Reformation i Danmark

Oversigt

Henrik Adrian: Historisk oversigt 1526-33
Kilde 22A-C: Povl Helgesen: Uddrag af Skibbykrøniken 1526-30 – om de lutheranske prædikanter
Kilde 23:  Bisp Jens Andersens (Beldenak) - brev til borgmester og rådmænd i Assens, 1. december 1527
Tekst 24: Henrik Adrian: Var Frederik den Første lutheraner?
Kilde 25A-F: Herredagen 1526 - beslutninger
Kilde 26: Kirkeordinansen af 1528, Haderslev
Kilde 27A-B: Om Viborgprædikanterne – Gråbrødrenes fordrivelse fra Viborg – Brev om Hans Tavsen
13. Biografi - Hans Tavsen
Kilde 28: Hans Tavsen mod biskop Jens Andersen (Beldenak)
Kilde 29: Biskop Joachim Rønnows forsikringsskrivelse – åbent brev København 11.juni 1529
14. Biografi - Joakim Rønnow
Kilde 30: Malmø –prædikanterne- om Gråmunkenes fordrivelse og kongens støtte
15. Biografi – de evangeliske prædikanter i Malmø
Kilde 30A: Om gråmunkenes uddrivelse fra Malmø
Kilde 30B: Overdragelse af kirkebygninger, gods og renteindtægter til Malmøs byråd, 5. juni 1529.
Kilde 31: Malmøprædikanterne Peder Laurensen og Frands Vormordsen
Kilde 31A: Uddrag af Malmøbogen
Kilde 31B: Uddrag om bisper og kirkegods af Frands Vormordsen
Kilde 32: Københavnerbekendelsen og herredagen 1530
Kilde 32A: Københavnerbekendelsen - Confessio Hafniensis 1530
Kilde 32B: Uddrag af reces for købstæderne, 14 juli 1530
Kilde 33: Konflikten om Vor Frue kirke i København 1530
Kilde 33A: København Magistrats brev til Frederik den Første 2. nov. 1530
Kilde 33B: Kontrakt om gudstjenesten i Vor Frue Kirke
Kilde 33C: Forhør af medlemmer af Københavns magistrat 1530
Kilde 34: Povl Helgesen: Uddrag af Skibbykrøniken – om stormen på Vor Frue Kirke og Christian den Andens tog til Norge.
Kilde 34A: Stormen på Frue kirke, Hans Tavssøn, og roskildebispen Joachim Rønnow
Kilde 34B: Kristian den Andens tog til Norge og hans fængling. Vurdering af kong Kristiern og Knud Gyldenstjerne
16. Biografi Knud Henriksen Gyldenstjerne
Kilde 35: Hans Tavsen mod Povl Helgesen, (1531), Efterskrift i uddrag.
Kilde 36 (billeder): Kalkmalerier fra Brøns kirke, ca 1531
Kilde 37: Luther tekster på dansk
Kilde 37A: Lille Katekismus (1529) –oversat og trykt på dansk 1532
Kilde 37B: Vor Gud han er så fast en borg.
 

Henrik Adrian: Historisk oversigt 1526-33

1. Frederik den Første og kirken
Den evangeliske bevægelse bredte sig efter 1525 efterhånden til mange købstæder og også en del adelige blev tilhængere. Frederik den Første udstedte værnebreve til en række evangeliske prædikanter, derved blev prædikanterne sat udenfor bispernes retslige magt og kom direkte under kongens myndighed, og det sikrede dermed, at de evangeliske tanker kunne blive udbredt.

Det drøftedes på herredagene i sidste halvdel af 1520erne, hvor det lykkedes kongen at undgå, at de katolske bisper fik magt til at hindre bevægelsen i at sprede sig.

På den anden side tog kongen ikke de afgørende skridt mod at afskaffe bispemagten, men tillod, at bisperne stadig gennem kirkelovene og de kirkelige domstole kunne kontrollere deres egne ansatte og undergivne og de mange institutioner, der var underlagt bispen.

Til gengæld lykkedes det for kongen gennem en herredagsbeslutning i 1526 indirekte at løsrive den danske kirke og dens bisper fra pavens autoritet.

Man vedtog på herredagen, at en ny bisp eller ærkebisp ikke skulle betale penge til paven for sin godkendelse (konfirmationen), men alene betale et beløb til kongen, og at ærkebispen så skulle godkende bispen.

Derved mistede en række bisper, den kirkelige autoritet, det var at være pavelig indviet, og da man efterhånden næsten ikke havde bisper, der var pavelig konfirmeret, havde de nye ”udvalgte bisper” i den katolske kirke ikke samme autoritet som tidligere, og de kunne ikke opfylde alle deres religiøse pligter (fx indvielse af kirker, gennemførelse af konfirmation og kirkeretlig godkendelse af præster).

Et stort problem var det, at ærkebispen i Lund ikke var pavelig godkendt og, at der var flere, der var udvalgt som ærkebisper samtidig. Men kongen fastholdt at de evangeliske prædikanterne skulle have lov til at prædike, sålænge de fulgte den hellige skrift, og at det ikke var kongens opgave at forfølge bortløbne munke og nonner eller at straffe de evangeliske præster, der brød cølibatet og giftede sig.

2. Den evangeliske bevægelse som kulturrevolution
I forbindelse med den evangeliske bevægelses vækst kom det også til uroligheder, hvor bønder eller borgere – af og til støttet af adelen, - nægtede at betale bispetiende til kirken. Det måtte de lokale lensmænd og bisperne gribe ind overfor.

Når den evangeliske bevægelse nærmest bredte sig som en steppebrand til de mange  forskellige bysamfund mellem 1525-1530 var det udtryk for flere forhold.

Først og fremmest opfattede man i købstæderne tiggerbrødrene og de mange krav fra kirken om ydelser i forbindelse med at sikre sig ”vejen til frelse” som meget belastende. Byernes ejendomme var i høj grad ejet af kirken og klostrene, og kirken spillede en stor rolle i hverdagen med krav til de enkelte om at deltage og give ydelser til altre og munke og betale husleje og rente.

Ved at de evangeliske prædikanter direkte tog afstand fra gerninger (og betaling) som vejen til frelse, men lagde vægt på troens betydning og på, at man skulle argumentere direkte udfra evangeliernes tekst og ikke på den årtusindgamle kirketradition, skete der nærmest en kulturrevolution i både hverdagssammenhængen og i forestillingen om frihed og gudsforhold.

Klostervæsenet, præsternes cølibat, de fattiges forhold blev drøftet og nye og radikale løsninger blev accepteret og gennemført.

Det var i købstæderne, at der var baggrund for at gennemføre ændringer, fordi borgerne her havde tilslutning i byrådet, der havde del i den udøvende magt.

De kunne derfor med tilladelse fra kongen støtte de evangeliske frimenigheder og overtage de lokale kirkeejede ejendomme og anvende dem til nye fælles formål. Der blev oprettet hospitaler og skoler og indtægterne fra udlejning af de mange kirkeejede ejendomme kunne gå til drift og løn til de ansatte evangeliske præster, lærere og medhjælpere.

Bevisthedsmæssigt var der tale om en afgørende forandring. ”Vejen til frelse” blev nu en helt anden, og man kan let forestille sig de problemer mange mennesker fik ved den ny usikre situation, hvor modstridende opfattelser blev præsenteret, og hver enkelt selv skulle tage stilling sammen med sine nærmeste for at være med i de fællesskaber, som kunne sikre både ens ”frelse” og ens hverdag.

Det kan forklare den voldsomme sprogbrug – og den omfattende mobilisering med demonstrationer, prædikener, fælles salmesang og de mange gudstjenester – også under åben himmel, - som blev gennemført for at skabe et nyt sammenhold og fællesskab. Det er forhold og forløb som er kendt fra de store købstæder.

Det er mere usikkert, hvad der skete på landet. Men i mange områder søgte bønderne at gennemføre modstand mod tiendebetaling, og de krævede bispetienden afskaffet. Nogle steder blev de støttet af den lokale adel.

Baggrunden kan både være af social karakter – der var tale om at kirken havde skaffet sig store rigdomme og kirkefyrsterne (bisper og abbeder) opførte sig som adelige storgodsejere og havde kun materielle interesser.

Men der var ofte også store problemer med den lokale præstebetjening. De mange vikarer fik dårlig betaling for at give den åndelige vejledning og sikre de troendes vej til frelse gennem bønner, messer og nadver og omsorg, mens kanniken eller sognepræsten opholdt sig et andet sted og levede af overskuddet fra kirken. Mange sognekirker havde måttet undvære sin sognepræst i årevis og blev kun betjent periodevis.  

3. Den evangeliske bevægelses vækst
I dele af Nordslesvig fik kongens søn, - hertug Christian, mulighed for at gennemføre en evangelisk landskirke og en reformationsordning styret af fyrsten.

Den var den første i Nordeuropa og blev indført i 1525 med støtte af tyske lutheranske prædikanter i områderne omkring Haderslev-Tønder, og i Haderslev oprettedes også en luthersk præsteskole.

I flere købsteder overtog de evangeliske prædikanter i slutningen af 1520erne sogne- og klosterkirkerne, og i mange byer blev tiggermunkeklostrene overtaget af bystyret og munkene forjaget.
Der opstod således mange evangeliske frimenigheder, der fungerede uafhængigt af pave- og bispekirken. I tilknytning til bystyret og de nye evangeliske frimenigheder blev de mange kirkelige institutioner i købstæderne ofte omdannet til hospitaler (fattiggårde), skoler og kirkerum. Men der var tale om lokale løsninger, som var meget forskellige og indimellem fastholdt de bispestyrede institutioner deres funktioner.

De danske evangeliske prædikanter i perioden 1523-30 var ikke alle direkte luthersk påvirkede, og de havde ikke den lutherske fyrsteopfattelse klart formuleret, - kun nogle få prædikanter som Hans Tavsen i Viborg var blevet uddannet i Wittenberg, der hurtigt var blevet åndeligt centrum for den evangelisk-lutherske bevægelse i Nordeuropa.

Udover i Haderslev opstod der også i Viborg og Malmø efterhånden evangeliske præsteskoler, hvor de ledende prædikanter underviste de mange tilkommende evangeliske prædikanter.

3. Herredagen i København 1530 – Københavner bekendelsen
Der var forskellige opfattelser af, hvordan den nye evangeliske kirke skulle styres, og hvilket trosgrundlag den skulle bygge på. Det ses fx i ”Malmøbogen” og i den eneste danske fælles reformatoriske (tros)erklæring: ”Confessio Hafniensis” fra 1530.

Flere steder i Sydtyskland og Schweitz søgte man at afgøre striden mellem de evangeliske og de pavetro ved at lave en disputation,- en diskussion mellem de to parter, hvor de forelagde hver deres synspunkter for en domstol – det kunne være fyrsten, byrådet eller en lille gruppe teologiske eksperter, der så afgjorde, hvad der var ”sand tro”.

Oftest var det svært at blive enige om domstolens sammensætning og kun få steder kom det til en afgørelse. Derimod fik hver part skabt erklæringer, der angav det trosindhold, som man gik ind for.
Frederik den Første havde til herredagen i København 1530 indkaldt de ledende danske evangeliske prædikanter og heroverfor de prælater, der forsvarede pavekirken, for at begge parter skulle kunne fremlægge deres opfattelser.

Det tvang de evangeliske prædikanter til at sammenfatte deres opfattelse på dansk i 43 punkter og en konklusion i ”Den københavnske bekendelse” af 1530.

Vi kender ikke til det pavekirkelige modsvar på mødet, men Povl Helgesen kommenterede siden den ”Københavnske bekendelse”.

Det kom dog ikke til en afsluttet ”disputation” under herredagene,- biskoppernes repræsentanter var delvist hentet i udlandet og de ville have, at diskussionerne og de fremlagte tekster skulle være på latin, mens de evangeliske prædikanter fastholdt at diskussion og tekster skulle være på dansk.

De danske prædikanters udkast til en troserklæring var et selvstændigt arbejde og viste den stærke stilling ”evangelisterne” havde fået i Danmark. På den anden side var der ikke tale om en ren ”luthersk erklæring”, der var netop ikke taget stilling til fyrstens og øvrighedens stilling. Man kan sige at den jyske-slesvigske fløj var luthersk præget med vægt på øvrighed og lydighed, mens københavnerne og malmøprædikanterne mere var præget af de sydtyske prædikanter og deres krav om frihed og individualisme. Københavnererklæringen var mest præget af malmø-prædikanterne, men fik tilslutning af alle de fremmødte evangeliske prædikanter.

Den Augsburgske troserklæring (Apologia), der blev grundlaget for den senere lutheranske kirke i Danmark-Norge blev også til i 1530 få måneder før den københavnske, men har næppe da været kendt i Danmark.

Den var skrevet af reformatoren Filip Melanchton uden Luthers medvirken og var ikke så radikal i sin udformning og skulle medvirke til en diplomatisk løsning på konflikterne i kirken i Tyskland. Men det blev fortsat afvist af kejseren at finde fælles religiøse aftaler med de ”evangeliske” fyrster og byer. 

Det var derfor at begrebet ”protestanter” opstod. I 1529 havde 5 fyrster og 14 rigsstæder på rigsdagen i Speyer afleveret en protest til kejseren over beslutningerne mod Luther i Worms 1521. De blev derfor betegnet som ”protestanter” og begrebet kom snart til at dække de mange ”evangeliske bevægelser”, som udviklede sig.

4. Herredagen i København 1530 - truslen fra Christian den Anden
Af større betydning for Frederik den Første var det, at den udenrigpolitiske situation med truslen fra kejseren og Christian den Anden nu blev alt for alvorlig for Frederik den Første til, at han ville tage et åbent opgør med pavebispevældet.

Herredagen i København 1530 fik derfor ikke gennemført nogen beslutning om indførelse af en evangelisk kirkeordning. Nu gjaldt det for Frederik om, at få rigsrådets, bispernes, adelens og befolkningens fælles støtte til at udruste de styrker, der kunne tage kampen op med Christian den Anden og hans udenlandske støtter og sikre Frederiks forbliven ved magten.

5. Christian den Anden i Norge 1531-32 og hans tilfangetagelse
Christian den Anden havde allerede da fået samlet flåde og tropper i Nederlandene, han havde lovet kejseren atter at være en god katolik og var ved at angribe Danmark-Norge.

Christian den Anden vendte derfor i efteråret 1531 tilbage med en nederlandsk flåde med lejetropper til Norge, hvor han atter lod sig hylde som norsk konge, og under vinteren 1531-32 tog han ophold i Oslo.

Det lykkedes imidlertid for Frederiks udsendte repræsentanter på den opsendte dansk-lübske flåde at tage ham til fange under forhandlinger om ”frit lejde” i 1532 med løfte om forhandlinger direkte med Frederik den Første.

Men løftet blev brudt, og med sine få medrejsende bl.a. Gustav Trolle blev han derefter indsat i fængsel på Sønderborg slot.

Den danske flåde havde ved Christian den Andens angreb næsten øjeblikkeligt spærret Øresund for de nederlandske købmænd, og det kom senere til et politisk opgør i Nederlandene, hvor de nederlandske byer og den lokale statholder kejserens søster Margrethe pressede kejseren til at opgive støtten til Christian den Anden.

Allerede i 1532 kom det derfor til en ny aftale om handelsfrihed for hollænderne i Øresund på samme måde som for lübeckerne, der havde fri gennemsejledning.

6. Frederik den Førstes død 1533
Kort efter døde Frederik den Første, og det kom nu til voldsomme modsætninger i rigsrådet. Kongevalget blev udskudt et år på en herredag i København 1533, og det førte hurtigt til en omfattende borgerkrig ”Grevens fejde”, hvor lübeckerne, nederlænderne, svenskerne og den habsburgske kejser spillede en stor rolle, - og Frederik den Førstes søn hertug Christian af Slesvig-Holsten efter en længere borgerkrig endte som sejrherre og ny konge: Christian den Tredje.

Kilde 22: Povl Helgesen: Uddrag af Skibykrøniken 1525-30 – om de lutheranske prædikanter og herredagene

Povl Helgesen var karmelittermunk og blev i 1511 leder af Karmelitterhuset i København og blev samtidig lektor ved Københavns Universitet. Mere om Skibykrøniken og Povl Helgesen, se Kilde 8 og 20. Biografi.

22A: Sofie’s kroning i København, Anders Fris død, de lutheranske prædikanter og Dorotheas brudefærd.
Uddrag fra A Heise (oversætter): Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s 109-117. Tekst i kursiv er oprindelige randnoter i selve teksten.

…Samme år (=1525), på martyren den hellige Hippolytus’s dag i august måned (=12 august), blev under den almindelige herredag, som da blev holdt i København, den højbårne fyrstinde Sofie, kong Frederik den førstes yndefulde husfrue og hertugen af Pommerns datter kronet til de danskes dronning, i overværelse af mange adelsmænd, som med glæde frembar deres lykønskning.

I det herrens år 1526, på den 19. dag i februar måned, døde en meget hæderlig mand, som derfor bør mindes i lange tider, nemlig mester Anders Fris, der med berømmelse beklædte sit embede som kantor (1) ved Vor Frue kirke i København, og som i en lang årrække havde været værge og regnskabsfører ved samme kirke, der under hans værgemål fik en stor og herlig tilvækst i sine ejendomme, hvorom disse sikkert vidner. Han led i mange år af en tung sygdom, og vi nærer den fromme tro, at han ved det tålmod, hvormed han bar denne, har udslettet og udsonet de fejl, han muligvis af menneskelig skrøbelighed har begået her i livet, især da han i at give almisse overgik mange, der ellers anses for at være gavmilde folk. For denne sin store godgørenhed mod de fattige nævntes han også med berømmelse af alle. Thi han havde altid dette Kristi ord i hu: Giv almisse og alt er rent for jer. Han savnes endnu den dag i dag, og han vil også i fremtiden savnes i mange år; men Herren tog ham bort, for at hans øjne ikke skulle se den grulige vederstyggelighed, som senere med den kirkerøverske (2) kong Frederiks tilladelse anstiftedes af lutheranerne under Hans Tavsøn, den mest halsstarrige af alle kætterne (3).

En lutheraner drukner.
Samme år, på den 28. dag i maj måned, da lutheriets gift sneg sig gennem hele Jylland, druknede en præst og en præstesøn ved navn Hans Esbernsøn ved Ålborg. Han var ligeledes en halsstarrig tilhænger af det lutherske parti og søn af hr. Esbern tidligere kannik i Viborg. Denne Hans havde tilladt sig mange forhånelser mod Gud, alle helgenerne og kirkens hellige handlinger. Han havde således med sin gudsbespottelige tunge ytret, at han hellere ville oversmøres med komøg end med den hellige salve eller olie, der på højtidelig vis var indviet ved Guds ord, og han havde dyppet den hellige jomfrus billede i døbefonten. Efter at have drukket tæt blev han grebet af en skæbnesvanger lyst til at sejle over den fjord, som flyder forbi samme by. Men næppe var han kommet fra land, før han faldt på hovedet i vandet og druknede, mens dog en dreng, som samme Hans havde tvunget til at gå med sig i båden, slap uskadt derfra. Ved en vis lønlig styrelse af det guddommelige forsyn og til straf for præsterne frillelevned var det tilfældet på de tider, at ingen så villig sluttede sig til den ugudelige sekt som præsternes uægte sønner. Af sådanne var der mange, som jeg kendte, og mange flere, som andre kender.

Præstesønnerne er de mest berygtede blandt lutheranerne.
For det første kendte jeg denne Hans, der var søn af hr. Esbern, tidligere kannik i Viborg, for det andet en mester Jørgen (4), der er søn af en vikar i Viborg, hvis søster Dorothea (5) mester Hans Tavsøn har ægtet, han der var den første gejstlige mand her i Danmark, som af kødelig lyst gik hen og giftede sig, for det tredje en forbryderisk karl ved navn hr. Lars Hvid, Sigbrits sekretær og søn af hr. Peder Hvid, ligeledes kannik i Viborg, for det fjerde en hr. Johannes(6), der tidligere var kansler hos biskoppen af Viborg, og endelig til sidst en læsemester af karmeliterordenen ved navn Movrids (7), søn af en provst på Samsø. Han var i besiddelse af en snu frækhed og en fræk snuhed. Jeg forbigår i tavshed nogle andre, som jeg kender endnu nøjere, men om hvilke jeg måske, om livet spares mig, vil få lejlighed til at skrive en anden gang, nemlig når deres ondskab har nået sit fulde mål.

I juni måned samme år, to dage efter at den kirkerøverske kong Frederik, den vidt berygtede tyran Kristiern den andens eferfølger og farbroder var kommet til København, begyndte han sammen med rigshofmesteren Mogens Gøje og mange andre holstenere (8) på luthersk vis at spise kød om fredagen, på hvilke dage alle kristne lige siden apostlenes tider havde afholdt sig fra alle kødspiser. Desuden begyndte samme Mogens Gøje samme år med fræk tilsidesættelse af kirkens love at nyde nadveren under begge skikkelser uden forudgående forberedelser på nogen af de måder, hvormed de gamle kristne plejede at søge syndstilgivelse, nemlig ved pønitense, bøn, faste, syndsbekendelser, almisser og andre fromme gerninger (9). Samme år begyndte også nogle af rigets fornemste mænd med kongens stiltiende samtykke at håne alt helligt og foragte alle tidligere århundreders bestemmelser, som med from gudsfrygt havde været overholdt lige fra apostlenes tider til vore dage. Men om det er for evig tid, at den retfærdige Gud har fundet sig i disse skændige handlinger, det må eftertiden dømme om. Jeg for min del har dog ikke kunnet komme til anden overbevisning, end at den guddommelige hævn inden kort tid vil ramme dem, fordi den kirkerøverske fyrste i sit overmod foragtede alle gode mænds heldbringende påmindelser og råd, hvem de så end kom fra, fra adelig eller uadelig, fra lægd eller lærd. Thi ved Guds styrelse skete det, at det hverken var alle præster eller alle adelige, der begunstigede selve partiet; ellers havde det alt for længst været forbi med alt helligt (10).

Kong Frederiks datter ægter den kætterske og frafaldne stormester i Preussen.
Samme år og måned på de 10.000 martyrers dag (=22 juni) afsejlede kong Frederiks datter (11) fra Københavns red med et stort følge af adelsmænd for at begive sig over Østersøen til stormestren af Preussen, med hvem hun tidligere var blevet trolovet, efter at han, uden at bryde sig om det hellige løfte, han havde aflagt, var faldet fra lydighed mod Romerkirken og nu var blevet en af det lutherske partis mest halsstarrige tilhængere, efter at han ført med vold og magt havde underkuet hele korsherrernes orden (12).

Broder Paulus Heliæ var nær blevet stenet.
Samme år på St.Hans den døbers dag (=24 juni) blev en karmeliterbroder ved navn Paulus Heliæ efter den kirkerøverske kong Frederik den førstes bud af hr. Tyge Krabbe hentet op på Københavns slot, for at han i en offentlig prædiken kune sige sin mening om lutheriet. Man havde i den anledning lovet ham sikkert lejde, så at han ikke på nogen måde skulle lide overlast af samme konges ugudelige og urene soldater (13), der ligesom kongen selv var ivrige tilhængere af lutheranernes kirkerøveriske sekt, hvad der ligeledes var tilfældet med mange holstenere og med rigshofmesteren Mogens Gøje, alle lutheranernes fænnikedrager (14) her i Danmark. Og efter at samme Povl frit, men dog mådeholdent, havde sagt sin mening om lutheriet, idet han uforbeholdent tilstod, at intet af de to partier besad det rette mådehold, og at således den ene part ikke burde kaldes til regnskab for sine fejl, uden at det samme skete med den anden, så blev han, da han gik ned fra slottet, overøst med så store forhånelser, skældsord og bagvaskelse af en skare larmende og støjende soldater, at man nær havde slået ham ihjel. De havde nemlig sat Mogens Gøjes gøgler, der sædvanlig gik under navnet Jacob Nar, ud på ham. Denne forfulgte ham og hans ledsager lige til borgporten, idet han svang med sit sværd (15), og han ville utvivlsomt have tilføjet den ene af dem skade, hvis han ikke var blevet standset i sin fart af de præster og klerke, som fulgte bagefter. Man hørte heller ikke op med råbene og forbandelserne, før Povl helt var blevet unddraget de afsindige soldaters blik. Nogle råbte med vanvittige skrig, at han havde ladet sig bestikke til at bespotte Kristus og Guds ord: nogle skældte ham ud for en ulv og en sjælemorder, andre for en munk og en hykler, atter andre for en ulv og en bedrager. Således holdt den tids fyrster deres ord; sådan var den hæder man viste gejstlige. Netop på samme dag i året 1522, da samme broder Paulus Heliæ prædikede på samme slot for kong Kristiern, den vidt berygtede tyran, om Herodes’s og hans skøge Herodias’s grusomhed (16), blev samme tyran så forbitret over hans fritalenhed, at han den følgende fredag tilbagekaldte det gavebrev, hvorved han havde skænket St.Jørgens hospital med dets tilliggende gods som en besiddelse for evig tid til Karmeliternes kollegium, som samme Povl dengang var forstander for. Således kan man ikke røre ved bjergene, uden at der straks går røg af dem…   

Noter til kilde 22A ved Henrik Adrian:
(1) Kantor – kantoren var leder af kirkens musikudøvelse, dvs han ledede kor, kordrenge, organist mv. Vor Frue kirke var en stor kirke, en såkaldt kollegiatkirke – den havde en række kanniker tilknyttet og mindede således om domkirkerne og havde mange kapeller, hvor der blev afholdt messer. Kantoren var sålede en vigtig kirkelig embedsmand.
(2) Forfatteren bruger udtrykket ”sacrilegus rex”, – en konge, der forbryder sig mod kirken, overtræder kirkens love særlig ved tyveri eller vold. I resten af teksten tilføjes dette skældsord til kongen, når han omtales.
(3) Hans Tavsøn flyttedes til København fra Viborg først i 1529.
(4) Jørgen Jensen Sadolin, fik beskyttelsesbrev af Frederik den første i 1526 til at oprette en præsteskole i Viborg. Han blev i 1531-32 sendt til Odense for at hjælpe den nyindsatte biskop Knud Gyldenstjerne med at reformere Fyns stift. Han blev i 1537 den første superintendent i Odense.
(5) Hans Tavsens første kone Dorothea var måske i familie med Jørgen Jensen Sadolin. Hun døde omkring 1537.
(6) Måske Jens Hansen, kannik i Viborg, der senere blev luthersk præst og provst ved domkirken.
(7) Movrids Samsing, opr. prior for Karmeliterklostret i Skelskør, men overtager som luthersk præst embedet som sognepræst i byen og i Tjæreby. Omtales i fra A Heise (oversætter): Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s 63-64.
(8) Forfatteren anklager Frederik den første for at styre landet gennem sine holstenske adelsmænd: den tyske kansler Wolfgang von Utenhof, den holstenske landmarskal Melkior Rantzau, lejetropføreren Johan Rantzau og Wulf Pogwisch. Det er ikke tilfældigt at forfatteren regner rigshofmesteren Mogens Gøye med til denne gruppe, selvom han ikke har holstenske godser eller tilknytning.
(9) den senmiddelalderlige vej til frelse opregnes her.
(10) teksten kan være skrevet omkring Frederik den førstes død, hvor herredagen genindfører bispernes magt over forkyndelse mv.
(11) Frederik den første får med sin datter Dorotheas bryllup sikret en alliance med den ledende protestantiske fyrste ved Østersøen mod kejseren og Christian den andens krav.
(12) Maria-ordenens leder gennemfører en luthersk fyrstekirke i 1525 og ændrer således den strategiske situation i Nordeuropa til fordel for både Gustav Vasa og Frederik den første.
(13) Milites – betyder soldater, eller riddere – her er det vel nærmest  de unge adelige – hofsinderne, der er knyttet til kongens hof (tolkning af oversætteren A. Heise).
(14) Fænnikedrager – fanebærer, fører
(15) Oversætteren A.Heise kommenterer i sin note, at en nar normalt kun anvender et træsværd og forsvarer derved indirekte Jacob Nars adfærd.
(16) Povl Helgesøn har tidligere beskrevet denne begivenhed. Povl Helgesøn måtte flygte til Jylland og sluttede sig til oprørerne omkring Tyge Krabbe.
 

 
22B: Herredag i Odense 1527 og de evangeliske i Malmø.
Uddrag fra A Heise (oversætter): Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s 118-127. Tekst i kursiv er oprindelige randnoter i selve teksten.

I august måned i året 1527 holdtes der almindelig herredag og rigsrådsmøde i Odense by på Fyn, hvor også Frederik, den kirkerøverske konge, var tilstede tillige med sine holstenere, i hvis hånd jo dengang sagernes afgørelse lå (17). På denne herredag blev der ikke så meget på grund af kongens som på grund af den verdslige adels ondskab ved trusler fravristet biskopperne den ret, som de ifølge kirkeretten, kejserlige love, den danske lov, lang sædvane og tillige ved alle kristne fyrsters privilegier havde over alle dem, der havde gjort sig skyldige i hor, utugt og alle andre forbrydelser mod den guddommelige ret (18); thi når sådnne personer var blevet grebet og overbevist om deres brøde, plejede biskopperne at straffe dem, snart med pengebøder, undertiden med fængsel og sult, af og til med hudfletning (19) og fodjærn.

Biskoppernes ret afskaffet 1527.
Hvorledes det nu end forholdt sig med denne ret, der dog bidrog meget til at skaffe biskopperne anseelse, så gik den nu over til rigets adel, så at de hver for sig skulle have denne ret over sine egne bønder og tjenere og besidde den til evig tid, dog på det vilkår, at alle biskoppernes rettigheder, skulle forblive ubeskårne (20).

Men i denne henseende blev fyrstens og den øvrige adels offentligt givne ord ikke holdt, heller ikke noget som helst andet brev, hvor store segl, der end stod derunder til bekræftelse; thi af denne herredag blev tro og love og forseglede breve mindre overholdt mod kirkens mænd end nogensinde i kong Kristierns tider.

De frafaldne forsvares, de troende undertrykkes.
Fra denne herredag udstedtes der også med mageløs uforskammethed og letsindighed, uden at biskopperne var hørt eller havde givet deres tilslutning, visse kongebreve, ved hvilke præster og munke, alle under et eller hver for sig, der blev taget under kongens beskærmelse, når de under den evangeliske friheds skalkeskjul enten ville aflægge deres gejstlige dragt eller endogså gifte sig. Men deraf fulgte en stor tøjlesløshed i livsvandel og skændig trældom under alskens forbrydelser, og fra denne dag af begyndte gudsfrygten offentligt og åbenlyst at nedtrampes, religionen at foragtes, kyskheden at spottes, livets renhed at vanhelliges. På den måde holdt den tids kirkerøveriske fyrster deres løfter, imod deres ed, imod deres offentligt givne ord og imod deres egne beseglede håndfæstninger og breve (21).

Samme år faldt en karmeliterbroder, lektor Peder Laurenssøn fra Næstved, fra de rettroendes kirke og sin orden og blev det lutherske partis mest skamløse tilhænger, således som man kunne vente af hans bagvendte og halsstarrige sindelag. En lang tid forblev han i sin ordens kloster i Assens; men da brødrene blev opsplittet, klostrets ejendomme spredt og udplyndret, og klostret selv givet i de lutherske borgeres vold, begav han sig tilsidst til Malmø, denne hule for frafaldne kirkerøvere, dette fristed for alle kættere, for der at gifte sig og blive kødets tjener, siden han ikke ville være pavens tjener (22).

I året 1528 efter verdensforløsningen faldt næsten hele Malmø fra kirkens enhed, under ledelse af en prædikant ved navn Klavs Tøndebinder, der tidligere havde været præst, men nu var en af de mest troløse frafaldne. Betaget af en næsten utrolig lyst til at herske drev han sit spil blandt denne bys befolkning, forsi den også ellers var bekendt for sit oprørske sindelag. For øvrigt var denne Tøndebinder en helt ulærd karl og fuldtændig ubekendt med de gode videnskaber; han besad heller ingen dømmekraft, men en forbavsende evne til at udtrykke sig let og flydende på modersmålet og en frækhed og dumdristighed, man næsten ikke skulle anse for mulig. Samme år fik han som kaldsfælle og hjælper en anden frafalden munk af Helligåndsordenen, der sædvankig gik under navnet Hans Spandemager; han var en lille smule mere lærd end Klavs, men havde dog mindre indflydelse. Begge var født i Malmø; men Kristi ord: en profet er aldrig agtet i sin fædreneby, gik ikke i opfyldelse for dem; thi i deres egen fædreneby ansås de af mænd af stort værd, skønt de stammede fra helt ubekendte forældre. Disse mænd lærte folket at håne alle helgerne, at nedtrampe alle den kristne religions helligdomme, at spotte sakramenterne, at fordømme de gode gerninger, at vanhellige de til Gud indviede huse, at omstyrte de hellige altre, at overgive de hellige billeder til de hævnende flammer, at gøre nar af faste, offentlige og højtidelige bønner og alt, hvad de troende hidtil havde iagttaget for at bevare dyderne, for at ave kødet lyst eller for at fremme gudsfrygt og fromhed. De lærte også folk at foragte den myndighed, som offentligt er tillagt kirkens personer og som er anerkendt af mange århundreder, at udjage munke, at plyndre gudshuse og med vold at sætte sig i besiddelse af klostre. De sagde fremdeles med en forbavsende skamløshed, at siden apostlenes tider var det sande og ægte evangelium ikke blevet prædiket her i verden, og at hele denne tid inge  havde været sande eller oprigtige kristne uden de alene, som kirken altid havde anset for kættere. Derfor sagde de også de mest uforskammede uforskammetheder og med den tåbeligste tåbelighed, at alle Romerkirkens paver, vor tros læremestre, var og altid havde været skinbarlige antikristne, og at der ikke var nogen antikrist i vente, men at samtlige biskopper over hele verden, alle prælater, munke, præster og klerke, som adlyder Romerpaven, var papister og det romerske tyrannis drabanter. Alt hvad der derfor hidtil er anset for helligt og ukrænkeligt og af apostlene og deres tilhørere er overleveret os som noget, der fromt bør overholdes, såsom messens højtidelige  forvaltning, løfternes iagttagelse, afholdenhed fra visse spiser, de dødes ihukommelse og begængelser (), forvaltningen af sakramenterne, nidkærhed i gode gerninger og meget andet, der er en øveklse i dyd, alt det, sagde de var papistiske opdigtelser, der havde sit udspring i Roms gerrighed, og de påstod at kun eet var fornødent til sjælens frelse, troen alene, men at gerningerne mere var til byrde end til hæder, fordi det ikke kunne undgås, at det gav anledning til tom forfængelighed og til hykleri. Så forblindede var disse elendige mennesker, at de fordi, der havde fundet visse misbrug sted og fordi enkelte paver havde været ugudelige, hellere ville, at alle kristendommens sakramenter skulle forstyrres og omvendes og gudsfrygtens første spirer kvæles, end at den enkeltes urenhed skulle drages til regnskab og revses. Desuden havde dette partis tilhængere den giftigste og mest bagtaleriske tunge; thi de havde aflagt al blufærdighed og havde ikke længere skam i sig, siden de ikke bluedes ved at kalde de helligste mænd, martyrer og bekendere, hvis minde altid er blevet anset for helligt og ukrænkeligt, for ulve, bedragere, forførere, tyve, sjælemordere og røvere (23). Mens alt dette foregik, var en vestfaler (24) ved navn Jørgen Kock og en mand ved navn Jep Nielssøn borgmestre i Malmø. Den førstnævnte af disse var møntmester og et menneske, som ud over ved åger, underslæb og bedrageri også var ilde berygtet for  sine mange ægteskabsbrud; den sidstnævnte var var noget ældre af alder og stod heller ikke tilbage for den anden i ugudelighed og skamløshed. Disse to mænd, der gjorde sig bemærket ved deres kirkerøverier og troløshed, gjorde Malmø til en røverhule og et fristed for fortvivlede skalke og frafaldne. Og da de så, at de førnævnte prædikanter på grund af deres mangel på lærdom ikke ret kunne forsvare den ny lære, når det ved en eller anden lejlighed kom til en ordentlig strid, kaldte de to frafaldne brødre af Karmeliterordenen til sig og misbrugte dem senere til alskens ugudelighed. Den først af disse var en hollænder ved navn lektor Frans, den anden en sjællænder, der stammede fra Næstved, lektor Peder Laurnssøn, som ikke blot på den tid viste sig endnu mere skamløs end Frans, men også var noget ældre af år. Denne Peder blev byens bestaltede skriver. Idet han nemlig udgav adskillige småskrifter, forsøgte han på kættersk vis at gøre rede for den religionsforandring, der var foretaget blandt malmøboerne. I denne henseende vred han sig på alle leder og kanter; men al hans møje var dog forgæves; thi ugudeligheden kan intet for alvor udrette mod fromheden. Efter at denne Peder havde giftet sig, fremturede han stadig i sin utroskab og overgik stadig sig selv i skamløshed. Hvad dernæst den ovennævnte hollænder ved navn Frans angår, så skjulte han i lang tid sin troløsheds gift, idet han nok i nogen grad ivrede mod misbrug og slette sæder, men dog uden denne tid at indblande eller med hårdnakkethed at forfægte nogen vildfarende mening, skønt han ellers med stor frihed behandlede mange emner (25). Men just ved denne tilbageholdenhed blev han den skadeligste af alle. I begyndelsen lod det nemlig, som om han ville mildne og rette de misbrug, der ved de tidligere prædikanters skamløse eller ukloge adfærd havde indsneget sig i Malmø-kirken, og det i overensstemmelse med kirkens læresætninger. Men det gjorde han alene for at undgå skin af at bygge på en grundvold, der var lagt af andre; thi for øvrigt var han med hensyn til meninger, anskuelser, iver og sindsstemning endnu slettere, mere forbryderisk og skamløs end alle de andre. Efter at han nemlig havde fremkaldt det håb hos mange, at han for evig tid ville leve i ugift stand, blev han grebet af en vanvittig kærlighed og tog endogså en pige til ægte, uagtet smme piges værger ikke ville give deres samtykke hertil og uagtet alle hans venner advarede ham derimod, og forat kunne besmykke sin kødelige bryndes fast utrolige afsind med ægteskabets navn, udgav han to gange på modersmålet et skrift om præsters, munkes og nonners ægteskab, men så fuld af bagvaskelser og løgne, at det er mere løgnagtigt end løgnen selv, mere bagvaskerisk end bagvaskelsen selv. Thi da han var blevet ægtemand, skiftede han i den grad sind og bed hovedet af al skam, så at han blev den skamløseste af alle lutheranerne og skrev og lærte meget på den skamløseste måde, uden det mindste overlæg, men alene forblindet af sin ærgerrrighed; thi han var en træl af sin æresyge (26).

Noter til kilde 22B ved Henrik Adrian:
(17) Frederik den første opholdt sig normalt på Gottorp slot ved Slesvig og styrede rigerne ved sine danske rigsråder og sine holstenske råder, hvor især hærføreren Johan Rantzau, den tyske kansler Wolfgang von Utenhof, rigshofmesteren Mogens Gøye og marsken Tyge Krabbe spillede en afgørende rolle.
(18) Kirkeloven, hvis domstole administreredes af bisperne, bøder og afgifter herfra gik normalt til bispen.
(19) Hudfletning – pisk
(20) Se reces og diskussion i kilde 25. Der er to forhold som kirken anklages for – den omfattende tiendebyrde (især bispedelen) og de mange bøder og afgifter iflg. domsafgørelserne efter kirkeloven.
(21) I Frederik den førstes håndfæstning kilde 17A lover kongen ”at ingen kætter, Luthers disciple eller andre” skal have love at prædike.
(22) Se kilde 30A om gråbrødrenes fordrivelse fra Malmø og 13. Biografi om Malmøprædikanterne. Peder Laurenssøn blev gift med prædikanten Klavs Mortensens (Tøndebinder) søster Anna.
(23) Povl Helgesens mest omfattende kritik af den evangeliske bevægelse, teksten er delvis afskrift af hans egne skrifter trykt 1530 imod Malmøbogen (se kilde 31A) og mod Peder Laurenssøn.
(24) Jørgen Kock kom fra Westfalen, han kom til København under kong Hans og blev borger i København, han giftede sig ind i en københavnsk købmandsfamilie, flyttede til Malmø og blev møntmester for kong Kristiern den Anden. Ligefør kongen forlod Danmark blev han udnævnt til borgmester i Malmø.
(25) Povl Helgesen hjalp så sent som i 1528-29 Frans Vormordsen med en oversættelse af Davids salmer, og det kan forklare hans dybe skuffelse over den tidligere kollega og ordensfælle.
(26) Frans Vormordsen udgav i 1531 to tekster: ” Et kort (dog kristeligt og tilbørligt) svar på den undervisning, som er prentet af Povel Reff i Års om præstelevned med giftermål og kyskhed” (det var oversat af Povl Helgesen) og ”En såre nyttelig og alle dem som giftet er eller giftes ville, hugsvalelig disputats mellem hr.Adser, præst og kantor i Lund, og Franciscum Vormordi, prædikere i Malmø”. Dette skrift er fyldt med skældsord og anklager også direkte mod Povl Helgesen.
 


22C: Lage Urnes død 1529, Joakim Rønnov, Hans Tavsen og herredagen i København 1530
Uddrag fra A Heise (oversætter): Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s 128-135. Tekst i kursiv er oprindelige randnoter i selve teksten.

I det herrens år 1529 bortkaldtes på den 29.april en mand af adelig byrd, der fortjener at mindes til evige tider, hr Lage Urne, biskop i Roskilde. Han blev nemlig endnu i sin kraftigste alder, efter hvad man mener i sit 63.år angrebet af en betændelse i luftrøret eller struben og døde på den femte dag, kvalt af sygdommen. Denne sygdom plejer nemlig, da den er så livsfarlig, at medføre døden på den femte dag, efter at man var blevet angrebet, og ud over denne dag lader den næppe nogen blive i live, mens erfaringen viser, at den som oftest viser dræbende på den første, anden eller tredje dag. Naturen selv, alskabningens moder, eller rettere sagt naturens skaber Gud havde skænket denne herlige mand visse udmærkede gaver, så at han i oplysning, lærdom, veltalenhed og ved den sædelige alvor, han viste i forskellige retninger, overgik samtlige rigets øvrige biskopper. Ved disse egenskaber hævdede han med stor klogskab sin stillings myndighed, så ingen fandt på at foragte den; men da han tillige i hele sin fremtræden havde et lidt vel strengt præg, undgik han dog ikke, at visse folk, der havde den biskoppelige værdighed, tilskrev dette stolthed og overmod, og det netop, mens han levede. Thi efter sin død blev han også savnet af alle, også af dem, der var tilbøjelige til at nære misundelse mod ham, mens han levede. Thi det er det udmærkedes lod, at det først da savnes, når det er borte. Sine egne slægtninge og pårørende tog han dog vel meget hensyn til; han viste nemlig stor omhu for dem, men uden at tage i betragtning, om de fortjente det eller ikke, og dermed gjorde han Kristi fattige en ikke ringe uret, thi de er dog de sande arvinger til kirkens gods. Han følte sig nemlig forstærket af sit adelige navn og sin anerække, en fejl, som han vel delte med mange, men som dog er særegen og medfødt hos de adelige i forening med havesyge. Men da dette er en menneskelig forseelse, tror vi med skyldig fromhed, at den er blevet tilgivet af ham, til hvis væsen det hører at vise barmhjertighed og skånsel, tillige med hvad andet han begik af menneskelig skrøbelighed. Efter denne faders død begyndte straks Roskildekirkens forfald.

Efter Lage Urne fulgte en mand af adelig byrd ved navn Joakim Rønnov: men han opnåede kun sin værdighed på mange onde og meget ubillige vilkår. Heri var dog ikke så meget han selv skyldig, som den kirkerøverske fyrste kong Frederik, der ved sin tyranniske færd havde afskaffet kirkens valgret og med vold og magt havde tilrevet sig kirkernes rettigheder, så at ingen opnåede nogen gejstlig værdighed uden at han først til foragt for religionen havde måttet erlægge en stor pengesum og afsværge den lydighed, der til evig tid skyldes og altid har været ydet de romerske paver, hele den verdslige verdens troslærere og mestre. Og herved afskaffedes ikke det voldsherredømme, hvormed romerpaven havde underlagt sig alle kirker i hele verden, men det ombyttedes kun. Thi den bekræftelse af embedet, som man tidligere havde tilkøbt sig af paven for 1000 gylden, måtte man tiltuske sig af den verdslige og kirkerøverske fyrste for seks tusinde (27). Og de, som gik så vidt i deres forbandelse af pavens gerrighed, at de endogså troløst skilte sig fra den rettroende kirke, de blev selv tifold gerrigere og fandt stort behag i sig selv, mens de nærede ikke ringe taknemmelighed mod dem, der under den evangeliske friheds skalkeskjul havde givet dem lejlighed til at indføre kætteriet og skille sig fra kirken. Den omstændighed i forening med den store vinding, fyrsterne havde heraf, åbnede vinduet på vid gab for lutheriets udbredelse her i riget.

I det samme år og i de samme dage, som den kirkerøverske kong Frederik helt havde kastet sig i lutheriets arme og ligeledes havde besluttet at bringe hele dette rige til fald, flyttede han en mand ved navn Hans Tavssøn, en frafalden munk af Jerusalemsbrødrenes orden (28) og alle lutheranernes fænnikedrager her i Danmark, fra byen Viborg i Jylland til København, for at han ved sin pestbringende prædiken kunne føre denne stad på afveje, ligesom han tidligere havde gjort ved Viborg og andre jyske byer, hvor han havde udryddet al religion og udbredt vanhelligelsens hele vederstyggelighed. Da han var kommet hertil, voksede ondskaben i den grad, at denne stad, som tidligere havde været gudsfrygtens og religionens ivrigste og mest vedholdende tilhænger, nu blev den mest forbryderiske hule for alskens ugudelighed og vanhelligelse. Den rå og uvidende befolkning blev nemlig grebet af et utroligt raseri og vanvid og forgreb sig i så høj grad på gudshusenes hellighed, at den ikke blot omstyrtede helgenbillederne, men endogså overøste den hellige nadver med de grueligste skældsord og tilsidst iværksatte enhversomhelst ugudelighed, som de havde hørt var sat i værk af de troløse malmøboere eller endogså af de afsindige viborgere. Thi de forbryderiske borgere kunne ikke finde sig i, at nogensomhelsk luthersk by i en eller anden henseende overgik dem i vanhelligelse og ugudelighed.

I det herrens år 1530 holdtes på den tid, da den hellige jomfru Mariæ besøgelsesfest faldt (=2 juli), en almindelig herredag i København, hvortil også de lutherske prædikanter var tilkaldt tillige med de rettroende biskopper og præster. Hensigten hermed var, at den hele sag, hvorom der den gang var strid mellem de rettroende katolikker og de lutherske kættere, skulle bringes til en afgærelse med menigmand som dommer.

De rettroende udæskes af lutheranerne til en disputats, men på uhørte vilkår.    
Men skønt det skortede lutheranerne på grundige og indtrængende skrifter og på virkelige grunde, truede de dog de rettroende hårdt, idet de stolede på fyrstens magt og gunst, ved hvis beskyttelse og forsvar de var trygge og undtaget fra almindelig retforfølgning (29). Kætterne havde utvivlsomt også fået overmagten overfor hele den gejstlige stand, hvis de rettroende ikke med klog beregning længe havde trukket sagen i langdrag, idet de værgrede sig ved at anerkende dem som tilbørlige dommere, som lutheranerne havde udset sig, og hvis de ikke tilsidst havde henstillet sagen til en almindelig kirkeforsamlings afgørelse (30). Imidlertid vil kætterne dog bilde menigmand ind, at de havde sejret, idet de pralede af, at de så ofte havde udæsket de rettroende til en disputats, hvilket de i virkeligheden også gjorde, men på uantagelige vilkår; thi med deres afsindige råb holdt de på, at disputatsen skulle holdes på dansk med menigmand som dommer, idet de vel vidste, at de på denne måde kunne være sikre på sejren, som for størst delen afhang af folkets råb og af den kirkerøveriske fyrstes og nogle verdslige stormænds lige så voldsomme som afsindige gunst. Thi forblindede af deres had til gejstligheden og opfyldt af brændende begærlighed efter kirkens gods lod de sig hverken styre af fornuft, klogskab eller hensyn, men henrevet af deres lidenskab og stolende på deres våbenmagt og styrke stræbte de efter med et slag at ødelægge og fordærve hele den gejstlige stand, og det ville de også have forsøgt, hvis ikke frygten for den ydre fjende havde holdt dem tilbage, nemlig for kong Kristiern, som denne gang truede hele riget, men især indjog rigets styrere og de fornemme frygt (31). Mens denne herredag blev holdt, rasede de lutherske prædikanter, idet den kirkerøverske fyrste ikke blot lukkede øjnene herfor, men endogså selv ansporede hertil, og idet nogle afsindige stormænd og forbryderiske borgere opmuntrede dem, med så kåd tunge mod rigets biskopper og prælater, at de udspyede alle slags skældsord mod dem. Ikke blot gennemheglede de dem, idet de kaldte dem ulve og lejesvende for at vinde den vanvittige mængdes bifald, men i deres blinde raseri kaldte de dem uafbrudt tyve, røvere, forførere, forrædere og sjælemordere (32). Et så vanvittigt raseri ville fyrsten og rigets styrere aldrig ustraffet have tålt, hvis der havde været den mindste gnist af skam tilbage i dem; men opfyldt af had, gerrighed og skamløshed tålte og gjorde de alt, hvad det så end var.

Noter til kilde 22B ved Henrik Adrian:
(27) beløbsstørrelserne ved den pavelige indsættelse blev handlet ved hver indsættelse.
(28) Hans Tavsen var oprindelig johannitermunk tilknyttet Antvorskov kloster.
(29) De kongelige beskærmelsesbreve sikrede de evangeliske prædikanter mod bispernes domsmagt.
(30) Sagen henskydes til et generelt koncil for Romerkirken.
(31) Der blev fred mellem Frankrig og den tysk-romerske kejser i 1529 og derfor søgte Christian den Anden på ny støtte hos kejser Karl V. Samtidig kom det til et forligsmøde mellem kejserens repræsentanter og de ledende protestantiske fyrster i Augsburg 1530, men der blev ingen aftale her. Truslen fra kejseren mod Frederik den Første voksede således og Christian den Anden fik nu af kejseren lovet støtte i Nederlandene til et angreb på Danmark-Norge.
(32) De fremmødte evangeliske prædikanter prædikede i Københavns kirker og udfordrede de fremmødte tilhængere af pavekirken og bispevældet. 

Kilde 23: Bisp Jens Andersens (Beldenak) - brev til borgmester og rådmænd i Assens, 1. december 1527

Teksten er trykt i Arild Huitfeldt: Danmarks Riges Krønike: Frederik den Førstes historie København 1597 (genoptr. 1977) s 146-148.

Huitfeldt omtaler flere steder de evangeliske prædikanter som lutherske - se også Kilde 39G, hvor han under Christian den Tredjes historie fortæller om lutherdommens komme til Danmark.  
Teksten er et af de få eksempler på, at en bisp selv direkte tager diskussionen op med de evangeliske prædikanter (se også Kilde 28), teksten her kendes kun hos Huitfeldt.

Arild Huitfeldt (1597) omtaler under Frederik den Første kun kort den lutherske læres komme til Danmark:

”…I Tyskland var den lutherske lærdom begyndt i 1517. Den blev vidt udbredt til mange lande og den kom også her til Danmark og har udviklet sig år efter år gennem adskillige personer, der prædikede hemmeligt i adskillige købstæder. Mester Hans Tavsen (1) var den første, der viste sig frem. Men til Assens begyndte Christen Skrok at indplante den lutherske lærdom. Det voldte mishag hos bisp Jens Andersen (2) under hvis jurisdiktion Assens hørte til. Derfor skrev han til Assens følgende åbne brev:

Vi Jens Andersen, med Guds nåde biskop i Odense, hilser jer borgmester og rådmænd, og hele menigheden i Assens, kærligt med Gud. Kære venner, med dette brev, som vi har skrevet til jer, giver vi jer kraftigt tilkende en god og kristelig mening: At de bortløbne munke, og de hensynsløse præster af Luthers selskab plejer at prædike åbenbar løgn for almuen, og at den hellige kirkes mænd har altid brølet højt på den hellige skrift. De vil aldrig sige folket den rette sandhed, som den hellige skrift indeholder. De af det lutherske selskab åbenbarer nu den sandhed, som kirkens mænd altid tidligere har holdt skjult og vil ikke fortælle det for deres egen skyld. Da beder vi jer gerne, at i vil holde jeres lutherske prædikanter dertil, at de peger på de skrifter, de punkter i den hellige skrift, som den sandhed indeholder, som luthers selskab nu åbenbarer, og som kirkens mænd for deres egen skyld har skjult. Og hvis vi ikke kan give dem et tilbørligt svar, som hver kristen mand kan forstå, at det er løgn og adskillelse fra Herren, på det de kommer frem med, så vil vi holde med dem og gå over til den side, de er på. Dog siger vi overalt, at det ville være meget bedre, at både vi og de lutherske prædikanter blev hængt op i en galge, and at de og vi skulle nedlægge en eneste messe; fordi messen er ikke andet end et gudeligt embede, hvori der handles om Kristi død og pines ihukommelse. Og hvori det samme Kristi legeme ofres, som Kristi selv tidligere blev ofret på det hellige kors for menneskets synders skyld. Derfor giver vi det løfte til jer, fordi i er så kloge og fornuftige, at i ikke tillader at et sådant kættteri skal prædikes i jeres by, med mindre i og samme lutherske prædikanter afviser vort brev og kristelige begæring. Ex cura nostro Episcopali Othoniensi, prima Dominica Aduentus Domini, Anno 1527. Nostro sub sigillo dorsotenus impresso. (3)

Noter til kilde 23 ved Henrik Adrian:
(1) Se 6. Biografi
(2) Se 13. Biografi
(3) Fra vores bispegård i Odense, 1.søndag i advent, 1527 (= 1 december 1527). Under vort signet, trykt forneden.

Tekst 24: Henrik Adrian: Var Frederik den Første lutheraner?

-  Frederik den Førstes udenrigspolitik, de nordtyske alliancer og reformationen i Nordslesvig under sønnen hertug Christian.

Et af de vigtige spørgsmål historikerne har stillet sig selv er: Var Frederik den Første lutheraner?

Hvilke motiver var der bag hans politik og hvilken trosopfattelse havde han selv?

Den periode han var hertug og konge i, var meget foranderlig og der var konstant nye forhold, der gav den politiske ledelse af landet problemer og udfordringer. I første halvdel af 1500-tallet forandredes opfattelserne om politik og religion i samfundet i hele Nordeuropa, og den middelalderlige universalistiske og hierarkiske stats- og religionsopfattelse gik i opløsning.

1. Frederik den Første:  hans politik og forestillinger – konstruktion udfra hans aktiviter og sammenhængen
Vi kender en række beskrivelser af Frederik den Første, der ligger tæt på ham i tid, der karakteriserer ham som konge og politiker – den samtidige Povl Helgesen karakteriserede ham på forskellig måde i sin Skibykrønike (se kilde ), på samme måde som han karakteriserede hans forgænger Christian den Anden. Det skete udfra en reformkatolsk synsvinkel og udfra, på hvilken måde de to konger hjalp kirken og adelen med at sikre fred og ro og orden. Kongens holstenske kansler karakteriserede ham også og vurderede hans politik i sine erindringer og lagde vægt på hans snuhed og tålmodighed (kilde 21).

Vi har ellers ikke mange kilder, der kan belyse Frederik den Førstes personlighed og forestillingsverden – man er nødt til at undersøge, de begivenheder og de beslutninger han tog, for at kunne forstå, hvad han forestillede sig, og hvilken politik han ønskede.

Når man beskriver hans politik, er det således sammenhængen med begivenhedsforløbet, det er vigtigt at undersøge.

Kilderne siger ikke så meget om hans forestillinger og ønsker! Dette afsnit vil derfor prøve at undersøge en række begivenhedsforløb i hans tilværelse, som kan anvendes til at finde frem til hans politiske og religiøse forestillinger. Denne form for analyse står især i gæld til kirkehistorikeren Thorkild Luby, der i sin analyse ser på Frederik den Førstes udenrigpolitik.

Men man kan også se på de politiske forestillinger, der var undervejs i det ”moderne” Europa i begyndelsen af 1500-tallet. Fælles for senmiddelalderen og renæssancen var, at politik og religion blev opfattet i sammenhæng. Man udskilte ikke religion og politik fra hinanden som vi i Vesteuropa gør i dag. Religiøse og politiske forestillinger var vævet ind i hinanden og blev anvendt både til at legitimere magtudøvelse og til at påvirke grupper og mennesker.

I samtiden var der ved at opstår en ny politisk analyseform, der netop i 1500-tallets første årtier udvikledes af den italienske renæssanceforfatter Macchiavelli. Den er kendt fra hans bog ”Fyrsten”, der blev skrevet i årene op til 1520, og bogen har muligvis været kendt af Christian den Anden. Den var i sin udformning magtorienteret og anlagde en ny statsopfattelse, der lagde vægt på fyrstestatens territorium og suverænitet og på individualitet. Det var en opfattelse, der lå tæt på den praktiske politiske og magtmæssige virkelighed, som renæssancefyrsterne handlede indenfor. Det var klart i modsætning til den middelalderlige statsopfattelse, der opfattede samfundet som styret af to parallelle hierarkiske magter: kejsermagten og pavemagten og som lagde vægt på kollektivitet og det religiøse fællesskab.

2. Frederik den Førstes regeringsperiode: oprør, opstande og uro
Frederik den Førstes godt tiårige regeringsperiode var præget af uroligheder og vold, der udfordrede de nye magthavere. Selve fjernelsen af Christian den Anden og hans flugt til Nederlandene og Tyskland, blev gennemført ved at holstenske lejetropper under Johan Rantzau gav hertug Frederik den militære støtte, der skulle til for at erobre Jylland, og herfra sikrede han sig magten i hele Danmark og kort efter i Norge. Han fik støtte fra Lübeck og fra den ny svenske konge Gustav Vasa.

Det var den jyske adel, der havde initiativet – men vi kender ikke præcist til, om det var Frederik selv der tog initiativet og lavede de første aftaler. Meget tyder på, at hertugen efter Bordesholmaftalerne (1522) følte sig hårdt presset af Christian den Anden, og at han derfor nu selv gik meget aktivt ind i at støtte et jysk adelsoprør mod kongen.

Den gruppe af højadelige han derefter fik knyttet sig til i Danmark var meget sammensat. Der var gammelkatolske adelsmænd som marsken Tyge Krabbe overfor de evangelisk orienterede som storgodsejeren Mogens Gøye, der sent sluttede sig til hertug Frederik. Da han blev konge og fik aftalt sin håndfæstning med rigsrådet spillede den evangeliske bevægelse endnu ikke den store rolle, selvom den afsatte Christian den Anden havde støttet bibelhumanismen og på mange måder havde udfordret både bisperne og deres magt.

De første år under Frederik den Første var der bondeuroligheder i Jylland og en større opstand i Skåne, men det lykkedes for Frederik den Førstes regering at afværge større uro og selve opstanden i Skåne fik en blodig afslutning, hvor Johan Rantzaus tropper besejrede bønderne og Søren Norby på slagmarken.

3. Herredagene 1526-27 og skabelsen af en landskirke under kongens kontrol
Herredagene i december 1526 og i august 1527 i Odense var indkaldt af kongen, for at sikre midler til den oprustning kongen måtte sætte i gang, da Christian den Anden stadig truede med at vende tilbage med støtte fra kejseren.

Parterne i forhandlingerne på herredagene bestod af kongen overfor et stadig splittet rigsråd med de katolske bisper. De udenforstående købstæder var ved at blive præget af de nye evangeliske prædikanter samtidig med, at bønderne på landet især i Jylland truede med at undlade at betale tiende til bisperne, og der var også adelige, der støttede dem heri.

Det var derfor atter kommet til en række bondeuroligheder i 1526-27 især i Jylland, lige efter at det skånske oprør i 1524-25 var blevet blodigt nedkæmpet og Søren Norby pacificeret.

Modsætningerne i rigsrådet og på herredagen gav Frederik den Første et vist spillerum politisk. Han fik manøvreret sig igennem møderne uden at blive tvunget til at standse støtten til de evangeliske prædikanter. Han udnyttede at den evangelisk prægede del af højadelen øgede presset på den pavekirkelige fløj med bisperne, for at den også kunne komme i besiddelse af nogle af de mange kirkelige ejendomme i byerne, der efterhånden kunne overtages uden større modstand.

Også herreklostrene på landet var nu i farezonen, her søgte adelen at få sine egne ind som beskyttere eller abbeder. Men generelt fastholdt adelen og pavekirkens bisper kravene til kongen om indgreb mod de ”lutherske”.

Ved herredagen i december 1526 lykkedes det for kongen at presse bisperne til at acceptere, at en del af den ekstra finansiering af rustningerne kunne ske ved, at de ydelser, der normalt gik til pavestolen som betaling for bispernes og andre prælaters bekræftelse, nu skulle gå direkte til kongen. De valgte bisper kunne så hente deres godkendelse hos ærkebispen i Lund.

Det var en beslutning, der på længere sigt ville gøre kirken til en landskirke uafhængig af pavemagten, men underlagt kongen.

Ellers blev der vedtaget ekstra skat pålagt bønderne, kirkerne skulle aflevere et vist antal kirkeklokker til omstøbning og bisperne lovede ikke at modtage mere adelsgods som gave i tilfælde af oprettelse af altre mv., og adelen lovede at støtte den hellige kristne kirke mod den lutherske bevægelse. Diskussionerne herom fortsatte på herredagen i august 1527. Herredagen i 1530 skulle måske have været et opgør med bispekirken, men det blev til en manifestation af de evangeliske prædikanters styrke og betydning i de store bysamfund og kongen valgte politisk samling af rigsrådet fremfor splittelse og konflikt under eksilkongens trusler. 

En egentlig reformation kom det ikke til under Frederik den Første – alene i Sønderjylland (Haderslev og Tørning len) blev der indført en luthersk præget fyrstekirkeordning af den ældste kongesøn hertug Christian i 1525. Flere ”evangeliske” bispedømmer kom til omkring 1530 – fx Fyns stift, hvor bispen Knud Gyldenstjerne med hjælp af prædikanten Jørgen Sadolin indførte en evangelisk kirkeordning. Også Roskilde stift under Joakim Rønnov nærmede sig evangeliske tilstande, da København og en række sjællandske købstæder blev evangeliske, men her nu direkte under bispens kontrol.

4. Frederiks udenrigspolitik – alliancer og aftaler
Udenrigspolitisk lykkedes det endelig i 1532 for Frederik den Første, at få isoleret den trussel, som Christian den Anden i eksil konstant udgjorde for alle de nordiske lande. Kong Frederik søgte alliancer og aftaler med de andre evangeliske fyrster og med den ny svenske konge. Hans datter blev gift med den magtfulde evangeliske hertug af Preussen.

Med sin tilknytning til den habsburgske kejserslægt og med baggrund i støtten fra de katolske fyrster var eksilkongen Christian den Anden (og hans børn) hele tiden en trussel mod både den dansk-norske og den ny svenske konges magt og legitimitet.

Støtten fra kejseren og fra den nederlandske fyrstinde Margrethe var imidlertid præget af en vis mistillid til den luthersk orienterede danske eksilkonge. Igen i 1529-32 søgte han med nederlandsk hjælp efter at have højtideligt afsvoret sin lutherske tro at vende tilbage. Han valgte et angreb på Norge (der lykkedes), men den dansk-lybske-svenske alliance og overmagt fik ham til at forsøge en aftale. Under et frit lejde blev han af den dansk-lybske flåde bragt til København uden at få det møde kong Frederik, han var blevet lovet, og han blev uskadeliggjort som statsfange på Sønderborg slot.

Den nederlandske støtte til kong Christian ophørte hurtigt derefter, og det kom til en langvarig våbenstilstand, der fortsat sikrede de nederlandske købmænds sejlads i Østersøen og i Danmark-Norge.

Det er lidt uklart om Frederik den Første alene ville indføre en bispestyret kirke under kongens ledelse med fastholdelse af den katolske liturgi og trosforestillinger, eller om han ville gå videre med en egentlig fyrstestyret evangelisk kirke. Hans voldsomste kritiker Povl Helgesen var ikke i tvivl – kongen var lutheraner og kirkerøver! Når man ser, de mange skridt han foretog for at sikre sig udenrigspolitisk med alliancer og aftaler og kontakter til de øvrige lutheranske fyrster i Nordeuropa og ser hans forsøg på at sikre sig støtte fra den evangeliske bevægelse i de mange købstæder, og hertil lægger udnævnelserne og kravene til de bisper, som kom til i slutningen af 1520erne (Joakim Rønnow og Knud Henriksen Gyldenstjerne), der åbnede op for lutherske prædikanter og som støttede en egentlig reformation, er det vanskeligt at fastholde, at kong Frederik var på pavekirkens side.

Litteratur:

• Thorkild C. Lyby: Vi evangeliske. Studier over samspillet mellem udenrigspolitik og kirkepolitik på Frederik den I’s tid. Aarhus Universitetsforlag 1993. giver en solid oversigt og mange detaillerede oplysninger om Frederik den Førstes politik.
• David Lindén: Hemming Gadh. Vasatidens gudfader. Atlantis 2016. En magtinspireret analyse af kirkemagten og det nordiske unionsrige i opløsning. Den tager sit udgangspunkt i Macchiavelli: Fyrsten, der måske var kendt af Christian den Anden og som blev til omkring 1513 og cirkulerede i afskrifter indtil den blev trykt. Det er den nye renæssancefyrste, som blev inspirationen til de senere moderne magtopfattelser som fx Hobbes grundlagde.

Kilde 25 - Herredagen august 1527 – Uddrag af diskussion og beslutninger

Teksterne findes på gammeldansk i Rigsarkivet og er trykt i Danske Ny Magazin 2 rk bd 5 (hentet på nettet). Recessen (beslutning som har lovkraft) er den eneste kendte tekst, der angiver en religiøs afgørelse inden 1536-statskuppet.

Dele af teksterne findes normaliseret til dansk i s 86-93 i Carsten Elkjær Knudsen: Kampen om Danmark. Dansk politik på reformationstiden 1513-36. Systime 1984.

25A: Rigsrådets første indlæg – bønders lydighedsnægtelse og tiggermunkes problemer - uddrag

…Ligeledes giver Danmarks riges råd ydmygt til kende, at det dagligt mere og mere erfarer, hvordan bønderne og almuen i Jylland og andetsteds i riget, siden sidste herredag blev holdt i Odense (1) har besluttet sammen at indgå forbund og forpligtelse med deres løfte og åbne beseglede brev især mod den hellige kirke og Danmarks riges prælater uden Vor kære nådige herres brev, bud og befaling, rigsrådets eller deres lensmænds råd og samtykke. Dette er ikke tidligere sket eller udført her i riget på sådan måde i mands minde. Heraf frygter rigets prælater og mange andre ærlige mænd, i rådet og udenfor, meget, at der vil efterfølge stort fordærv, dersom samme bønder får fremgang dermed. Dette vil tilsidst række og nå såvel til Vor nådige Herre, hans nådes børn, den menige adel her i riget, som til kirken og prælaterne. Thi det er at overveje og frygte, at efter at bønderne foretager sig sådan i denne tid… at de skulle have nogle hemmelige rådgivere og tilskyndere på kong Christierns vegne…

…Dersom bønderne først kunne få deres vilje hermed, da er det at frygte, at de uden al tvivl skulle ville foretage sig andet mere i fremtiden mod Vor kæreste nådige Herre, den menige adel, deres herskab over hele riget…Derfor er det rådeligt og nyttigt, at nogle af de bønder, som er øverste høvedsmænd og årsag til at gøre bønderne dristige… måtte blive straffet. Da vil det uden tvivl medføre stor lydighed i blandt den menige almue…

Danmarks riges råd giver ligeledes kongelig Majestæt ydmygt til kende om fattige klostermænd her i riget, som intet har at leve af end gode menneskers almisse, at almuefolk forhærdes og tilskyndes af onde rådgivere, så de mange steder ingen hjælp får…Men når de drager rundt efter Guds almisse, så bliver de slået, rusket og dårligt behandlet på alfarvej og sti, hvilket nu sidst skete for og overgik en fattig broder fra sortebrødreklostret i Vejle…

Noter til kilde 25A ved Henrik Adrian:
(1) december 1526
 

25B: Frederik den Førstes første indlæg – om bønder, religion og munke

…Danmarks riges råd beklager sig over, at bønder og almue slutter sig sammen med brev og beseglinger…  Dertil svarer kongelig Majestæt, at hans Nåde altid har været og endnu er ganske villig til at holde bisper, prælater, Danmarks riges råd, adel og indbyggere ved lov, ret, friheder, recesser (2) og gamle sædvaner… Hvad der er sket i denne sag er gjort mod hans Nådes vilje. Hans Nåde vil herefter heller ikke tilstede (3) det, og Danmarks riges råd ved vel, at kongelig Majestæt er ligeså forpligtet med løfter og ed til at forsvare adelen, købstadsmænd, bønder og menig almue. Danmarks riges indbyggere, som de mægtigste og rigeste i riget.

Mange fra adelen, købstadsmænd, bønder og almue har beklaget sig ganske hårdt overfor hans Nådes højmægtighed, at de nødes og trænges til at give bisper, prælater og sognepræster tunge urimelige afgifter med dom og band (4), som de for Gud og med ret ikke mener at være pligtige til over for dem på nogen måde. Da kongelig Majestæt er forpligtet til at forsvare såvel den fattige som den rige til rette, så kan hans Nåde ikke gøre nogen endelig ende og erklæring på sådanne klagemål med nogen kendelse og endelig dom med mindre end hans Nåde først får at høre førnævnte adels, købstadsmænds og menig almues klage og tiltale og derpå svar igen. Thi ingen dom bør fældes, uden begge parter forhøres og deres sag oplyses for dommeren.

Derfor synes kongelig Majestæt, at det vil være godt og tilrådeligt, at det jyske og fynske råd indkaldes til forhandling i riget, hvor det er hans Nådes højmægtighed belejligt, tillige med den menige adel fra Jylland og Fyn og nogle af købstæderne med nogle fra almuen fra hvert herred i samme lande med fuldmagt fra alle dem, som bliver hjemme. Der skal da gøres en endelig ende på al splid, uvilje, oprør og beskyldninger som er imellem bisperne, prælaterne, sognepræster, adel, købstadsmænd og den menige almue…

Ligeledes at klostermænd ikke skal slås, når de drager om efter almisse (5). Kongelig Majestæt vil ikke tilstede, at der skal ske dem eller nogen anden vold. Hvem som vil give dem noget må må gøre det. Vil de intet give dem, så må de lade være…

Ligeledes som Danmarks riges råd begærer, at kongelig Majestæt ikke skal give de forløbne munke hans Nådes beskærmelsesbrev til at måtte prædike etc. Kongelig Majestæt svarer, at det er vel vitterligt for Danmarks riges råd, at den hellige kristne tro er fri og at ingen af dem gerne ville have, at nogen skulle nøde eller trænge dem fra deres tro. Så kan de vel forstå, at de som er det hellige evngelium hengivne eller den lutherske lære, som nogen kalder det, heller ikke vil trænges fra deres tro. De mener på begge sider at have ret, og endnu er der ingen dommere derpå. Hans Nådes højmægtighed kan derfor ikke tvinge nogen på nogen af siderne til at tro enten det ene aller andet. Det hører heller ikke til hans Nådes kongelige embede. Thi hans Nåde er konge og gør ret over liv og gods i riget, ikke over sjælene. Hans Nåde kan heller ikke se, hvilken tro hvert menneske har i sit hjerte… Derfor må enhver skikke sig deri, som han vil tage ansvaret for og være bekendt overfor den allermægtigste Gud på den yderste dommedag, indtil hans Nådes kongelige Majestæt kan erfare at der i hele kristendommen sker en kristelig og endelig forening herpå…

At bisper, prælater, adel og menigheden ikke skal tænke, at kongelig Majestæt skal trænge nogen til at tro med sådanne prædikanter etc., da vil hans Nåde efter denne dag ingen give nogle beskærmelsesbrve i den sag. Men er der nogen, som af sig selv vil  prædike det som er gudeligt og kristeligt, som ikke er til oprør og uenighed, og som de selv vil forsvare, da kan kongelig Majestæt vel acceptere og tilstede det. Men dersom nogen vil driste sig til imod ret og skel med vold og magt at overfalde dem… da kan eller må hans Nåde ikke på sådan måde eller andre tilstede (6) nogen vold eller overlast…    

Noter til kilde 25B ved Henrik Adrian:
(2) recesser, love udsendt af kongen oftest godkendt eller forhandlet af rigråd og herredag.
(3) tilstede, - tillade
(4) normalt var det kongen eller grundejeren (ved en fæster), der fik bøder og afgifter, men når man anvendte det kirkelige retssystem var det kirken, der normalt fik bøder og afgifter. Da mange frivilligt underlagde sig kirkens domsmyndighed ved konflikter og uoverensstemmelser betød det store indtægter til kirken.
(5) tiggermunke/prædikebrødrene måtte ikke leve af kirkens ejendom, men skulle gennem almisser samle ind til at klare sig. Da den evangeliske bevægelse bredte sig hurtigt i 1520erne, blev det vanskeligt for munkene at få frivillige almisser, og de måtte gå langt omkring, derved blev det langt vanskeligere for dem at overleve som munke.
(6) tilstede,- tillade.

25C: Prælaternes første indlæg- om afgifter og bøder
Fra den menige adel blev der rejst krav om, at de bøder som blev idømt fæstebønderne ved de kirkelige domstole – ligesom ved herredsretterne – skulle tilfalde jordejerne. Det følgende er svar herpå:

…Danmarks riges prælater, nu forsamlede her, har hørt og bemærket nogle mærkelige artikler, som nogle adelige… har ladet fremsætte og forelægge imod den hellige kirke, Danmarks prælater og den menige gejstlige stand her i riget. Til disse indlæg giver rigets prælater, nu her tilstede, disse efterskrevne svar.

Først siger rigets prælater, at førnævnte artikler og indlæg ikke alene vedrører bisperne og prælaterne, som nu er tilstede her, men også den menige kristne kirke, menige prælater og den gejstlige stand i disse tre kongeriger, Danmark, Sverige og Norge. Derfor er det vel tilbørligt, at når sådanne betydningsfulde ærinder skulle forhandles og besluttes, som vedrører disse tre rigers indbyggere, at sådant gøres og sker med alle tre rigers råds råd, vilje og fuldbyrdelse, hvilket alle gamle beseglede recesser, som er gjort og givet af konger og disse tre rigers råd, klart og yderligere indeholder og viser…

Den rettighed, som den hellige kirke og prælaterne har, har de hverken taget eller tiltvunget sig med magt på nogen måde, men den hellige kristne kirke og menige gejstlige stand er kommet til den frihed og den rettighed, som kirkens prælater hidtil har nydt og brugt over hele kristendommen fra den allermægtigste Gud… Den samme Gud og herre har også givet den menige adel den vælde og magt, frihed og rettighed, som de yderligere end andre fattige mennesker har her på jorden…

Ligeledes siger rigets prælater, at den frihed, ret og rettighed, som den hellige kristne kirke og prælaterne nu har, og hidtil har nydt og brugt fra Arilds tid, ikke alene vedrører de prælat personer, som lever, men den menige kristne kirke og den menige gejstlige stand. Hidtil har de nydt og brugt samme sager, friheder, ret og rettigheder, efter kirkeloven, kejserloven, vor skrevne landslov, håndfæstninger, recesser, nedskrevne friheder og privilegier (7). Derfor må eller kan kirkens prælater, som nu er forsamlet her, ikke forlade eller opgive den hellige kirkes ret og frihed uden fordærvelse af deres ære og rygte, hvilket de håber, at ingen kristen mand vil begære af dem, når de ved og er undervist (8) i førnævnte prælaters sådanne bemærkelsesværdige årsager og lejlighed…  

Noter til kilde 25C ved Henrik Adrian:
(7) alle de lovgivningsmæssige regler, der har beskyttet kirkens rettigheder: – fra kirkeloven (de pavelige retsregler), kejserloven (Holsten hørte under det tysk-romerske kejserrige), landsloven (jyske, sjællandske og skånske lov), regler i kongens  håndfæstning, regler i de aktuelle love (recesser), til de enkelte kirkelige institutioners individuelle privilegier og rettigheder.
(8) ved ”undervisning” får man ”sand” viden og bliver vis.


25D: Rigsrådets andet indlæg

Først at vor kæreste nådige Herre lod give Danmarks riges råd til kende, at der nu ikke kan gives svar på de klagemål, som Danmarks riges prælater har indgivet…

Da ved kongelig Majestæt vel, at almuen i Nørrejylland har givet hans Nåde deres brøst (9) til kende på skrifter. Siden hans Nåde kom her til Odense, har hans Nåde ligeledes vel forstået deres klagemål. Danmarks riges råd frygter, at dersom det nu skulle udsættes yderligere, at der deraf skulle komme langt mere strid, oprør og splid, end der nu er for øjnene, til langvarig skade og fordærv for vor nådige Herre, Danmarks krone og hans Nådes børn (10). Eftersom der her i riget ikke er nogen højere dommere end kongelig Majestæt og Danmarks råd, som nu er forsamlet her, da synes Danmarks råd, at det er tilrådeligt, at kongelig Majestæt med Danmarks riges råd træffer en endelig beslutning under denne herredag, eftersom Danmark er ét rige, én konge og ét råd, og mange af dem har gods både i Jylland, Sjælland og Skåne…

Derfor råder Danmarks riges råd kongelig Majestæt til nu straks at ville forlange og beslutte, at almuen giver bisper og deres sognepræster sådan ret og retttighed, som de har givet dem fra Arilds tid. De skal betale tiende af hvert tiende stykke, både af korn og kvæg efter Guds lov, som kong Christoffer (11), flere kristne kongers og Danmarks riges råds beseglede dom indeholder.

Dermed er de fri for biskopsgave, brudevielse, kirkegang, redsel, nannest, smørbyrd, jordefærd (12) og andre sådanne besværinger og afgifter…

Dette skal nu straks med kongelig Majestæt brev forkyndes til alle landsting og bispedømmer, så hver mand ved at rette sig derefter. Da håber og tror Danmarks rigets råd vist, at samme splid og oprør dermed skal afsluttes og tilintetgøres…

Ligeledes, som kongelig Majestæt tilkendegiver, at hans Nåde ikke kan nægte nogen at tro, hvad han selv synes. Dette har Danmarks riges råd heller ikke begæret (13). Dog begærer det ganske ydmygt nu som tidligere, at hans Nåde vil tilbagekalde alle de af hans Nådes beskærmelsesbreve (14), som er blevet givet til de nye prædikanter.

Ligeledes at de forvildede præster og bortløbne munke her i riget straks begiver sig til deres klostre igen eller også rømmer riget inden en belejlig tidsfrist,… at hver biskop i sit stift selv tilbørligt må dømme dem, som ikke overholder nævnte tidsfrist,… tillige over præster og bortløbne munke, som gifter sig imod Guds lov, den hellige kirkes skik og ordinans, ligeledes imod det gamle og det nye testamente, indtil et almindeligt og kristeligt koncilium samles, som ordner og beslutter både om det og andet, som vedrører den menige kristendom.

Det vil Danmarks riges prælater gerne rette sig efter herefter i riget…

Hver biskop og prælat vil i sit stift, dersom brøst findes, indsætte gudtrygtige og lærde præstemænd, som skal prædike og lære det hellige evangelium og Jesu Kristi ord for almuen…

Noter til kilde 25D ved Henrik Adrian:
(9) Brøst – problemer, ulykker-
(10) Frederik den Første havde to sønner Christian og Hans, da han blev valgt til konge lovede rigsrådet at en af sønnerne skulle efterfølge ham.
(11) 1443 under Christoffer af Bayern indførtes fuld bispetiende, dvs. bispen skulle have sin fjerdedel af tienden, der ellers gik til kirken (bygningen,fabrica), sognepræsten og de fattige. Tidligere havde bispen fået forskellige ydelser afhængig af landsdel og bispens funktion. Bisperne krævede ofte disse ydelsr opretholdt.
(12) En række kirkelige ydelser, som tienden skulle erstatte, især biskopsgave fandtes før biskopstienden blev indført.
(13) begæret – ønsket/krævet
(14) beskærmelsesbreve – de breve kongen har givet til de evangeliske prædikanter, så de ikke er underlagt bispernes og kirkedomstolenes myndighed, selv under Herredagen 1526 udsteder kongen et brev til prædikanten Jørgen Sadolin, så han kan prædike og holde præsteskole i Viborg.

25E: Prælaternes andet indlæg om kirkens indtægter, beskærmelsebreve og forbud mod tiendebetaling

(Teksten er en udvidet detailleret argumentation af det første indlæg i Kilde 7C)

…Først, at biskoper og prælater bruger og beholder deres jurisdiktion, som de hidtil har gjort, og pålægger åbenbar skrifte og bod, som det er tilbørligt. Dog således at kronen, adelen og lægmænd tager bøder… af deres egne bønder og tjenere efter loven, undtagen for manddrab, brud på kirkens fredhellighed, dem som slår eller lemlæster præster og gejstlige, kirke eller kirkegårde eller også tager eller røver fra den hellige kirke eller kirkens personer uden dom eller rettergang.

Ligeledes  at kongelig Majestæt og adelen forordner det således herimod, at den menige mand retfærdigt betaler tiende efter Guds lov og kong Christoffers dom… Det er hvert tiende stykke, og den deles i tre dele efter førnævnte doms indhold. Samme tiende skal føres til kirkelade og præstegården efter Guds lov og gammel sædvane…derved bliver almuen fri for nannest og andre sådanne redsler… kongelig Majestæt, adel og ridderskab vil og skal herimod beskytte og beskærme den hellige kirke og kirkens personer mod vold og uret.

Ligeledes, at bisper, prælater, kirker, klostre og den menige gejstlige stand nyder og beholder deres gods og ejendom…

Ligeledes, at præster, munke og gejstlige ikke drages for landsting, men for deres prælater undtagen i retssager om jord…

Ligeledes, at rådet og ridderskabet vil anstrenge sig hos hans kongelige Majestæt for, at de lutherske præster og bortløbne munke, som har hans Nådes beskærmelsesbreve, må få en bestemt tidsfrist til at drag fra riget eller til derres kloster igen. Hvor de derefter findes, da må prælaterne straffe dem tilbørligt. Hans Nåde vil ikke herefter give sådanne præster eller bortløbne munke hans Nådes beskærmelsesbreve.

Disse førnævnte artikler har biskoper og Danmarks prælater bevilget og indrømt til behag (15) for kongelig Majestæt og den menige adel…indtil det første almindelige koncilium bliver holdt (16)…

Ligeledes giver bisper og rigets prælater kongelig Majestæt, vor kæreste nådige Herre, og Danmarks riges råd ydmygt til kende, at de nu har fået at vide og har erfaret , at nogle adelige nu i disse dage har indgået forbund med brev og segl imod den hellige kirke og gejstlige stand. Dette har bisperne og rigets prælater aldrig på noget tidspunkt tidligere hørt og erfaret at skulle være sket i andre herrers og kongers tid…Danmarks prælater kan ikke forstå rettere, end at et sådant forbund og parti er den lige vej og årsag til vor nådige Herres og alle indbyggeres skade, fordærv og kong Christians tilbagekomst til riget.

Derfor beder og råder Danmark prælater kongelige Majestæt, som de overfor hans Nåde er pligtige til (17), og ligeledes Danmarks riges råd, at hans Nåde vil give akt på og vil tænke råd til snarest at standse sådan fordærv for hans Nådes og alle rigets indbyggeres velfærds og eksistens skyld. Danmarks prælater har også erfaret, at man har forlangt af mange ærlige og vise mænd at slutte sig sådant forbund, da de har afslået på grund af den store skade og fordærv…

Noter til kilde 25E ved Henrik Adrian:
(15) artikler er de krav, der stilles som forslag til recesparagraffer, som de gejstlige kræver i fællesskab.
(16) ønsket om et almindeligt kirkemøde i pavekirken, der skal afgøre stridighederne med de ”evangeliske” – bgege parter ønsker et koncil, men er ikke enige om hvordan.
(17) kommentaren fra de gejstlige henviser til håndfæstningens paragraf om de skal ”undervise” kongen inden de foretager sig videre (opsiger håndfæstningen og kongen) – se Kilde 3, afslutningen.

25F: Frederik den Førstes andet indlæg- om kirkeafgifter, almisser, beskærmelsesbreve, bortløbne munke og ægteskab

(Om ”de besværinger, menes både smørbyrd, nannest, biskopsgaver og andet som Danmarks riges råd har opregnet i dets svar”)

…Da er hans Nåde veltilfreds, at samme sag sluttes her i byen nu. Det var ikke kongelig Majestæts mening at skille Danmarks riges råd ad (18)…

Så giver hans nådes Højmægtighed også til kende, at adelen her i riget såvel som almuen også har ladet tilkendegive, at de også finder sig meget besværet af bisper og prælater med dom, band, øvrighed og interdikter (19). De begærer, at ligesom kongelig Majestæt har undt prælater og dem deres tjenere fri og ikke lader hans Nådes fogeder beskatte dem på nogen måde, så begærer også adelen , at den tillige må have sine tjenere fri for biskop, prælater, deres embedsmænd og provster uden beskatning, som de har dem for hans Nåde…

Da forventer kongelig Majestæt med eders gode råd at ville finde råd, at der også kan ske tilbørlig forhandling i de andre førnævnte artikler, og dermed skulle den strid, som der er mellem gejstlige og verdslige, standses…

Danmarks riges råd giver yderligere tilkende om dem, som går efter Guds almisse, at de ikke skal slås…

Kongelig Majestæt vil forordne det således , at de frit må gå efter Guds almisse til hvem, der vil give dem noget. Dog forordnes det således, at de ikke trænger nogen til mere, end de gerne vil gøre og give.

Danmarks riges råd begærer, at kongelig Majestæt vil igenkalde de beskærmelsesbreve, som hans nådes Højmægtighed har ladet give de nye prædikanter, og at de bortløbne munke… skal komme i deres klostre igen eller forlade riget, og at tillige de præster, som har giftet sig her i riget, også skal forlade det inden et belejligt tidspunkt. Da giver kongelig Majestæt Danmark riges råd tilkende, at kongelig Majestæt har givet hans Nådes beskærmelsesbreve i god, kristelig agt og mening til nogle af de samme prædikanter. Hans Nåde havde ikke håbet, at det skulle have været Danmarks riges råd så hårdt imod. Samme breve lyder ikke anderledes end at beskytte og beskærme dem til rette mod overlast og uret, at de ikke skal prædike og lære andet end det, som er kristeligt, og som de kan forsvare med den hellige skrift. Thi det tilkommer ikke vel kongelig Majestæt… at tilbagekalde hans Nådes breve, med mindre de har brudt dem. Kongelig Majestæt begærer, at dersom nogle af sådanne prædikanter har prædiket anderledes end tilbørligt er, eller har forholdt sig anderledes enten ved ubekvemme ord på prædikestolen eller andetsteds, at Danmarks riges råd vil opregne dem ved deres navne og tillige, hvilke punkter eller artikler, som Danmark riges råd kan…beskylde dem for.

Så vil kongelig Majestæt kalde dem for sig på et tidspunkt, enten heer i riget eller i hans Nådes fyrstendømmer, og ordne det således med dem, at det ikke oftere skal ske. Dersom det findes at de har gjort det, da skal de derefter ikke have hans Nådes brev.

Om de forløbne munke…da er det vel vitterligt for Danmarks riges råd, at de har gjort således i lang tid, førend denne lære kom frem…Det er vel troligt, at de lider stort armod i mange klostre, så de af hungersnød tvinges til at opgive deres kloster. Hans nådes kongelige Majestæt kan ikke tvinge eller trænge nogen til at være i kloster. Den som enten vil gifte sig eller løbe fra kloster, må gøre det, som han vil forsvare overfor Gud på sin egen risiko. Hans Nåde vil hverken byde eller forbyde det…

Noter til kilde 25F ved Henrik Adrian:
(18) opdele, adskille - splitte
(19) de kirkeretlige midler, der skal tvinge de troende til at rette sig efter kirkeloven og kirkeretternes afgørelser. Kirkeretten (domkapitlet) afsiger sin dom, der kan være tale om skrifte og bod, krav om bestemte religiøse handlinger (fra at fremsige bønner til at tage på pilgrimsrejse), band (man må ikke komme i kirke og få del i sakramenterne, førend man er tilgivet af de kirkelige myndigheder og har opfyldt domskravene), øvrigheden skal i bestemte tilfælde udføre straffene ved en kirkelig dom – fx ved åbenbart kætteri. Interdikt sker når en biskop eller en højt placeret gejstlig udsættes for vold eller sættes i fængsel. Paven eller ærkebispen kan da lyse interdikt over landet eller bispedømmet. Det betyder at de kirkelige ydelser ophører og indstilles.   


25G: Recessen (beslutningen) i Odense 20 august 1527

Vi Frederik den Første…gør alle vitterligt, at vi nu med vort elskelige Danmarks riges råd…har overvejet, forstået, forhandlet og alvorligt betragtet den splid og uenighed, som i nogen tid har været her i riget mellem kronen, bisper, prælater, rigsrådet, rigets menige adel, bønder og almue…Så har adelen over hele riget dog fundet sig mærkeligt besværet og har ofte beklaget sig for os, at den ikke har sine tjenere aldeles så frit, som bisper og prælater har deres, men årligt af dem med dom og band beskattes meget mere. Eftersom denne svære forpligtelse nu hviler på adelen, at den yderligere end det tidligere var sædvane her i riget nu skal holde god rustning med heste og harnisk for altid at være rede dermed,…da begærede den, at den måtte nyde og beholde dens tjenere så frie og helt ubeskattede af bisper og prælater som bisper, prælater og kirken har deres tjenere friest for os, kronen og adelen (20). For at al tvist, splid og alt, som kan give nogen årsag til oprør og uenighed her i riget mellem kronen, bisper, prælater, adel og riget menige indbyggere må slås ned… da har rigets prælater nu her i Odense forsamlet i Den hellige trefoldigheds navn indgået, lovet skriftligt og samtykt disse efterskrevne artikler…

Først at bisper og prælater må og skal bruge og beholde deres jurisdiktion, som de hidtil har gjort, og pålægger dem åbenbar skrifte og bod, som det er tilbørligt. Dog således at kronen, adelen og lægmænd tager bøder af deres egne bønder og tjenere efter loven, undtagen for manddrab, brud på kirkens fredhellighed, dem som slår eller lemlæster præster, kirker eller kirkegårde eller også tager eller røver fra den hellige kirke eller kirkens personer uden dom og rettergang (21).

Derimod har vi og vort elskelige rigsråd på vore og menig adels vegne her i riget lovet og tilsagt at forordne det således, at den menige mand i riget skal betale tiende retfærdigt efter Gud lov og efter kong Christoffers dom… Dermed skal almuen være fri for biskobsgave, brudevielse, kirkegang, redsel, nannest, jordefærd, smørbyrd og andre sådanne forpligtelser (22)…

Noter til kilde 25G ved Henrik Adrian:
(20) Adelens krav er, at den stilles lige med kirken i at de kirkelige bøder tilfalder ”herren” til jorden, derved opgiver kirken store retslige indtægter til adelen.
(21) dette udtrykkes klart i recessen – adelen, kronen overtager de kirkelige afgifter undtagen de nævnte, der delvis tilfalder kongen og kirken.
(22) dermed fastholdes tiende som den eneste (men også store) afgift der tilfalder kirken (dvs bispen, kirken, præsten og de fattige)

Kilde 26: Kirkeordinansen af 1528 – Haderslev – Artickel vor de kerkheren vp den Dorpern (Artikler for landsbykirker)

Kirkeordinansen var oprindelig skrevet på plattysk af 2 tyske lærde fra Wittenberg -  Eberhard Weidensee og Johan Vandal (den senere superintendent/biskop i Ribe).

De blev gennemgået (på plattysk) på præste-og degnemøder i Haderslev under hertug Christians opsyn og deltagerne skulle underskrive en erklæring om, at de ville følge artiklerne. 

Parenteser i kildeteksten er indskudte forklaringer på begreber mv. indsat på hjemmesidens oversatte tekst. Noter og afsnitsoverskrifter i kursiv er indsat af Henrik Adrian.

Om Haderslev-artiklerne af 1528
Haderslev blev i 1525 residensby for den unge hertug Christian, som herfra gennemførte reformationen i sit lille hertugdømme Haderslev-Tørning.

Straks fra sin ankomst i 1525 tog hertugen fat på reformationsarbejdet, hvortil han fik uvurderlig hjælp af to tyske teologer, Eberhard Weidensee og Johann Wenth (senere Vandal), som kom direkte fra Sachsen og havde tæt kontakt til den tyske reformations nøglepersoner Martin Luther og Philip Melanchton.

Weidensee og Wenth gennemførte en række kirkemøder på Haderslevhus allerede i 1526, som hertug Christian havde indkaldt til. På disse møder fik alle sognepræster og degne undervisning i "den rette lære" (på plattysk), og inden de skiltes, skulle de aflægge embedsed på latin. Med sig hjem fik de efter mødet i 1528 skriftligt udformede artikler, "Artickel vor de kerkheren vp den Dorpern" - en ny kirkeordinans for landsbypræsterne i den hertugelige landskirke. Herved sikrede hertugen en ensartet liturgi og den rette lutherske fortolkning af de bibelske tekster.

Artiklerne er skrevet af Weidensee og Wenth (=Vandal) med tydelig afhængighed af Luthers forfatterskab, men samtidig tilsyneladende uafhængigt af de tyske kirkeordninger, der udkom på samme tid. Med hensyn til deres kirkeretslige og teologiske indhold er de i nøje overensstemmelse med, hvad der på samme tid undervistes i Wittenberg.

De 22 artiklers disposition er ujævn, formentlig fordi de er skrevet i hast. Ujævnheden kan også skyldes, at nogle af artiklerne er indsat i en allerede foreliggende (ukendt) tekst.

Første del af artikel 1 med dens omtale af årsagen til artiklernes udarbejdelse kan opfattes som en præambel (forord).

Artikel 6, som omtaler latinskolerne i Haderslev og Ribe er et indskud, ligesom artiklerne 15, 16, 17 og 21, som omhandler visitatorernes tilsynspligt.

Kilder og litteratur til teksten
Indledning og den oversatte kildetekst er hentet på Grænseforeningens hjemmeside www.graenseforeningen.dk , der har et åbent og frit leksikon med kilder og artikler om Sønderjyllands historie. Materialet dér er hentet fra Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen (red): Sønderjylland A-Å. Historisk Samfund for Sønderjylland. Åbenrå 2011. Afsnittet om Haderslev-artiklerne er skrevet af Günther Weitling.

Martin Schwarz Lausten: Reformationen i Danmark. Akademisk Forlag 2002 beskriver Haderslevartiklerne og baggrund s 35-37.

I Hans Schultz Hansen, Lars N. Henningsen og Carsten Porskrog Rasmussen (red): Sønderjyllands Historie Bd 1 Indtil 1815. Historisk Samfund for Sønderjylland. Åbenrå 2008 s 181-85 er der en kort redegørelse for reformationen og dens gennemførelse i hertugdømmerne.

Den klassiske A.D. Jørgensen:” 40 Fortællinger af Fædrelandets Historie”. (udgivet første gang i 1882 til brug for sønderjyderne syd for Kongeå-grænsen) har i det seneste genoptryk (Lademann) 1981 s 152-59 en oversigt over den sønderjyske reformation set i sammenhæng med udviklingen i kongeriget. Denne tekst var solid og kildeunderbygget.

Indholdsoversigt:

• Artikel 1: Første halvdel: præambel (forord). Anden halvdel: gudstjenesten.
• Artikel 2, 3 og 4: Forvaltningen af og undervisningen om nadveren.
• Artikel 5: Forbud mod dødsmesser.
• Artikel 6: Om rekruttering af degne fra latinskolerne i Haderslev og Ribe.
• Artikel 7, 8 og 9: Kirkens festligholdelse af årets højtidsdage.
• Artikel 10 og 11: Om prædikens evangeliske indhold.
• Artikel 12: Katekismusoplæring efter prædiken.
• Artikel 13: Regler omkring påsken.
• Artikel 14: Præster bør leve i ægtestand
• Artikel 15, 16, 17 og 21: Om visitatorernes tilsynspligt.
• Artikel 18: Dåben og dens betydning.
• Artikel 19 og 20: Sygebesøg og hjemmeberettelse
• Artikel 22: Ægteskaber indgås efter lysning i kirken.

Artikel 1
(Første halvdel: præambel (forord). Anden halvdel: gudstjenesten)

Det er kommet os (1) for øre, at sognepræsterne ikke stemmer overens i ceremonierne og i særdeleshed ikke i måden at holde messe på. Skønt vi tidligere har ladet opstille en måde, hvorefter de ensartet skulle holde messen, så er de dog til dels egensindige og vil bruge den misforståede frihed og gøre som det lyster dem, hvilket fører til en ikke ringe forargelse for de svage, som de efter Paulus' ord skal tage sig af. Det er derfor vor alvorlige mening og begæring, at de af kristelig kærlighed og for at undgå forargelse skal holde messen ensartet og på en sådan måde, som de har fået det foreskrevet og optegnet og hverken gøre det bedre eller værre.

De skal også alle iføre sig den almindelige messekjortel og have lys på alteret og "elevere" (opløfte) sakramentet, når de har fremsagt Kristi ord over det.

(Artikel 2, 3 og 4: Forvaltningen af og undervisningen om nadveren)

Artikel 2
De skal også flittigt lære og undervise menigheden, så at den ved, hvad den skal søge i sakramentet, nemlig trøst for samvittigheden og styrkelse af troen. Thi sakramentet er et sikkert tegn fra Gud på, at Guds søn er sendt i døden for dem og med sit blod har betalt og renset dem fra synden. Derfor skal ingen gå til sakramentet, som ikke bekender sig som en synder, og hvem synden ikke smerter, og som ikke vil afstå fra den.

De skal derfor ikke give nogen sakramentet, som ikke i forvejen har skriftet, dvs. har gjort regnskab for sit levned. Thi skønt det pavelige skriftemål, i hvilket man opregner alle sine synder, ikke er påbudt af Gud, skal de dog alligevel formane menigheden til at skrifte, især de mange, der trænger til vejledning og føler sig mest besværet, og især for absolutionens (syndsforladelsens) skyld, ved hvilken de siges løst fra alle synder; hvilket de skal tro fuldt og fast. Thi idet kirkens tjenere tilsiger dem den, er de visselig også løst fra deres synder og den evige død, som Kristus siger: "Hvem I forlader synder, dem er de forladt". Derfor skal de ikke give nogen sakramentet, med mindre han har skriftet, dvs. gjort regnskab for sit levned og sin tro og givet til kende, hvorfor han vil modtage sakramentet, og han også i Kristi skole har lært så meget, at han kan de ti Bud, trosbekendelsen og Fadervor. De skal endelig se til, at ingen går tvungen eller af vane til sakramentet, men frivilligt og af længsel; at han gør det for den trang hertil, som han føler.

Artikel 3

De skal ikke give sakramentet til nogen, som ligger i åbenbar dødssynd, så længe han ikke vil afstå herfra og forbedre sig. De, som har slået ihjel, stjålet, røvet, voldført, slået og såret nogen, svoret falsk eller ellers gjort noget, hvorved de er faldet i øvrighedens hånd og straf, dem skal de ikke absolvere eller lade gå til sakramentet, hvis de ikke har gjort afbigt og stillet sig for øvrigheden.

Artikel 4
Når der ingen er til stede, som vil gå til sakramentet, skal de ikke holde messe, men de skal alligevel iføre sig den sædvanlige messekjortel, synge og læse før og efter prædiken som sædvanligt. Kun Kristi (indstiftelses)ord, som hører til sakramentet, skal de undlade.

Artikel 5
(Forbud mod dødsmesser)
De skal ej heller holde messe "pro defunctis" (for de afdøde), således som det indberettes os, at en del af dem holder messe, når én ligger lig, men ellers ingen messe vil holde. Selv om de holder sædvanlig messe, så sker det dog for de dødes skyld, og de, som er til stede, tror, at det hjælper de døde; de lader således menigheden blive i den indbildning. Det vil vi have alvorligt forbudt! De skal ikke på prædikestolen eller ved graven bede højt for de døde, thi vi har ikke noget skriftord for dette. Men vil nogen bede ved sig selv én eller to gange, lad det ske.

Artikel 6

(Om rekruttering af degne fra latinskolerne i Haderslev og Ribe.)
Vi vil også, at de sognekirker, som ligger længere end en mils vej fra vor by Haderslev, skal tage deres degne fra skolen der, og de, som ligger nær ved Ribe, skal tage degne fra Ribe skole, for at skolerne derved kan blive ved magt (2).

(Artikel 7, 8 og 9: Kirkens festligholdelse af årets højtidsdage.)

Artikel 7

Det skal endvidere stå dem frit, om de ved de store højtider synger "Gloria in excelsis Deo" (Ære være Gud i det højeste), Halleluja og en sekvens som "Grates nunc omnes" (Nu takke alle Gud), "Victimae paschalis laudes" (Lov og tak for påskeofferet), "Veni Sancte Spiritus" (Kom, Gud Helligånd) og lektierne deri. Ligeledes det latinske "Pater peccavi", "Sanctus" (Hellig, hellig etc.) og Agnes Dei (O, du Guds lam). Dog dette alene på de store højtider!(3)

Artikel 8

Følgende højtider skal de bekendtgøre og af kristelig kærlighed fejre med deres menighed, for at tyendet på disse dage kan være i ro og i mag og høre og lære Guds ord, nemlig: alle søndage-, julens tre dage, Jesu omskærelsesdag (1. januar), helligtrekongersdag, som man kalder den (6. januar), kyndelmissedag (2. februar), Mariæ bebudelsesdag (25. marts) - og når den falder på en skærtorsdag eller dagen efter, skal man sammen holde den lørdag før palmesøndag; ellers må man ikke flytte den -, langfredag før middag, påskens tre dage, Kristi himmelfartsdag, pinsens tre dage, skt. Hans dag (24. juni), Mariæ besøgelsesdag ("Vor Frues bjergegangsdag, 2. juli) og skt. Mikkelsdag ("Englenes dag", 29. september).

Artikel 9
Apostlenes dag skal de ikke bekendtgøre som festdage. Men når der falder en aposteldag i ugen efter, skal de om søndagen, efter at de har prædiket over det sædvanlige evangelium, sige: "Kære venner, i den kommende uge på xxx-dag er det Skt. N-dag. Den skal I ikke særligt festholde"... Og så kan de sige lidt om den, dvs.: så meget som evangelierne og Apostlenes Gerninger har om dem.

Navnlig skal de undervise menigheden om, at Gud har givet os de kære helgener til forbillede, ikke for at vi skal gøre os afguder af dem, eller anråbe dem som nødhjælpere, thi Han alene er vor nødhjælper, men for at de skal være os et eksempel på Hans nåde og barmhjertighed, så at vi hos dem lærer at erkende Guds nåde og barmhjertighed; ligesom Gud uden deres egen fortjeneste har taget dem ud af deres syndige liv og af nåde har gjort dem salige, således vil han gøre mod alle dem, der stoler på ham.

Ønsker menigheden at komme i kirken på aposteldagen, så kan de gerne prædike eller også holde messe, hvis de har altergæster. Dog således, at de på disse dage lader menigheden passe sin daglige dont og ikke hindrer dem deri.

(Artikel 10 og 11: Om prædikens evangeliske indhold.)

Artikel 10

Ellers skal de om søndagen og på de andre festdage ensartet prædike og udlægge det sædvanlige evangelium på den måde, som de læser det i dr. Martin Luthers Postiller (3). De skal ej heller forlade evangeliet og prædike noget andet, således som det er fortalt os, at nogle gør.

Artikel 11

De skal i deres prædikener med henvisning til Guds bud formane menigheden til fred og lydighed mod sin øvrighed, således at den gerne giver og betaler sin tiende, skat og skyld, dertil også gør hoveri ("legemlig tjeneste"), og hvad den ellers er sin øvrighed eller nogen anden skyldig. Endvidere, at de vedholdende beder til Gud Herren for den verdslige øvrighed, ved hvilken Gud her på jorden giver og opretholder fred, gode tider og en rolig og stille tilværelse. Også for biskoppen og prædikanter, at han vil lyse for dem og give dem sit ord kraftigt i munden og afvende alle sekter, al falsk lære og forargelse.
Endvidere, at de også beder for timelig fred, for gode tider, at Gud vil afvende fra os pest og al ond sygdom og anden sin vrede og straf og bevare og beskærme os mod djævelen og alt ondt. Derfor skal de også hver søndag, når prædiken er forbi, synge litaniet(4) med hele menigheden på dansk.

Artikel 12

(Katekismus oplæring efter prædiken.)
De skal endvidere hver søndag efter prædiken fremsige katekismen (5) fra ord til andet, dvs. de 10 Bud, trosbekendelsen, Fadervor og dåbens og nadverens sakramentord. De skal desuden to gange om året prædike og udlægge katekismen i udtog, nemlig på de syv søndage før påske, således at de begynder fastelavnssøndag med de 10 Buds første tavle eller de første fem Bud, søndagen derefter alle andre. De følgende to fastelavnssøndage troen og derefter de følgende søndage Fadervor, dåben og Kristi nadver. På samme måde skal de gøre de syv søndage, der følger næst efter Skt. Mikkelsdag.

Artikel 13

(Regler omkring påsken)
Langfredag skal de læse hele lidelseshistorien fra prædikestolen, således som Johannes beskriver den i sit 18. og 19. kapitel, og derefter holde en prædiken om Kristi lidelse, hvorledes den er givet os som et sakramente og som et eksempel.

Om skriftemålet og nadverens sakramente skal de ofte tale til menigheden, især palmesøndag, når de har prædiket evangeliet, og 2. påskedag, eller når det synes dem bekvemt.

Artikel 14

(Præster bør leve i ægtestand)
De skal endvidere alle sammen have ægte hustruer, som de offentligt er trolovede med og efter kristelig skik har ladet sig give ved en præst. Om nogen ikke vil gifte sig, skal han give os - eller den, som vi forordner dertil - en grund, hvorfor han ikke gifter sig. Thi nogle foregiver stor kyskhed, men er alligevel berygtet med kvinder.

Præsterne skal leve ærbart og føre et kristeligt levned, ikke leve i frådseri og drukkenskab, ikke begå ægteskabsbrud, hor eller anden utugt. Hvis de ikke opfører sig som rimeligt er, vil de komme i unåde hos os. Det skal være dem en dødssynd ud over, hvad daglig synd er, thi de skal jo, som rimeligt er, ikke alene være et eksempel med deres ord, men også med deres liv og levned.

(Artikel 15, 16, og 17: Om visitatorernes tilsynspligt)

Artikel 15

Derfor skal provsterne føre et særligt tilsyn med præsterne, at de lever ordentligt og ærbart, prædiker og lærer på ret vis og er ensartet i lære og ceremonier. Hvad de finder anderledes, skal de indberette, eller også skal de selv være skyldige.

Artikel 16

Visitatorerne skal årligt opkræve "prokurationen", dvs. de penge, som præsterne har indvilget i at give for dermed at holde lærde mænd her i Haderslev, og som betales til jul. Dem skal visitatorerne overbringe vor borgskriver på Haderslevhus i en samlet sum hvert år til kyndelmisse (2. februar).

Skulle en af præsterne være i restance ved at stille sig modvillig og ikke har betalt inden otte dage, efter at han er blevet krævet, skal han betale dobbelt. De, som endnu er i skyld fra dette eller forrige år, skal efterbetale det fra nu af inden påske.

Artikel 17
Hvis præsterne kommer i strid med deres bønder (deres sognebørn), eller hvis bønderne nægter dem deres "tilbørlige pligt" (tiende), eller også bønderne har klager over dem, så skal provsterne forlige dem med det gode. Kan de ikke, skal de forelægge sagen for os.

Artikel 18
(Dåben og dens betydning)
De skal også alle døbe på dansk og i deres prædikener undervise menigheden flittigt om dåben, så at folk ved, hvortil dåben er indstiftet. Thi de, som døbes, døbes til Kristi død, som Paulus siger (Romerbrevet, kap. 6, v.3), de ifører sig Kristus. Thi vanddåben betyder bod, smerte og sorg over synden. - at vi ved, at vort hele naturlige liv og levned er syndefuldt og fordømmeligt, og at vi må afdø derfra. Vi griber Kristus med troen, Han, der har tvættet os med sit blod, og har renset os fra vore synder og har meddelt os sin uskyldighed, retfærdighed, liv og salighed. Dåben er os således et tegn på Guds nåde, at han vil være os vor beskærmer og vor Gud og vi Hans folk.
Er småbørn hjemmedøbt, skal de ikke døbes endnu en gang, men de skal lade dem bringe i kirke og kun spørge, om de er retteligt døbt. Findes de retteligt døbt, skal de ikke læse nogen "exorcismus" (djævlebesværgelse) over dem, men trosbekendelsen og Fadervor og Markusevangeliet skal de læse over dem i faddernes nærvær, og så sige til fadderne: "Kære venner! Eftersom dette barn allerede er døbt og har modtaget Helligånden og syndernes forladelse, vil vi ikke døbe det endnu en gang, for at vi ikke skal spotte Helligånden. Men I er kommet til stede, for at I kan vide og bevidne, at barnet er retteligt kristeligt døbt". Og læs så den sidste bøn: "Den almægtige Gud" etc.

(Artikel 19 og 20: Sygebesøg og hjemmeberettelse)

Artikel 19

Når de opfodres til at komme til de syge, skal de flittigt undervise dem i troen osv., og at Gud sender os sygdom og lidelser, ikke for at vi dermed gør fyldest for vore synder - thi dem har Kristus til fulde gjort fylde for med sin lidelse og død - men for at Han derved kan formane os til bod og til vore rette bekendelse og tugte os (opdrage os) som sine kære børn. Han tegner os og signer os med det hellige kors, hvorved vi visseligt må erkende, at vi tilhører Gud og er hans kære børn. Hvorfor vi heller ikke skal frygte døden, thi Kristus er gået i døden for os, og for Hans egne skal den ikke være andet end en afsked fra denne til en anden, således som Kristus siger: "Den, som tror på mig, han skal ikke se døden, men er gået over fra døden til livet."

Artikel 20
Når de syge ønsker at modtage sakramentet, skal de give dem det. De skal lade et bord ("en skive") dække med en ren borddug og sætte et tændt lys på det, hvis man kan få det, og lægge brødet på det og hælde vin i kalken, vende sig om foran bordet og sige således: "Vor Herre Jesus Kristus har sagt i evangeliet: "Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, der er jeg midt iblandt dem, og hvad de beder om i mit navn, det vil jeg give dem. Siden, vi nu er her forsamlede i Herrens navn for at få Hans hellige nadver og modtage Hans testamente, vil vi bruge det med den rette tro og efter Hans befaling med Hans egne ord handle med det og modtage det til vore synders forladelse, amen".

Derpå fremsiger de trosbekendelsen og Fadervor, tager brødet og siger: "Vor Herre" etc. og giver det til den syge. Derefter tager han kalken og siger: "Ligeså" etc. og giver den på samme måde til den syge. De skal også, når de således forretter sakramentet, have en ærlig klædning eller kjole på, for højtidens skyld.

Artikel 21
(Om visitatorernes tilsynspligt)

Endvidere, visitatorerne skal hvert år ved Mortensdag, otte dage før eller efter, drage omkring og opgøre regnskabet af alle kirker i overværelse af sognepræsten i hvert sogn og af bønderne og tage de penge, som er forhånden, deraf 8 skilling lybsk til sig selv for deres ulejlighed og 8 skilling til skriveren, og 1 gylden eller 2, alt eftersom pengene er forhånden, i "katadraticum" eller bispepenge, som vi vil have som hjælp til underhold af lærde folk. Hvis der ellers er flere penge, skal han lade dem forsegle og vel opbevare.

Artikel 22

(Ægteskaber indgås efter lysning i kirken)
Vi har også forbudt hemmeligt ægteskab eller forlovelse, dvs., at børnene (de unge) ikke skal forlove sig ind i ægtestanden uden forældrenes vidende og vilje eller uden deres, som er i forældrenes sted. Derfor vil vi også, at ingen af vore præster velsigner eller sammengiver slige personer. De skal heller ikke vie nogle, der ikke i forvejen om søndagen har fået lysning fra prædikestolen.

Det er vor nådige vilje og begæring, at I adlyder følgende visitatorer:

hr. Johan Schmidt i Øsby, Haderslev herred;hr. Mads Bager (Pistorius) i Bjært, Tyrstrup herred;hr. Erik i Bevtoft, Rangstrup herred;hr. Niels i Hammelev, Gram herred;hr. Tyge i Skærbæk. Hviding herred;hr. Thomas Knudsen i Hygum, Frøs og Kalslund herred.

De skal aldeles fæste lid til dem ligesom til vor egen person i alt, hvad de på vore vegne måtte tilsige jer. Det vil vi bekendtgøre for enhver med vor gunst og nåde.

Noter:
(1) Os –hertug Christian af Slesvig-Holsten (den senere Christian den Tredje) – hertugen havde 2 år før indkaldt sognepræsterne til møder, hvor den evangeliske opfattelse af gudstjenesten blev forelagt.
(2) kravet er til for at sikre skoledisciplene arbejdsopgaver og indtægt.
(3) Luthers postiller – prædikensamlinger med evangelisk indhold.
(4) litaniet – simpel ordrække af bøn, der kan synges mellem præst og menighed. Bønnerne stammer fra den katolske kirkes liturgi.
(5) Luthers lille katekismus – se DH Fortælling 28 Kilde 38A.

Kilde 27: Om Viborg-prædikanterne - Gråbrødrenes fordrivelse fra Viborg og brev om Hans Tavsen

27A: Om Gråbrødrenes fordrivelse fra Viborg

Om gråbrødrenes vilkår 1525-32: De evangeliske prædikanters stærkeste modstandere var de to tiggerbrødreordner – franciskanerne (gråbrødrene) og dominikanerne (sortebrødrene). Da klostrene lå i købstæderne og både havde ejendomme og samlede ind her gennem tiggeri, blev de hurtigt ofre for overgreb, da den evangeliske bevægelse slog igennem.

Franciskanerne søgte omkring 1533-34, at samle oplysninger om de mange overgreb, der havde været mod ordenen. Ud af 26 franciskanerklostre i 1527 var der i 1532 kun 7 tilbage. Efter Frederik den Førstes død 1533 kom der en kort periode, hvor pavekirkens bisper fik deres magt over de evangeliske prædikanter tilbage og til den kommende herredag i 1534 (der ikke blev til noget) ville ordenen sandsynligvis søge rigsråd og bisper om støtte til at generhverve sine ejendomme og genetablere klostre.

Materialet fra denne undersøgelse blev samlet i en række usammenhængende beretninger på latin om 15 klostre (der mangler beretninger om København og Trelleborg). Beretningerne er skrevet af forskellige forfattere og er sandsynligvis redigeret af Jacob Jensen, der var medhjælper for provincialministeren (lederen af provinsen Dacia 1531-34) Rasmus Clausen Ulf, der tidligere havde været guardian (klosterforstander) i Odense.

Jacob Jensen var viceguardian i klostret i Malmø og har også skrevet den lange beretning om Malmø. Teksten er kun overleveret gennem afskrifter, hvoraf nogle er næsten samtidige med originalteksterne.
Der er nogen usikkerhed om forfatterne til teksterne, den seneste analyse er foretaget af Johan Pinborg og Jørgen Nybo Rasmussen: Broder Jacob og Uddrivelseskrøniken i Historisk Tidsskrift 12. Rk Bd 1 s 193-223.

Teksten findes omhyggeligt rekonstrueret efter afskrifterne af M. Cl. Gertz s 325-367  i Scriptores minores historiæ Danicæ medii ævi Vol II (1920).

Den første udgave af den latinske tekst kom i Kirkehistoriske Samlinger, Første Bind, 1849-1852 ved registrator H. Knudsen. I 1851 blev denne tekst oversat til dansk af J. F. Fenger i Dansk Kirketidende. Lidt senere udkom en oversættelse i bogen "Den katolske Kirke i Danmark" fra 1859.

Teksten er nyoversat efter M.Cl.Gertz rekonstruktion af teksten i Henning Heilesen (overs): Krøniken om Gråbrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark. Munksgaard 1967.

Her er oversættelsen hentet fra nettet www.martinluther.dk  udgivet og oversat med noter af sognepræst Ricardt Riis, Horsens. Han erklærer sig som overbevist lutheraner og kommenterer udførligt teksten i sine noter.

 
2. Kapitel. Om klostret i Viborg.
Teksten findes på dansk udover hos Riis s 29-33 hos Henning Heilesen (overs): Krøniken om Gråbrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark. Munksgaard 1967. Den latinske tekst findes s 336-39 hos M. Cl. Gertz (udg): Scriptores minores historiæ Danicæ medii ævi Vol II (1920).

Men i året 1527 kom der en vis frafalden fra johannitterordenens kloster i Antvorskov, magister Hans Tausen, som hidtil havde båret sin klosterdragt eller sin fromhedsdragt, og begyndte i sit klosters kirke at prædike det lutherske kætteri. (note 10) Og en dag, da han var færdig med at prædike, tog han i kirken sin klosterdragt af, som han havde havde været iklædt på prædikestolen, og gik ud derfra sammen med de borgere, der havde hørt hans prædiken; de gik hen til den hellige Johannes' kirke i samme by; og der samlede han ofte folk, der ville høre på hans forpestede kætteri, og der udgød han sin forgiftede tunges edder.

Og eftersom dag for dag hans pestbefængte lære øgedes med fejl og yndest af fejl, opfordrede han borgerne til, at vore brødre skulle jages ud derfra ud fra hans lære, der givetvis var luthersk, og at de skulle oprette en skole. Omsider, da den hellige Johannes' kirke ikke var tilstrækkelig til det antal, der ville høre denne nye og uhørte prædiken, (note 11) bad de brødrene, om ikke kirken ved vort kloster kunne åbnes for hans sekts prædiken om eftermiddagen.

Men da det ikke kunne tillades, sendte borgerne i denne by et brev til den kongelige majestæt, i hvilket de bad majestæten om lov til at ødelægge sognekirkerne i denne by, fordi der var altfor mange af dem, nemlig 12; og de bad den kongelige majestæt om at måtte få sortebrødre- og gråbrødreordenernes kirker, så at de i stedet for de mange kirker i byen kunne komme sammen for at holde den (nye) prædikegudstjeneste dèr, og så nedbryde de andre kirker. (note12)

Det fik de lov til, og de bemægtigede sig så vores klosters kirke. Men tidligere plejede brødrene at prædike før middag og kætterne efter middag, hvorved de lagde brødrene mange besværligheder og hindringer i vejen. Først og fremmest jo, fordi de stødte an ved gennem en åben dør at indføre deres prædikant i vores kirke; og på en allehelgens fest prædikede deres prædikant to gange om eftermiddagen og lod fremføre tre af deres sekts salmer af de tilstedeværende (note 13), hvorved de forhindrede os i at holde vores vesper og vores vigilier for de døde, som brødrene imellemtiden var begyndt at synge. (note 14)

Men senere tog de også kirken fra brødrene, så de måtte holde deres lovsange og messer i et kapel i korsgangen næsten et helt år igennem. Men da de omtalte borgere så, at brødrene heller ikke nu ville forlade deres kloster, indkvarterede de 4 soldater i vores kloster, og befalede brødrene under henvisning til den kongelige befaling, at de skulle give soldaterne kosten. (note 15)

Men guardianen, broder Niels Tybo, havde imidlertid besluttet at drage til Salling for at samle almisse. Da han havde påbegyndt sin rejse og var en mil fra byen, kom et bud, nemlig brødrenes tjener (note 16), til ham, fortalte ham sørgelige nyheder og bad ham om straks at vende tilbage. Da han atter kom tilbage og fandt ud af, hvad der var sket i klostret, blev han overbevist om, at de (soldaterne) var kommet ind i klostret; men han sørgede for at skaffe de fornødne levnedsmidler til dem.

Men en soldat kom ind under middagen og angreb guardianen, greb fat i kraven på ham og slog ham med sit sværd; og senere angreb han to gange samme guardian, den ene gang med et krus fuldt af øl, den anden gang med sit sværd. Brødrene blev imidlertid i klostret sammen med omtalte soldater, skønt de måtte døje megen uret og mange besværligheder.

Engang hændte det, at to af soldaterne ville besøge deres kammerater i Hostenborg. De forlangte derfor af guardianen at få klostrets vogn (note 17). Men han forsikrede, at det kunne sandelig ikke lade sig gøre, for den kørte stadig korn til møllen. Han lejede så en anden vogn i stedet for, og den måtte guardianen betale for med klostrets almissepenge. (note 18)

Og videre, da han var vendt tilbage, begyndte han at kræve af guardianen lige så mange penge, som rejsen havde kostet ham, eller som han ville have givet ud, hvis han var blevet hjemme; og selv om guardianen ikke frivilligt gav ham det, blev han dog til sidst tvunget til at give ham, hvad han ville have. Til sidst voksede antallet af soldater til 15, og de fortærede vore almisser, så der hverken var vådt eller tørt tilbage i klostret. (note19)

Guardianen besluttede da at overgive klostrets nøgler til en anden, og rejse til kongen for at klage over uretten mod ham og brødrene, men en borgmester, som han bad om at overtage nøglerne, frarådede ham at rejse, da det kunne blive farligt for ham selv og for klosterbrødrene, fordi han så flygtede og ikke sørgede for den kongelige majestæts tjenere. (note 20) Guardianen blev derfor i klostret sammen med brødrene, og pantsatte en kalk for at skaffe til føden (note 21). Men til sidst rejste guardianen dog til København til kongen og fik også af ham et lukket brev. Da det blev åbnet i Viborg og læst i overværelse af borgerne, blev munkene jaget ud, men med hvilken ret og med hvilken retfærdighed, det må den højeste se og dømme. Dette er fortalt for mig, broder Jacob, den ærværdige fader ministerens medhjælper, af førnævnte ærværdige fader Niels Tybo, dengang guardian for det omtalte Viborg kloster, nu viceguardian i Ribe. (note 22)


Noter ved Ricardt Riis
(10) Tidsangivelsen her er ukorrekt. Tausen fik allerede den 23. oktober 1526 kong Frederik den Førstes beskærmelsesbrev.  
(11) Ligesom i krønikens beretning om begivenhederne i Malmø bringes her uforvarende en skildring af den evangeliske prædikens hurtige fremmarch.  
(12) Borgerne fik kongens tilladelse til at nedbryde de mange kirker den 23. februar 1529. Midt i marts var de alle faldet, bortset fra de to tiggermunkekirker.  
(13) Også om malmøborgerne fortæller krøniken, at de sang danske salmer. Og også det fandt sted tidligt i forløbet, allerede i sommeren 1527.  
(14) Det omtalte sammenstød mellem borgerne og munkene kan ikke have fundet sted senere end i året 1528, eftersom Tausen blev forflyttet til København midt i året 1529.  
(15) Der var kamp mellem borgere og munke. Dels var der uenighed om anvendelsen af klosterbygningerne, som borgerne ønske til oprettelse af en skole. Dels ønskede borgerne utvivlsomt at få deres by gjort helt og holdent luthersk. Vor tids trosfrihedstanke lå både munke og borgere fjernt. Når man tvinger munkene til at modtage de fire soldater, hænger det uden tvivl sammen med, at de på den måde hurtigere ville opbruge deres forråd. Som det senere fremgår af beretningen, har man ikke forhindret munkene i at "gå i termen", dvs gå tiggergang.  
 (16) At de fattige brødre har haft en tjener, kan nok overraske. Det svarer ikke til vort normale billede af brødrene. Men klostrenes indretning har afspejlet samfundets indretning. Og de egentlige brødre har haft en høj status i klostrenes indre hierarki, modsat lægbrødrene og det lavere tjenerskab. I dette tilfælde har det dog været praktisk nok, for brødrene selv måtte ikke bevæge sig til hest. Det måtte tjeneren, og han kunne derfor let indhente guardianen.  
 (17) "Klostrets vogn": Et gråbrødrekloster på den tid har været et større menageri. Ikke blot tjenere og lægbrødre har der været, men også en vogn, som endda kørte korn til møllen (munkenes egen mølle?). Imidlertid har den lutherske prædiken gjort indhug blandt brødrene, sikkert også i Viborg, skønt krøniken ikke nævner det her. Og et halvtomt kloster har dels fået borgerne til at regne med, at brødrene snart ville være ude, dels styrket deres ønske om at bruge disse murede bygninger bedre.  
 (18) Ifølge reglerne måtte munkene ikke tage penge i deres hænder. Man ordnede sig ofte sådan, at en "quæstor", en regnskabschef, blandt borgerne havde munkenes kasse og foretog ud- og indbetalinger.  
(19) Netop det har nok også været borgernes hensigt med at lade soldater indkvartere i klostret.  
(20) Der mangler vistnok et ord i den latinske tekst.  
(21) Det var formodentligt noget sådant, kongen ville undgå ved at lade klostrenes inventar registrere. Forøvrigt ser det ud til, at forfatterne finder denne transaktion helt i orden; der lyder ingen beklagelser eller undskyldninger; og man prøver heller ikke at bortforklare, at det var guardianen selv, der foretog denne disposition, skønt han jo egentlig ikke måtte omgås penge.  
(22): Én af krønikens forfattere er altså denne broder Jacob. Niels Tybo træffer vi i næste kapitel som guardian i Tønder. Denne beretning har broder Jacob formentlig også gennem ham.  
 

27B: Viborg-prædikanterne – om Hans Tavsen i Viborg

Brev på latin fra kannik Jens Block (Viborg) til rektor Peder Hegelund (Ribe) om Hans Tavsen 19. juni 1576. Brevet er en beretning mange år efter begivenhederne, der fortæller om Hans Tavsens prædikenvirksomhed i Viborg i 1520erne.

Det er trykt første gang i Hans Knudsen (udg): Kirkehistoriske Samlinger Bd 1 s 372-78 (1851) og oversat til dansk i Henning Heilesen (udg. og oversætter): Krøniken om Gråbrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark. Munksgaard 1967 s 77-82.

Brev af 19 juni 1576 fra kannik Jens Block til rektor Peder Hegelund (1)
IHS (2). Den 25 marts blev dit brev overbragt, hr. magister Peder, min ven og ærede broder, i hvilket du blandt andet beder mig om, at Tausens, højlovlig ihukommelse, virksomhed hos os må blive nedskrevet til dig. Og skønt der ikke var noget, som jeg ønskede højere, end snarest muligt at føje mig efter din vilje, da jeg regner dig blandt mine mest forbundne venner på grund af gammelt og dog som nyt venskabsbånd, og jeg vil omfavne dig i broderlig ånd, så har jeg dog hidtil været forhindret, dels på grund af brevdragerens upålidelighed, idet han ikke er vendt tilbage, således som han lovede, dels på grund af sagens vanskelighed, i at tilfredsstille såvel din begæring som mit ønske. Thi efter at jeg havde hørt adskillige gamle mænd beretninger, syntes ingen mig at være sandsynligere end hr. Morten Hvas’ (3); derfor vil jeg nedenfor anføre den, således som jeg har modtaget den fra ham.

For 51 år siden kom Tausen hertil fra Antvorskov, udsendt af dette steds prior (4) til magister Peder (5), forstander for korsbrødrenes orden (6), for at denne ved sin veltalenhed og sin forstands skarpsind, hvori han mentes at udmærke sig fremfor andre, enten kunne føre Tausen, som var gennemtrængt af Luthers lære, tilbage til en fornuftigere anskuelse eller bringe ham sådan til tavshed, at han ikke siden vovede åbent at vedgå den lære, han havde antaget. Da han havde tilbragt nogle måneder i dette korsbroderkloster, vandt han således samme magister Peders venskab, at denne tillod ham at holde prædiken hver søndag, når vesperen (7) var forbi. Til denne prædiken ilede en talrig skare borgere og folk af almuen, så at magister Peder tilsidst fortrød sin handling og begyndte at rådføre sig med andre om, hvordan han skulle imødegå den uventede nærværende og forestående ulykke.

Da Tausen nu så, at forstanderens sindelag var blevet ugunstigt mod ham, skildrede han en skønne dag lige efter prædikenens afslutning, i hvor stor fare han befandt sig, og fremsatte den begæring, at hvis tilhørerne bemærkede, at hans prædikener satte nogen frugter hos dem, om de så ville se til, at han fik ophold på et sikrere sted.

Derefter flyttede han, skønt de fleste borgere gerne ville have gjort ham den tjeneste med fare for deres liv, ind i borgmester Peder Tranes (8) hus; ved hans myndighed såvel som ved venners understøttelse mente han, at han ville være bedre beskyttet.

Omkring den tid (9) ankom magister Jørgen, senere superintendent over Fyn, nær ven af Tausen og hans såre trofaste Achates (10). Og da intet sted var tilgængeligt til at holde prædiken på, forhandlede de med magister Jacob Skønning (11), rektor for skolen (12), om at få adgang til St.Hans kirke, som var overladt ham i kraft af hans embede. Han opfyldte ganske vist meget beredvilligt deres højeste ønske, men der strømmede en så stor mængde til, at den ikke kunne rumme den. Derfor lærte (13) han som før folket, der stod på kirkegården, fra en trappe, som endnu er til og fører op i tårnet (14). Da denne fordel havde sine ulemper, blev man gensidigt enige om at begive sig til franciskanernes kirke, som var lidt rummeligere end den anden. Da de blev forment adgang dertil af munkene, prædikede han nogle gange fra den lille bygning, som var bygget til at opsamle dødeben. Men folket, der var utålmodigt over uretten og foragten, skaffede murbrækkere hid og sprængte kirkens fløjdør, og siden hørte de en lang tid med stor begejstring på ham, som lærte fra en bænk (15).

Imidlertid sendte biskop Jørgen Friis – han havde vel sagtens på grund af stedet og naboskabet med munkene (kirken ligger nemlig mellem klosteret og bispegården) – slotshøvedsmanden Poul Stigsen (16) ud sammen med sine øvrige tjenere for at gribe Tausen under hans prædiken og føre ham med sig indenfor murene. Høvedsmanden adlyder befalingen, går til angreb og byder ham at holde op med at tale og følge med til hr. biskoppen. Da siger Tausen: ”Jeg er hindret af en større mands tjeneste; når den er fuldført, vil jeg besøge ham, hvis det passer”. – Men da han i en skarpere tone krævede afslutning og truede med magt, omringer nogle borgere ham, mens andre løber ud på den tilstødende gade, hvor raseriet skaffede forskellige våben frem; atter andre fik bragt våben hjemmefra af deres hustruer, indtil biskoppens mand betænkte faren og greb flugten med sine folk.

I disse dage begyndte også samme klosters guardian hr Rasmus (17), at afsværge de papistiske vildfarelser og flygte bort fra klosteret om natten; han blev senere sognepræst i Boffue (18).

Da nu de bosiddende borgere havde sikret sig de to kirker, franciskanernes og dominikanernes, satte de magister Jørgen til at styre sidstnævnte, men Tausen til at styre førstnævnte.

Imidlertid holdtes der regelmæssige messer og andre papistiske ceremonier i domkirken, og blandt andre alterpræster var der en Stentor (19), som på grund af sin høje stemme kaldtes hr. Claus Råber. En dag da han mumlede en messe, løber en borger Christiern Stub (20), som var lejet eller snarere forledt dertil af andre, ikke uelskværdige svirebrødre, hen, river kalken fra ham og kaster den for hans fødder. Alterpræsten forfølger den flygtende o.s.v. Denne ikke tragedie, men katastrofe mødte de fleste med latter, især Morten Hegelund (21), og de standsede denne Råber samt hans fæller, og straks steg Hans Tausen op på prædikestolen (eftersom han enten ved et rent tilfælde eller ved Guds forsyn på samme tid var kommet ind i kirken), og i stedet for prædiken udlagde han dette skriftsted i Johannes’ Åbenbaring 14: Faldet, faldet er Babylon, det store, som har givet alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin o.s.v. (22).

Således begyndte evangeliets klare lys dag for dag at skinne mere og mere. Da rygtet om alle disse ting nåede bl.a. til københavnerne, kaldte de Tausen bort fra os (23), og han forblev der, som du ved, indtil han kom til jer (24). Desuden vil jeg skrive dette, at da vore borgere havde erfaret, at han i København befandt sig i den største fare (25), skrev de til rådet i København, at de enten skulle vise ham lignende, om ikke større ære, eller sende ham uskadt tilbage til dem, da de var fast besluttet på ikke blot at vove deres timelige gods for ham, men også deres liv, hvis det var nødvendigt.

Tag til takke med dette kære Hegelund, og brug frimodigt mig og mit arbejde, og undse dig ikke for at hilse hr magister Laugesen (26), magister Jacob (27) og de øvrige kære venner fra mig. 19 juni 1576.

Noter ved Henrik Adrian:
(1) Jens Block (ca 1540-1580) var magister og kannik i Viborg og Peder Jensen Hegelund (1542-1614) var rektor i Ribe og blev senere biskop der.
(2) IHS=Jesus Hominum Salvator=Jesus menneskenes frelser
(3) præst ved franciskanernes kirke (nu Søndre sogns kirke) 1538-1577.
(4) magister Eskil Thomesen (død 1538)
(5) magister Peder Jensen, prior (forstander) for St.Hans kloster i Viborg.
(6) Johanitterordenen, hovedklostret lå i Antvorskov ved Slagelse.
(7) Vesper –aftengudstjeneste
(8) nævnes som borgmester 26 august 1530
(9) i efteråret 1526, Han Tavsen opgav sin munketilknytning, da han fik værnebrev af Frederik den Første 23. oktober 1526. Jørgen Sadolin fik værnebrev af kongen 1. december 1526 og var i Viborg forinden.
(10) er Æneas ledsager i Vergils ”Æneide”, romersk-klassisk mytisk figur.
(11) senere den første lutherske superintendent (biskop) i Viborg.
(12) D.v.s. latinskolen (Viborg Katedralskole).
(13) lærte – underviste, holdt prædiken
(14) I tårnet hang byens stormklokke. Det blev nedrevet 1584.
(15) der er ingen prædikestol, så Hans Tavsen står på en kirkebænk og holder prædiken.
(16) Poul Stigsen til Trenderup var en af bispens mest betroede mænd.
(17) Det er ifølge Krøniken om gråbrødrenes fordrivelse (fra ca 1534) – se Kilde 8, kapitel 2 Niels Tybo, der er guardian (forstander) for franciskanerne i Viborg.
(18) stednavnet kendes ikke i dag.
(19) En person i Homer’s Iliaden, der råbte højt som 50 personer.
(20) Kannik i Viborg, søn af borgmester Peder Stub, der flygtede ud af landet sammen med Christian den Anden.
(21) Morten Hegelund, rådmand i Viborg, omtales fra 1526 til 1559.
(22) Johannes Åbenbaring 14,8 – Hans Tavsen var med ved en lignende begivenhed i København 1531 se Kilde 12A (Skibykrøniken).
(23) august 1529
(24) Hans Tavsen blev først superintendent (biskop) i 1542 i Ribe. Forinden var han teologisk professor ved det genoprettede Universitet i København.
(25) under Herredagen i København 1533, da han blev anklaget for rigsrådet.
(26) magister Hans Laugesen (1530-1594), biskop i Ribe 1569-94, gift med en datter af Hans Tavsen.
(27) magister Jacob Madsen Veile (1538-1606), stiftsprovst i Ribe 1567-88, senere biskop i Odense.

13. Biografi - Hans Tavsen

Hans Tavsen var født 1494 i Birkende på Fyn som søn af en fynsk landbruger, måske en smed, men han kan også have været af lavadelslægt. Han blev latinskoledreng i 1506 i Odense og fra 1507 i Slagelse. Derefter blev han munk i Antvorskov kloster, hvor han modtog en videregående undervisning, så han i 1516 var egnet til at komme på universitetet. Det var prioren humanisten magister Eskil Thomesen, der havde sørget for hans grunduddannelse i klostret. Det var klostret, der betalte og sikrede hans videre uddannelse. Han blev i november 1516 optaget på Rostocks universitet, hvor han 1517 blev baccalaureus og i 1519 magister. Han blev præsteviet og blev i Rostock til 1521 og vendte derefter tilbage til Danmark og blev optaget på Københavns universitet. Her var han knyttet til Povl Helgesen og boede sandsynligvis på Karmeliterkollegiet. Her lærte han græsk, da der netop var blevet ansat en magister fra Wittenberg, der underviste i biblens grundsprog.

Kort efter i 1522 flyttede Hans Tavsen til Leuwen i Nederlandene, hvor man underviste i både græsk og hebraisk. Her blev han kun i kort tid og flyttede så til Wittenberg, hvor han opholdt sig til 1524, hvor han sandsynligvis blev tilbagekaldt til Danmark af Eskil Thomesen, der da støttede pavekirken mod lutheriet. Han var da tilbage i Antvorskov kloster og blev herefter forflyttet til Viborg, hvor han fra foråret 1526 begyndte sin lutherske prædikenvirksomhed. Han fik kongeligt værnebrev og blev udnævnt til kongens kapellan i oktober 1526. Han var sammen med Jørgen Jensen Sadolin den ledende prædikant i den evangeliske bevægelse i Viborg og de giftede sig begge. Bevægelsen og bystyret fik de mange sognekirker i byen nedlagt, overtog sortebrødrenes og gråmunkenes klostre og fik tilsidst også mod bispens modstand overtaget domkirken, og der blev oprettet en evangelisk præsteskole. I 1527-30 producerede Hans Tavsen og flere af de andre evangeliske prædikanter i Viborg en række skrifter, der udkom i bogtryk.

Frederik den Første flyttede i 1529 Hans Tavsen til København, hvor han straks blev ledende i den evangeliske bevægelse. Året efter var der fire evangeliske prædikanter i byen og de havde overtaget flere af de gamle sognekirker, men ikke Vor Frue kirke. Han deltog aktivt i herredagens disputation og underskrev Københavner-bekendelsen i sommeren 1530. Efter herredagen blev der mellem kongen, bispen og byrådet aftalt en kompromisordning om brugen af Vor Frue kirke, hvor der skulle kunne holdes katolske messer og om søndagen evangelisk gudstjeneste. Hans Tavsen stod måske stod bag billedstormen i Vor Frue Kirke i december 1530, hvor byens mere radikale evangeliske forkæmpere søgte at ødelægge kirkens helgenfigurer og altre, men efter beretningerne var det ham, der standsede urolighederne i kirken. Kirken blev nu lukket og først efter en rigsrådsbeslutning blev den genåbnet kun for katolsk gudstjeneste i november 1531 og bispen Joakim Rønnow forøgede sin kontrol med byen.

Efter Frederik den Førstes død og herredagen i København 1533, hvor rigsrådet overtog magten og fastholdt de tidligere aftaler om bispernes kontrol med kirken og prædikanterne, kom det til nye uroligheder i København. Hans Tavsen blev anklaget for rigsrådet som kætter og han blev dømt til forvisning fra Sjælland og Skåne, til censur og forbud mod at prædike uden bispens tilladelse. Men allerede et par uger efter havde Hans Tavsen med Mogens Gøyes hjælp aftalt et forlig, som både rigsrådet og bystyret tilsluttede sig. Hans Tavsen fik lov at vende tilbage og prædike i København, han lovede at underordne sig bispen og undgå polemik mod katolikkerne.

Under Grevens fejde opholdt Hans Tavsen sig hele tiden i det belejrede København. Her arbejdede han som præst og på oversættelse fra hebraisk af dele af det Gamle Testamente, der udkom i 1535. Han udarbejdede også en prædikensamling, der udkom i 1536 og som de mange tidligere katolske præster, der nu skulle være evangeliske sognepræster i en længere periode (til 1546) havde lov til at læse op fra prædikestolen under søndagsgudstjenesten.

Hans Tavsen blev medlem af den kommission, der udarbejdede Kirkeordinansen på latin (1537), han fortsatte som præst i København og fik ved universitetets genoprettelse i 1537 en lærestol i hebraisk. Men allerede i 1538 blev han forflyttet til Roskilde, hvor han blev lektor og prædikant ved domkirken og fik en stor aflønning med en kannikegård til beboelse. Han holdt daglige forelæsninger for kapitlet, der bestod af de tidligere katolske kanniker og præster.

Da den første superintendent i Ribe – Johan Wenth (der havde uarbejdet Haderlev-artiklerne i 1528) døde i 1541, ønskede provster og præster i området, at Hans Tavsen skulle være den næste superintendent. Christian den Tredje udnævnte ham da dertil.

Hans Tavsen var derefter superintendent i Ribe til han døde i 1561. Han fortsatte med sin skriftlige virksomhed. Han var den af de danske reformatorer, der lå tættest på Luthers tankegang.

Kilde 28: Hans Tavsen mod biskop Jens Andersen (Beldenak), 1529

Hans Tavsen spillede en afgørende rolle som luthersk evangelisk prædikant først i Viborg – beskyttet af Frederik den Førstes beskærmelsesbrev og hans udnævnelse til prædikant for kongen og siden da han i 1529 kom til København og dér blev den ledende prædikant. Han udgav en lang række skrifter både i Viborg og i København. Her findes to uddrag af hans tekster. Denne omhandler den evangeliske frihed (i modsætning til den kødelige) og Kilde 35 betydningen af den evangeliske gudstjeneste.

Efter Herredagen i Odense 1527 søgte nogle bisper at bremse de evangeliske prædikanters fremvækst, og i slutningen af 1527 henvendte Odensebispen Jens Andersen sig direkte med brev til borgerne i Viborg og Ålborg. Det svarede Hans Tavsen på i en tekst på gammeldansk trykt i Viborg 5 februar 1529. Et andet eksempel på Jens Andersens breve findes i Kilde 23.

Den er udgivet i Hans Tausen: Småskrifter, s 45-48 udgivet af H.F.Rørdam (1870). Teksten er oversat og trykt i uddrag s 95-97 i Carsten Elkjær Knudsen: Kampen om Danmark. Dansk politik på reformationstiden 1513-36. Systime 1984.   

…
Odensebispen:
Da skal I vide , at al den omfattende  blodsudgydelse, mord og brand, som er sket i Tyskland for kort tid siden (1), er alt sammen kommet af Morten Luthers lære og kætteri.

Hans Tavsen:
Da skal I vide, at det ikke er således som I siger, min kære herre. Med Eders tilladelse, at jeg taler imod Eder. Herre Gud nåde Eder, at I vil beskylde den gode mand for noget sådant, uden I vidste bedre grund dertil, end I fører frem. Hvorfor skulle det komme af doktor Morten Luthers lærdom? – At folk slås og myrder hinanden, brænder, skænder og behandler hinanden dårligt, når han altid har rådet til, at man skal forliges vel og leve i enig kærlighed med hinanden, ingen gøre den anden overlast og hellere lide vold og uret end tage eller trætte sig til rette. Man skal være herrer, fyrster og embedsmænd lydige, hvad enten de er onde eller gode, for at der måtte blive fred i landene. Sådan lærer evangeliet. Dette lærer også doktor Morten Luther efter evangeliet. Ja, dersom han ikke havde skrevet en særlig bog derom, da måtte I sige, at jeg lyver. Doktor Morten skrev og lærte kristelig frihed, som vi alle har fået i Kristus…vi er blevet Guds børn med ham også legemligt. At vi må bruge hans skabninger herpå jorden efter de ord, som Gud sagde til Adam og Eva: Vær herrer over fiskene i vandet, over fuglene i luften og dyrene her på jorden, at vi måtte spise og drikke, slide og fortære med mådehold, tag det ingen mand for nær. Se, det tog de svabiske bønder (2) årsag af med deres falske profeti, tilskyndelse og undervisning og ville være deres egne herre og hver mand skulle være lige fri og gav udtryk for, at det var imod evangeliet at én skulle være den andens træl, eftersom vi alle var brødre. De fór med vold og brød klostre og herrreslotte ned, brændte og skændte alt det, de kunne overkomme. De ville også have fri jagt, frit fiskeri og fri skovhugst.

Dermed greb de endnu dybere ind i herrers og fyrsters ret og ville lægge afgift og told og andre besværinger,…Det blev fyrsterne vrede over…så de blev et stor mandemord, mange fattige enker og fattige faderløse børn.

Kære, hvad skyld havde den fattige Luther heri? Han skrev til dem og bad dem holde inde. Han skrev en særlig bog til dem, med hvilken han beviste deres uret. Se, han hverken støttede eller samtykkede i deres ukristelige gerning eller havde dem på noget tidspunkt givet dem anledning dertil enten med skrift eller i tale…

Så er dette mord og denne brand heller ikke kommet af doktor Morten Luthers skrivelse og lærdom, men af menneskelig utaknemmelighed og hårdnakket ondskab…Doktor Luther med flere andre retsskafne evangelister prædiker den kristelige frihed rigtigt, som det bør sig efter den hellige skrifts indhold. At onde kødelige mennesker nu vil misbruge og ændre samme kristelige frihed til en kødelig frihed, hvad skyld kan den gode mand have heri?...

Noter ved Henrik Adrian:
(1)  Teksten diskuterer det tyske bondeoprør i 1525, hvor store del af Sydtyskland var præget af omfattende bondeoprør (ofte støttet af lavadelen), og hvor de evangeliske prædikanter mange steder støttede oprørerne. Adel og fyrster måtte med store styrker nedkæmpe bønderne. Luther vendte sig mod bondeoprøret med den argumentation som Hans Tavsen fremlægger. Han skelner mellem kødelig og kristelig frihed – undersøg hvad de menes hermed?
(2) Bønderne i Schwaben –Sydtyskland.

Kilde 29: Biskop Joachim Rønnows forsikringsskrivelse – åbent brev København 11. juni 1529

Teksten findes på gammeldansk i Rigsarkivet og er trykt i Danske Ny Magazin 2 rk bd 5 (hentet på nettet). Dele af teksten findes normaliseret til dansk i s 97 i Carsten Elkjær Knudsen: Kampen om Danmark. Dansk politik på reformationstiden 1513-36. Systime 1984.

Jeg Joachim Rønnow, electus til Roskilde (1), gør vitterligt for alle og tilkendegiver dette med mit åbne brev, at eftersom højbårne fyrste og mægtige herre, hr. Frederik med Guds nåde Danmarks konge…nu af hans Nåde …særlige gunst og nåde… har betroet mig til Roskilde…, har jeg lovet og tilsagt, og lover og tilsiger nu med det mit åbne brev førnævnte… kong Frederik, at jeg efter denne dag vil og skal være hans nådes kongelige Majestæt huld og tro…

Og jeg vil og skal ramme og vide hans Nådes kongelige Majestæts og hans Nådes børns gavn, bedste og beståen af min yderste magt og formue, og afværge hans Nådes og hans Nådes børns skade og fordærv. Dersom jeg fornemmer noget…som kan komme hans nådes kongelige Majestæt eller hans Nådes børn, og især den, som er udvalgt til konge i Danmark, til skade eller fordærv enten på person, land, rige eller på nogen anden måde, da skal jeg hindre det af min yderste evne og give hans Nådes kongelige Majestæt eller det af hans Nådes børn, som bliver udvalgt konge til Danmark, det til kende, så snart det er mig muligt…

Ligeledes har jeg førnævnte Joachim Rønnow lovet og tilsagt, og lover og tilsiger nu med dette åbne brev førnævnte min nådigste herre, at dersom nogen kommer nogetsteds i Roskilde stift, enten i købstæder eller landsbyer, som vil prædike og lære det hellige evangelium og Guds ord rent og klart, som de kan bevise med den hellige skrift, eller præster eller nogen munke, der i stiftet, som vil gifte sig og tage ægtehustruer, da skal jeg ikke tilstede, at de skal overfaldes med vold eller uret på nogen måde, så meget som jeg kan afværge. Hvem, som har noget at beskylde dem for, skal komme ind for hans kongelige Majestæt, min nådigste herre og Danmarks riges råd og stå til rette der (2). Og vi efterskrevne Mogens Gøye, Danmarks riges hofmester, Tyge Krabbe, Danmarks riges marsk, Erik Banner,… Oluf Rosenkrantz…, Henrik Rosenkrantz… og Ejler Rønnow… gør vitterligt for alle og erkender med dette vort åbne brev, at vi har lovet og tilsagt og nu med dette vort åbne brev lover og tilsiger førnævnte kongelig Majestæt, vor nådigste herrre, på førnævnte Joachim Rønnows vegne, at han efter denne dag skal holde disse førnævnte artikler… Og dersom førnævnte Joachim Rønnow ikke vil holde førnævnte artikler ubrødeliget i al måde… da forpligter vi os alle hver især til at stå hans Nådes kongelige Majestæt eller den af hans Nådes sønner, som bliver udvalgt til konge af Danmark, til rette herfor…  

Noter ved Henrik Adrian:
(1) Electus (”valgt”), er den katolske kirkes betegnelse for en biskop, der er valgt af kannikerne ved domkirken, men endnu ikke har fået pavens konfirmation, efter kirkerettens regler skulle det ske inden 3 måneder.
Det var efter 1522 ikke muligt at få denne konfirmation i Danmark, da der ikke var en indviet ærkebisp i Danmark til at give den pavelige godkendelse og med herredagens beslutninger i 1526 var det alene kongen, der kunne få betaling for en konfirmation.
Joachim Rønnow er således en af de første uindviede bisper, som skal fungere under det nye nationalkirkelige system. Han var en godssamler og meget opsat på at sikre Roskilde stifts magt og muligheder, men han havde ingen kirkelig uddannelse eller nogen som helst præstevielse. Han var derfor nærmest på ”de evangeliske prædikanters” side i de religionspolitiske uoverensstemmelsr, men fastholdt stædigt sin ret til at godkende præsterne.
(2) Rønnow lover at følge de evangeliske regler for prædikanter og acceptere at de gifter sig, - der er tilslutning af rigsrådet hertil.

14. Biografi - Joachim Rønnow

(Født omkring 1495 - død i fængsel 1542 i København)

Han var adelig og voksede op på Fyn, hans farbror var biskop i Odense og gennem sin farmor Birgitte Vasa, var han halvfætter til Gustav Vasa. Vi ved ikke meget om hans ungdom ud over, at han blev knyttet til Frederik den Førstes hof som hofsinde (ung adelig med hoftjeneste).

Han opholdt sig i flere omgange i udlandet, hvor han fra 1525 repræsenterede Frederik den Førstes interesser i vigtige forhandlinger i Frankrig og Nederlandene.

Han blev o.1526 adeligt medlem af rigsrådet, han havde ingen gejstlig uddannelse eller præstevielse, men var tæt knyttet til hoffet som adelsmand.

1529 blev han af kongen udnævnt til biskop i Roskilde, og selvom det foregik på kanten af de kirkelige regler for udnævnelse af bisper, endte det med, at han blev ”valgt” biskop af domkapitlets kanniker, og kongen derefter krævede de 3000 gylden, som betaling for udnævnelsen. Det skete efter Herredagens regler fra 1526. Det gav Joachim Rønnow store problemer med betalingen, der blev udskudt, til han havde samlet værdier nok til at betale.

I 1530 gik Christian den Anden tilbage til den pavelige tro og kirke for at få kejserens økonomiske støtte, og paven udnævnte den tidligere ærkebisp i Lund Johann Weze til bisp i Roskilde og ærkebisp i Lund. Derfor udstedte rigsrådet med både katolske medlemmer som Tyge Krabbe og de evangeliske – med Mogens Gøye flere bekræftelsebreve på, at rigsrådet ville støtte Joachim Rønnows besiddelsesret til Roskilde bispestol, hvis det skulle komme til problemer med paven.

Forsikringsskrivelsen fra juni 1529 er kontrakten mellem Frederik den Første og hans nye biskop, der som den første skulle udfylde de aftaler, som var indgået på herredagen i Odense i december 1526 og august 1527.

Han fik hurtigt udnævnt en vicebiskop Vincens Kampe (han var paveviet til bisp for Grønland), der tog sig af den kirkelige side af stiftets anliggender, mens han selv ihærdigt ordnede den omfattende godsdrift og sikrede ejendomme og indtægter.

I hele perioden 1529-33 støttede Joachim Rønnow på flere måder Frederik den Første og var stadig på kant med de katolsk orienterede pavegodkendte bisper, han var politisk placeret på den reformkatolske side, men kæmpede for at opretholde bispekirken. Han spillede en vigtig rolle i aftalerne om at tillade evangeliske gudstjenester i København og på Sjælland. Efter en konflikt med bystyret i København 1530 accepterede bispen, at Hans Tavsen efter ansøgning fik bispens tilladelse til at prædike i byen.

Joachim Rønnow, blev med sin samfundsmæssige placering en af de største godsbesiddere i Danmark og var meget magtfuld i perioden lige efter Frederik den Førstes død i 1533. Det var under hans ledelse at kongevalget blev udskudt et år.

Da Christoffer af Oldenburg erobrede Sjælland i sommeren 1534, blev Joachim i en kort periode fjernet fra bispesædet i Roskilde til fordel for Gustav Trolle (den tidligere ærkebisp i Uppsala, der da var knyttet til Christian den Anden).

Ved at betale en større sum (som atter blev hentet i stiftets værdier) kom Joachim Rønnow tilbage til bispestolen og Gustav Trolle blev bisp i Odense i stedet.

Joachim Rønnow søgte således at arbejde sammen med Christoffer af Oldenburg, men da Tyge Krabbe i januar 1535 fra Helsingborg slot faldt de oprørske bønder i ryggen og brød med Christoffer af Oldenburg, flygtede Joachim Rønnow til Jylland, hvor Christian den den Tredje havde fået magten. Han fungerede derefter under Christian den Tredje efter erobringen af Sjælland i 1535 en kort periode atter i sit stift, mens belejringen af København foregik. Her samarbejde han med kongens kansler Johan Friis, Mogens Gøye og  Ove Bille som statholdere af Sjælland.

Det var derfor en stor overraskelse for ham, da bisperne blev fængslet. Han befandt sig i København, da Johan Rantzau fængslede ham her i 1536. Det lykkedes for ham at holde sig skjult et døgn i sit hus i Nørregade inden han blev fundet, han var krøbet op under tagryggen. Han blev den af bisperne, der blev hårdest straffet af den nye konge Christian den Tredje.

De voldsomme anklager, der blev rejst mod ham på herredagen 1536, kan ikke historisk begrundes, så vi ved ikke præcist, hvad kongen gik efter udover magten til at opløse pavebispekirkesystemet.

Han blev holdt fængslet først i København, så sendt til Krogen i Helsingør og siden indsat på Visborg slot på Gotland, og han blev kort før han døde i 1542 bragt tilbage til København øjensynligt for at blive frigivet.

Da var alle de andre bisper blevet frigivet og de fleste havde fået tildelt len og lensmandsstillinger. Gustav Vasa søgte med  anbefalingsbreve til Christian den Tredje i 1536 og 1537 at få frigivet Joachim Rønnow uden resultat. Da han døde var der forhandlinger i gang om frigivelse.

Rønnows liv og virke gennemgås af:

• P.G.Lindhardt: Nederlagets Mænd. Det katolske bispevældes sidste dage i Danmark. Gad 1968 s 117-66, Dansk Biografisk Leksikon 3 udg 1979-84 Kai Hørby: Joachim Rønnow.
• Kai Hørby: Reformationen i Danmark. Gyldendal 1971 (Gustav Vasas breve s 52-54)Henning Heilesen: Joachim Rønnows dødsår. Historisk Tidsskrift, Bd 11, rk 2 1-2 (1947-49) s 73-84.

Kilde 30: Malmøprædikanterne – om gråmunkenes fordrivelse og kongens støtte

Malmø var et vigtigt bysamfund og spillede en stor rolle i udbredelsen af den evangeliske bevægelse. Her var der trykkeri(er), uddannede prædikanter og et borgerskab, der støttede den evangeliske bevægelse med kontakter i hele Nordeuropa. En ledende borger, borgmesteren Jørgen Kock sikrede i de urolige år mellem 1522-1536 byen gennem skiftende alliancer med Frederik den Første, lübeckerne, grev Christoffer af Oldenborg og siden med Christian den Tredje.

Teksten om gråmunkenes uddrivelse af Malmø (Kilde 18A) beskriver den evangeliske bevægelse set fra et katolsk synspunkt lige som Povl Helgesens tekst (Kilde 11B). Frederik den Førstes brev (Kilde 18B) belyser den måde kongemagten støttede den evangeliske bevægelse på.

Hovedkilden til den evangeliske bevægelse i Malmø er Malmøbogen (Kilde 19A), der er skrevet af prædikanten Peder Laurensen. Den belyser den evangeliske opfattelse og bevægelsens udvikling i Malmø. Den giver et klart indtryk af den kraft og styrke, der lå bag den evangeliske bevægelse.

Uddraget  af Frands Vormordsen fremstilling fra 1531(Kilde 19B) giver en direkte vejledning om de evangeliske opfattelser.

Om Malmøprædikanterne og deres bogproduktion
Den ny medierevolution med bogtryk fik store virkninger i Danmark fra omkring 1520. De første bøger blev trykt i forbindelse med kirkens messebøger m.v. allerede fra 1490erne i Norden. Den første almindelige ”bog” i Danmark var trykt i Odense 1496 () – og så gik det hurtigt. Bogtrykkerne blev hurtigt private selvstændige, der ved siden af de kirkelige eller officielle opgaver fremstillede bøger for markedet.

Den evangeliske prædikant Peder Laurensen havde i Malmø til sin rådighed et bogtrykkeri, der blev drevet af bogtrykkeren Oluf Ulricksøn. Han indledte sin bogtrykkerkarriere i Söderköping i Östergötland, hvor han arbejdede for biskop Hans Brask fra 1522. Den katolske bisp var i konflikt med den nye konge Gustav Vasa og måtte flygte 1529 til Gotland og videre til Polen. Forinden var Oluf Ulricksøn med sin bogtrykkerviden og måske med dele af sit udstyr vendt tilbage til Danmark, hvor han fik nogle typer og udstyr fra to bogtrykkere i København (brødrene Melchior og Balthasar Bluhme) inden han slog sig ned i Malmø.

Han udgav her i årene før 1530 en lang række simple skrifter. Den først kendte var ”Malmø-salmebogen” (1528) skrevet af de lokale evangelister Claus Mortensen Tøndebinder og Hans Olufsen Spandemager. Salmebogen findes der ikke overleverede eksemplarer af. Oluf Ulricksøn producerede på kort tid omkring 50 forskellige tekster.

Malmø var den by i Danmark, der i årene omkring 1530 havde den største bogproduktion af evangeliske tekster, flere end den anden tekstproducerende by: Viborg. Det fik også stor betydning, at humanisten Christiern Pedersøn i 1531 af kongen fik lov til at slå sig ned i Malmø og oprette et trykkeri. Her udsendte han sin oversættelse af Det ny testamente (fra 1529) i nyt oplag. Hans trykkeri fungerede 1532-35 og her udkom en ny skare af evangeliske tekster. Ved borgerkrigens afslutning i 1536 var Oluf Ulricksøn alene tilbage i bogtrykfaget i Malmø, og han havde trykkeri her indtil ca. 1560. Christiern Pedersøn solgte sit trykkeri til Viborgbogtrykkeren Hans Vingaard i 1536, der fra 1532 havde slået sig ned i København, og som nu blev den førende bogtrykker i landet.

15. Biografi: De evangeliske prædikanter i Malmø

Claus Mortensen Tøndebinder og Hans Olufsen Spandemager var initiativtagere i Malmø til den evangeliske bevægelse.

Claus Mortensen var sandsynligvis uddannet i Lund og var præsteviet. Han blev nævnt som præst i Malmø i 1526 og tog derefter til København for at blive uddannet. Her holdt han prædikener i Vor Frue Kirke, men roskildebiskoppen Lage Urne tog afstand fra ham og forbød Claus Mortensen at prædike på Sjælland. Derefter vendte han 1527 tilbage til Malmø og opbyggede en evangelisk bevægelse støttet af Hans Olufsen Spandemager og borgmesteren Jørgen Kock.

Hans Olufsen Spandemager var munk i Helligåndsklostret i Malmø og blev evangelisk prædikant sammen med Claus Mortensen i 1527 og spillede en vigtig rolle i dannelsen af den evangeliske bevægelse. Begge fortsatte som sognepræster efter reformationen.

Peder Laurensen og Frands Vormordsen kom til Malmø i 1529 og de fik beskyttelse af borgmesteren Jørgen Kock og af Frederik den Første. De blev knyttet til byens kirker og præsteskole, der både uddannede de nye evangeliske præster og som tog sig af den almindelige børneundervisning.

De udgav begge en række skrifter og spillede en stor rolle som vejledere for de mange, der gik over til at blive evangeliske prædikanter i Skåne. Begge havde været tilknyttet karmeliterkollegiet i København og havde samarbejdet med Povl Helgesen og var lærde, uden at man dog kender meget til deres tidligere situation og uddannelse.

Peder Laurensen kom sandsynligvis fra Næstved, blev karmeliter, læste ved universitetet i København og havde været evangelisk prædikant i Assens inden han kom til Malmø.

Frands Vormordsen kom fra Nederlandene, var karmeliter og er nævnt som lektor ved karmeliterkollegiet i København 1519.

Begge fik vigtige poster efter reformationen. Frands Vormordsen blev superintendent i Lund 1537 og Peder Laurentsen blev lektor ved præsteuddannelsen i Lund og knyttet til domkapitlet.

Kilde 30A: Om gråmunkenes uddrivelse fra Malmø

4. Kapitel. Om klostret i Malmø
Teksten findes på dansk udover hos Riis s 35-51 hos Henning Heilesen (overs): Krøniken om Gråbrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark. Munksgaard 1967. Den latinske tekst findes s 340-50 hos M. Cl. Gertz (udg): Scriptores minores historiæ Danicæ medii ævi Vol II (1920)

Dette er beretningen om, på hvilken måde den umenneskelige udjagelse af gråbrødrene fandt sted fra klostret i Malmø.

I år 1527 efter verdens frelsers inkarnation kom der til Malmø en vis præst, som var skamløs og opfyldt af den kætterske forvendtheds vildfarelser, Claus Bødker, dvs tøndebinder, hed han, en mand, der slog om sig med den mest fremsprudlende og overvældende ondskab. Han var først ordineret til præst i Lund stift, men da han ikke havde tilstrækkelig kundskab i skrifterne, hverken i de humane eller de guddommelige, (note 27) tog han til Kongens København, hvor det teologiske studium blomstrede, men hvor man mere var ivrig efter den lutherske end efter den katolske teologi; dèr fik han lærere i vildfarelserne, om end hemmeligt; for endnu blev nemlig ikke den lutherske læres fejltagelser dèr sået i al offentlighed.

Altså, denne præst, Claus Bødker, var opfyldt af urene fejltagelser og ville også besudle andre med dem. Han gik nemlig flere gange op prædikestolen i den største kirke, nemlig den højlovede jomfru Maries kirke, og prædikede med en betydelig overlegen stolthed; han havde nemlig en smuk og velklingende stemme. Men da biskoppen i Roskilde, en mand af stor og ivrig katolsk tro, erfarede, at han af og til talte nedsættende om kirkens folk og udsåede ganske mange af det lutherske partis fejltagelser, forbød han ham at prædike fra nogen prædikestol i hans stift. (note 28).

Da det var sket, erfarede Jørgen Møntmester i Malmø (note 29) et rygte derom. Han var selv, skønt skjult, fuld af den lutherske læres fejltagelser. Han fik da denne præst til at komme til sig i Malmø, og fortalte ham sin hemmelige vilje; og han lovede ham, at han nok skulle udføre denne vilje på det mest trofaste, den vilje nemlig, at forgifte Malmø med det lutherske kætteri til had mod kleresiet.

Han krævede da at få et sted at prædike for sig i byen; men det turde borgmesteren Jørgen Møntmester endnu ikke tillade ham at få; det lutherske kætteri var nemlig endnu ikke så stærkt og forvovent i Danmark, som vi nu kan se det er. Men han fik lov til at prædike udenfor byen på en grøn vang, i hvilken der lå et gammelt kapel, hvortil næsten hele byens befolkning gik ud for at høre denne nye og uhørte prædiken; og han prædikede da også opbrusende, og indblandede kun lidt eller slet intet af sit kætteris fejltagelser.

Denne vendekåbe af en mand forstod sig nok på onde råd, og vidste godt, at man ikke i begyndelsen skal buse ud med den rene gift, men lidt efter lidt vænne tilhørernes ører dertil med sød honning. Men da man havde hørt to, tror jeg det var, sådanne prædikener derude på marken, og de havde rost hans evne og talent til at prædike Guds ord, syntes de, det var ubilligt, at en så stor æreglans ikke skulle holdes indenfor murene, men ude på marken, som om prædikanten var en mistænkt.

Da der så kom en klage over, at græsset rundt om kapellet blev nedtrampet, førte de deres herlighed ind i byen, men i første omgang i Helligkors kapellet; der udsendte han en tid lang indimellem små gnister af sit kætteri, og fik både beskyttere og forsvarere af sin prædiken. Men til sidst kom der så mange for at høre hans prædikener, at kapellet slet ikke slog til til den mængde mennesker.
Det blev da besluttet, at han skulle ansøge kongelig majestæt om lov til at bruge "De hellige Simon og Judas kapel", hvor gråbrødrene engang havde haft et sted, som blot var altfor trangt; dette blev også meget hurtigt gennemført. Og her samledes der da hver dag en meget stor skare borgere; de sang deres salmer og holdt messe på dansk efter lutheranernes skik (note 30). Efterhånden løb næsten hele borgerskabet derhen, og så blev også dette sted for trangt til at kunne rumme en sådan mængde mennesker.

Videre: han begyndte på den tid at udbrede sin læres afsindige gift mere åbent, eftersom han havde samlet sig mere dristighed på grund af de manges gunst. Og hans tilhøreres og beskytteres antal og vovemod voksede nu dag for dag, og han antændte ved sin prædiken manges begejstring (men ikke med forstand (Rom 10,2)), og han kom nu til den hellige sankt Peters kirke, og bad dens præst, der hed Henrik, om kirkens dør kunne blive åbnet for dem, f. eks. lige over middag, så at det hellige og rene Guds ord kunne blive hørt der, dog skulle præsten bevare sin ret og sin autoritet over kirken.

Dèr samledes da nu daglig en stor forsamling fra byen, som om det var til det muntreste skuespil; og dèr talte denne kætter på det mest skamløse imod alle kirkens sande lærdomme. Dog havde han forud i næsten et år (note 31) været fordrevet ved den lundensiske ærkebiskop electus' (note 32) virksomhed (ærkebispen hed Aage Sparre), men han havde så taget med sig en, der var frafalden fra helligåndsordenen, en Johannes Urnarius, også kaldet Hans Spandemager.

De to drog da til Haderslev, og blev fyldt med danske salmer og det lutterske kætteris gift; dernæst kom de til Malmø, forsynet med kongelige beskærmelsesbreve (note 33), og vendte op og ned på alting, undergravede altrene, sendte præsterne på flugt og ødelagde kapellerne ved den hellige Peter, apostelens, kirke; dèr oprettede den kætterske præst, Claus, et profant alter, nemlig et bord, højt hævet over jorden, hvor han lang tid igennem gennemførte sin nadver. Det blev til sidst ødelagt, og det profane alter oprettet, som står der idag; men billederne og alterets billeder blev smidt ud, skåret i stykker, ødelagt og brændt, og da der blev givet sognepræsten en affindelsessum, så han blev indsat som forstander for hele byens kirkelige liv. (note34)

Nu følger vi planen videre, hvorved han driver brødrene på flugt fra det hellige kloster. I det første år af hans prædiken begyndte denne kætterske Claus så småt, skønt ret betydningsløst, at angribe gråbrødrene med sin giftige tunge som et spyd; når brødrene holdt begravelse over en eller anden, tog han sig for at lægge meget mærke til deres ord, og, efter brødrenes begravelsesprædiken, at komme i klammeri med dem om sit kætteri.

Og det skete engang, da broder Jacob, viceguardianen, med sit mådehold havde prædiket Guds ord, at denne kætter fulgte ham hen til klosterafdelingens port. Da de begge kom derhen samtidig, spurgte kætteren Claus broder Jacob, hvad det var at gøre bod. Først pressede broder Jacob munden sammen, sikker på, at det ikke var umagen værd at svare en sådan gal mand, og at hvad han end svarede, ville den anden fordreje det til bagvaskelse. Og kætteren svarede da sig selv med disse ord af Paulus: "sådan som I før stillede jeres lemmer til rådighed for at tjene urenheden og lovløsheden, så I blev lovløse, sådan skal I nu stille jeres lemmer til rådighed for retfærdigheden, så I helliges". (Rom 6,19). "Hvad er det?" spurgte broder Jacob, "hør!" sagde han til alle de omkringstående, "hvis denne kætter Claus tilbringer tre dage i fuldskab sammen med en skøge, så bør han, efter hans egne ord, også gøre bod ved at faste tre dage på vand og brød" (note 35).

Det lød dog ikke godt i hans ører, fordi han ville et andet sted hen med sin prædiken, end dér, hvor han kom. Altså stod denne kætter gennemtrængt af rødme, uden at vide, med hvilken vending han skulle slippe bort fra den fremførte tale. Imidlertid havde guardianen, broder Gabriel, hørt det indefra og var gået ud og spurgte nu, hvorfor broder Jacob indlod sig med en så uvidende og gal kætter.

Sådanne angreb og sådanne mange bebrejdelser rettede denne omtalte kætter og hans tilhængere mod brødrene og især mod føromtalte broder Jacob på pestens tid (note 36) på vores kirkegård. De kaldte ham af og til forfører, af og til en blind og et forstokket menneske; men selv lærte han altid åbent om sandheden, takket være Guds nådige hjælp.

Og da engang denne gode fader, broder Jacob, var sammen med nogen andre i en kirke i førnævnte by, nemlig sankt Jørgens kapel, på indvielsesdagen for det hellige sted, efter at han havde prædiket uforfærdet om sandheden om tro og gerninger (note 37), og han efter prædikenen var ved at gå ud af døren fra kirken, brød en anden kætter ind; det var Urnarius, lig med Hans Spandemager, en frafalden fra Helligåndsordenen, som havde samlet en stor skare mennesker på området mod syd og gik hen mod vort kloster; han brød ind og råbte, at han, hvis der var nogetsomhelst mod i ham, skulle samtale med ham om skrifterne.

Broder Jacob svarede, at det ville han gerne gøre overfor sin herre ærkebispen og gejstlige, som var erfarne med skriften. Men da den anden og hans tilhængere trængte hårdere på, standsede broder Jacob sin gang et øjeblik og ville høre, hvad det var for et spørgsmål, kætteren ville stille. Han spurgte ham da: "Hvad er en god gerning? Giv mig et eksempel!" Broder Jacob svarede da: "At faste på rette måde er en god gerning". Men det behagede ikke kætteren at høre det, skønt han beviste det tilstrækkeligt ud fra Matt 6 (note 38).

Så trak kætteren og hans følge sig tilbage. I de dage var de altid tilstede ved brødrenes prædiken, som de agtede på, for at kunne fange dem i ord. Men da de ikke kunne finde nogen retfærdig og forståelig grund til at stoppe munden på brødrene i deres prædikener, sammenskrev de til sidst en del selvopfundne og misforståede anklager, med hvilke de plettede brødrenes rygte eller ophidsede folket imod dem.

Atter engang var der nogen, der foranstaltede en slet og rasende tumult i kirken mod førnævnte broder Jacob, viceguardianen, og en gang mod broder Gabriel, guardianen. Og en gang lige over middag, da denne kætter, Claus Bødker, byens forfører, vidste, at specielt broder Jacob og broder Kristoffer Mathisen var borte, gik han ind i vort klosters kirke, og der begyndte han at prædike; hvor han helt som en hund gøede mod brødrene på det mest skamløse med sin urene flab.

Men så kom broder Kristoffer fra termen (note 39), netop som kætteren var færdig med sin prædiken, og han gik straks op på prædikestolen og forklarede ud fra den hellige skrift, at brødrene var uskyldige i det, han anklagede dem for. Men da han gik ned, steg straks kætteren op igen, og derpå atter broder Kristoffer; og således videre hele dagen indtil vespertid, nemlig klokken fem; de afløste hinanden med at prædike, broder Kristoffer tre gange og kætteren to.

Kort før denne tumultuariske tid, nemlig i år 1529 efter verdens frelsers incarnation, ved festen for den gudfødende jomfru Marie renselse, kom der en vis prædikant til byen, særdeles kyndig i den kætterske vranglærdom, broder Frans Lektor eller Luther-Frans, som han også kaldtes. Han var af karmelitterordenen, og var fornylig blevet fordrevet fra sin lærestol i København af kannikernes råb og skrig; han forsikrede med snedig underfundighed, at han ville prædike Guds ord rent og purt, og at han helt ville afskaffe den uenighed blandt borgerne, der var opstået på grund af præknernes forskellighed (note40).

Men han ville ikke bestige nogen prædikestol, førend han havde fået en prædiketilladelse fra ærkebispen. Han tog altså til Lund for at få en prædiketilladelse af ærkebiskop Aage; og der blev han modtaget særdeles venligt, som en, der snart skulle være den rene sandheds prædikant i Malmø, og skulle føre al falskheden tilbage til den rette vej. Altså, forstanderen for den ærværdige lundensiske kirke, magister Aage Jepsen, gav denne Frans fire eller seks gylden til at dække hans udgifter. Den føromtalte Luther-Frans, den falske apostel, lovede ham også så oprigtigt, som muligt, at prædike Guds ord (note 41).

"Jeres skomageres, tøndebinderes og billedskæreres skrifter, er de ikke propfulde af al mulig snedighed til at disputere, som I selv har gjort jer til af: Mon I nu har overvundet hele den papistiske gejstlighed? jeg kunne kalde jer en liderlig kvæghjord!" sagde førnævnte broder Jacob.

Men malmøborgerne, som frygtede byens ødelæggelse på grund af brødrenes hemmelige messer (note 42), jog til sidst brødrene bort fra koret. Dog tillod Jørgen Møntmester brødrene at holde gudstjeneste andetsteds, nemlig i et klæderum, dog med det forbehold, at de selv ved Guds dom skulle stå til ansvar for disse ugudelige messer, som han kaldte dem. O hvilket soleklart svar fra en stor bys vise leder! Han regner nok med, at den slags menneskers hor ikke betyder stort: men at det at holde gudstjeneste efter den hellige katolske kirkes skik er så forbryderisk, at man må grue for den guddommelige domsafsigelse. O hvor de afsier myggen og sluger kamelen! (Matt 23,24)

En så stor afsky for af fejre messe (note 43) var der hos malmøboerne, at de engang drev broder Johannes Plov på flugt fra alteret med stenkast og råb, da han var ved at fejre messe. Der blev også en gang fundet nogle dynger sten nedenunder prædikestolen, samlet sammen for at blive brugt som kasteskyts. Da nu daglig deres had voksede, og deres sind blev fyldt af misundelse, hvilket var deres sjæles sygdom, så anvendte de al deres flid på på alle de måder, de kunne finde på, at få brødrene til at forlade klostret, vores sted. Der var nemlig i deres sind opstået en så stor attrå efter forjage brødrene fra deres sted, at de ikke kunne finde hvile, førend de havde fordrevet dem; de undså sig ikke for at overtræde nogen lov, naturlig eller guddommelig eller menneskelig, for at få gennemført deres forehavende (note 44).

Imidlertid kom nemlig denne bys borgmestre og rådmænd med svigefulde løfter og bedrag for at blødgøre brødrenes sind, og samtidig skræmme dem ved trusler, såsom at de tilbød dem et andet sted end vores kloster, så at de, så snart de havde en fod indenfor, snart efter fik hele kroppen til at følge med (note 45); overfor det måtte brødrene konstant være på vagt, og slå fast, at de ikke på nogen måde ville overlade dem det, men henføre det til de herrer, som havde givet dem stedet. (note 46)

Men på intet tidspunkt adlød brødrene deres vilje, hverken da de tog tjenergården, eller da de med deres egen autoritet med vold tog frugthaven; og derefter byggede et fattighospital, som om det skulle være fromt, i frugthaven, efter at have ødelagt et andet fattigkloster (note 47). De lagde således fra begge sider porten til frugthaven åben, og folk og fæ strømmede derind dag og nat, ligeglade med brødrene. Der blev ikke givet brødrene nogen ro, hverken til at forrette gudstjeneste eller til at læse de kanoniske tider eller til at opnå forfriskelse af kroppen.

Igennem disse onde tider forblev brødrene urokkelige, overholdt læsningen af de hellige skrifter til de fastsatte tider og prædikenen af Guds ord; i brødrenes faste før Kristi fødsel og til fastelavn overholdt de enhver vesper. Men ved fastelavn samlede der sig nogle kættere ved porten til vort kloster for at høre skrifte på deres måde, for at ingen skulle komme ind til brødrene og skrifte. (note 48)

Men de natlige gudstjenester, da de vanvittige mennesker sov, afholdt de på den sædvanlige måde. Og ved påskefesten, nærmere bestemt 2. påskedags aften, da brødrene ved matutin sang den 3. psalme, sendte de 7 temmelig store sten ind gennem det nordlige vindue, og da flygtede næsten alle brødrene fra koret. Men efter påskefesten invaderede de oftere vort kloster, og forsøgte så ved trusler, så ved løfter at bearbejde dem, at de skulle følge deres perverse viljes skikke, nemlig enten at tilslutte sig deres kætteri eller også at overlade klostret til dem til en teologisk skole, med den begrundelse, at de selv, når de hellige timer og gudstjenesterne var ophørt, skulle stå for skolen, kort sagt, at de kunne bekræfte sig selv i, at de var de lærdeste doktorer i den sande teologi -- eller jeg mener: Guds og de helliges bespottere (note 49).

Dernæst, da brødrene heller ikke gik med til det, sendte de nogen ind, som skulle forhindre dem i at læse den hellige teologi i vores kloster. Derfor dæmpede brødrene da stemmen, når de læste den hellige skrift, de ville i nogen grad gøre indrømmelse mod deres ondskab; men de fortsatte dog med den bedste læsning til de sædvanlige tider. Dog sendte de ofte folk hen, der skulle holde øje med dem, at de ikke på en eller anden måde blev ved at læse de hellige lektier eller holde prædikener i vort kloster (note 50).

Men en dag efter middag kom de ind til brødrene, som var samlede i spisesalen, og spurgte dem, om de ville gå over til Luthers lære og høre forelæsning og prædiken. De udspurgte hver enkelt for sig. Men alle brødrene svarede nej og forsikrede, at de ikke på nogen måde ville gå over til en anden lære end den, som de hidtil havde hørt, og at deres lærer og forelæser i den hellige skrift lærte dem godt nok om, hvad der hørte til at forstå den hellige skrift.

Da nu borgmester Jørgen Møntmester roste sine læsemestres forelæsning og prædiken, svarede broder Gabriel, guardianen, som blev opbragt over denne rævesnu mands ord, at deres prædikanter og læsemestre levede i hor. "Hvad siger du?" sagde Møntmesteren, "er den ægteskabelige stand hor?" Guardianen svarede undskyldende, at han ikke havde kaldt den ægteskabelige stand hor; men borgmesteren beskyldte ham for det modsatte.

Men så svarede viceguardianen, Jacob, og yppede kiv med dem: "Fader guardian, har du sagt, at deres ægteskab er et liv i hor, så har du talt sandt; det kan ikke nægtes; vi kan let bevise, at det forholder sig således". Af disse ord blev Frans den frafaldne og kætterske ramt og grebet i den grad af vrede, at han ikke kunne holde styr på hverken sin læbe eller sin mund. Han svarede i sit raseri, at alle vore løfter var ufromme. Broder Jacob svarede ham blandt andet, at en frafaldens ord om løfterne ikke havde gyldighed. Så trak de sig tilbage med mange ord, både udenfor og indenfor. (note 51)

I den fjerde uge efter påske (8.-14. maj) (note 52) kom mange borgere en dag, drevne til raseri af deres voldsomme had, ved den 8de time (kl. 2) hen til klostret, medens guardianen holdt gudstjeneste i klædekammeret. Vicegardianen broder Jakob befalede da kældermesteren, broder Jakob Jensen, at spærre alle døre med stærke stænger, men det forsømte han. De kom altså ind ad døren fra tjenergaarden, og guardianen gik ud til dem, mens brødrene blev i sovesalen, for han håbede, at han kunne formilde deres vilde sind ved blide ord. Men da han var kommet ind til dem i spisesalen, udskældte de ham og forulæmpede ham med grove råb, saa at han gik op til sovesalen for straks at kalde brødrene sammen.

Men da han ikke ville lade de øvrige gå ned til dem sammen med deres viceguardian, sagde han, at de, der ville, kunne blive i deres celler. Dertil svarede brødrene: "Hvis han selv ikke ville forlade klostret sammen med dem, ville ingen forlade det". Alle brødrene gik da ned til dem i spisesalen, hvor de var forsamlede med grumme miner og grusomme sind. Da brødrene således var samlede, erklærede borgerne dem deres vilje, at de straks skulde afstå klostret eller gaa over til deres tro.

Da nu brødrene afslog begge dele, blev de sammen med dem til middag, og snart talte de godt for dem, snart truede de, men en kongelig ordre eller tilladelse til at jage dem ud fremviste de ikke, (note 53) og brødrene sagde derfor stadig nej til at forlade klostret. Saa tog de nøglerne til ølkælderen og spisekammeret fra kældermesteren og kokken og bragte mange spise- og drikkevarer op.

Efter måltidet sang de en lang salme for at håne brødrene. Da den var forbi, og brødrene stadig ikke ville gå ud, gik alle borgmestrene undtagen Jens Fynbo. Han blev tilbage sammen med mange døgenigte for at drive brødrene ud og begyndte på mange måder at forlange klostrets nøgler af guardianen. Da han sagde nej, og aftenen faldt paa, sagde de, at brødrene ikke fik lov til at forlade spisesalen, hvis de ikke føjede sig efter deres vilje. Brødrene blev da alle om natten i spisesalen og lå på Gulvet.

Der var en gammel broder, Laurids Jakobsen, som næsten var bragt døden nær af plagerierne. Han fik lov til at gå op i sovesalen på det vilkår, at han skulde overveje til næste dag, om han vilde gå over til deres tro.

Da de nu havde lukket brødrene inde i spisesalen, så fyldte disse borgere, som borgmestrene havde sat til at passe på munkene, sig hele natten med deres øl, sang og dansede i sovesalen og koret, ringede stadig med klokken og holdt en rigtig bacchusfest, og hver time natten igennem åbnede de døren til spisesalen og gik ind for at se, om munkene var flygtet gennem vinduerne.

Om morgenen kunne de knap få lov til at gå på toilettet, og når nogen gik derud, fulgte tre eller fire med dem for at holde øje med dem, helt ud til toiletdøren; og når de vendte tilbage, lukkede de døren, indtil borgmestrene kom. Da de kom henad middag, førte de deres læsemestre ind i brødrenes spisesal for at de skulle omvende, for ikke at sige forføre, dem til den lutherske tro.

Men da de havde endt to forelæsninger henimod middagstid og ikke kunnet overbevise brødrene om deres kætteri, drev de dem med magt ud af deres kloster; hver af brødrene fik dog sine sengeklæder og et bækken, der blev hentet fra cellen. Da de skulle gå ud gennem kirkegården, tog de guardianen, Gabriel Poulsen og broderen Bernhard Poulsen, anden viceguardian, bort fra brødrene og førte dem til fængslet, fordi de ikke ville røbe for dem, hvor fundationsbrevene var; de havde i forvejen sendt dem et andet sted hen til opbevaring (note 54).

De andre munke drog til Lund, men de to blev løsladt fra fængslet, på den betingelse, at de overværede deres kætterske lektioner. Det gik guardianen med til, og han er nu forført og har et år efter kastet sin ordensdragt. Gud den højeste og største forbarme sig over ham på grund af sin umådelige barmhjertighed. Ham være ære og herlighed for denne og de øvrige velsignelsesrige gerninger, han har gjort mod os og mod alle sine enkelte skabninger, fra skaberværkets begyndelse indtil den time, hvor han samler dem igen, og for alle ting og for hver enkelt ting giver os og giver dem tilbage igen i evighed. Amen.

Noter ved Ricardt Riis

27) Både oversættelsen fra 1859 og den fra 1967 understreger i deres noter Claus Mortensens mangel på dannelse; det skriver nemlig også Poul Helgesen om ham i "Skibykrøniken". Men dels er det vel ikke særlig heldigt kun at lægge vægt på fjendens karakteristik, dels viser hans overvældende resultater, at helt dum har han nu ikke været.

(28) Der var tale om biskop Lage Urne, biskop i Roskilde fra februar 1512 til sin død 29. april 1529.

(29) Jørgen Kock eller Jørgen Mønter, var blevet borgmester i Malmø ved Christian den Andens afrejse 1. april 1523.

(30) Som i skildringen fra Viborg nævner krøniken for at forklare begivenhedernes gang den lutherske prædikens succes. Salmesangen hører også i Malmø med til den lutherske gudstjenestes ingredienser.

(31) Cirka september 1527 fandt de to lutherskes rejse til Haderslev sted. I løbet af det år, de befandt sig dèr, fik de et grundigt kendskab til både den lutherske lære og de lutherske salmer.

(32) Gennem betegnelsen "electus" fortælles, at ærkebispen ikke har fået pavens godkendelse. Frederik den Første fik rigsrådets opbakning til at undlade at søge om det: man kunne godt selv bruge de mange penge, det kostede. Det er bemærkelsesværdigt, at krøniken, skønt den sådan set har meget tilovers for Aage Sparre, dog lige skal nævne, at han altså ikke er 'rigtig' ærkebiskop.

(33) Så mægtige var kongens beskærmelsesbreve, at ærkebiskoppen intet kunne gøre. Da han i november 1528 tog til Malmø og indkaldte de to til en samtale, ikke blot undlod de at møde op, de gjorde endda det, at de endnu stærkere end før vendte sig imod den katolske kirkes vildfarelser.

(34) Dette gik dog rimelig ordentligt til. Allerede 5. juni 1529 gav kongen borgerne lov til at anvende nogle af de tidligere messepræsters aflønninger til at holde sig en sognefader med. Og man fik en aftale med sognepræst og sogneherre Henrik Hansen om at træde tilbage for Claus Mortensen.

(35) Krønikens beretning om begivenhederne i Malmø bringer flere ordvekslinger mellem lutheranerne og brødrene. Denne hører dog ikke til de mest geniale. Men den lader ane, at Claus Mortensen allerede på det tidspunkt havde giftet sig. Et sådant ægteskab anerkendte brødrene nemlig ikke, de betragtede det som et liv i hor; Claus Mortensen var jo præst og som sådan allerede én gang viet til kirken eller til Kristus. Og denne overtrædelse krævede bod i form af faste.

(36) I efteråret 1529 rasede den såkaldte "engelske sved" i landet.

(37) "om tro og gerninger": Munkene har åbenbart i deres prædikener søgt at imødegå den lutherske prædikens indflydelse. Dog har de tilsyneladende kun nødigt villet indlade sig i disput med dem.

(38) Det er nok karakteristisk for munkenes fromhed, at broder Jacob her nævner en gerning, der er rettet, ikke mod næsten, men mod Gud. Dertil kommer, at det er ganske elegant af ham at bevise sin tese ud fra skriften, som jo lutheranerne holdt sig til og alene anerkendte som norm. Netop stedet i Matt 6,16-18 er velegnet set fra munkenes synspunkt, fordi Jesus går ud fra som en given ting, at hans disciple faster. Spørgsmålet dèr er ikke, om der skal fastes, men hvordan. Hvor lutheranerne nok dengang, som i dag, er tilbøjelige til at mene, at alle fasteregler er en fristelse for os, fordi de får os til at mene, at vi bliver retfærdige i kraft af sådanne ydre gerninger. Som Peder Laurentsen skriver i Malmøbogen i en udlægning af ordet om dem, der kommer til menigheden i fåreklæder, men i deres indre er glubende ulve (Rørdams udgave 1868, folio 46b): "De fanger uvidende kvinders samvittigheder, dragendes dem fra den rette saligheds trøst, som er i Kristus Jesus etc. Og lærer og forpligter dem til deres egen udvortes gudelighed, lærendes dem (47a) retvished og salighed i faste, broderskab, rosenkranse, aflad, ti stene, kappe, kors, vand og jord og kommer dog aldrig til den rette saligheds visdom og kundskab, som er i Jesu Kristi tro og nåde, en sand trofast forladelse på hans pine og død, pligt og bod, han gjorde for os, og så holde os fra synden, og leve kristeligt med vor jævnkristen."

(39) "at gå i termen" betød at gå tiggergang i byen eller i omegnen.

(40) Hvis krøniken har ret i sin skildring, så har der for det første være uenighed, ikke blot mellem munkene og de lutherske præster, men mellem borgerne indbyrdes, og så har for det andet uenigheden blandt borgerne bekymret ærkebiskoppen.

(41) Som skildringen her er lagt tilrette, er det nok meningen, at Frans Vormordsen skal fremstå som en svigefuld person. Men måske er der det rigtige i beretningen, at ærkebispestolen ikke har betragtet uenigheden i Malmø som skismatisk og derfor har forsøgt sig med Frans som mægler; han var både anerkendt af lutheranerne og havde agtelse for ærkebispen. Mæglingen mislykkedes dog.

(42) Én af grundene til, at man dengang tog gudstjenestens form som en sag om liv og død, var den (senmiddelalderlige) overbevisning, at hvis Gud blev tjent på en forkert måde, ville han reagere med at straffe menneskene.

(43) At lutheranerne havde afsky for at fejre messe, er sandt nok. Vel at mærke, når der var tale om den katolske messe. Denne udmærkede sig efter deres opfattelse ved at være et offer, som man for god betaling kunne få præsterne til at bringe Gud. De sørgede derfor for at nedlægge alle de såkaldt "stiftede messer", som i århundredernes løb var oprettet for at skaffe stifteren et kortere ophold i skærsilden. Pengene, der på den måde blev tilovers, fik de den 5. juni 1529 kongens tilladelse til at bruge til løn til en præst, til løn til et par lærere og til oprettelse af et hospital; se note 34.

(44) Sådan skildrer både krøniken og Poul Helgesen lutheranerne: som onde mennesker, optændt af et ondt begær efter munkenes ejendom. Det er naturligvis en fortegnet skildring, omend det er forståeligt, at munkene ser sådan på det. Derimod kan man nok diskutere det retlige grundlag, som borgerne handlede på, når de drev munkene ud. Formelt har de holdt sig til en kongeskrivelse af 8. oktober 1528. Overfor kongen har borgerne hævdet, at både helligåndsklostret og gråbrødreklostret i deres by er forarmede, og at flere og flere præster og brødre forlader klostrene (det sidste har jeg prøvet at finde eksempler på i denne krønike selv, se note 25 og note 57). Kongen giver dem tilsyneladende ret i denne tolkning, idet han giver forskrifter for, hvad der skal ske, når alle brødrene er ude af klostrene: Da skal helligåndsklostret gøres til rådhus og gråbrødreklostret til hospital. Disse forskrifter er oven i købet ret udførlige, som om det kun er et spørgsmål om tid, før klostrene er tomme. Så sikker er kongen på, at det er den vej, udviklingen går, at han har råd til at skrive, at disse præster og munke ikke på nogen måde må trænges eller nødes ud. Den bemærkning har borgerne sikkert ikke været glade for. For derved giver kongen jo de sidste (og stædigste) munke vetoret. Nogenlunde sådan var retstilstanden. Og indenfor den har så nogle byers borgere forsøgt at sulte munkene ud eller at betale dem til at forlade klostret. Andre steder har munkene selv forladt klostrene, enten det så er deres mave eller deres lutherske overbevisning, der har drevet dem. Og endelig er det altså nogle steder kommet til mere voldelige episoder, som kongen måske ikke har forsvaret, men som han på den anden side heller ikke har straffet.

(45) Her indrømmer forfatteren, at brødrene i begyndelsen fik ikke urimelige tilbud. Dette stemmer nogenlunde overens med den interessante skildring af uddrivelsen, som vi har fra den anden side, nemlig Peder Laurentsens skildring i "Malmøbogen", folio 48a til 49b. Han lægger ikke skjul på, at et hovedformål med det, borgerne gør, er at hindre brødrene i at prædike og holde messe. Således var det, skriver han, sidste sjælesdag (formentlig altså i 1529) lige ved at komme til optøjer. Derefter skriver han: "På grund af denne sag og på grund af flere andre gik borgmestre og råd efter almuens vilje og begæring sammen med 40 borgere ind, for at få sat en stopper for sådan tvedragt og onde årsager, bedendes og kærligt begærendes af dem, at de brødre, som var derinde, ville redeligt skikke sig efter Guds ord og ret kristen lærdom, som tilbørligt var, og aflægge al vrang prædiken, falsk aflad og bedrageri, give ingen ydermere årsag til opløb og trætte. Men renligt prædike det pure og sande Guds ord, og efter deres egen regel og fundats (49a) tjene og hjælpe de syge og arme, som de dog alligevel burde gøre efter Guds lov, og derfor skulle de have ærligt klæde og føde. Men ville de ikke gøre bare det, at de ville tjene de arme og syge, da måtte de enddog blive i klosteret og have klæde og føde, dog på det vilkår, at de ikke skulle modstå Guds ords fremgang, lønlige eller åbenbarlige, og dertil, at de skulle skikke sig derefter, som kristne mænd burde gøre". Han slutter med at fortælle, hvordan de, der ikke ville gå ind på disse vilkår, blev jaget ud, dog med fortrydelsesret i 14 dag og med redelig forsyning af øl, mad og andet fra borgernes side. Ja, han hævder, at han endog har munkenes underskrift på, at det er gået sådan til. Poul Helgesen skrev et skrift imod Malmøbogen; det blev blot aldrig udgivet, men manuskriptet til det blev fundet i sidste århundrede. Heri benytter han kapitlet om tiggerklostre til selv at fare hårdt frem mod tiggermunkene; mange af dem duer kun til at "sove, søbe og sætte", siger han, og man kan nogle steder have den fornemmelse, at han anser deres uddrivelse for Guds retfærdige straf. Specielt om uddrivelsen hævder han, at hvis den var sket efter en nøje rettergang, hvor begges forkyndelse blev prøvet i diskussion, bedømt af uvildige dommere, så ville den kunne godtages. Dog mener han, at netop en sand rettergang ville afsløre, at det er lutheranerne, der er på gale veje, kristeligt set.

(46) Der er det særlige ved gråbrødrene i modsætning til så mange andre munkeordener, at hvor de andre har lov til at have faste indtægter og derfor med rette kan klage, hvis disse indtægter udebliver eller bruges til andet end munkeunderhold, dèr er gråbrødrene henvist til at tigge, dvs til at leve i tæt symbiose med borgerne eller bønderne. Den symbiose mærker man ikke meget til i krøniken. Den er helt skjult under brødrenes forargelse over deres mistede ejendom.

(47) Det ser ud, som om helligåndsklostret, som af kongen var lovet borgerne til rådhus, nu er tomt, se note 44.

(48) Hvis man plejede at give et offer for at skrifte, kan det være grunden til, at borgerne (de lutherske af dem) ville forhindre folk i at komme til skrifte hos munkene. Man havde klostret under konstant belejring og ønskede ikke, at de skulle øge deres pengebeholdning. Så ville de jo kunne holde ud så meget længere.

(49) Som man kan forstå, har brødrene ikke megen tilovers for lutheranernes motiver. Af kongebrevet fra 1528 fremgik det ellers, at gråbrødreklostret skulle anvendes til hospital. Men sandt nok, i kongebrevet af 1529 fik malmøboerne lov til at oprette en skole for "messepengene", blot stod der dèr ikke noget om stedet for skolen.

(50) Ingen af parterne kendte noget til trosfrihed. Hvilken gudstjeneste der fik lov at råde, afhang af magtforholdene. Og de var indtil 1533 i lutheranernes favør. Derfor de i vore øjne lidt besynderlige "hviskegudstjenester".

(51) Frans Vormordsen har sikkert været gift, da denne disput forefaldt. Men han var før i tiden karmelittermunk, og det var det, der var udslaggivende for broder Jacob. Det er dog en noget skrap holdning at betragte enhver frafalden munk eller præsts ægteskab som hor. Melanchthon henholder sig i den Augsburgske Konfession artikel 27 om klosterløfterne til, at kirkeretten forbyder at opløse de ægteskaber, en frafalden munk har indgået. Det ser de danske katolikker stort på, både her og andetsteds. Vormordsens svar, at løfterne er ufromme, svarer meget godt til Luthers synspunkt i "De votis monasticis". Forøvrigt udgav Vormordsen i 1531 en disputats, som han havde holdt med cantor Adser Pedersen i Lund.

(52) H. Knudsen har sikkert ret i, at de resterende begivenheder udspiller sig i løbet af to dage i denne uge; den ene dag bemægtiger borgerne sig klostret, den næste jager de munkene ud.

(53) Dette skyldes, som før omtalt, at borgerne ikke havde en sådan. Tværtimod forlangte kongen i sin skrivelse af 8. oktober 1528, at præster og munke ikke måtte tvinges eller nødes til at gå ud, se note 44.

(54) Ved at kræve fundationsbrevene vil borgerne sikre sig mod, at andre i fremtiden kan kræve klostrets bygninger afleveret af dem, hvad enten der kan tænkes på gråbrødremunke eller på efterkommere af de mennesker, der i sin tid gav brødrene ejendommen. Det samme har jo imidlertid munkene overvejet. Gråbrødremunken Peter Olsen fra Roskilde har i sine nogenlunde samtidige skrifter afskrevet en række fundationsbreve fra forskellige klostre. Det skulle lette en tilbagegivelse af klostrene.

Kilde 30B: Overdragelse af kirkebygninger, gods og renteindtægter til Malmøs byråd, brev fra Fredrik den Første, dateret 5. Juni 1529.

Brevet findes i original med kongens segl i Malmö Stadsarkiv, billed heraf i Krister Gierow: Studier kring MALMØ-BOGEN. Allhems Förlag. Malmö 1979 s 61-62. Trykt i Kr. Erslev og W. Mollerup: Kong Frederik den Førstes danske registranter (1879), s 207f. Om udviklingen i Malmø: Oscar Bjurling (red): Malmö Stads Historia. Andra Delen/1500-1820. Allhenms Förlag. Malmö 1977 s 16-25 og s 79-86.

Vi Frederik med Guds nåde etc gør alle vitterligt, at vore elskelige borgmestre, rådmænd og menige borgere i Malmø har berettet for os, at eftersom de nu har modtaget det hellige evangelium der i byen og lader dér prædike Guds ord, da er der mange huse, jorde og gårde i byen, som er oprettet for at opretholde altre, vicarier og gilder for messer og anden lignende tjeneste (1), og de er nu bange for, at nogen skal tage samme gårde, jorder og huse fra dem og ikke herefter ville give deraf til disse tjenesters opretholdelse, som plejer at gives dertil, f.eks. kan der være nogen, hvis forældre har givet sådanne gårde og grunde til kirken, som nu vil tage dem tilbage og trække dem tilbage. Derfor har vi nu i vor særlige gunst og nåde, også fordi det, som er givet i en god mening til Guds tjeneste, ikke skal spildes til ingen nytte, accepteret og tilladt borgmestre og råd i Malmø, at de må og skal tilegne sig sådanne gårde, jorde og huse, som ligger i deres by, og som er tilknyttet altre, vicarier og gilder dèr, og dermed stifte og opbygge et hospital (2) dér i byen til fattige og syge menneskers ophold og nødtørftighed, og den rente (3), som hidtil har været anvendt til sådanne messer og gilder, skal herefter gives til et sådant hospital, og borgmestre og råd må og skal ordne og indrette det således, at denne rente ikke går til spilde. Og de skal så udnævne nogen, som skal have til opgave at modtage denne årlige rente og redeligt oppebære den, og siden hvert år gøre rede og regnskab for den, som de vil svare for Gud og være bekendt for os. På lignende måde må de holde en kristelig prædikefader, som lærer dem og prædiker Guds ord for dem (4), og de må også oprette en skole i deres by, som de må holde tre eller fire lærde mænd i, som læser og lærer andre simple og enfoldige klerke den hellige skrift (5). Og disse prædikanter og læremestre skal lønnes af ovenfor omtalte rente for deres umage og arbejde, dog på den måde, at de præster, som nu har sådanne altre og vicarier, som har fået tillagt sådant jordegods og huse og som har fået det i forlening på livstid, må og skal nyde dem og beholde dem deres livstid (6), efter hvad deres breve lyder på, medmindre borgmestre og råd kan forhandle med dem i mindelighed, at de vil opgive dem...

Noter ved Henrik Adrian:

• (1) alle de forskellige måder man kan sikre sin sjæls frelse på: altre, gudstjeneste, gilder (der afholder messer og/eller har altre mv.).
• (2) hospital er både for syge og fattige
• (3) rente – er indtægter fra kirkens ejendomme i byen og på landet, de kan være bestemt til bestemte formål.
• (4) en sognepræst
• (5) skolen skal således uddanne evangeliske præster
• (6) de tidligere katolske gejstlige, der havde retten til bestemte ejendommes ydelser, skal have lov til at bevare dem til deres død, medmindre byrådet kan forhandle med dem og finde en anden løsning.

Kilde 31: Malmøprædikanterne: Peder Laurentsen og Frands Vormordsen

Om Malmø-bogen

Malmøbogen er skrevet af Peder Laurentsen på gammeldansk, den blev trykt i 1529 – den findes i dag kun i et enkelt eksemplar i Lunds Universitetsbibliotek. Den består af 107 foliosider (der hver svarer til 2 sider á 8 cm gange 12 cm) inddelt i et længere forord og 13 afsnit. Bogen er blevet til i hast og har mange trykfejl. Dele af den er måske direkte oversat fra tysk eller latin af trykkeren selv, da tekstforlægget fra Peder Laurentsen kan have været meget sammensat. Det kommenteres tilslut i bogen.

Der er ingen tegninger/træsnit på siderne udover nogle enkelte udskårne større indledningsbogstaver, hvis typer stammede fra bogtrykkerne Bluhme i København. Bogen var trykt i det lille format, fordi papir var dyrt og fordi den skulle kunne sælges billigt. Den giver et meget levende billede af en evangelisk prædikants selvforståelse, og den giver en række kulturhistoriske oplysninger om tilstanden i byen og dens liv med den evangeliske bevægelse.

Genoptryk og diskussion

Bogen blev i 1979 genoptrykt (som gave til Københavns Universitets jubilæum) i en facsimileudgave, der blev solgt på bogmarkedet:

Peder Laurentsen: Malmø-bogen. Facsimile. sammen med en introduktion af Krister Gierow: Studier kring Malmø-bogen. Alhems Förlag 1979.

Bogens tekst er tidligere trykt i H. F. Rørdam: Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, et kort uddrag er trykt i Kai Hørby: Reformationen i Danmark, Gyldendal 1972 s 101-103.

Teksten sammenlignes med andre evangeliske tekster i Knud Andersen: Confessio Hafniensis. Den københavnske Bekendelse af 1530. Gad 1954 og i en kortere analyse i Martin Schwarz Lausten: Reformationen i Danmark. Akademisk Forlag 2002 s 70-87. 

Denne oversættelse

Teksten her er udgivet og oversat af Ricardt Riis, Horsens 1997, i et tillempet nutidssprog og er alene baseret på H. F. Rørdams udgave, tekstuddragene er sammenlignet af Henrik Adrian med originalteksten (facsimile-udgaven) og en række ældre begreber og udtryk i teksten er oversat til nutidsdansk.

Hvert halve foliosideskift i bogen er angivet med fx (2a) – der så kan findes i Rørdams tekst. Parenteser med henvisninger til bibelen suppleret af Ricardt Riis findes også i parentes fx (Amos,8,11-13).

Ricardt Riis bemærkning: Denne udgave baserer sig på H. F. Rørdams udgave; det oprindelige manuskript har altså ikke været konsulteret. Man bedes bemærke sig, at versangivelsen i de mange skriftsteder er udgiverens (Ricardt Riis) gæt.

På reformationstiden var man endnu ikke begyndt at inddele bibelens kapitler i vers, og det er derfor umuligt nøjagtigt at vide, hvilken del af et kapitel Laurentsen har villet henvise til. Af og til giver det sig ret tydeligt af sammenhængen, af og til er det svært at få øje på noget i det pågældende kapitel, der har kunnet begrunde en henvisning (i så tilfælde har jeg foretaget et kvalificeret gæt), og af og til er det komplet umuligt at se henvisningens mål (i disse tilfælde har jeg anbragt et par spørgsmålstegn).

Kilde 31A: Uddrag af Malmø-bogen

Årsagen og en ret forklaring på den ny reformats, ordinering og skik om messen, prædiken og anden ret gudstjeneste og kristelig dyrkelse som er begyndt og gjort udi den kristelige stad Malmø. Anno Domini 1529.

(Forside)

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 1-3. Afsnit med * er med i tekstuddragene.

Amos Kap 8, (11)
Så siger Herren: Dagene kommer, og jeg skal udsende hunger på jorden, ikke brøds hunger, ikke heller vands tørst, men hunger og tørst til at høre Guds ord. (2a)

Disse artikler, som trakteres ..... (der er udrevet et hjørne af titelbladet) …vis herefter, er om:

• (1-3) De (tre) hovedårsager til vor lange vildfarelse og blindhed etc.*
• (4) Messen
• (5) Prædiken*
• (6-7) Sakramenter*
• (8) Dåb
• (9) Ægteskab
• (10) Pønitens
• (11)Jordefærd*
• (12)Tiende*
• (13)Hospital*
• (14)Klosterne*
• (15)Læsning i skriften
• (16)Skolen*
• (17)Kiste til det fattige folk*
• (18)Om ringen (2a)
• (19)Om billeder og efterligning*
• (20) Ende og beslutning på denne bog og undervisning*

(Indledning)

Kristelige og gudsfrygtige læser, fred, nåde og en god forstand, ønsker jeg Peder Laurenssen i Kristus Jesus.

Vågn nu op, kristne læser, opløft dine øjne, og i hjerte og ånd agt, overvej, besind dig, og så kan du rettelig dømme, om den hårde dom ikke er overgået os og for en stor part fremfaret, den dom som Gud i sin hellige profet Amos forfærdeligt har truet syndige mennesker med, så talendes:

Se, dage skal komme, siger Herren, og jeg skal udsende hunger på jorden, ikke brøds hunger, ikke heller vands tørst, men hunger og tørst til at høre Herrens ord, og folket skal røres og umages fra den ene strand til den anden, og fra norden til øster skal de vandre omkring, ledendes og adspørgendes Guds ord, og de skal ikke kunne finde det (2b), på den tid skal skønne jomfruer og unge drenge lide og vansmægte i tørst etc. (Amos 8,11-13).

Den strenge profeti er sandelig i dag for største parten fuldkommet, så at den, der har nogen forstand og dømmekraft i sit hjerte, må klarlig se og agte, hvorledes menneskenes ord og lov i ganske lang tid har haft magt og overhånd, og menneskene har vandret deres egne veje i deres egne påfund, men Guds veje og hans retvise sandheds ord, det har enten aldeles været glemt og bortkastet, eller også blevet så formørket med menneskers gloser, skrift og tilsætning, at ganske få kan forbedres deraf eller der udi finde saligheds trøst, så at havde ikke Gud i sin barmhjertighed med sin hellige ånds omsorg, og sine lønlige gaver, indskud og nåde, trøstet sine venner og udvalgte, da kunne de aldrig være blevet salige i disse vildsomme verdens (3a) veje, dersom Guds ord, som er vor saligheds lys, bliver dem fratagen…

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 3a-7a.

…Denne nåde har han også givet os, sine unyttige (Luk 17,10) tjenere, udi Malmø, med sine hellige ords kundskab og åbenbaring, hvilke ord og lærdom vi gerne vil og  begærer os at rette os efter, i hvis måde Gud vil os sin nåde give. Vi vil også takke ham for den barmhjertighed, han har sendt i sine ord, og modtage dem taknemligt med hu og hjerte, af samme hu og hjerte vil vi stadig bede, så at vi må styre og regere os derefter.

Og derfor har de ærlige, kristne mænd, borgmestre, råd, prædikanter og lærere her i Malmø, i sandhed erfaret og er rettelig undervist af den hellige skrift, og hendes forståelse og mening, at de har været i stor grov vildfarelse og Guds tjenestes og sakramentes misbrug i lang tid, i de særlige stykker, der vedrører sjælen og saligheden.

Da har de (idet bisper og kirkens forstandere er her iblandt forsømmelige) gjort en skik og ordinering, hvilken Guds ord og rette tjeneste og dyrkelse kan komme til sin tilbørlige ære og brug (4a) igen, hvilken der også har bistand og grund i den hellige skrift, hvilken os alene bør at rette os efter i Guds tjeneste og vor saligheds veje.

Denne reformats skik og årsagen hertil lader vi nu udgå, gode kristne menneske (som elske Guds ord og hans sande kristelige tjeneste) til husvalelse (=omsorg) og forbedring. Og så at de, som såre fortørnes af denne reformats og forandring, simpel uforstandigt folk og lang tid forført af ukristelig lærdom, hvilken dem såre hårdt sidder i hjertet, at de må vide, høre og læse, hvad redelig sag vi har gjort dette for, og at de kunne dermed lære, hvad og hvilken den rette Guds tjeneste og dyrkelse er, som ikke er i udvendige ting og øgleri (=hykleri), men i hjerte og sind etc.

De har heller ikke gjort denne skik, ikke heller ladet udgå denne skriftlige undervisning for onde, uvidende eller hårdnakkede præsters eller munkes skyld, som ikke vil læse, agte, besinde eller lære Guds sandhed og rette ære renligt efter skriften. Vi ved vel, at de står ikke til at læres eller undervises, fordi Guds hånd er dem fratagen, og den himmelske fader vil ikke drage dem, der står imod hans ord og vilje.

De kan ikke stå op til en ret kendelse eller til en kristelig dom at skelne mellem ondt og godt i sandhed. De kommer til at bruge sig selv på ugudelig måde og forstår ikke, at de gør ugudelige ting, (5 Mos 12,8) de mener, de gør såre vel i deres hykleri, men det er dog ondt og slemt for Gud. (4b)

De må bande, buldre, foragte og bespotte, og lægge alle ting til det værste, vi lader dem fare, de er blinde og blindes forførere.

De kan af Guds sandhed og straf forarges. Som S. Krysostomus skriver, men de kan deraf intet forbedres. Guds vrede er dem overgangen til enden.

Tag dig ikke af derfor, du kristne læsere, hvad de råber, bander, står imod og forfølger, men læs, hør og agt, hvad her efter står skrevet, og når du har læst og agtet vel, da må du dømme: Er det sandt og bestandigt, modtag og tro, er det ikke, da kast det bort og fly det. Her har du frit lov til.

Guds fred og nåde, hans ånd og sandhed være med dig altid. Malmø die divo Andree, sacro anno 1529. (5a)

1. Den første hoved(år)sag til vor blindhed

Som Gud han har altid brugt sine lønlige domme blandt menneskene og åbenbaret dem sin strenghed og sin barmhjertighed (Sl. 102,12f; Jak 1,2f) (end dog at hans miskundelige barmhjertighed altid har overgået strengheden) så har han også gjort i vore og vore forfædres dage, i hvilken han har brugt sin retvise strenghed imod os, idet vi har ikke været ham så lydige og lydhøre, og ikke agtet hans hellige ord, den hellige skrift, som vi skulle og burde.

Thi har han (som han tilforn har truet med i loven) svarlig nu i ganske mange år beslaget os med stor blindhed, hjertens mørke og galenskab, (5 Mos 28,28) at vi har gået og trisset omkring her og der efter retvished og salighed, midt om middagstide, det er, men Kristi (som er vor sol og klare lys) og hans lærdom har været i verden, ligervis som en blind plejer at gøre, der går og trisser i mørket, så at vi kunne ikke rette os efter Kristus Jesus og hans rene ord, i hvilken alene vi skulle søge og lære vor saligheds vej og rette kristne levned. (Joh 14,6: 6 Jesus sagde til ham: "Jeg "Joh 14,6)

Udi denne forblindelse og uvidenhed om Guds ord og forsmædelse har vi vandret og gjort efter vort eget sind, fornuft, visdom, gode tykke og påfund (5b) efter menneskenes ord, lov og sæd, hvad som os lystede og tyktes godt, og deraf gjort os retvise og hellige for menneskene. Og dette er en svær streng dom og Guds vredes hævn over os, end dog vore kødelige hjerter, sind, menneskelig visdom kan ikke forstå, at det er Guds dom.

Men lad os nu høre, hvad Gud han siger ved sin profet i den fjerdesindstyvende salme om os og vore lige som har forladt Guds ord og røst:

Mit folk (siger han) hørte ikke min røst og tale og Israel agtede mig intet, og så tog jeg min eget sind og hjertens begæring, og lod dem gå efter deres eget sind og hjertens begæring. De må nu gå efter deres egen påfund. (Sl. 81,12f)

Disse er Guds ord, i hvilke vi må agte og besinde hans store vrede og hævn, idet han tager sin hånd fra os, og lader os gå vore egne veje, i vort eget hjertes visdom og begæring, udi vore egne påfund og selvdigtede veje, af hvilken udvortes handel og for menneskenes øjne skinnende gerninger vi ville ukristeligt gøre os gode og retvise, og i vor forblindelse agte at gøre Gud stor tjeneste som vi (særdeles klerkeriet) berømme os af for simpel almue og uforstandigt folk, hvilket folk vi dermed drager bort fra den rette Guds tjeneste, som er at tro stadigt og forlade sig på Jesus Kristus alene, og på hans nåde og barmhjertighed, holde sig fra synden, og elske sin næste af sit hjerte, bevisendes kristelig kærlighed med sine gerninger. (Jak 2,18;18 Nogen vil indvende: "Én ha" Jak 2,18; Gal 5,6) (6a)

Fra denne retsindige Guds tjeneste har vi draget almuen ind til den tjeneste, vi selv har digtet og påfundet os til nytte og både, fordi at hun renter så såre vel, og gør os enten til store og mægtige herrer og prælater i verden, eller også søger vi dermed verdens pris og helligheds mening hos simpel folk, etc, som vi ser, at det nu går for sig.

Og har vi tilsagt arme uforstandige folk retvished og salighed for denne ovennævnte ugudelige Guds tjeneste og dyrkelse.

Men herimod siger Gud selv hos profeten Esajas, så talendes: Mit folk hvilket som siger (med søde ord og smigrendes tale) dig at være salig og god, de bedrager og besviger dig, de spilder og ødelægger din (rette saligheds) vej, hvilken saligheds vej er eneste i Kristus Jesus, og ikke i nogen menneskenes skik, lov eller gerning etc. (Es 3,12)

Ydermere i samme Guds hævn og vrede imod os, og i vor forblindelse, har vi så hårdelig indført denne selvdigtede udvortes Guds tjeneste og budet og med skreven lov og statutter hende befæstet og i mange hundrede år så forpligtet fattige menneskers conscientier, til at opholde denne tjeneste af en sædvane, at fattige mennesker agter fast mere menneskenes skrift og bud end Kristi ord og lov, og den rette kristne skik og kærlighed, som os bør at holde imellem hver anden, i hvilken kærligheds lov og bud vi alene kendes af Gud, (Matt 25,35) at være hans discipler, ret kristen menneske, ikke af klæder eller farve, ikke af megen læsning eller sang, (Joh 3,19f; Joh 15,10) (6b) ikke af en slags mad en dag at æde, og en anden en anden dag, ikke af det, vi må gå til kirke og ligge bag en præst eller munk, som står for et alter og slår ud sit kram og har messer til salg, ihvad slags man vil have den af.

Lange messer, som de kalder års messer, eller forgyldte messer, opstandende messer, tiende messer, læste messer, sungne messer, messer for pest, for god lykke, rigdom, at overvinde sine fjender, messer for hovedværk, tandpine, rygværk, for kolde fingre, etc.

Messer for køer, messer for heste, for gæs, for svin etc.

Messer for tyveri, messer for folk at forråde, at de kunne visne hen og brændes op etc.

Det er ikke muligt, at vi kort kan opregne alt det kram og købmandsskab, som der bruges under messens navn og anden falsk Guds tjenestes titel, i misbrug og hykleri, som må ingenlunde kaldes Guds tjeneste. For denne brug er intet andet end bespottelse og en ful gerrigheds handel, som ingen retsindig christen mand bør give magt eller tillade at den længere skal bruges blandt Kristi folk, vor Herre til stor fortørnelse, og menneskene til en usigelig sjælefare og skade. End dog denne falske Guds tjeneste synes ypperlig og meget hellig for verden og uforstandige mennesker. Skønt at hun er her til dags så meget priset og prædiket, af dem, som drager nytte af hende meget godt på legemets vegne, (Luk 15,14-17) hun er dog vederstyggelig for Gud, og fattige simple folk kunne ikke skønne bedre, (7a) thi at de vidste såre lidet af Guds vilje og den hellige skrift, de såvel som deres vildledere, præster og munke, etc, som har været blinde og blindes vildledere, (Matt 15,14) som deres egne bøger, skrifter og gerninger kan åbenbart bevise, når de agtes og overvejes ved den hellige skrift etc.

Vi har her til dags ment, at det var nok, at vore bisper eller sognepræster og andre kirkens forstandere eller fattige almues forledere, at de har været til store skoler og studier udenlands eller indenlands, og fået store navne, mesternavne og doktornavne. De, som dog aldrig rettelig blev forstandige og forfarne i tiende parten af et kapitel i al den hellige skrift. De, som intet andet (iblandt de allerbedste lærde) har lært end i Aristoteles' og hedenske poeters bøger, eller i den skrift som kaldes scolastica theologia, det som intet andet er, end menneskenes påfund og mening, uden omkring den hellige skrift, og kommer hende ikke nærmere end øster og vester i største parten.

Sådanne hovmodige mestre, ære- og pengegerrige, har vi betroet til vore forstandere og læremestre, på vor sjæls og saligheds vegne, af hvilken vi nu kan og må agte og besinde, at vi er ledt på vildspor.

Men var de nu så (som det ikke er), at vore selvdigtede messer, læsning, faste, skik på særlig klædebon og farve, løfte, tvang, kyskhed, som er for Gud slem urenhed, falsk fattigdom, som er slem gerrighed og røveri for Gud, løgnagtig lydighed, som (7b) er Guds genstridelse og andre skinnendes udvortes gudelige gerninger, at de brugedes ikke end så ublu, som de nu gør, da var de ikke end dog gode, så at nogen kunne deraf blive salig og retvis…

2. Den anden hovedårsag

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 8b-9a.

Den anden hovedårsag til vor vildfarelse og falske Guds tjeneste, den vi såre meget agter og vil så såre nødig opgive, den er menneskenes egen visdom, skel, fornuft og gode tykke, efter sit eget sind og dom, og ikke efter Guds visdom, Kristi ord og den Helligånds dom, som alle kristne mennesker skal alene rette sig efter.

Kødelig visdom, gudelighed og godt tykke, siger og mener så i sin blindhed, at det, som der smukt og velbehageligt for verden og for menneskenes øjne fagert, at der er også straks behageligt og taknemmeligt for Gud. (Es 1,3 og 58,6; Jer 2,5 og 6,13f og 7,4f;Baruk6; Amos 5,21; Mika 6,8; Mal 2,10 og 1,12; Joel 2,12)

Da mener de straks at forøge klostre og kirker, messer og sang, læsning og bønner, opfylde kirker med råb og bulder, orgelværk og diskant, altre og tavler, malning og udsmykning, guld, sølv, og dyrebare klæder og klenodier, stifter evige tjenester, lægger der stor rente til. De mener, at dette udvortes skik og hellige skin er straks godt for Gud, fordi at det er dem behageligt. De mener, at Gud er så gækkelig, at han undrer på guld, sølv, ornament, smykkeri, sød sang, høj røst, megen læsning, mange messer, etc. lige som de gør, der dog ikke ved, hvad ret Guds dyrkelse er. Nej, det er ikke nær således.

Gud, som søger og gransker ånden og hjertet, (Joh 2,25; 4,21f) han agter intet for vore troløse udvortes smykkede gerninger (9a) som vi falskelig siger os at tjene ham med. Men han vil have en ypperlig dyrkelse, som er menneskenes hjerte, i en stadig tro og åndelig tjeneste, som vismanden siger på Guds vegne: Min søn, få mig dit hjerte, hjertet er det offer, Gud begærer, og det han ikke afviser. Derfor begærer profeten David og alle rettelige gudelige mennesker, at Gud skal skabe og skikke i dem et rent hjerte og en retsindig ånd, formedelst hvilken de kristeligt kan tjene Gud. (Sl 51,12) På den måde kender de Kristi ord og lærdom: At hverken i Jerusalems tempel eller andre særlige steder dyrkes Gud, især i det ny testamente. (Joh 4,21) Og ikke bor han heller i nogle håndgjorte templer, som S. Stefan han siger. (Apg 7,48) Og S. Pouel i Apostlenes Gerningers bog. (Apg 17,24) Men de sande tilbedere tilbeder Faderen i ånd og sandhed, ikke med råb og bulder eller mange ord, som Kristus forbyder, ikke heller åbenbarlige som hyklere og farisæere, men udi deres lønkammer eller udi hjertet, dèr hvor den himmelske fader ser og agter deres bøn. (Es 66, Matt 6,4)…

3. Den tredje hoved(år)sag.

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 13b-16a.

Den tredje hoved(år)sag til vor vildfarelse, misbrug, og vor anden hårdnakkede vanvittighed, er, at vi ikke har villet se med vore egne øjne, og ikke føle på og ransage med vore egne hænder og ører den del, som vor salighed og den retsindige gudstjeneste handler om. Men vi har hørt med andres ører, og taget med andres hænder og talt med andres mund.

Det er så meget sagt, at hvad vi skulle vide, da var det os nok, at vi hørte og saa hvad andre mennesker skrev og sagde os. Og nu særdeles i fire eller fem hundrede år, siden at den hellige skrift begyndte så såre at falde og glemmes, og der kom en ny lærdom i kristendommen [igien] som kaldes scolastica theologia og pavens decretaler, privilegier og buller, munkedigt, skik, regel og lærdom.

Da tog vi ved disse føromtalte menneskenes skrevne påfund og lærdom, vi tog os ikke af skriften, lod hende fare, og det var os nok, og vi lod os nøje med, hvad andre skikkede, skrev og (14a) sagde. Den rene, pure og sande hellige skrift havde vi intet af.

Fra den tid begyndte universiteter, doctores og mestre i Aristoteles og andre hedningers lærdom og munke, uvidende mennesker (i den rette sandheds vej) at få magt og regere over den fattige, simple almue, hvilken de drog i deres mening og vantro fra saligheds lærdom, hvilken lærdom var dem storlig til nytte og ære på verdens vegne og ophøjelse, imod Kristi lærdom, som plejer at føre med sig korset, had og strid, forfølgelse og verdens modgang, (Matt 5,11; 16,21) for hvilken de endnu såre meget ræddes og frygter såre, om det sande Guds ord får magt og fremgang, og forbander alle dem, som vil have det op igen og hjælpe det frem, og kalder dem kættere (selvom de selv er de sande kættere) og i deres tyranniske magt forfølger dem.

Så er den vrange menneskenes lærdom, under et helligt skin (som S. Pouel har sagt) (1 Tim 4,1ff) indkommen, og det rene Guds ord er jo mere og mere glemt, så længe at vi ikke ved, hvorlunde vi skal rettelig tjene Gud.

Pavens munke og præster har regler, skikke og ordinanser at tjene Gud (som de siger) efter, dem holder de, idet de kan nytte og gavne dem på legemets vegne.

Andre kristne har ikke i ganske lang tid kunnet rettelig tjene og dyrke Gud, fordi deres regel, Jesu Kristi rette lærdom, har været forglemt og borttaget, som Kristus sagde til jøderne: (14b) Den evangeliske lærdom skal tages eder fra og gives til det folk, som vil gøre hendes frugt etc. (Matt 21,43)

Men disse vore jødiske munke og præster, de har fordærvet simple kristne folks regel, hvilket vor Herre i sine lønlige domme tillader, end dog Kristus vil det ikke så længe have.

Han kommer nu med sin regel og Evangeliske ord og borttager, kuldkaster og tilintetgør alle menneskenes regler, (på)fund, skikke og ord etc., (Matt 15,2) som de har nu i lang tid forladt dem til og fordristet dem på, og dermed mange simple mennesker bedraget og forledt fra den rette saligheds vej, (Ez 13,3f) talendes det, som kødelige mennesker behageligt var på deres egen nytte, gavn og fordel etc. (2 Pet 2,3)

En anden part af denne tredie hoved(år)sag er, at vi højagter gamle dage og mange herrer og fyrster, bisper, doctores, mestere, munke og præster, og den menig almue har nu i mange år levet og troet sådan, og tjent og dyrket Gud sådan i udvortes handel, udi mad og klæder, med faste, messer, lys, psalter, bønner, etc.

Vi højagter, hvad de har troet og gjort, ser hen til dem og ikke til Gud og skriften, som vi alene skulle regere os efter at rettelig dyrke Gud.

Det er ikke af den grund en ret gudstjeneste, den vi har og igennem lang tid har brugt, at mange har så ment og så gjort, være sig enten præst eller munk, hellig eller uhellig, men er det efter Guds ord, af ånd og hjerte, da er det gudstjeneste i sandhed (15a), er det og ikke der ud af og efter skriften og Guds befaling i sand tro og et godt hjerte, da er det ingenlunde gudstjeneste, lige meget hvor godt det synes eller siges for verden og simple folk, som Kristus selv lærer, S. Pouel og alle profeter etc. (Matt6,6; Joh 4,24; Ef 5,8ff; 1 Kor 14,16)

Det er tilforn sagt, at Gud agter for intet vor kødelige visdom eller selvdigtede påfund at tjene Gud med. Det er ham ikke behageligt (til behag), uden det, som han selv har befalet os og givet os tilkende i den hellige skrift. Forgæves, siger han, dyrker de mig efter menneskenes bud og lærdom, (Es 29,13) hvad enten de mennesker er mange eller hellige, hvad enten de har gjort så i fem eller ti hundrede år. Gud agter ikke mere lang tid end kort tid. Tusind år er for ham så lidt og så ringe, ligesom den dag i går, der er gået. (Sl 90,8; 2 Pet 3,8)

Må vel ske, nogen vil så sige, som i sandhed mange gør: At i så mange hundrede år har der været mange gode, hellige mænd til, og har så gudeligt tjent vor Herre i en slig gudstjeneste, som vi nu bruger. Og dermed har de tækket Gud etc.

Her svares så til: At med udvortes menneskenes digt og påfund i gudstjeneste har aldrig nogen hellig været Gud (vel)behagelig, eller gjort vel, som tilforn bevist er, ikke heller er nogen blevet gode og hellige af sådan tjeneste. Men de, som i sandhed gode, retvise og hellige har været og er, de er blevet retvise og hellige af den sande gudstjeneste, som er Jesu Kristi tro og den kristne forladelse, hvormed alle helgener har forladt sig til ham (15b) alene, og intet agtet deres egne gerninger uden synd at være og en vederstyggelighed for Gud, som Esaias siger. (Es 64,5f)

Dette er gudstjenestens gerning og dyrkelse, som Kristus os lærer: At vi skal tro på den, som den himmelske fader har udsendt til verden. (Joh 6,29: v29 Jesus svarede dem: "Guds" 6,29) Ligeledes: dette er det evige liv (siger Kristus) at de bekender dig, den ene sande Gud, og den, du har udsendt, Jesus Kristus, verdens forløser, vor forliger med Gud Fader, vor salighed, liv, hjælp og trøst etc. (Joh 17,3)

Af denne tro alene er alle blevet hellige med Gud, som skriften stadig beviser både i det gamle og i det ny testamente. Og især S. Pouel til romerne, galaterne og hebræerne. Og S. Hans i sit evangelium åbenbart og tydeligt nok.

Men denne selvopdigtede gudstjeneste (som i sandhed er bugstjeneste efter de vilkår, hun nu holdes med) findes der aldrig et ord om i skriften, men hun er tværtimod skriftens sind og mening, og er blevet et afguderi og et misbrug, som Gud nådigt har givet os til kende med sit hellige ord, som han har udgivet imod vort mørke og blindhed, selvom at kun ganske få i dag ville bekende og modtage det med tro og taknemlighed. Derfor er dette den svare synd og Guds strenge dom imod de vantro, som Kristus siger: Dette er verdens synd og fordømmelse, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset, for deres gerninger er onde, og hver den, som gør ondt, han hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal straffes. Men den, som elsker eller (16a) gør sandhed, han kommer til lyset, at hans gerninger kan åbenbare, thi at de er af Gud. (Joh 3,19f)…

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 17b-20a.

…Men hvordan vore præster og munke i blindhed og uvidenhed har håndteret og brugt messen (som de kalder den) og dette sakramente, det har vi nu set og kan nu af Guds nåde gennemskue, at de har deraf deres bugstjeneste til en rente til at forsyne dem med deres livs føde og så de kan sanke rigdom deraf, etc.

At ligge i ørkesløshed og legemlig frihed og derudfra kaldes herrer, foruden al anden misbrug og ukristelig handel, som derunder (Gud til fortørnelse) handles som tilforn, er der talt noget om, og er nu i nogle år meget vidt beskrevet på latin, på tysk (18a) og på andre tungemål og åbenbart bevist, så at ingen kan med skrift eller skel bevise andet, end at det er ikke uredeligt og imod Guds skik og apostlenes befaling, at der er handlet med messen og sakramentet, og vi og vore prædikanter og lærere (da også) tilbyder at give vor begrundelse og bevisning derpå til kende, når vi af vor kæreste nådige herre Kongelige Majestæt og andre redelige mænd kaldes hertil.

Dette (gør vi alt sammen) fordi vi nu ser, at prælaterne, der skulle plante Guds rette tro og dyrkelse, og bygge og indføre Guds sande tjeneste og lærdom, og fordærve vildfarelse og oprykke synd og misbrug etc, (Jer 1,16) de ikke blot forsømmer og forsmår, men også står imod, at Guds rette ord og dyrkelse skal (ikke) komme ind, og den vrange tjeneste og misbrug skal (ikke) nedlægges, og at nogen af vore onde sædvaner skal rettes og forbedres.

4. Reformation og forbedring om gods og rente som var bestemt til messer og anden gudstjeneste i kirkerne etc.

Så har vi i den hellige trefoldigheds navn med vor kæreste nådige herres Kongelige Majestæts tilladelse, vilje og samtykke modtaget det altergods og den lovs rente, som var bestemt til at opretholde livet for ørkesløse præster med; den har vi overført til at opretholde en ret gudstjeneste med og til at forsyne det sande Guds tempel og alter (18b) med, som er fattige faderløse børn, enker, gamle folk, syge og sårede, ikke alene dem i hospital, men også dem andetsteds her i vor by Malmø, som har det behov. (Se note 1).

Ligeledes har vi taget en part af førnævnte kirke- og altergods af samme Kongelige Majestæts vilje og samtykke og skikket vore læsemestre til løn, de, som skal læse og udlægge den hellige skrift for menige klerke og studenter, som kommer her og vil komme her, og være dem behjælpelig udi andre boglige kunster og undervisning, mangen mand (næst Guds hjælp) her i riget til forbedring og gavn.

Ligeledes en part af førnævnte rente skal de have hjælp og forsyning af, som kristeligt skal prædike og forkynde almuen Guds ord, hvordan de skal leve redeligt og retteligt i ånd, hjerte og med mund dyrke og tjene den almægtigste Gud og takke og love ham.

Vi har intet ødelagt af den rette gudstjeneste og aldeles intet taget derfra, men formeret hende og kommet hende til en fast bedre skik end hun var, hvilket vi vil påstå og forsvare for Gud og vise retsindige mænd, der frygter Gud og adspørger hans ære, lov og pris, mere end deres egen ære og gavn.

Her over da véd vi godt, hvad råb, bulder og bandbuller, had og trussel der er iblandt vor gejstlige stand, som ikke vil, at det skulle ske sådan, fordi det er dem og deres hykleri og timelige rente og orden imod. (19a)

Kristus, den tid den jødiske tjeneste og udvortes gudsdyrkelse (som var kommet i stor gerrigheds forvandling) skulle ændres, thi hun var Gud vederstyggelig og ond, som Esaias siger, (Es 1,13f) og var blevet til åndeligt horeri, og Gud ville ingenlunde så dyrkes længere, som David sagde i psalmen, (Sl 40,7ff) da kom han (Kristus) for at oprejse den rette åndelige dyrkelse i Guds sande tempel, som er menneskets hjerte, (1 Kor 3,16f; 2 Kor 6,16) og uddrive præsterne af deres købmandskabs tempel med en skarp svøbe, og omkringkastede vekselerers bord, som S. Matthæus (Matt 1; Joh 2,16) og den gode Hieronymus udlægger omtalte vekselereres bord om gerrige præsters alter, så at (endnu i hans tid, som nu er for mere end tusind år siden) gerrigheds handel trakteredes da på Kristi alter, og den rette gudstjeneste da såre begyndte at komme ud af sin tilbørlige ære og ind i stort misbrug. S. Hieronymus' ord vil jeg kortelig skrive her ved siden af, ordene over førnævnte Kristi hårde straf. Han siger så:

Det er skrevet, at mit hus det skal kaldes et bønnehus, men I har gjort det til en røverkule. Den er en røver, og den omkringvender Guds tempel til en røverkule, som under gudstjenestens navn og foregivelse (pretext) stræber efter og adsporer sin egen nytte og gavn, og hans tjeneste er mere en købmandshandel og årsag dertil, end hun er gudstjeneste. Dette er historiens simple betydning. Men efter den åndelige og lønlige fortolkning, da går Jesus daglig ind i sin faders tempel, som er den hellige kristne forsamling, og udkaster alle, såvel bisperne, præsterne og andre kirkens tjenere, som almuesfolk og al ukristelig købmandsskare (19b), og anser dem for lige onde i synden, så vel dem, der køber, som dem, der sælger i kirken, thi der står skrevet: For intet har I modtaget, for intet skal I også give. (Matt 10,8)

Vekselerernes bord kastede han også omkuld. Agt vel på, at for præsternes gerrigheds skyld kaldes Guds alter vekselerernes bord, som er de steder, guld og penge og gerrigheds handel byttes og forvandles i. Deres stole og sæder, som solgte duer, dem kastede han om. De, der sælger den Helligånds nåde, som er en åndelig ting, og gør al deres flid til i deres gudstjeneste, at de kan sluge fattige folks gods og penge, om hvilke Gud siger gennem profetens mund således: De falske Guds tjenere sluger mit folk ligesom brød. (Sl 14,4) Dette er S. Hieronymus' ord, der tyder evangelistens tekst, og lidt derefter siger han yderligere så: Der skal ikke være købmandskab udi i vor brysts hus, og ingen sælgers eller købers handel, ikke heller nogle gavers begæring, på det at Jesus skal ikke indgå vred og streng udi sit tempel og rense denne gerrigheds urenhed ud med sin svøbe og af røverkulen og købmandshuset atter igen gøre et bedehus.

Og blinde og halte gik til ham i templet, og han helbredte dem. Havde han ikke omkastet vekselerernes bord, som er gerrigheds alter, og deres sæde, der solgte duer, da havde ikke blinde og halte fået deres syn og gang igen. Disse er S. Hieronymus' ord, såre betydningsfulde, hvem som vil rettelig overveje dem og agte på dem. (20a)

Men hvad om S. Hieronymus var tilstede nu i verden og kunde se og agte på al den gerrigheds handel, der nu og i ganske lang tid har været brugt under gudstjenestes og falsk messes titel og navn, hvor storligt ville han ikke fortørnes derover, og han ville ikke skrive mindre hårdt derimod, men måske næsten mere, end enten Luther eller Lutheranerne (som de nu kalder os) gør…

5. Om skik på kristen prædiken og lovsang i kirkens forsamling.

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 27a-27b

På det sted, hvor messens brug hertil dags har været brugt i klostre og kirker her udi Malmø, er der nu kristeligt skikket prædiken og Guds ord, som almuen kommer til og kan have hjælp og trøst, håb og (27b) husvalelse af, og læres den sande Guds tjeneste og -dyrkelse i ånd og hjerte, uden falsk skin og hykleri, som i vantro og uvidenhed hidtil er brugt. Og hvilken som dog begærer messe og Jesu Kristi testamente legeme og blod, han får det, når som helst han vil have det, at særlig ihukomme og bebude Kristi død og pine, efter den rette kristne messes indsættelse.

Om Kristi ord og evangeliske lærdom at høre, har vi Guds ord befaling og saligheds forjættelse. Om messen som nu almindeligt har været holdt, har vi intet i skriften. (5 Mos 4,1f; 6,1; 7,12; 12,1; 27,1; 30,8)…

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 28b-29b.

…Skriften, både i det ny og det gamle testamente, er fuld af dette og beviser det åbenbarligt, at vi er pligtige til at høre og gemme Guds ord under vor sjæls fortabelse. Dette bud og befaling har vi, og ikke en tøddel om papistemessen i al den hellige skrift, men som sagt er al den hellige skrift hende imod, som hun nu i ganske lang tid har været brugt, Gud til fortørnelse etc.

Og på det, vi kan des bedre komme til den rette kristne Guds dyrkelse og kende den velsignede Gud og vor salighed Jesus Kristus, har førnævnte ærlige mænd, borgmester og råd her i Malmø skikket hvert søgne dag 3 prædikener. Først om morgenen imellem fem og seks en prædiken i gråbrødre, imellem seks og syv den anden i helliggejst, den tredie mellem syv og otte til S. Peder. Så at hvilken ikke kan komme til den ene en tid, han kan en anden tid komme til den anden og høre den del, hans salighed er anrørendes, synge og love Gud med hjerte og mund, og bede sine særlige gudelige bønner hvad Gud giver dem i hu og sind. (29a)

Synges også her på dansk kristelige psalmer og hymner, Gud til lov og almuen til opvækkelse i Guds kærlighed etc. somme før prædiken og somme efter, som lejligheden sig giver.

Om søndagen og store højtids dage, er her 4 prædikener før middag og 2 eller 3 efter, med aftensang og natsang og om morgenen ottesang med hymner og psalmer som da kan være forsamlingen til gavn og forbedring etc.

Dette er aldeles nødvendigt for os, som sagt er, at høre og kristeligt modtage Guds ord. Og i sandhed er en kristelig prædiken bedre end seks hundrede messer. Men lige som vore papister har opgivet prædiken, Guds ord og befaling, og efterfulgt menneskenes digt, lov og bud, så haver de også strengt budet og indsat messen, at det skal være nødvendigt at høre hende om nogle særlige dage, men prædiken har de tiet om, og såre ringe agtet hende, som vi nu ser og ved; i store domkirker der siges, læses og synges ganske mange hundrede messer hvert år, men der forinden bliver der kun seks prædikener. Og de seks er gerne de dage, præster og kanniker venter sig stort offer og mange penge, som er om kirkens patroners dage, kirke vielses dag, hellige mænds bens dag, aflads dag etc.

I samme mening er også mange store herreklostre, hvilke siger sig at være stiftet og skikket til at tjene Gud, og ikke til at prædike, lige som om prædiken ikke var gudstjeneste. Men hvad skal vi sige andet, end at den rette gudstjeneste har (29b) de glemt, og deres egen (som ikke i sandhed er gudstjeneste) har de oprejst, som også er sagt tilforn, men hvad der prædikes i førnævnte domkirker og klostre, og hvad hjælp, saligheds trøst og forbedring fattige folk har deraf, det kender Gud. Den, der bedst kan prædike i pungen, han er dem en god, retsindig prædikant etc.

Dette er nu kort sagt om prædiken og hendes ordinering.

6. Om sakramenterne, hvordan de handles og her hos os bruges.

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 29b-30a.

Sakramente er intet andet end et udvortes tegn, i hvilket vi skal blive vis på den forjættelse, Gud har lovet os, som er hans nåde, velbehagelighed og syndsforladelse. Og disse tegn de er os en påmindelse på den samme forjættelse og et indsegl og en sikkerhed at stadfæste vort hjerte og tro med. Så at det er os aldeles sikkert, at vi har eller skal sandelig få alt det Gud har lovet os. Og i disse sakramenter eller tegn har vi stor glæde og omsorg, idet vi sandelig ved, at Gud er os god og mild og er vor ven, som også skriften siger om det jødiske sakramente omskærelse: Det skal være, siger Gud, til et venskab og fredstegn mellem jer og mig. (1 Mos 17,1f)

Sakramenterne gør ikke nogen god eller retvis. Men de er (30a) ikke uden Guds gode viljes og nådes vidnesbyrd og tegn imod os, at vore samvittigheder skal der intet tvivles på, og dermed stadfæstes, at Gud vil os vel og er os gunstig og en velvillig fader.

Det ny testamentes udvortes sakramenter eller tegn, som af Kristus er skikkede og indsatte, de er alene to, som er dåb og Kristi bords delagtighed, Kristi legeme og blod når de ædes og drikkes, fordi at disse tegn betyder Guds særlige nåde og vished på Guds venskab og synders forladelse etc. (Matt 28,18f; 26,26) ...

7. Summen på dette sakramente

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 31a-32.

At døbes i vandet eller dermed overstænkes, det er et udvortes tegn bemærkendes den indvortes renlighed, hvilken den Helligånd gør i sjæl og hjerte.

Præsten eller den, som døber, betegner dermed Guds gerning og Guds nådes tegn, idet han siger (31b) sig at døbe i navn Faders, Søns og Helligånds. Ligesom han ville så sige: Se, at ligesom du nu døbes i dette vand, sådan skal du også være vis på, og annamme dette til et tegn, at Gud er dig mild og gunstig, ligesom han selv døbte dig. Fordi at det, jeg gør i hans navn, det gør jeg efter hans befaling, ligesom han gjorde det selv. I faderens navn etc.

Læg mærke til dette, at den hellige trefoldighed Gud Fader Søn og Helligånd døber og toer dig af alle dine synder, tager dig fra døden og skikker dig til livet formedelst troen i dette dåbens tegn. Det er den rette kraft og ære dåben har med sig. Om hvilken dåb kristne mennesker tit skal mindes oppå, at de måtte idelig komme ihu, hvad de har lovet Gud i dåben, hvad værdighed, kraft, dyd og ære dette tegn har med sig, og hvad det påminder os etc.

Og på det at førnævnte sakramentes handel ikke skal alene være børn nytteligt og gavnligt, men også at gamle folk kan deraf komme ihu, hvad de er og hvad de har lovet Gud, da handler og trakterer vi samme dåb på dansk. Det mål almuen kan forstå, med nogle få ceremonier med faddere og forlovere, som en part sædvane har været tilforn. Og på det at flere kan høre det, påmindes og forbedres deraf, da holder vi denne dåb næst efter prædikenen i menighedens forsamling. For sakramenterne bør bruges i almuens (32a) nærværelse mange til gavn og påmindelse, som sagt er. Og denne ceremoni og skik er også tilforn udgangen på vort danske mål…

8. Summen på denne stand ægteskabet

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 34a-34b.

Ægteskabet er en uadskillelig sammenføring mellem hustru og husbond i troskab og indbyrdes kærlighed, (Matt 19,6) som Gud har skikket mand og kvinde til hjælp, trøst og husvalelse, til et råd imod synd og ukyskhed, til at formere menneskens slægt og køn, Gud til ære, menneskene indbyrdes til tjeneste, hjælp og bistand. (1 Mos 1,28; 8 (skal vist være 9,1)

Det er et ret ægteskab og ægteskabs stands beskrivelse, i hvilken vi intet ondt eller uhelligt kan befinde at være, for hvilket klerkeriets hellighed må ikke fordrage det ægteskab, de, som dog regner hor, jomfrukrænkelse eller skørlevnet for noget ganske ringe eller for intet.

Her udi må vi også klarlig mærke Guds hævn, som overgår os i vor forgiftede blindhed etc.

Denne ceremoni eller brudevielse holder vi også på dansk for de mange gode artiklers og den lærdoms skyld, som hun indeholde, hvilken også nu kort tid tidligere er udgangen og prentet, menigmand til gavn og forbedring, som du, kristne læser, må selv læse (34b) og gennemgå, hvor du finder meget godt og ærligt om ægteskab uddraget af skriften. Hvilket som er alles vores saligheds regel og sand undervisning til himmerige.

9. Om Skriftemål

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 35b-37a.

Dette latinske ord confessio, som almindelige kaldes skriftemål på dansk, findes i to måder i skriften, først forstås dermed lovprisning og taksigelse, som ganske mange psalmer indeholder. (Sl 105,1 Vulgata: "alleluia confitemi" Sl 105,1) Ligeledes i Kristi ord Matt 11: Jeg takker dig, Fader, Himlens og jordens herre, at du (36a) skjulte sådanne ting for de vise og kloge, åbenbarede dem for små og ringeagtede etc. (Matt 11,25)

Tages også dette ord confessio eller skriftemål undertiden i skriften for en åbenbar bekendelse og vidnesbyrd, som S. Hans baptista skriftede og åbenbart bekendte, at han var ikke Kristus. (Joh 1,20) Siger også S. Powel: At hjertet tror til retvished at få, men med munden skal man skrifte og bekende (Guds kraft og nåde) for verden. (Rom 10,10)

I tredie måde tages skriftemål for den erkendelse, at vi af hu og hjerte bekender vore synder for Gud alene, ikke i mistrøstighed og fortvivlelse, men idet vi beder om hans store nåde og trøstende os med hans barmhjertighed, hvilken overgår alle verdens synder, i den agt, at vi vil rette og bedre os med Guds hjælp og styrke os og opgive synden. Dette er ret skriftemål og ret kristen anger og ruelse, som hvert menneske har behov, og som nok er til hans salighed. Dette beviser os også skriften: Jeg sagde i mit hjerte (siger psalmisten) jeg skal skrifte og bekende min synd eller uretvished for Herren. Og du, Herre, har straks forladt mig min synds ondhed. (Sl 32,5) Ligeledes er det så (siger S. Hans) at (om) vi skrifter eller bekender vore synder (for Gud) da er han sanddru og retvis, så at han forlader os vore synder. (1 Joh 2) Skriver også S. Matthæus: Min søn trøst dig (det er: tro og forlad dig ind på mig) dine synder forlades dig. (Matt 9,2)

Dette er det ypperste og bedste synders skriftemål (36b) og foruden dette er de andre intet regnendes eller agtendes for Gud.

Om lønlige synder er os intet skriftemål bestemt af budene af Gud, dersom vi ikke har fortørnet, skadet eller beskæmmet vor næste, eller kristen forsamling med ord, gerninger eller eksempel. Men har vi gjort det, da skal vi åbenbarlige derover straffes med ord eller gerninger, bekende os for den menige kirke, modtage af præsterne eller den kristne kirkes forstandere ydmygelig pligt og kristelig straf uden knur og modsigelse. (1 Tim 5,24; Matt 16,19; Joh 20,23) Og når det er sket, da skal de i kirkens nærværelse afløse os, og forkynde os afløste og modtage os med kærlighed etc. (2 Kor 2,7; 2 Thess 3,15)

Ligeledes den, der synder for Gud og dermed fortørner eller beskæmmer sin næste eller menigheden, påmindes han en gang af kirkens forstandere eller nogen anden, og han agter det ikke, da skal han anden gang påmindes i nærværelse af 2 eller 3 vidner. (Matt 18,16-18; Luk 17,3) Vil han ikke da agte og bedre sig, da skal han sættes i band, det er: han skal ikke have omgængelse og delagtighed i sakramentet: Guds bord, og i andet kristenmenneskes samfund intet have at skaffe, før end han vederkender sig, gør pligt og penitents efter kirkens forstanderes dom, som S. Ciprianus siger de Lapsis. Og siden skal den tage syndere mildelig igen og tilgives, og med tiden blive påvirket til at modtage Jesu Kristi legeme og blod.

Under denne åbenbare pligt, pønitents, straf og band (hvis de ikke vil lyde en påmindelse) skal være manddrabere, horkarle, horkoner, skørlevnere, jomfrukrænkere, (37a) afgudsdyrkere, menedere, spillefugle, drankere, frådsere, de, som gør parti og usamdrægtighed, opsætter sig mod menighedsforstandere, troldkarle, troldkoner, kætter partis mennesker, de som går i had og strid og ikke vil opgive det, og de der åbenbart synder og beskæmmer den kristne kirke. (1 Kor 5,11)

Ligeledes under samme band er alle de først og fremmest, som lærer, binder, eller skikker anden lærdom og budord til at forhverve salighed og retvished med end Kristi tro og evangeliske lærdom og den hellige skrift, uden al yderligere forkyndelse, som skriften siger. (Rom 16,17; Gal 1,8; 2 Joh 1,7; Åb 22,15)

Disse alle bør være under fælles pligt, og bekende deres synd åbent og frit, om de vil forliges med de kristne mennesker og indtages i deres samfund...

10. Om jordefærd og kristelig begængelse for de døde

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 40a-40b.

Når Gud vil kalde vore kære medbrødre bort fra denne verdens usselhed og elendighed til sin nåde, da går præsten til den syge, trøster og husvaler ham med Guds ord og forjættelsen om retvished og salighed, hvilken vi har i Kristus Jesus, og han forlader sig i den hjertens tro på Guds barmhjertighed og Kristi pine og død, som er en fuldkommen tilgivelse og bod for alle synder, hvor store og onde de kan være.

I denne tro og omsorg gives ham (om han er det begærendes) Jesu Kristi legeme og blod, til et vist tegn og pant på syndernes forladelse, Guds nåde og venskab.

Dette værdige sakramente Kristi legeme og blod, konsekrerer han inde hos den syge på bordet med ærlige klæder og korporal, som dertil er bekvemme.

Når den syge da er død i denne trøst og husvalelse, og han bæres til graven, da ringes med klokkerne, og folket forsamles, så synges der nogle kristne salmer og lovsang, hvilke som kan opvække folket til at afstå fra verdens forfængelige handel, til attrå og begæring til det evige liv etc.

Og dernæst prædikes der noget af skriften de levende til husvalelse og påmindelse om håb, trøst og salighed i Kristus, (Rom 3,28) at rette kristne ikke skal (40b) være bange for døden, helvede, synden eller djævelen, de kan ikke skade kristne mennesker. (1 Kor 15,20f; 1 Thess 4,14)

Denne timelige død er en begyndelse til det evige liv. Kristne menneskers død er kun en søvn, af hvilken de snart skal opvækkes og kaldes med sjæl og legeme til himmerige. Kristne skal gå fra døden til livet etc. (Joh 5,24)

Om disse og andre trøsterige ting fra det gamle og det ny testamente tales der om i vor jordefærd, og så deles med fattige mennesker penge eller andet, som de kan have hjælp af. Dette er den tjeneste, vigiliis og sjæle messe, vi lader holde for vore døde. Vi befaler og begærer dem i Guds hænder, og at vi må med Guds nåde og hjælp findes sammen med dem og de med os i himmerige.

Kristus er på fuldkommen måde en gang ofret for dem og for os på korset, hans nadver og testamente, som han har efterladt os i sit legeme og blod, kan ingen gavne, uden den, der æder legemet og drikker blodet, i en stadig tro (som sagt er). Og derfor kan ikke messe eller Kristi testamente hjælpe døde.

11. Om vigilier for døde.

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 40b-41b.

Vore vigilier, som vi har holdt for de døde, de er os (ligesom anden gudstjeneste) kommet i misbrug og gerrigheds handel i uvidenhed og øjenskalkhed.

Fra begyndelsen var de holdt kristeligt i en god agt og mening i denne efterskrevne (41a) måde, som Augustin og Cyprian siger, at når nogen døde, eller nogen martyr blev slået ihjel for Kristi navns og ords skyld, da kom de kristne sammen ved den dødes grav om natten og vågede, og med skriften hjalp de hverandre og påmindede, at vi tålmodigt skal lide forfølgelse og martyrium for Guds navns skyld, styrkede og trøstede hverandre i Guds forjættelse og håb om opstandelse af døde og til det evige liv, som Paulus også skriver, i det vi beder, at vi ikke skal have sorg for vore døde, ligesom hedninger og vantro har, de, som ikke har noget håb om opstandelse, eller om et bedre levned, men at vi skal trøste og hjælpe os med Guds ords og evangeliske lærdoms forjættelse og opstandelses håb. (1 Thess 4,14)

Det har vore papister hørt og set, at de er kommet sammen og har håndteret skriften og åndelige hymner etc, da vil de også (ligesom aben gør) efterfølge deres gerninger, og slå sammen her og der fra skriften, og synge, råbe og læse, hvilket de hverken forstår, ejheller har ment om vore døde, hvilket i sandhed de døde ikke kan få nogen hjælp af, ikke mere end de levendes trøst eller lærdom, med undtagelse af præster etc, som har og har haft stor gavn af disse vigilier med meget gods og mange afgifter. Summa summarum: Vigilier er vågenætter, som de gode forfædre holdt, ikke de døde til hjælp, men de levende til trøst, omsorg og lærdom, at afvise denne timelige død, og sætte sit håb til det evige liv og salighed. Disse vigilier var meget langt fra (41b) og i en helt anden kristelig mening, end de er, som i dag købes og sælges for gods og penge i blindhed og uvidenhed.

12. Om tiende.

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 41b-42b.

Tiende var det gamle testamentes bud, som Levitterne (dvs præster og tjenere i templet eller tabernaklet) skulle have af den grund, at de ikke havde fået part og ejendom i skifte med deres brødre. (5 Mos 26,13ff) Og deraf skulle de føde dem, og andre skulle sørge for dem, at de kunne des bedre tjene Gud, efter hans befaling. Deraf skulle også enker, faderløse børn og fattige elendige mennesker hjælpes.

I det ny testamente har vi intet derom, ikke et ord i skriften. Vi er hverandre intet skyldige, uden kristen kærlighed, i hvilken os bør at gøre hinanden, som vi vil have. (Rom 13,9; Luk 6,31; Matt 7,12)

Os er (i denne kærlighed) et strengere bud givet, så at vi skal give alle de (der er rette trængende), som beder os. Og ser vi vor broder trængt af armod, om vi ikke forbarmer os over ham, da er Guds kærlighed ikke i os, og dermed er vi ikke kristne mennesker. (1 Joh 3,17)

Gud har gjort os til fogeder og tilsynsmænd over det gods, han har forlenet os. Det er hans altsammen. Vi skal (som tro tjenere) dele (42a) det ud efter hans vilje og befaling til fattige, trængende og nødlidende mennesker. (Sl 10,14f; Matt 14,19)

Men den tiende, som nu er stiftet og har været, den har verdens herrer og fyrster pålagt og indsat, med deres egen lov og vilje, og derfor må den holdes og forblive, indtil de fjerner den igen, om landets herrer og andre forstandere vil have det så. Og er den pålagt på den måde, ligesom anden skat og tynge, så kan den også fjernes igen.

Evangeliske præster og retsindige lærere, bør forsynes af deres almue med ærlig føde og klæder, som Kristus selv siger og Paulus også, og det er deres rigdom; klæde og føde er man dem pligtige, om de er rette tjenere og kristelige lærere. (Matt 10,10; 1 Kor 9,14; 1 Tim 5,18; Gal 5,26 (jeg foreslår Gal 6,6) Og det er også frit, hvad enten nogen giver dem det i korn, i jordens afgrøde, i penge eller i noget andet, efter folkenes og landenes lejlighed.

Vor korntiende har vi skikket til hospitalet, fattige mennesker til hjælp og trøst. Og en anden part og Guds lod som fiskere og andre embedsmænd giver.

13. Om hospitaler.

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 42a-43b.

Der er hospitaler og offentlige huse her, og ydermere skal derhen skikkes fattige, syge og sårede, gamle og vanføre til hjælp og hvile, med redelig tjeneste og forsyning, fra det gods, der tilforn gik til altrene, lavene og anden misbrug. (42b) Og hvor det ikke kan række til eller er nok, da skal den menige mand her i byen hjælpe til med at føde dem, hver efter sin gode vilje og formåen, efter en kristen kærlighed, som han bør bevise mod sin fattige broder, hvilken Gud har miskundelig søgt og lagt sin hånd på, hver må tænke for sig, at Gud har den samme magt over ham, som han nu bruger mod de arme, de syge etc. (2 Kor 9,7)

Dette er en retsindig gudstjeneste, kærlighed til sin næste, at hjælpe arme, syge og fattige, i hvilken den rette kristne tro bevises og åbenbares. (Matt 25,35; Gal 5,6 Laurentsen har ikke angivet kapitelnummeret)

Ligeledes: Hvilke arme mennesker (især fattige mænd, kvinder og børn, som har boet her i byen betalt skat og delt byens udgifter), der er syge og sårede, og står til at hjælpe og helbredes, da har borgmester og råd tilskikket læger og badskærere, hvilke skal smøre dem, læge og hjælpe dem til karskhed og sundhed igen, så at de kan sørge for og hjælpe sig selv siden. Men kan de ikke blive tilpas igen, så deres sygdom forsvinder, da lægges de ind i hospitalet, hvis de beder om det. Eller de får hjælp af de førnævnte penge og kristen folks almisse til at hjælpe sig med.

Ligeledes: Dette er Guds bud og skriftens, hvilket en ret kristen skik og skel bør give stor magt, at hver stad eller by først og fremmest bør hjælpe og forsyne arme kristne mennesker, som har levet ærligt og vel hos dem, og er kommet i armod, (43a) fattigdom, krankhed eller sygdom og ikke kan hjælpe sig selv. (5 Mos 15,7; 1 Tim 5,8)

Det bør heller ikke være sådan, og det er ikke tilladt, at kristne mennesker, syge eller usyge, mere i kristendommen går rundt eller føres omkring at tigge eller trygle, end udi den jødiske lovs tid, i hvilken det var forbudt, at der måtte være nogen tiggere, men de skulle forsynes af almuen, til livs føde og nødtørft, især dem, der ikke kunne hjælpe sig selv, med arbejde eller anden tilstrækkelig forsyning som sagt er. (5 Mos 15,4; Laurentsen henviser til 5 Mos 17)

Da skulle det skikkes i stæderne og andre steder udi landene, at enhver skulle sørge for og besørge sine fattige, gamle og kranke, hvor det gods blev taget til hjælp, som blev misbrugt under gudstjenestes navn til altre, laug og gilde etc.

Ligeledes, i hvert landsogn at sørge for sine nødlidende, som er i samme sogn, med en part af tienden, med det, almuen plejer at give bisse-munke og andre tiggere, som hvert år bisser omkring efter korn, penge, lam, gæs, svin, oste og smør og mange andre ting, som fattige folk har her til dags i lang tid være besværet med af førnævnte dovne buge.

Og hvor førnævnte almisse gives ud velvilligt i en kristen kærlighed, de sande arme og syge til hjælp, da blev i sandhed den fattige almue derover ikke snydt og fik Guds velsignelse på gods, frugt og kvæg, som Gud har selv lovet mange steder i skriften. (3 Mos 19,9f; Tob 3,(?); 11,(?); Sl 41,2f; 114,7f; Sirak 3,30f; 4,1-10; 7,32-36; 17,22f; 29,1-13; Es 58,7f; Matt 6,2-4; 25,35; Luk 11,42; 12,33f; 14,33; 16,11; 2 Kor 9,8; 1 Joh 3,17. ) (43b)

Ligeledes: til at skikke og forsyne samme arme mennesker med førnævnte almisse og samle den sammen skulle 2 eller 3 gode kristne mænd indsættes i hvert sogn, som var trofaste og retsindige i ovennævnte befaling, og hvert år gøre rede for og regnskab derpå. Sådan bør Guds almisse gives og skikkes ud. Det har vi Guds vilje og bud på. Men om munkes og andre ørkesløse tiggere og deres løgn og bedrageri, har vi intet om, andet end at deres handel og trygleri er imod Guds ord og den hellige skrift. (Apg 6,3; 1 Mos 41,33; Apg 20,35; 1 Kor 4,1; 2 Kor 11,8f; 2 Thess 3,10) …

14. Om tiggerklostre.

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 45b-50a.

....Og de har sagt og ganske ublu udråbt, at sådan klosterlevned, som er at tigge og trygle og leve af menighedens gods, sved og arbejde, at det var godt, helligt og såre gudvelbehageligt, og en genvej til himmerige, alene for en vanskabt kappe, for nogen opfundne gerninger og ceremoniers skyld, om hvilke de sagde, at de tjente Gud dermed og fortjente fattige folk himmerige, dem, der ville stoppe noget i deres sæk, i hvilken de førte aflad omkring, (46a) broderskab, fortjeneste og Guds nåde, som de sagde det, ukristeligt og imod den hellige skrift, i hvilken førnævnte sæk de også samlede menneskenes synder, sigendes: Læg alle synder i munkens sæk, men de synder var menneskenes gods, penge, arveejendom og svedige arbejde, som disse ørkesløse buge plejede at sluge, som profeterne, Kristus og Paulus forud har talt om. (Hos 4,4; Matt 23,4; 2 Tim 3,2; Tit 1,10.)

Denne deres sæk har hertil dags været bundløs, og aldrig endnu kunnet fyldes. Årsagen dertil må vi vel tænke. For to ting, som er genstridige og imod hinanden, de kan ikke godt forliges. Det ene driver det andet ud. Guds nåde og hellighed i sækken, kan ikke være hos menneskenes synd og ondskab, som lægges derudi, de kan ikke fordrage hverandre, eller bliver overens. Og dermed kan sækken ikke fyldes, for den tvedragt, der er i den etc.

Lad os nu se, ransage og erfare, om deres tiggeri er kristeligt eller har tilhold i skriften.

At ingen karsk og sund
må tigge
Så siger Herren til Moses.

Der skal ingenlunde være iblandt jer nogen som har behov at gå omkring at tigge. Der bliver vel fattige i det land, som du skal bo udi. Og derfor byder jeg dig, at du skal oplade din hånd, din fattige broder til hjælp, som bor i landet sammen med dig etc. (5 Mos 15,4ff) (46b)

Denne lov og bud handler om fattige, faderløse børn, enker, gamle og kranke, syge og sårede, som ikke kan hjælpe sig selv med arbejde eller anden redelig forsyning. Og dette Guds ord fortrænger og tilintetgør alle tigger brødreordener.

Ligeledes: Din hånd skal ikke være udstrakt til at tage og tillukket til at give. (Sirak 3)

Det er: du skal ikke tigge af andre, men din hånd skal være opladt til at give andre, som er sandt trængende, som Paulus siger: Hver skal arbejde, gøre med sine hænder det, som godt er, på det han skal have noget at give den, som har ret nød og trang. (Ef 4,28)

Vogter jer for dem, som kommer til jer i fåreklæder (det er: i et ydmygt simpelt helligheds skin i klædedragt, ceremonier og udvortes helligheds lærdom) men indvortes er de glubende eller hungrende ulve. (Matt 7,15)

Disse, siger Paulus, er de som har gudeligheds lignelse eller skin, men den rette gudeligheds kraft (kristen tro og kærlighed) har de forsvoret. Af disse er og de, som løber omkring i huse og tager uvidende kvinder til fange, som er i deres samvittighed tynget med synder, som ledes af adskillige ønsker, altid undervisende uden at komme til sandheds kundskab eller viden. (2 Tim 3,2f)

De fanger uvidende kvinders samvittigheder, drager dem fra den rette saligheds trøst, som er i Kristus Jesus etc. Og lærer og forpligter dem til deres egen udvortes gudelighed, lærer dem (47a) retvished og salighed i faste, broderskab, rosenkranse, aflad, ti stene, kappe, kors, vand og jord og kommer dog aldrig til den rette saligheds visdom og kundskab, som er i Jesu Kristi tro og nåde, en sand trofast forladelse på hans pine og død, pligt og bod, han gjorde for os, og så holde os fra synden, og for at leve kristeligt med vor jævnkristen.

Ve jer, I skriftkloge og farisæere, som under jeres lange bønners eller læsnings skin, æder fattige enkers hus (det er: I sluger deres gods og ejendom). Derfor skal I få des større dom og fordømmelse. (Matt 23,14)

Disse Kristi ord er også vore farisæere under øjne, præster og munke, som nu almindelig sælger deres gode gerninger og selvdigtede gudstjeneste for rente og bugs føde.

Ligeledes iblandt den kristne menighed i Jerusalem var der ingen nødlidende eller tiggere. (Apg 4,34)

Det er: De levede almindeligvis af deres eget, og af det, andre gode mennesker sendte dem til hjælp, de, der havde mistet deres gods og var arresteret for Kristi tros skyld, og før var de sammen i et kristelige studium og skole for at lære Kristi ord, som de skulle forkynde andre.

Ligeledes: Ingen mands sølv, guld eller klæder har jeg begæret som I vel selv ved. Thi at hvad jeg havde behov, og det, de som var med mig havde behov, det have disse mine hænder skikket og med deres arbejde flittigt givet mig. Al ting har jeg vist og lært jer, at således skal i arbejde og modtage de skrøbelige, og (47b) ihukomme Jesu Kristi ord, som han sagde: at det er bedre og saligere at give end at tigge eller modtage. (Apg 20,33f; Luk 6,38 (Laurentsen skriver Luk 5))

Dette Paulus' bud er lige tværtimod tigger- elle trygleklostrene.

Ligeledes: Den tid, vi var hos jer, da sagde vi og bebudede jer, at den, der ikke vil arbejde, han skal heller ikke æde (andres mad). Vi har hørt og spurgt, at der lever nogle iblandt jer uskikkeligt (strygende omkring her og der) der ikke arbejder. Men de, som er sådan, bebuder vi og formaner i Kristus Jesus, at de arbejder i rolighed (uden råb og bulder, især i deres selvdigtede gudstjeneste) og æder deres eget brød. Men er der nogen, som er ulydig imod disse vore ord og bud, da tegn ham op på et brev, og hav ingen omgængelse med ham, på det han må blues og skamme sig selv, dog hold ham ikke som en uven, men forman og lær ham som en broder. (2 Thess 3,10-15)

Ligeledes: Mange er ulydige og forfængelige talendes og bedragere, og de allermest, som er af jøderne, hvilke bør straffes. De omvender mange, de lærer de ting, som ikke er tilbørlige, til deres egen gavn og ukristelige vinding etc. (Titus 1,10f)

…På grund af disse og andre artikler af skriften; og mest af alt, for at fattige, simple, ulærde folk ikke ydermere skal forhales og bedrages af falsk lærdom, ed og tillid til kapper, broderskab, aflad etc af vore munke og deres prædiken, hvilken åbenbart under øjne i ærlige herrers ridderes og almues nærværelse er bevist af vore prædikanter og læremestre og ved artikler beskrevet at være falsk og imod skriften i mange artikler, som de med førnævnte gråmunke disputerede om, og er i skrift og artikkel bevaret og skal snart udgå:

Derfor har borgmester, råd og den menige almue her i Malmø forbudt førnævnte munke at trygle eller prædike deres fabler og drømme, at holde deres messes misbrug frit åben for almuen, af hvilken en stor part dermed forholdtes og forhindredes fra den rette sande dyrkelse, som er Guds ords hørelse og kristen prædiken.

Og ydermere opstod der med fornævnte messeoptræden, lønligt råd og skriftemål og anden deres handel usamdrægtighed iblandt folket, idet mange fulgte deres onde ånds lærdom, som plejer at føre spidagtighed mod Kristus, og nogle holdt fast ved vor Herre Kristus og hans ord.

Og er borgmestre, råd, forstandere og kristne lærere pligtige til, at de skal stoppe og tillukke munden igen på dem, der lærer andet end Guds rene ord, og ingenlunde tilstede, at den fattige Kristi hjord fortsat skal snydes, som de har været i (48b) mange måder, som også en part af førnævnte hellige folk nu selv kan bekende.

Lige sådan er det også gået med dem i Helliggejsts, at de har bedraget mange med deres falske aflad, broderskab, hellighed og værdskyld, ikke alene her i byen, men også i det ganske land, og de var også årsag til stor tvedragt og oprør imod Guds ord og sandhed, som altid sådanne partiers folk plejer at være. De, som for løgn og menneskelig lærdom plejer at være Gud og den rette gudstjeneste genstridige efter djævelens vilje (han, som er løgnens fader). (Joh 8,44)

På grund af dette messeri var der nu sidste sjæledag (som det hedder) på den tid, da der skulle holdes prædiken i den rette gudstjeneste, i førnævnte kloster gjort et stort opløb og bulder, mellem dem, der efterfulgte deres øgleri og bugs-messe, og dem, der ville høre Guds ord. Så at det ville være kommet til mord, om ikke Gud barmhjertigt havde forhindret det.

På grund af denne sag og på grund af flere andre gik borgmestre og råd efter almuens vilje og begæring sammen med 40 borgere ind, for at få sat en stopper for sådan tvedragt og onde årsager, i det de bad om og kærligt begærede af dem, at de brødre, som var derinde, ville redeligt skikke sig efter Guds ord og ret kristen lærdom, som tilbørligt var, og aflægge al vrang prædiken, falsk aflad og bedrageri, give ingen ydermere årsag til opløb og trætte. Men renligt prædike det pure og sande Guds ord, og efter deres egen regel og fundats (49a) tjene og hjælpe de syge og arme, (se note 2) som de dog alligevel burde gøre efter Guds lov, og derfor skulle de have ærligt klæde og føde. Men ville de ikke gøre bare det, at de ville tjene de arme og syge, da måtte de alligevel blive i klosteret og have klæde og føde, dog på det vilkår, at de ikke skulle modstå Guds ords fremgang, lønligt eller åbent, og dertil, at de skulle skikke sig derefter, som kristne mænd burde gøre.

Dette var dem forelagt første, anden og tredie gang, denne frist havde de 2 eller 3 uger tilforn. Og fordi at de ikke kunne eller ville gå ind på førnævnte artikler og vilkår, og prioren sammen med nogle af hans selskab var klosteret skadelige, og de arme folk i hospitalet, hvis gods og klenodier de bortsolgte, og frit afhændede, og undgik Guds almisse, som de fik inden- og udenbys, fattige folk, syge og sårede til hjælp:

For disse sagers skyld, forviste borgmestre, råd og almuesmændene dem fra klostret, som ikke ville vedtage de foreskrevne vilkår, at tjene syge og fattige efter deres regel og fundats, som sagt er. Og de, der beredvilligt vedtog (vilkårene) forblev til stede og er her stadig. Men de, som gik ud, blev indlogeret hos ærlige borgere, og redeligt forsynet med øl, mad og andet, hvad dem gjordes behov, og givet endda 8 eller 14 dages frist, hvad de ville gøre. Om de ville i kloster igen med forskrevne vilkår eller ej. Ville de da, skulle de gerne modtages igen, og der skulle handles kristeligt med dem. Ville de ikke, da måtte de (49b) forsyne sig og være, hvor de ville, med klæder, bøger, boskab og hvad de havde, som de også fik. Og at det er gået sådan til, har jeg også bevis for med deres egen håndskrift.

Således er der her i Malmø handlet med fornævnte vore klostre og munke. Den, der har kristelig forstand og skel, har agt og ret dømmekraft om, hvad der af ret eller uret findes her iblandt.

Vi måtte vel efter vore årsager have handlet hårdere her udi, idet at vi véd, at de ukristeligt har forledt og bedraget den ganske almue etc.

Men vi ville dog fare lempeligt med dem, og der kan endnu være håb til, at de kan bekende sig selv, når Gud vil give dem sin nåde.

Dette er kort sagt på denne tid om klostrene, og især om tiggeklostrene, de som med træskhed under helligheds skin, bruger deres handel og købmandsskat, idet de sælger det, de ikke selv har etc.

Men Herreklostrene (som de kaldes) og andre kirkens personer, som under førnævnte skin har afgækket herrer og fyrster utallig rente og ejendom, de bruger magt, trængsel og vold over fattige bønder og undersåtter, jo lige så meget og nogle mere, end verdslige herrer, fogeder og andre høvedsmænd gør med plager, skatter, gæsteri og anden tyrannisk vælde etc.

O Herre Gud, når vil du se til og forbarme dig herover, at din fattige hjord må løses af disse ulves munde, som under en titel, navn og simple fåreklæder trænger, bedrager, og sluger dit arme (50a) folk, udgiv din nådes ords skin, og åbenbar deres mørkhed og blindhed, og lad os klarligt se, hvem og hvad de er for folk, og lad os ikke længere bedrages af dem. Amen …

15. Om Leyetzer (læsning, undervisning) i skriften

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 50a-51a.

På det man må kende og skille menneskenes falske lærdom, digt, påfund og bud, fra Guds rene ords befaling og ret kristen lærdom, som man skal søge ret salighed og retvished udi, og man kan fly menneskenes uretvise retvished, og uhellige hellighed, fast at blive ved Guds ord, ret evangelisk lærdom, og vige menneskenes påfund, som de ublu har sagt er godt og helligt, da har ærlige mænd, borgmestre og råd her udi Malmø, med vor kæreste, nådigste Herres Kongelige Majestæts vilje og samtykke, skikket og oprejst en skole og et studium, og dertil kaldet og indsat nogle lærde og vise mænd, både i den hellige skrift og i anden boglig kunst og lærdom, som skal lære og undervise fattige klerke og personer, som ville komme hertil, så at de for intet og uden penges udgivelse kan få forelæsninger og lærdom, som kan være dem nyttige og bekvemme, både dem selv og andre, som de i fremtiden dermed fremover kan være behjælpelige og lære. (50b)

Dette har de ærlige mænd betænkt og gjort i en kristelig mening, på det man kan med Guds hjælp og gave komme ud af gammelt øgleri og vildfarelse, løgn og bedrageri, hen til retteligt af skriften at kende Guds vilje, rette dyrkelse og tjeneste, og hvor af og i hvad vi skal spørge og søge vor salighed, ikke af menneskelig kraft, gerninger eller retvished, men alene af Jesu Kristi tro og nåde, af hans godhed, af hans pines og døds fortjeneste og fuldgørelse.

Dette er vor trøst og vort håb. Der lærer vi tålmodighed, ydmyghed, sagtmodighed og hvorledes vi skal omgås og leve med vor næste. Og i denne hellige skrift bør vi være flittige, tidligt og sent studere og agte den, så bliver det os vel, og vi finder frem med det liv og salighed af Gud, hvis natur, nåde og godhed i skriften opmåles og beskrives for os. Der læres os, at menneskelig lærdom, optænkte råd og retvished, skikke, veje og tillid til salighed, at de er onde og vederstyggelige for Gud og er forkrænkelige og unyttige. Skriften er det sande lys og skin, i hvilket vi skal vandre igennem denne verdens mørkhed, synden og menneskelig lærdom, til det evige liv og himmerige.

I andre boglige kunster og leytzer (lærdomme) her læses, beredes unge folk og klerke og gøres egnede til at forstå den hellige skrifts mening, grund og dybder, at rettelig agte dens vilkår efter det græske (51a) og latinske mål og tale. Fordi den har de stykker i sig på det tungemåls vegne, som den er skrevet på: at den har hjælp behov af andre mindre kunster til at forstås med, ikke i sig selv (for den er fuldkommen), men på tungemålets vegne, som sagt er.

Derfor har de, menige land og rige, og fattige klerke til hjælp (som ikke har meget guld eller penge at fare med og fortære udenlands) beskikket og besørget førnævnte lærdom og læremestre, at de kan og må her høre og lære den del, de og andre kan have gavn af etc, ikke som papister og strids mennesker foragter og i blindhed kalder bespotteligt kætteri eller Luthers lærdom, men den rene og åbenbarlige hellige skrift og Guds ord, som kan bevises og bestås hos Gud, og for alle kristne mennesker, som har i sig noget af Guds ånd og visdom.

Ikke har vi heller kaldet vor skole eller studium noget universitet eller efter andres sæd noget almindeligt studium, der, hvor der købes og sælges store titler, mesters og doktors navn, med stor omkostning og mange penge, at blive slig kreatur. Men vi vil af vor formue promovere og hjælpe uden guld og penge fattige klerke, at de skal få forståelse i skriften og gavn deraf, navnet agter vi ikke. De må sælge i andre skoler, hvor de vil (51b).

16. Om skolen.

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 51b-52b.

Er det også ærligt og gavnligt, at børn og unge drenge holdes til lærdom, og opfødes med tugt og redelig ave, at læse og skrive almindeligt, at de kan og må forstå noget af latinsk mål, øve sig i sang og læsning, både på latin og deres eget mål, at de tidligt skal holdes til at lære at love og takke Gud, holdes fra udyd og løsagtighed, fra onde utugtige børn og ulydigt selskab. Det bør hver kristen far og mor agte og lægge vind på, eller Gud vil strengt kræve regnskab af dem for den forsømmelse, hvor det sker og hvor de giver dem andet eksempel, end det som kristeligt og godt er, som skriften beviser mange steder. Og derfor er der her fornylig oprettet skole, til menige almuebørn i byen til hjælp og bistand, og lærde mænd dertil sat, som vil og kan hjælpe nævnte børn med tugt og lærdom, hvilken er tilpasset dem efter deres tid og alder.

Lægges skoler øde, da gives en stor årsag ikke alene til uvidenhed og ørkesløshed, som børn bliver fordærvede af, men det vil også komme efter med tiden, at Guds ord og kristen lærdom vil dermed fornedres, når der ikke fra første tid oplæres og holdes dertil med dyd og lærdom, de, der skal prædike og vide, hvad sandhed og falskhed, ret eller uret er, og vide rettelig skriftens grund og (52a) mening, og til at få den at vide har vi behov for en part af den lærdom, som nu redelig plejer at læses og gives for i skolen.

Derfor har også borgmestre og råd tilstedt, at fattige folks børn, som går til skole og vil lære, må gå omkring i byen efter mad til livs føde, og tage, hvad folk vil give dem for Guds skyld, og har dermed forbudt, at nogen skal gøre dem overlast eller hindre dem på nogen måde.

Tilforn, mens den papistiske lærdom var ved sin magt, og den tid, hvor vore forfædre ventede sine børn rige biskopsdømmer, kannikedømmer, degnedømmer, præstedømmer, prælatendømmer, store sogne eller at ligge i kloster i ørkesløshed og legemsrolighed for deres bug, at forsynes trygt og vel af fattige folks forsørgelse, trældom og svedige arbejde imod Guds vilje og bud, da ville hver mand gerne holde sine børn til skole og studium og lagde stor vind derpå, og holdt det for en stor ære. Men nu vil vi se og agte, hvad vilje vore gode kristne har til at lade deres børn lære den sande Kristi lærdom og Guds rene ord af skriften, at takke og love ham med.

Denne lærdom gør ikke mange ærlige og rige hos verdens mennesker. Den fører ikke store prælatdømmer med sig, men næsten ydermere korset, som er spot, forhånelse og forfølgelse af verden og verdens elskere. Men den har dog ære af Gud og hos et ret kristent menneske og drager på det sidste til den sande rigdom, ære og rolighed udi himmerige. (52b)

Nu vil vi anse og agte, hvad fader og moder er mener, om de elsker deres børn Gud til lov og til ret ære og lærdom, uden håb til kirkens præbender og rente eller om de vil holde dem derfra, idet de venter dem ingen sådan stor rigdom og ære...

17. Om kiste til fattige folk

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 52b-53a.

Her findes mange syge, gamle og fattige hjemløse folk, som ikke kan indlægges i hospitalet. Dem til hjælp og nogen forsyning er her opstillet en almindelig kiste udi kirken, i hvilken lægges penge, som almuen på tavlerne give dertil hver søndag og andre højtidsdage.

Hertil at indsamle og udgive er 3 trofaste borgere ansat, som deraf skal betale læger og badskærere (som hjælper fattige sårede folk til helbred med smørelse, drikke og anden lægedom) en gang eller 2 om året, og hvad der er tilovers, det deler førnævnte 3 borgere og prædikanter ud blandt arme folk, hvor de findes i byen, hvilke de ved og har beskrevet med navn, i hvert råd eller fjerding af byen, hvem og hvor mange de arme gamle etc er, som fornævnte hjælp mest har behov, og de får de omtalte penge, og selvom de omtalte penge ikke kan slå til, at hjælpe alle godt med, da har de dog deraf nogen hjælp. (53a)

De, der er rette kristne mennesker, bør hjælpe og forsyne de arme, husvale gamle og syge mennesker, og tænke på det regnskab, Gud vil have af os på den yderste dommedag, især om miskundelige gerninger imod vor næste, i hvilket vi (som har gods og Guds lån) skal bevise vor rette kristne tro og da endelig høre af Guds mund den omsorgsfulde røst: Kom min faders velsignede børn og besid det rige, som er jer beredt fra verdens begyndelse. (Matt 25,34; Jak 2,15f)

Ville hver mand i købstæderne (som har nogen bjærgning) betænke et fattigt, husvildt menneske at forsyne det af sit stegers om dagen, eller 1 dag, 2 eller 3 om ugen, da skadede det ham intet, og Gud skulle visselig velsigne ham og forøge hans mad og bjærgning i alle måder. Arme mennesker, end dog Gud har plaget dem og armod har ramt dem, de er dog vore brødre og himmeriges medarvinger, og vi bør handle med dem, som vi vil, at Gud skal handle med os.

18. Om ringen og adskillelse på tiden

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 53a-53b.

Nogle siger os på, at vi aldeles har ophørt med klokker og ringen, at ingen kan her høre klokker, eller vide, hvordan tiden går. Det er vel sandt, at vi ikke ringer til mange papistiske messer, vigilier og processer, som (53b) det tilforn har været skik, men til kristen messe, prædiken og lovsang, og til prædiken over de døde, dertil lader vi ringe så tit, som behov gøres. Her ringes til opvågning om morgenen, når klokken slår tre med byens klokke. Når den slår fire, atter igen med en anden for embeds folk og tjeneste folks skyld. Når den slår fem, klemter det i helliggejsts, og dernæst efter ringes tre gange, lige så også til gråbrødre, og der begyndes prædiken begge steder. Først til gråbrødre og siden til helliggejsts. Ligeledes når den slår syv, ringes til S. Peder 3 gange og når den slår otte, begyndes prædiken. Når den slår 12, da ringes og klemtes til S. Peder på det man skal også vide, hvordan tiden går.

Når den slår syv om aftenen, ringes til helliggejsts for arbejdes folks skyld, at man skal vide, hvad tid det er. Om aftenen når den slår 9, ringes på aftenvagt med bys klokken. Sådan ringes der her, og mere ringen har vi ikke behov. En part af denne ringen er til at kalde menig mand sammen, som vil høre prædiken og gudstjeneste i den menige kirkes forsamling, og en part til, at man kan vide, hvordan tiden går, som sagt er.

19. Om billeder og efterligninger

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 53b-54b.

At have billeder i kirker eller ikke have dem, det står kristne mennesker frit, ligesom anden udvortes skik eller ceremonier. Dersom de ikke misbruges, eller nogen ikke har anden mening om dem, end (54a) at de er stok eller sten og død efterlignelse, i hvilket der ingen godhed, åndelighed eller kraft er i, og ikke sætter tillid til dem, eller tilbeder, knæfalder, optænder dem lys etc:

Hvor man har ikke anden agt og mening om dem, end som nu er sagt, der må de vel stå og forblive, thi at de er hverken onde eller gode i den skik og efterlignelse.

Men har man anden mening om dem, så at de bør æres, og man mener, de har nogen dyd og kraft i sig, at man kan få nogen hjælp eller trøst af dem eller for deres skyld, at man skal bede dem om noget etc, især de billeder som gækkeligt gudelige mennesker lader vie, smøre, krisme, bestænke med vand, vifte med røgelse, og lægge hellige mænds ben udi dem, på det de skulle være og holdes des helligere:

I denne mening da er de ingenlunde gode at være tilstede i kirkerne, ikke fordi de i sig selv er onde, men fordi, at de er årsag til misbrug og afguderi, som vi må se og passe på, hvordan arme, simple folk har haft sig her udi til denne dag.

Det er vel sandt, at mangen mand godt vidste, at i billedet var der ingen kraft eller hellighed, men tusinde imod én vidste det dog ikke, men agtede og anså dem for nogen særdeles god og hellig ting, og gjorde dem derfor ære og tjeneste med bønner, knæfald, offer, lys, smykkeri med guld og sølv, tavler, læsning og sang, som vi ser og har (54b) set almindeligt her til dags, og som endnu mange uvidende gør, og sætter deres store tiltro til ovennævnte ting. Og alene dette er en stor årsag til, at der ikke skulle være nogen billeder i kirkerne.

I dette er de os fri, om vi ikke misbruger dem. Men gør vi det, da er de aldeles ufri og forbudte.

At vi ingenlunde skal lade dem fremstille eller have dem, på det at vi skal fly afguderi, det har vi skriften på klarligt mange steder. Først Ex 20 (2 Mos 20,4): Du skal ikke gøre dig noget udskåret billede eller nogen kreaturs efterlignelse, som er under himmelen.

Ligeledes I skal ikke gøre jer afguder og billeder, (Lev. 19 )…

20. Ende og beslutning på denne bog og undervisning

Tekstdelen findes i H. F. Rørdam (red): Peter Laurenssen: Malmøbogen. Kbhvn 1868, fol 55b-57b.

Nu har vi kortelig skrevet og forklaret noget om den skik og reformats, der er gjort her udi Malmø, og hvad årsager der er til, at vi ikke kristeligt måtte eller ville aldeles blive i den gamle sædvane (som de siger) og den urette gudsdyrkelse, som ikke i sandhed er ret gammel, men ny imod skriften og den sande gudstjeneste, som er i ånd og hjerte, som tilforn sagt er. (Joh 4,24.)

Kristi rige det er åndeligt og Gud er en ånd. (Luk 17,20f.) Hans rette dyrkelse og tjeneste skal også være i ånd og sandhed.

Hvorledes den nu er faldet bort fra ånden, troen og det kristelige hjerte til en legemlig udvendig ting og et menneskeligt påfund, det kan nu de (56a) kende hvis øjne, hjerte og sind Gud har oplyst med sin nåde og ord, hvilken han i sin barmhjertighed har givet mange, som tror på ham, forlader sig på ham alene, og elsker hans sandheds ord. De andre (verdens hellige folk, som mest berømmer sig og siger, at de er retvise og kristne) lader han vandre i sin vrede og strenge dom, i forhærdelse og forblindelse, indtil de endelig falder i fordømmelse og evigt mørke. (2 Mos 9,12; Rom 9,18)

Deres ondskab, verdens ære, gerrighed, løgn, hykleri, og rolig ørkesløshed har plat forblindet dem og endelig vundet i deres kødelige fornuft og visdom. De vil ikke og kan heller ikke give andet behag og magt, end det der er dem til ære og gavn, som det tilforn er vist og omtalt tilstrækkeligt. (Joh 8,44.) De dømmer at ondt er godt, og at godt er ondt. (Es 5,20) Sandhed og kristen lærdom kalder de vildfarelse, kætteri og Luthers lærdom. Menneskenes digt, sædvane og påfund kalder de gudelig kristen hellighed og ret gudsdyrkelse. Sædvane, forfædrenes gerninger, skrift og menneskelige ord, er deres lov, regel, skrift og overbevisning. Den hellige skrift kan de ikke, og vil intet have med den at skaffe. Den er deres handel og hellighed under øjne, som sagt er.

For disse omtalte blinde dommere (som vi vel ved) bliver denne vor bogs ordinans og skik intet behageligt, men en stor årsag til bagtalelse og forbandelse, had og strid som de er besatte af. Disse (56b) ærinder og artikler vedrører dem, de skulle ikke kunne fordrage dem, derved giver de til kende, hvad de er for folk.

Hykleri er vel stille god og fredsommelig, når man ikke rører eller fortørner det, men lader det tæmme. Straks man åbenbarer og drager klæderne af det, så begynder det at sprude og buldre, så gør hun straks alle til kættere og bands-kroppe, de som er imod den og ikke vil samtykke i og give magt til dens betalte herredømme.

Disse omtalte blinde dommere skal vel gøre deres bedste for at råbe og sige imod denne vor skrift og reformats, vi her har gjort. Og måske de bevilger eller lejer nogen præst eller munk til, (Note 3) at han skal hjælpe dem med skrift eller andet at svare herpå, på det de skal synes at være vise, og have noget skel og redelighed at fare med. Men de må gøre deres bedste og lade os se, hvad sand visdom og redelighed de har. Gud give, at de redeligt kan svare her noget imod. Og skulle det ikke alt findes i sandhed, dette som de anklagedes for, da vil vi gerne dertil enten have løjet, eller også lade os undervise af dem, efter skriften og redelighed. Og vi er rede og forpligtede til at bestå og redelig bevise og forklare denne reformats og ordinering, som vi har gjort, og herudi forkyndt og beskrevet, for gode kristne lærde mænd, og de som elsker Guds sandhed og ret Kristi og Guds dyrkelse, men de, som ikke gør det, dem kan ingen gøre fyldest for, eller for dem kan ingen bringe til tavshed enten med ord eller kristen (57a) skrift. Fordi  de er forblindede, og ikke vil eller kan lade sig sige, Gud har dem i sin strenge dom forhærdet. (2 Mos 9,12.)

Gud af sin grundløse nåde og barmhjertighed, som har udsendt sit hellige evangeliske ord, han oplyser vort hjerte, og forkynder os vor kødelige visdoms mørkhed og giver os sin ånd og visdom, at vi nu ikke længere skal vandre i mørke, og tjene ham efter vort tykke, visdom og verdslig fornuft på vor nytte og legemlige gavn, men efter hans ord og vilje, ham til lov, pris og ære i en sand kristelig tro af ånd og hjerte. Amen.

Vi beder dig, du kristelige læser, at du ikke ringeagter dette skrift og lille bog, eller fortørnes derover, at den ikke er så vel og renligt prentet, eller og så redelig stavet og fordansket, som den burde være, den udgik i hast, og trykkeren var mange steder ubesindig og forsømmelig i sin flid som han skulle have gjort herpå og vel overset. Du finder således en stor brøst særdeles på det syttende blad så tegnet 17 på den første side: "Fordi han er allerbedst, han som kan intet dårligt eller uviist gøre etc." Dette skal du så læse: "Fordi han er allerbedst, da kan han intet ondt gøre, han er allervisest, han kan intet uvist eller dårligt gøre, han er allermægtigst og miskundeligst, han lader ingen forfare, der indflyer til ham af et trofast hjerte". (Her folio 10b) Du finder måske flere, men dog kommer du vel til at agte og rette derudi selv. Tag al ting i (57b) en god kristelig mening og døm ret derpå. Gud befale vi dig. Amen.

Finis.

Jer. 9, (22):
Ingen vis skal berømme sig af sin visdom, ingen stærk mand af sin styrke, ingen rig af sin rigdom, men deraf skal hver berømme sig, at han ved og bekender mig, at være den, som gør miskundhed, retfærdighed og retvished på jorden.

Trykt i Malmø hos mig Oluf Ulriksen 28. dag Januar etc år efter Kristi vor frelsermands byrd 1530.

Noter ved Richardt Riis

• Note 1: Det kongebrev, der hentydes til, er udstedt 5. juni 1529 – se Kilde 16.
• Note 2: I gråbrødrenes munkeregel, kapitel 7, står der: "De brødre, som kan arbejde, skal arbejde og give sig af med det håndværk, som de har forstand på, hvis det da ikke er til skade for deres sjæls frelse, og hvis de kan udøve det som agtværdige mænd. Thi profeten siger: 'Dit arbejdes frugt skal du nyde, salig er du, det går dig vel'. Ligeledes siger apostelen: 'Hvis nogen ikke vil arbejde, skal han heller ikke have føden'. Og: 'I den stand og stilling, hvori enhver blev kaldet, der skal han forblive'. For deres arbejde må de modtage de nødvendige ting med undtagelse af penge. Hvis det er nødvendigt, må de som andre fattige tigge om almisser. Det er dem også tilladt at have sådanne redskaber, som er nyttige for deres arbejde. Alle brødrene skal ihærdigt beflitte sig på at gøre gode gerninger; thi der står skrevet: 'Vær stedse beskæftiget med noget godt, for at djævelen skal finde dig optaget'. Og ligeledes: 'Lediggang er sjælens fjende'. Derfor bør Guds tjeneste stedse drive på med bøn og gode gerninger. Hvor som helst brødrene er, i klostre eller andre steder, skal de tage sig i agt for at lægge beslag på nogen plads eller holde en anden borte derfra. Hvem der end kommer til dem, skal de tage kærligt imod, hvad enten det er en ven eller en fjende, en tyv eller en røver. Hvor som helst brødrene er og på alle de steder, de befinder sig, bør de være ivrige for at vise hinanden ærbødighed i tankerne og ære 'hinanden uden knurren'. Og brødrene skal tage sig i agt for at vise sørgmodige miner og synes bedrøvelige hyklere; tværtimod skal de vise sig glade i Herren, muntre og forekommende, som det sømmer sig. (Citeret fra Frans af Assisi, legend og skrifter af Herman Kleener, Det Danske Forlag, 1946.) 
• Note 3: Rent faktisk blev Poul Helgesen opfordret til at skrive en bog imod Malmøbogen, hvad han også gjorde. Den blev dog ikke udgivet, men henlagt og først fundet i forrige århundrede.

Kilde 31B: Uddrag om bisper og kirkegods af Frands Vormordsen: En kort forklaring på den evangeliske og papistiske lærdom 1531.

Teksten på gammeldansk er trykt hos H. F. Rørdam: Skrifter fra Reformationstiden (1888) s 17-20. Den findes i Kai Hørby: Reformationen i Danmark (Gyldendal 1971) s 106-08 og er oversat af Henrik Adrian. I parentes () er de skriftsteder angivet, som er sat i margenen i teksten.

…Om rette kristne bisper og den evangeliske lærdom
Retskaftne kristne bisper og præster i den kristelige kirke (som vi kalder den) er de, som ud af den helligånds indflydelse, eller ud af kristne menneskers kristelige bønner og begæring kaldes og gives befaling til at prædike Guds hellige evangelium og uddele Jesu Christi sakramente (Esa.52. Ezec.3.33. Joan.21 Matt.28 Marci 16. 1.Timothei  3.Titi 1.).

Om pavens bisper
Bisper er de som efter pavens samtykke rages, smøres og krones af andre ragede og smurte bisper (1). Præster er de som rages og smøres af bisperne med nogle af mennesker opdagede signelsesord til at holde messe for levende og døde, dog de aldrig prædiker en Guds tydel, men jager og render, platter og beskatter og gør al ting foruden det rette og eneste som er en biskops og præsts embede, som er at prædike og lære det hellige evangelium og uddele vor herre sakramente blandt Guds folk. Kære broder, hvor læser du i den hellige skrift at Vorherre eller hans apostle ragede, smurte eller kronede nogen bisp eller præst, eller lærte at man skulle smøre, rage eller krone dem her etc.

Om kirkegods – de evangeliske prædikanters lærdom
Når al verden ved og fortæller, at kirkegods og rente er givet til den hellige kirke i sådan en god mening, at der heraf skulle ske Gud lov, hæder og ære, og den hellige kirke fremmes og opholdes, hjælpes og får bistand, da lærer vi og fortæller, at alle som bliver mægtige og rige af kirkegods, lever i pragt, pral, ro og fred, besidder og ejer uretfærdigt og ukristeligt både for Gud og alverden og kan have og bruge sådant godt som de med skam må bekende. Men burde sådant gods af dem som har magt og er med magt og sværd Guds tjenere (som Paulus siger) (Ro. 13.) taget fra sådanne ukristelige besiddere og overladt til en kristelig anvendelse, først til gode og fromme ærlige, viise og lærde mænds underhold, i blandt hvilke nogen kal opdrag, lær og undervise gode folks børn udi anstændige, høviske, ærlige og kristelige sæder, og boglige kunster, nogle tjener med Guds ord, lærdom og prædiken og den hellige kirkes sakramentes udlevering ( Gal.6.1. Timotei 5. Math 28. Marci 16. Jo. 21. Deute.15.).

Ligeledes hjælpes fattige studenter til lærdom og bøger, fattige og ærlige piger og jomfruer, og andre fattige faderløse børn, arme fattige enker til et ærligt brød. I alt dette gods (hvis den hellige kirke skal have nogen gavn ud af det, (Gud til lov, hæder og ære), da burde det rettelig deles i tre parter, først til de kristelige bispers og præsters ærlige underhold med klæde og føde, siden til hjælp og underhold til studenter, kollegier og skoler, hvilke som var de som det retsindige kloster, dersom man tager vare på dem udi deres rette tilstand, væsen og regimente.

Ydermere til hospitalsophold, hvor hvert et fattigt menneske skal hjælpes efter sit behov. Sandelig dersom kirkegodset blev anvendt hertil, skulle det med Guds hjælp kunne række til, så riget omsider bliver opfyldt af ærlige og fromme mænd, der vil være riget til stor gavn og hjælp og bistand, og siden afskaffes det usigelige og vederstyggelige tiggeri, hvilket Gud har givet os besked på, som vil være hans folk, at vi ikke skal tillade det blandt os.

Papisters lærdom om kirkegods
Hvad de lærer om kirkegodsets anvendelse giver deres gerninger klart til kende.  Men det er nu (O herre Gud, hvilken forstokket blindhed) kommet så langt, at dovne menneskers maver, hos mænd og andet krigsfolk ligesom horer og hunde, der hverken tjener Gud eller verden, der var foragtet af den hellige kirke, de der brugte, ødelagde og opslugte dens gods, rente og penninge etc. Det forbedrer den evige Gud. Ja, hvem der siger, prædiker eller underviser noget herimod, han udråbes straks som den hellige kirkes fjende, kætter, lutheraner og forbandet sjæl…

Noter ved Henrik Adrian:

• (1) Paven skal give sit samtykke (confirmatio) til en bispeudnævnelse, bispen skal så være kronraget – og præsteviet (kronragning kræves også af andre præsteviede), han skal smøres (med indviet olje) af en anden bisp eller ærkebisp, der selv er indviet, og han kan derefter selv fungere som indviet bisp. Bisper, der ikke er indviet (men kun valgt, electus) kan ikke udføre de kirkelige handlinger, som er knyttet til bispens religiøse del af embedet. Det er dette forhold, der afvises af de evangeliske prædikanter.

Kilde 32: Confessio Hafniensis – Københavner bekendelsen og herredagen juli 1530 liske og papistiske lærdom 1531.

Herredagen 1530 i København omfattede det sidste større religiøse opgør inden Frederik den Førstes død i 1523. Herredagen blev afholdt i lyset af Christian den Andens truende tilbagekomst til riget, efter at han havde fået fornyet støtte fra kejser Karl den Femte.

Derfor blev de religiøse konflikter ikke løst på mødet. Kongen ønskede øjensynligt at fastholde sammenholdet med de katolske bisper, byernes råd og højadelen for at kunne finansiere de militære udgifter og holde Christian den Anden væk fra kongemagten.

Herredagens vigtigste vedtagelser omhandlede derfor finansieringen af de militære udgifter og sikring af forsvaret mod Christian den Andens truende angreb på riget. Men kongen fastholdt sin accept af den evangeliske bevægelse, det ses fx i herredagsrecessen for købstæderne med forsøget på fortsat at tillade evangelisk prædiken og dermed søgte kongen at sikre sig støtte fra de evangeliske byråd i de større købstæder, mens en udsættelse af ophævelsen af bispernes magt og lokale herredømme stadig sikrede at både den katolske højadel og bisperne støttede op om kongen mod Christian den Anden.

Kilde 32A: Københavner bekendelsen

Kongen havde til herredagen i København indbudt både de evangeliske prædikanter og repræsentanter for de pavelige bisper og deres fortalere heriblandt et par udenlandske teologer, som nogle af de katolske bisper havde indkaldt. Selve indbydelserne findes ikke mere, men ved at indbyde parterne så bredt, må det have været kongens mening at få en afgørelse på stridighederne med de katolske bisper.

De mange evangeliske prædikanter blev på få dage enige om en bekendelse i 43 artikler. Samtidig begyndte de at prædike i de københavnske kirker, men kongen forbød deres optræden. Efter nogle dage fik de så atter tilladelse til at prædike og under stor opsigt fremlagde de deres synspunkter.

Deres modpart kom ikke til orde, og det kom ikke til den disputation, som der var lagt op til. Der blev også fra den katolske side fremlagt kommentarer og senere skrifter mod den evangeliske bekendelse. Selve herredagens forløb gennemgår Povl Helgesen i kilde 11C. Materiale og herredagens forløb omtaler Arild Hvidtfeldt i sin Danmarks Riges Krønike. Frederik den Førstes Historie (1597, genoptryk 1977) s. 197- 225. 

Teksten på gammeldansk findes i afskrift i et eksemplar i Det kongelige bibliotek. Den oprindelige tekst kan være skrevet af den evangeliske prædikant Peder Laurentsen fra Malmø, der var blandt de 21 prædikanter, som var tilstede på herredagen i København juli 1530.

Teksten refereres direkte i Arild Hvidtfeldt: Danmarks Riges Krønike. Frederik den Førstes historie. Kbhvn 1597 (genoptr 1977) s 199-207.

Hele teksten er trykt i Niels Knud Andersen: Confessio Hafniensis. Den københavnske Bekendelse af 1530. Gads forlag 1954 s 19-25. Denne fremstilling er en kirkehistorisk disputats, der giver grundlaget for andre historikeres fortolkning af teksten.

Kortere fortolkninger findes i Kai Hørby: Reformationen i Danmark. Gyldendal 1975 s 94-95, der omtaler Københavner-bekendelsen ligesom Martin Schwarz Lausten: Reformationen i Danmark. Akademisk forlag 2002 s 71-87.

Diskussionen blandt historikerne tager stilling til, om bekendelsen kan opfattes som luthersk, og dette afvises i dag. N. K. Andersen viser hvordan bekendelsen også er præget af de mange sydtyske og svejtsiske bekendelser (Zwingli m.fl.) og at den særlige indflydelse fra Luther først kommer til senere.

Teksten er her inddelt med en række overskrifter svarende til Niels Knud Andersens analyse og gennemgang. Der er overskrift og introduktion til hver del i kursiv skrevet af Henrik Adrian.

Oversigt med angivelse af indhold og artikel

• 1. Den hellige skrift som eneste regel og lov (1-3,43)
• 2. Kristus (4-12)
• 3. Kirken (11-13)
• 4. Band (14-17)
• 5. Sakramenter: Dåb og nadver (18-19)
• 6. Ægteskab (20-21)
• 7. Faste (22)
• 8. Løfter (23-24, 41)
• 9. Gudstjeneste (25-27)
• 10. Sakramenter og messe (28-30)
• 11. Helgener (31-32)
• 12. Skærsild. Vigilier (33-35)
• 13. Rette bisper og præster (36,40)
• 14. Øvrighed (37)
• 15. Skriftemål (38-39)
• 16. Billeder (42)
• 17. Conclusio (Afslutning)

Indledning

Disse efterskrevne artikler er de, som vi prædikanter ud i Vor kæreste Nådige herres kongelige Majestæts købsteder København, Malmø, Viborg, Ålborg, Assens, Landskrone, Randers, Horsens, Køge, Ystad, Trelleborg og andre steder ud i hans Nådes rige, tilkaldt af almuen, som begærer og tørster efter sandhed og at høre Guds rene ord. Vi tror fast og prædiker og lærer, hvilke artikler vi er villige til at hævde og bevise med den hellige skrift og dens sande mening.

1. Den hellige skrift som eneste regel og lov 1-3, 43
Den hellige skrift er det eneste grundlag der findes, når man skal tolke og forstå religionen. Artiklerne redegør for at mennesket ikke på egen hånd må konstruere forklaringer og påfund.

Dette udgangspunkt er ikke typisk luthersk, men er hentet hos de reformerte prædikanter.

Første Artikel
Den hellige skrift som kaldes canonica scriptura, den er ene og én fuldkommen regel og lov at leve og rette sig efter, for alle de mennesker, der vil have nåde og salighed af Gud.

Anden Artikel
Og derfor har intet ægte kristent menneske anden regel eller lov behov til retvished (1) eller salighed, end den eneste Jesu Christi lærdom, som er den førnævnte hellige skrift uden tilføjelse af menneskenes tillagte forklaringer og påfund.

Tredje Artikel
Ydermere, den som en anden vej vil gå, eller lærdom følge uden eneste efter skriftens udvisning til retvished og salighed (som rundelig gives i Jesu Christi tro), han er vanvittig, blind og vantro, ligegyldig, hvor viis og hellig han synes for verden.

2. Kristus 4-12
Her fastslås treenigheden og trosgrundlaget, stadig fastholdes den hellige skrift som rettesnor.

Fjerde Artikel
Af den nedskrevne hellige skrift ved og tror vi, at der er en evig naturlig almægtigste alviseste Gud i tre personer faderen, sønnen og helligånden, lige i al guddommelig evigheds magt og ære, som har skabt himmel, jord og alle væsener.

Femte Artikel
Vi tror og lærer, at Guds søn Christus Jesus som sand menneskesøn, er født af Guds faders barmhjertighed alene uden vor fortjeneste med alle menneskers vilkår uden synd af en ren jomfru, han blev sendt og give til os som den eneste saligheds mester og doktor, for at vi skulle høre ham og adlyde ham.

Sjette Artikel
Andre menneskers røst, lærdom, høje titler og navn regner vi for intet, hvis ikke de har den retsindige lærdom, som er Jesu Christi rene ord og kristelige at straffe synd, og hvad der er imod sandheden.

Syvende Artikel
Ligeledes tror og lærer vi, at vor herres bespottelse, forfølgelse, pine, død, opstandelse, himmelfærd og det han lærte og gjorde, er visselig skænket og givet til vor retvished, pligt og bod og eftergivelse for alle vore synder.

Ottende Artikel
Vi siger og tror, at alle som lærer anden retvished eller anden fuldendelse end Christi tro, pine og død, at de er bespottere og kættere, hvis de fastholder dette.

Niende Artikel
Vi tror og lærer, at når Jesus Christus kommer til dom, skal enhver dømmes efter sine gerninger, det er efter sin tro, eller vantro, efter hjærtens frygt og overbevisning, efter kærlighed eller ondskab i gerninger, ikke efter ansigt eller udvortes navn, klæder eller titel, ragelse eller andet menneskeligt digt eller påfund.

Tiende Artikel
Dog foragter vi ikke alle ydre ceremonier, heller ikke alle gamle skikke. Som det har været bestemt i en fri mening og som efter tidens situation må ophæves. Men dem tilskriver vi, som er imod Guds ord og simpel hiærter til en slabrand (hindring, anstød, bogspænde) i det de mener sig deraf at blive retviise og hellige.

3. Kirken 11-13
De evangeliske prædikanter opfatter ikke kirken som en materiel institution, men som et åndeligt samfund af troende. Den etablerede pavelige bispekirke afvises af prædikanterne.

Elvte Artikel
Vi tror og lærer, at den hellige tredje person i guddommen, er alle kristne menneskers trøstere og hussvalere (2), hvilken fornyer vort sind og hjerter med adskillige guddommelige gaver og i Kristi tro og lærdom, ordner og forsamler den sande kristne kirke.

Tolvte Artikel
Vi tror på, at den hellige kirke er alle retfærdige menneskers samfund, som i en eneste tro er blevet hans retviise kære børn, ligegyldigt hvor de er. En anden bemærkelsesværdig kirke hvor det ydre synes helligt og smukt, lægger vi ikke vægt på.

Trettende Artikel
Fordi denne kirke er tit og ofte imod den sande hellige kirke, hun forbander det som Gud støtter, hun forskyder det som Gud modtager. Hun påberåber kættere det, som deres rette sandhed lærer og synden straffer, og gør sig godt i sin egen helligheds påfund, og går efter sit eget sind og lov.

4. Band 14-17
At sætte en person i band, var i den senkatolske kirke et meget anvendt middel til at sikre at kirkerettens og de mange forskellige afgørelser som kirkens repræsentanter udøvede overfor menigheden ved skrifte og i mange praktiske sammenhænge blev gennemført. Band (det ”rette band”) begrænses i artiklerne 13-16 til kun at bruges mod den, der synder således mod Gud, at han dermed foragter og beskæmmer sin næste. Bandet har således alene en opdragende og moralsk betydning, som præsten og menigheden skal være enige om. Her spiller også menigheden en rolle som udøver af bandet – nu alene udelukkelse fra nadveren. Menighedens rolle er stor ifølge Malmøbogen (se kilde), men begrænses efter 1536.

Fjortende Artikel
Ligeledes tror vi, at den Gud ikke bandsætter og ej heller forbander, at ingen kan forbande ham, men den som uredeligt bandsætter, hans band falder på ham selv. Omvendt er vantro ugudelige øjenskalkes velsignelse, hellige ord og aflad, forbandelse for Gud.

Femtende Artikel
Ligeledes ret band er ikke den evige forbandelse. Som vanvittige øjenskalke siger, men det er en udskillelse fra det kristne samfund og sakramentets modtagelse, på det at den der forhærdede synder mod den kristne kirke og beskæmmer hende, må beskæmmes og så besinde sig, for at komme til forbedring.

Sekstende Artikel
Ingen bør eller må bandsættes uden den som synder mod Gud, at han således foragter eller beskæmmer sin næste, og fordi vi intet deri bandt, Som bandsætte dem som lære sandhed og straffe synden, og de som er bandsat for penge eller anden udvortes opdagelse menneskets vildt eller handel

Syttende Artikel
Ligeledes tror og lærer vi, at ret band for førnævnte sager ikke bør bruges så skødesløst og ukristeligt, som det har været i brug i lang tid. Men det skal bruges til dem, som har syndet, af Guds ords tjener eller sognepræsten med den menige forsamlings samtykke til forbedring, og hvor det sker bør de ikke foragtes.

5. Sakramenter: dåb og nadver 18-19
Udfra skriftens ord accepteres kun 2 sakramenter af de evangeliske: dåben og nadveren.  

Attende Artikel
Den hellige kristne kirkes sakramente tror og lærer vi hvert kristent menneske, at være nyttige og af nød, det særlige som er befæstet og har fast grund i den hellige skrift, som er dåb og Kristi legems og blods delagtighed i hans pine og død i ihukommelse.

Nittende Kapitel
Om disse har vi Guds ord og løfte. De som vil stride eller vil påkalde, at der er flere sakramenter, de gør det efter sine egne tanker, vi tror og agter den hellige skrift, som er en sikker viden, og ikke hvad menneskets fornuft og kødelige visdom udtænker.

6. Ægteskabet 20-21 
Ægteskabet er også helligt og diskuteres kraftigt i forbindelse med de evangeliske prædikanters giftermål og afvisningen af det katolske krav om cølibat for alle gejstlige.

Tyvende Artikel
Ligeledes tror og lærer vi, at i Paradis er pragtfuldt ægteskab mands og kvindes samkvem i Guds frygt helligt og ærligt blandt alle, og alle er fri til at indgå det eller ej. Men disse bod som ikke har særlig gave og nåde til afholdenhed og kyskhed.  

Enogtyvende Artikel
At leve ærligt udi ægteskab og holde det troligt, er et sandt kyskheds levned for Gud, og at forbyde det liv for nogen mand eller kvinde, under et fordækt helligt skin, det er djævelens lærdom.

7. Faste 22
I senmiddealderen var der en lang række fasteregler og regler om at man ikke spiste kød på fredage mv. De evangeliske prædikanter tog kraftigt afstand herfra, da fasteskikkene ikke var begrundet udfra den hellige skrift.

Toogtyvende Artikel
Vi tror og lærer desuden, at det er djævelens lærdom at forbyde eller give sig af med mad på bestemte dage, fordi Gud har gjort alle kristne mennesker fri og ens.

8. Løfter 23-24, 41
Prædikanterne tager afstand fra løfter, som ikke er begrundet i den hellige skrift. Derfor afvises munkelivet.

Treogtyvende Artikel
Vi tror og siger om klosterløfter og munkeløfter, at de ikke kan underbygges af den hellige skrift, men deres levevis og selvdigtede gudstjeneste og ceremonier, ørkesløshed (3) og deres omfattende gerninger er mod Gud og skriften.

XXIIIJ Artikel
Munkeløfter er også mod den kristne frihed, de er løgnagtige, selvom de kan være gode mod verden, så er de dog ubehagelige for Gud, idet de er efter menneskenes bud og ingen tjeneste er Gud taknemlig uden det er efter hans befaling.

9. Gudstjeneste 25-27
Den katolske messe er en offermesse (se Fortælling 15, afsnit 5), den tager de evangeliske præster efterhånden afstand fra ligesom de afviser, at det er pragten, alteret og udstyret, der betyder noget for den rette troende.

XXV Artikel
Ret gudstjeneste er at tilbede vor himmelske fader i ånd og sandhed. Det er at tro af hjertet og bekende sig til en eneste Gud og Jesu Kristus vor frelser. Hvilken han udsender os til salighed, så at vi i et trofast hjerte forhåbentlig af ham ene skal blive salig.

XXVJ Artikel
Ligeledes tror og siger vi, at den rette gudstjeneste og dyrkelse findes ikke i udvortes (4) sang, læsning, messefremsigelse, ceremonier, udsmykkede templer, kapper, ragelse (5), smørelse eller anden udvortes hellighed, som ulærdt præsteskab lærer, og simpelt folk undre sig og tror derpå.

XXVIJ Artikel
 Ligeledes tror og siger vi, at den rette kristne messe er intet andet end Jesu Kristi pinedød og Guds faders kærligheds hukommelse og højtideligholdelse, i hvilket hans legeme spises og hans blod drikkes for hvis skyld vi gennem ham har fået syndernes forladelse.

10. Sakramenter og messe 28-30
Nadveren skal bestå både af brødet (legemet) og vinen (blodet), der gives til menigheden ligesom messen er til for at mindes at Kristus ofrede sig for at alle troende kan blive frelst.

XXVIIJ Artikel
Hvorledes denne Jesu Kristi nadver håndteres og holdes frem, og blandt de levende som Gud har sendt ham til, der bør et kristent menneske modtage begge dele, legemet i brødet og blodet i vinen, sig selv (det er den levende) til nytte.

XXIX Artikel
Ligeledes tror og lærer vi, at den rette kristne kirke har et eneste offer, som en gang fuldkommen  ofrede vores Jesus Kristus på korset for alle verdens synder, og kan han ikke mere ofres, som de bespottelige nu gør i deres messer for levende og døde.

XXX Artikel
Ligeledes tror og lærer vi, at sakramente, evangeliets skrift og den menige lovsang i kirkens forsamling, bør være på det sprog almuen kan forstå, og de opvækkes til sand lov og taksigelse af hud og hjerte og stadfæster og svarer deres Amen til, men anvendes et andet tungemål, skal det straks udlægges på det sprog man kan forstå.

11. Helgener 31-32
De evangeliske prædikanter afviser at de afdøde helgener kan gå i forbøn for de levende troende og at man kan bede til dem. Det er alene Jesus Kristus man skal forlade sig på og henvende sig til.

XXXJ Artikel
Ligeledes tror og lærer vi at Guds værdige helgen, det er et ret tro kristent menneske, må at bør bede for hinanden, og bede deres kærlighed. Men om de værdige helgener og Guds venner som er døde og hviler hos herren, har vi intet i skriften, at vi skal henvende os til dem eller tilkalde dem.

XXXIJ Artikel
Vi tror og lærer, at Kristus er vor eneste tolk og skytsherre, der forliger og mægler mellem os og Gud fader, og han er (i det han er Gud og menneske) os nok så vi ikke har behov for nogen anden og på ham forlader vi os.

12. Skærsild og vigilier 33-35
Skærsilden som mellemstation mellem jordelivet og dommens dag afvises som en konstruktion af de evangeliske prædikanter. De mange forskellige aktiviteter (aflad, messer med forbøn for afdøde, der befinder sig i skærsilden, gode gerninger, der giver eftergivelse i skærsilden osv. afvises.

XXXIIJ Artikel
Ligeledes tror og siger vi, at menneskenes visdom, fornuft og hellighed og selvdigtede gode gerninger, aflad, broderskab (6), gengæld og andet påfund gælder intet for Gud, og kan ikke skaffe os frelse, som mange vanvittige og skamløse præster og munke endnu lærer.

XXXIIIJ Artikel
Ligeledes siger og tror vi, at der kun er to veje at vandre efter dette timelige liv, en til helvede som alle vantro skal vandre, og en til himmerig som de troende skal gå, om skærsilden, som gerrige og dovne mennesker har opdaget og blevet rige af, kan intet bevises med sandhed i skriften.

XXXV Artikel
Om vigilier (7), messer eller højtideligheder, der holdes for vore afdøde brødre og søstre i Kristus, har vi intet i skriften. Men vigilier (som vi kalder at våge, holde vagt) de hylder de gamle forfædre, og er ikke de døde tilhjælp, men de levende til trøst, omsorg og lærdom. Lad os vise ringeagt for den timelige død og håbe på det evige liv og salighed.

13. Rette bisper og præster 36, 40
De evangeliske prædikanter tager afstand fra de mange praktiske områder som de katolske bisper og præster organiserede og bestemte over. De evangeliske præster er valgt af menigheden.

XXXVJ Artikel
Ret kristne bisper og præster (som er alle det samme) er intet andet end prædikanter og tjenere af Guds rene ord, hvilket de bør uddele og forkynde for almuen, under sjæls fortabelse, og de bør ikke befatte sig med verdens forretninger, pragt eller hovmod, ikke stride eller føre krigsfolk, ikke at være til doms, i konflikter eller i anden lignende gerning, som ikke hører til deres embede. Men tværtimod bør de opgive både det ene og det andet, for de kan ikke fremstå med kristelige håb i begge sammenhænge.

14. Øvrighed 37
Der er her ikke tale om en luthersk fortolkning af fyrstens forhold til kirken, men alene om at der sættes grænser for den frihed som hvert kristens troende menneske skal have. Først senere kommer den klare opdeling i den verdslige og den kirkelige verden til.

XXXVIJ Artikel
Ligeledes tror og lærer vi, at alle mennesker, gejstlige (som vi kalder dem) eller verdslige hvilken stand de end er fra, bør være verdens fyrster og øvrighed underdanige i lov, skik og hvad som ikke er mod Gud, og hvad som opretholder menigheden. Gejstlige dekreter og privilegier, der er imod dette, de er ukristelige.

15. Skriftemål 38-39
Skriftemålet er til diskussion mellem de forskellige prædikanter. Det katolske krav om bod og gerninger afvises.

XXXVIIJ Artikel
Ligeledes tror og lærer vi, at den almindelige bekendelse, som vi her til dags har kaldt skriftemål, er nyttig for os til vor saligheds oprettelse, i hvilket vi af et ydmygt hjerte bekender os for Guds bedende nåde. Dertil og så det skriftemål eller den bekendelse, som vi gør overfor vor jævnkristen, hvilken vi har fortørnet, hvilken samme med det første er efter Guds befaling. Men det lønlige skriftemål (8) med de bestemte vilkår, der var tidligere, er ingen pligtig til at deltage i, mere end til et andet menneskets budt eller seett.

XXXIX Artikel
Ligeledes råder vi til at førend nogen går til at modtage det højværdige sakramente Kristi legeme og blod, at han efterprøver og ransager sin samvittighed efter skriftens bud, og går så til kirkens tjenere eller præst og giver for ham til kende sin begæring og tro, om der mangler noget heri, eller han tvivler på noget. Begærer hans gode råd og undervisning og modtager af ham den evangeliske tilgivelse.

XXXX Artikel
Ligeledes tror og lærer vi at, i Jesus Kristus vor evige eneste præst, er vi alle kristne præster. Det er de som selv skal ofre til Gud, et levende taknemmeligt offer, prædike og bede etc.  Men af disse præster skal udvælges med den kristne menigheds samtykke, de som for samme menighed skal prædike, administrere sakramentet og tjene ham.

XXXXJ Artikel
Ligeledes tror og lærer vi, at alle ørkesløse (3) munke, eller hvem de er, som er raske og føre, og som modtager den almisse, som fattige syge og faderløse børn skulle have, og løber omkring og tigger den simple almue med falsk forret. De skulle sættes i band efter skriftens tekst.

16. Billeder i kirken 42
Der er uenighed om de mange katolske billedfremstillinger i kirkerne og deres betydning. Men de danske prædikanter er tolerante og accepterer billederne, hvis de ikke bruges til afguderi.

XXXXIJ Artikel
Ligeledes tror og lærer vi også (så afguderiets årsager kan fjernes) at det var meget godt at der var ingen billeder eller efterligninger i forsamlingshuset (efter præstens, forstandernes og menighedens vilje og råd) som kaldes kirke. Kloge og rette kristne skades ikke om de bliver der. Men vanvittige og simple folk misbruger dem og bruger dem til afguderi, som vi har set og nu kender til.

XXXXIIJ Artikel
Ligeledes tror og lærer vi, at den rette hellige kristne kirkes og forsamlings hoved og forstander er alene vor saligheds Jesus Kristus, og intet andet væsen enten i himmelen eller på jorden, af hvilket hoved Kristus al lov, sundhed og salighed, vederkvægelse og alt godt kommer i lemmerne som er alle kristne mennesker.

17. Afslutning
Conclusio
Disse nedskrevne artikler og alle, som vi her til dags har åbent prædiket og lært, er vi åbne til at fastslå og kristeligt forsvare først for Gud, så for al verden og for vor kæreste nådige herre, hans kongelige majestæt, hans nådes rigets råd, bisper og prælater og menig mand, lært og ulært, og vi vil bevise, at vi (med Jesu Kristi hjælp) i ord og gerninger er kristne mænd og ikke kættere, som de sande kættere, Gods ords og sandheds modstandere anklager os for at være uden al grund og ret påvisning. Vi vil ikke vige i Guds ords sandhed for nogen verdslig højhed, mægtighed, viden eller hellighed, hvad det end skal koste, men hvis nogen kristen kan undervise og bedre med Guds ord og den rene skrift, vil vi gerne sige til og rette os efter Guds ord og hans undervisning. Kan man ikke gøre det (som i sandhed ingen kan gøre), da vil vi fortsat forblive ved den forskrevne tro og lærdom, hvadenten Gud vil der skal komme efter etc… (9).

Noter ved Henrik Adrian

• (1) retviished – udtryk for retfærdighed
• (2) hussvalere – have omsorg
• (3) ørkesløshed – uvirksomhed, doven, ledig
• (4) udvortes – ydre, det vil sige at det ikke har trosbetydning.
• (5) ragelse – skrabsammen, snavs
• (6) broderskab – er her de sammenslutninger der sikrer forbøn og gudstjenester for de afdøde medlemmer. Derfor afvises de af de evangeliske prædikanter.
• (7) vigilier – sjælemesser, gudstjenester, der ofte sker aftenen før de store helgendage.
• (8) de evangeliske prædikanter skelnede mellem lønligt skriftemål (personligt skrifte) og det fælles skriftemål ved nadvermåltidet. Se Malmøbogen om skriftemål. Senere efter 1536 kræves det for at gå til alter, at man personligt har skriftet overfor præsten.
• (9) Originalen findes ikke mere, her regner man med at der er navne og underskrifter fra 21 prædikanter.

Kilde 32B: Uddrag af reces for købstæderne, vedtaget af konge og rigsråd på herredagen i København 14 juli 1530

Teksten er trykt i Politikens Danmarkshistorie Bd.5 (1963) s. 522.

…Om Guds ord og evangelium vil Vi, at den som har Nåde dertil, må klart prædike og lære det offentligt for det menige folk i alle Vore købstæder og andetsteds i hele riget, eftersom Vore undersåtter, købstadsmænd i Nørrejylland, med al flid har begæret det. Dersom nogen prædiker eller lærer andet end han kan bevise med den hellige skrift, da skal han selv være ansvarlig (stande i rette) derfor…

Kilde 33: Konflikten om Vor Frue kirke i København 1530

Konflikten mellem bisp Joachim Rønnow og bystyret i København spillede en central rolle for forholdet mellem kongen og rigsrådet. I forbindelse med herredagene i juli 1530 blev der aftalt en kontrakt mellem kongen, bispen og byrådet om, at Vor Frue kirke skulle være åben for både de evangeliske prædikanter og bispens præster (Kilde 21B).

I efteråret 1530 kom det til optøjer i byen, hvor borgerne krævede at katolikkerne skulle forlade byen. Bispen indesluttede byen og krævede aftalerne overholdt. Derefter sendte byrådet følgende brev (kilde 33A) til kongen. Senere stormede borgerne under ledelse af Ambrosius Bogbinder Vor Frue kirke (se kilde 34A). Senere blev der i 1531 afholdt forhør herom (Kilde 33C). Et katolsk synspunkt på begivenhederne findes hos Povl Helgesen – se kilde 34A. 

Kilde 33A: København Magistrats brev til Frederik den Første 2. nov. 1530

Brev på gammeldansk. Findes i Knudsen: Joachim Rønnow (1840) s. 161. Trykt i Kai Hørby: Reformationen i Danmark. Gyldendal 1975 s 124-26. Oversat af Henrik Adrian.

 …Stormægtigste konge, allernådigste herre, eders Nådes kongelige Majestæt takker vi ganske underdanigt for al gunst, nåde og godhed, som eders nådes højmægtighed altid på mange måder har bevist overfor os, for hvilken Gud den almægtigste vil give jeres kongelig Majestæt løn for evigt.

Stormægtigste konge, allernådigste herre, eders nådes kongelige Majestæt skal skal vide, som eder Nådes kongelige Majestæt også vel husker, at eders Nådes kongelige Majestæt gjorde en kontrakt mellem bispen af Sjælland og os, som dette vedføjede skrift udviser ord for ord (1).

Så skal eders Nådes kongelige Majestæt vide, at vore prædikanter prædiker og dagligt påtaler de latinske messer, sjælemesser og vigilier (2), og de siger, at det er ret åbenbar gudsbespottelse og foragt for Christi hellige blod og død, og de anklager tit og ofte deres modpart for at forsvare deres messer…

Af disse prædikener opvækkes vor almue imod de førnævnte messer og vigilier. De siger, at de ikke mere kan lide og tåle sådan gudsbespottelse og foragt her i eders Nådes kongelige Majestæts stad, og de trænger os daglig på halsen, for at vi skal standse og afskaffe sådan afgudsdyrkelse, dette kan vi ikke gøre imod førnævnte eders Nådes kongelige Majestæts vilje og samtykke. Og eders Nåde kongelig Majestæt lovede og tilsagde os på sammetid, at eders Nåde kongelige Majestæt ville skrive til os med det allerførste, hvorefter vi ville have os at adlyde, hvilket skrift vi endnu ikke har fået fra eders Nåde.

Vi beder derfor eders Nådes kongelige Majestæt underdanigt, ydmygt og ganske gerne om, at eders Nådes kongelige Majestæt vil skrive til bispen af Sjælland, at han vil handle og ordne det således, at hans kapitel (3) i København vil holde op med samme messer og vigilier, indtil der afgøres en endelig reformatz (4) derpå, enten i kejserriget eller i Danmark. Dette fordi vi des tryggere kunne undgå splid, bulder og oprør og få des bedre enighed og samdrægtighed med vor almue, eders Nådes kongelige Majestæt og os fattige mænd til stor trøst og varig tilstand. For hvis, det Gud forbyde, der skete noget, at vi da skulle være i to dele, hele riget og os alle sammen til evig skade og fordærv.

Allernådigste herre. Vi frygter også meget, dersom sådan falsk ugudelighed ikke afskaffes, fordi der her således dagligt prædikes imod, at disse kanniker og præster i Vor Frue kirke måtte ske nogen overlast der. Her er mange kumpaner i byen, både bådsmænd, fiskere og andre håndværkssvende såvel som borgere, som vi ikke kan regere i denne sammenhæng, for de er alle sammen tilhængere af Guds ord og er imod den papistiske handel og regimente. Hvis de gjorde førnævnte kanniker og præster nogen overlast, da ville vi komme i en stor strid og fejde med bispen af Sjælland og dersom det skete (det Gud forbyde) ville eders Nådes kongelige Majestæts og rigets fjender få stor støtte og mod deraf til at kriges hårdere mod eders Nådes kongelige Majestæts rige og fyrstendømmer. Allernådigste herre og konge, hvis bispen af Sjælland ikke vil tillade, at samme hykleri skal afskaffes, da beder vi underdanigt og ydmygt eders Nådes kongelige Majestæt med al den styrke og magt eders Nåde kongelige Majestæt har fra Gud at sende eders Nådes kongelige Majestæts fuldmægtige herhen, forat indsætte andre i vort sted, og at vi må høre op med vores befaling (styre)…

Noter ved Henrik Adrian

• (1) se 21B
• (2) vigilier – dødsmesser, de nævnte messer er alle katolske messer for at sikre vejen til frelse.
• (3) Vor Frue kirke i København var ligesom domkirkerne og nogle andre store bykirker (fx Haderslev) tilknyttet et kannikesamfund af præster, der var aflønnet af ejendomme, godser og gårde, der lå i selve byen eller som lå i omegnen. Kannikerne dannede et fællesskab om administrationen og kirkens gudstjenester og om den undervisning, der ofte var knyttet til den.
• (4) reformatz – betyder i samtiden den samlede kirkeordning, som alle afventer bliver gennemført af et kirkekoncil eller ved en generel aftale. Begrebet bliver også anvendt som den evangeliske kirkeordning (fx i Malmø), der er gennemført i praksis.

Kilde 33B: Kontrakt om gudstjenesten i Vor Frue kirke

Kontrakten er vedlagt brevet til Frederik den Første 2. november 1530.
Findes i Knudsen: Joachim Rønnov (1840) s. 164. Trykt i Kai Hørby: Reformationen i Danmark. Gyldendal 1975 s. 126-27.

... Ligeledes skal der holdes i Vor Frue kirke i København, som herefter følger så længe indtil der bestemmes en anden aftale om etc.

Ligeledes skal og må kannikerne i Vor Frue kirke læse og synge og sige latinske messer, som de har gjort til denne dag. Dog således, at de evangeliske prædikanter skal prædike deres Guds ord og fremsige dansk messe om søndagen.

Ligeledes skal ingen kanniker eller præster i København formindskes i deres jordskyld eller rente (1).

Ligeledes skal ingen kanniker eller præster overfaldes eller behandles uretsmæssigt på nogen måde.

Ligeledes skal ingen kanniker eller præster gøre noget mytteri blandt almuen på nogen måde imod Guds ord.

Ligeledes har nogen præst et forleningsbrev på noget len, da skal hans rente ikke tages fra ham, mens han lever i København, som borgerne der sammesteds har at forlene. Når de præster dør og afgår, som har sådanne borgeres forlening, da må borgerne lægge og anvende samme rente til anden Guds tjeneste, hvor det kan dække.

(Uden på med en samtidig håndskrift): Ceremonier som skulle holdes i Vor Frue kirke i København.

Kilde 33C: Forhør af medlemmer af Københavns magistrat efteråret 1531

Trykt på gammeldansk i Kai Hørby: Reformationen i Danmark (1972) s 127-28. Oversat af Henrik Adrian.

Ligeledes sagde Per Kempe, at han intet kender mere til det, end da bispen og borgerne blev forligte, da ville Rasmus Bager og Kort Berman, at således skulle det ikke være.

Ligeledes vidnede Per Jørgensen, at Ambrosius Bogbinder på det tidspunkt sagde, da der kom trætte mellem bispen og byen København, at han havde 300 på hånden, og at de vel fik en herre, der ville forsvare dem, dersom kong Frederik ikke ville, og at han frygtede, at den prædikant mere ville prædike til gode for kong Christian end for vor Nådige herre.

Ligeledes vidnede Anders Hallager, at Ambrosius sagde, dengang da der kom strid mellem bispen og København by, at dersom vor Nådige herre ikke ville forsvare dem, så fik de vel en herre. Ambrosius Bogbinder sagde på det tidspunkt, at han havde 300 borgere på hånden som havde frasagt sig med ham. Og på det tidspunkt kontrakten blev læst på rådhuset, da sagde Kort Berman og Rasmus Bager, at hvis prædikanterne ikke måtte prædike Guds ord, så begærede de at måtte forlade byen. Anders sagde, at der var en munk hjemme hos ham der sagde, at de ikke måtte indlade flere landsknægte end en fænnike i byen, så borgerne var dem tilstrækkeligt stærke.

Ligeledes vidnede Ambrosius om Rasmus Bager og Kort Berman ligesom Andreas Hallager.

Ligeledes vidnede Tamis Guldsmed, at han intet vidste om denne begivenhed.

Ligeledes vidnede Laurits Jenssen, at dengang da kontrakten blev aftalt mellem bisperne og borgerne, da sagde Ambrosius, at han ville blive ved det hellige evangelium, og han kendte 300 borgere på sin hånd, der havde frasagt ham…

(En del andre vidner, som Tam Listemager, Oluf Skriver, Jens Perssen, Pouil Hanssen, Mester Hans Wynck, Christiern Æggessen, Tam Brygger, Rasmus Kedelsmed, Henrik Trommeslar, blev afhørt. Men enten viste de intet, eller også sagde de det samme – kun mindre udførligt fremsat – som de tidligere afhørte vidner.)

Kilde 34: Povl Helgesen: Uddrag af Skibykrøniken – om stormen på Vor Frue Kirke og Kristiern den Andens tog til Norge og hans fængsling

Povl Helgesen var karmelittermunk og blev i 1511 leder af Karmelitterhuset i København og blev samtidig lektor ved Københavns Universitet. Mere om Skibykrøniken og Povl Helgesen, se kilde 8 og biografi.

Kilde 34A: Stormen på Frue kirke, Hans Tavssøn og roskildebispen Joachim Rønnow.

Uddrag fra A Heise (oversætter): Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s. 135-42.
Tekst i kursiv er randnoter til selve teksten.

Den forfærdelige vanhelligelse af Vor Frue kirke i København.

I det herrens år 1531, på den tredje juledag, som er indviet til den hellige evangelist Johannes, styrtede nogle lutheranere fra København, grebet af et utroligt raseri og vanvid, ind i Vor Frue kirke, som er den største og ypperste kirke i denne by, og vanhelligede den med deres kirkerøverske hænder. Først omstyrtede de alle helgenbillederne, spyttede på dem, slog dem med næveslag og spottede dem med forargelige skældsord, mens de sønderslog dem med deres økser, og derpå trængte ind i koret, hvor de fuldstændig ødelagde kannikestolene og alt panelværket. Højaltret forblev dog uskadt, da byfogeden forsvarede det med fare for sit liv, man alt andet blev vanhelliget: man gik endog så vidt, at man sønderrev bøgerne. Men de skældsord og forhånelser, hvormed Kristi præster og i det hele taget alt, hvad der er helligt i vor religion, overdængedes, har jeg ikke lyst til at fortælle; thi det overgår alt, hvad man kan forestille sig. Men de folk, der fornemmelig var ophavsmænd til dette kirkerov, var, efter hvad man sagde, en mand ved navn Ambrosius, som den gang var borgmester, en stilling som han kort efter mistede, fordi han var mistænkt for forræderi (1), Konrad med øgenavnet Køkkenfedt (2), Anders Guldsmed (3), Vilhelm Ronge, Hans Sort, Rasmus Bager (4), Skipper Thøger, Herman Røling, Jacob Pottemager og Peder Guldsmed. Dette var jo imidlertid folk uden forstand, uden fornuft, ja uden klogskab, mennesker, der helt havde opgivet sig selv og desuden var berygtede for mange forbrydelser, tildels nedsunkne i den dybeste gæld, ugudelige mod Gud og spottere af alt helligt og guddommeligt, og da de havde vendet sig helt til at slutte sig til oprørets sande ophavsmand, Hans Tavssøn, dette udyr blandt alle udyr, hvis tunge også er det skamløseste, man kan tænke sig. Så holdt de derfor hemmelige rådslagninger og samlede en stor skare af pøblens værste bærme: thi det skulle jo have udseende af, at der ikke var nogen bestemt ophavsmand til så stort et kirkerov, til hvem man kunne holde sig for så stor en forbrydelse. Denne skare af forvorpne skalke hørte næppe nok ved nattens frembrud op med sin kirkerøveriske vanhelligelse, og uden tvivl havde de fortsat om natten, som de havde begyndt om dagen, hvis ikke forbrydelsens rænkesmed, Hans Tavssøn (som havde holdt sig skjult hele dagen igennem), i sidste øjeblik var kommet til og med nød og næppe havde fået dem til at holde op. Således viste det sig ved klare kendsgerninger, at det er lettere at ophidse afsindige mennesker end at holde dem i ave, når de er ophidsede. Også lutheraneren Peder Kempe var borgmester, da denne vanhelligelse fandt sted, og da han hverken kunne gøre sig bemærket ved høj byrd, fremtrædende dygtighed eller iøjnefaldende klogskab, man dog ville være noget, så søgte han at vinde sit adelskab ved denne berygtede forbrydelse og mange andre lignende kirkerøveriske gerninger (5).

Efter dette kirkerov lagde man mærke til en stor ubestandighed i Hans Tavssøns gerninger: kættere er jo nemlig altid et ubestandigt folkefærd.  Thi i sin tale hævede han først dette forbryderiske kirkerov til skyerne og ytrede, at det fortjente løn til evig tid og var en gerning, som fornemmelig sømmede sig for evangeliets mænd. Men da han erfarede, at det gode parti i stadens råd var blevet i høj grad forbitret over dette kirkerov og truede med hårde straffe, ja endogså begyndte at lægge hånd på nogle af kirkerøverne, så fik talen en anden lyd. For at gøre øvrigheden tilpas råbte han da højt på, at det var en umådelig forbrydelse som her var fuldbyrdet, og at den ikke skulle udsones med almindelige straffe, men kun med galge og hjul, og på grund af denne ubestandighed ville mange været faldet fra ham, hvis de ikke var blevet hindret heri af den ugudelige ed hvortil mange ved djævelens snarer i den grad var bundet, så at de aldrig kunne løsrive sig fra partiets love (6). Men efter at kirken således var blevet vanhelliget, blev den straks lukket, og således ophørte al gudstjeneste i den , så at den hverken stod åben for lutheranerne eller de rettroende, og den stod lukket omtrent i et helt år, nemlig lige til den…i det herrens år 1531 (7). Da blev den nemlig endelig åbnet efter nogle rigsråders befaling og samtykke, som i de dage opholdt sig i København, men det kostede møje nok, uagtet den valgte biskop af Roskilde dog trængte stærkt på og forlangte, at den atter skulle åbnes; men alle lutheranerne, og især Hans Tavssøn, stadens første prædikant, kæmpede med lige så stor iver imod. Hvad der nemlig mest syntes at have vakt deres forbitrelse, var den omstændighed, at kirken blev åbnet på de vilkår, at den ikke måtte stå åben for lutheranerne og for deres gudsdyrkelse, men kun for de rettroende. Dette vakte også et ikke ringe anstød hos den kirkerøverske konge og stor græmmelse hos rigshofmesteren, den mest kætterske af alle kætterne (8); thi alt hvad der nogetsteds i Danmarks rige fandtes af lutheri, kunne takke deres mod al lov og ret stridende beskyttelse for sin trivsel.

Men der havde heller ikke været nogen anden grund til, at Joakim Rønnov, som da betragtedes som udvalgt biskop af Roskilde (9), med vold og magt var blevet indtrængt som biskop med ophævelse af kapitlets frie valgret, end at lutheriet ved hans hjælp skulle få indpas i hele Sjælland. Thi da kongen så, at han ikke kunne få sit forlangende igennem, at man skulle tage hans egen søn, som endnu var et spædt barn, til biskop i Roskilde, for at han deraf kunne danne sig en fyrstelig stilling (10), så indtrængte han af had til hele gejstligheden, mod hvem han var i høj grad ugunstig stemt, med vold og magt den førnævnte Joakim Rønnov i bispedømmet, efter at han først havde modtaget en stor sum guld af ham; han vidste nemlig, at denne mand besad et ustyrligt og voldsomt sind og var meget gunstig stemt for det lutherske parti. Men da den kirkerøverske fyrste mærkede, at samme Joakim Rønnov, da han først havde fået bispedømmet i sin besiddelse, havde skiftet mening, og var blevet lidt mere kirkeligsindet, end kongen havde ventet (skønt han dog var mere verdslig, end det sømmer sig for en biskop eller var til gavn for kirkens sager), så følte kongen græmmelse og rigshofmesteren fortrydelse over, at man nogensinde havde betroet ham styrelsen af Roskildekirken. Men hvorledes det gik for begge parter (11), vil fremgå af følgende…

Noter ved Henrik Adrian:

• (1) Ambrosius (Bogbinder), søn af Hans Bogbinder, hvor Christian den Anden som 6årig for en kort tid var anbragt. Ambrosius stod i stadig forbindelse med Christian den Anden og var borgmester i København fra 1529. Han blev fjernet fra sin stilling i 1531 sikkert fordi han fastholdt kontakten til kong Christian. Han blev atter borgmester under Grevens Fejde.
• (2) Kort Berman (se kilde 21) var rådmand 1529 eller 1530 og blev fjernet fra stillingen i 1531.
• (3) Rådmand, fjernet fra stillingen 1531.
• (4) Rådmand, fjernet fra stillingen 1531.
• (5) Peder Kempe, borgmester valgt af borgerskabet i 1527.
• (6) Forfatteren hentyder til at den kendte Malmø-borgmester, Jørgen Kock, fik adelsskab af Frederik den Første.
• (7) Kirken blev genindviet 15 november 1531 ved en stor højtidelighed, det var bispen der forrettede indvielsen.
• Baggrunden var et møde af de sjællandske rigsråder, hvor de skulle forberede sig på Christian den Andens tilbagekomst. De vidste endnu ikke at han var taget til Norge med sin flåde. Oplysningen findes i en efterretning i en forsvundet matrikel fra Københavns Universitet, kilde: A Heise (oversætter): Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s  139 note 3.
• (8) Mogens Gøye
• (9) Forfatteren er kritisk overfor valget, ”betragtedes som udvalgt biskop”.
• (10) I 1520erne overtog fyrstelige personer i de nordtyske områder nogle af de katolske bispedømmer og bliver ”fyrstebisper” og ophæver derved forbindelsen til paven og bliver verdslige herrer og samtidig underlægges kirken fyrsten. Frederik den Første havde 4 sønner: Christian (hertug af Slesvig-Holsten, født 1503), Hans (født 1521, det katolske parti ønskede ham som konge i Danmark 1533), Adolf (født 1526) og Frederik (født 1529). Det må være de sidste to der her er tale om, måske den nyfødte Frederik.
• (11) katolikkerne overfor protestanterne

Kilde 34B: Kristiern den Andens tog til Norge og hans fængsling. Povl Helgesens vurdering af kong Kristiern og Odensebispen Knud Gyldenstjerne

Uddrag fra A Heise (oversætter): Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s. 142-51
Tekst i kursiv er randnoter til selve teksten.

…Efter at kong Kristiern , den berygtede tyran, to gange forgæves havde forsøgt med våbenmagt at genvinde Danmarks rige, hvorfra han var blevet forjaget ved Guds retfærdige dom, så fik han nu i dette samme år (12) stort håb om at genvinde sit rige og forsøgte nu for tredje gang, hvad der ikke tidligere var lykkedes (13). Efter at have udrustet en stor flåde og samlet en vældig hær, sejlede han altså ud fra Holland, og efter længe at være omtumlet på havet og efter også at have mistet mange af sine skibe ved skibsbrud, ankom han endelig ved Mortensdags tider (= omkring 11.november) til Norge, dette tilflugtssted for fortvivlede mennesker (14), hvor han længe vaklede mellem håb og frygt, uvidende om, hvor han endelig skullle vende sig hen. Han lod derfor en besætning blive tilbage for at belejre Akershus fæstning og indtog derpå med sin øvrige styrke en borg ved navn Karsborg i det landskab som sædvanlig kaldes Viken. Her blev hele besætningen nedhugget, hvorpå han en enkelt gang kæmpede med svenskerne og nogle få danske i en for dem uheldig kamp ved Lødese; men da den sejr, han her vandt, hverken skaffede ham synderlig hæder eller svarede til hans forventninger, og desuden befalingsmanden på Bohus, hr. Klavs Bilde (15), mens kongen selv kæmpede ved Lødøse, havde opbrændt den lejr, kongen havde i Kongshelle by, og da det gik på samme måde med de lejre, han i den følgende tid var i færd med at opslå i Marstrand og Oddevald (16), så besluttede han med de tropper, som krigen og hungersnøden havde levnet, at vende tilbage til Oslo by, hvor han var landet ved sin første ankomst til Norge. Her forblev han en tid lang og fik imidlertid nogen tilvækst til sin styrke, derved at, at nogle biskopper og adelsmænd i samme rige sluttede sig til ham: thi da lutheriet havde grebet om sig, så de sig i deres fortvivlede stilling nødsaget til til at slutte sig til ham, hvad enten vilkårene var gunstige eller ugunstige (17).

Den af ulykker hjemsøgte kong Kristiern II styrtes ved svig og forræderi i endnu større ulykker.

I det herrens år 1532 holdtes der i april måned en almindelig herredag i København, på hvilken der skulle rådslås om, på hvilken måde man kunne drive kong Kristiern ud af Norges rige, hvor han var trængt ind på fjendevis og som han allerede for en stor del havde i sin magt. Men da Gud, som på en gang er retfærdig og barmhjærtig kæmpede for de danske, opnåede de en uventet sejr. Thi en mand ved navn Knud Henriksøn (18), der var udvalgt biskop i Odense og sædvanligvis kaldes Gyldenstjerne, blev sat i spidsen for de danskes hærmagt, der blev sendt mod kong Kristiern i Norge. Skønt han var kong Kristiern overlegen i våbenstyrke, vovede han dog ikke at afgøre sagen ved våbenmagt, således som det var ham befalet såvel af kongen selv som også af rigets råd (19), men han fattede den tanke, ved list og svig at besnære den listige og svigefulde konge; thi han nærede mistvivl om at kunne overvinde ham med våben; men det havde dog været meget let, dersom hans mod havde været lige så stort, som hans tropper var uovervindelige. Da man derfor tilbød kong Christian mindeligt forlig og fredsvilkår, lod kongen sig med lethed føre bag lyset: thi han var ikke blot nedbøjet af ulykken, men hans magt og krigsstyrke var også svunden stærkt ind. Af 6000 mand var der næppe halvandet tusind tilbage, i det havet, hunger, sygdom og sværd ifølge Guds retfærdige dom på engang sammensvor sig og heftigt kæmpede mod kong Kristierns grusomhed, fordi han aldrig har lært at føle barmhjertighed. Efter mange kunstgreb og rænker fik man derfor endelig med nød og næppe kong Kristiern overtalt til at gå ind på den svigefulde plan, på det vilkår, at han efter at have opløst sin hær, der gennem kong Frederiks lande skulle drage tilbage til Tyskland, alene med få ledsagere og alt sit gods skulle stige om bord i et skib og sejle til Danmark for at underhandle med kongen og rigsrådet om, på hvilken måde der kunne indgås et varigt forlig, og dersom han ikke kunne opnå et sådant efter sit ønske, skulle det stå ham frit for at sejle bort igen, enten til Holland, hvorfra han var sejlet ud (20), eller til en anden provins af Tyskland, hvilken han anså for bekvemmest for sig, efter hans eget frie valg. Da man endelig kom til Københavns red, så talte man ikke længere om nogen fredsunderhandling; men man rådslog ivrigt om, hvorledes man kunne bryde den pagt, der nylig var indgået med den førnævnte biskop af Odense. Man brød da så pagten mod kongens vilje, efter hvad man fortalte, og uden rigsrådets samtykke; thi efter deres befaling og indvilligelse havde den føromtalte Knud fået fuldmagt, ikke til at slutte fred, men til at føre krig med kong Kristiern (21). Dog var det mere ifølge kong Frederiks personlige vilje end efter rigsrådet råd, at pagten blev brudt. Thi kong Frederik selv anså det ingenlunde for sikkert at indgå en pagt med en så troløs fyrste. Efter at man således havde ført kong Kristiern i fælden, der selv var kommet for at føre andre i fælden, og ligeledes – ikke uden at pådrage sig mistanke for troløshed hos fremmede folkeslag- havde brudt det lejdebrev, ifølge hvilket han havde stolet på, at den indgåede pagt ville være sikker nok, så førtes han tilsidst til Sønderborg slot på øen Als for der at sættes i fængsel og for at forvares et sted, som man anså for det sikreste, indtil man havde taget yderligere beslutning om, hvorvidt han skulle holdes i forvaring eller dræbes. Men den skat, som kong Kristiern havde ført med sig, blev på over 50 vogne straks bragt til en borg i hertugdømmet Slesvig ved navn Gottorp, hvor dengang det nye kongesæde var, til det største tab for Danmarks rige, men til umådelige fordel for hertugdømmet Holsten, af hvilket hele Danmarks fordum så frie og uafhængige rige på denne måde i lang tid syntes at være blevet et skatteland (22). Heller ikke kan man andet end deri se en hemmelig rådslagning af det guddommelige forsyn, der afvejer sine domme med så stor retfærdighed, at den troløse konge blev forrådt af den troløse formummede skinbiskop; det låg passede godt til sin gryde (23). Thi han, som aldrig havde holdt sit ord mod nogen, fortjente med rette den straf af Gud, at man heller ikke holdt sit ord mod ham, som nylig selv var faldet fra og havde forladt Guds veje. Thi førnævnte Knud, der nu ikke mere burde kalde Gyldenstjerne med Blystjerne, havde ved onde kunstgreb opnået sin bispeværdighed. Ved svig og rænker havde han nemlig undergravet sin egen formand hr. Jens Andersøns stilling (24), en mand der altid viste sig standhaftig i troen. Det var derfor ikke af Gud, at han var blevet valgt til biskop; men af den kirkerøverske konge, der lod sig bestikke af en stor pengesum, var han med vold og magt blevet indtrængt, hvorpå han straks faldt fra den lydighed, han skyldte den hellige og almindelige kirke, og blev det lutherske kætteris skændigste tilhænger og en kirkerøversk krænker af alt, hvad der er helligt i den kristne religion.

Knud Lutheraner, biskop i Odense, begår et grueligt tredobbelt forræderi.

Og ved et grueligt tredobbelt forræderi skamskændede han tilsidst sit navn. Først blev han forræder mod Gud, idet han ved sit frafald overgav alle hans heligdomme, hvis beskyttelse og bevaring han havde påtaget sig, til de lutherske kætteres vanhelligelse. Derpå blev han forræder mod sin rettroende forgænger i bispeværdigheden, mod hvem han hverken holdt den hellige ed, han havde svoret, eller det af ham selv beseglede brev, der var udstedt ved overdragelsen. Og tilsidst blev han forræder mod kong Kristiern, hvem han ligeledes under et løfte som ed og ved forseglet brev havde lovet fri afsejling, dersom der ikke viste sig noget håb om afslutningen af en varig pagt. Thi selv mod den grummeste fjende plejer dog selv hedninger at holde deres ord, ligesom kristne. Og uden tvivl havde man holdt det givne ord, hvis samme Knud frejdigt og fast havde stået på den ed han havde svoret, og det brev han havde sat sit segl under. Thi da kong Kristiern gik ombord på skibet, skal samme Knud have sagt til de omkringstående: ”Nu er han forrådt, som selv havde så travlt med at forråde alverden”, en ytring som hans sind, der var sig det længe overlagte forræderi bevidst, åbenbart plaprede ud med mere med sandhed end med overlæg. Derfor blev i følge Guds retfærdige dom den forræderiske fyrste forrådt, der skulle forrådes af den forræderiske biskop, for at alle dødelige kunne indse, hvorledes det guddommelige forsyn plejer at bruge visse menneskers ondskab til sin egen hæders forherligelse, hvorved det selv for nærværende tid kan straffe kirkerøverisk vold og grusomhed. Men dersom kong Kristiern med kraft og iver havde efterlignet sin fader i fromhed, oprigtighed og troskab, så ville han ikke til så stor skam for sig selv og til så stor skade for de danske på en så vanærende måde være blevet udjaget af sit rige. Nu har alle fyrster og mægtige mænd i ham et eksempel til advarsel; thi derved, at Gud selv har vist sig som den mægtigste hævner af hans kirkerøveriske og vidt berygtede voldsfærd, er de jo blevet mindet om, at de skal afholde sig fra kætteri, troløshed og grusomhed, og hvor meget de end selv tidligere havde lidt under forvirringen, trængslen og ulykken, havde de dog vist sig som tåbelige efterlignere og derved gjort sig delagtige i forbrydelserne. Heller ikke er der noget, der mere har styrtet kong Kristiern ned i alle forbrydelsers sumphul end lutheriets troløshed, dette ophav og denne spore til alt ondt. Efter at han nemlig en gang havde afsvoret denne i kejser Karls hånd (25), sluttede han sig dog atter for anden gang til den, tilskyndet hertil af forbryderiske menneskers råd og da navnlig af en vis Povl Kempe (26), der efter at være blevet hans kansler for løs mod alt, hvad der var helligt i den kristne religion, med større gudbespottelse og med hvassere tunge end Luther selv. Alligevel er der endnu visse afsindige fyrster, som forblindede af had og gerrighed anser denne troløshed og dette allermest pestbefængte katteri for at være den højeste gudsfrygt, og som i deres fuldstændige mangel på sund sans og i deres døvhed overfor enhver påmindelse af den hellige skrift ikke angang lader sig bevæge til anger ved disse afskrækkende prøvelser, hvormed den guddommelige mildhed, til opbyggelse for os alle, allerede i mange år havde lagt sin vrede for dagen mod kong Kristiern, som alle let kunne blive enige om var den størate af alle tyranner, og i fremtiden vil gøre det endnu mere, hvis han ikke endelig engang kommer til besindelse…
 
Noter ved Henrik Adrian:

• (12) 1531
• (13) første gang var i 1523 (under Københavns belejring), anden gang i 1525-26 (under Søren Norbys indfald i Skåne og det skånske oprør) – begge gange samlede Christian den Anden og hans tilhængere lejetropper i Nordtyskland, men uden at det kom til betaling af tropperne og de blev derfor atter spredt, inden det kom til et angreb på Danmark
• (14) udtrykket ”fortvivlede mennesker” dækker over at Norge i flere perioder var opholdsted for flygtninge og sørøvere, kilde: A Heise (oversætter): Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s 142 note 4.
• (15) Klavs Bilde – var en af Christian den Andens hærførere i angrebet på Sverige 1520, han fik ridderslaget ved Christian den Andens kroning i Stockholm 1520, blev rigsråd både i Danmark og Norge og blev Frederik den Førstes lensmand på Bohus slot. Han spillede en vigtig rolle i at få den svenske konge Gustav Vasa til at opgive Viken (området omkring Oslofjorden) til Danmark i 1530.
• (16) De nævnte lokaliteter ligger i Bohuslen eller tæt ved – det sydligste område af Norge, der med Uddevalla (Oddevald) rakte ned til fæstningen Bohus med byen Kungälv (Kongshelle), kort herfra på den svenske side af Götaelven lå byen Lødøse, der var den svenske by i middelalderen, der gennem Göta elv havde forbindelse til Kattegat.
• (17) Ifølge oversætteren A. Heise er skildringen af begivenhederne i Bohus len i enkeltheder ukorrekte og uklar, kilde: A Heise (oversætter): Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s 143 note 2.
• (18) Knud Henriksen Gyldenstjerne blev udvalgt bisp i Odense sammen med Jens Andersen (Beldenak) i 1527-29, hvorefter han selv overtog bispedømmet.  Han gennemførte kort efter en evangelisk kirkeordning i Fyns stift med hjælp af prædikanten Jørgen Jensen Sadolin fra Viborg, der i de perioder hvor bispen arbejdede for Frederik den Første overtog bispedømmet på Fyn og sikrede den evangeliske kirkeordning. Den negative omtale af ”Knud” hos Povl Helgesen er således ikke tilfældig.
• (19) Det lykkedes ikke for Christian den Anden at indtage Akershus (ved Oslo) under Mogens Gyldenstjerne (Knuds broder) og selvom mange norske adelige og bisperne sluttede op om kongen, lykkedes det at få forsyninger og mandskab frem til Akershus. Flåden under Knud Gyldenstjerne havde fuldmagt til på enhver måde at sikre Norge for Frederik den Første. Der var i samtiden diskussion om forhandlingerne mellem Knud Gyldenstjerne og Christian den Anden og det lejdebrev som blev udstedt. Peder Skram og Wilken Steding, der var knyttet til den opsendte danske flåde havde fungeret som mellemmænd til Frederik den Første, men nåede ikke frem til Oslo inden forhandlingerne var afsluttet. Derfor var aftalen med lejdebrevet alene på Knud Gyldenstjernes ansvar, Peder Skram nægtede at underskrive det, da han ankom med ordrer fra Frederik den Første. Selve teksten hos Povl Helgesen er skrevet før Grevefejdens udbrud, hvor de forskellige breve og selve lejdebrevet først blev offentligt tilgængelige trykt af grev Christoffer af Oldenburg..
• (20) Lejdebrevet er dateret i Oslo 1 juli og blev medbragt af Hans Mikkelsen, da han ikke fulgte Christian den Anden til København, men drog til Nederlandene. I lejdebrevet står der at Christian den Anden kan vende tilbage til Norge.
• (21) Der er kort redegjort for forløb og forhandlinger om ”Christian 2.s endeligt” i Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie Bd 7 s 165. En langt mere udførlig og omhyggelig beretning, der bygger på de samtidige kilder findes i Danmarks Riges Historie Bd III 1481-1536, 2.bog, s 325-336 af A.Heise (1905).
• (22) Frederik den Første styrede sine riger fra Gottorp i Slesvig, Povl Helgesen overdriver den holstenske udplyndring og de skatte Christian den Anden medtog i fangenskab.
• (23) Et samtidigt ordsprog er anvendt her.
• (24) Der er en biografi af Jens Andersen (Beldenak) i Fortælling 25, biografi 6. Han var pavelig godkendt biskop, havde mange stridigheder med adelige på Fyn, var i konflikt med Christian den Anden og blev fængslet i flere omgange, deltog i Stockholms blodbad og blev for en kort periode statholder i Stockholm. Vendte tilbage og blev atter fængslet og blev frigivet under Frederik den Første, hvor han fungerede videre som bisp i Odense. Kongen indsatte den tidligere kongelige sekretær, den adelige Knud Gyldenstjerne som medbiskop i 1527, og i 1529 opgav Jens Andersen sin bispestilling.
• (25) Christian den Anden måtte afsværge sin lutherske tro, og han lovede i et brev til kejseren (februar 1530) at han ville leve efter den katolske tro og efter sin genindsættelse ligeledes holde alle sine riger til den katolske tro. I juni 1530 i Augsburg afsvor han sit lutherske kætteri i kejserens og en pavelig legats nærvær.

16. Biografi - Knud Henriksen Gyldenstjerne

Knud Henriksen Gyldenstjerne var bisp på Fyn (Odense) 1529-36, fik en gejstlig uddannelse og magistergrad og blev knyttet til Christian den Andens kancelli 1520. Var her tæt knyttet til bisp Ove Bille og fulgte ham og Mogens Gøye i forsøgene på at skabe aftaler mellem den jyske adelsopposition og kongen, men sluttede sig derefter til Frederik den Første. Han blev straks udnævnt til rigsråd og blev nogle år efter af Frederik den Første indsat som medbiskop til Jens Andersen (Beldenak) i Odense, og da han trak sig tilbage blev Knud Gyldenstjerne udnævnt til biskop for Fyn 1529 uden pavelig bekræftelse. Han var leder af den kommission, der forhandlede med Christian den Anden i Norge 1531-32 og var hovedmanden bag det lejde som blev brudt, da kongen blev sat i fængsel i Sønderborg. Under sit fravær fra Fyn hjalp Jørgen Sadolin fra Viborg ham med stiftets forhold og gennemførte en evangelisk kirkeordning. Han støttede ikke rigsrådet og de andre bisper under herredagen 1533 i København efter Frederik den Førstes død, og han forlod København sammen med Mogens Gøye og Erik Eriksen Banner. Han sluttede sig til hertug Christian under Grevens fejde og sikrede på et møde i Hjallelse juli 1534, at den fynske adel sluttede op om hertug Christian. Han måtte forlade Fyn, da grev Christoffer hurtigt erobrede Fyn. Hans bispestol blev da overgivet af grev Christoffer til Gustav Trolle. Efter slaget ved Øksnebjerg 1535, hvor grev Christoffers hær blev slået, Gustav Trolle hårdt såret og døde, og grev Christoffer måtte opgive Fyn, fik han bispestolen tilbage, men blev fængslet i 1536 ligesom de andre bisper. Han blev allerede løsladt et år senere og efter et rigt giftermål blev han en hovedrig godsejer. Han blev ikke på ny medlem af rigsrådet og døde i 1560.

Kilde: Poul Bagge i Dansk Biografisk Leksikon 3.udg 1979-84

Kilde 35: Hans Tavsen mod Povl Helgesen (1531). Efterskrift i uddrag

Efter herredagen i København 1530 udkom der skrifter, hvor både Povl Helgesen og Hans Tavsen argumenterede mod hinanden. Povl Helgesen udgav et skrift om messen, der forsvarede den katolske offermesse – dette skrift findes ikke mere.

Hans Tavsen udgav i 1531 ”Suor til den falske og vchristelige vnderuiisning som lector Powell screff til Raadet y Københaffn Om then papistiske Messe”.

I en efterskrift til læseren i teksten med svar om messen forklarede Hans Tavsen sin opfattelse.

Teksten er trykt s. 159-163 i Hans Tavsen: Småskrifter (1870) redigeret af H.F.Rørdam. Uddraget, der er benyttet her, findes i Kai Hørby: Reformationen i Danmark. Gyldendal 1972 s 103-106. Teksten er oversat fra gammeldansk af Henrik Adrian.

Til læseren

Alle fromme læsere, ønsker jeg Hans Tavsen, nåde og fred med Jesus Kristus.

Disse mine svar, kære fromme læsere, har jeg nu opstillet om L. Povls bog (1) om messen, idet jeg gerne ville vente på og vogte hans gensvar, som han nu har ladet udgå af trykkeriet  og fylder sin bog og undervisning om messen, til hvilken han krævede samme svar af mig. Og det er også en kunst, der tilhører ham og hans lige, de anvender den til at til at overraske en anden, havde jeg således villet og taget ham med fordel, som han nu gør ved mig, da kunne jeg vel for længe siden have ladet mine svar udgå på tryk, de var klar i advent før jul førend nu hans bog med den bagtalelse er nyligt udkommet.

Ja gode mand, han føler vel, at han ikke har kraft nok til at komme frem med det, som han har for, derfor indfører han vrøvl og snak og løst sladder  for sine læsere med sådan en bagtalelse, at han dermed vil gøre mig og min gennemskrivning fjendsk og vederstyggelig for de samme læsere, så at hver skal vide, førend mine egne svar kommer frem, at jeg har intet andet har at fare med end løgn, bagtalelse, spot, blodig og grov spøg, skældsord og horesprog, fordi jeg er ikke andet end en glad hovmodig tyran, en tåbelig vanvittig dåre og en æresløs skalk(2) etc. Så at man må vide, at tage sig agt for mine ukristelige svar og lader så L. Povl have ret, uden at have lyttet til mig. Det er det første tegn på L. Povls ånd og høje himmelske forstand, som hans tilhængere roser så højt.

Og over alt, lader han sig med sin ugudelige ånd skammeligt bemærke, med de store åbenlyse løgne han lyver mig på, som hvert fromt menneske skal tænke på, der vel med retsind vil læse begge vores skrifter, og ved at sige noget om min prædiken, besynderlig den store og skammelige løgn han tilskriver mig, om det højværdige alters sakramente, og fører mig så med sit eget lønagtige digt til hver mand, som om jeg skulle være i den forgiftede mening og spotsk siger at kristne mennesker skulle ikke forvente sig noget andet i samme sakramente, end et stykke brød og en slurk vin, selvom jeg dog højt og helligt både har skrevet og talt om dette aller helligste sakramente, Gud til større ære og kristne mennesker mer til samvittigheds trøst, end L. Povl med alle sofister har gjort.

Men fordi jeg sagde, at det vi ser er brød og vin, da tillægger han mig der et kun til, lige som jeg skulle mene, der intet andet var end det samme. Og fordi jeg kalder sakramentet et tegn, da anklager L. Povl mig for, at jeg holder det for ikke at være andet end et sakramenteligt tegn, selvom jeg dog har givet ham min klare og rene mening tilkende i god tid tidligere i mit svar til det første kapitel med disse klare og rene ord (og dermed giver han os sit hellige legeme og blod i sakramentet, ikke for at ofre, men for at spise og drikke etc), med de ord og sådanne flere giver jeg desuagtet nok tilkende, at jeg ikke betragter sakramentet for et klart og rent tegn alene og intet andet, men for sådant et tegn, som fører med sig lige det samme som det betegner, at under det synlige brød og vinen modtages Jesu Kristi sande legeme og blod, med uskyldighed og retfærdighed, ved hjælp af troen til det ondt som Kristus har hos det samme sakramente bestemt, og på det vil jeg af alle mænd ikke være mistænkt, idet L. Povl mig på denne måde tillægger, da har jeg endnu indtil i dag holdt alle de sædvanlige ceremonier ved messen, og intet forandret ved messeklæder, lystændning eller sakramentets opløftelse.

Men dette alt sammen må jeg intet nyde hos L.Povl, mens han af stor medynk begræder København, da han tidligere havde sin herre og Gud med sig, der skal jeg have forjaget Kristus, alle menneskers herre og Gud, og givet København et stykke brød og en slurk vin igen, han beviser det endog bemærkelsesværdigt, således at hvis det ikke er Guds legeme du ser, da er det ikke heller Guds legeme du modtager, tager du ikke den slutning for gyldig, da kan han sikkert bevise med de ny Gudsord, om hvilke han siger de er de sandt åbenbarede siden Kristi evangelium er blevet prædiket og beskrevet; er det endnu ikke nok bevist for dig, da hør efter den omfattende visdom, er det ikke (siger han) Guds legeme du modtager, da har du hverken behov for messe eller præst, sagde du at han fandt ikke ret derpå? Eller mente du, at han ikke kunne finde på at indføre en logisk tankegang, når han med løgn og voldgift vil tvinge en fattig mand fra agt og ære, hos Gud og mennesker.

Her var også vel meget sådant mere at give tilkende fromme læsere, af L.Povels rærlige skrivelser, hvor ærlig han behandler mig og mine medbrødre, men jeg henviser dig til begge vore skrivelser, der lader jeg ethvert redeligt og fromt kristent menneske være mine dommere, som vil bruge retfærdig skelnen og kristelig forstand, og jeg vil nu snarest vente mig den klare og lange modskrivelse og undervisning, som han så tit har lovet, der skulle udgå imod disse mine svar, og lader de sig snart ikke komme, siger jeg i sandhed, at de skulle være mig ganske velkomne og om kort tid bliver det vel noget lettere for ulærde folk, end det er nu, og den papistiske messe skal ikke gælde nær så meget, som den gør nu nogle steder, uden at L.Povel har andet bevis for sin messeofring, end det stjålne ripssrapss (2), han praler med. Som jeg sikkert ved, at han ikke har accepteret det ny Gudsord, som er åbenbaret for ham af den ny mørke Gud (3), der sidder i den sorte kjortel, under hans hvide kappe, Gud dræber den samme, og frels os alle for ham, Amen.

Skrevet midsommersdag år 1531.
Trykt i Malmø ved Oluf Ulricksen (4)
Anden dagen efter sankt Peders og sankt Povls aposteles dag Guds år tusinde, femhundrede tyve og på det ellevte.

Noter ved Henrik Adrian:

• (1) L. Povl står for lektor, Povl Helgesen.
• (2) ripssrapss- lydord for den løgnagtige tekst.
• (3) djævelen
• (4) Bogtrykker i Malmø se indledning til kilde 19.

Kilde 37A: Luthers Lille Katekismus (1529) – oversat og trykt på dansk første gang 1532

Luthers Lille Katekismus skulle bruges som hjælp til oplysning af børn og unge i den ny evangeliske tro. Den blev udgivet på tysk i 1529, store dele af den blev brugt og oversat af den evangeliske prædikant Jørgen Jensen Sadolin suppleret med forord og formaning af den udvalgte bisp Knud Gyldenstjerne i en bog trykt allerede i 1532 i København. Teksten blev udleveret i Odense af Jørgen Jensen Sadolin på landemode (præstemøde) 27. maj 1532 til brug for præsterne i det nyreformerede Fyns stift, så de kunne arbejde evangelisk.

Om teksten se Niels Knud Andersen: Confessio Hafniensis. Den københavnske bekendelse af 1530. Gads Forlag 1954 s 452-53.

Teksten her er den normaliserede danske udgave, som anvendes i dag i Den danske folkekirke og er et af folkekirkens bekendelsesskrifter. Findes på nettet.

1532-Bogen indeholdt:

1. Knud Gyldenstjernes formaning.
2. Oversættelse af Katekismens 5 hovedstykker.
3. Anvisning på katekismens brug ved gudstjenester.
4. 30 spørgsmål som bruges ved en forestående visitats i stiftet.

Luthers egen fortale var udeladt i denne tekst, men blev inddraget i anvisningen på brug af katekismen i gudstjenesten. Teksten var således ikke beregnet til menighedens tilhørere, men til de nye evangeliske præster. De 30 visitatsspørgsmål er ikke med i den tekst Folkekirken i dag anvender

Indledning: Luthers Lille Katekismusskulle vejlede præster, lærere, og fædre i den kristne undervisning og opdragelse af børn og unge. Teksten er udformet med spørgsmål og svar og indeholder gennemgang af De ti bud, trosbekendelsen, Fadervor og sakramenterne (dåb og nadver). De centrale ideer i Luthers kristendomsforståelse var opgøret med afladstanken og helgendyrkelse til fordel for en vægtning af gode gerninger, social forpligtelse og Guds nåde og frelse. Et kernepunkt var, at Bibelen stod over paven, og at forkyndelsen skulle finde sted, så almindelige mennesker kunne forstå indholdet – dvs. på modersmålet og ikke på latin.

Luthers Lille Katekismus blev hurtigt grundlaget for kristendomsundervisningen i de lutherske fyrstendømmer, byer og lande, og den er også i dag del af Den danske folkekirkes bekendelsesgrundlag. Den var af Luther tænkt som en tekst, man skulle lære udenad. Her i teksten mangler spørgsmålene til en visitats.

Luthers tekst: Dr. Martin Luthers lille Katekismus - For ulærde sognepræster og prædikanter

FORTALE

Martin Luther til alle tro og fromme sognepræster og prædikanter. Nåde, barmhjertighed og fred i Jesus Kristus, vor Herre.

Den sørgelige og forfærdelige elendighed, som jeg for nylig har erfaret, da jeg var visitator, har nødet og tvunget mig til at skrive denne katekismus eller kristenlære i en så kort, enkelt og enfoldig skikkelse. Hjælp, kære Gud, hvor har jeg dog set megen jammer, at den jævne mand jo slet ingenting ved om den kristne lære, særlig i landsbyerne, og at mange sognepræster desværre er næsten helt uegnede og udygtige til at undervise, og alligevel skal de alle kaldes kristne, være døbt og nyde sakramenterne, skønt de hverken kan Fadervor, Troen eller De ti Bud, men lever som det dumme kvæg og de ufornuftige svin, og, hvor evangeliet er kommet, har de ikke desto mindre nydeligt lært at misbruge al kristen frihed.

O, I biskopper, hvordan vil I forsvare det over for Kristus, at I så skammeligt har ladet folket i stikken uden et øjeblik at varetage jeres embede? Gid al ulykke ikke må ramme jer som straf! I forbyder folket at modtage den ene skikkelse af nadveren og ivrer for jeres menneskelove, medens I slet ikke spørger efter, om de kan Fadervor, Troen, De ti Bud eller overhovedet noget Guds ord. Ak og vé over jeres hals til evig tid.

Derfor beder jeg alle jer, mine kære herrer og brødre, som er sognepræster og prædikanter, at I for Guds skyld af hjertet vil tage jer af jeres embede, forbarme jer over jeres folk, som er betroet jer, og hjælpe os med at bibringe folk katekismen, særligt unge mennesker, og at de af jer, som ikke formår bedre, vil tage disse tavler[1] og former for sig og sige dem for folket ord for ord på denne måde:

For det første, at prædikanten frem for alt vogter sig for og undgår at bruge snart en, snart en anden tekst og form af De ti Bud, Fadervor, Troen, Sakramenterne osv., men at han tager en bestemt form frem, holder sig til den og bruger den samme år for år. For det unge og enfoldige folk må man undervise med bestemte tekster og former, ellers bliver de forvirret, hvis man i dag underviser sådan og en anden gang sådan, som om man ville forbedre det, og så vil alt besvær og arbejde være spildt. Det har kirkefædrene også godt indset, og de har anvendt Fadervor, Troen og De ti Bud på én bestemt måde. Derfor skal vi også lære det unge og enfoldige folk disse stykker på den måde, at vi ikke ændrer en stavelse eller det ene år underviser eller forelæser anderledes end det andet år. Udvælg dig derfor hvilken form, du vil, og hold fast på den for evigt. Men hvis du prædiker for lærde og forstandige, så kan du bevise din lærdom og gøre disse stykker så mangeartede og vende og dreje dem så kunstfærdigt, som du er i stand til. Men over for det unge folk skal du holde fast ved én bestemt, evig form og frem for alt lære dem disse stykker, nemlig De ti Bud, Troen, Fadervor osv., efter teksten ord for ord, så at de også kan fremsige dem sådan og lære dem udenad.

Men dem, der ikke vil lære det, skal man sige, at de fornægter Kristus og ikke er kristne. De skal heller ikke have adgang til sakramenterne, de skal ikke løfte noget barn af dåben, og heller ikke have ret til nogen del af den kristne frihed, men simpelt hen henvises til paven og hans officialer[2], ja, til djævelen selv. Endvidere skal forældre og husherrer nægte dem mad og drikke og fortælle dem, at fyrsten vil bortjage sådanne rå folk fra landet osv.

For skønt man hverken kan eller skal tvinge nogen til tro, så skal man dog drage omsorg for, at folk ved, hvad der er ret og uret hos dem, de vil bo, ernære sig og leve hos. For den, der vil bo i en by, han skal kende og overholde den byret, hvis fordele han vil nyde, uanset om han tror eller han i hjertet er en skurk og slyngel.

For det andet, når de nu kan teksten godt, så lær dem meningen, for at de må vide, hvad det betyder. Tag da igen enten disse tavlers eller en anden kort form for dig efter dit eget valg, men hold fast ved den og lav ikke om på den med en stavelse, ligesom jeg sagde om teksten, og giv dig god tid til det. For det er ikke nødvendigt, at du tager alle stykker op på én gang, men det ene efter det andet. Når de først forstår det første bud godt, tag derefter det andet og så fremdeles. Ellers bliver de overbebyrdet, så de slet ikke husker noget.

For det tredje, når du nu har lært dem en sådan kort katekisme, så tag Den store Katekisme frem og giv dem en rigere og videre forståelse. Fremstil et eller andet bud, bøn eller andet stykke derfra med dets mange slags gerninger, nytte og frugter, men også de dermed forbundne farer og skader, sådan som du finder det rigeligt beskrevet i mange bøger herom. Og du skal særlig tage fat på det bud eller stykke, som det især kniber med i din menighed. F. eks. må du blandt håndværkere og handlende, men også blandt bønder og tjenestefolk ivrigt fremhæve det 7. bud; for blandt den slags folk er alle slags upålidelighed og tyveri udbredt. Ligeså må du over for børn og den jævne mand fremhæve det 4. bud: at de skal forholde sig roligt, tro, lydigt og fredeligt, og du skal altid anføre mange eksempler fra Skriften på, hvordan Gud har straffet og velsignet sådanne mennesker.

Særligt skal du også lægge øvrighed og forældre på sinde, at de regerer godt og bringer børn til skole, og du skal vise, hvorledes de skylder at gøre dette, og, hvis de ikke gør det, hvilken gruelig synd de gør sig skyldig i. For dermed omstyrter og ødelægge de både Guds og menneskers værste fjender. Og du skal klart fremhæve, hvilken forfærdelig skade de gør, hvor de ikke hjælper med til at bringe børn til sognepræst, prædikant, skriver osv., så at Gud vil give dem en skrækkelig straf derfor. Her er det meget nødvendigt at prædike. Forældre og øvrighed forsynder sig i dette nutildags, så det ikke er til at sige. Djævelen har også grusomt i sinde dermed.

Endelig, fordi Pavens tyranni nu er forbi, vil de ikke mere gå til sakramentet, og de foragter det. Her er det nødvendigt at sætte ind, dog på denne måde: vi skal ikke tvinge nogen til troen eller sakramentet, heller ikke fastsætte love om tid og sted, men prædike, at de skal nøde sig selv uden vor lov og ligefrem tvinge os sognepræster til at række dem sakramentet. Det gør man ved at sige til dem: Den, der ikke søger eller ønsker sakramentet i det mindste fire gange årligt, om ham må man befrygte, at han foragter sakramentet og ikke er nogen kristen, ganske som den ikke er kristen, der ikke tror eller hører evangeliet. Thi Kristus sagde dette: ”Gør dette, så ofte som I drikker den” osv. Han vil virkelig have det gjort og ikke helt undladt og foragtet. ”GØR dette”, siger han.

Hvis nogen ikke regner sakramentet for noget, er det et tegn på, at han ikke har nogen synd, intet kød, ingen djævel, ingen verden, ingen død, ingen fare, intet helvede, det vil sige, han tror ikke, han har noget af dette, skønt han stikker deri til op over ørerne, og han er to gange djævelens. På den anden side behøver han heller ikke nåde, liv, paradis, himmerig, Kristus, Gud eller noget som helst godt; for hvis han troede, at han havde så meget ondt og behøvede så meget godt, så ville han ikke holde sig borte fra sakramentet, hvori den slags onde bliver afhjulpet og så meget godt givet. Man behøvede heller ikke med nogen lov at tvinge ham til sakramentet, men han ville selv komme løbende, tvinge sig selv og nøde dig til, at du skulle give ham sakramentet.

Derfor må du her ikke opstille nogen lov, sådan som paven, men du skal klart fremhæve nytten og skaden, møjen og gavnen, faren og frelsen i dette sakramente, så vil de af sig selv komme uden din tvang; men kommer de ikke, så lad dem fare og sig dem, at de, der hverken agter eller føler deres store elendighed og Guds nådige hjælp, tilhører djævelen. Men hvis du ikke indprenter disse ting, eller hvis du gør en lov eller gift ud af det, er det din skyld, hvis de foragter sakramentet. Hvordan skulle de kunne lade være med at være dovne, hvis du sover og tier? Tag jer derfor vel i agt, sognepræster og prædikanter. Vort embede er nu blevet et andet, end det var under paven, nu er det blevet byrdefuldt og gavnligt. Derfor er det nu forbundet med megen møje og arbejde, fare og anfægtelse, og dertil kun ringe løn og tak i verden. Men Kristus vil være vor løn, hvis vi arbejder trofast. Dertil hjælpe os al nådes Fader, ham være lov og tak i evighed ved Kristus, vor Herre. Amen.

De ti bud
De ti bud således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand dem.

Det første bud.
Du må ikke have andre guder.
 Det vil sige: Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham.

Det andet bud.
Du må ikke misbruge din Guds navn.
 Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke bander, sværger, øver trolddom, lyver eller bedrager ved hans navn, men i al nød påkalder det, beder, lover og takker.

Det tredje bud.
Du skal holde hviledagen hellig.
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter prædiken og hans ord, men holder det helligt, gerne hører og lærer det.

Det fjerde bud.
Du skal ære din fader og din moder. 
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter vore forældre og foresatte eller vækker deres vrede, men holder dem i ære, tjener, lyder, elsker og agter dem.

Det femte bud.
Du må ikke slå ihjel. 
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke volder vor næste nogen skade på hans liv eller tilføjer ham nogen lidelse, men hjælper ham og står ham bi i al legemlig nød.

Det sjette bud.
Du må ikke bryde ægteskabet.
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi lever rent og kysk i ord og gerninger og som ægtefolk elsker og ærer hinanden.

Det syvende bud.
Du må ikke stjæle.
 Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke tager vor næstes penge eller ejendom eller tilvender os dem ved falske varer eller anden uredelighed, men hjælper ham at bevare, hvad han ejer, og bedre sine kår.

Det ottende bud.
Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste.
 Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke lyver vor næste noget på, ikke forråder ham, bagtaler ham eller bringer ham i vanry, men undskylder ham, taler godt om ham og optager alt i bedste mening.

Det niende bud.
Du må ikke begære din næstes hus.
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke med list efterstræber vor næstes arv eller hus eller med skin af ret tilegner os det, men hjælper ham og står ham bi, så han kan beholde det.

Det tiende bud.
Du må ikke begære din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til. 
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke lokker eller tvinger hustru, folk eller kvæg fra vor næste eller på anden måde får dem fra ham, men holder dem til at blive og gøre deres pligt.

Hvad siger nu Gud om alle disse bud?

Han siger således: "Jeg, Herren din Gud, er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde led straffer fædres brøde på børn af dem, som hader mig, men i tusind led viser miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine bud."

Det vil sige: Gud truer med at straffe alle dem, som overtræder disse bud. Derfor skal vi frygte for hans vrede og ikke handle mod dem. Men han lover alle, som holder disse bud, nåde og alt godt. Derfor skal vi også elske ham og stole på ham og gerne gøre efter hans bud.

Troen
Troen således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand den.

Den første artikel: Om skabelsen

Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber.
Det vil sige: Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle andre skabninger; at han har givet mig legeme og sjæl, øjne, øren og alle lemmer, fornuft og alle sanser og endnu opholder alt dette; at han giver klæder og sko, mad og drikke, hus og hjem, hustru og børn, marker, kvæg og alt, hvad jeg ejer; at han rigeligt og dagligt sørger for alt, hvad jeg behøver til næring for dette legeme og liv, skærmer mig mod al fare og vogter og bevarer mig for alt ondt; og alt dette gør han af lutter faderlig og guddommelig godhed og barmhjertighed uden nogen fortjeneste og værdighed hos mig. For alt dette skylder jeg at takke og prise ham og tjene ham og være ham lydig. Det er vist og sandt.

Den anden artikel: Om genløsningen

Og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til Himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
Det vil sige: Jeg tror, at Jesus Kristus, sand Gud, født af Faderen i evighed, og tillige sandt menneske, født af Jomfru Maria, er min Herre, som har genløst mig fortabte og fordømte menneske, erhvervet og vundet mig fra alle synder, fra døden og fra Djævelens magt, ikke med guld eller sølv, men med sit hellige og dyrebare blod og med sin uskyldige lidelse og død, for at jeg skal være hans egen og i hans rige leve under ham og tjene ham i evig retfærdighed, uskyldighed og salighed, ligesom han er opstanden fra de døde, lever og regerer i evighed. Det er vist og sandt.

Den tredje artikel: Om helliggørelsen

Jeg tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.
Det vil sige: Jeg tror, at jeg ikke af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, har oplyst mig med sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro, ligesom han kalder, samler, oplyser og helliger hele den kristne menighed på jorden og bevarer den hos Jesus Kristus i den rette, ene tro. I denne kristne menighed forlader han daglig mig og alle troende al synd rigelig og vil på den yderste dag opvække mig og alle døde og i Kristus give mig med samt alle troende evigt liv. Det er vist og sandt.

Fadervor
Fadervor således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand det.

Fader vor, du som er i himlene!
 Det vil sige: Gud vil dermed indbyde os til at tro, at han er vor rette Fader og vi hans rette børn, for at vi trygt og med fuld tillid skal bede ham, som kære børn beder deres kære fader.

Den første bøn:
 Helliget vorde dit navn.
Det vil sige: Guds navn er vel helligt i sig selv; men vi beder i denne bøn, at det også må blive helligt hos os.
Hvorledes sker det? Når Guds ord læres klart og rent, og vi som Guds børn også lever helligt efter det. Hjælp os dertil, kære Fader i Himmelen! Men den, som lærer og lever anderledes, end Guds ord lærer, han vanhelliger Guds navn hos os. Bevar os derfra, himmelske Fader!

Den anden bøn: 
Komme dit rige.
Det vil sige: Guds rige kommer vel af sig selv uden vor bøn; men vi beder i denne bøn, at det også må komme til os.
Hvorledes sker det? Når den himmelske Fader giver os sin Helligånd, så vi ved hans nåde tror hans hellige ord og lever gudfrygtigt her i tiden og hisset i evigheden.

Den tredje bøn: 
Ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.
Det vil sige: Guds gode, nådige vilje sker vel uden vor bøn; men vi beder i denne bøn, at den også må ske hos os.
Hvorledes sker det? Når Gud bryder og hindrer enhver ond plan og vilje, der ikke vil lade os hellige hans navn og ikke lade hans rige komme, hvad der jo er Djævelens, verdens og vort køds vilje, men styrker og bevarer os faste i hans ord og i troen på ham til vor sidste stund. Dette er hans nådige, gode vilje.

Den fjerde bøn:
 Giv os i dag vort daglige brød.
Det vil sige: Gud giver dagligt brød, også uden vor bøn, endog til alle onde mennesker; men vi beder i denne bøn, at han vil lade os skønne på det og modtage vort daglige brød med taksigelse.
Hvad forstås da ved dagligt brød?Alt, hvad der behøves til livets ophold og trivsel, for eksempel mad, drikke, klæder, sko, hus, hjem, marker, kvæg, penge, ejendom, from ægtefælle, fromme børn, fromme medhjælpere, from og retsindig øvrighed, god regering, godt vejrlig, fred, sundhed, tugt og ære, gode venner, trofaste naboer og alt, hvad her nævnes kan.

Den femte bøn:
 Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.
Det vil sige: Vi beder i denne bøn, at vor Fader i Himmelen ikke vil se på vor synd og for dens skyld afvise vor bøn. For vi er ikke værdige til noget af det, vi beder om, og har heller ikke fortjent det. Men vi beder, at han vil give os alt af nåde. Thi vi synder daglig meget og fortjener kun straf. Sådan vil vi i sandhed også selv af hjertet tilgive og gøre godt mod dem, der forsynder sig mod os.

Den sjette bøn:
 Og led os ikke ind i fristelse.
Det vil sige: Gud frister vel ingen; men vi beder i denne bøn, at Gud vil vogte og bevare os, for at Djævelen, verden og vort kød ikke skal bedrage os og forføre os til mistro, fortvivlelse og anden stor skam og last, og at vi, dersom vi således angribes, dog til sidst må vinde og beholde sejren.

Den syvende bøn:
 Men fri os fra det onde.
Det vil sige: Vi beder i denne bøn under ét, at Faderen i Himmelen vil fri os fra alt, hvad der kan skade os på legeme og sjæl, ejendom og ære, og endelig, når vor sidste time kommer, unde os en salig død og i nåde tage os fra denne tåredal til sig i Himmelen.
Amen.
Det vil sige: At jeg skal være vis på, at Faderen i Himmelen tager imod vore bønner og hører dem, for han har selv befalet os at bede sådan og lovet, at han vil høre os. Amen, amen, det betyder: Ja, ja, det skal ske således.

Dåben
Den hellige dåbs sakramente således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand derom.

For det første: Hvad er dåben?

Dåben er ikke vand slet og ret, men den er vandet, indeholdt i Guds bud og forbundet med Guds ord.
Hvilket er da dette Guds ord?
Det siger vor Herre Kristus i det sidste kapitel hos Mattæus: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn."

For det andet: Hvad giver eller gavner dåben?
Den virker syndernes forladelse, genløser fra døden og Djævelen og giver alle dem, som tror det, den evige salighed, således som Guds ord og løfte lyder. Hvordan lyder da dette ord og løfte? Det siger vor Herre Kristus i det sidste kapitel hos Markus: "Den, som tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes."

For det tredje: Hvorledes kan vand virke så store ting?

Det er så vist ikke vand, der virker det, men Guds ord, som er med og ved vandet, og troen, der stoler på Guds ord forbundet med vandet. Thi uden Guds ord er vandet vand slet og ret og ingen dåb; men med Guds ord er det en dåb, det vil sige: et livets vand, fuldt af nåde, og et bad til genfødelse ved Helligånden, således som apostlen Paulus siger til Titus i det tredje kapitel: "Han frelste os ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv." Det er vist og sandt.

For det fjerde: Hvad betyder det da, at der bruges vand ved dåben?

Det betyder, at den gamle Adam i os skal druknes ved daglig anger og bod og dø med alle synder og onde lyster, og at der i stedet for daglig skal fremkomme og opstå et nyt menneske, som skal leve evigt for Gud i retfærdighed og renhed. Hvor står det skrevet? Apostlen Paulus siger til romerne i det sjette kapitel: "Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at, at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv."

Skriftemål
Hvorledes man skal lære jævne folk at skrifte.

Hvad er           skriftemålet?
                                                                                                                                          Skriftemålet omfatter to dele. For det første, at man bekender synderne; for det andet, at man modtager absolutionen eller tilgivelsen fra skriftefaderen som fra Gud selv og ikke tvivler på den, men fast tror, at synderne dermed er tilgivet for Gud i Himmelen.

Hvilke synder skal man da skrifte?

Over for Gud skal man påtage sig skyld for alle synder, også for dem, vi ikke kender, således som vi gør i Fadervor. Men over for skriftefaderen skal vi kun bekende de synder, som vi ved af og føler i hjertet.

Hvad er det for nogle?

Betragt i lyset af de ti bud, hvad du er, om du er fader, moder, søn, datter, husfader, husmoder eller tjenende - om du har været ulydig, utro, doven, vred, fræk, kivagtig, om du har gjort ondt ved ord eller gerninger, om du har stjålet, været forsømmelig eller skødesløs eller gjort fortræd.

Giv mig en kort vejledning til at skrifte!

Således skal du sige til skriftefaderen:
"Jeg beder dig om, at du vil høre mit skriftemål og for Guds skyld tilsige mig syndsforladelsen."
"Sig frem!"
"Jeg stakkels synder bekender mig for Gud skyldig i alle synder. Særlig bekender jeg for dig, at jeg er karl eller pige o.s.v., men desværre ikke tjener mit herskab med troskab; thi her og der har jeg ikke gjort, hvad de påbød mig, jeg har gjort dem vrede og fået dem til at bande, jeg har været forsømmelig og ladet skade ske. Jeg har også været usømmelig i ord og gerninger, har yppet kiv med de andre i min stilling, jeg har knurret og bandet mod min husmoder o.s.v. Alt dette gør mig ondt, og jeg beder om Guds tilgivelse; jeg vil forbedre mig."
En husfader eller husmoder kan sige som så:
"Særlig bekender jeg for dig, at jeg ikke trofast har opdraget mine børn, husfolk og min hustru til Guds ære. Jeg har bandet, givet et dårligt eksempel med usømmelige ord og gerninger, voldt min nabo skade og talt ondt om ham, jeg har solgt for dyrt, givet forfalskede og ikke fuldvægtige varer" - og hvad mere han har gjort mod Guds bud og den stilling, han er i, o.s.v.

Men om nogen ikke skulle finde sig tynget af sådanne eller af større synder, skal han ikke være bekymret eller søge efter andre synder, ikke heller opdigte nogle og derved gøre en pinebænk ud af skriftemålet, men du skal fortælle en eller to, som du ved af. Altså: "Særligt bekender jeg, at jeg en gang har bandet og ligeså en gang været hensynsløs i mine ord, en gang forsømt at... o.s.v." Og lad det så være nok.

Men ved du slet ikke af nogen synd (det er dog næppe muligt), så nævn heller ikke noget særligt, men modtag tilgivelsen på det almindelige skriftemål, som du aflægger for Gud over for skriftefaderen.
Så skal skriftefaderen sige: "Gud være dig nådig og styrke din tro. Amen." Derefter siger skriftefaderen: "Tror du også, at min tilgivelse er Guds tilgivelse?" "Ja." Derpå skal han sige: "Det skal ske dig, som du troede. Og på vor Herres Jesu Kristi befaling tilgiver jeg dig dine synder i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen! Gå bort med fred." Men den, som har store samvittighedskvaler eller er bedrøvet og anfægtet, vil en skriftefader nok vide at trøste med flere bibelord og opmuntre ham til troen. Dette skal kun være en sædvanlig måde at skrifte på.

Nadver
Alterets sakramente således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand derom.

Hvad er alterets sakramente?


Det er vor Herre Jesu Kristi sande legeme og blod under brødet og vinen, og det er indstiftet af Kristus selv for os kristne til at spise og drikke.

Hvor står det skrevet?

Således skriver de hellige evangelister Mattæus, Markus og Lukas og apostlen Paulus:
Herren Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: "Tag dette og spis det; det er mit legeme, som gives for Eder. Gør dette til ihukommelse af mig!"

Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet, takkede, gav dem den og sagde: "Drik alle heraf; denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for Eder til syndernes forladelse. Gør dette, så ofte som I drikker den, til ihukommelse af mig!"

Hvad gavner det da at spise og drikke således?

Det ser vi af disse ord: "Givet og udgydt for Eder til syndernes forladelse," nemlig, at ved disse ord gives os i sakramentet syndernes forladelse, liv og salighed. Thi hvor syndernes forladelse er, der er også liv og salighed.

Hvorledes kan det, legemligt at spise og drikke, have denne virkning?


Det er så vist ikke at spise og drikke, der gør det, men de ord, der står: "Givet og udgydt for Eder til syndernes forladelse." Thi disse ord er sammen med det, legemligt at spise og drikke, hovedsagen i sakramentet, og den, som tror disse ord, han har, hvad de siger, og som de lyder, nemlig syndernes forladelse.

Hvem modtager da dette sakramente værdigt?


Faste og legemlig beredelse er vel en smuk udvortes tugt; men ret værdig og vel skikket er den, som har troen på disse ord: "Givet og udgydt for Eder til syndernes forladelse." Men den, som ikke tror disse ord eller tvivler, han er uværdig og uskikket; thi ordet "for Eder" kræver just troende hjerter.

• [1] Tavle: kort tekst i bogform.
• [2] Officialer: gejstlige, som på biskoppens vegne udøver hans domsmyndighed.

Kilde 37B: Luther-salmetekst: Vor Gud han er så fast en borg (på dansk 1533).

Menighedens fælles salmesang betød meget for den evangeliske bevægelse og denne ”Luther-salme” blev brugt overalt, oversat til mange sprog og også anvendt i Danmark. Den kendes oversat til dansk i Malmøsalmebogen udgivet og trykt af Christian Pedersøn i 1533. Teksten er senere blevet rettet til. Den nuværende danske tekst findes i den Danske Salmebog (2003) nr 336. Den melodi, vi anvender i dag, er lavet af Joseph Klug allerede i 1533, han var bogtrykker i Wittenberg tæt knyttet til Luther og Lucas Cranack og udgav i 1533 en stor evangelisk illustreret salmebog på tysk med en hel del Luther-salmer med melodier og noder.

1. Vor Gud han er så fast en borg,
han kan os vel bevare,
han var vor hjælp i al vor sorg,
vort værn i al vor fare;
den gamle fjende led (1)
er nu for alvor vred,
stor magt og argelist (2)
han samler mod os vist,
ej jorden har hans lige.

2. Vor egen magt ej hjælpe kan,
let kan os fjenden fælde;
men med os står den rette mand,
omgjordet med Guds vælde.
Det er den herre Krist,
Og sejer får han vist,
Hærskarers Herre prud,
Der er ej anden Gud,
han marken skal beholde.

3. Og myldred djævle frem på jord
og os opsluge ville,
vi frygter ej den fare stor,
de deres trusler spilde;
lad rase mørkets drot
med løgn og mord og spot,
han har dog få’t sin dom,
da Krist til jorden kom,
et ord ham nu kan fælde.

4. Guds ord de nok skal lade stå
og dertil utak have,
thi Herren selv vil med os gå
alt med sin Ånd og gave;
og tage de vort liv,
gods, ære, barn og viv,
lad fare i Guds navn!
Dem bringer det ej gavn,
Guds rige vi beholder.

Noter ved Henrik Adrian:

• (1) der menes djævelen
• (2) argelist – svigagtig ondskab