt at skrive om, men som er åbenbart for herrer, fyrster, stæder og omgivne lande, hvorfor Danmarks riges Råd, ridderskab, købstadsmænd, bønder og rigets menige indbyggere var tvunget til af nød at opsige og afskrive den tidligere kong Christiern huldskab og mandskab (9) og søge hjælp, trøst og tilslutning af os eller andre herrer og først aftale og forsvare fædrelandet, privilegierne, frihederne, liv og gods mod kong Christierns overvold, så har vi overgivet og anset den gunst, vilje, troskab og mandskab, danske mænd, som vor kære hr. fader (10) og broder – hans sjæl med Guds nåde - , har udøvet og bevist, på samme måde som os selv, at vi er en indfødt konges søn i Danmark, og at vi derfor er forpligtet bestandigt til at elske danske mænd med det bedste, således har vi også anset den tyranniske vold og de mange plager, der kom fra den tidligere kong Christiern, så vi med Guds hjælp, herrers, fyrsters og tilhængeres hjælp og frelse, uden at spare vores egen person, land, folk og al vor velfærd, derfor har vi lovet, fuldbyrdet og samtykket i deres valg, der erklærer os som en kåret og valgt konge, hvorpå vi nu på samme måde som tidligere konger i Danmark har gjort, lover og erklærer, at vi elsker Danmarks riges råd på rigets menige indbyggeres vegne og vil på samme måde overholde vore love og håndfæstning ubrødelig uden svig på vor fyrstelige ære, kongelige ed med de punkter og artikler, der her nu følger efter.

(Håndfæstningens punkter 1-75 – her udelukkende artiklerne om kirken og bisperne og efterfølger)

§2. Ligeledes skal vi først elske overalt den himmelske Gud og den hellige kirke og dens tjenere og virkelig styrke, aftale og forsvare alle punkter så de ubrydeligt kan nyde, bruge og beholde alle deres privilegier, friheder, statutter og gode gamle sædvaner, således som de er givet af den hellige Romerske kirke og de hellige døde fædre (11), kristne konger, fyrstinder og forstandere (12).

§3.  Ligeledes skal vi aldrig tillade nogen kætter, Luthers disciple  eller andre, at prædike eller lære (13) hemmeligt eller åbent imod den himmelske Gud, den hellige kirkes tro, den helligste fader Paven eller Romerkirken, men hvor de findes i vort rige skal de straffes af os ved tab af liv og gods (14)…
….

§4.  Ligeledes skal vi efter denne dag aldrig tillade, at nogen skal udpeges eller vælges til noget bispedømme her i riget, som ikke er indfødt af adel i Danmark eller til noget prælatembede andre end rigets indfødte adelige eller doktorer i den hellige skrift eller kirkeloven eller værdige lærde mænd, som er duelige og nyttige hertil, men som dog er født dansk, med mindre vi kan få det med Danmarks riges råds vilje og samtykke, riget til nytte og gavn (15).

§5. Ligeledes skal vi ikke nominere, præsentere eller indsætte nogen udlænding til noget prælatembede, nogen kirke eller kirkelen i Danmark, vi skal efter vor evne heller ikke indsætte nogen kurtisane (16) eller andre dertil. Dette skader danske mænd, hvilket ofte er sket.

§6. Ligeledes skal vi aldrig hindre eller lade hindre noget kapitelsvalg (17), dersom det vælger efter førnævnte artiklers indhold. Vi skal aldrig trænge nogen prælat eller formand ind mod kapitlets samtykke, dog beholder vi forslagsret til to eller tre af fra det kapitel, hvor bispen er død, eller også foreslår vi med Danmarks riges råd den, som er nyttig for kirken og vi beholder den juspatronatus (18) til de len, som vore forfædre, tidligere Danmarks konger, har haft.

§7. Ligeledes skal og må hver biskop og prælat frit nyde og bruge den hellige kirkes ret og lov (19), som de fra Arilds tid har brugt, dog således at de sager, som bør afgøres på landsting og herredsting, skal høre til tingene.

§8. Ligeledes skal vi ikke tillade uden rigets råds hjælp og støtte, at nogen retssag åndelig eller verdslig skal indberettes eller føres til Rom, førend den først er behandlet af rigets prælater efter rigets privilegiers bestemmelse.

§9. Ligeledes skal vi holde værdige fædre og prælater, strenge riddere og riddermændsmænd, Danmarks riges ædlinge i stand og ære og hjælpe dem med kronens len hver efter vor og deres interesse, med villig og tro tjeneste, så de ikke skal søge herredage (20) eller afholde andre kongelige byrder af deres eget.

§10. Ligeledes skal vi aldrig pålægge noget kloster med borgeleje (21) eller med anden kongelige byrde, medmindre vi kan få det med formandens (22) eller vort elskelige råds samtykke dog ikke mere end det var i vor kære hr. broders tid, så gudstjenesten derved ikke formindskes eller nedlægges. ….

(Håndfæstningen om næste kongevalg)

§31. Ligeledes da Danmarks rige fra Arilds tid og fra første begyndelse har været et frit kåre (23) rige skal vi ikke kræve af rigets råd eller rigets indbyggere at en af vore sønner eller nogen anden skal udvælges til at blive konge efter vores død, da Danmarks riges råd og indbyggere skal nyde deres frie valg, når vi afgår. Gøres noget herimod, da skal det ingen magt have, uden at vi kan have det i deres minde (24)…

(Afslutning)
….
Ligeledes forpligter vi os til at holde denne håndfæstning med alle de ord og artikler, som den indeholder, som vi nu har svoret med vores elskelige Danmarks råd på rigets menige indbyggeres vegne, og som vi yderligere ved vor kroning med Gud har tilføjet. Gør vi noget derimod og vi ikke vil lade os undervise af vort elskelige råd, det Gud forbyde, da skal alle landets indbyggere ikke være os huldskab, ed eller tro tjeneste (25) pligtige, men de skal være pligtige til med deres ed at afværge det, og de forbryder intet derved mod den ed, huldskab, mandskab og tro tjeneste, som de nu har svoret os. Til alle disse ovennævnte artikler har vi omtalte Frederick med Guds nåde udvalgt konge til Danmark, og vi omtalte rigets råd og gode mænd med vor vilje og viden ladet hænge alle vore segl, sekreter og signeter nedenunder dette vort åbne brev.

Givet i vor stad Roskilde mandagen næst efter Sankt Peter vincula (= 1.august – dvs 3 august) efter Guds byrd femtenhundrede tre og tyve.

Noter til kilde 17A ved Henrik Adrian:
 (1) Én bisp er først electus (udvalgt af domkirkens kanniker) og bliver så derefter af paven eller ærkebispen konfirmeret (og kan så udføre alle sine hverv: indvie kirker, give præster ret til at anvende sakramenterne).
(2) Riddermændsmænd, er ofte lavadel i tjeneste hos en ridder eller kongen.
(3) Abbeden og munkene i Nydala kloster i Småland blev druknet, se Fortælling 25.
(4) Didrik Slagheck, se Fortælling 25, biografi.
(5) Norsk bisp som Christian den Anden holdt fængslet i flere år til han døde.
(6) Jens Andersen Beldenak, kom ved Frederik den Førstes magtovertagelse tilbage til Odense stift. Om hans liv se Fortælling 25, biografi.
(7) Ærkebisperne havde vigtige funktioner, som dem der kunne indvie bisperne og give dem fuld myndighed, det var derfor et problem, at de ikke blev konfirmeret af paven, og at de blev forfulgt og ofte var i eksil.
(8) Slotsloven er aftaler om at opretholde magten, når en konge dør. Den der har slotsloven, har retten til at bestyre slottene, indkræve de kongelige skatter og råde over de tropper, der var knyttet til lensmændene. Normalt var det i et valgrige som det danske Rigsrådet, der besad slotsloven. Ved at flytte den over til sin hustru og sine børn kunne kongen lettere bestemme, hvem hans efterfølger skulle være.
(9) Huldskab – er en del af den formel, der knytter en tjener til sin herre, ved at give ”huldskab, mandskab og tro tjeneste” knyttede man sig til en herre.
(10) Frederik den Første er farbror til Christian den Anden og Frederiks far er kong Christian den Første.
(11) Der er tale om kirkefædrene, hvis skrifter er vigtige som rettesnor for de teologiske diskussioner.
(12) Forstandere – er klostrenes ledere – abbeder, gardianer, priorer.
(13) Lære betyder her at undervise – de evangeliske prædikanter havde både prædiken, sang og undervisning som middel til at fortælle om evangeliets ord og budskaber.,
(14) ”Åbenbare kættere” skulle brændes, kongen forpligter sig til at forfølge kætteri og også inddrage kætternes ejendom.
(15) Rigsrådet har fået tvunget igennem at bisperne skal være adelige, kun Jens Andersen Beldenakke (Odense) er på dette tidspunkt som skomagersøn ikke-adelig, tilgengæld er han konfirmeret af paven.
16) Kurtisane, løsagtig kvinde, her symbol på forholdene i Rom, hvor Paven udpeger folk til de mange kirkeembeder mod stor betaling, Christian den Anden udnytter dette i flere omgange fx i Lund (se historien om Didrik Slagheck i Skibbykrøniken). Sammenhængen er beskrevet i Skibbykrøniken af Povl Helgesen, se Fortælling 25.
(17) Domkapitlets kannikker havde efter kirkelovene valgret til at indstille bispen til paven. Ved at sikre sig en forslagsret kunne kongen tvinge sin kandidat ind som bisp. Det sker mere og mere i senmiddelalderen.
(18) Juspatronatus er retten til at besætte et præste- eller  sognekald. Ofte havde klostre, domkapitel eller en herremand patronatsret til sognekirkerne (det afhang af kirkens tilhørsforhold), kongen kunne også have det fx i de kongelige købstæder. Efter reformationen overgik mange sognekirker til statsmagten og kongen fik da patronatsretten, mens adelen beholdt sine.
(19) Kirkens domsmyndighed omfattede først og fremmest alle personer tilknyttet kirken. En lang række sager i forbindelse med ægteskab, arv og trosforhold hørte også under de kirkelige domstole og bispen. Da kirken besad vigtige sanktioner som fx udelukkelse fra sakramenterne og fra det kristne fællesskab var de kirkelige domstole ved at overtage mange typer af konfliktafgørelser, som ikke direkte hørte under kirkeloven og kirkens retsområde, men som folk accepterede som gældende afgørelse.
20) Herredage er der, hvor adelen mødes, og der kan både være tale om politiske beslutninger og retsafgørelser. Det var på Herredagene indtil 1536 at adelens interessevaretagelse mod den krævende kongemagt foregik.
21) Borgeleje er indkvartering af soldater.
22) Se 12)
23) Kåre=vælge/udvælge – rigsrådet råder fordi der skal vælges en ny konge over slotsloven, magten over slottene.
24) Rigsrådet lover at have kongens sønner i deres ”minde” (men det er ikke en fast arveaftale). Den udformes 10.august, se kilde 17B.
25) Troskabsformlen, der kan opsige tjenerforholdet til kongen - det er håndfæstningsparagraffen om ”undervisning” af fyrsten, der giver adelen mulighed for at ændre kongens politik.

 

17B: Rigsrådets forpligtelse ved kongevalg efter Frederik den Førstes død. 10. august 1523 (Uddrag)

Teksten er skrevet på gammeldansk og findes i Rigsarkivet. Den er trykt i Kai Hørby: Reformationen i Danmark. Gyldendal 1972 s 60. Oversat af Henrik Adrian.

Vi har nu, Danmarks riges råd for sådanne og mange andre flere bemærkelsesværdige årsager, … og med dette vort åbne brev har vi lovet og tilsagt hans Nåde og forpligtet os og vore efterkommere Danmarks riges råd på vor gode tro og løfte, at om hans Nåde dør, det Gud forbyde, da vil og skal vi kåre og vælge en af hans Nådes sønner til at være herre og konge over Danmarks rige efter hans død og ingen anden. Og fordi Danmarks rige er et frit valgrige, skal rigets frihed om valg hermed ikke være krænket, dog, at når hans Nådes søn, som efter hans Nådes tid udvælges til herre og konge, skal han holde den hellige kirke, prælater, ridderskabet og det menige rigets indbyggere ved lov, ret, friheder og privilegier, som den tidligere højbårne fyrste hr. Frederich har lovet, svoret og beseglet os og Danmarks menige indbyggere, og samtidig skal hans Nådes søn love aldrig at gøre nogen kontrakt eller lave noget forlig med kong Christian, hans børn eller afkom, som vi og vore efterkommere og rigets indbyggere på nogen måde kan komme til skade eller ulykke uden med Danmarks riges råds viden, vilje og samtykke…

Kilde 18: Povl Helgesens brev til kannik Hans Lauridsen 30. september 1523

Teksten findes på latin i flere afskrifter i Rigsarkivet, den er oversat af A. Heise og trykt i Skibykrøniken (1890-91) s 192-194. Datoen kan være 3. eller 30. september, mest sandsynligt den 30.

Brevet er sendt til en god ven af Povl Helgesen kort efter Frederik den Førstes magtovertagelse og fortæller om hans opfattelse af, hvad der sker – jvf Skibykrøniken (Kilde 20).

Hans Lauridsen var kannik ved Roskilde domkirke, hvortil Povl Helgesen var knyttet som lektor og underviser i sidste del af Frederik den Førstes regeringsperiode. Hans Lauridsens broder var Peder Lauridsen (Laurentsen), den senere kendte evangeliske prædikant i Malmø.

Hans Lauridsen fastholdt sin reformkatolske indstilling og forblev ved Roskilde domkirke til han døde i 1556.

Brevet er skrevet efter Frederik den Førstes magtovertagelse – omkring udstedelsen af håndfæstningen i august 1523 i Roskilde og viser Povl Helgesens vurdering af situationen, mens København endnu var under belejring og bønder og borgere udtrykte stor utilfredshed med adelsvældet.

Til værdige herre, mester Hans Lauridsen, kannik i Roskilde, sender karmelitterbroder Paulus Heliæ sin hilsen.

Jeg beder dig kære Hans, at du ved denne vor Peder (1) vil give mig til kende, når din ærværdige herre biskoppen får tid til at beskæftige sig med den sag, som jeg nylig i al fortrolighed har meddelt dig. Jeg ville nemlig selv for længe siden have begivet mig til Jer; men jeg regnede hele tiden med, at I var så optaget af alvorligere forretninger, at I slet ikke havde tid til at skænke disse anliggender nogen opmærksomhed. Imidlertid har sagen taget en sådan vending, at den ikke mere falder synderlig i min smag; ja jeg har endog fortrudt det besvær jeg har anvendt på det værk (2), da regeringsforandringen ikke er faldet ud efter mit ønske. Af den havde mange ventet sig en hel genoprejsning af alt det, som hidtil var kommet i forfald; men det er så langt fra, at den har haft en sådan genopretning til følge, at der tværtimod er opstået langt flere uroligheder, større forvirring og flere offentlige ulykker end før. Almuen taler nu med langt større dristighed om hele rigets prælater og adel, end den nogensinde har gjort om kong Kristiern, der for sin slette regerings skyld blev fordrevet til så stor skam for sig selv. Ja, der er endogså dem, som mener, at kong Kristiern kun blev fordrevet, for at de store kunne sørge for deres egne private fordele. Og gid dog hele stormandssværmen i det mindste så længe havde tiet stille med deres ret over de dem underlagte bønder, om de ellers havde nogen, indtil de nu udbrudte oprør var blevet helt neddæmpede; men mens alle hårdnakket har gennemdrevet den ret, som de enten selv har opdigtet eller fået, Gud må vide med hvilken hjemmel, har de i den grad lagt fængstof til ilden, så der er fare for, at den vil afstedkomme en stor brand (3). Der er fremdeles mange, som mener, at det havde være bedre at finde sig i éns tyranni end i så manges. Eens gerrighed er det ikke vanskeligt at mætte, men at tilfredsstille manges umættelige begærlighed er en umulighed. Og rigets øvrighed og råder er i så høj grad blevet sig selv ulige (4), at de snarere fortjener enhver anden benævnelse end den, som de gør fordring på ifølge deres lange anerække(5), thi deres handelsfuldmægtige har således besat enhver krog af riget, så de med lethed kan indsamle alle fluer, om de ellers kunne være dem til nytte og fordel. Derfor råber også mange, at de ikke har fortjent at have en bedre fyrste end kong Kristiern, der var den første blandt alle tyranner, det kunne alle let blive enige om. De fleste venter derfor nu også kong Kristierns ankomst med større iver, end de før ønskede hans bortgang, hvad enten dette har sin grund i almuens mangel på omdømme, eller fordi de med fuld ret er æggede dertil ved de nuværende magthaveres tyranni. Jeg drister mig ikke til at afgøre sagen; men det ved jeg, at hvis de ikke holder op med at søge deres egne private fordele og i stedet giver sig til at tænke på det fælles bedste, så vil følgen blive, at den retfærdige Gud, alles uvildige dommer, føjer endnu hårdere plager til dem, vi allerede har prøvet. Dette skriver jeg til dig, kære Hans, fordi jeg til fulde kender din retsskaffenhed, som jeg derfor ikke tvivler om, vil holde mig det til gode, om jeg henrevet af mit sinds heftighed har begået den uklogskab, at plapre ud med et og andet. Lev vel. Skrevet i Helsingør den 30 september (6) år 1523 efter Guds byrd.

Noter til kilde 18 ved Henrik Adrian:
(1) Peder Lauridsen, den senere reformator i Malmø, endnu i 1523 Povl Helgesens ven og fælle.
(2) Povl Helgesen deltog aktivt på oprørernes side og i udarbejdelsen af forsvaret for at afsætte Christian den Anden. Hans skrifter viser dette. Måske har han været med til at skrive indledningen i håndfæstningen – se Kilde 17A - , og det tilsvarende klagebrev, der blev udsendt om Christian den Anden.
(3) Adelen pressede igennem at de fik ret til at dømme og selv straffe deres fæstebønder (hånds- og halsret). Der var stor bondeuro på Sjælland over at adelen fik nogle af bøndernes rettigheder ophævet. Kong Frederik den Første måtte derfor love bønderne at ophæve stavnsbånd og vornedskab.
(4) ulige – de to parter blev så forskellige/ så uenige i deres opfattelser.
(5) anerække – er slægtstavlen, der viser ens adelskab og fine afstamning, her anvendt ironisk om den grådige adel.
(6) i afskrifterne nævnes den 3. eller den 30. september, det er den sidste dato, historikerne normalt har valgt, da det passer bedst med de øvrige begivenheder.

Kilde 19: Ørnevisen (tilblivelse mellem 1523-31)

Visen er sandsynligvis blevet til mellem Christian den Andens flugt i 1523 og hans forsøg på comeback i Norge 1531. Der er tale om en propagandatekst til fordel for ”ørnen” – Christian den Anden.

Teksten er ikke kendt fra samtidens tryk, den er sandsynligvis blevet til blandt borgerskabet i Malmø/København eller blandt de flygtede tilhængere i Nederlandene, der opholdt sig ved Christian den Andens eksilhof.

Både borgerne og mange bønder sluttede op om Christian den Anden, da den holstenske hertug Frederik og den danske højadel fjernede kongen fra magten.

Teksten kendes først fra en nedskrift i Rentzells håndskrift fra o. 1580. Den blev trykt i Anders Sørensen Vedel: Et hundrede udvalgte danske viser. 1591. Anders Sørensen Vedels ”beskyttende” forord er med her.

Den findes her i en normaliseret udgave efter Danmarks gamle Folkeviser III  nr 174 trykt i en skolebog Danske Folkeviser i udvalg nr. 31 ved Axel Olrik, under medvirkning af Ida Falbe-Hansen. Udgivet af Dansklærerforeningen. Første samling, sjette udgave, gennemset af Hans Ellekilde og Ingeborg Simesen. København 1927.

De to viser findes i PDF nedenfor.

Kilde 20: Povl Helgesen: Skibykrøniken - om Karmeliternes kollegium, Povl Helgesen elever og universitet i København, og om Frederik den Førstes magtovertagelse og det skånske oprør 1525

Teksten er skrevet med håndskrift på latin og blev fundet indemuret i Skiby kirke 1650. Vi kender intet til omstændighederne omkring tilblivelsen, og da vi intet ved om Poul Helgesen efter 1534 er selve ophavssituationen helt ukendt. Povl Helgesen var i sine sidste år knyttet til Roskilde domkirke og var herigennem kirkeværge for Skiby kirke. Det kan være forklaringen på at skriftet er fundet her.

Der er tale om årgangsnotitser, der begynder omkr. 1500 og afsluttes i 1534 midt i en sætning. Der er tale om både skarpe vurderinger og en række historiske oplysninger, der kan være hentet fra andre samtidige tekster og kilder. Teksten har været kendt i samtiden og er anvendt af Arild Huitfeldt i hans Danmarks Riges Krønike. Se kilde 8 og 20. Biografi - Povl Helgesen.

Teksten er oversat af historikeren A. Heise: Skibykrøniken, København. 1890-91 (genoptr 1967). Her er teksten tjekket med den latinske originalversion i www.middelaldertekster.dk. Povl Helgesen samlede skrifter er udgivet i: Skrifter af Pauli Heliæ I-VII, udg. Af Det Danske Litteraturselskab ved P. Severinsen, Marius Kristensen, H. Ræder og Niels Knud Andersen, 1932–48.

Kilde 20A: Om Karmeliternes kollegium, Povl Helgesens elever og universitetet i København

Uddrag fra A Heise (oversætter): Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s 60-67. Teksten omhandler året 1519, men er skrevet senere.

I det herrens år 1519 på pave og martyrs Sct. Klements dag i november måned (=23 november) døde den værdige fader og herre hr. Byrge, af Guds nåde ærkebiskop i Lund, mæt af dage. Han var en søn af en fattig degn ved navn Gunnar i Lindebjerg sogn i Nørre Halland. Vel var han kun lille af vækst og uanselig i hele sit ydre, men han voksede dog op til at blive en stor mand, og dertil bidrog ingen menneskelig hjælp, men alene hans egen dygtighed og det guddommelige forsyns nåde. Han havde først været præst ved Kalundborg kirke og tillige kansler hos den højbårne dronning Dorothea, derpå ærkedegn i Roskilde; men tilsidst blev han i året 1497 ærkebiskop i Lund. I denne ærkebiskops tid søgte nogle røvere og kirkebrydere i Skåne, der kun af navn var adelsmænd, at øve vold mod gejstlighedens gods, da de så, at der ingen mennesker var, han kunne vente sig hjælp af. Men idet han selv satte sin lid til herren og intet opsatte til fremtiden, benyttede han sig med stor klogskab af de forhåndenværende midler, at hvor voldsomme og vilde hans fjender end var, så regnedes han dog altod for at være dem alle overlegen ved sine kræfter og våbenmagt mere end ved sin retskaffenhed. Efter hans død vedtog rigsrådet, at ingen herefter kunne blive biskop i dette rige, uden han var af adelig byrd (1). De, der underskrev denne bestemmelse, mente, at kirkens sager kunne sikres ved venners indflydelse og menneskelige hjælpemidler. De tåber vidste i deres ynkelighed ikke, at intet fortørner Gud så meget som dette hensyn til personerne, og intet har bidraget mere til kirkens fald end visse adelsmænds forfængelighed og hovmod, der i den grad er slaver af livets lyst og tøjlesløshed, at de ikke blot udslukker livets uskyld og den kristelige religions fromhed, men endog fuldstændigt foragter det. Hvad der skal opretholdes ved magt, voldsomhed, bram og brask, hovmod, pragt, ærgerrighed og menneskelig styrke, det kan ikke holde længe. Et brødfrit liv, rene sæder, gudsfrygt og fromhed, selv hos det laveststående menneske, er det eneste, der hos Gud udvirker sikker beskyttelse af kirkens sager.

På midfaste søndag (=23 april) i samme år holdtes Karmeliterordenens provinsmøde i klostret i Landskrone, hvorfra der til det nye kollegium i København, som nylig var blevet opført på provinsens bekostning af ærværdige fader, doktor i den hellige skrift, mester Anders Kristiernssøn, den gang provinsens ordensmester, var blevet forfremmet mange brødre af samme orden og tillige nogle brødre af Cistercienserordenen, som i mange år havde været venligt stemt mod Karmeliterordenen. På samme møde blev Paulus Heliæ (2) fra Varberg udnævnt til samme kollegiums første forstander. Han tog sig med sjælden omhu af alle lærlingene, men til stor skade for ham selv. Thi de brødre af begge ordener, som han havde forfremmet ved sine anbefalinger, oplært i videnskaberne og skaffet hæder og anseelse, alle de forvandledes næsten til ulve og faldt ikke blot fra ham, men fra den lydighed, de skyldte kirken. Anledningen fik de idet i de samme dage opståede lutheri, det farligste af alle kætterier, der bragte alle, hvor oprigtige og fromme de end var, til at vakle i en eller anden henseende. Og såsom dette kætteri drev spot med den lydighed, der var lovet Guds statholdere, og fordømte alle munkelivets regler og således under påskud af evangelisk frihed indførte livets tøjleløshed, faldt de fleste af den grund fra deres bekendelse, for at de kunne leve med desto større frihed efter deres eget hoved som sande Belialssønner (3), for hvem sødmen ved Herrens milde åg har vendt sig til bitterhed og hans lette byrde til en utålelig byrde. Alene kødets lyst forledte de uslinger til at falde. Blandt dem var de ypperste en broder ved navn Peder Laurenssøn fra Næstved, der var lektor, broder Frans Wormodsøn fra Holland, ligeledes lektor, broder Anders Liung fra Malmø, der også var lektor, men en ulærd person, broder Mourids Samsing, lektor, men uægte, han var nemlig søn af en præst, broder Mogens Sten fra Næstved, broder Ole Pind fra Århus, der var uægte født, og broder Markus Pedersen fra Århus (4). Disse personers vrangsind førte mange til fald. For disse døgenigters skyld måtte førnævnte Paulus Heliæ høre ilde hos mange, fordi man troede, at han var en tilhænger af deres ugudelige mening, eftersom de tidligere, da han intet sådant kunne formode om dem, var blevet antaget og anbefalet ved hans stemme (5). Og ikke alene måtte han selv høre ilde for deres skyld, men også alle de studerendes beskyttere og mæcenater (6), og således blev selv de gode videnskaber (7) bragt i vanry ved deres fejl, som misbrugte dem, fordi en stor del af dem, der syntes at lægge oprigtig vind på studier var mest tilbøjelige til frafald, skønt de søgte at besmykke hele deres færd under en påtaget gudsfrygts skin og med evangelisk frihed. Thi forbrydelsen forstår altid at finde en undskyldning, og ugudeligheden finder altid glæde i sit eget forsvar. Men i det følgende vil der blive meddelt mere om disse (8).

År efter Guds byrd 1520 på St.Jakobs aftens dag (=24 juli) døde mester Peder Skotte, doktor i den hellige skrift, i København af sygdom. Han var en mand der udmærkede sig ved sin retskaffenhed og derfor i høj grad fortjente den høje alder, han opnåede. Da der nemlig blev oprettet en almindelig højskole (9) i København ifølge den tilladelse, som kong Kristiern den Første tidligere i året 1474 havde opnået hertil af den hellige fader pave Sixtus den fjerde, var han den første, der kom hertil fra Køln, blev i året 1479 den nye højskoles første styrer og leder og forestod samme i 42 år (10). Uagtet han besad en særlig lærdom i den skolastiske teologi, navnlig efter den salige Thomas af Aquinos læremåde, var han dog i den grad en ven af Aristoteles filosofi (noget, der plejede at være et særkende for thomisterne), at han selv næppe nogensinde havde sat sig ind i andet end den eller lærte andre noget andet, selv efter han var blevet en gammel mand; han havde nemlig, hvis jeg mindes ret, overskredet det 70de år (11). Og gid hans sjæl må finde nåde hos Gud, som har vist sådan miskundhed mod ham, sålænge han levede, at han aldrig følte nogen ærgerrighed, men altid lod sig nøje med udbyttet af sit arbejde og sine studier. Han blev heller aldrig genstand for nogen som helst mistanke eller ugunstig mening: men i ord og gerning viste han altid mange vejen til en hæderlig livsførelse og gav et udmærket livsmønster til efterligning. I vor tid er der mange, der lægger vægt på den gamle teologi og den gamle lærdom, men kun få af dem dyrker og efterligner den gamle gudsfrygt, til stort tab for begge, både for gudsfrygten og for lærdommen. Af denne er der nogle som er modstandere, netop fordi dens dyrkere er blottede for al gudsfrygt og jager efter livets ubundne lyst, mens de bagvaskes af andre som overtroens moder. Det savner man derfor hos alle: på en gang gudsfrygtig lærdom og lærd gudsfrygt. Mindre støder dog ulærd grovhed i sæder end lærd ondskab og forventhed…

Noter til kilde 20A ved Henrik Adrian:
(1) Bestemmelsen kommer først ind i Frederik den Førstes håndfæstning 1523, den afdøde ærkebisp Birger Gunnarson var netop ikke adelig.
(2) Povl Helgesen – er selv forfatteren
(3) Der menes satans sønner.
(4) Her nævnes en lang række af de senere evangelister, som få år efter støtter den evangeliske bevægelse som prædikanter. Når Povl Helgesen benævner dem ”uægte” skyldes det ikke for alle, at de er født udenfor ægteskab, men at de bryder deres ed til kirken og gifter sig og derved overtræder cølibatskravet. Teksten må være skrevet efter 1528-29, hvor under der er yderligere kommentarer om de evangeliske prædikanter, se kilde 12 og 22.
(5) Povl Helgesen har i de kollegiale forsamlinger stemt for at optage de omtalte personer og støttede deres udnævnelse til lektorer med sin stemme (votum).
(6) Mæcenater – dem der betaler for de studerende og lektorerne – det kan være gennem betemte kirkelige ydelser (kanniker), gennem personlig støtte fra bisp, konge eller herremænd.
(7) Det er de humanistiske videnskaber, der nævnes i den latinske tekst imodsætning til teologien.
(8) Det sker under 1528-29 – se kilde 22A-C.
(9) Oprettelse af Københavns Universitet.
(10) Peder Davidsen Skotte blev ikke universitetets rektor i 1479, men dekan i det filosofiske fakultet. Bemærkningerne om ham understreger hans lærdom, og at han ikke hørte til den nye humanistiske retning, som både Erasmus af Rotterdam og Povl Helgesen tilhørte.

Kilde 20B: Om Christian den Andens flugt og Frederik den Førstes magtovertagelse

Uddrag fra A Heise (oversætter): Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s 91-97. Teksten fortsætter efter at de mange forskellige anklagepunkter mod kongen er opregnet, derefter omtales her begivenhederne i 1523-24.

…På grund af disse så umilde og ugudelige gerninger, drab, mandslæt, udplyndringer og utallige andre besværinger, var det ubilligt og ugudeligt overfor Gud og mennesker længere at finde sig i denne tyran, da han ofte i al ærbødighed har været påmindet, men aldrig har villet forbedre sig (11). Ja, for at befæste sit voldsherredømme for evig tid lod han alle rigets råder, især jyderne kalde til Kalundborg under foregivende af, at han ville udbede dem råd om de svenske oprørere (12), men i virkeligheden i den hensigt, at dræbe dem alle på en gang (13). Da de ikke var sig noget ondt bevidst, gav de sig på vej efter hans indkaldelse. Men førend de kom derhen, blev de af modvind kastet tilbage på den jyske kyst, idet Herren således rådede bedre over dem. Man da kongen havde fået dette at vide, befalede han atter, at der skulle holdes et almindeligt herremøde (14) i Århus Sct.Povls omvendelsesdag (=25 januar).

Men da nørrejyderne af et almindeligt udbredt rygte erfarede, at kong Kristiern ville komme til Århus med en stor troppestyrke, som nylig var hidkaldt fra Tyskland, og at kærrebøsser, bøssekrudt og kugler førtes i forvejen, hvormed han ville tage straf over dem, dersom de flygtede til deres borge, så kom de ham i forkøbet og holdt selv en sammenkomst i Viborg, hvor de sammensvor sig om, med al magt at modsætte sig kong Kristierns utålelige tyranni, og de sammensvornes antal voksede daglig. Først afsendte de derpå i fælleskab et brev, hvori de tilkendegav ham deres retfærdige grunde til frafaldet og oprøret, og senere sendte de lovformelige fejdebreve.

Men da kongen tvivlede om sin styrke og var vankelmodig, fordi han havde en ond samvittighed, lod han sin hær blive tilbage på Fyn, hvor han dengang opholdt sig, og vendte tilbage til København for der at træffe forberedelser til den flugt, som han allerede længe havde overvejet.

Imidlertid kåres en ny fyrste og konge, den højbårne hertug Frederik af Holsten, kong Kristierns farbroder. Efter han var ført omkring gennem hele Jylland, blev der nu svoret og ydet ham huldskab og mandskab af alle rigsråder, at alle gejstlige og verdslige stormænd og af alle øvrigheder i hele det menige folks navn, hvorpå han også tilsvor dem den sædvanlige ed, som også hans forgængere måtte aflægge og kongerne plejede at aflægge, når de tiltrådte dette riges styrelse og kongedømme. Man skiftede således herre, men regimentet blev ingenlunde afskaffet, således som det vil fremgå af det følgende (15).

Den 20. April i det Herrens år 1523 flygtede Kristiern, den anden konge af det navn over Danmark, Sverige og Norge, med hustru og børn bort fra dette Danmarks rige, skrækket og domfældt af sin egen onde samvittighed og Guds retfærdige dom, efter først at have sammenskrabet rigets vigtigste skatte. Thi da han havde en ond samvittighed på grund af sit tyranni og den grusomme måde, hvorpå han havde ført sin regering, lod han alle rigets skatte føre om bord på sine skibe, efter at rigets samtlige stormænd, øvrigheder, og indbyggere allerede var faldet fra ham og havde kundgjort dette i et åbent brev, hvori de meget udførligt havde anført grundene til deres frafald, for at han ikke uventet skulle overvældes af dem, og sejlede så med den samlede flåde først til Holland. Men da han ikke kunne få sikkert lejde, lettede han straks anker for at sejle til Zeeland (16). Efter sin ankomst dertil opnåede han også det forud ønskede lejdebrev, dog mere på grund af den yndest, hans hustru stod i, end for sine egne fortjenesters skyld. Så ilde fortjent havde han gjort sig hos alle Europas folkeslag, at man intet steds havde det mindste til overs for ham. Derpå gennemstrejfede han i lang tid næsten hele Tyskland som landflygtig og som en fremmed og urolig gæst, der intet blivende sted havde, forhadt af alle for sit berygtede tyranni (17).

På den dag i samme års juni måned, på hvilken apostlen Barnabas aften indtraf (=10 juni), lagde den nye konge Frederik den førstes krigsmagt, hvortil der også havde sluttet sig lübske tropper, sig udenfor København. Thi ved sin flugt havde kong Kristiern efterladt en besætning, som han havde lovet, at han ville komme tilbage med en stor krigmagt inden tre måneder og atter tilbageerobre sit frafaldne rige. Han havde nemlig allerede sat sig i hovedet, at han ved den lejlighed meget let kunne iværksætte, hvad han allerede længe havde tænkt på, at gøre riget fra et frit valgrige til et arverige. Thi når han med våbenmagt havde vundet riget tilbage fra de frafaldne, ville han straks have gjort det til et arverige efter først at have udryddet rigets forsvarere, adelen. Men den barmhjertige Gud, der ifølge sin natur hader grusomhed og ugudelighed, ville det anderledes; thi han plejer at hudflette for syndernes skyld, ikke at fordærve, at rette og forbedre, ikke at udrydde. Men dersom kong Kristiern ikke havde efterladt den føromtalte besætning i riget, ville hverken København eller Malmø have sat sig til væbnet modstand, men ville straks have overgivet sig tillige med rigets øvrige stæder og slotte. For øvrigt varede belejringen på grund af krigsfolkenes hårdnakkede modstand (thi de opførte sig mere som herrer end som krigsfolk i København) i henved otte måneder, nemlig lige til de hellige tre kongers dag år 1524, og den ville have varet endnu længere, hvis levnedsmidlerne ikke var sluppet op for dem. Da disse var sluppet op, indlod de sig på overgivelse, som de opnåede på de vilkår, at krigsfolket frit drog ud af riget sammen med hr Henrik Gøye, kong Kristierns tro statholder (18).

I året 1524 blev der i København holdt en stor herredag, som varede i lang tid. Til denne havde ikke blot hele Danmarks riges råd og adel givet møde, men også de vendiske stæders råder havde indfundet sig for at slutte et fast forbund mod kong Kristiern, som nu ansås for rigets og de nævnte stæders åbenbare fjende. Også fra forskellige fyrster var der kommet sendebud, nemlig fra kejser Karl, kong Henrik den ottende i England og ærkehertug Ferdinand af Østrig, den tidligere nævnte Karls broder, for at de, hvis det mod forventning lod sig gøre, kunne bilægge striden mellem den højbårne fyrste og konge Frederik den første af Danmark, Danmarks riges råd og den fordrevne kong Kristiern; men disse sendebud udrettede dog intet. Imidlertid blev den højbårne fyrste, kong Frederik den første, der eenstemmig var blevet kåret til Danmarks konge i stedet for kong Kristiern, den 7ende august højtideligt kronet til konge i overværelse af alle rigets råder og adel, desuden de førnævnte vendiske stæders råder og herrer, en stor mængde adelige kvinder og udsendinge fra det menige folk, der var kommet tilstede fra alle rigets egne for at ønske den nye fyrste tillykke…

Noter til kilde 20B ved Henrik Adrian:
(11) Forfatteren henviser til de anklager, der blev rejst i Frederiks den Førstes håndfæstning, se kilde 17A.
(12) Stockholms Blodbad foregik november 1520 og året efter kom det til et omfattende oprør i Sverige, hvor Gustav Vasa stod i spidsen for oprøret. Både lübeckerne og svenskerne havde da vendt sig mod kongen og det krævede øgede rustninger og udgifter.
(13) Christian den Anden havde i Bordesholmaftalen med hertug Frederik af Holsten fået støtte og hjælp, men forholdet mellem de to fyrster var spændt. Aftalen skulle godkendes af rigsrådet før jul, derfor indkaldelsen.
(14) Herremøde omfattede mere end rigsrådet. Se mere i kilde 12-16 om forhandlingerne omkring hertug Frederiks udnævnelse til konge.
(15) Oversætteren A. Heise er lidt usikker om betydningen af teksten, men mener at Povl Helgesen opfatter Frederik den Førstes magtudøvelse på linje med kong Kristierns – se kilde 18.
(16) Holland og Zeeland er provinser i Nederlandene, der stod under statsholderen Margrete, der var søster til Christian den Andens hustru Elisabeth og hvis broder Karl V var tysk-romersk kejser.
(17) Kongen og hans hustru boede i en længere periode i Wittenberg, og fik i slutningen af 1534 fast ophold i Lier, Nederlandene i provinsen Brabant efter aftale med statholderen.
(18) Henrik Gøye, var rigshofmesteren Mogens Gøyes bror, han tog videre til Christian den Anden og søgte at hjælpe ham med at samle en lejetrophær, men det mislykkedes. Han måtte derefter vende tilbage til Danmark og fik en aftale med Frederik den første. Han blev derefter medlem af rigsrådet og døde i maj 1533.

Kilde 20C: Om Gustav Vasa og de norske forhold

Uddrag fra A Heise (oversætter): Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s 98-100. Teksten omhandler året 1524.

…I august måned samme år blev der på St.Bartholomæi dag (=24 oktober) i Malmø holdt et stort herremøde mellem kong Frederik den første af Danmark og hr. Gustav Eriksen, der var udvalgt konge til Sverige, for at der kunne slutte en varig fred mellem disse tre riger, så at de med større styrke kunne modstå de rigers grumme fjende, den fordrevne kong Kristiern. På dette møde blev det ved fælles overenskomst besluttet, at øen Gulland, hvorom der altid havde været strid mellem de danske og de svenske skulle høre til Danmarks riges krone, således som den allerede havde gjort det i over 120 år, nemlig fra de tider, da kong Valdemar regerede, han, der var fader til Margrete, de tre rigers dronning (19). Også Blekinge, som næsten i to år havde været i svenskernes vold, blev givet tilbage; disse havde nemlig med svig og list snappet det på den tid, da Kristiern den anden, den berygtede tyran, forlod sit rige. Denne fred og overenskomst blev indgået efter opfordring af rådet i Lybeck, som på den tid havde stor indflydelse på førnævnte Gustav, som ved lybeckernes anbefaling og hjælp var blevet kåret til Sveriges konge, skønt han dog syntes uværdig til en så høj stilling så vel på grund af sin lidet anselige byrd, som især på grund af sit sinds vildskab og sit åndsfattige hjertes altfor store overmod.

Den 24. september i samme år omkom mester Hans Mule, der nylig var blevet indviet til biskop i Oslo, ved et skibbrud ikke langt fra Vestervig kloster (20). Skibet var nemlig stødt på grund under en voldsom storm og havde derved fået en læk, hvorpå han kastede sig i en båd sammen med ni andre, som alle omkom sammen med ham, idet de overvældedes af bygerne og kæntrede. De, der var blevet tilbage på vraget, kom derimod i land i god behold, da søen havde lagt sig, således som det ofte kan gå. Folk, der tyder skæbnens tilskikkelser efter den store hobs meninger, siger, at han omkom på denne måde, fordi han havde opnået sin bispeværdighed ved onde kunster. Han havde nemlig tvunget sin forgænger Anders Mus, der for øvrigt på grund af sin ladhed og sine dårlige evner var uværdig til bispestillingen, til at fratræde ved at true ham på livet. Ingen må dog driste sig til at dømme uoverlagt før tiden; thi ved skibbrud omkommer ofte også hellige og for Gud velbehagelige mænd. Denne Hans Mule havde tidligere vist kong Kristiern stor troskab, når man tager ordet i den mening, hvori det bruges af den store hob, der rigtig nok allermindst forstår at dømme om en mands retskaffenhed. Han havde nemlig været rede til at føje kongen i alt, uden at bryde sig om, hvorvidt de befalinger han fik, sømmede sig for en kristen eller ikke, når han blot kunne skaffe kongens pengekasse mange indtægter, hvad enten det skete på lovlig vis eller ikke. Det var også angivelser fra hans side, der var skyld i, at den værdige fader og herre, hr. Erik Walkendorff, ærkebisp i Trondhjem, måtte leve i landflygtighed lige til sin død. Således gik rygtet almindeligt i de dage (21)…  

Noter til kilde 20C ved Henrik Adrian:
(19) Gulland er Gotland, Valdemar Atterdag erobrede Visby og Gotland 1361, det kom siden under unionskongerne. Se Fortælling 23.
(20) Vestervig kloster ligger i Nordjylland, Hans Mule er således omkommet under sejlads mellem Norge og Danmark.
(21) Forfatteren har tidligere omtalt hvordan ærkebispen undslipper Christian den Andens ønske om at afsætte ham, og at han flygter fra Norge, se Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s 81-82.

Kilde 20D: Om Søren Norby, det skånske oprør 1525 og den tyske bondekrig.

Uddrag fra A Heise (oversætter): Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s 101-109. Tekst i kursiv er randnoter til selve teksten.

…I året 1525, da lensmanden på Gulland, Søren Nørby (22), endnu tjente kong Kristiern, de tre rigers fjende, udsendte han, uden skønsomhed, men med forvovent mod, nogle skibe under anførsel af Otte Stigsøn, en troløs person, der havde gjort sig berygtet ved mange kirkeran, for at sætte sig fast i en anden del af Danmark i kong Kristierns, den berygtede tyrans navn. De havde allerede bemægtiget sig Sølvitsborg slot, Åhus by (23) og den derved liggende borg; men det varede ikke længe , før Åhus by blev belejret af den danske krigsmagt under anførsel af hr. Tyge Krabbe som øverste høvedsmand (24).

Mens byen blev belejret, udsendtes der imidlertid 500 landsknægte under anførsel af ridderen hr. Klavs Bilde for at afslå angrebene af nogle bønder, der lå skjult i skovene, hvorfra de søgte at volde hr.Tyge Krabbe og hans folk, der belejrede Åhus, al den fortræd, de kunne. Men da landsknægtene var kommet derhen og ved morgengry havde nedhugget nogle få bønder, som de var stødt på, styrtede de straks derefter, grebne af raseri og vanvid, ind i den åbne by Sølvitsborg, hvor de mente at bønderne, som de søgte efter, havde fundet tilflugt. Med den største grusomhed dræbte de derpå alle borgerne, udplyndrede byen, røvede alt hvad de kunne få fat i, og skånede næppe nok de hellige steder. Således rasede disse helvedets bødler, der selv fortjente alle helvedets straffe. Og på dem kommer det jo nu alene an, thi de er jo i disse tider de eneste, hvem fyrsternes galskaber kommer til gode; de alene nyder gavn deraf. Og det gjorde disse blodhunde uden befaling fra hr. Tyge eller den førnævnte Klavs Bilde, efter hvad man siger. Dette skete den 11te dag i marts måned.

Da Søren Nørby hørte, at de folk, han havde sendt i forvejen, havde haft held med sig, fulgte han straks samme år efter med en stor krigsflåde og stærk krigsstyrke for atter at lægge hele Skåne under kong Kristierns magt, hvis krigen gik efter hans ønske. Men da hr. Tyge og hans folk, der endnu belejrede Åhus by, frygtede for, at Søren skulle være dem overlegen i styrke, opgav de deres lejr og tyede til Malmø, for at de her kunne trække forstærkninger til sig, og for at de derpå fra denne by som fra et baghold kunne gøre strejftog mod Sørens tropper. Imidlertid spillede Søren Nørby uhindret herre over hele Skåne; allevegne strømmede man til ham; den vanvittige hob sammensvor sig, til sin egen ulykke, thi den bildte sig ind, at den nu var blevet fri for al vold og for alt herredømme. Derfor ødelagde de alt, vanhelligede med fræk hånd klostre og kirker og udplyndrede adelens borge og gårde, når de ikke var forsynet med tårne og fæstningsværker; nogle opbrændte de ovenikøbet (25). Også stæderne Lund og Landskrone fik Søren i sin magt: thi de krigsfolk, der var lagt som besætning her, flygtede derfra, hvorpå han straks begyndte med bøndernes hjælp at befæste Landskrone by med volde og grave og andre forsvarsmidler, for at han således kunne holde fjendernes angreb borte herfra. Efter at mængden således havde sluttet sig til samme Søren, begyndte han d. 18. April i kong Kristierns navn at angribe Helsingborgs slot. Men efter 10 dages forløb blev han nødt til at hæve belejringen på grund af et pludseligt angreb, der truede ham fra adelen og rigets krigsmagt, der var draget ud fra Malmø under anførsel af hr. Tyge Krabbe som øverste høvedsmand; thi der syntes ikke at være nogen, der på disse tider har kæmpet så tappert som han for at forsvare Danmarks rige mod kong Kristierns, Søren Nørbys og de øvrige i riget indtrængte fjenders voldsherredømme (26). Der var heller ikke nogen anden grund til det sørgespil som her opførtes end almuens tåbelighed og den oprørske stemning i Lunde stift; thi almuen her kan mindst af alle finde sig i kongelige afgifter og skatter. Men hvor stor en ulykke, der har ramt Skåne fordi almuen nægtede at betale kongeskatten, der skulle udredes med 24 skilling af hver indbygger, det vil fremgå af det følgende.

Den 28.april i samme år drog hr. Tyge Krabbe altså ud af Malmø med en vældig krigsmagt og mange af rigets adel for at kæmpe med Søren Nørbys hær, som da havde opslået sin lejr i Lund, hvorfra den forberedte sig på at gøre udfald mod den øvrige del af Skåne, som endnu ikke havde sluttet sig til oprøret og frafaldet. For øvrigt bestod Søren Nørbys hær af danske drabanter, af landsknægte, borgere og bønder. Hr. Tyge leverede da Søren Nørbys krigsfolk en træfning på en åben og bar slette udenfor Lunds port og nedhyggede 3500 af dem, drev de øvrige på flugt og fangede 536 af landsknægtene. For øvrigt var slaget så blodigt og grusomt, at de flygtende blev myrdet, selv når de blev grebet i kirker og på hellige steder.

De, der flygtede fra slaget, vendte straks tilbage til Søren Nørby, der nu fra Landskrone, som han havde i sin magt, forberedte sig til atter at begynde krigen mod hr. Tyge, som han nok kunne tænke straks ville lægge sig udenfor Landskrone, nu da han havde sejret (27). Mens Søren Nørby nu selv belejredes her, havde han hemmeligt sendt Otte Stigsøn afsted, for at han kunne samle tusinde bønder og dermed falde hr. Tyges lejr i ryggen. Men da hr. Tyge havde fået dette anslag at vide, lod han bøndernes styrke udspejde og rykkede, efter at han havde ladet en besætning blive tilbage i lejren, midt om natten bønderne i møde, der allerede nærmede sig fra den modsatte side, og nåede dem ved en lund, der sædvanlig kaldes Bunketofte Lund (28). Bønderne syntes således allerede i færd med at skulle falde hr. Tyge Krabbe i ryggen og indeslutte ham og hans tropper, mens han netop nu ved en hård belejring havde indesluttet Søren Nørby, rigets åbenbare fjende og angriber, i Landskrone. Men da hr. Tyge havde opdaget dette baghold i tide, kom han dem uventet i forkøbet og nedhuggede omtrent 2200 af dem, mens de øvrige blev drevet på flugt, nogle også ført i fangenskab. Sådanne uroligheder fremkaldte disse forræddere mod riget, som endnu mod al lov og ret holdt med kong Kristierns sag og satte hele rigets ve og vel på spil, i det de misbrugte almuens enfoldighed, så at de afstedkom de hårdeste tab og bragte en forfærdelig ulykke over hele Skåne. Thi alle som havde overlevet krigen, straffedes med de hårdeste bøder, der oversteg deres evner og kræfter, og denne skæbne ramte alle Søren Nørbys tilhængere. I dette slag var Otte Stigsøn (29), som havde sat denne forbrydelse i scene, den allerførste der flygtede, så snart han havde fået øje på hr. Tyges hær. Men senere blev han fanget af de forbitrede bønder og overgivet til de skånske herrer for at lide sin straf. Af disse blev han sat i fængsel på hr. Jens Holgersøns borg Glimminge, men senere flyttet bort derfra og sat i fængsel på Københavns slot; men fordi hans ondskab endnu ikke havde nået sit fulde mål, idet han ifølge Guds retfærdige dom endnu engang var bestemt til ulykke, så blev han denne gang befriet fra døden, da mange gik i forbøn for ham.

Om de sorte bønders nederlag.
Almuens had til de højere stænder er et almindeligt onde i adskillige konge- og fyrstendømmer. Især havde det onde grebet hele Tyskland, hvor bevægelsen var udgået fra Schwartzwald (30), omtrent i de samme dage, da rejsningen fandt sted i Skåne, næsten hele Tysklands almue havde sammensvoret sig til alle fyrsters, rigsstyreres, stormænds og herrers undergang. Den første anledning dertil tog de af det lutherske kætteri, som på grund af sin åndelige tåbelighed nødig fandt sig i at have nogen over sig. I den grad havde de sat sig i hovedet, at de burde være fri (og det var Luther skyld i), det vil sige, at de skulle have lov til at synde, så meget de lystede, så at de mente, at de ikke behøvede at lyde nogen som helst overmand. I begyndelsen rejste bønderne sig kun i ringe antal; men da de havde fået stærk tilvækst derved, at mange landskaber og stæder sluttede sig til dem, omstyrtede de adelens borge, munkenes klostre, præste –og kannikesamfundenes boliger idet de under fræk vanhelligelse og forfærdelige ødelæggelser røvede og plyndrede overalt. Da de tyske fyrster derfor så, at det truede med, at alt skulle lægges øde, hvis man ikke modsatte sig så store voldsomheder, samlede de en stor hær  og nedhuggede over 100.000 bønder, mens de øvrige straffedes med svære pengebøder og nedsank i den hårdeste trældom… 

Noter til kilde 20D ved Henrik Adrian:
(22) Gulland – Gotland, om Søren Norby – se hans biografi i indledningen til Fortælling 25: Om Stockholms blodbad og Christian den Anden.
Ved Frederik den førstes kroning juli 1524 havde rigsrådet bevilget kongen en stor sum penge i skatter og afgifter – den såkaldte kongeskat. Især i Skåne medførte kongeskatten voldsom uro, i december 1524 havde Tyge Krabbe undertrykt uroen herred for herred, hvor hovedmændene halshuggedes og de oprørske bønder blev pålagt store bøder. Det kan forklare Søren Norbys hurtige fremgang.
(23) Åhus ligger i Skåne på grænsen til Blekinge og Sølvitsborg i nærheden i Blekinge, begge er havnebyer ud til Østersøen og er befæstede.
(24) Tyge Krappe er Frederik den førstes marsk, han var modstander af den evangeliske bevægelse.
(25) I et brev 9 juni fra Tyge Krabbe til Frederik den første fortælles, hvordan Klavs Bildes gård Lyngsgård er brændt ned, andre herregårde er også brændt eller udplyndret, kun enkelte faste borge som fx Glimmingehus undgik denne skæbne.
(26) Holsteneren Johan Rantzau var omkr. 20 april kommet til Malmø med en gruppe lejesoldater, det nævner forfatteren ikke på trods af at disse styrker fik afgørende betydning.
(27) Søren Nørby havde med en styrke indesluttet Helsingborg og havde ikke deltaget i kampen ved Lund. Han trak sig med sine styrker tilbage til Landskrone.
(28) Bunketofte Lund og kampene i Skåne omtales og nævnes hos Arild Huitfeldt: Danmarks Riges Krønike: Frederik den Førstes historie (1597) s 90-108 (genoptr 1977).
(29) Otte Stigsøn fra Ulfeldt-slægten var adelig og knyttet til Christian den Anden og var anfører af både skibe og soldater underlagt Søren Norby på Gotland.
Han var med til at rejse oprøret i Skåne 1525, blev holdt som fange først på Glimmingehus siden på Københavns slot. Han fik med Søren Norbys forlig en aftale med Frederik den Første samtidig med Søren Norby i august 1525. Han var herefter knyttet til Frederik den Første og blev sendt til Norge i 1532 for at sikre Norge for Frederik efter Christian den Andens tilfangetagelse. Han sluttede sig efter Frederik den Førstes død til grev Christoffer af Oldenborg i 1533 og blev i denne sammenhæng lensmand i Nyborg på Fyn. Efter slaget ved Øksnebjerg måtte han opgive Nyborg slot og tog til København og forblev der under belejringen frem til juli 1536, hvorefter han fulgte grev Christoffer til Tyskland. Han blev i 1539 fanget af Christian den tredjes svigerfader og efter et forlig gik han endelig i Christian den tredjes tjeneste. Han opholdt sig herefter i Norge og på Island både som lensherre og som flådeanfører. Han blev fanget af svenskerne 1563 under den nordiske syvårskrig og døde i svensk fængsel omkring 1567.
(30) Forfatteren omtaler og sammenligner her det skånske oprør med den tyske bondekrig, der fik stor betydning for udviklingen i den evangeliske bevægelse og for Luthers opfattelse.

Kilde 21: Wolfgang v.Utenhofs beretning (o. 1559, uddrag)

Trykt på plattysk i Danske Magasin 3. Rk. Bd III (1843-60) s 20-22, oversat til normaliseret dansk s 76-77 i Carsten Elkjær Knudsen: Kampen om Danmark. Dansk politik på reformationstiden 1513-36. Systime 1984. Wolfgang von Utenhof var Luther-tilhænger og hertug Frederiks nærmeste rådgiver og forblev hans kansler også som konge i Danmark. Han skrev senere en længere beretning om udviklingen, som uddraget er taget fra.

Utenhof har tidlige i teksten fortalt om hertug Frederiks forhandlinger i Lübeck i begyndelsen af februar 1523.

…Men hertug Frederik sluttede forbund med Lübeck og lovede at træde ind i krigen (1), men selvom mange af hans naboer mente, at han ikke havde forstand på sagerne, og at han var en enfoldig og usammensat mand, som havde tilbragt sin ungdom med fredelige sysler, så var han dog i grunden en forstandig, tålmodig og forsigtig mand, der forstod at vise mådehold, en mand der med klogskab, tapperhed og flid havde tænkt over sagen og derfor kaldte sine fortroligste råder til sig, nemlig Johan Rantzau,…Wolfgang von Utenhof, kansler… for med dem i hemmelighed at rådslå, hvordan han kunne opnå sin ret hos kong Christian.

Da hertug Frederik var klar over, hvordan kong Christian for frem mod sine egne undersåtter i Danmark på grund af Mutter Sigbrits regimente og at han også havde ladet Torben Oxe halshugge uden rigsrådets godkendelse, og at de stod i stor fare på liv og lemmer, så lod han Mogens Munk forhandle, om han kunne finde støtte hos dem, når han påtog sig rigets og deres sag. Han vidste, at han ville få Lübecks og de andre hansestæders hjælp.

Mogens Munk havde straks fulgt hertugens ønske og påtaget at forhandle med bisperne, prælaterne og ridderskabet i Jylland om de ville opsige kong Christian huldskab og troskab.

En del… i Jylland indvilligede og gav brev og hæftede segl herpå, en del var ikke til at formå dertil, førend de havde set den vældige magt, så havde de mere grund dertil. Men da hertug Frederik var klar over, at han havde støtte i Danmark, mente og håbede han, at han kunne ordne sagen desto lettere, hvorfor han i Tyskland hvervede ryttere og landsknægte, dels fordi han fik et stort lån hos de holstenske ridderskab, dels fordi han havde en stor sum penge liggende…

Men da kong Christian mærkede , at han ikke kunne finde noget venskab hos sin fætter og dog alligevel ikke havde villet indrømme ham noget, så tænkte han på modangreb førend hertugen var kommet på benene, og beordrede grev Erik af Hoya med 500 veludrustede heste og dertil 3000 landsknægte til sig, som han lagde til modværge på Fyn, hvis hertugen skulle bevæge sig.

Men dels fordi han ikke stolede på sine undersåtter i København og dels fordi jyderne havde bemærket, at kongen havde lagt krigsfolk på Fyn, så kunne de ikke tro andet, end at han ville straffe dem og i særdeleshed dem fra Ålborg, som havde slået hans høvedsmand og tolder ihjel, for deres opsætsighed.

Af disse grunde oprørtes alle, både borgere og bønder i Jylland, og de satte sig åbenlyst op imod ham og udnævnte ridderne Tyge Krabbe og Peder Lykke til høvedsmænd og drog i felten 70000 mand stærk for at modtage kongen, hvis han skulle komme , hvad kong Christian nok alene havde kunnet at gøre med uudrustede bønder, og det var kommet dem ilde at stå.

Kong Christian stod ved Middelfart og kunne ikke beslutte sig til, hvad han skulle gøre, men var grebet af så stor angst og fortvivlelse, at han i løbet af én nat lod sig færge over sundet (2) mellem Middelfart og Hønborg mere end 20 gange… 

Noter til kilde 21 ved Henrik Adrian:
(1) Lübeck støttede Gustav Vasa/Sverige mod Christian den Anden, så der var krig mellem Lübeck og Danmark. Fredsaftalen mellem Lübeck og Hertugdømmerne udfordrede Christians politik.
(2) Lillebælt

Jeg handler som

Skole

Forlaget Columbus

Offentlig institution
(for skolens ansatte)

Privat

Forlaget Columbus

Privatkunde
(privat, studerende
og virksomhed)