Forlaget Columbus

Reformation i Danmark

Indledning

En kompleks forklaring på udviklingen 1520-36

Man kan på mange måder diskutere forløbet mellem Stockholms blodbad i november 1520 og Christian den Tredjes endelige magtovertagelse ved Københavns overgivelse i august 1536.

Man kan tolke det som 1) et klassemæssigt opgør i selve Danmark mellem bønder og borgere (og delvis med Christian den Anden) på den ene side og højadelen med kongen (de slesvig-holstenske hertuger: Frederik den Første og Christian den Tredje) på den anden side.

Man kan også se på den rolle 2) hansebyerne – det vil især sige Lübeck og de vendiske byer  (Rostock, Wismar, Stralsund) – spillede i forsøgene på at bryde det nordiske unionskongedømme gennem støtte til den svenske adelsopposition og senere til den nye svenske konge Gustav Vasa.

Oven heri kom den 3) konflikt om søhandelsruterne og de store nye markedssammenhænge mellem Østersøen, Nordatlanten og Vesteuropa, hvor især de nederlandske havnebyer fik stor betydning, da de nu direkte deltog i handelen i Østersøen og knyttede sig til de baltiske byer og Danzig, der dermed kom i konflikt med Lübeck og de vendiske hansestæder. De gamle dominerende hansestæder forsøgte at hindre de nederlandske (og engelske) købmænd i at komme ind på markederne i Norden og rundt om Østersøen.

Efter 1520 kom også 4) de religiøse forhold i skred, især i slutningen af 1520erne, hvor både mange af hansestæderne, Preussen og mange andre fyrstestater overgik til evangeliske kirkeordninger og dermed kom i åben konflikt med kejseren.

Den 5) slægtskabsforbindelse til habsburgerne, som Christian den Anden fik med sit bryllup med Elisabeth, der var søster til kejser Karl den Femte, fik også konsekvenser, da de nederlandske byer var underlagt kejseren.

Frederik den Første søgte at skabe 6) alliancer og aftaler med de nye evangeliske fyrster og byer i Nordtyskland og omkring Østersøen.

Det er det komplekse spil mellem alle disse forhold, der kan forklare begivenhederne 1520-1536. Der var mange aktører med mange forskellige interesser – og de kunne kombineres på mange måder. Fortælling 29 vil især undersøge hertug Christians vej til magten 1533-36. I Fortælling 31, tekst 43 diskuteres konsekvenserne af Christian den Tredjes magtovertagelse og politik efter 1536.

Oversigt

Indledning: En kompleks forklaring på udviklingen 1520-36

Biografier 17-22
17. Biografi Arild Huitfeldt
18. Biografi Johan Rantzau
19. Biografi Jørgen Kock
20. Biografi Johan Friis
22. Biografi Tyge Krabbe


Kilde 38: Povl Helgesen: Uddrag af Skibbykrøniken – om Frederik den Førstes død, herredagens beslutninger 1533 og Grevens fejde
Kilde 39: Herredagen 1533

  • 39A: Regeringens forslag til rigsrådet på herredagen i København juni-juli 1533, uddrag
  • 39B: Rigsrådets svar på de fremlagte artikler, uddrag 1533
  • 39C: Rigsrådets brev til det norske råd nordenfjelds om kongevalgets udsættelse, 18 juni 1533, uddrag.
  • 39D: Rigsrådets svar på hertug Christian henvendelse, 28 juni 1533, uddrag.
  • 39E: Herredagens 1. Reces af 3. Juli 1533, besegling
  • 39F: Herredagens 2. Reces af 4. Juli 1533, besegling
  • 39G: Arild Huitfeldts beretning (1595) om herredagen i København juni-juli 1533 og sagen mod Hans Tavsen, uddrag

Tekst 40: Henrik Adrian: Adelsrepublik, bondeoprør, Grevens fejde og hertug Christians felttog og erobring af Danmark
Kilde 41: Magtovertagelsen i København 1536

  • 41A: Biskop Ove Bille til sin bror Eske Bille, høvedsmand på Bergenhus, 9. August 1536
  • 41B:  Den preussiske admiral Johan Pein om de danske bispers fængsling m.v.
    • 1. Del. Beretning kl 2 - efter middag 12. august 1536
  • 41C:  Den preussiske admiral Johan Pein om de danske bispers fængsling m.v.
    • 2. Del. Beretning kl 6  - efter middag 12. august 1536
  • 41D:  Rigsrådet forpligtelsesbrev til Christian den Tredje 12. August 1536
  • 41E:  Christian den Tredje til hertug Ernst af Braunschweig-Lüneburg. 13. August 1536
  • 41F:  Joachim Rønnow til Johan Rantzau, Krogen (1) 14. August 1536.

Kilde 42: Klageskriftet mod Danmarks Biskopper 1536
Kilde 43: Christian den Tredjes recess 1536
Kilde 44: Arild Huitfeldt om Herredagen i København 1536

Biografier 17-22

17. Biografi - Arild Huitfeldt

Arild Huitfeldt tilhørte højadelen, han var født i 1546 i Bergen som søn af den kongelige lensmand Christoffer Huitfeldt. Han arbejdede i en længere periode som første sekretær i Danske kancelli (regeringskontoret under kansleren Niels Kaas), og han blev rigsråd under Frederik den Anden i 1586 og blev samtidig rigets kansler (den øverste justitsembedsmand).

Han var med til at sikre overgangen mellem Frederik den Anden og hans umyndige søn Christian den Fjerde, hvor en formynderregering fungerede 1588-96.

Han tog sig af Herlufsholms skole efter Birgitte Gøyes og Herluf Trolles død, men blev alvorlig syg i 1606. I 1608 trak han sig derfor tilbage fra alle officielle stillinger og levede sine sidste år på Herlufsholm til han døde i 1609.

Han skrev den første trykte Danmarkshistorie efter Saxoudgaven fra 1516. Hans historiefremstilling udkom i 10 bind i ti år fra 1596 –1616. Hans fremstilling begyndte fra nutiden med Christian den Tredjes historie og kort efter udkom Frederik den Førstes og Christian den Andens historie. Frederik den Andens historie skrev han ikke. Senere kom bindene med kong Hans’ og Christian den Førstes historier og derefter 4 bind om den ældre historie og et bind med den gejstlige historie. I alt mere end 4000 trykte sider, et enormt arbejde.

Han havde gennem sit aktive politiske liv i kontakt med mange venner samlet manuskripter og mange kilder. Han rådede over Peder Olsens, Anders Sørensen Vedels og Hans Svannings materialer og efterhånden, som de opgav deres arbejde, begyndte han at skrive sin egen historie. Men i modsætning til de kongelige planer om en Danmarkshistorie  som Saxos på et kunstfærdigt latin, der kunne bruges i udlandet, begyndte han at skrive på dansk og i almindeligt sprog. 

Han havde dengang direkte adgang til kongens og rigets arkiver og i hans fremstilling citerer han ofte direkte fra kilderne eller gengiver dem. Han rådede over kilder, som nu er forsvundet eller som brændte ved universitetsbibliotekets brand i 1728, og han havde flere sekretærer fra kancelliet til sin hjælp.

Han har en klar tendens i sine fortolkninger, han støttede det adelige rigsrådsvælde og systemet med en rådsvalgt konge. Derfor kritiserede han især Christian den Anden og satte Christian den Tredje op som modbillede. Fremstillingerne blev skabt som politisk lærestykke for den unge Christian den Fjerde, fortalerne om hver konge viser Huitfeldts fortolkninger og tendens.

Det samlede værk er meget omfattende og fik stor betydning for den senere historieforskning.

Først med enevældens indførelse i 1660 kom det til en direkte kritik af Huitfeldts adelige tendens. Kendtest er Ludvig Holbergs kritik (se Fortælling 26, tekst 11).

Der er aldrig blevet lavet en moderne tekstmæssig og redaktionel udgave af Arild Huitfeldts ”Danmarks Riges Krønike”, der er dog i 1976-78 på forlaget Rosenkilde og Bagger blevet fremstillet en facsimile-udgave af 1595-1604 trykkene af den omfatttende fremstilling. Den kan læses stadigvæk ved hjælp af Otto Kalkars ordbog til det ældre danske sprog (genoptr. 1976) selvom den er trykt med gotiske bogstaver.

Historikeren Kristian Erslev gjorde op med mange af Huitfeldts fortolkninger og brug af kilder. Han påviste afskriftsfejl, fejllæsninger og ændrede flere forklaringer. Derfor har senere historikere kun med forsigtighed anvendt Huitfeldts fortolkninger.

Man kan læse mere om Huitfeldts fortolkninger i Politikens Danmarkshistorie bd 7 (af Svend Ellehøj) s 157-63 (1964), i Danmarks historie Bd 10 (af Torben Damsholt) s 55-61 (1992) og i Politikens og Gyldendals Danmarkshistorie Bd 7 (af Alex Wittendorff)  354-357.

 

18. Biografi - Johan Rantzau

Johan Rantzau var født i 1492 i Holsten, var i sin ungdom på uddannelsesrejser i England og Spanien og pilgrimsrejse til Jerusalem og studerede militære forhold. Han blev tæt knyttet til hertug Christian (den III) og var med på mødet i Worms 1521, hvor Luther forsvarede sig overfor kejseren. Han deltog i forhandlingerne på hertug Frederiks (I) side med Christian den Anden (Bordesholmaftalen 1522). Ved de jyske adeliges oprør mod Christian den Anden blev han hærfører for hertug Frederik (I) og finansierede lejetropperne gennem lån på Kieler omslag.

Han organiserede kampen mod København og Malmø og blev dansk rigsråd. Som belønning blev han lensmand på Krogen (det senere Kronborg). Under det Skånske oprør 1525 bekæmpede han sammen med rigsmarsken Tyge Krabbe Søren Norby og de oprørske styrker og viste her sit feltherretalent. Efter 1523 var han det oldenborgske monarkis vigtigste statsmand frem til 1545, hvor han modsatte sig opdelingen af hertugdømmerne mellem Christian den Tredje og hans brødre.

Efter en kort tid at have været marskalk (leder af hæren) i Holsten, blev han i 1526 hofmester i hertugdømmerne. Han støttede fortsat Frederik den Første og var med til at garantere Christian den Andens fangenskab på Sønderborg slot. Ved kongens død forhandlede han på hertug Christians vegne med rigsrådet i Danmark og sikrede ved forhandlinger i både København og Ghent alliancen mellem Nederlandene og Danmark rettet mod hansebyen Lübeck. På en landdag i Kiel i 1533 var han med til at sikre en holstensk luthersk kirkeordning. Under borgerkrigen 1534-36 var han atter den hærfører, der sikrede den slesvig-holstenske hertug kongemagten i Danmark for anden gang. Først samlede han lejetropper, der indesluttede Lübeck og standsede handelen så byen måtte slutte særfred med hertug Christian og dermed gav den opstillede holstenske hær sikkerhed mod angreb fra syd, mens den selv nedkæmpede bonde-og borgeroprørerne i Jylland og på Fyn.

Det skete ved et hurtigt vinterfelttog fra Kolding over Varde til Holstebro, Viborg og Ålborg hvor hans styrker nedkæmpede bonde-og borgeroprøret under Skipper Clement i Jylland. Siden fortsatte kampen til Fyn, hvor et overraskelsesangreb på grev Christoffers hær ved Øksnebjerg i juni 1535 fjernede grev Christoffers folk helt fra Fyn.

Overgangen til Sjælland kom kort efter, men Johan Rantzau deltog ikke som feltherre på Sjælland som i 1523, men sikrede med en hær Holsten for angreb fra syd. Først da Københavns overgivelse nærmede sig kom han til Christian den Tredje på Sjælland og deltog i magtovertagelsen og bispernes fængsling. Med Christian den Tredjes magtovertagelse kom Johan Rantzau til at være den betydeligste statsmand ved siden af kongen. Han fik megen ejendom og len i Danmark, blev i 1537 statholder i Holsten og var frem til 1545 den ledende udenrigspolitiske forhandler for Christian den Tredje. Både under Frederik den Første og under Christian den Tredje sikrede han kontakten og aftaler med de ledende protestantiske fyrster, ligesom han forhandlede aftaler igennem med Frankrig, kejseren (Karl V) og Lübeck.

Højdepunktet var freden i Speyer 1544, hvor han sikrede oldenborgerne mod arvekrav fra Christian den Andens efterkommere og fik holdt Danmark-Norge-Holsten ude af de tyske konflikter.

I protest mod Christian den Tredjes endelige aftale om deling af  Slesvig-Holsten med sine brødre i 1545 opgav Johan Rantzau sine officielle hverv og trak sig tilbage til sine godser. Han nåede dog i 1559 endnu engang som holstensk feltherre at være med til erobringen af Ditmarsken. Han døde i 1564.       


Kilde: Wikipidia, Mikael Venge i Dansk Biografisk Leksikon 3.udgave. Findes på nettet.

Torben Bramming: Rantzau - Den hellige kriger. Kristelig Dagblads Forlag 2016.

 

19. Biografi - Jørgen Kock

Jørgen Kock var indvandret fra Nordtyskland og fik hurtigt en solid borgerposition gennem giftermål med en københavnsk enke (Sidsel Cortsdatter, gift med den velstående Walter Kniphof). Han fik hurtigt sin hovedbeskæftigelse og sin gård i Malmø, hvor han i 1518 påtog sig Christian den Andens møntforretning. Det var en periode hvor mønten til stadighed forringedes og kongen krævede store midler til oprustningen i krigen mod Sverige. Da Christian den Anden forlod landet med Malmøs borgmester Hans Mikkelsen, fik byen besked på at vælge en ny borgmester og det blev Jørgen  Kock. Han forsvarede derefter byen mod de adeliges angreb og sammen med Københavns slotsherre Henrik Gøye indledte han forhandlinger med Frederik den Først om byernes overgivelse. I januar 1524 overgav de to byer sig til kongen  og Jørgen Kock vedblev med at være borgmester ligesom han for en periode fortsatte som møntmester. Han fastholdt sin centrale politiske placering i de kommende år og blev tæt knyttet til Frederik den Første.

Under det skånske oprør 1525 holdt han Malmø fast ved Frederik den Første, og da kongen i 1526 gav København og Malmø ret til selv at vælge deres borgmestre udnævnte han samtidig Jørgen Kock til at være adelig.

Jørgen Kock var tidligt åbent evangelisk orienteret. Han tilkaldte allerede i 1527 Claus Mortensen Tøndebinder til Malmø og hurtigt fik de evangeliske overtaget i byen meget mod ærkebispen i Lund. Kongen gav værgebreve til flere prædikanter i byen og overlod gråbrødre- og heligåndsklostret til byen. Der blev oprettet skole, præsteskole og hospital og en omfattende skribentvirksomhed og bogtryk gjorde Malmø til den vigtigste evangeliske by i Østdanmark.

Jørgen Kock blev belønnet af kongen med Tommerup kloster for livstid i 1532 og selv mange af de katolske rigsråder havde deres børn under oplæring i Malmøs evangeliske skoler.

Med Frederik den Førstes død kom Malmø og Jørgen Kock i knibe. Som borgmester søgte han at sikre byen både mod ærkebispen i Lund, der nu så chancen for at fjerne den evangeliske bevægelses ledere efter herredagens beslutninger i København 1533.

Men da man samtidig med havde måttet sende tropper til Holsten, var lensmanden på Malmøhus, Mogens Gyldenstjerne, uden vagt og beskyttelse. Det lykkedes ved et kup at fange lensmanden, og borgerne besatte slottet og sikrede sig fæstningen. Jørgen Kock og Ambrosius Bogbinder fra København søgte at få hertug Christian til på egen hånd at tage kongemagten i Danmark selvom kongevalget var blevet udskudt et år på herredagen i København, men det afviste hertugen. Da grev Christoffer af Oldenborg i sommeren 1534 ankom til Øresund med en lybsk flåde og lejetropper tilsluttede Jørgen Kock sig straks og dannede sammen med Ambrosius Bogbinder den borgerlige ledelse af oprøret, der skulle bringe Christian den Anden tilbage på tronen. Da Tyge Krabbe og andre adelige efter først at have sluttet op bag Christian den Anden og havde støttet grev Christoffer begyndte at falde fra, vendte også Jørgen Kock sig i skrift og mæle mod adelen.

Ledelsen af opstanden blev endnu mere problematisk, da den katolske hertug Albrecht af Mecklenborg kom til undsætning og slog sig ned i København.

Jørgen Kock søgte gennem flere forhandlingsmøder at få aftaler med Christian den Tredje og holstenerne. Han mødtes med kongen på Kalundborg slot i marts 1536, hvor han advarede kongen mod bisperne, og i april overgav Malmø sig og fik fuld amnesti og opretholdt sin evangeliske kirkeordning.

Jørgen Kock fik da mulighed for at tilslutte sig kongen, men nåede det ikke inden den frist, der var nævnt i aftalen med Malmø. Han var da i København og fortsatte at påvirke her. Da København overgav sig til kongen i juli 1536 fik Jørgen Kock ligesom Ambrosius Bogbinder påbud om, kun at opholde sig et sted i riget, som kongen bestemte. Jørgen Kock fulgte da kongen tilbage til Holsten som rådgiver og i slutningen af 1536 kunne han vende tilbage til Malmø stadig som en af kongens betroede mænd. Her styrede han de kommende år genopbygningen af Malmøhus og finansierede for kongen en stor del af byggeriet. Fæstningen blev genopført ”åben”, så den ikke kunne bruges mod borgerne i byen, det skete efter aftalen, da byen overgav sig i april 1536.

I 1539 blev Jørgen Kock udsonet med adelen ved kongens mellemkomst, han tilbagekaldte de ukvemsord han havde anvendt under Grevens fejde og lovede konge og rigsråd lydighed. Da borgmesterembedet blev ledigt i 1540 blev han igen Malmøs borgmester og han fik Borreby i forlening. Han døde som borgmester i 1556 og blev begravet i Petri kirke i Malmø. Hans hus – det ”Kock’ske hus” står stadig i den gamle by i Malmø.


Kilde: Astrid Friis i Dansk Biografisk Leksikon 2. Udg. 1933-44

Ole Peter Grell: Jørgen Kock. En studie i religion og politik i reformationstidens Danmark s 113-126 i Profiler i nordisk senmiddelader og renaissance. Festskrift til Poul Enemark. Arusia Århus 1982.

 

20. Biografi - Johan Friis

Johan Friis var født i 1494 på Tåsinge, fik en grundig skoleuddannelse i Odense og Århus, læste ved Københavns Universitet 1514 og rejste derefter rundt i Europa og tog magistergrad i Köln 1519 og rejste til Rom omkring 1520.

Han blev efter 1½ års ophold i Rom sekretær i kancelliet hos Christian den Anden, han støttede med det samme Frederik den Første og fortsatte i kancelliet, hvor han i 1532 blev udnævnt til kansler. Han støttede i 1533 hertug Christian som dansk konge og forhandlede på hertugens vegne den forbundsaftale mellem Holsten og Danmark, der blev godkendt af rigsrådet på herredagen i København 1533. Efter borgerkrigens udbrud blev han på et adelsmøde i juli 1534 i Hjallelse valgt som repræsentant for den fynske adel med den opgave at støtte hertugen på det indkaldte stændermøde 19 august i Horsens, hvor han blev udvalgt til konge.

Under urolighederne på Fyn kom han kort efter fanget i Nyborg sammen med andre adelige af grev Christoffers tropper. Han blev ført til København, men blev sluppet fri og fik lov til at drage til Wittenberg for at møde Luther. Efter et kort ophold her rejste han tilbage til Holsten og genindtrådte i sit arbejde som dansk kansler for den udvalgte kong Christian den Tredje. Han deltog i 1536 og årene fremefter som den centrale kongelige embedsmand i de mange forhandlinger om at genskabe den stærke kongemagt og organisere magtovertagelsen af de mange kirkelige ejendomme, og han sikrede en lensreform i 1557, der gav mulighed for i langt større omfang at styre kongemagtens økonomi. Han var i alle årene en af de vigtigste samarbejdspartnere for Christian den Tredje og fortsatte efter kongens død med at være en støtte for efterfølgeren Frederik den Anden.

Han sikrede opbygningen af smukke renæssancebygninger på Hesselagergård på Fyn og på Borreby ved Skelskør, han var i en række år universitetets kansler, og da han døde 1570 var han en rig mand. Han døde uden børn og var ugift.

Kilder: Ejvind Slottved i Dansk Biografisk Leksikon 3 udg


21. Biografi - Tyge Krabbe

Tyge Krabbe var født i 1474 og blev allerede 12 år gammel en af kong Hans’ smådrenge. Han passede kongens hunde i seks-syv år. Han deltog i kongens Gotlandstogt i 1487, fulgte med til rigsmødet i Kalmar 1495 og deltog i slaget ved Rotebro (Sverige) i 1497. Han blev således uddannet som kriger og hofmand. Han var lensmand på Københavns slot i 1501, blev ridder senest 1503, og var de følgende år til stadighed på krigstog i Sverige. Fra 1507 blev han lensmand på Helsingborg slot og fik stor berømmelse ved i 1510 at samle det skånske adelsopbud og nedkæmpe en svensk angrebs styrke under Åke Hansson Thott. Han blev kort efter rigsråd og deltog i rigsrådsmøderne frem til Christian den Andens tiltrædelse. Han blev gift med Anne Rosenkrantz i 1505 og måtte have dispensation fra paven, da de var beslægtede indenfor 4.led. Han søgte at få forøget sit gods ved en række retssager og det lykkedes, men han lagde sig i den sammenhæng ud med Christian den Anden. Han fik i 1520 frataget sit len ved Helsingborg, der blev givet til den sejrrige anfører af Sverigestogtet Otte Krumpen.

Derfor blev han en af modstanderne til kongen og sluttede sig til hertug Frederik allerede i 1522 og var med til at udforme og underskrive sammensværgelsesbrevet dec. 1522 og søgte at få hertugen til at gribe ind i Danmark. Gennem trusler og forhandlinger var Tyge Krabbe med til at sikre Frederik den Første kongemagten i Danmark og fik som belønnng postn som rigsmarsk ved hyldningen i Viborg i marts 1523. Samme sommer fik han på ny Helsingborg som len og var nu den katolske højadels vigtigste repræsentant overfor rigshofmesteren lutheraneren Mogens Gøye.

Hurtigt kom det til voldsomme sammenstød med bønderne i Skåne og med hensynsløs brutalitet nedkæmpede Tyge Krabbe og hans folk bønderne i Skåne, men da Søren Norby i 1525 greb ind fra Gotland først i Blekinge og derfra i Skåne faldt hele Skåne fra Frederik den Første undtagen Malmø og Helsingborg. Først med hjælp af holstenske lejetropper under Johan Rantzau blev bønderne nedkæmpet og Landskrone omringet og belejret. Tyge Krabbe søgte da mod Rantzaus ønske forlig med Søren Norby og det kom til en aftale, hvor Søren Norby blev Frederik den Førstes lensmand i Blekinge, overlod Visborg til danskerne og dermed på ny sikrede ro og orden i Skåne.

Tyge Krabbe advarede i flere breve til kong Gustav mod ”lutheriet” og søgte at støtte de katolske bisper i forhandlingerne med kong Frederik.

I de forhandlinger, der blev ført om Christian den Andens tilfangetagelse og ophævelsen af lejdet til ham efter Norgesfelttoget, spillede Tyge Krabbe en afgørende rolle som den, der støttede, at man skulle fængsle konge. Han blev således en af de fire rigsråder, der fik opsyn med Christian, og som kongen måtte forpligte sig overfor at skulle holde Christian den Anden fængslet for livstid.

På herredagen i København 1533 støttede Tyge Krabbe bisperne i deres rekatolicering af kirken og den fornyede forfølgelse af de evangeliske prædikanter. Han støttede et kongevalg af prins Hans og bekæmpede et valg af den lutherske hertug Christian. Som en af de ledende rigsråder fik han sammen med Joakim Rønnow kontrollen med Øresundstolden og var reelt konge i Skåne. Sammen med ærkebispen i Lund støttede han, at de evangeliske prædikanter blev anklaget og udvist, men kunne ikke få sine ønsker opfyldt overfor Malmø. Her lykkedes det bystyret af få kontrol med lensmanden og byen overtog fæstningen Malmøhus inden Tyge Krabbes folk kunne komme tilstede. Da grev Christoffer af Oldenborg i juni 1534 ankom til Øresund støttede Malmø med det samme den lybske styrke, og Tyge Krabbe fik ikke organiseret et forsvar men tilsluttede sig snart greven og beholdt derved kontrollen med Helsingborg slot. På samme måde med den skånske adel, der nu sluttede op om Christian den Anden.

Da de svenske styrker i januar 1535 angreb ved Helsingborg faldt Tyge Krabbes styrker Jørgen Kocks og lybækkeren Markus Meyers styrker i ryggen, og det skabte stor modstand til adelen i Skåne og på Sjælland. Efterhånden som Christian den Tredje rykkede frem og indesluttede Malmø og København overlod han Skåne til Tyge Krabbe som statholder, men det var klart, at det var af nød det skete.

Politisk var Tyge Krabbe efter magtovertagelsen i 1536 uden politisk indflydelse. Helsingborg mistede han hurtigt til sin svigersøn Peder Skram, der var blevet Christian den Tredjes vigtigste admiral. Men han beholdt sin titel som ”rigsmarsk” og optrådte på de kommende herredage, men blev ikke mere inddraget i de politiske forhandlinger. Han døde 1541.      

Kilde
: Astrid Friis i Dansk Biografisk leksikon 2. Udgave 1933-44.

 

22. Biografi – Ove Bille

Ove Bille havde en universitetsuddannelse bag sig, var tæt knyttet til regeringerne fra 1499 (ansat i kancelliet som kansler fra 1507 til 1520) under både kong Hans, Christian den Anden og Frederik den Første, han blev medlem af rigsrådet 1514, han fik en række kirkelige poster, der aflønnede ham indtil han blev bisp i Århus, godkendt af paven i 1520. Søgte sammen med Mogens Gøye i 1522 at få forlig mellem kongen og de jyske adelige, men sluttede sig til hertug Frederik sammen med Mogens Gøye og støttede loyalt op om den nye konge og hjalp med at sikre oprettelsen af det nye kancelli efter Christian den Andens flugt. Han søgte at bevare bispernes magt og indflydelse. I 1533 støttede han således prins Hans kandidatur, men da Ry-mødet var overstået støttede han loyalt hertug Christian.

Han overraskedes ved Christian den Tredjes fængsling af bisperne, hvor han først efter at have afvist kongens tilbud om at fortsætte i sit stift som lensmand, blev fængslet. Han var den første af de fængslede bisper. der blev løsladt, efter at han havde fraskrevet sig retten til bispegods og bispeembede. Han fik overladt Skovkloster ved Næstved som len og fik lov til at bevare sin titel. Død 1555 og begravet i Antvorskov klosterkirke.

Kilde: Mikael Venge i Dansk Biografisk Leksikon 3. Udgave 1979-84

Kilde 38: Povl Helgesen: Uddrag af Skibykrøniken – om Frederik den Førstes død, herredagens beslutninger 1533 og Grevens fejde

Povl Helgesen var karmelittermunk og blev i 1511 leder af Karmelitterhuset i København og blev samtidig lektor ved Københavns Universitet. Mere om Skibykrøniken og Povl Helgesen, se kilde 8 og biografi.

Kilde 38A: Kong Frederiks død, vurdering af kong Frederik, herredagen i København 1533, religionsforholdene og udenrigspolitik.

Uddrag fra A Heise (oversætter): Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s 153-167, 172.

I den stille uge i året 1533 efter verdensforløsningen (= skærtordag den 10. April) døde de danskes konge Frederik den Første, efter han havde regeret i 10 år; thi i året 1523, da kong Kristiern, den berygtede tyran, flygtede, blev han fra hertug i Holsten valgt til konge i Danmark. Denne Frederik havde været navnkyndig som hertug, men som konge tabte han hele sit navns glans, skønt han dog var søn af navnkyndige forældre, nemlig af den kristelige kong Kristiern, af dette navn den første, og den fromme og berømmelige dronning Dorothea; thi hele den berømmelse og ære, han havde vundet ved hertugdømmets styrelse, fordunklede han ved sin ulykkelige og kirkerøveriske kongestyrelse. Og mens han under vanskelige forholds ledelse viste sig enfoldig, ja næsten træg og uvirksom, viste han dog så stor snildhed, når det gjaldt om at skrabe penge sammen allevegne fra. Han vidste nemlig at kong Kristiern, hele rigets fjende, var en skræk for alle, og da især for rigets styrere og adel, som han ville have dræbt alle med et slag, hvis han var blevet genindsat i sit rige. Hvergang rigsrådet derfor enten afslog et af kong Frederiks forlangender eller  ikke straks indrømmede det, anstillede han sig straks meget fortørnet, og ved således at fremgøgle en kunstlet vrede, indgav han dem straks den formodning, at han ville gå ind på et fredeligt forlig, og antydede, at han ville bilægge striden med kong Kristiern, og ved dette kunstgreb opnåede han alt, hvad han ville, hvor ubilligt det end var (1). Han havde nemlig med en forbavsende snildhed samlet nogle af rigets fornemste mænd om sig, hvis fortrolige omgang han havde tilkøbt sig ved gaver, ved gæstebud eller ved kortspil og terninger. Disses åndelige dygtighed misbrugte han på den snedigste måde til at overtale andre til at gå ind på de planer, han havde undfanget i sit sind. Men de anvendte til gunst for den hykleriske fyrste deres skræmmebilleder på de øvrige. Så at de tilsidst ikke søgte at overtale dem med det gode, men ligefrem tvang dem til at indvillige i voldsfærden. Følgen heraf blev, at man hos denne Frederik havde mindre frihed både til at begære og til at afslå end tidligere under den berygtede tyran kong Kristierns regering. (2). Heller ikke fandt han sig i, at man overfor ham påberåbte sig den hellige ed, han havde svoret, eller på den håndfæstning, han havde sat sit segl under og ifølge hvilken han ved en højtidelig pagt var bunden overfor riget og rigets råder til at overholde troen(3). Af andre fordrede han en fast og ubrødelig overholdelse af deres ord, selvom det var aftvunget dem ved ubillige lovbestemmelser, men overfor dem holdt han aldrig selv sit ord. Og dette var dog ikke hans medfødte natur, men det var først opstået, da han sluttede sig til den nye lutherske bekendelse, som er troløshedens moder såvel overfor Gud som overfor mennesker. I denne Frederiks tid blev af had til Romerpaven al kirkeret afskaffet, så bispernes myndighed åbenbart spottedes og kirkens magt fuldstændig foragtedes. Deraf fulgte i dette rige en stor løshed i alle livets forhold, da man jo havde ophævet al agtelse for lovene, som plejer at holde de mennesker, der fører deres liv på umenneskelig vis, under pligten. Under hans regimente blev kirkerne plyndret for deres klokker, billeder og kostbare kar, for de hellige gemmer, hvori Guds indviede legeme bevares, for de hellige klæder og i det hele taget for alt, hvad der hører til den kristne gudsdyrkelse, desuden for tiende og offergaver, og de blev ikke blot plyndret, men der var også nogle klostre og til hellig brug indviede huse, som helt jævnedes med jorden (4); ja i den grad vanhelligedes alle vor religions helligdomme imod den hellige ed, han havde svoret, og mod det højtidelige løfte, han offentligt havde aflagt for rigets råder, at der på de fleste steder næppe nok findes et eneste spor af kristelig fromhed tilbage. Og der var heller ingen, der i dette rige var mere sikre og trygge under den kongelige beskærmelse end denne så store ugudeligheds ophavsmænd og udøvere: thi hos den kirkerøveriske konge var der ingen agtelse hverken for retfærdighed eller uskyld; i hans øjne var fromheden overtro, kyskhed hykleri, religionen dårskab, afholdenhed afsind. For øvrigt havde han sit kongesæde på Gottorp slot i hertugdømmet Slesvig (som nu er underlagt Holsten, efter at man med vold og magt har sat sig i besiddelse deraf, skønt det i virkeligheden er et ældgammelt len af Danmark (5), og det var til uhyre skade for Danmarks rige, men til største fordel for hertugdømmet Holsten, at hvilket det således har fået udseende af, at Danmarks rige, der tidligere var så frit og uafhængigt, i lang tid har været et skatteland. Thi alle de skatter, tynger og afgifter, der under et eller andet påskud afpressedes de danske, førtes altid til hertugdømmet Slesvig. Han havde nemlig lovet, dengang han blev kronet, at han ville have sit kongeæde i rigets midtpunkt (6); men dette blev lige så lidt holdt som alt andet. Altid ulykkeligt har Danmark endnu stadig i Holsten, der blev købt, øget og beriget for dets midler, en fjende, der efterstræber det og opæder dets kraft. Også alt det, der blev skrabet sammen, da kong Kristiern blev fanget og hans kister plyndret, er blevet ført til samme Gottorp slot. Hans kister indeholdt nemlig visse gamle rigsskatte af forskellig art og stor kostbarhed, desuden brevskaber og skrifter angående rigets privilegier og friheder, bedre end mange skatte, men som Holsten nu glæder sig ved og praler af (7). På denne måde blev altså Danmarks rige i den grad blottet for alle sine herligheder ved denne kirkerøveriske fyrstes snuhed, voldsomhed, list og snedighed, at det ved hans død blev efterladt i den største fattigdom, så det med større sandhed kunne siges at være blevet hærget og udplyndret end styret med kongeligt regimente. Og dersom han havde tørstet lige så meget efter blod som efter rigdomme og skatte, så havde han ikke blot nået, men næsten overgået Kristiern den Andens måde at styre sit rige på. Og efter at han nu, som ovenfor sagt, havde hersket i 10 år og tilbragt hele dette ustadige og kortvarige liv med nydelser, spil og lystighed, som han forbeholdt sig alene som noget, der passede sig for ham, mens han henviste omsorgen for ret og billighed til andre, som noget, der ikke passede sig for ham og som han ingenlunde havde tid til at beskæftige sig med for spillets skyld (8), ja så hånede han i sin sidste stund først den præst, der skulle modtage hans skriftemål, viste med flid foragt for kirkens øvrige hellige midler, skreg derpå op under en så forfærdelig rallen, at de omkringstående rystede af rædsel, og han døde så i april måned i det herrens år 1533; men der var kun få, der sørgede derover.

Ved trinitatis tid i det herrens år 1533, da der efter kong Frederiks død ingen konge var i Danmark, blev der holdt almindelig herredag i København, hvor det samlede rigsråd skulle rådslå om valget af en ny konge. Men denne rådslagning blev udsat indtil videre, for at man i den kongeløse tid mere kunne sørge for sine egne sager end for statens tarv. Den øverste magt var nemlig hos rigets råder; men de var på grund af deres forskellige interesser og stemninger så uenige og splidagtige indbyrdes, at der så godt ikke var en eneste ting, de kunne blive enige om, endsige da om valget af en konge (9). Da der fremdeles intet var, som vakte større uenighed end den ved lutheriets troløshed fremkaldte adsplittelse i kirken, idet meningerne på begge sider stod stærkt mod hinanden, så indså nogle af de forstandigere blandt de gejstlige og verdslige råder (10), at der på grund af lutheriet ville opstå de største ulykker i riget. Idet de nu ønskede at imødegå dette ved hensigtsmæssige midler, begyndte de at indlede forhandlinger om, hvorledes de kirkerøveriske prædikanter, der ledte rigets befolkning bort fra dn sande gudsfrygt og enfold og som ikke ville finde sig i lydighed mod kirkens foresatte, kunne revses og atter bringes ind under kirkens orden, og ligeledes om, hvorledes man kunne råde bod på de brud på kirkefreden, som var fuldbyrdede på forskellige steder, genoprette gudsdyrkelsen på de hellige steder, som var blevet vanhelliget, og atter bringe de med magt undertrykte præster og munke lindring og genoprejsning. Den ypperste ridder , hr. Mogens Gøje, begav sig da hemmelig bort, for at han ikke skulle blive tvunget til at indvillige i en beslutning herom, og tog med sig sin eftersnakker og abekat, hr. Erik Eriksen, ved hvis hemmelige overtalelser han blev endnu mere forhærdet og umedgørlig; thi denne Erik var det lutherske partis mest stivsindede hjælper og forsvarer (11). For øvrigt var det hele spilfægteri, og der var ikke den meste oprigtighed i hele denne adfærd; thi skønt denne Mogens Gøje var fraværende, mærkede man dog hans nærvær over alt. I den gad havde satan overvægten i dette Danmarks rige, at i tros- og religionssager ikke blot nogle enkelte lægmænd var uenige med prælaterne, men også skinbiskopperne (hvoraf der dengang var mange)  med de sande biskopper, ja i den grad var vores, det vil sige den kristne religions hellige handlinger disse skinbiskopper så forhadte, at de fuldstændig foragtedes af dem lige til mysterierne selv. Biskoppernes titler, udmærkelsestegn, prægtige optog, hædersbevisninger, privilegier, skattefriheder og herligheder, besiddelser, godser og prægtige slotte, ja det var de begærlige nok efter, og besiddelsen heraf, hævdede de med brask og med bram, men biskoppernes embedspligter gav de sig ikke af med. Og således skete det ifølge Guds retfærdige dom (fordi ingen ville lade sig omvende til et sundere levned), at intet for alvor kunne fastslås mod lutheranernes så ugudelige sekt, hvilket viste sig tilstrækkelig ved et eneste eksempel. Bevæget ved nærgående og indtrængende forlangender af nogle fromme mænd, havde rigsrådet nemlig endelig skænket sagen mod lutheranerne en eneste dag, og på denne blev selve lutheranernes fænnikedrager Hans Tavssøn stævnet, anklaget, overbevist om sin brøde og tilsidst, da men eftergav ham dødsstraffen, dømt til forvisning, men under så stor larm og rasende støj af den afsindige københavnske almue, at såvel sagvolderne som dommerne nær var kommet i livsfare; i den grad viste man hverken hæder eller nogen som helst ærbødighed mod rigets råder, som kætternes oprørske råb endogså truede med døden (12). Imidlertid opførtes hele denne komedie mod denne Hans Tavssøn på den letfærdigste måde; thi da der var fare for et oprør, kom man ikke til ende med en virkelig alvorlig forhandling af en så vigtig sag. Da han nemlig anklagedes for nogle få ugudelige artikler i sin prædiken, råbte han med en vis påtaget enfold, at det var en falsk anklage, der rettedes mod ham, i det han hårdnakket nægtede at have lært og prædiket det, som dog er blevet åbenbart indrømmet ved vidnesbyrd af lutheranerne selv, skønt ingen af disse åbenlyst tog til genmæle imod ham, for at det ikke skulle få udseende af, at de var gået over til en almindelig imod partiet indgået sammensværgelse; så stærkt var nemlig ugudelighedens og troløshedens bånd, at partiets tilhængere hverken tilstod, hvad der var den skæreste sandhed, eller forrådte, hvad der var åbenlyst falsk, til stor skade for deres egne samvittigheder. Og herved åbenbaredes den ret, hvilken uhyre fare kætteriet i og for sig medfører, idet det ikke blot gør menneskenes sind afsindige, men endogså fuldstændig forblinder dem. Thi uagtet han nægtede, at han havde hævet den kirkeforbryderiske vanhelligste af Vor Frue kirke til skyerne, at han havde lært, at Guds hellige, indviede legeme og blod ikke burde tilbedes, at han havde tilladt lægmænd at dømme om de hellige skrifter, at han havde forbudt menigmand at besøge Vor Frue kirke og således tvunget mennesker til mod deres samvittighed at tilslutte sig partiet (13), at han havde brugt ukvemsord om alle rigets biskopper, præster og munke og meget andet, hvorfor han med den største ret anklagedes og uden hvilket han overhovedet ikke havde været lutheraner, så havde han dog hos de omkringstående borgere gunstige vidner, der råbte til ham og med den største frækhed nægtede alt, hvad han først havde sagt nej til, så at endog nogle af rigets råder ikke kunne bare sig for at le; thi de havde af samme borgere hørt lige den modsatte beretning, før sagen selv var kommet for retten. Men da de ugudelige kendsgerninger åbenbart vidnede i stik modsat retning, blev de talendes uforskammede munde stoppet, og tilsidst afsagdes der en fordømmelsesdom mod ham, ifølge hvilken han blev dømt til forvisning for evigt. Efter en måneds forløb begav han sig også bort, for at det ikke skulle have udseende af, at han ved åbenlyst trods gav anledning til alvorligere splid. Men eftersom han tog ophold hos hele lutheriets forkæmper her i riget, rigshofmesteren Mogens Gøje, der havde kaldt ham til sig, så opnåede han ved dennes og hans datter Sofies mellemkomst, hvem biskoppen havde fattet kærlighed til, at han måtte vende tilbage (14). Thi biskoppen af Roskilde, der var kætteriet mere hengiven end religionen, lod sig ved nærgående og indtrængende forestillinger af begge, både faderen og datteren (15), lige så dumt som uoverlagt bevæge til mod hele rigsrådets beslutning at indvillige i, at samme Hans Tavssøn måtte vende tilbage til København. Han vendte også kort efter tilbage, efter at han næppe havde været fjorten dage borte, og således blev det sidste værre end det første. Men denne alvorlige retskrænkelse er det forbavsende, at rigsrådet har fundet sig i (16). Alt hvad der fandtes af lutheri i dette rige, det være som det være ville, ågerkarle, horkarle, skøger, kirkeforbrydere og drukkenbolte, det blev således taget i forsvar og trivedes til spot for gejstligheden, kyskheden, ædrueligheden, afholdenheden og for alt, hvad der er helligt i den kristne religion. Thi alt hvad man i mange århundreder havde iagttaget enten for at vogte på dyd og gode sæder eller til gudstjenestens værdighed, foragtedes med den største skamløshed af denne skinbiskop (17). Og hvorledes det hele for ham kun var et ydre, påtaget skin, det godtgjorde han tydeligt nok ved følgende adfærd. Sålænge kong Frederik endnu levede, plejede han nemlig med at true lutheranerne med de værste ulykker, når kong Frederik først var død, men bag efter ikke blot skånede han dem, men viste dem stor gunst, gav dem prægtige gaver og mange hædersbevisninger, ti det størst anstød for de enfoldig troendes samvittigheder, som frygtede for, at der efter et sådant forspil kun ville følge religionens og gudsfrygtens svare fald.

Samme år begyndte lybækkerne, der var blevet overmodige af deres altfor store held og nu var blevet fjender ikke blot af kejseren, men af hele den kristne verden, fordi de med den største beredvillighed og med det største stivsind havde sluttet sig til lutheriets troløshed, at drive fribytteri mod hollænderne og alle kejserens undersåtter, hvad enten de nu var tilskyndet hertil af deres egen ubesindighed eller tillige var ansporet hertil ved hemmelige opfordringer af visse lutherske fyrster, der beredte sig til frafald fra kejseren (18). Men da de kejserlige ikke ville finde sig i, at offentlige røvere gjorde det frie hav usikkert, udsendte de en flåde af veludrustede skibe og bød, at man skulle opsnuse lybækkernes skibe og tage en fortjent straf over dem. Men da det var lykkedes at få fat i nogle af dem, blev de øvrige bange og flygtede straks, såre glade over at være undsluppet af de kejserlige hænder, hvorpå de begav sig tilbage til deres egen havn, hvor de holdt sig rolige hele vinteren. Men da de kejserlige erfarede dette, besluttede de at overvintre i Danmark, for at de næste sommer kunne være nærmere ved hånden, hvad enten det gjaldt om at modstå eller angribe lybækkernes stridsmagt. Thi ligesom sagens udfald var tvivlsomt, således var det også usikkert, hvad begge parter havde i sinde. Det hele blev nemlig holdt meget hemmeligt, og i mellemtiden svævede de danske i den største frygt; thi der truede dem krig enten fra lybækkerne eller fra de kejserlige, hvis de ikke forsigtigt holdt gode miner med begge parter (19)…

…Ved Mortensdags tid (= 11 november) i det herrens år 1533, da Danmarks riges råd holdt et talrigt besøgt møde i Odense, hvor også sendebud fra kejser Karl var tilstede, sluttedes der et evigt forbund mellem de danske og de kejserlige af had til lybækkerne, som med stor dristighed gjorde det frie hav usikkert, idet de øvede fribytteri mod alle vesterlændinge, som var kejserens herredømme undergivet (20)…

Noter ved Henrik Adrian:

  • (1) Kong Frederik truede rigsrådet med at han ville nedlægge regeringen på et møde i Kolding under det skånske oprør 1525, hvis der ikke blev bevilget flere midler til kongen.Det samme skete året efter på en herredag i Odense 1526, hvor han truede med at slutte forlig med Christian den Anden.
  • (2) Se Kilde 7: Povl Helgesens brev til kannik Hans Lauridsen 30. september 1523.
  • (3) Se Kilde 6A, håndfæstningens § 3.
  • (4) I de store købstæder med mange kirker som København og Malmø, og i de store bispebyer som Viborg og Roskilde blev mange kirker nedrevet eller omdannet til andre formål. Hver sognekirke måtte 1531-32 udlevere en klokke til støbning af kanoner, det vakte stor modstand.
  • (5) Holsten og Slesvig blev ved en aftale i 1460 regeret i fællesskab af kongen og den slesvig-holstenske hertug og ridderskabet, denne aftale sikrede på lang sigt, at Holsten blev fast knyttet til Slesvig. Kommentaren i teksten henviser til begivenhederne ligeefter Frederik den Førstes død, hvor hertug Christian (den senere kong Christian den Tredje) blev hyldet som hertug af Holsten og han påtog sig formynderskabet over Slesvig-Holsten på egne og sine umyndige brødres vegne. Dermed blev hele området udskilt fra kongeriget Danmark og rigsrådet måtte hurtigt på herredagen i 1533 aftale en union med Hertugdømmerne, så både den ny fremtidige konge og rigsrådet fastholdt forbindelsen til Slesvig-Holsten. Man regnede da med, at den umyndige prins Hans skulle være den ny konge i Danmark under rigsrådets kontrol, mens den evangeliske hertug Christian havde magten i Slesvig-Holsten.
  • (6) Kong Frederiks håndfæstning sagde ikke noget om, hvor kongen skulle bosætte sig. På en herredag i København 1525 pressede rigsrådet kongen til at tage fast ophold på Nyborg slot, ”thi det er midt i riget og bekvemt beliggende for hans nådes herredømme”, men kongen krævede så til gengæld at alle fynske len skulle underlægges direkte hans hofhusholdning. Rigsrådet gik med hertil, men planen blev ikke til noget. Derefter kom kongen med mellemrum til de forskellige rådsmøder og herredage, men opholdt sig ellers på Gottorp slot. Kilde: A Heise: Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s 157 note 2.
  • (7) Kong Frederik udplyndrede ikke det danske rige, der var store udgifter til at skabe hær, forsvar og betaling til alliancepartnere og kongen måtte af sin hertugelige formue stille store beløb til rådighed og optage lån. Derfor søgte han på flere måder at få rigsråd og herredage til at bevilge skatter, afgifter og tjenesteydelser. Blandt de værdier som Christian den Anden måtte aflevere ved sin fængsling var ”Den gyldne Vlies” – den orden som han havde fået af kejseren ved sin kroning i Sverige. Men han havde ikke en større formue med i sit fangenskab – tværtimod var de beløb, der var stillet til hans rådighed blevet brugt på lejetropper og skibe.
  • (8) A.Heise refererer i sin oversættelse: Skibykrøniken, København 1890-91 s 159 note 2 til Frederiks fortroligste rådgiver Wolfgang von Utenhof, der i sin beretning om perioden (fra o.1559 – se kilde 10) beskriver kongen helt anderledes: ”Han ansås af sine naboer, for en enfoldig ligefrem mand, der havde tilbragt sin ungdom i ørkesløs fred; men i virkeligheden var han en fortandig, indesluttet, tavs og tålmodig mand, der netop ved disse egenskaber har sat meget igennem; han kunne anstille sig, som om han ingen forstand havde på sagerne, hvilke han dog udførte med visdom og dygtighed; han satte al sin lid til Gud; tidlig på dagen plejede han råd med sine rådgivere og ordnede og afgjorde da alle sager; men efter middag hengav han sig til Kortvil (Kurtzweil – = tidsfordriv, som kortspil mv. ) og selskabelighed i al gemytlighed; thi han var, en godmodig, mild, mod ulykkelige og fattige barmhjertig, fyrste.”
  • (9) Hertug Christian kunne ikke vælges til konge, de andre af Frederiks børn var ikke myndige og Christian den Andens arvinger var man politisk ikke interesseret i at inddrage. Herredagen i København besluttede at udskyde kongevalget et år med den begrundlse at det norske rigråd ikke var mødt op og derfor skulle have mulighed for at deltage.
  • (10) Der var tale om de anerkendte katolske bisper med bisp Ove Bille fra Århus i spidsen, af de verdslige rigsråder især Bille-slægtens repræsentanter og rigsmarsken Tyge Krabbe mfl.
  • (11) Herredagen i København vedtog en aftale om alliance med Slesvig-Holsten, udstedte en reces og udskydelse af kongevalget og så vedtog en del af rigsrådet en reces om religionsforholdene, der gav hver bisp myndighed til at bestemme i sit eget stift. Det er denne beslutning Mogens Gøye og Erik Eriksen Banner ikke vil deltage i og være ansvarlig for.
  • (12) Anklageren mod Hans Tavsen var  Povl Helgesen, der krævede prædikanten dømt som kætter (det gav dødstraf). Sagen fik en helt anden vending end den Povl Helgesen selv ønskede. Selve processen foregik på Rådhuset under stor tumult. Den på Gammeltorv forsamlede masse af borgere, lybske søfolk og andre påvirkede forløbet og truede både rigsråderne  og bisperne. Hans Tavsen måtte således beskytte Roskildebispen Joakim Rønnov, da han skulle gå fra Rådhuset til sin bispebolig.
  • (13) Hans Tavsen skulle have forhindret de evangeliske i at følge den katolske messe i Vor Frue kirke.
  • (14) Sofie Gøye var allerede i 1524 blevet gift med Mogens Bille til Svanholm. Hvittfeld mener det er Birgitte Gøye, der sikrer tilladelsen til Hans Tavsen. Hun bliver senere gift med Herluf Trolle. Joakim Rønnov kan godt have ønsket ægteskab med Birgitte Gøye, hvis han direkte erklærede sig for evangelisk biskop. I teksten er Sofie senere overstreget.
  • (15) Efter ”datteren” stod der oprindelig i teksten ”den skøge”, det er senere overstreget af forfatteren selv.
  • (16) Efter aftalerne på Herredagen i København, var det stiftets biskop der havde myndighed til at godkende og bestemme om de prædikanter der hørte til i stiftet. Joakim Rønnov overtræder således ikke de aftaler, men får Hans Tavsen til at acceptere bispns myndighed.
  • (17) Joakim Rønnov havde ingen præstevielse, præsteuddannelse eller pavelig konfirmation, men var udnævnt af kongen – derfor i en katolsk sammenhæng en ”skinbiskop”.
  • (18) Under ledelse af den lybske borgmester Jørgen Wullenwever, der havde sikret de evangeliske håndværkere og købmænd magten i Lübeck, var lybækkerne allerede i sommeren 1533 begyndt fjendtligheder mod hollænderne og for at standse deres adgang til Østersøens hansebyer.
  • (19) En hollandsk flåde var i august 1533 sejlet til den nordlige Nordsø, Kattegat og Bælterne. Både ved Landskrone og Falsterbo havde flåden ødelagt lybske skibe. Flåden kom i november tilbage til Holland, enkelte skibe forblev i Danmark vinteren over.
  • (20) I Ghent blev der den 9 september sluttet en traktat mellem danske udsendinge fra rigsrådet og Nederlandene, hvor der blev lovet hjælp til Danmark-Norge, hvis det kom til krig med Lübeck ligesom Danmark-Norge skulle hjælpe Nederlandene, hvis de i fremtiden kom i konflikt med Lübeck. Nederlandene blev sikret fri passage gennem Danmark, hvis det kom til konflikt med Lübeck. Traktaten blev godkendt af rigsrådet på herredagen i november i Odense.

Kilde 38B: Christoffer af Oldenborgs angreb på Sjælland 1534 og hertug Christierns valg til konge i Jylland. Krønikens bratte afslutning

Uddrag fra A Heise (oversætter): Skibykrøniken, Kbhv 1890-91 s  174-75, 176-190.

…I det herrens år 1534, da der var opstået en hård strid mellem de lutherske lybækkere og de rettroende vesterlændinge, som stod under kejserens herredømme, om den frie sejlads, hvorfra lybækkerne påstod, at vesterlændinge skulle udelukkes, så vel som, at de skulle tvinges til kun at sejle med et vist antal skibe (21), opnåede hamborgerne, efter at der var lidt svære tab på begge sider, og fordi de indså, at store ulykker truede med at udbryde, af kejserens søster fru Maria, der i hans rettroende vesterlændinge, som stod under kejserens herredømme, om den frie sejlads, hvorfra navn styrede Nederlandene, at der i deres stad skulle holdes et stort møde mellem begge de stridende parter, for at der kunne underhandles enten om afslutningen af en stilstandspagt eller af en varig fred. Lybækkerne opnåede da med stor snuhed og træskhed en stilstand på 4 år, fordi de havde i sinde imidlertid at føre krig med holstenerne, danskerne og svenskerne, skønt der var sluttet den overenskomst mellem vesterlændingene og de kejserlige, at de aldrig måtte slutte stilstand med lybækkerne, uden at holstenerne, danskerne og svenskerne medindbefattedes i samme pagt…

(Kort afsnit om gendøberne i byen Münster er her sprunget over)


…Da lybækkerne nu altså var sikret mod angreb af de kejserlige, samlede de en stor hær under anførsel af en greve af Oldenborg, udstedte et fejdeskrift og erklærede uventet ved Kristi Himmelfarts tid krig (=14 maj) mod den højbårne fyrste hr. Kristiern, hertug af Holsten, hvorpå de straks gjorde et indfald i dette land og hærgede alt med ild og sværd især adelens godser.

Mens dette foregik, men udfaldet endnu var tvivlsomt og sejren uvis, beredte malmøboerne, der jo var bekendt for deres gamle troløshed og som var blevet overmodige af deres altfor store held, skønt de ikke så meget lod sig lede af hengivenhed for lybækkerne som af deres brændende længsel efter at udrydde adelen, sig på et svært forræderi mod rigets råder og øvrighed, ja mod hele adelen, som ellers stod i bedste forhold til dem. Desuden var evangeliets forkyndelse, som da under en falsk titel prædikedes af domfældte kættere, såvel hos malmøboerne som også hos københavnerne en gerning, ikke i Kristi, men i den berygtede tyran kong Kristierns tjeneste, og denne gerning havde de med så stor iver og så stor træskhed sat i værk, for at de, når først gejstligheden var styrtet i fordærvelse og derpå hele adelen udryddet, endelig kunne være i sikker besiddelse af den så længe attråede kødets frihed og så under den falske konge, hele adelens hader, kunne tilbringe et liv, der sandelig ville være helt uberømmeligt, eftersom det ville blive fuldt af oprør og af skændsler og afskyeligt ved sin fuldstændige lovløshed.

Da malmøboerne derfor mærkede, at der nu var et gunstigt tidspunkt til at gennemføre, hvad de allerede tidligere havde besluttet, ikke blot fordi der ingen konge var i riget, eller fordi der var en farlig tvedragt mellem adelen indbyrdes, men også fordi en krig med Lübeck forestod, så stillede de oprørske borgere i spidsen for sig dette skændige forræderis lige så skændige fører og høvedsman, nemlig vestfaleren Jørgen Kock, møntmester og stadens ypperste borgmester, en mand der havde gjort sig i højeste grad ilde berygtet ved tyveri, åger, kirkeran, underslæb og mange ægteskabsbrud.

Efter at have samlet en stor skare af pøplens bærme, lokkede han fredag efter pinse, som var den 28 dag i maj måned (=er den 29 maj), ved list befalingsmanden på Malmøhus, Mogens Gyldenstjerne (22), til fælles samtale og beholdt ham straks som fange. Efter at Jørgen Kock derpå ved list havde overrumplet borgen, lod han straks den del af denne, som vendte mod byen, nedrive lige til grunden og tog ligeledes til fange to andre adelige rigsråder, hr Truid Gregersøn (23) og hr. Klavs Podebusk, der kom til ham i god tro og ikke anede det mindste. Også nogle adelige børn, der var sendt til Malmø for at oplæres og allerede var kaldt tilbage af deres forældre, blev ligeledes holdt tilbage som fanger (24). Hvorledes det for øvrigt forholdt sig med grunden til dette forfærdelige oprør, og de nærmere omstændigheder derved, samt hvorledes sagen kunne få et så uventet held, vil ses under begivenhedernes videre fremskriden.

Samme år døde på selve pinsedag (=24 maj) en hæderlig mand, hr. Simon, kannik i Roskilde, mæt af dage, altid Gud hengiven og brav, skønt han efter nogles mening havde været lidt vel karrig mod de fattige. Han blev i kannikedømmet efterfulgt af en søn af den kætterske adelsmand Knus Ebbesøn, ved navn Korfitz, der endnu kun var en dreng; men i den alder blev jo mange dengang kanniker, for at nyde indtægterne, men ingenlunde for at tage del i deres forgængere pligter og arbejder.

Omtrent i de samme dage døde en hæderlig mand, der i hele sit liv og sin omgang var uden lyde og som i sæder og livsvandel viste sig som en sand alvorsmand. Mester Niels Kortsen. Ærkedegn i Lund, der havde fortjent et lngt liv, hvis det således havde været Guds vilje. Hans eftermand blev en af de adelige kanniker, mester Holger Skaldre, en mand, der unægtelig var i besiddelse af verdslige dyder, men kun lidet åndelig og religiøs. Samme år blev en greve af Oldenborg ved navn Kristoffer, en slægtning af kong Kristiern, af hertug Kristierns våbenmagt fordrevet fra Holsten, hvor han med lybsk hjælp havde gjort indfald, og kom på selve de 10.000 martyrers dag (=22 juni) til havnene ved Sjælland, hvortil han var blevet overført af en lybsk flåde, idet han, hvis alt gik ham efter ønske, havde til hensigt ikke blot at bemægtige sig Sjælland, men hele Danmarks rige i den nu fangne kong Kristierns navn. Og efter at han og hans folk kun havde ligget stille en nat, gjorde de landgang ved daggry på dagen før St. Hans den døbers dag (=23 juni), hvorpå de i løbet af samme dag kom til Roskilde, hvor der under mængdens store jubel blev svoret det nye herredømme troskab, uden at der udgydt blod og næppe nok anvendt nogen vold. Derimod gik det ud over bispegården, som blev udplyndret med liv og lyst, og ligeledes over nogle af klerkene, som fik en ilde medfart, dog mere på grund af landsknægtenes vildskab efter grevens bud, der ved stærke trusler, han rettede mod mange, opnåede alt, hvad han ville. Ellers ville man her have kunnet få at se, hvor stort den menige hobs raseri er, som uden overlæg og uden nogen plan hovedkulds hengiver sig til alskens umenneskelighed. Thi inden tre dage var forløbet, var hele Sjællands almue faldet fra sine egne herrer. Med så stor voldsomhed rev sammensværgelsen den nemlig med sig, at den ikke blot afbrændte og udplyndrede adelens gårde, men endogså ville have dræbt og fanget en stor del af adelen, om den havde fået lov dertil. Det var nemlig Guds retfærdige dom, som da truede adelen, en velfortjent straf for dens grusomhed, gerrighed, overmod og kætteri. Thi lutheriet, dette største af alle kætterier, faldt i den grad i adelens smag, at de ene af had til gejstligheden var blevet de frækkeste foragtere af alt, hvad der er helligt i den kristne religion, og de viste sig så meget slettere heri, som de besmykkede alle deres handlinger med evangeliets påtagne navn og fromhedens maske, skønt de ellers var de største forbrydere. Heller ikke fulgte der nogen anden frugt af lutheriets prædiken end menigmands oprør og ulydighed, noget, som mange længe i forvejen havde forudsagt. Også deri viste Guds straffende hævn sig, at alle disse rædselsscener udbredte sig med så stor hurtighed, at adelen selv blev afskåret fra enhver planmæssig modstand ved den store afstand, hvori de boede fra hverandre. Og ikke blot var der stor afstand mellem dem i legemlig henseende, så de havde vanskelighed ved at samles og handle i forening, men der var også stor uenighed og splidagtighed imellem dem; de nærede ingen gensidig tillid til hinanden, og den lavere adel, der levede under ringere kår, var ligeså fjendtligsindet mod de rigere og mægtigere som den uadlige hob selv, hvorfor også de fleste af den lavere adel gik over på kong Kristierns parti, idet de således løskøbte deres gårde og ejendele fra brandstiftelserne. De sjællandske råder havde nemlig besluttet, så snart de hørte rygter om, at en fjende kunne ventes, at gøre modstand fra København. Men det lykkedes dem ikke at samle sig her på grund af de danskes medfødte langsomhed, der er skyld i, at de fleste altid fatter deres planer for sent, og det netop mest da, når farefulde omstændigheder kræver en hurtig og kraftig beslutning (25). Nogle ville også kun nødig betro sig til københavnerne, da de nærede mistanke til deres troskab. Thi blandt Københavns borgere var der mange, der som lutheranere var ivrige tilhængere af kong Kristiern; men nogle nærede også det største had til adelen for de handelsforetagenders skyld, som de rigere blandt adelen drev til den største skade for alle købstæderne, hvorfor disse også altid knurrede herover. Thi adelens handlen og voldsfærd synes at have været den fornemste årsag til det sørgespil, som nu blev opført. Adelens handel med øksne var nemlig til stor skade for købstæderne, men sammes fodring var en lige så ny som utålelig byrde for bønderne. Følgen blev så, at de af gerrighed og vindesyge gensidig søgte at styrte hinanden i fordærvelse (26).

Greven af Oldenborg tilbragte kun en nat i Roskilde, hvorpå han efter at have opbrændt bispegården der ved navn Bistrup og stukket ild på Haraldsborg slot (27), drog til Køge. Da han var kommet dertil, opslog han sin lejr i byen og begyndte at genopføre de gamle fæstningsværker, som kort før var blevet nedrevet, for at han her kunne have et sikrere tilflugtssted og for at han med større frihed kunne foretage strejftog herfra (28). Imidlertid gik det lystigt ud over adelens gårde og ejendomme, og især over de adelsmænd som af en eller anden grund opsatte eller nølede med at sværge troskb til kong Kristiern. Som følge heraf strømmede nu adelige og gejstlige sammen fra alle kanter af Sjælland, både for at købe deres gårde fri for brand og for at love kong Kristiern troskab, efter en ny og usædvanlig edsform, ovenikøbet hård og utplelig, siden ingen af de sværgende siden ville vedgå, hvad de havde svoret og på hvilken måde. Hos alle regerede en herskerinde, havesygen, hos edens afkrævere, for at de kunne vinde herredømmet, hos edsaflæggerne, for at de ikke skulle miste herredømmet: ja for ikke at sætte gård eller gods til, var de rede til at sværge på, hvad det skulle være, hvor ubillige betingelserne end var.

I Sjælland vandt greven derfor sin største ære ved de sejre, som brand og plyndring skaffede ham, skønt han også opnåede mange fordele overfor adelen ved borgernes og bøndernes forræderi. Ved den slags våben blev næsten hele den sjællandske adel tvunget til underkastelse; thi forsi adelen efterlignede kong Kristierns voldsfærd, tænkte folket stadig på frafald, og i deres løligste tanker sukkede de efter kong Kristierns herredømme, for at han enten skulle holde adelen i ave eller helt udrydde den. Og fordi hr. Joakim Rønnov, som dengang ansås for udvalgt biskop af Roskilde, med rette havde udæsket Guds vrede mod sig ved sit kætteri og sin ugudelighed – thi han var en snedig og listig person, der ikke udmærkede sig ved andet end bedragerisk færd. Voldsomhed, tyranni og gerrighed, hvorfor han også havde vakt alle gode mænds had og avind imod sig – så blev han ifølge Guds retfærdige dom på en vanærende måde afsat fra sit embede, hvori han havde trængt sig ind, og som man med større sandhed kunne sige, at han havde bemægtiget sig ved vold og magt end opnået på lovlig vis. Og denne afsættelse blev ikke blot til skam for ham selv, men også for alle hans venner, og til største skade for Roskilde kirke, da den gav anledning til, at meget af kirkens gods blev opsplittet eller kom i fremmede hænder.

I de samme dage gjorde også staden København sig berygtet ved mange forræderiske handlinger, idet den hverken holdt sin tro mod Gud eller mod rigets øvrighed; thi dens borgere traf ved hemmelige rådslagninger og lønlige rænkespil foranstaltninger til at sætte det samme i værk, som de troløse malmøboere havde gjort. Dog foregav de, at de ikke ville overgive deres by, før de så kong Kristiern udfriet af sit fængsel og udenfor stadens porte. Men dog var der ikke gået ti dage, før byen overgav sig til grevens magt uden nogen tvingende nødvendighed, men af lutter lyst til at styrte slottets befalingsmand hr. Johan Urne, og samtlige rigets adelsmænd i fordærv, mod hvem de viste sig som de troløseste forrædere, og mod hvem de også ville vise sig som de grusomste bødler, dersom deres mest brændende ønsker var gået i opfyldelse og de havde kunnet gøre, som de ville. Men hvad der mest bidrog til, at staden overgav sig, det var løftet om, at den til evig ejendom skulle have hele det omliggende land indenfor en hel mils omkreds. Efter stadens overgivelse fulgte snart slottets overgivelse, da besætningen med den største troløshed faldt fra hr. Johan Urne og med så stor voldsomhed og så stort forræderi trængte på overgivelse, at denne overhovedet ikke kunne hindres. Heller ikke i denne kamp opnåede man altså nogen sejr uden ved forræderi; sådan overhånd havde forrædernes ondskab taget på denne tid (29).

Mens også skåningerne viste sig urolige og gjorde rede til oprør, valgtes Gustav Trolle, tidligere ærkebisp af Upsala, til biskop i Roskilde (30). Denne urolige og ustadige mand med det vilde sind, der åndede død og fordærv mod alle, hvem han ville det ilde, blev dog afsat, inden han endnu var kommet i besiddelse af bispestolen; thi hans forgænger, hr. Joakim Rønnov, lagde snarer for ham ved at give en sum på 10.000 mark dansk. Thi to gange havde han tilkøbt sig Roskilde bispestol, første gang af kong Frederik for 6000 gylden og nu for anden gang af grev Kristoffer for 10.000 mark dansk. Men Gustav Trolle blev til gengæld biskop i Odense efter Knud Henriksøn, der nu flygtede med skam, han som havde givet så stor anledning til denne krig ved ikke at holde sit ord mod kong Kristiern, der nu blev holdt i et ulykkeligt fangenskab.

Imidlertid havde skåningerne også tilsidst svoret grev Kristoffer troskabsed. De frygtede nemlig for, at den længe ventede hjælp og undsætning fra Sverige skulle udeblive; desuden var de også bange for, at de skulle blive angrebet af en stærk og heller ikke havde de tillid til borgerne i Landkrone, hvor de havde lagt en besætning og truffet forsvarsforanstaltninger, for at de herfra kunne have sat sig til modværge. Men ved dette skridt vakte de stor fortørnelse hos kong Gustav af Sverige, mod hvem de således brød et højtideligt indgået forbund (31).

I de samme dage gjorde holstenere og jyder et indfald i Fyn, fordi også denne ø var gået over på grven af Oldenborgs parti uden at tænke på sin lydighedspligt, og de hævnede dette frafald hårdt, idet de ikke blot udplyndrede Odense by, men endogså på det grusomske nedhuggede mange af dens borgere. Men da de ikke forstod at udnytte deres sejr, blev de alle som en i Nyborg by enten nedhuggede eller fanget af  grevens årvågne krigsstyrke, idet kun denne krigs anførere, hr Johan Rantzov og Peder Ebbesøn, undslap før der skulle kæmpes (32).

Imidlertid var den højbårne fyrste hertug Kristiern af Holsten blevet valgt til konge af jyderne, hvorpå han straks sendte udsendinge til kongen af Sverige for at overtale denne til at gøre indfald i Skåne. Denne samlede da straks en stor hær og indtog Halmstad, dog ikke uden stort tab for svenskerne. Straks derefter indesluttede disse Varberg stad og begynde at angribe den, men længe forgæves, da alle svenskernes forsøg ikke førte til noget, thi vel var de overlegne i styrke, men i held stod de langt tilbage, om ellers sagens udfald vil svare til begyndelsen (33). Mens dette gik for sig (34)…

Noter ved Henrik Adrian:

  • (21) Lübeck under Wullenweber søgte at få en aftale med rigsrådsstyret efter Frederik den Førstes død, men rigsrådet valgte at fastholde alliancen med Holsten og dermed foretrak en løsning, hvor man havde en aftale Nederlandene om fri besegling i Øresund. I forhandlingerne søgte lybækkerne først at få en aftale der begrænsede Nederlandenes skibstrafik til nogle få skibe om året, hvis man ikke helt kunne udelukke dem fra Østersøen.
  • (22) Mogens Gyldenstjerne var lensmand på Malmøhus, han havde tidligere været lensmand på Akershus, da Christian den Anden angreb Norge. Malmøboernes forklaring på opstanden kommer frrem i en række breve der blev sendt til københavnske borgere (1-6 juni), om at ærkebispen af Lund, Torben Bille, ifølge 3 juli recessen fra herredagen i København 1533, støttet af rigsmarsken Tyge Krabbe, havde indledt forfølgelser af de evangeliske prædikanter i Skåne og havde ladet dem dømme som kættere på landstinget i Lund. Den besætning, der var på Malmøhus var kort forinden blevet sendt som hjælp til Holsten som efter angrebene fra Lübeck krævede dansk hjælp. Selve opstanden foregik inden grev Kristoffer var ankommet til Sjælland på den lybske flåde.
  • (23) Truid Gregersøn, rigsråd og lensmand på Varberg slot.
  • (24) De adelige børn var under uddannelse hos de evangeliske lærde i Malmø, en del boede hos borgmester Jørgen Kock, om de evangeliske i Malmø se Kilde 19.
  • (25) Grev Kristoffer af Oldenborg født 1504, 30 år gammel da han angreb Sjælland, var yngre søn sf grev Johan XIV af Oldenborg, der atter var søn af Christian den Førstes bror Gerhard (Oldenborgerne).
  • Som yngre søn fik han alene nogle kirkelige præbender i Bremen og Køln og havde derfor fået en gejstlig uddannelse. Han var tilhænger af den humanistiske bevægelse og blev senere optaget af den evangeliske reformation.
  • Han deltog i den nederlandske flådes togt til de danske farvande i 1533, hvor han forhandlede med Ambrosius Bogbinder og Jørgen Kock, fik senere støtte af Lübeck til en lejetrophær, der angreb ind i Holsten i maj 1534, men blev slået tilbage og hertug Christian fik derefter tvunget Lübeck til en aftale om fred i 1534.
  • Grev Kristoffer fortsatte samarbejdet med Lübeck og dannede med Lübeck et forbund til befrielse af Christian den Anden og evangeliets fremme og sejlede med sine lejetropper på en lybsk flåde til Øresund, der ankom til Dragør 21 juni 1534, netop da den indkaldte herredag skulle begynde (24 juni), og hvor den ny konge skulle vælges.
  • Landgangen fandt sted den 22 juni ved Hvidøre nær Skovshoved nord for København.
  • (26) Christian den Andens lovgivning havde begrænset adelens ret til på egen hånd at sælge staldøksne i udlandet udenom købstæderne. Først med 1536-recessen og de senere håndfæstninger fik adelen helt fri ret til at sælge okser (øksne) mv. til udlandet. Det blev i 1500-tallet en meget vigtig handelsvare og købstæderne søgte derfor at sikre sig handelen, men det forhindredes af rigsrådet. Både bønder og borgere havde stor interesse i, at adelen ikke havde denne ret til at sælge øksne i udlandet. 
  • (27) Bistrup ved Roskilde var bispernes normale opholdssted. Derudover havde bispen en bispegård i selve Roskilde lige ved siden af domkirken, der blev afbrændt ned grevens ankomst. Haraldsborg var et kongeligt slot, der lå lidt nord for Roskilde, som var forlenet til Joakim Rønnov.
  • (28) 26 juni 1534 stadfæstede grev Kristoffer Køges privilegier. Samme dag blev greven hyldet i Christian den Andens sted af den sjællandske almue, der var mødt frem på Ulvemosen ved Havdrup mellem Køge og Roskilde.
  • (29) Udsendinge fra København havde den 13 juli i Køge lovet at byen ville overgive sig til grev Kristoffer den 16 juli, hvilket skete.
  • (30) Gustav Trolle havde deltaget i Christian den Andens tog til Norge og havde fulgt ham til Danmark, da han fik frit lejde. Han blev derfor fange i København, men kom fri ved sine slægtninges hjælp, idet han lovede ved herredagen i København 1533 ikke at forlade Danmark uden rigsrådets tilladelse og ikke foretage sig noget mod Danmark. Da grev Kristoffer ankom til Dragør gav Gustav Trolle sig straks ombord og tilsluttede sig greven og Christian den Anden.
  • Joakim Rønnov opholdt sig i København, da rygterne om grevens ankomst kom til byen. Joakim Rønnov opfordrede straks til modstand mod greven, men måtte hemmeligt flygte fra byen. Han drog til grev Kristoffer og fik en aftale, hvor han måtte opgive Roskilde stift til fordel for Gustav Trolle. Få dage efter Københavns overgivelse fik han en ny aftale med greven, hvorefter han måtte beholde sit stift.
  • (31) 2. Februar 1534 var der sluttet et forsvarsforbund mellem rigsrådet og Sverige om gensidig hjælp, hvis nogen af landene blev angrebet af Lübeck eller de vendiske stæder. Ved grev Kristoffers angreb havde den skånske adel straks bedt Gustav Vasa om hjælp og en hærstyrke blev straks samlet og sendt mod Skåne. Forinden havde den skånske adel overgivet sig til grev Kristoffer med en aftale den 28 juli og hyldede ham som repræsentant for Christian den Anden på Skånes landsting ved Lund den 10. august.
  • (32) 4 juli 1534 havde de jyske rigsråder, ledet af Mogens Gøye valgt hertug Christian til dansk konge, dette blev tiltrådt af den fynske adel på et møde i Hjallelse ved Odense den 9 juli. Købstæderne og bønderne rejste sig i oprør allerede den 11-12 juli. Hertug Christians tropper under Johan Rantzau og den jyske adels folk under Peder Ebbesen ankom allerede i slutningen af juli til Fyn. Grevens tropper kom til Fyn i begyndelsen af august og erobrede i løbet af en snes dage hele øen tilbage efter overrumplingen i Nyborg.
  • (33) Halmstad overgav sig 31 oktober 1534, Varbergs belejring trak ud til begyndelsen af 1535, men denne begivenhed synes forfatteren ikke at have kendt, ligesom han ikke har kendt den skånske adels frafald fra grev Kristoffer og den ny forståelse med svenskerne i december 1534.
  • (34) her slutter teksten ufuldendt, senere er der af forfatteren tilføjet enkelte oplysninger om forholdene ved Roskildekirken.

Kilde 39: Herredagen 1533

Herredagen i København i juni-juli viste hvor splittet rigsrådet var og de problemer, der var med at tilfredsstille de mange magthavere, der ønskede indflydelse på det dansk-norske rige efter Frederik den Førstes død. Der var en aftale om, hvem der skulle efterfølge kongen – det blev fastsat i Frederik den Førstes håndfæstning og i den beslutning rigsrådet dengang tilføjede (se Fortælling 27, Kilde 17B). Men der var uenighed i rigsrådet om hvilken af sønnerne, der skulle vælges. Uenigheden blev foreløbig løst ved at udskyde valget af konge i et år, dermed sikrede bisperne og højadelen sig magten for en tid. Men derefter kunne rådet kun enes om at fastholde unionen med hertugdømmerne og sikre en fælles aftale om at holde lübeckerne ude og holde adgangen for de nederlandske skibe fri i Øresund. Om selve styret og forholdet til de evangeliske prædikanter var der stor uenighed. Alt det kom frem på herredagen. Det vises i kilderne, som er beslutningerne på herredagen. Vurderingerne findes både hos Huitfeldt (Kilde 39G) og Povl Helgesen (Kilde 38A).

Kilde 39A: Regeringens forslag til rigsrådet på herredagen i København juni-juli 1533, uddrag

Det er usikkert, hvem der reelt har udarbejdet teksten, man regner med det er ærkebispen Torben Bille, biskop Joakim Rønnow og måske Mogens Gøye og Tyge Krabbe. 

Teksten på gammeldansk er trykt i Nye Danske Magazin II, s 199 og trykt i uddrag i Kai Hørby: Reformationen i Danmark.Gyldendal 1972 s. 61-63. Oversat herfra af Henrik Adrian med inddeling I-III.

Værdigste, værdige fædre, ærlige herrer, strenge riddere og gode mænd.

Danmarks riges råd som nu er samlet til denne almindelige herredag i København, vil i den hellige trefoldigheds navn viseligt og velovervejet betænke og rådslå om rigets forhold, som nu findes for vores øjne og som er, at efter Gud den almægtige har taget og kaldet fra denne syndige verden højbårne fyrste kong Frederik vores alles herre og konge (hvis sjæl den almægtige Gud med alle kristne sjæle vil vende sig til og nådeligt forbarme sig over). Riget, som er os alle bekendt, nu er og fra altid har været fra sin første begyndelse et frit kåre rige. Og eftersom ingen herre eller fyrste endnu er valgt eller kåret til herre eller konge over riget, da ligger nu valget til riget og rigets regimente og ligeledes hele rigets og dets indbyggeres velfærd, tilstand og evige mulige ødelæggelse i Danmarks riges råds hænder og skikkelse, så at de gode herrer vil derfor viselig og vel overveje, betænke og rådslå, så at alt kan komme til en god skikkelse og tilstand her i riget, så at uenighed og tvedragt, splid og opdeling og alt fjendskab, som kan synes, og som nu findes blandt Danmarks riges råd må blive bilagt og afværget, så at hver mand gejstlige og verdslige, fattige og rige må og kan derefter nyde en skreven lovs friheder og privilegier, og ikke derfra at trænges, tvinges eller overfaldes på nogen måde. Danmarks riges råd vil i den almindelige herredag på alle måder omfatte og sikre rigets og rigets indbyggeres velfærd og tilstand, som ærlige og tro mænd og rigets svorne råd er deres fædrene rige skyldige og pligtige, så at de ikke vil anse deres eget eller nogen mands særlige vildfarelse, skade eller lykke, medens rigets og dets indbyggeres velfærd og tilstand på alle måder sikres, så at hver mand og ligeledes vores efterkommere efter os, og de omkringliggende fyrster, lande og stæder må også kunne sige, at Danmarks riges råd nu ligger i deres hænder og har alting gjort således, som ærlige og vise og tro mænd bør gøre mod deres fædrene rige på alle måder. Derpå må Danmarks riges råd hurtigt kunne komme til at arbejde med rigets ærinder på denne almindelige herredag; da vil det være nyttigt til deres egen gode forbedring, at de gode herrer vil fremdrage, overveje, betænke, rådslå og klogt beslutte…

(I) Hvis Danmarks riges råd synes, at det er rådeligt, at nu på denne herredag at ville kåre og udvælge nogen til herre og konge over riget, da skal de huske på, at de har med deres brev og besegling (1) alle forpligtet sig til at kåre og udvælge en af Kongelig Majestæts sønner efter hans død (Gud være hans sjæl nådig), dog er ingen af hans Nådes sønner nævnt ved navn i rigets råds brev, som de skulle kåre eller udvælge, heller ikke er der nogen tidsfrist eller termin nævnt i deres samme brev, mens valget derfor afhænger af dem selv, og tiden og hvem det skal være, når det skal ske, og det er derfor vigtigt, at de klogt og vel går frem i denne sag…

(II) Ligeledes, hvis denne foranskrevne artikel om at kåre nogen til herre og konge her til riget etc. må Danmarks riges råd også grundigt overveje, at rigerne særlig Danmark og Norge er med brev, besegling og håndfæstning til hverandre fast og til evig tid forbundet og forpligtet, så at når nogen herre og konge er død og afgået fra disse to riger, da skal der ikke kåres nogen herre til riget igen uden at begge rigernes råd har rådet, fuldbyrdet og samtykket i Danmark og Norge til samme reces og forbund som findes.

(III) Ligeledes, Danmarks riges råd skal også overveje, at når nogen herre plejer at blive valgt til konge over riget, da plejer man at udskrive og indkalde nogle af de bedste og udmærkede fra adelen fra hvert land fra hele riget og ligeledes en borgmester og nogle af de bedste borgere fra købstæderne her i riget, og hvis rigets råd ikke nu som tidligere gør som det er skrevet , da er det at frygte at der der af vil opstå og komme stort fordærv og opløb her i riget mod Danmarks råd af adelen og rigets indbyggere, hvad rigets råd og andre vel vil vide, hvad der skete nu sidst i København ved kong Christians kåring og udvælgelse, således at Danmarks riges råd derfor vil overveje, hvad der forsvarligt skal ske i denne tid og forskrevne kåring kan ske nu eller at den skal udsættes.

(IV) Ligeledes, hvis Danmarks riges råd synes, at i en sådan situation af andre bemærkelsesværdige årsager ikke kan ske en kåring på denne tid, vil rigets regimente derfor påhvile Danmarks riges råd selv i nogen tid. Da vil det være ganske rådeligt og nyttigt for deres egen og rigets velfærd, at de gør en skikkelse og et godt regimente med al magt førend de skilles ad fra denne herredag, så at rigets indbyggere kan vide, hvor efter de har sig at rette, og dermed kan meget ondt og stort fordærv mellem rigets råd og rigets indbyggere afsluttes, og ligeledes mellem riget og rigets uvenner, og dersom Danmarks råd ikke gør det, før end det nu skilles (det Gud forbyde), da er det virkeligt at frygte, at Danmarks råd sætter sig selv og det menige rige og deres børn og afkom i en stor alvorlig og evig fare og fordærv, som det har været øjensynligt i nogen tid…

Noter ved Henrik Adrian:

  • (1) se Kilde 17A og 17B

Kilde 39B: Rigsrådets svar på de fremlagte artikler, uddrag 1533

Teksten på gammeldansk er trykt i Nye Danske Magazin II, s 210 og trykt i uddrag i Kai Hørby: Reformationen i Danmark. Gyldendal 1972 s 64-65. Oversat af Henrik Adrian med inddeling I-IV.

…(I) Først om den artikel om kåring at udvælge nogen til herre og konge. Det er besluttet af det menige Danmarks riges råd, at fordi forbund og konføderation er indgået og sluttet mellem disse to riger Danmark og Norge til evig tid, da kan der ingen kåring ske nu på grund af det forbund og de evige forpligtelser, der er gjort mellem rigerne. Således har Danmarks riges råd nu i disse dage skrevet til menige Norges riges råd, at det skal besøge Danmarks riges råd på en almindelig herredag her i København sankt Hans Døberens dag (=24.juni) i det næste år, og da skal vi i fælleskab forhandle og rådslå om at vælge en herre og konge til omtalte to riger Danmark og Norge og behandle andre ærinder, som hører til begge riger.

(II) Den anden artikel indeholder, at da ingen herre eller konge nu kan vælges til riget, som det er foreskrevet, og rigets regimente derfor vil afhænge af Danmarks riges råd i nogen tid, da er det nyttigt og rådeligt, at Danmarks råd skal gøre en god skikkelse og regimente (1) her i riget, og et godt regimente kan ikke holdes eller ske, uden der er enighed mellem rigets indbyggere og at samme enighed kan heller ikke være mellem rigets indbyggere, uden at hver mand overholder lov og skel og ret friheder(2) og privilegier.

(III) Derpå har Danmarks råd aftalt om samme fælles velfærd og evige tilstand, at strid og uenighed som er årsag til rigets ulykke og fordærv må og skal herefter standses og alle underlægges den almægtige Gud til lov og ære, det må og kan herefter blive mellem riget indbyggere særlig mellem Danmarks riges råd og os alle vort fædrene rige disse indbyggere til evig tid og gavn, og derfor har vi nu udi den hellige trefoldigheds navn fælles samtykket og besluttet, at den kontrakt og recess (3) som blev besluttet i Odense anno Mdxxvij (=1527) mellem prælater og menige gejstlige og den almindelige adel og rigets indbyggere skal herefter rettelig holdes og fuldgøres i alle punkter og artikler efter den faste udførelse og besegling, som da blev gjort og beseglet, og hvis det brister, som rigets prælater og gejstlige påstår imod forskrevne Odense recess og i alle måder mod recesser brev og besegling, skal det nu udi nogle år genskabes og udøves efter det brevs indhold, der nu er besluttet.

(IV) Ligeledes skal alle og enhver af rigets prælater (4) særlig handle og rette sig efter sit biskoppelige embede, som Gud har kaldet ham til, som gode kristne prælater har gjort før dem. Og rigets prælater skal udpege i den hellige kirke gode præster som skal prædike og undervise i det hellige evangelium og holde messer og anden gudstjeneste efter den gode gamle kristelige skik, som kristendommen har været her indtil et almindeligt kristent råd (5) tager anden beslutning…

Noter ved Henrik Adrian:

  • (1) rigsrådet skal regere riget
  • (2) de (retsligt fastlagte) friheder fx retten til at modtage bøder, til at være fri for skat, osv.
  • (3) se Kilde 25, 25G.
  • (4) bisperne
  • (5) et kristent koncil – det blev ikke indkaldt af paven før langt efter reformationsårene.  

Kilde 39C: Rigsrådets brev til det norske råd nordenfjelds om kongevalgets udsættelse, 18 juni 1533, uddrag.

Teksten på gammeldansk er trykt i Diplomatarium Norvegicum Bd VIII (1876) s 756 ff. og i uddrag i Kai Hørby: Reformationen i Danmark. Gyldendal 1972 s 65-66. Oversat af Henrik Adrian. Brevet er beseglet af 20 rigsråder bl.a. bisperne Torben Bille (Lund), Joakim Rønnow(Roskilde) og Ove Bille(Århus) og af Mogens Gøye, Tyge Krabbe, Anders Bille og Ove Lunge.

Det norske råd nordenfjelds er hovedsagelig folkene omkring ærkebispen fra Trondhjem Olav Engelbrektsson. Mens rigsråderne søndenfjelds kommer fra Østlandet (Oslo-Hamar-Bohus) og Vestlandet (Stavanger og Bergen). Man må regne med at hele det norske rigsråd har fået tilsendt brevet.  

(Først omtale af Frederik den Førstes død og herredagen i København, der holdes i disse dage)

…Efter det forbundsbrev og den besegling som er gjort og aftalt mellem de førnævnte riger, at når en konge dør og går af, så bør og skal begge rigers Danmarks og Norges råd komme tilsammen, tale sammen og beslutte om udvælgelse og kåring om, hvem de til rigerne vil samtykke og udvælge, som samme recess ydermere indeholder og bestemmer. Vi hele Danmarks råd har derfor nu bestemt og samtykket i, i den hellig trefoldigheds navn, at besøge og indkalde til en herredag her i København af begge rigernes råd, sankt Hans fødselsdag (=24 juni) et år efter denne dag, for da at behandle og beslutte alle ærinder, som er mest vigtige for begge riger. Thi kære herrer og venner, vi beder eder alle kærligt og gerne for sådanne mærkelige årsagers og lejligheds skyld, at i vil være velvillige og besøge førnævnte herredag for begge rigernes og deres indbyggeres velfærds og tilstands skyld… At i derfor velvilligt vil gå ind på, at alle slotslove (1) og kronens len, Bergenshus og andre, således bliver stående uforandrede der i riget såvel som her, indtil i kommer sammen med os…

Noter ved Henrik Adrian:

  • (1) slotsloven er retten til at herske, bestemme og inddrive skatter over det område som et len eller en fæstning dækker. Normalt tilhører slotsloven kongen eller hans arvinger, men ved kong Frederiks død overgik rådighedsretten til rigsrådet. De norske rigsråder opfordres således til at ”tage landet i besiddelse” indtil den ny konge er kåret.

Kilde 39D: Rigsrådets svar på hertug Christian henvendelse, 28 juni 1533, uddrag.

Teksten på gammeldansk er trykt i Nye Danske Magazin II s 248 og i uddrag i Kai Hørby: Reformationen i Danmark. Gyldendal 1972 s 67-68. Oversat af Henrik Adrian.

Brevet er et svar til hertug Christians gesandters henvendelse til rigsrådet og herredagen. Det vigtigste – forbundet Holsten-Danmark-Nederlandene nævnes ikke her, men omtales udførligt i Arild Huitfeldts beretning i Kilde 39G og kort hos Povl Helgesen i Kilde 38A.

Svar på de artikler, som herr Ulf Pogwisch og Melchior Rantzau (1) overrakte til Danmark riges råd på Københavns slot på vegne af den højborne fyrste hertug i Holsten etc. (2) Vigilia apostolorum Petri et Pauli Anno Mdxxxiij (=28.juni 1533).

(I) Om den første artikel, som den højborne fyrste, herr Christian med Guds nåde hertug til Slesvig etc. giver til Danmarks riges råd en nådig, gunstig og venlig imødekommenhed, takker Danmarks riges råd hans fyrstelige nåde ydmygt og vil dermed gengælde og gøre sig fortjent til.

(II) Om den anden artikel, hvor hans nåde højligt beklager den højbårne fyrstes og mægtige herre kong Frederiks, hans faders død og bortgang, da må hans nåde sikkert vide, at Danmarks riges råd af den førnævnte højbårne fyrstes, alle vor nådige herres og konges død og bortgang, ikke til liden sorg, kummer og vemod er blevet til del, hvilket de ikke højt nok kan klage over.

(III) Om den tredje artikel, at modtage og udvælge en af kong Frederiks sønner, derom giver Danmarks riges råd hans fyrstelige nåde tilkende, at efter det gamle forbund og konføderation, som er indgået mellem Danmarks og Norges riger, kan ingen  herre eller konge kåres eller vælges førend disse to rigers råd forsamles, og derfor har Danmarks riges råd tilskrevet Norges riges råd at deltage i en almindelig herredag her i København sankt Hans dag den kommende midsommer, for at alvorligt og enigt at forhandle…

(IV) Om den fjerde artikel om hvor kong Frederiks børn skal underholdes i deres umyndige år, og hvorfra deres brudeskat skal tages. Der overgiver Danmarks riges råd den højbårne fyrstinde dronning Sophie, vor kære nådige frue, sammen med førnævnte højbårne fyrste hertug Christian selv at betænke herom, selv vil Danmarks riges råd underholde den ikke-valgte højbårne fyrste hertug Hans, som nu er i riget…

Noter ved Henrik Adrian:

  • (1) Begge er holstenske adelige og tæt knyttet til Frederik den Første og nu sønnen hertug Christian, de forhandlede på hertugens vegne i København under herredagen.
  • (2) Hertug Christian (den senere Christian den Tredje)

Kilde 39E: Herredagens 1. Reces af 3. Juli 1533, om besegling

Teksten på gammeldansk findes i rigsarkivet og er trykt i Historisk Tidsskrift 4 rk. III s 487-93 og i uddrag i Kai Hørby: Reformationen i Danmark. Gyldendal 1972 s 68-71. A. Heise har redegjort for beseglingen. Recessen sikrer bisperne og kirken de rettigheder, som de tidligere havde efter Odenserecessen og som nu skal genskabes. Indholdet er mere udførligt refereret af Arild Huitfeldt (1595) i Kilde 39G.

A. Heise har beskrevet, at følgende har beseglet dokumentet:
1. Jens Munk – 2. Stygge Krumpen – 3. Ove Bille – 4. Jørgen Friis – 5. Torben Bille – 6. blindt – 7. Henrik Tornekrans - 8. Prioren af Antvorskov – 9. blindt (1-9 alle med rødt voks (1)).

10. Predbjørn Podebusk – 11. Bille – 12. Oluf Rosenkrans – 13. Utydeligt (kan være Otte Krumpen) – 14. blindt – 15. Tyge Krabbe – 16. Hans Bille – 17. Peder Lykke – 18. Axel Brahe – 19. (Ove) Lunge – 20. Urne – 21. Ulfstand  - 22. (Knud) Bille – 23. (Niels) Lunge – 24. (Klavs) Bille – 25. J.P. (kun  bogstaver) – 26. Knud Pedersen Gyldenstjerne.

I alt har således kun 23 af 35 rigsråder beseglet recessen.

Mangler:
1. Biskop Joakim Rønnow– 2. Biskop Knud Gyldenstjerne – 3. Mogens Gøye – 4. Mads Bølle – 5. Otte Krumpen (se 13. ovenfor) – 6. Johan Oxe – 7. Johan Bjørnsen – 8. Erik Banner – 9. En af Ulfstand’erne - 10. Axel Ugerup -   11. Klavs Podebusk – 12. Mogens Munk – 13. Niels Brok – 14. Ejler Rønnow – 15. Erik Krummedige – 16. Niels Arenfeld, rigskansler

Kilde 39F: Herredagens 2.Reces af 4. Juli 1533, om besegling

Teksten på gammeldansk findes i rigsarkivet og er trykt i Kai Hørby: Reformationen i Danmark. Gyldendal 1972 s 71-75. A. Heise har redegjort for beseglingen i Historisk Tidsskrift 4 rk III s 495.

Recessen sikrer kort bisperne og kirken de rettigheder, som de tidligere havde efter Odenserecessen og som nu skal genskabes. Størstedelen handler om hvordan retssystemet fra herreds- og by ting til landsting skal fungere og sikres af rigsrådet og bisperne. Ligesom rigsrådets opgaver fastlægges i den periode man er uden konge. Indholdet er mere udførligt refereret af Arild Huitfeldt (1595) i Kilde 39G.

I begyndelsen af brevet anføres de sædvanlige 37 navne (se kilde 39G), der trykt plads til 35 segl, idet Mogens Gøyes og Erik Banners mangler, på alle de øvrige råders pladser findes segl, dog har biskop Knud Gyldenstjerne ikke beseglet, på hans plads (nr 7) findes Oluf Munks segl. Udenpå er der med samtidig hånd skrevet: ”…Danmarks riges (råds) samtykke på den recess som blev vedtaget i Odense…”

Kilde 39G: Arild Huitfeldts beretning (1595) om herredagen i København juni-juli 1533, lutherdommens tilblivelse og sagen mod Hans Tavsen, uddrag

Trykt i Arild Huitfeldt: Danmarks riges krønike. Christian den Tredjes historie. (1595, genoptr.1976) fol. A1- C2. Oversat af Henrik Adrian. Margenoverskrifter er sat med kursiv i teksten. Der refereres både beslutninger og breve i teksten.

Om kong Christian den Tredje – 1533

Kong Frederik den Første dør.
År 1533, imellem et og to efter middag, døde salig højlovlig ihukommelse, kong Frederik den Første, Danmarks, Norges konge etc. på en skærtorsdag på Gottorp og blev hæderlig begravet i Slesvig.

Herredag i København om nyt kongevalg.
Der efter hans død blev der bestemt en herredag næst efter Sct.Hans dag af rigets råd, og de kom tilsammen i København for at vælge en konge, efter som de tidligere havde givet kong Frederik det brev, at de efter hans død, skulle tage en af hans sønner til konge og ingen anden (1). Således havde kong Frederik efterladt sig fire sønner ved navn Christian, Hans, Adolph og Frederik. Christian var født af en markgrevinde af Brandenborg kaldet Anna: de andre var født af en hertuginde af Pommern, der hed Sophia.

Holstenske sendebud til Københavns herredag.
Til samme herredag udsendte hertug Christian af Holsten ikke alene i hans eget fyrstelige navn, men også på hans fyrstelige nådes umyndige brødres vegne som den ældste, herr Wolff Powisk og Melchior Rantzow for at formane Danmarks råd om samme brev, der krævede et af kong Frederiks børn til riget, hvilket sendebuddene erindrede dem om og opregnede de velgerninger salig højlovet ihkommelse kong Frederik havde bevist Danmarks rige og dem, at han havde ofret hos dette rige liv, gods og sit fyrstedømme for dem, at han håndhævede og beskyttede dem imod den fordrevne kong Christiern, dog foretrak eller navngav samme sendebud ingen bestemt af kong Frederiks børn, som de skulle vælge, men indstillede det til rådet, at overveje, hvis det ikke så hastigt kunne besluttes, at man alligevel imidlertid ved denne lejlighed ville tage denne sag, så rigets råd måtte beslutte. De stillede rigets råd overfor at overveje , hvilken fare og anden stor ulykke, det plejer almindeligvis at føre med sig, når et rige eller et land i lang tid var uden hoved, og nu meget mere er at befrygte her udi disse riger og fyrstedømmer, fordi ilden som kong Christierns tilhængere tidligere har antændt endnu aldeles ikke var slukket, men endnu lå udi asken og kunne snarere gå i brand igen, hvis riget længere skulle være hovedløst, og ulykken ville blive større end tidligere.

Denne hertug Christierns gudsfrygtighed imod hans brødre, at han ikke søgte sin fordel alene, plejede salig Philippus Melanthon i sin forelæsning højt at berømme, og sagde, at det var et sikkert tegn på en from fyrste (2).

Danmarks råds navne da kong Frederik døde.
Og da var disse efterskrevne rigets råder tilstede: Ivar Munk til Ribe, Stygge Krumpen til Børglum, Ove Bille til Århus, Jørgen Friis til Viborg (3), 

Biskopper: Torben Bille, ærkeelectus til Lund, Jacob Rønnow electus til Roskilde, Knud Gyldenstjerne electus til Odense, Henrik, abbed i Sorø, Eskild, prior i Antvorskov, herr Mogens Gøye, Danmarks riges hofmester, Tyge Krabbe marsk, Predbjørn Podebusk, Hans Bille, Mathis Bøller, Ove Lunge, Mogens Munck, Erik Banner, Oluf Rosenkrantz, Otte Krumpen, Johan Ore, Johan Bjørn, Anders Bille, Axel Brahe, Niels Lunge, Niels Arnefeld, rigets kansler, Knud Bille, Holger Ulfstand, Truid Ulfstand, Claus Podebusk, Claus Bille, Axel Urup, Erik Krummedige, Nils Brock, Ejler Rønnow og Knud Gyldenstjerne Pedersen.

Første punkt fremlagt på herredagen af de gejstlige.
Der blev først behandlet de sager, som tilhørte religionen, fordi Vi er Gud mest pligtige og det fornemste ved enhvert regimente er, at Guds tjeneste og religionen kan håndhæves og beskyttes. Og først beklagede bisperne dem strengt, at den rette Guds tjeneste (som de sagde) skulle være nedlagt mange steder her i riget, samt de ceremonier og skikke, som er antaget ved Kristendommens begyndelse. Og de frygtede, at hvis sådant ikke i tide blev imødegået, da fik al kætteri og vildfarelse her udi riget overhånd, og de bad derfor om, at man ikke skulle vige fra vores forfædres religion.

Andet punkt fremlagt.
Dernæst beklagede de sig over den recess, som blev vedtaget i Odense i kong Frederiks tid år 1527 (4) i hvilken adelen havde fået hals-hånds- og alle 40 marks bøder for alle deres tjenere og bønder, ligeså fri som kronen og bisperne havde deres, hvorover bisperne dristede sig til at være utilfredse idet de havde afstået deres sagefald, pønitents- og straf for bands sager, kirkefred, fredløsmål, hvilke sager som kronens og adelens bønder hørte til dem, og bisperne og den hellige kirke havde haft lige fra Arilds tid efter kirkeloven, og at de derimod var lovet og tilsagt i samme privilegier, at de tilfulde skulle tilfalde stiftet med rente og rettigheder, hvorfra de en tid lang havde været frataget i kong Frederiks tid (ved de lutherske som havde haft alleslags beskyttelser og hjælp såvel hos den høje øvrighed som andre) hvorfor de begærede at deres segl atter blev givet tilbage, med mindre den samme reces blev fastholdt. Da den for større enigheds skyld er besluttet af den åndelige og verdslige stand på samme tid.

Københavns (herredags) beslutninger, hvor papisteriet igen oprettes og den lutherske lærdom fortrænges.
1. Først, at den Odense Recess skal forblive ved sin fulde magt på alle måder.

2. Ligeledes, at bisperne skal forestå deres embede i stiftet som Gud har bestemt, hvor de skal have ansvar overfor Gud og være det bekendt.

3. De skal sende og forordne præster over riget allevegne, hver udi deres stift, som kunne prædike Guds ord og evangelium rent og klart, som skulle afholde messer og anden Guds tjeneste. Men hvor adelen har jus patronatus (5), skulle det blive derved, dog skal personer som adelen præsenterer (6) forhøres og godkendes af bisperne, ellers må ingen tage sig eller holde en præst eller en præst må ikke trænge sig ind uden bispernes samtykke og vilje. Sker det er det vold og de skal derfor straffes som voldsmænd, de som ikke har anerkendt Danmarks riges råds forordning.

4. Findes nogen præst uværdig i levned eller i lærdom, skal det meddeles til bispen i stiftet, og han skal råde bod derpå.

5. At det skal være retfærdigt afgjort, at kirketiende og hovedtiende skal være som efter gammel sædvane og Odense Recess.

6. Om nogen bliver forfordelt for sin tiende og en anden vil formindske den, da skal han tiltales som  man plejer og den der formindsker, som den der ikke har rettet sig efter brev og segl.

7. Sognedegne skal nyde deres rente (7) og hvor der opstår uenighed om degnerenten skal officialen (8) og lensmanden sikre hvad der er ret.

8. Kirker, klostre og den gejstlige stand skal uhindret nyde deres gods og ejendom, som de har i værge efter kong Valdemars lov og Odense recess, dog hvis messer derfra er lovet, skal de på samme måde holdes ved magt, hvor der ikke er brev på, der går det om hvis ret det er, dog at den skik bliver ved magt som blev aftalt i Nyborg om kirkejorder og som bestemte at de skulle komme til ejeren igen, fra de bøndergårde de er givet.

9. Den jord og ejendom nogen har mistet i de forløbne år uden retfærdig dom og ret, det skal uden videre rettergang tilbagegives. Den som vil vinde gods, han skal efterfølge loven på retfærdig vis og ikke tage sig det til, som andre gør, men da forfølges for vold og bøde for det, som det bør sig.

10. Ligeledes skal Viborg domkirke genrejses og alle domkirker, herreklostre, jomfruklostre, helligåndshuse, og sognekirker blive ved deres fulde magt. Ligeledes de tiggerbrødreklostre som er ved magt og hvori der holdes messer, prædikener og anden Guds tjeneste. Men de tiggerbrødreklostre som er forstyrrede, derom skal videre besluttes på den kommende herredag og i mellemtiden skal de ikke forstyrres eller nedbrydes hverken meget eller lidt. Ved ethvert jomfrukloster som riddermænds mænd (9) eller andre har haft i forlening, da skal de holde jomfruerne derinde efter den aftale som er sket og heller ikke formindske antallet, såfremt de ikke derfor vil rette sig efter det.

11. Hver sjælegave som ikke er imod loven og gives til præsten eller sognekirken, skal ikke forhindres af sognefolket, dog skal ingen tvinges til at give mere end Gud får én til.

12. Der skal her i riget opretholdes et universitet, og kirken skal nyde sådanne privilegier og friheder, som de friest har i andre lande i kristendommen, så det herud i riget ikke skal blive et barberi, eller at folk skal blive imod at sætte deres børn i skole, hvis de gejstlige ikke med deres privilegier er blevet støttet.

13. På samme måde skal kirker, klostre, Guds huse nyde deres privilegier på alle måder de hertil har haft. Dog således at kronen og adelen på samme måde nyder og beholder deres friheder og privilegier  og som er blevet forbedret i Odenserecess.

Alle skoler i riget skal blive ved magt, særlig dem ved domkirkerne, og forsørges med almisser af de som oppebebærer den gejstlige rente (10). Disse vilkår og artikler forpligtede, de sig både gejstlige og verdslige, at holde ubrødelig og straffe og fastholde, hvad der derimod skete efter deres tidligere ed. Denne recess blev aftalt og skrevet i det menige råds navn anno 1533, torsdagen efter Vor Frues dag Visitationis (= 3 juli). Dog ville herr Mogens Gøye, Erik Banner og flere af deres tilhængere blandt de verdslige ikke forsegle den (recessen), men den udgik alligevel i hele det menige råds navn efter, hvad de fleste havde besluttet skulle gælde.

Rådslagning om kongevalg.
Dernæst blev der talt om en ny konges kåring, kroning og udvælgelse, og det blev overvejet, hvilken af disse fire kong Frederiks sønner, de skulle tage efter det brevs indhold (11) de havde udstedt.

Bisperne og nogle flere af rådet ville have, at man skulle tage og vælge hertug Hans og påstod jura genituræ (12). Det er den rettighed, at han var en født kongesøn på den måde, at Kong Frederik kun var hertug, da hertug Christian blev født, og fordi de mente, at man kunne lade den føromtalte hertug Hans opdrage i den papistiske lærdom og bøje ham, hvorhen de ville.

Andre af rådet ville have, at man skulle tage den ældste kong Frederiks søn hertug Christian, fordi han var kommet til sin myndige alder, kunne forestå regeringen, var gift og havde en fyrstinde af Lauenborg ved navn Dorethea. De angav, at det ikke kunne forhindre ham, at han ikke var en født kongesøn, thi dette rige er ikke noget arverige, hvor den regel gælder. Men det er et valgrige, og hertug Hans var for ung og kunne ikke forestå et regimente, førend han var kommet til skelsår og alder.

Men herimod var alle bisperne, fordi at samme hertug Christian bemærkede sig ved, og var dertil med som de vidste, tilhænger af den lutherske religion, og det var ligeledes sådan, at han i sin ungdom levede et vildt liv, som hans herre fader heller ikke følte stort behag for og dertil var fortørnet på ham for at leve ukendt. Dog forandrede han siden sit liv og med opvæksten omskabte han og modstod han ungdommens mangler og forseelser. Og efter, at han da havde modtaget den lutherske lærdom, mente de, at når han overtog regeringen ville han fastholde den lutherske religion mod pavedømmet. Og da bisperne var af højadelen og havde mange tilhængere af slægt og venner i rådet, som var enige med dem, kunne de ikke blive enige om valget.

Uenighed om kongevalg.
Men efter lang samtale og disputats fordi bisperne til det sidste fastholdt, at det skete ligesom i kong Christoffers og kong Christian den Førstes tid, at rigets råd i Danmark udvalgte dem til konge uden det svenskes råd og samtykke, som de skulle ifølge det forbund, som var skabt mellem alle tre riger i dronning Margrethes tid. Derfor gik Sverige fra Danmark, og således kunne det nu også ske, hvis de danske tog sig en konge, og ikke havde de norske råder med sig, fordi begge riger endnu var i forbund med hinanden, og de derfor frygtede at Norge derover kunne skille sig fra Danmark.

Udsættelse til næste år af kongevalget.
Derfor blev det omsider besluttet, at valget skulle udsættes et år til den kommende sankt Hans dag 1534. Og i mellemtiden skulle de skrive til det norske råd, som også var i forbund med Danmark, at valget skulle foregå fælles mellem rigerne og de skulle alle møde fra begge riger og endelig udvælge sig en konge.

Danske og holstenske sendebud får ordrer til at drage til Nederlandene for fred eller våbenhvile.
På denne tidligere herredag i København om rigets anliggender, blev det i enighed besluttet, at man skulle sende særlige sendebud til fru Mariam (13), tidligere dronning i Ungarn, kong Ludwigs enke, kejserens søster, som regerede Nederlandene på kejserens vegne, for at sikre en varig fred, eller i det mindste en våbenstilstand, således at Danmark, Norge og fyrstendømmet (14) kunne sikres bedre og forbedre forholdet til de burgundiske mod den uvilje som der tidligere havde været i kong Frederiks tid for den undslupne kong Christians skyld. Ved denne lejlighed blev det tilkendegivet for hertug Christian, at derefter blev holstenerne og danskerne enige om, at fordi de ikke ville gå ind på, at bryde itu eller skilles ad fra den forening, der var mellem dem og riget, at sende herr Otte Krumpen på rigets vegne, Melchior Rantzau og Ulf Utenhof, den tidligere kansler hos kong Frederik, på holstenernes vegne.

Rigsrådet skilles uenige.
Og på samme tid på denne herredag havde rigets råder modtaget af alle borgmestre, og (by)råd fra Malmø og København, der havde fået lejlighed til at give (sin tilslutning) tilkende, at rådet ikke på grund af de norske sendebuds fravær, havde kunnet beslutte at vælge en konge, men at det dermed var udskudt til sankt Hans dag næstkommende år og at de omtalte købstæder, de fornemste hovedstæder i riget imidlertid ville gøre det med rigets råd, gå og stå sammen med hinanden og ikke handle anderledes end de også straks lovede rigets råd hulskab (15) og mandskab og lovede dem på ære og redelighed, at de ville være dem hulde og tro og holde deres stæder og byer til Danmarks riges råd med tro hånd og til bedste, og den konge, som de (16) tænkte at udvælge det kommende år, forpligtede de sig til at hylde og sværge til og ingen anden. På grund af at ingen kongen blev valgt og valget udskudt, drog herr Mogens Gøye, Erik Banner og flere utilfredse fra denne herredag og de skildtes fra bisperneog de andre rådsuvenner og sagde offentligt, at de var kommet dertil for at vælge en konge men så at bisperne nu havde mere udrettet af deres egne præstesager end rigets behov, som ikke kunne være uden ledelse (17). Derfor protesterede de offentligt derover og afviste ansvaret, hvis der skete riget nogen skade eller ødelæggelse og drog væk fra byen og de fleste fra den almindelige adel fulgte dem: Siden begyndte bisperne og deres tilhængere, som var de mægtigste i rådet og de fleste, atter at kræve og sikre deres præstesager og nogle udvalgte personer beskyldte nu særlig mester Hans Tavsen (hvilken siden reformatzen (18) blev bisp i Ribe), de tænkte at der ikke var nok udrettet med den recess som blev vedtaget som før blev omtalt. Men hvis man vil forstå denne, må jeg noget længere fra begyndelsen repetere og igen hente viden om den lutherske lærdoms modtagelse og begyndelse her i riget.

Lutherske lærdoms første offentlige ankomst og forbedring her i riget under Frederik den Første.
Kong Frederik, salig og højlovlig ihukommelse, havde tidligere i sin tid fået nogen smag og kundskab på Guds sande ord, som det nu læres i de reformerede kirker, hvorfor hans majestæt gerne så som en kristen øvrighed, at samme reformerede religion her i Danmark og Norge såvel som i den tyske nation blev forfremmet, lært og prædiket. Derfor havde hans majestæt givet nogle særlige personer, mester Hans Tavsen, herr Peder Lauridssen i Malmø, herr Frantz, herr Oluf, herr Claus Mortensen, herr Hans Olufssen sammested (19), herr Morten Hegelund i Ålborg, herr Jacob Skåning i Viborg, Jørgen Jensen (20), Peder Tomissen i Salling, ligeledes herr Peder Jensen, Niels Christensen, Mogens Gøyes præst, Anders Ljung i Landskrone, Christen Schrock i Assens, herr Hans i Falsterbo, Tyge Christensen , Anders Matsen, Anders Nielsen, Jacob i Ystad, Mats Jensen, Rasmus i Trelleborg og andre flere, som var de første her i riget, der begyndte at sætte sig offentligt imod pavedømmet og fulgt hans majestæts åbne forordningsbrev (21), at de frit måtte prædike og de der gjorde de lutherske prædikanter nogen skade, de skulle være under hans majestæts nåde og unåde etc. I den fangne kong Christians tid var der vel begyndt noget med den lutherske lærdom, men det havde ikke nogen fremgang. Hans majestæt lod også straks efter herredagen i Odense 1527 var afholdt, udsende åbne breve om, at det skulle stå præster eller munke som ville indgå ægteskab frit for at gøre det, og Gud gav lykke til, at Guds ord der over blev kraftigt, så at øjnene hos dem blev åbnede, så at de virkelig indså, hvilken vildfarelse de havde været i. Der fandtes også mange, der havde været udenlands og med bøger eller med omgang med fremmede var kommet til bedre kundskab, så at mange både adel og uædle borgere og bønder havde fået smag for de rette Guds ord, og således var det sikkert kommet i kong Frederiks tid, at det meste af Viborg stift havde antaget den lutherske lærdom til med i København var sankt Nicolaj kirke, Klare kloster, Helligåndshuset og Gråbrødre overgået til de lutherske. Vor Frue kirke var lukket i en lang tid for såvel de lutherske som for de andre efter kongens almindelige befaling, siden blev den stormet af nogle af Københavns borgere som findes (beskrevet) i kong Frederiks historie (22). Ligeledes blev der også offentligt prædiket i Viborg, Ribe og i flere købstæder i Jylland på samme måde som i København, Malmø, Væ (23), Ystad og andetsteds på herregårde, og en gruppe munke med samme frihedsbrev løb glade fra deres klostre og ville hellere leve i ægteskab end være uden kvinder. Denne fremgang og tilslutning havde den reformerede religion fået i riget siden året 1527 i kong Frederiks tid.

Mester Hans Tavsen forvises fra Skåne og Sjællands stifter.
Men, hvor kong Frederik som nu er sagt var død, tænkte bisperne, at det var en passende tid til i det interregno (24), at genoprette deres forfaldne huse og regimente, derfor stod de fast på, at den københavnske recess som tidligere er omtalt måtte genoprettes og mester Hans Tavsen, som havde været den første i riget med offentlig prædiken og havde indført og udbredt den lutherske lærdom skulle straffes. Således i afslutningen af den lange herredag (som varede 10 uger) efter lang tids opfordring fra bisperne hos riget råd, blev mester Hans Tavsen anklaget på Københavns rådhus og fik efterskrevne dom, som dog ikke hele rådet stod bag og som lyder:

Vi efterskrevne Tyge Krabbe, Danmarsk riges marsk, Predbjørn Podebusk, Hans Bille, Peder Lykke, Oluf Rosenkrantz, Otte Krumpen, Johan Uhre, Johan Urne, Anders Bille, Niels Lunge, Holger Ulfstand, Knud Bille, Claus Podebusk, Claus Bille, ridder, Niels Brock og Knud Gyldenstjerne, Danmarks riges råd, overværet af borgmestre og råd i København med nogle borgere fra hver rode (25) sammested, ligeledes borgmestre og nogle råder fra Malmø etc.

Gør alle vitterligt og kendt med dette vort åbne brev, at i dag her på rådhuset har de værdige fædre med Gud, Danmarks riges biskopper og prælater, som var forsamlet og havde retslig fældet dom mod mester Hans Tavsen, prædikant, for et spotteskrift han for nogle år siden har skrevet og ladet trykke, i hvilket han udskælder og kalder dem tyranner, bedragere og hårdnakkede og forblindede sladderhanke, som ingen mand enten med ord eller gerninger var nyttige med mange andre hånlige skelsord, de af samme bog opregnede, som da var tilstede. På samme måde beklagede værdige fader herr Johan Rønnow udvalgt biskop til Roskilde, at samme mester Hans Tavsen med sine tilhængere havde taget sig af alle kirker i København, særlig sankt Nicolaj kirke, og derover skulle mester Hans Tavsen have talt direkte til herr Joakim Rønnow med nogle hånlige og hovmodige ord på Kapitelhuset i nogle af Danmarks riges råders nærvær.

Papistisk mening om sakramenternes forkerte brug.

Ligeledes var nogle ord åbenlyst udfordrende, som mester Hans Tavsen skulle have skrevet og sagt, som kom det højværdige alters sakramente for nær, det kunne bevises med to af hans bøger, og derfor var han skyld i på samme måde, at en og samme bog efter hvilken den anden var afskrevet, havde han selv med egen hånd korrigeret i skrivningen og overset, at der var tale om en skriftlig forsømmelse, da der var nogen fejl angående det højærværdige sakramente. Men da bekendte og tilstod mester Hans, at det ikke var det sande og værdige Guds legeme under brøds og vins lignelse, som en kristelig præst helliggør og indvier under messeembedet og som er fastlagt efter den kristelige romerske kirkes vedtægt og bestemmelser både med monstrans og pixide (26). Derefter, da sådanne anklager og kæremål gik imod mester Hans Tavsen, blev det således besluttet, at han derfor burde både straffes efter loven og måtte rette sig efter det, som stadsprivilegierne indeholdt, uden hvilke de værdige herrer, biskopper og prælater herefter nådelig ville så for Guds og alle vore kærlige bønners skyld forandre og tilgive og samme værdige herrer tildelte sådan straf og pine, som mester Hans havde fortjent, og med rette skulle lide og undgælde, dog således, at han herefter ikke skal have noget at gøre med nogle af de tidligere kirker, prædike deri eller gøre anden tjeneste der. Ligeledes må han ikke efter denne dag skrive bøger eller lade dem trykke på nogen måde. Ligeledes skal han drage væk fra stiftet inden senest en måned, og siden må han ikke besøge hverken Sjællands eller Skånes stifter, og det stift han siden kommer til i Fyn eller Jylland, her må han ikke trykke, prædike eller påtage sig noget præsteembede eller trænge ind i og opholde sig i nogen kirke mod bispernes vilje, viden eller samtykke og befaling.

Bisp Rønnow tildømmes sine kirker.
Ligeledes bør og skal herr Joakim Rønnow igen overtage og beholde sine førnævnte kirker her i København, nyde (retten) uhindret lige så frit som sine forfædre, bisperne i Roskilde, efter den kristelige skik og ærlige sædvane og som det altid har været. Der skal han sende og indsætte præster og prædikanter, som lærer og forkynder det hellige evangelium og Guds rene ord, som de må stå til ansvar for og være bekendt med. Ligeledes administrere sakramenterne, holde messe og anden gudstjeneste som kristeligt og tilbørligt er på alle måder. Givet i København, mandagen næst efter sankt Knud konges dag (=14 juli) år 1533, under vore segl.

Almuen ilde tilfreds for mester Hans Tavsens skyld.
I den stund, denne forhandling foregik med mester Hans Tavsen, forsamlede Københavns borgere sig med våben og værger på Gammeltorv, for at fastholde deres præst og religion. Nogle fra rådet blev sendt ud til dem, for at de skulle være stille og ikke lave tumult, og jo højere der blev talt på rådhuset, jo værre lød det blandt almuen udenfor. Omsider fik de besked om sikkerhed for deres prædikant. Og da de gik ud fra rådhuset, da fulgte mester Hans Tavsen bagefter Joakim Rønnow ligetil bispegården og bad almuen om at være stille, ellers havde almuen haft ondt i sinde. Og for den velgerning gav bisp Rønnow mester Hans Tavsen sin hånd udenfor bispegården og takkede ham.

En sådan forfølgelse mod de lutherske begyndte, og det skete hos en del af bisperne i de andre stifter. Mester Torben Bille electus (27) til Lund lod nogle evangeliske prædikanter i Malmø og i Væ i Skåne gøre fredløse efter den tredje artikel i Københavns recessen, fordi de prædikede den reformerede lærdom.

De gejstlige har endda overvejet at udvælge hertug Hans. Næsbyhoved len gives til hertug Hans og han får hofmester og tugtemester.
Men efter at herr Mogens Gøye, Erik Banner og deres tilhængere nu var draget fra København, som det tidligere er omtalt, da blev bisperne og deres parti af rådet hemmeligt enige om, at de ville have hertug Hans, kong Frederiks søn til herre og konge, han var på dette tidspunkt under opdragelse i selve riget, da hans herre fader kong Frederik døde. Men han var kun 7. eller 8. år gammel og for ung til at forestå noget regimente. Ham havde de tænkt sig at opføde, og se hvad de kunne få ham til. Og de holdt ham tilbage på Næsbyhoveds len og Nyborg og gav ham herr Oluf Rosenkrantz til Vallø som hofmester og Peder Svab som tugtemester, og tænkte at han skulle opdrages i den papistiske lærdom efter deres opfattelse.

Hertug Hans var aldrig almindeligt valgt eller aftalt til at være konge.
Og selvom mange havde været af den mening og det ligeledes kom på tryk hos andre skribenter, at den tidligere hertug Hans skulle have været påtænkt som konge af rigets råd, så var der aldeles intet derom. Thi kong Christian lod nytårsdag år (15)38 på Gottorp udsende et udførligt skrift og en erklæring, at det ikke var således. Og at han aldrig, som rygtet gik, havde ladet sig foretrække fremfor hans umyndige brødre, som den rigets råd skulle udvælge.

Mod sådant som bispernes svigt både med den recess, der blev aftalt i København og også at mester Hans Tavsen blev forvist, og at hertug Hans uden almindelig tilslutning blev holdt som den der skulle udvælges, gjorde den almindelige mand, adel, borgere og bønder på ingen måde tilfreds, særlig fordi de nu skulle tvinges til den papistiske lærdom imod deres samvittighed og conscientz (28). Thi hvor religionen engang er grundfæstet i menneskenes hjerter, da vil den ikke tvinges, man lader sig hellere hænge, brænde, hugge i stykker end tro på, hvad man ikke gerne vil. Hertug Christian blev også selv meget påvirket deraf, at hans broder, der var meget yngre skulle foretrækkes, men han lod sig ikke mærke deraf, fordi det var hans broder, og han ville gerne give ham al den lykke og velfærd, og det var heller ikke mod det brev, som hans herre fader havde skrevet (29).    

Og eftersom tidligere er omtalt at mester Hans Tavsen var forvist fra Københavns by og Sjællands stift, så varede det dog kun kort tid inden han igen kom tilbage, forsi den menige mand og borgerskabet i København og en del af adelen ville ikke andet. Dertil arbejdede herr Mogens Gøye, Erik Banner, herr Mogens Gyldenstjerne samt flere af adelen på at tillade den lutherske lærdom og få bisp Rønnow på deres side, men som de papister fremstillede, skal det være sket med herr Mogens Gøyes henvendelse, thi bisp Rønnow skulle have haft hans datter jomfru Birgitte Gøye (30) og begge opfattelser er rigtige. Mester Hans Tavsen er tilbagekommet til København både efter menighedens begæring og efterherr Mogens Gøyes og andres ønske. Thi der findes to breve dateret på Bistrup (31), det første lyder således:

Mester Hans Tavsens revers eller gensvar til bispen.
Jeg Hans Tavsen gør vitterligt og kendt med dette mit åbne brev og egen håndskrift, at fordi jeg har forset mig med brøst og forsømmelse mod den værdige herre, herr Joakim Rønnow, udvalgt bisp til Roskilde, min kære herre og hans nåde; og derfor har Danmarks riges råd ladet mig kalde for retten, således at det blev dømt for mig og bestemt, at jeg skulle vige fra København og Sjællands stift, har hans nåde nu for Guds skyld og ærlig og velbyrdig mands og strenge ridders herr Mogens Gøyes og ligeledes borgmester, rådmænds og menighedens i Københavns skyld, efter kærlig bøn og begæring forundt og tilladt, at jeg igen må komme til København og der prædike og lære det hellige evangelium og Guds ord på den rette måde og klart uden skældsord og omtale mod bisper, prælater, kannikker eller præster. Da lover jeg og tilsiger hans nåde på min gode tro, ære og redelighed, at jeg herefter vil og skal være den omtalte værdige herre herr Joakim Rønnow hørig, tro og villig til efter det tilsagn jeg nu har givet hans nåde både med hånd og mund, at gengælde hans nåde den skade og det fordærv så meget som det er muligt, og sikre hans nåde og hans klerkeri til gavn og bedste af min yderste magt og formue. Hvor jeg noget hemmeligt eller noget andet åbenbart bemærker, som vedrører hans nåde og som er til afbræk, skade eller forurettelse for hans nåde og hans nådes klerkeri, skal jeg give hans nåde det til kende og vise at jeg ikke handler derimod, men at jeg på alle måder opfører mig som en tro dannemand bør, og at jeg er min rette herre og prælat lydig på alle måder. Til yderligere vidnesbyrd trykker jeg mit signet neden for på dette mit åbne brev og beder til at fornuftige mænd Peder Kempe, borgmester, Oluf Skriver, Thomas Brygger og Henrik Trommeslager, rådmænd i København, sammen med mig besegler samme brev. Givet på Bistrup (30), søndagen næst efter Vor Frue dag assumptionis, (=17.august) det herrens år MDXXXIII (=1533).

Det andet (brev) lyder således:

Herr Mogens gør revers til bispen.
Jeg Magnus Gøe (31) ridder, Danmarks riges hofmester gør vitterligt og kendt med dette mit åbne brev, at fordi den værdige herre med Gud, herr Joakim Rønnow biskop til Roskilde har nu for min bøns skyld forundt og tilladt, at mester Hans Tavsen igen må komme til København for der at prædike det hellige evangelium og Guds ord uden alle skældsord og tale mod bispen, prælater eller nogen anden ydermere eller videre end den hellige skrift indeholder og medgiver, da lover jeg og tilsiger hans nåde, at dersom samme mester Hans Tavsen skulle gøre noge herimod, eller som vil komme foreskrevne her Joakim Rønnow til skade, afbræk eller forurettelse på nogen måde, da skal jeg være forpligtet til at hjælpe ham og derfor tilbørlig straffe ham, og dersom nogen hvem de end er vil med vold trænge ind eller overfalde ovennævnte herr Joakim Rønnow fordi han har tilladt ovennævnte mester Hans, at vende tilbage til København igen, som det står skrevet. Jeg vil og skal være forpligtet til det yderste af min magt og formue og om der er behov for det, da for og hos hans nåde, at vove og sætte min hals, liv og gods på spil og fastholde troligt det løfte og håndslag jeg hans nåde herpå har givet. Til nærmere vidnesbyrd trykker jeg mit signet neden for på dette mit åbne brev. Givet på Bistrup (30), lørdag efter Vor Frue dag assumtionis (=16.august), År MDXXXIII (1533).      

Noter ved Henrik Adrian:

  • (1) aftalerne ved Frederik den Førstes håndfæstning kilde 9B.
  • (2) Philip Melanchton – tysk reformator tæt knyttet til Luther. Han var også tæt knyttet til Christian den Tredje og havde i sine kommentarer karakteriseret kongen som Arild Huitfeldt omtaler.
  • (3) de paveindviede bisper nævnes først, derefter de valgte uden pavegodkendelse (electus).
  • (4) se kilde 25 og 25G.
  • (5) jus patronatus – retten til at indsætte en (sogne)præst.
  • (6) retten til at udvælge og indstille en præst til bispen
  • (7) degnens aflønning
  • (8) bispens øverste økonomiske embedsmand – han holder til i domkirkebyen
  • (9) det er oftest lavadelige der er indsat som bestyrere eller som har fået forleningen
  • (10) indtægter (landgilde mv fra klostres og kirken ejendomme)
  • (11) se kilde 25 og 25G
  • (12) kongeembedet blev først arveligt ved 1660-ordningen; normalt var det en kongesøn, der blev valgt og kåret til konge, men middelalderen igennem er der flere eksempler på andre løsninger (fx Erik af Pommern, Christoffer af Bayern, Christian den Første (af Oldenborg)).
  • (13) Dronning Maria, statholder for kejseren i Nederlandene, kejser Karl den Femtes søster.
  • (14) fyrstendømmet er Holsten
  • (15) troskab (”tro- og huldskab”)
  • (16) der var to forslag fremme: den mindreårige hertug Hans og holstenernes fungerende fyrste hertug Christian.
  • (17) der står ”hoved” i teksten, der menes kongen som rigets øverste.
  • (18) reformantzen omfatter kirkeordinansen 1537 og aftalerne ved herredagen i København 1536.
  • (19) Malmøprædikanterne: Peder Lauridssen, Frans Vermordsen, Oluf C, Claus Mortensen, Hans Olufsen.
  • (20) Jørgen Jensen Sadolin
  • (21) værnebreve som undtog prædikanterne fra bispernes domstole og kirkeretten.
  • (22) Se Arild Huitfeldt: Danmarks Riges Krønike: Frederik den Første (1597/1977) s 252.
  • (23) Væ er en skånsk købstad, der ligger tæt på det nuværende Kristiansstad.
  • (24) perioden mellem kongerne (inter=mellem, rex=konge)
  • (25) rode, den administrative opdeling af byen i flere roder.
  • (26) monstransen var en fornemt stykke kunsthåndværk, der anvendes til at opbevare ”oblaterne”, ”hostian” det indviede nadverbrød i, en pixide er en lille æske, der også indeholder oblater. I den katolske messe uddeles kun oblater ved nadverhøjtideligheden, i den lutherske uddeles både vin og brød.
  • (27) Torben Bille var valgt af kapitlet (electus) og kun godkendt af kongen, ikke af paven.
  • (28) samvittighed på latin
  • (29) se kilde 25 og 25G
  • (30) Bistrup, roskildebispens gård, lå NV for Roskilde, hvor Sct.Hanshospitalet siden blev bygget. Bistrup blev ødelagt under Grevens fejde.
  • (31) Mogens Gøye

Tekst 40: Henrik Adrian: Adelsrepublik, Grevens fejde og hertug Christians felttog, magtovertagelse og statskup i København 1536 – En oversigt

Kong Frederiks død i april 1533 åbnede atter op for de mange konflikter på een gang, og stillede det splittede rigsråd overfor en næsten umulig opgave med at holde landet samlet. Rådet forsøgte at sikre sig løsninger ved herredagen i København juni-juli 1533. Den skulle sikre kongevalget og rigets fortsatte eksistens. Det skete ikke. Til gengæld udbrød kort efter en borgerkrig, hvor Christian den Anden i sit fængsel blev bannerfører for en række grupper, der søgte at afvise hertug Christian som efterfølger til faderen Frederik den Første. En lybsk lejetrophær under en anden oldenborger: grev Christoffer fik magten i Østdanmark støttet af købmandsbyerne Malmø og København og mange adelige. De søgte at sikre sig Fyn og Nørrejylland, men her greb hertug Christian ind med sine holstenske lejetropper efter at have isoleret Lübeck, og den holstenske hærfører Johan Rantzau nedkæmpede det store bondeoprør, som var sat i gang af skipper Clement med støtte fra de nordjyske bønder og borgerne i Ålborg. Efter et blodigt nederlag på Fyn (Øksnebjerg) kom de holstenske tropper overtil Sjælland og København og Malmø blev indesluttet og belejret. Først opgav Malmø og efter et års tid fulgte Københavns overgivelse. Den udvalgte konge Christian den Tredje gennemførte da et statskup ved at fængsle bisperne, tvinge rigsrådet til en ny aftale om magtens fordeling – og indførte en luthersk fyrstekirke og overtog det omfattende kirkegods.

 

1. Herredagen i 1533 i København
Herredagen i København i juni 1533 løste ikke de store problemer. Rigsrådet udskød kongevalget et år til en følgende herredag i København (der aldrig blev til noget) – man kunne ikke blive enige om en ny konge. Få evangeliske rigsrådsmedlemmer som Mogens Gøye og Erik Banner ønskede Frederiks ældste søn hertug Christian som konge, men bisperne og andre paveorienterede ønskede den umyndige prins Hans som konge. Udskydelsen af kongevalget blev begrundet med, at det norske rigsråd ikke havde kunnet deltage i forhandlingerne.

Rigsrådet havde nu formelt regeringsmagten og skulle hurtigt tage stilling til om riget skulle fastholde alliancen med hertugdømmerne og samtidig sikre et godt forhold til Nederlandene med en tiårig forsvarsalliance imod Lübeck. Det ville fortsat fastholde hertugdømmerne Slesvig-Holsten som en del af riget. Denne politik var herredagens fraktioner enige om, men da den lybske borgmester Jürgen Wullenwever under herredagen opholdt sig i København og krævede at rigsrådet fulgte de aftaler, der blev til i forbindelse med Norgestogtet 1532, udfordrede rigsrådet dermed alliancepartneren Lübeck. Man måtte derfor nu indstille sig på at sende militær hjælp til Holsten mod de lybske trusler og dermed i første omgang støtte hertug Christian og hans umyndige brødre.

Jürgen Wullenwever, den tidligere københavnske borgmester Ambrosius Bogbinder og Malmøs borgmester Jørgen Kock søgte at få hertug Christian til at tage magten som borgernes konge, men de blev afvist af ham og senere overvejede de derfor muligheden for at få Christian den Anden tilbage.

På herredagen lykkedes det for bisperne og de katolske rigsråder at få vedtaget to recesser, der skulle sikre bisperne magten som tidligere, så de kunne bestemme over de mange prædikanter og sikre genoprettelse af de mange nedlagte klostre og sikring af kirkens ejendomme. Samtidig skulle hvert område sikres med herreds-og landsting og lensmændene sørge for ro og orden. Det betød indførelse af en adelsrepublik for en tid og tilbagegang lokalt til den pavekirkelige praksis. En gruppe omkring rigshofmesteren Mogens Gøye deltog ikke i vedtagelserne og forlød mødet uden at besegle afgørelserne.

Det betød en åben splittelse i rigsrådet og gjorde det let for den lybsk støttede grev Christian af Oldenborg med støtte fra borgerne i København og Malmø at indlede den borgerkrig, der blev resultatet kort efter.

2. Grev Christoffer af Oldenborg – en ny spiller i magtopgøret

Med hertug Christians alliance med rigsrådet var Christian den Anden stadig isoleret på Sønderborg slot og med udskydelse af kongevalget var den slesvig-holstenske hertug stadig en vigtig spiller i magtkampen om det danske rige.

Det blev imidlertid en nordtysk lejetropfører grev Christoffer af Oldenborg (der var i familie med Christian den Anden), der med støtte fra Lübeck kom til at spille en afgørende rolle de første år efter Frederik den Førstes død. Han var en uddannet, lærd og humanistisk indstillet lejetropfører og indledte sin aktion med at angribe fæstningen Trittau i Holsten med en lille gruppe lejetropper støttet af Lübeck.

Det bandt de slesvig-holstenske styrker til at tage kampen op mod Lübeck, og det danske rigsråd blev derfor anmodet om at sende hjælpetropper. Hurtigt flyttede grev Christoffer imidlertid størstedelen af sine lejetropper på lybske skibe til Øresundsområdet og en helt ny strategisk situation opstod.

Københavns og Malmøs borgmestre allierede sig nu med grev Christoffer og hans styrker. Et program, om at bringe Christian den Anden tilbage til magten, skabte baggrund for at bønder og borgere sluttede op om grevens magtovertagelse. I juni 1534 gik greven i land på Sjælland med ca 1500 mand, besatte hurtigt Roskilde, Køge og overtog København med slot og fæstning i løbet af kort tid. Den sjællandske adel tilsluttede sig hurtigt Christoffer og tilsagde troskab til Christian den Anden og beholdt deres len og stillinger. Roskildebispen Joakim Rønnov forsøgte først at stille et forsvar på benene, men tilsluttede sig hurtigt greven, ligesom rigsmarsken Tyge Krabbe og den ledende rigsråd Anders Bille. I løbet af sommeren 1534 fik grev Christoffer og hans tilhængere således magten i hele Østdanmark – Sjælland, Skåne og Fyn kom under hans ledelse.

3. Hertug Christian, den jysk-fynske adel 
I Jylland havde rigshofmesteren Mogens Gøye stadig kontrol med situationen i 1534, og det lykkedes ham på et møde 9. juli i Gl. Ry kirke under lavadelens pres, at få selv de fremmødte katolske bisper til at acceptere hertug Christian som ny konge. Det blev pavekirkens endelige sammenbrud i Danmark. På et møde i Horsens 19. august blev hertug Christian hyldet personligt som konge af Danmark. Bag kongen stod den holstenske adel, store dele af den jyske og fynske adel og vigtigst den lejetrophær som Johan Rantzau var ved at samle og sætte i aktion.

Den fynske adel sluttede på et møde 9.juli i Hjallelse ved Odense op om den holstenske hertug som dansk konge og Johan Friis fra Hesselagergård blev valgt som repræsentant og rejste til hertugen og mødet i Horsens og tilsluttede sig hans sag og bad om hjælp til den fynske adel.

Borgerne i Svendborg, Odense og Nyborg gjorde nu oprør og bispen Knud Gyldenstjerne og andre adelige måtte flygte. Det lykkedes for Oluf Rosenkrants, der havde opsyn med den umyndige prins Hans, at få ham flyttet fra Nyborg slot til Sønderborg. Dermed var også han under hertug Christians magt og udenfor andres kontrol. Hertug Christian sendte derefter tropper til Fyn og Odense, der blev plyndret og besat ligesom Nyborg. Men grev Christoffer sendte kort efter hurtigt tropper til Nyborg, der blev overrumplet. Borgerne i de fynske købstæder støttede greven og en større gruppe adelige blev indesluttet på Nyborg slot og måtte overgive sig heriblandt var Johan Friis. Gustav Trolle kom til Odense som bisp indsat af grev Christoffer og Fyn kom helt i grevens hænder.

4. Skipper Clement og det nordjyske bondeoprør

Den 18.-19. august holdt hertug Christian og rigsråderne et stort hyldingsmøde i Horsens, hvor der var repræsentanter for købstæderne, enkelte bønder fra hvert herred og adelen. Mødet var udformet som en herredag. Adelen og repræsentanterne fra de gejstlige kunne ikke enes om en håndfæstning og kongen lovede i en højtidelig erklæring, at han ville udarbejde en håndfæstning, der tog hensyn til kongen, rådet og adelen, mens de kirkelige forhold ville blive afgjort af kongen og rådet i forening. Foreløbig skulle kirkens ejendomme og de kirkelige forhold forblive som de var, og de evangeliske præster kunne prædike efter Guds ord.

Øjensynligt var det lykkedes for den jyske adel at opretholde kontrollen med Jylland og begrænse urolighederne til Fyn, Øerne og Skåne.

Men nu udbrød det største bondeoprør siden kampene i Skåne 1525. Grev Christoffer sendte skipper Clement til Ålborg – her ankom han i september 1534. Det lykkedes for ham at få adelens og bispernes myndighed til at falde sammen som et korthus. På herredstingene aftalte hans udsendinge og tilhængere at afbrænde og ødelægge de lokale hovedgårde og bekæmpe den lokale adel. Som på Sjælland var der en del adelige, der knyttede sig til skipper Clement. Store dele af Vendsyssel, Thy, Himmerland og Vestjylland kom i bøndernes magt.

Hvor det på Sjælland og i Skåne især var byernes borgere, der støttede grev Christoffer, var det i Nørrejylland især bønderne, der var aktive.

De ledende adelige i Jylland: Mogens Gøye, Ove Bille og Erik Banner var nødt til at tage kampen op. En adelshær blev samlet i Århus og den drog mod nord hvor flere ryttere kom til. Fra Holsten var der flere afdelinger lejetropper på vej.

Syd for Ålborg ved landsbyen Svenstrup havde en stor bondehær taget opstilling 15. oktober og adelshæren, hovedsagelig rytteri, kom ud i de våde lerjorde og hestene sad fast. Bønderne overmandede de adelige ryttere, mange blev dræbt deriblandt lederen Holger Holgersen Rosenkrans. Resterne af den adelige hær måtte trække sig tilbage til Randers, der blev befæstet og fastholdt, mens skipper Clement rykkede mod Viborg og havde her hovedkvarter for en tid.

Området omkring Skanderborg-Århus-Horsens var storgodsejeren Mogens Gøyes sikre område. Han havde som godsejer og lensmand gennem fogeder, lavadelsmænd og aftaler skabt kontrol og sikkerhed for sine fæstebønder og undergivne. Dette område kunne skipper Clements agenter derfor ikke komme til og påvirke, uden at de blev afsløret og sat fast. Det var imidlertid fra syd hjælpen skulle komme, hvis det store bondeoprør skulle slås ned.

5. Den holstenske indgriben – Johan Rantzaus lejetropper i lynaktion   
Ved angrebet på Trittau i Holsten måtte hertug Christian først sørge for at få isoleret muligheden for angreb sydfra op i Jylland. Derfor samlede hærføreren Johan Rantzau atter mange tyske lejetropper og det lykkedes ham at afspærre Trenefloden 10. oktober, så Lübeck blev indesluttet (for første gang) og sejladsen ud til Østersøen blev standset. Det fik voldsomme konsekvenser for Lübecks handel og Jürgen Wullenwever blev tvunget til at søge særfred med hertug Christian. Man aftalte 18. november, at de to parter hver for sig stadig kunne blande sig i de danske forhold, men at der skulle være fred ved grænsen mellem Holsten og Lübeck.

Johan Rantzau drog hurtigt allerede inden fredsaftalen var sluttet med sin lejetrophær op igennem Holsten og Slesvig op til Nørrejylland. Først til Kolding – så videre til Varde, hvor en større gruppe bønder havde samlet sig og de blev slået.

Den 4. december drog hæren videre mod nord til Skern Å, hvor bønderne havde forsamlet sig ved broen over åen, også her led bønderne nederlag. Derefter blev det Ringkøbings tur, men her havde alle børn, voksne og bønder forladt byen og næste dag fortsatte hæren mod Holstebro, hvor der atter var forsamlet en stor mængde bønder. De flygtede og hæren blev to dage i byen.

På vejen videre frem mellem Skive og Viborg fik hæren yderligere forstærkninger af lejetropper fra Holsten, og nu blev Viborg indtaget uden modstand. Skipper Clement havde trukket sig tilbage til Ålborg med sine folk og de mange bønder.

Den 17.december slog hæren, der nu var på omkring 4500 mand og nogle rytterafdelinger, lejr lige syd for Ålborg. Allerede ved daggry næste morgen angreb Rantzau med sine folk Ålborg. Der var tale om en blodig kamp. ”Fjenderne, som med landsknægte, fodknægte, bønder og borgere udgjorde mellem 8 og 900, blev alle myrdede”, skrev Johan Rantzau selv. Andre beretninger taler om 2000 omkomne, byen var efter erobringen blevet overgivet hæren til plyndring.

Skipper Clement slap væk fra byen til hest, men blev fanget af en bonde i Storvorde, der udleverede ham til Johan Rantzau. Skipper Clement blev derefter holdt fanget på Gottorp slot, på Flensborghus og tilsidst Koldinghus inden han blev henrettet på Viborg landsting i september 1536. Bonden fik i Storvorde en krongård fri for skat i belønning.

I alle de 49 herreder, hvor bønderne havde gjort oprør, og hvor den holstenske hær drog frem, blev bønderne på herredstinget straffet og måtte erklære, at de havde brudt den ed, der var svoret ved hyldningen i Horsens i august. Selvejerbønderne måtte aflevere deres gård og ejendomsret til kongen, hvis de ikke kunne bevise deres uskyld, eller hvis de ikke var villige eller havde mulighed for at betale for gården. De oprørske kunne købe sig fri ved den såkaldte halsløsning, hvor kongeligt udpegede adelige bestemte prisen. For de rige selvejerbønder kunne prisen være meget høj. Fæstebønderne kom også til at betale halsløsning, men hertil kom de erstatningskrav som godsejerne kunne kræve for nedbrændte ejendomme og ødelagt udstyr. Hovedmændene for oprørerne blev herredstinget tvunget til at udpege, mange blev henrettet og hårdt straffet med det samme.

Der blev pålagt en særlig sølvskat på hver mand, og også kirkerne og de gejstlige ejendomme kom til at betale. De samlede holstenske styrker i Jylland udgjorde efterhånden 9000 landsknægte og 2500 ryttere, så den udvalgte kong Christian havde brug for finansiering heraf.  

Ved årsskiftet 1534-35 havde den udvalgte kong Christian således fået kontrollen med hele Jylland men hos modparterne på Fyn, Sjælland og i Skåne så det mere kaotisk ud.

6. Opløsningen af den lybske aktion – Gustav Vasas og hertug Albrecht af Mecklenburgs indgriben

Den svenske konge Gustav Vasa støttede med det samme hertug Christian i kampen om Danmark. Allerede i oktober 1534 havde kongen støttet sin svoger ved at lade en hær gå ind i Halland og erobre Halmstad. Derefter blev Varberg belejret og hæren fortsatte mod syd ind i Skåne og angreb Helsingborg. Her var Tyge Krabbe slotsherre og en hær under ledelse af den lybske officer Markus Meyer og malmøborgmesteren Jørgen Kock tog kampen op mod de indtrængende svenske styrker. Men under kampen den 12 januar 1535 skød Helsingborg slots kanoner forsvarsstyrkerne i ryggen og svenskerne og Tyge Krabbe sejrede totalt. Markus Meyer blev taget til fange, mens Jørgen Kock undslap i en båd til Sjælland.

Samtidig havde Johan Rantzau nedkæmpet al modstand på Fyn, en dansk-svensk-preussisk flåde under adelsmanden Peder Skram var blevet samlet ved Gotland i forsommeren 1535 og ved søslag ved Bornholm og i Svendborgsund i juni var den lybsk-københavnske flåde blevet besejret og havde mistet kontrollen med bælterne og Østersøen. Det betød at Johan Rantzau og hans hær nu kunne overføres fra Fyn til Sjælland ved Korsør uden problemer og København og Malmø kunne indesluttes både fra land og fra havet. Det skete for Københavns vedkommende allerede den 24. juli 1534.

Forinden havde der været opstande og uroligheder på Sjælland. Grev Christoffer anbragte efter begivenhederne ved Helsingborg en række rigsråder i fængsel og førte dem senere til Mecklenburg til internering. Af had til adelens forræderi blev mange hovedgårde angrebet og på landstinget i Ringsted kom det til uro, hvor vrede borgere fra København dræbte den adelige Anne Meinstrup. Nogle adelige slap bort fra Sjælland heriblandt roskildebispen Joakim Rønnow. Grev Christoffer havde måttet trække sig tilbage fra Fyn og havde kun to byer: Landskrone og Malmø på østsiden af Øresund og mistede efterhånden hele Sjælland.

Lübeckborgmesteren Jürgen Wullenwever kom tidligt under krigen i vanskeligheder ved nederlaget til Johan Rantzau, da floden Trenen blev blokeret og han blev tvunget til fred med hertugdømmerne. Han måtte søge nye forbundsfæller, hvis de store planer om at sikre hansestaden monopol på handelen i Østersøen og udelukke nederlænderne skulle sikres.

Men hertug Christians og hans fars alliancenet i Nordtyskland var omfattende og hindrede hansestaden i at sikre sig øget støtte. Den eneste mulighed var den katolske hertug Albrecht af Mecklenburg. Han havde tidligere hjulpet Christian den Anden, men ville ikke ofre alt på sagen. Wullenwever lovede da hertugen både Danmarks og Sveriges kroner eftrer Christian den Andens død, og han fik hertugen med til at støtte grev Christoffer. Først sendte han i december 1534 en lille troppestyrke under greven af Hoya  (han havde tidligere været i tjeneste hos Christian den Anden og blev dræbt ved Øksnebjerg) til hjælp. Da sammenbruddet nærmede sig, tog hertugen kort efter med sin hustru, sine jagthunde og sit hof og en mindre trop af lejesoldater til København i april 1535. Billedet kompliceredes af, at hertugen var katolsk og hans partnere var evangeliske, på samme måde som både byernes ledere og grev Christoffer havde et program, der skulle genindsætte Christian den Anden på tronen. Værre blev det i løbet af året, da den tyske kejsers feltherre pfalzgreven Frederik, blev gift med Christian den Andens ældste datter Dorethea, og gjorde krav på den danske trone. Kejseren støttede derfor udrustningen af en hollandsk flåde, der skulle understøtte de to indesluttede byer: København og Malmø. Så langt kom det dog ikke, både hollænderne og hertug Christian forhindrede at støtten blev til noget.

7. Københavns belejring og overgivelse 
Belejringen af København kom til at vare et års tid. Imens sørgede hertug Christian for at blive hyldet som konge på landstingene i Ringsted og i Lund, og sikrede sig yderligere finansiering af krigen.

I august 1535 tog han til Stockholm og forhandlede direkte med Gustav Vasa. Det varede et stykke tid inden belejring og blokade af byerne var effektive, og det lykkedes for Lübeck at sende nogle skibe igennem til København.

Den lybske borgmester Wullenwever mistede i efteråret 1535 magten i Lübeck og blev på et af sine forgæves forsøg på at skaffe hjælp til de indesluttede byer i november 1535 fanget af ærkebispen af Bremen. Han fortalte under tortur til hertug Christians udsendinge om vanvittige planer for København og Malmø, og om sine ønsker om voksendåb og ejendomsfællesskab. Det skandaliserede med det samme Wullenwever. I 1534 var den lutherske by Münster scene for en radikal revolution, som både katolikker og lutheranere tog voldsom afstand fra, og som blev nedkæmpet af tyske fyrster.

Wullenwevers bekendelser knyttede ham til Münster-begivenhederne. Han blev derfor senere henrettet, selvom han erklærede, at have udtalt sig under tortur, uden at det var sandt.

Presset fra kejseren, Wullenwevers tilståelser og situationen i Danmark fik de nye magthavere i Lübeck til at opgive kampen og slutte fred med hertug Christian. Byen anerkendte Christian den Tredje som konge i Danmark og Norge og fik sine privilegier bekræftet og skulle beholde Bornholm i 50 år. Det var en fred, der nu truede Gustav Vasa, han trak derfor sin flåde ud af samarbejdet med hertug Christian og deltog ikke mere i borgerkrigen i Danmark.

Det kom til en række forhandlinger i  Hamburg i januar 1536 mellem parterne, hvor Ambrosius Bogbinder og repræsentanter for Malmø og København fik frit lejde, men det kom ikke til aftaler.

Det blev stadig vanskeligere for borgerne at holde belejringen ud. Ambrosius Bogbinder og grev Christoffer fastholdt modstanden og sendte de 11 rigsråder, der var fængslet som gidsler til Mecklenburg. Jørgen Kock søgte kontakt til hertug Christian og holdt et møde med ham i Kalundborg i marts 1536, men uden resultat.

I april 1536 opgav Malmø og byen forhandlede sig til en ordning med hertug Christian med amnesti og fortsat evangelisk godstjeneste. Det skete i en periode, hvor Jørgen Kock ikke var i byen.

Det kom efterhånden til flere uroligheder i København, hvor Ambrosius Bogbinder opretholdt et tvangsstyre. Sult, madmangel og konflikter var blevet hverdag bag voldene. Det blev hertug Albrecht, der tog initiativet og ønskede en overgivelse af byen til hertug Christian.

Det gjorde han den 26. juli, og den 28. juli bad Ambrosius Bogbinder, grev Christoffer og Jørgen Kock i fællesskab om tilgivelse og overgav byen til hertug Christian, der nu var ”udvalgt konge”. Dagen efter begik Ambrosius Bogbinder selvmord.

Den 6. august holdt kong Christian den Tredje sit indtog i byen og gennemførte et statskup til overraskelse for både rigsråd og bisper.

8. Christian den Tredjes vej til magten –domænestaten  
Hvor hertug Christian, i forhandlingerne på herredagen i 1533 om efterfølgeren til faderen Frederik den Første ikke var den tætteste til tronen, – det var hans lillebror Hans med de katolske bispers støtte, - var han nu efter et dyrt og blodigt felttog endelig blevet konge af Danmark-Norge.

Begivenhederne i Norge gav ham næsten uden indsats også kongemagten her. Det var hans lutheranske opfattelse og hans religionspolitik, der på trods af bispernes modstand og det gamle rigsråds adelige selvtilstrækkelighed havde givet ham magten, og det var faderens fyrstenetværk fra 1520erne, der sikrede, at han klarede modsætningerne til kejseren og kunne fastholde alliancen mellem nederlænderne, hertugdømmerne og Danmark.

Det lykkedes ikke for Christian den Andens tilhængere eller byernes ledere at udnytte de muligheder, som opstod ved grev Christoffers indgriben i sommeren 1534.

Alle blev de nu underlagt en luthersk autoritær fyrstemagt støttet af en svækket højadel. På den anden side sørgede Christian den Tredje for at inddrage den evangeliske bevægelse og byernes ledere i sin forsoningspolitik efter 1536. Nu med en klar forret for den fyrstelige ledelse også af den evangeliske kirke.

Afgørende på kort sigt for magtovertagelsen blev den militære magt, som hertugdømmene atter kunne stable på benene under ledelse af feltherren Johan Rantzau, og som kostede befolkningen i skatter, afgifter og bøder både under og bagefter Grevefejden. De almindelige indtægter kunne ikke betale gælden for den militære indsats, der lå bag de holstenske landsknægte og den udenlandske hjælp fra Sverige og Preussen. Det var ikke tilfældigt, at finansieringen af magtovertagelsen skete ved at hele overtagelsen af det omfattende kirkegods gav kongemagtens nye muligheder økonomisk set. Christian den Tredje fik med kirkeovertagelsen omkring ¼ af landets økonomiske ressourcer tilført ud over det krongods (ca 1/3 af al jord) som kongemagten i forvejen besad. Hertil kom den overførsel af selvejergårde i de mange jyske oprørsherreder, som nu direkte blev til krongods og underlagt den kongelige myndighed.

Problemet på længere sigt var, om denne ny ordning kunne blive stabil, og om den kunne blive opfattet som en ”naturlig ordning” af samfundets indbyggere, hvor både bønder og borgere på ny skulle finde sin plads.

Hertil krævedes både adelens og især de mange nye sognepræsters medvirken. De gamle fællesskaber i den senkatolske kirke (gilder, broderskaber, altersammenlutninger mv.), landsbyernes bondeorganisering med landsbyfællesskab og herredsting, og bystyrets sociale sammenhæng med byråd, lav og gilder kunne måske stadig have udfordret den ny autoritative fyrstemagt. Men både bønder og borgere havde lidt alvorlige nederlag i borgerkrigen og havde mistet både ledere og styrke. Christian den Tredje gav fæstebønderne retssikkerhed og borgerne faste handelsmuligheder og sikrede den evangeliske kirke og prøvede at forsone de mange modsætninger fra borgerkrigen og afslutte de religiøse konflikter.

Det kom virkelig til en række år uden indre uro og uden krige, det sikrede kongen denne overgang til et stænderpræget samfund med en stærk fyrstemagt.

Man må i dag vurdere, at det lykkedes for kongemagten at skabe stabilitet. Bondeoprør eller politiske aktioner fra byernes ledere, som under Grevens fejde, skal man helt frem til 1600-tallets sammenbrud under svenskekrigene for at finde situationer, der minder bare lidt om Grevefejdens.

Man har kaldt perioden fra 1536 indtil enevældens indførelse i 1660 for ”Adelsvældet” eller ”Herremandens århundrede” (Arup). Det er ikke rimeligt – adelen og dets repræsentanter i rigsrådet fik med Christian den Tredjes magtovertagelse ganske vist en vigtig placering i det nye samfund, men det er den begyndende moderne statsdannelse ”domænestaten”, der med sit lokale og fyrsteorienterede bureaukrati og sin faste styring af meningsdannelsen og trosopfattelserne, der karakteriserer samfundet før 1660. Sålænge adelen støttede og deltog i denne proces, kunne stænderstaten med kongevalg, rigsråd og adel som vigtig støtte for kongemagten, opretholdes. Med sammenbruddet under svenskekrigene og enevældens indførelse i 1660 kom det til en ny mere moderne statsform, hvor skattestaten blev til og domænestaten ophørte.

Kilde 41: Magtovertagelsen i København i august 1536

Vi kender ikke helt præcist til Christian den Tredjes overvejelser og planer for sin magtovertagelse af det danske rige. Dagene omkring Københavns overgivelse 4. august og de følgende uger blev afgørende for de løsninger, der blev valgt af kongen og hans støtter. Udfra de overleverede kilder kan man direkte følge kongens handlinger, aftaler og begrundelser i august 1536. I oktober blev der holdt en udvidet herredag, hvor også borgere og bønder deltog.

Her bekræftede deltagerne kongens politik: afskaffelsen af bispevældet og fængslingen af bisperne, gennemførelsen af den ny fyrstekirkeordning og generel amnesti til alle. En reces med de nye bestemmelser og en ny håndfæstning bekræftede den ny magtorden.

Kilde 41A: Biskop Ove Bille til sin bror Eske Bille, høvedsmand på Bergenhus, 9. August 1536

Århusbiskoppen Ove Bille var den af de danske bisper, der fik den blideste behandling af kongen efter bispernes tilfangetagelse 12. August 1536. Ove Bille var sammen med Mogens Gøye og de jyske adelige med til at godkende hertug Christian som konge af Danmark i Ry. Hans bror Eske Bille havde den vigtige post som kongens høvedsmand i Bergen og var med til at sikre Norge for Christian den Tredje. Brevet er skrevet før bisperne vidste noget om deres mulige fængsling og viser, hvor overraskende kongens skridt må have været. Nogle af bisperne både Ove Bille og Joachim Rønnow hjalp således Christian den Tredje med lokal forvaltning og midler under borgerkrigen.

Teksten findes i original med segl i Det kongelige bibliotek. Den er trykt i Kai Hørby: Reformationen i Danmark. Gyldendal 1972 s 20. Den er oversat til normaldansk af Henrik Adrian.

Auo Bilde, Dei gratia episcopus Arhusiensis (1).

Salutem com syncerrima fraterna delectione (2).

Kære broder, vi giver dig kærlig til kende, at fredag efter Sct.Olaus dag (=4.august) blev København af vor Kongelige Majestæt Nådige Herre tilsagt og om lørdagen derefter overgivet på nogle bestemte vilkår, som vi selv vil tilkendegive overfor dig med Guds hjælp, når lejlighed først vil give sig, og vi kan tale sammen, hvad vi ikke kan skrive. Og om søndagen efter sankt Peders dag ad Vincula (=6 august) red vor nådige herre med pomp og pragt ind i København og har udnævnt et nyt råd og borgmester, der kan være hans Nåde og riget til gavn og troskab. Søndagen næst efter sankt Dyens dag (=15 oktober) skal der være en almindelig herredag i København, lad den almægtige Gud give lykke og nåde dertil, at rigets ærinder og tilstand kan fremlægges og forhandles, Gud må love at vor nådige herre fremmes og rigets indbyggere og undersåtter må komme til gavn, fred og godt samarbejde. Kære broder andet særligt ved vi ikke at skrive, end vi vil altid gerne spørge til og ønske din sundhed med husfrue og børns fremgang til liv og sjæl. Alle de måder vi kan være dig til omsorg og kærlighed, og bevise dig villighed og broderlig kærlighed gør vi gerne. Hav det godt og sørg for mange gode nætter for din husfrue på vores vegne. Skrevet i København på sankt Laurents aften (=9 august) år etc. Mdxxxvj (=1536). Under vort segl.

Påskrift: Ærlig og velbyrdig mand Eske Bilde, høvedsmand på Bergenshus, sin kære broder kærligt tilskrevet.

Noter ved Henrik Adrian:

  • (1) Ove Bille, af Guds nåde biskop i Århus.
  • (2) Hilsen med broderlig hengivelse og ærlighed.

Kilde 41B: Den preussiske admiral Johan Pein om de danske bispers fængsling m.v.: 1. Del. Beretning kl 2 - efter middag 12. august 1536

Teksten på plattysk er trykt i Rørdam: Skrifter fra Reformationstiden I (1885) og i Kai Hørby: Reformationen i Danmark. Gyldendal 1972 s 21-22. Den er oversat s 22-24 til normaldansk af Kai Hørby og rettet til af Henrik Adrian. Admiral Johan Pein var udsendt af  hertug Albert af Preussen, der støttede Christian den Tredje med folk og skibe under Grevens Fejde.

Til hans fyrstelige nåde i Preussen, min nådigste fyrste og herre (1).

Nådigste fyrste og herre. Efter at jeg i går havde skrevet og forseglet disse vedlagte breve til eders fyrstelige Nåde og sendt 4 skibe hjem til eders fyrstelige Nåde, så kunne jeg dog på grund af mønten ikke komme overens med mine skibsfolk, idet de ved afrejsen ikke vil tage imod dansk mønt (2) og medens jeg stod i forhandling med dem, sendte kongelig Majestæt bud efter mig og lod mig kalde til rådet, hvor også landsknægtenes øverster, feltherrerne og ritmestrene samt hr. Johan Rantzau og Melchior Rantzau var til stede. Her forhandledes om, hvad kongelig majesæt skulle stille op med, at bisperne intet har villet yde til hjemsendelsen af ryttere og knægte, hvorpå det besluttedes i Guds navn straks at tage bisperne til fange. Dette blev da hemmeligt iværksat i nat , og tidligst i morges kl. 4 blev de tre biskopper, nemlig af Sjælland, Skåne og Ribe, pågrebet af profosserne (3) og landsknægtene. De blev straks ført til Københavns slot og anbragt på tre steder i tilgitrede rum og dér forsvarligt bevogtet af hageskytter og drabanter (4). Samtidig med at de blev pågrebet, blev der sat vagt om København til vands og til lands, så at ingen kan komme ud eller ind uden tilladelse af dem, der har retten hertil, og således skal det forblive i 3 dage.

Kl. 8 lod kongelig Majestæt de andre rigsråder, hr. Mogens Gøye, hr. Ove Lunge, hr. Mogens Gyldenstjerne, Erik Krummedige (5), mester Johan Friis (6) samt andre, heriblandt biskoppen af Århus (7), kalde til sig på slottet og forhandlede således med dem. Den, der vil være enig med kongelig Majestæt og de ovennævnte krigsråder, kan vide sig sikker, men den, der ikke vil, vil også blive taget til fange. Jeg tror dog, at de vil krybe til korset. Men kongelig Majestæt vil intet endeligt eller afgørende beslutte om forandring i regeringen førend på den berammede herredag, som jeg omtalte i mit første brev, og i mellemtiden vil kongelig Majestæt herom søge sine venner og eders fyrstelige nåde om råd.

De andre gamle rigsråder, nemlig hr. Anders Bille, hr. Johan Urne m.fl. , der har siddet i fangenskab i Mechlenburg (8), de vil i henhold til traktaten blive sendt til Holsten i kongelig Majestæts hånd og varetægt. De vil heller ikke kunne gøre større opstandelse.

Med alt dette er den menige unge adel, indbyggerne i København og de andre købstæder, samt bønderne udmærket tilfreds. Ligeledes ryttere og knægte er herover højlig fornøjede. Gud give kongelig Majesæt i dette og i alt et lykkeligt resultat.

De biskopper, der nu sidder fængslet her, vil blive sendt til Holsten for at bevogtes forsvarligt, og i dag er også skibe og knægte afsendt til Fyn og Jylland for at pågribe de bisper, der endnu er på fri fod. I dag har kongelig Majestæt sendt nogle ryttere til Dragsholm (9), der hører til biskoppen af Sjælland, for at beslaglægge dette, og ligeledes til Skåne for at indtage bispens slotte dér. Hr. Johan Rantzau rejser også selv til Jylland for at udføre alt, og vil Dragsholm ikke overgive sig til kongelig Majestæt, vi man straks sende noget drabeligt skyts og knægte dertil for at indtage samme med magt. Dette, nådigste fyrste, har jeg underdanigst ikke kunnet forholde Eders fyrstelige Nåde, og gid den almægtige Gud må bevare Eders fyrstelige Nåde og alle Eders længe friske og raske. Skrevet med egen hånd i al hast lørdag efter Laurentii om eftermiddagen kl. 2 . År 1536.
 
Noter ved Henrik Adrian:

  • (1) Hertug Albert af Preussen, hertug Christians søster Dorothea er gift med fyrsten. Han var oprindelig ordensmester i den tyske sværdridderorden, men blev gennem reformation af landområdet verdslig fyrste.
  • (2) den danske mønt blev under borgerkrigen forringet og var næsten uden værdi.
  • (3) profos – her en befalingsmand for lejetropper
  • (4) hageskytter – soldater, der var bevæbnet med en bøsse, der kunne stå fast i et stativ- en hage. Drabanter er vagtsoldater med hellebard (en slags kort lanse til fodfolk).
  • (5) Erik Krummedige var norsk-dansk rigsråd og havde stor betydning for at sikre Norge for Danmark under Frederik den Første.
  • (6) Johan Friis blev Christian den Tredjes kansler.
  • (7) Århus bispen Ove Bille, der støttede kongen ved kongevalget i Ry var ikke fængslet i første omgang.
  • (8) Danske adelige, der under Grevens fejde blev arresteret af greven af Oldenburgs folk og sendt i fængsel i Mecklenburg. De blev overgivet til Christian den Tredje ved Københavns overgivelse.
  • (9) Dragsholm var Roskildebispens fæstning og herregård i Odsherred.

Kilde 41C: Den preussiske admiral Johan Pein om de danske bispers fængsling m.v.: 2. Del. Beretning kl 6 - efter middag 12. august 1536

Teksten på plattysk er trykt Danske Magazin 4.Rk. IV s 191 og i Kai Hørby: Reformationen i Danmark. Gyldendal 1972 s 24-26. Den er oversat til normaldansk af Kai Hørby og rettet til af Henrik Adrian.

Nådige fyrste og herre. Efter jeg igen for omtrent 3 timer siden havde tilskrevet Eders fyrstelige Nåde, kaldte kongelig Majestæt mig igen i rådet og befalede mig at lade Eders fyrstelige Nåde vide, at de verdslige rigsråder har forpligtet sig overfor hans kongelige Majestæt med segl og bekræftelse, at de ved siden af hans kongelige Majestæt herefter ingen bisper vil have i stifterne og regeringen førend et christeligt consilium har forhandlet og besluttet, hvad der i denne henseende skal være nyttigt for den almindelige kristenhed og riget. I morgen og i overmorgen vil den almindelige adel og andre købstæder forpligte sig på det samme overfor hans kongelige Majestæt. Jeg ville gerne have fremstillet dette klart, således som artiklen er affattet, men jeg har ikke i hast kunnet få det oversat fra dansk til tysk…

(Om Christian den Tredjes forestående forhandlinger i oktober med visse tyske fyrster og hertugen af Preussen)

…Dette, nådige fyrste, har jeg efter højeste befaling ikke kunnet forholde Eders fyrstelige Nåde, og jeg anbefaler mig til Eders fyrstelige Nåde etc. Egenhændigt, i hast, lørdag efter Laurenti, år 36 kl 6 efter middag.

Eders Nådes underdanige Johan Pein.

Kilde 41D: Rigsrådets forpligtelsesbrev til Christian den Tredje 12. August 1536

Original på pergament med 12 segl i Rigsarkivet. Samme sted er der individuelle bekræftelsesbreve fra Axel Urup, Magnus Gyldenstjerne, Holger Ulfstand, Knud Bille, Tyge Krabbe, Trud Ulfstand og Axel Brahe.

Teksten er trykt i Kai Hørby: Reformationen i Danmark. Gyldendal 1972 s 28-29. Den er oversat til normaldansk af Henrik Adrian.

Vi efterskrevne Mogens Gøye, Danmarks riges hofmester, Tyge Krabbe, Danmarks riges marsk, Ove Lunge til Tirsbæk, Axel Brahe til Krogholm, Knud Bille, Oluf Rosenkrantz til Vallø, Holger Ulfstand til Hekkebjerg, Trud Ulfstand, Axel Urup, Mogens Gyldenstjerne, riddere,

Erik Krummedige til Alverup, og Johan Friis til Hesselagergård, Danmarks riges råder,

Gør vitterligt, at efter den højborne fyrste og mægtige herre hr. Christian med Guds nåde udvalgt konge til Danmark og Norge, hertug i Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve i Oldenborg og Delmenhorst,

Vor kæreste nådige herre, har nu alvorlig overvejet og tænkt på, at Danmarks rige ikke kan regeres i fred, rolighed, endrægtighed og med god polici (1), uden at det sker gennem en øvrighed og et verdsligt regimente, hvorfor omtalte højbårne fyrste vor kæreste nådige herre har været tvunget til at fremstille og udsende andre ordinantser og sendelser (2) her ud i riget, end der tidligere har været, og særlig på en sådan måde at hans kongelige majestæt ikke vil tillade, at Danmarks riges regimente (3) efter denne dag skal afhænge af enten ærkebispen eller andre bisper, men Danmarks riges regimente skal være og forblive hos kongelige majestæt og hans nådes kongelige majestæts efterkommere og konger i Danmark, og hos det verdslige Danmarks riges råd og hos deres efterkommere.

Og efter at tidlige kongelige majestæt vor nådigste herre selv har forligt, forenet og aftalt med os, og vi dette brev har forseglet, at herefter udi Danmarks rige skal holdes:

Da erkender vi nu, at have lovet og bekræftet, og nu med dette vort åbne brev med fri vilje og omtanke lover og tilsiger ved vor kristne tro og adelsmands lov, ære og redelighed for kongelig majestæt, vor nådigste herre, at vi aldrig efter denne dag vil tilskynde, eller på nogen måde udføre enten hemmeligt eller offentligt, hvad enten vi selv eller nogen anden, indenlands eller uden(lands), på hvilken måde man kan opregne, at nogen biskop, enten de som nu lever eller nogle andre bisper, skal deltage i noget verdsligt eller gejstligt regimente eller tilhøre noget bispedømme eller få understøttelse, før end det sker, at der bliver samtykket i og holdt et almindeligt generelt og kristeligt concilium i kristendommen, så at Danmarks rige såvel som andre nationer, både Tyskland og andre i kristendommen derudi beslutter, fuldbyrder og samtykker.

Og når en sådan beslutning efter et almindeligt concilum i kristendommen er gennemført, da vil vi dog ikke tillade, enten hemmeligt eller offentligt, at nogen biskop skal komme til noget regimente i Danmarks rige, gejstligt eller verdsligt, uden at det sker med kongelig majestæts, eller hans nådes kongelige majestæts efterfølgere konger i Danmark og med det menige Danmarks riges råds, adels og indbyggernes i Danmarks riges fuldbyrdelse, vilje og samtykke.

Desuden forpligter vi os til med dette vort åbne brev, at vi ikke vil modstå, at det hellige evangelium og det rene Guds ord retteligen prædikes og forkyndes her ud i riget. Og vi vil være forpligtet til at sætte liv, gods og al vor velfærd til vor rette herre og konge og fædrene rige. Til det ydermere vidnesbyrd har vi med vilje og viden ladet hænge vore indsegl og signeter nedenfor dette vort åbne brev. Givet i København, lørdag næst efter St. Laurenti martyrs dag, år 1536.

Noter ved Henrik Adrian:

  • (1) her menes offentlig ro og orden
  • (2) ordinantser er vedtagne love og bekendtgørelser, sendelser er ordre om bestemte forhold, der udsendes fra kancelliets kontorer på kongens vegne.
  • (3) regimente – styre, her menes regering

Kilde 41E: Christian den Tredje til hertug Ernst af Braunschweig-Lüneburg. 13. August 1536

Brev på plattysk. Trykt i Kirkehistoriske Samlinger 6. Rk. III s 271-72 ved Arthur G. Hassø. Tekst hos Kai Hørby: Reformationen i Danmark, 1972 s. 25-27.

…Ligeledes, i hvilken skikkelse Vi har indtaget byen København, det har eders Nåde allerede erfaret af Vore skrivelser. Vi er ikke i tvivl om, at eders Nåde jo vil erindre af flere mundtlige og skriftlige meddelelser fra Os, hvilken betydelig modstand der er gjort mod Os af indbyggerne og rigsråderne, men fremfor alt af  biskopperne, prælaterne, de gejstlige og deres tilhængere, så at vi hidtil har måttet døje mangt og meget med stort besvær. Og da Vi nu efter indtagelsen af byen København atter har grebet omtalte rigsråder og biskopperne i visse listige handlinger, hvilket med den slags folk intet ophør vil tage, så har vi i går lørdag morgen, ladet ærkebispen af Lund, bispen af Sjælland, han af Århus og bispen af Ribe, alle her i København, sætte i fængsel og sendt dem videre andetsteds hen i sikker forvaring…

…Vi har også befalet, at de andre bisper i Jylland, der ikke var her tilstede, nemlig bispen af Vendsysssel og ham af Viborg samt ligeledes bispen af Fyn, skal tages til fange, og har til det formål sendt nogle afdelinger landsknægte afsted til Jylland, og vi stoler på, at disse bisper enten bliver fanget eller i det mindste forlader landet…

…Men da de verdslige rigsråder er beslægtet med bisperne, og for en del er deres brødre, svogre eller venner, stod Vi i nogen måde i fare for modstand fra deres side og har også overvejet ligeledes at tage alle dem til fange. Men dette blev Os dog af mange grunde stærkt frarådet af nogle af Vore danske og tyske råder, som Vi altid har fundet tro og pålidelige, og disse råder har nu formidlet forhandling mellem Os og de verdslige rigsråder, så at de har underskrevet og lovet overfor Os, at de til evig tid aldrig vil tilslutte sig sådanne foretagender eller biskoppernes sag, men blive, leve og dø med Os og ikke handle eller praktisere mod Os…

…Skønt vi af mange grunde har accepteret disse skriftlige erklæringer, så vil Vi alligevel holde flittigt opsyn med sagerne, så at Vi ikke løber nogen risiko med hensyn til dem…

Kilde 41F: Joachim Rønnow til Johan Rantzau, Krogen (1) 14. August 1536.

Brevet skrevet på gammeldansk findes i Rigsarkivet. Teksten findes vist som foto og trykt på gammeldansk i Kai Hørby: Reformationen i Danmark s 30-31 (1972). Oversat af Henrik Adrian.

Venlig hilsen i forvejen sendt med Kristus. Kære hr. Johan, synderlig gode ven, som vel husker, at du var hos mig på det Blå tårn (2) og krævede på kongelig Majestæts vegne af mig udleveret vor kirkes slot Dragsholm (3) og at jeg samtidig af jer bad om at I ville være mit bud til vor nådige herre, at han ville være opmærksom på at se på den skade jeg og kirken i denne krig havde lidt, og hvor det meste af alle kirkernes slotte og gårde lå så nær brændte og øde undtaget et eneste hus, som jeg under stor bekostning og besvær havde holdt og af hvilket og andet jeg på samme tid er endnu interesseret i at være hans nåde en villig og tro tjener. Kære hr. Johan, da fik jeg ingen svar fra nogen af jer på vor nådige herres vegne, men straks derefter blev jeg om natten sendt hid til Krogen. Kære hr. Johan, dersom kongelig majestæt min nådige herre ikke har til sinds at lade de andre bisper (som i gav tilkende) og ikke heller mig at nyde den del vi tidligere havde nytte af på kirkens vegne, men hvis hans nåde endelig kræver samme slot, så er det i orden, jeg vil ikke være et genstridigt får, men føje mig efter hans nådes vilje både der og i andre tilfælde, som jeg er pligtig til, og hans nåde vil derfor være opmærksom til at føje mig med lempe ind i mellem, hvis det er muligt i samme sag. Og jeg ville gerne selv komme til orde, dersom I inden kort tid kunne komme her. Kære hr. Johan dermed eder Guds befalende. Skrevet på Krogen Vor Frue aften Anno etc. mdxxxvi

Noter ved Henrik Adrian:

  • (1) Krogen – er det senere Kronborg slot ved Helsingør, her blev bispen holdt fanget fjernet fra København.
  • (2) Blå tårn er hovedtårnet på Københavns slot
  • (3) Dragsholm tilhørte Roskildebispen, Joachim Rønnow blev fængslet i København og derefter sat i Blåtårn på slottet og kort efter sendt til Krogen for fortsat at være under bevogtning. Han blev senere sendt til Visborg på Gotland. Se 14.Biografi af Joakim Rønnov i kilde 29.

Kilde 42: Klageskriftet mod Danmarks biskopper 1536, uddrag

Stænderrigsdagen i København oktober 1536 åbnede med en erklæring fra Christian den Tredje, som blev oplæst på Gammeltorv. Den har sandsynligvis været formuleret af kongens danske kansler Johan Friis. Teksten findes som afskrift i det svenske rigsarkiv, teksten nævnes og refereres hos Huitfeldt, se Kilde 44.

Teksten på gammeldansk er trykt i H.F.Rørdam (udgiver): Monumenta Historiæ Danicæ I (1873) s 144, 149-51, 161 ff, 174 ff, 183ff.  Teksterne findes i udvalg trykt på gammeldansk hos Kai Hørby: Reformationen i Danmark (1972) s 45-46, s 75-78. Oversættelse her af Henrik Adrian.

…Og at Vi nu har sammensat denne rigsdag anderledes end efter sædvane og brug fra gammel tid, i det Vi har ladet indskrive såvel borgere og bønder som adelen (1), hvor det dog tidligere ikke har været sædvane at indskrive andre til herredage end ridderskabet og adelen, det har denne årsag, som det er alle og enhver vitterligt, uden tvivl, hvorledes dette gamle kongerige nu i halvtredie år indtil denne tid har været i stort oprør, under hvilket ridderskabet og også borgere og bønder og rigets menige indbyggere bemærkelsesværdigt og højt er blevet bedraget, og mange af dem er omkommet med liv og levned: dertil med, som ynkeligt er at sige og skrive, hvorledes et sådant oprør er kommet med rov, brand, kristne menneskers blodsudgydelse, Guds store laster og fortørnelse, og dertil kvinders og jomfruers krænkelse og andet mere, deraf kommet og fremstået. Og derudover er fremmede herskaber, som ingen ret har til samme kongerige og lande, trængt i dette kongerige og bosat sig og i det ringeste at tale derpå, eller derom at fordre og kræve imod Gud og al ret gennem et sådant oprør og i det ringeste at tale derom; og det er såvidt kommet der af, at kejseren, konger, kurfyrster og fyrster, og hver mand i fremmede nationer overalt i verden, nu ved, hvad dette rige formår eller ikke formår, og hvad der her ud i riget har været hemmeligt og man var uvidende om, det kunne nu alle og var åbent tilgængeligt; så der frygtes for, at sådanne fremmede herskaber ikke endnu ville give slip på, men endnu mere stille krav til dette rige, det samme ville ske på ny og fortsat føre til sådant oprør, skade og evigt fordærv, og aldeles undertrykke (riget)… 

...at efter Kong Frederik var død og afgået, da har rigsrådet … eftersom dets embede krævede tillige efter dets ed og pligt… som det har givet Os og vore umyndige brødre, ikke valgt konge, og Vi for den skyld ved hjælp af vort råd hr. Wulf Pogwisch, ridder og Melchior Rantzau, marsk, havde skrevet til dem (2), og troligt og flittigt ladet dem formane om, at de skulle gribe til noget sådant, og dog ikke med det ringeste ord havde ladet dem til kende om vor person hos samme rigsråd, men alene havde ladet det bede om, at det ville give og forordne riget et hoved og en konge, at der deraf ikke måtte vokse nogen uheld, skade og fordærv op for Os som deres nabo, dersom de trak det i langdrag og ikke valgte. Hvis rigsrådet for nogle bemærkelsesværdige og rimelige årsagers skyld ville vente med og udsætte sådan kåring og valg af konge, at det da sålænge ville oprette og lade holde et bestandigt og ordentligt regimente med købstedernes og rigets indbyggeres vilje, viden, velfærd og tilslutning. Dette er slet ikke sket, men samtidig har størstedelen af rigsrådet i stedet, og især bisperne handlet således og med alvorlig flid arbejdet på, hvorledes de hver især kunne føre stor fyrstelig stads og pragt til evig skade, ulempe og fordærv for den menige adel, borgere og bønder i riget. For at de således kunne fuldbyrde den sag des statligere, har de efter kong Frederiks død især rigsrådet imod gamle lovlige sædvaner udvidet og formeret med mange personer på en sådan måde, at hver biskop i rådet har haft to eller tre brødre eller jo i det mindste hans nærmeste blodbeslægtede eller halvbrøre eller en bror den anden, hvortil en part af dem dog slet ikke var duelige, nyttige eller passende, men dog således trængt dem ind og indskudt dem i rigsrådet… for at bisperne og deres tilhængere måtte have des flere stemmer og tilhængere i rådet. De har også i samme tid i København delt, byttet og pantet størstedelen af riget, alle kronens slotte og len, imellem sig for at beholde dem i deres livstid, en del på nogle år og en del forpligtet skriftligt til deres børn. Alt dette er sket til skade for den menige adel og ridderskab, således at de og deres børn herefter ikke skulle komme til nogle forleninger, og de har således ikke forlenet til de personer, som kunne gøre riget tjeneste. De har så groft og så uordentligt givet sig af med samme handel, at den menige mand har bemærket og forstået det. Rygtet gik over hele København by, at man ikke kunne få så meget voks til købs for penge, som rigsrådet havde behov for til deres beseglinger. Deraf er da nogle af rigsrådet blevet uvillige, ved navn hr Mogens Gøye, ridder og Erik Banner (3), fordi de har set og erfaret, at deres råd og gode meninger ikke måtte høres eller gælde for noget, og at de derom havde set, at riget havde fået et hoved, men da de er undertrykt af bisperne og deres parti, har de ikke kunnet lide eller tåle sådan uordentlighed længere, men har begivet sig væk fra dem, er redet bort fra byen og har sagt åbent og direkte, at de var kommer dertil for at vælge en konge til riget. Da mærkede de ikke andet, end at man byttede og delte riget og udrettede deres præstesager…

< Beskyldninger mod den udvalgte ærkebisp Torbern Bille (4) >
§ 1:
Fordi at det for alle er vitterligt, at det har været gammel sædvane heri riget, at når kongen er død og afgået, skal ærkebispen da straks af Gud og hans embede være pligtig til indkalde rigets råd og at holde, tvinge og formå dem til, at de straks skal udvælge en konge, for at riget, når det for en tid er uden hoved, ikke skal blive opløst og adsplittet, som det nu er sket; således har han ikke alene krævet det, men har med sin højeste magt forhindret og i hans tid administreret riget så det er gået ilde. Og om han sig her ydermere vil undskylde sig, ved at sige at han ikke har fået nogen hjælp af de andre i rådet, så kan sådanne undskyldninger dog ikke hjælpe ham: thi selvom han ikke havde hjælp af rigets råd, da skulle han have givet det menige ridderskab, adel og købstæder det til kende, og da havde han retfærdigvis været uskyldig. Han ved dog godt og har oplyst, at han mere har forhindret valget end forsinket det…

< Beskyldninger mod den udvalgte biskop Joachim Rønnov (5) >
§ 13-15:
…Efter at kong Frederik var død og afgået (som konge) og hvor derefter ærkebispen af Lund, som det står skrevet, skulle have foreslået en anden konge udvalgt og kåret, hvilket han forsømte: da har samme biskop tilsluttet sig ærkebispen, ja ikke alene tilsluttet sig, men også formanet og opfordret de andre fra rigets råd, på trods af at han tidligere havde givet brev og segl på (det modsatte) til vor herre fader, til at man ikke skulle træde til nogen kongekåring, men udsætte det til et passende tidspunkt : således at han kunne gennemføre rigets regimente efter sin vilje og velbehag. Dette har han ikke holdt hemmeligt i rådet eller bag lukkede døre, men givet åbent til kende i selskaber og ved møder og andre steder både ædru og drukken og ladet sig høre og mærke. Hvilket vi med ædle og uædle i sandhed kan bevise, at han ingen konge ville have eller tillade i riget uden efter sin egen vilje og behov: dertil at han ingen konge ville have i de fire første år med mindre at han først skulle sværge en ed og love ham alt det han ønskede: og derover pålagde han sig selv en straf ved bøn til Gud, at hvis han gjorde det anderledes, måtte Gud tage hans ene arm…

…Ligeledes har han på samme tid sagt, at ingen konge skulle om året have mere end 15.000 gylden og dertil en utugtig og uærlig kvinde. Dette havde han nok i. Landets og rigets regering skulle påhvile ham og rigets råd, og hver biskop skulle være konge nok i sit stift. Thi de viste godt, at en konge ikke måtte regere anderledes end de ville have. Thi de havde tidligere haft konger, som måtte gøre det på samme måde. Han vidste godt, hvordan man skulle behandle dem, når de tyske var ude af landet. Nu lærer Gud, og han er en retfærdig herre og sommer over denne sag…

< Bispen af Århus Ove Bille (6) >
Denne biskop har hele tiden været hoved for alt papisteri og har for pavens og sin egen modvilligheds skyld forhindret kongens udvælgelse og kåring. Thi da rigets råd sendte brev til Silkeborg og lod ham aftale om kongens kåring: da han havde bemærket, at han skulle deltage, fik han gråd og blev så af de andre bisper ledet og ført væk fra den rette vej, så han ikke har (som han var pligtig til) agtet og sikret rigets menige nytte, gavn og velfærd. Deraf er dette rigets skade og fordærv kommet og opvokset. Og dersom han ellers i denne sag havde bevist sin troskab, som han ellers altid tidligere havde udvist i rigets ærinder og tjeneste, da havde Vi ikke særligt valgt at anklage ham, vi har også undgået på nogen måde at anklage ham. Og fordi at vi mistror og frygter, at han ikke vil holde sig i ro, med mindre han fuldkommen får sin vilje og han kan derudover gøre nogen modstand på den reformation og ordinantz, som vi agter at gennemføre overalt i riget, således at riget må samtidig komme tilbage til god bestandighed, fred og ro igen:  på det vi således må sikre i fremtiden, har vi forhindret ham. Og ville vi ikke straks have gjort det, havde vi ikke bemærket, at han med vold og magt ville holde Os fra Silkeborg: deraf har vi intet godt at fornemme. Og Vi måtte for den skyld handle anderledes imod ham, end vi ellers havde tænkt at gøre…

< Den udvalgte biskop af Odense Knud Gyldenstjerne (7) >
§ 1:
Denne biskop er også en, som har forhindret kongens valg og kåring etc… men har ført et eget regimente for sig selv og ville kaldes herre af Fyn…

Noter ved Henrik Adrian:

  • (1) Der er indkaldt til det, der senere bliver kaldt et stændermøde – kongen vil sikre sig størst mulig opbakning til bispernes afsættelse og til den ejendomsforandring, der sker ved opløsningen af den pavelige bispekirke. Derfor indkaldes der 3 bønder fra hvert herred, repræsentanter fra købstæderne og adelen.
  • (2) De to holstenske råder forhandler med det danske rigsråd i juni 1533 om den alliancetraktat, der afsluttes mellem rigsrådet, Nederlandene og hertug Christian af Slesvig-Holsten. Samtidig forhandler de om hertug Christians mulige kongevalg, men da man regner med at det skal være den umyndige hertug Hans, afviser hertug Christian de tilbud, der kommer fra Malmø og København og Mogens Gøye.
  • (3) De to forlader herredagen i København og underskriver ikke den 2.reces som giver bisperne magten lokalt til at fastholde bispekirken.
  • (4) Torbern Bille, ærkebisp i Lund 1532-36, skånsk adelsmand, hans far Steen Bille var landsdommer i Skåne og rigsråd. Torbern Bille afløste den afdøde Åge Sparre og betalte en stor sum penge til kongen for sit embede. Han blev aldrig godkendt af paven.
  • (5) Joachim Rønnov, bisp i Roskilde, 1528-36, død 1542, se 14. Biografi ved kilde 29.
  • (6) Ove Bille, bisp i Århus, tæt knyttet til regeringerne fra 1499 (ansat i kancelliet som kansler fra 1507 til 1520) under både kong Hans, Christian den Anden og Frederik den Første, blev bisp i Århus, godkendt af paven i 1520. Søgte sammen med Mogens Gøye i 1522 at få forlig med de jyske adelige, men sluttede sig til Frederik den Første sammen med Mogens Gøye og støttede loyalt op om kongen og hjalp med at sikre oprettelsen af det nye kancelli efter Christian den Andens flugt. Blev hurtigt løsladt efter 1536 og underskrev en erklæring om at afskrive alle krav på bispestolen. Han fik overladt Skovkloster ved Næstved som len og fik lov til at bevare sin titel. Død 1555 og begravet i Antvorskov klosterkirke.
  • (7) Knud Gyldenstjerne, bisp på Fyn (Odense) 1529-36, fik en gejstlig uddannelse og magistergrad og blev knyttet til Christian den Andens kancelli 1520. Var her tæt knyttet til bisp Ove Bille og fulgte ham og Mogens Gøye i forsøgene på at skabe aftaler mellem den jyske adelsopposition og kongen, men han sluttede sig derefter til Frederik den Første og blev straks udnævnt til rigsråd. Han blev nogle år efter af Frederik den Første indsat som medbiskop til Jens Andersen (Beldenak) i Odense, og da Jens Andersen trak sig tilbage blev Knud Gyldenstjerne udnævnt til biskop for Fyn 1529 uden pavelig bekræftelse. Han var leder af den kommission, der forhandlede med Christian den Anden i Norge 1531-32 og var hovedmanden bag det lejde som blev brudt, da kongen blev sat i fængsel i Sønderborg. Under sit fravær fra Fyn hjalp Jørgen Sadolin fra Viborg ham med stiftets forhold og gennemførte en evangelisk kirkeordning. Han støttede ikke rigsrådet og de andre bisper under herredagen i København efter Frederik den Førstes død, og han forlod København sammen med Mogens Gøye og Erik Eriksen Banner. Han sluttede sig til hertug Christian under Grevens fejde og sikrede på et møde i Hjallelse juli 1534, at den fynske adel sluttede op om hertug Christian. Han måtte forlade Fyn, da grev Christoffer hurtigt erobrede Fyn. Hans bispestol blev da givet til Gustav Trolle. Efter slaget ved Øksnebjerg 1535, hvor grev Christoffers hær blev slået og måtte opgive Fyn, fik han bispestolen tilbage, men blev fængslet i 1536 som de andre bisper. Han blev løsladt et år senere og efter et rigt giftermål blev han en hovedrig godsejer. Han blev ikke på ny medlem af rigsrådet og døde i 1560.

Kilde 43: Christian den Tredjes reces, gammeldansk, 30. oktober 1536, uddrag

Uddrag er trykt i Carsten Elkjær Knudsen: Kampen om Danmark – Dansk politik på reformationstiden 1513-1536 (Systime 1984) s. 152-155 og i Kai Hørbye: Reformationen i Danmark (1972) s 37-43. Begge oversat fra Kollerup-Rosenvinge: Gamle danske Love  IV (1824) s 157-171.

Vi Christian med Guds nåde udvalgt konge til Danmark og Norge, hertug i Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve i Oldenborg og Delmenhorst og vi Mogens Gøye, hofmester, Johan Friis, kansler, Tyge Krabbe, marsk. . . (17 rigsråder nævnes derud over) ... og vi efterskrevne ... (222 personnavne) ... det menige adel og ridderskab i hele Nørrejylland, og vi ... (44 personnavne) ... den menige adel og ridderskab i Skåne, Halland og Blekinge, og vi ... (56 personnavne) . . . den menige adel og ridderskab på Sjælland og Smålandene, og vi ... (61 personnavne) . . . den menige adel og ridderskab på Fyn og Langeland sammen med den menige adel og riddrskab overalt i Danmark rige. Og dertil vi efterskrevne købstadsmænd i alle købstæder overalt i Danmarks rige, som først er i Nørrejylland . . . (24 købstadnavne) . . . , i Skåne . . . (24 købstadnavne) ... , på Sjælland og på Smålandene (1) . . . (25 købstadnavne, heraf 7 på Smålandene) . . . , på Fyn . . . (8 købstadnavne) . . . , fuldmægtige fra alle købstæder og herreder over hele Danmarks rige, som er forsamlet her på denne herredag i København, gør alle vitterligt og bekender åbent for Os, vore arvinger og efterkommere her i Danmarks rige, at fordi den almægtige, gode, barmhjertige Gud, efter kong Frederiks død, højtlovet i hukommelse, for vore synders under levneds og regimentes skyld, og især fordi bisperne ikke i rette tid ville udvælge og indsætte en konge, har hårdt og som svar ladet sin straf og vrede gå ud over Os og dette rige, på den måde at vi, den hele almue og menighed, har sat sig op imod og rejst sig mod øvrigheden, vores egne herskaber og den menige adel, og vi af rigets råd og adelen igen har rejst sig imod bønder og den menige almue. Deraf er kommet denne sørgelige, beklagelige og elendige jammer og krig med brand, mord, rov, steders, slottes og huses fordærv og ødelæggelse. . . (herefter omtales Grevens Fejde) ... (og at man er blevet enige om følgende:) . . .

Disse artikler vil Vi, vore arvinger og efterfølgere i Danmarks rige have bevilget og antaget som en almindelig forfatning, ordning, skikkelse og ordinans for riget. . .

Først vil Vi, Kong Christian etc., Danmarks riges Råd og adel have, at al had, nid, fjendskab og mistanke, som Vi i nogen måde kunne have til købstæderne, borgerne, bønder og menig almue, og tillige, som vi købstæder, borgere, bønder og menig almue i nogen måde . . . kunne have til Kongelig Majestæt, Vor allernådigste Herre, Danmarks riges Råd og adel, skal tilintetgøres på alle sider og være opgivet, forligt og på bunden af hjertet tilgivet og venligt forenet. . .

Eftersom det er os alle og hver især her i riget vel vitterligt, at al ulykke, skade, fordærv, blodsudgydelse, mord og brand etc. og dette riges skadelige fordærv . . . især er kommet deraf . . . , at uenighed og splid har været mellem bisperne, deres tilhængere og adelen, således at bisperne her i riget ikke i rette tid, som de vel ellers skulle have gjort, har udvalgt en konge, men har forhindret det efter kong Frederiks død og afgang med største flid. Man har heller ikke på samme tidspunkt på grund af deres store magt og vælde, mange tilhængere og egen overmåede underfundighed kunnet komme til noget kongeligt regimente for at skaffe hver mand lov og ret, således som det for os alle . . . er blevet tilkendegivet i mange artikler, hvilke af os anses som tilstrækkelige og for lange at opregne her. Så vil vi, samtlige og hver især, hermed især med betimeligt råd og velovervejet vilje og mod have konstitueret, ordineret, bestemt og besluttet . . . at disse samme bisper herefter til evig tid . . . er blevet afsat, så de aldrig igen skal kunne komme til deres biskoppelige regimente, stifter og stifters gods og ingen lige med dem, eller andre som bisper regere i riget. . .

Og eftersom bisperne, som er her i riget, har stået imod Guds ord og evangelium indtil i dag og forhindret det, så det ikke er blevet prædiket klart for den menige almue, og hertil, at de ikke har ført deres rette biskoppelige levned, nemlig at prædike for og lære den menige mand Guds ord . . . men mere har opført sig efter den verdslige stand og prægtighed, så man over det hele rige i det højeste har fundet 2, som har ladet sig ville eller har ladet sig kalde bisper og tillige, at de har været årsag til dette overstående oprør, som før er omtalt, og fordi de er afsat.. . så har vi således besluttet det i enighed med hinanden, for at Danmarks krone og konge kan få større formue, og hvis noget angreb kommer på riget . . . at man desto bedre kan formå at modstå det og ikke mere skal have behov for at beskatte rigets menige indbyggere, når noget sker, som nu er sket, så skal alle stifters gods, slotte, gårde, huse og jordegods, som bisperne nu har haft i hænde og værge herefter til evig tid være og blive med al deres indtægt og tilliggende . . . under kronen. . .

Alle klostre, prælaturer (1), kannikedømmer (2) og andre gejstlige len, som ikke er omtalt nu, skal blive ved magt, indtil kongen og Danmarks riges Råd sammen med flere vise og lærde mænd gør en anden ordning derpå. . .

Det skal være frit og åbent for munkene at forlade klostrene . . . Og de, som vil blive derinde, skal være deres formænd, abbeder, priorer eller provster . . . hørige og lydige og føre et godt, ærligt og kristeligt klosterliv eller gå ud af klosteret. For dem, som bliver i klostrene, skal Guds ord prædikes. De skal herefter ikke have fuldmagt til, uden kongens og rigsrådets . . . samtykke at afhænde, sælge eller pantsætte noget af klostrenes jordegods og ejendom på nogen måde.

Da bønderne og den menige almue finder sig meget besværet over måden med at betale biskopsgave, havre, smørbyrd (3), nannest (4), plovkorn (5) og andre sådanne afgifter, da er vi således blevet enige om, at bønder og menig almue over hele riget herefter redeligt skal give den tiende kærv (6) af hvede, rug, byg, havre og alt andet korn, som Gud giver. De skal give kvægtiende efter gammel sædvane. I Halland, Blekinge og Lister (7) skal de dog, som ikke betaler korntiende, betale smørtiende eller andet, som de har gjort fra gammel tid ...

Da bisperne nu er afsat og afskaffet, så vil der dog være behov for, at der forordnes nogle bemærkelsesværdige vise og lærde mænd, som skal have opsyn med, at alle sognepræster over hele riget prædiker for og lærer det menige folk Guds ord og evangelium. Ligeledes, at der bevares skoler, hvor unge mennesker får lært og instrueres i latin og andre sprog, så riget kan have lærde mænd. For at forsørge sådanne lærde mænd vil vi have, at den foreskrevne tiende over hele riget skal deles i tre dele. Den ene skal sognepræsten beholde; den anden del skal kirken have, og den tredje del skal kongen lade oppebære, og han skal give førnævnte lærde mænd vederlag og underhold. . .

Da det højeste regimente i riget mest hviler på kongens person, hvilket regimente kongen ikke kan føre alene, så skal kongen altid have en rigets hofmester, en kansler og en marsk (8), som er fødte danske mænd. Disse skal være kongen og andre rigsråder behjælpelige ... Hvis kongen vil besvære nogen, det være sig adel eller uadel, borger eller bonde, og nogen dermed kan fornemme, at kongen gør ham uret, da skal det være frit og åbent for enhver at tilkendegive det for rigets hofmester, kongens kansler og marsk, og lade konge formane, at han forlader sådan forsæt. Og dersom kongen da ikke vil lade sig undervise . . . da skal kongen straks udpege og vælge for den som klager, en bestemt retsdag og da yde anklageren ret for rigsrådet og nogle adelige, som kongen også skal lade kalde og indskrive dertil, og for dem stå hver mand til rette ....

Da vi bemærker og forstår, at dette store oprør i riget . . . ikke er kommet af andet, end at bisperne efter kong Frederiks død og afgang ikke har villet vælge, kåre og hylde en konge og et hoved for riget igen, og for at imødekomme sådant ondt i tide . . . da har vi derom med hinanden således i enighed ordnet og ordineret, at vi, Danmarks riges Råd, nu i foreskrevne Kongelige Majestæts . . . livstid, kårer og hylder Hans kongelige Majestæts ældste søn, hertug Frederik, til at være herre og konge efter hans faders død over Danmarks rige . . . Han skal nu herefter kaldes prins af Danmark i den tid hans herre fader lever. Efter Kongelig Majestæts død og afgang skal han kaldes udvalgt konge, indtil han bliver kronet. Hvis den almægtige Gud har bestemt det således, at førnævnte hertug Frederik døde og afgik førend Kongelig Majestæt . . . og Gud vil unde og give Kongelig Majestæt en anden søn, da vil vi, Danmarks riges Råd, være forpligtede til at hylde, kåre og udvælge samme Kongelig Majestæts søn som herre og konge efter sin faders død. Dersom ­ Gud forbyde det - at samme Kongelige Majestæts søn døde og afgik, og Kongelig Majestæt slet ingen søn har, da vil og skal vi, Danmarks riges Råd, med Kongelig Majestæts . . . råd, vilje og viden straks igen udvælge og navnkundiggøre den, som skal være konge, og som skal regere Danmarks rige efter Kongelig Majestæts død og afgang. Den, som således udvælges, skal altid kaldes prins af Danmark, sålænge Kongelig Majestæt lever. Dog skal den, som skal være konge efter Kongelig Majestæts død, være forpligtet til at sværge, afgive skriftlig forsikring og besegle at holde Danmarks riges Råd, adel og indbyggere ved lov, skel, ret, reces, friheder og privilegier, som Kongelig Majestæt ... nu har svoret, afgivet skriftlig forsikring om og beseglet for os. Denne foreskrevne udvælgelse og kåring har vi menig adel og ridderskab med Danmarks riges Råd, bevilget, fuldbyrdet og samtykt i.

Mangfoldig splid har altid været mellem kongen og adelen om hals, hånd, 40 marks sager og anden rettighed, som tidligere konger har haft over adelens bønder og tjenere. Da for en sådan og al splid mellem kongen og adelen må tilintetgøres, så har Vi, førnævnte Christian . . . for Os og Vore efterkommere som en almindelig indretning og ordning, som herefter skal holdes til evig tid, undt og tilladt, at Danmarks riges Råd og adel, deres arvinger og efterkommere, adel i Danmark, må og skal have, nyde og beholde alle 40 marks sager med hals, hånd og al anden ret og rettighed med al anden herlighed over deres egne bønder og tjenere, som Vi og Vore forfædre, konger i Danmark, har og friest har haft over Vore og kronens tjenere.

Der har altid været splid og uenighed her i riget mellem adelen, borgere og bønder om købmandsskab. Da skal herefter holdes således, at det skal være enhver bonde frit og åbent for uforhindret at sælge sine varer ... til Os, Vore embedsmænd, råd, adel . . . og alle mænd i riget. Ingen prælat, ridder eller menig adelsmand skal . . . tvinge eller trænge nogen bonde, kaste nogen ugunst på ham, eller beskatte ham derfor. Vil en adelig købe noget af sin bonde, da skal han gøre det med hans minde (9) og med hans vilje, ligesom hvis han købte det af en fremmed ...

Det skal også være forbudt over hele riget for alle prælater, embedsmænd, lensmænd, adelige, fogeder og alle bønder på landet, pebersvende (10) og alle bissekræmmere (11) at bruge noget købmandsskab på bygden og i landsbyerne med alen, mål eller vægt. Dem, der på landet har behov for sådant, skal købe det af borgerne i Vore og kronens købstæder.

Hvis nogen adelig herefter vil besøge sildefiskeri og bruge sin næring der, som en anden indenlandsk eller udenlandsk købmand, da skal det også være tilladt adelen, fordi det tillades fremmede og udlændinge at bruge deres fordel til at salte der. Så mange staldøksne (12), som man kan stalde på sit eget foder, eller man kan lade fodre hos sine egne tjenere, som er pligtig til at holde fodernød for en, må man frit sælge, men ikke flere. Dog er kongens og kronens ret og rettighed hermed i al måde ukrænket. De køb og mageskifter, som hidtil er sket og gjort mellem kronen, adelen, kirker og klostre skal holdes ved magt. . .

. . . (Kongen godkender ovenstående og recessen fortsætter:) ...

Og da vi ikke alle og enhver, som er forsamlet her, med fuldmagt fra dem, som er hjemme, kan hænge vore segl på dette vort åbne brev, da har Vi, Christian udvalgt konge til Danmark etc., og vi menig Danmarks riges Råd, og vi . . . (20 navne) . . . på den menige adels og ridderskabs vegne i Nørrejylland, og vi ... (10 navne) ... på den menige adels og ridderskabs vegne på Fyn, og vi . . . (14 navne) . . . på den menige adels og ridderskabs vegne på Sjælland og i Smålandene, og vi . . . (10 navne) . . . på den menige adels og ridderskabs vegne i Skåne, Halland og Blekinge, og vi efterskrevne købstæder . . . (6 byer) . . . i Nørrejylland . . . (4 byer) . . . på Fyn . . . (8 byer) . . . på Sjælland og i Smålandene . . . (6 byer) . . . i Skåne, Halland og Blekinge ladet hænge vore sekreter, segl og signeter nedenfor dette vort åbne brev.

Noter ved Henrik Adrian:

  • (1) Smålandene: Lolland, Falster, Møn.
  • (2) Prælatur: landområde/territorium under den katolske kirke, der afgiver ydelser til en præst/kannik.
  • (3) Kannikedømme: Præsteembede ved en domkirke eller større kirke.
  • (4) Smørbyrd: afgift i form af smør.
  • (5) Nannest: afgift i eller af spisevarer til præster i anledning af kirkelige højtidsdage.
  • (6) Plovkorn: erstatningsafgift for tiende.
  • (7) Kærv: neg.
  • (8) Lister: område i Blekinge på grænsen til Skåne.
  • (9) Marsk: hærfører.
  • (10) Minde: tilladelse.
  • (11) Pebersvend: omvandrende, ugift kræmmer (købmand).
  • (12) Bissekræmmere: omvandrende småhandlende.
  • (13) Øksne: okser.

Kilde 44: Arild Huitfeldt om Herredagen i København 1536 (1595)

Om Arild Huitfeldt og hans Danmarkshistorie (1595-1604)

17. Biografi - Arild Huitfeldt
Arild Huitfeldt tilhørte højadelen, han var født i 1546 i Bergen som søn af den kongelige lensmand Christoffer Huitfeldt. Han arbejdede i en længere periode som første sekretær i Danske kancelli (regeringskontoret under kansleren Niels Kaas), og han blev rigsråd under Frederik den Anden i 1586 og blev samtidig rigets kansler (den øverste justitsembedsmand).

Han var med til at sikre overgangen mellem Frederik den Anden og hans umyndige søn Christian den Fjerde, hvor en formynderregering fungerede 1588-96.

Han tog sig af Herlufsholms skole efter Birgitte Gøyes og Herluf Trolles død, men blev alvorlig syg i 1606. I 1608 trak han sig derfor tilbage fra alle officielle stillinger og levede sine sidste år på Herlufsholm til han døde i 1609.

Han skrev den første trykte Danmarkshistorie efter Saxoudgaven fra 1516. Hans historiefremstilling udkom i 10 bind i ti år fra 1595 –1616. Hans fremstilling begyndte fra nutiden med Christian den Tredjes historie og kort efter udkom Frederik den Førstes og Christian den Andens historie. Frederik den Andens historie skrev han ikke. Senere kom bindene med kong Hans’ og Christian den Førstes historier og derefter 4 bind om den ældre historie og et bind med den gejstlige historie. I alt mere end 4000 trykte sider, et enormt arbejde.

Han havde gennem sit aktive politiske liv i kontakt med mange venner samlet manuskripter og mange kilder. Han rådede over Peder Olsens, Anders Sørensen Vedels og Hans Svannings materialer og efterhånden, som de opgav deres arbejde, begyndte han at skrive sin egen historie. Men i modsætning til de kongelige planer om en Danmarkshistorie  som Saxos på et kunstfærdigt latin, der kunne bruges i udlandet, begyndte han at skrive på dansk og i almindeligt sprog.

Han havde dengang direkte adgang til kongens og rigets arkiver og i hans fremstilling citerer han ofte direkte fra kilderne eller gengiver dem. Han rådede over kilder, som nu er forsvundet eller som brændte ved universitetsbibliotekets brand i 1728, og han havde flere sekretærer til sin hjælp.

Han har en klar tendens i sine fortolkninger, han støttede det adelige rigsrådsvælde og systemet med en rådsvalgt konge. Derfor kritiserede han især Christian den Anden og satte Christian den Tredje op som modbillede. Fremstillingerne blev skabt som politisk lærestykke for den unge Christian den Fjerde, fortalerne om hver konge viser Huitfeldts fortolkninger og tendens.

Det samlede værk er meget omfattende og fik stor betydning for den senere historieforskning.

Først med enevældens indførelse i 1660 kom det til en direkte kritik af Huitfeldts adelige tendens. Kendtest er Ludvig Holbergs kritik (se Fortælling 25, tekst 11).

Der er aldrig blevet lavet en moderne tekstmæssig og redaktionel udgave af Arild Huitfelts ”Danmarks Riges Krønike”, der er dog i 1976-78 på forlaget Rosenkilde og Bagger blevet fremstillet en facsimile-udgave af 1595-1604 trykkene af den omfatttende fremstilling. Den kan læses stadigvæk ved hjælp af Otto Kalkars ordbog til det ældre danske sprog (genoptr. 1976) selvom den er trykt med gotiske bogstaver.

Historikeren Kristian Erslev gjorde op med mange af Huitfeldts fortolkninger og brug af kilder. Han påviste afskriftsfejl, fejllæsninger og ændrede flere forklaringer. Derfor har senere historikere kun med forsigtighed anvendt Huitfeldts fortolkninger.

Man kan læse mere om Huitfeldts fortolkninger i Politikens Danmarkshistorie bd 7 (af Svend Ellehøj) s. 157-63 (1964), i Danmarks historie Bd 10 (af Torben Damsholt) s 55-61 (1992) og i Politikens og Gyldendals Danmarkshistorie Bd 7 (af Alex Wittendorff) 354-357.

 

Uddrag af Arild Huitfeldt: Danmarks Riges Krønike: Christian III’s historie s 225-28 (1595/1976), trykt på gammeldansk oversat af Henrik Adrian.

…Simoni og Judae dag (=28 oktober) blev der holdt almindelig herredag i København, hvortil det meste af adelen fra hele riget var blevet tilskrevet at møde op. Og der var 400 adelige tilstede. Deres navne findes i den første recess, for den der har lyst til at læse det. Ligeledes var købstædernes fuldmægtige og nogle fornemme bønder fra hvert herred overalt i riget mødt op.

Om mandagen efter (=den 30. oktober) svor og underskrev på brev den udvalgte konge det menige Danmarks råd, adel og indbyggere at holde dem alle ved lov, skel og ret og ved deres gamle privilegier og friheder, så at de hverken skulle forbedres eller formindskes på nogen måde, som han tidligere tidligere havde lovet at gøre, når han kom til regimente (1) og blev riget mægtigt, hvilke friheder er forfattede artikelvis i en håndfæstning og forseglet tilstillet adelen og rådet. Dog findes i samme første reces, en artikel som jeg ikke her har villet gå forbi, at Norge for stedse og altid skal blive under Danmarks krone (2) eftersom Norges riges stænder selv både i kong Christian den Førstes og i kong Frederik den Førstes har givet brev på at blive til evig tid under en herre og konge. Så at den der bliver valgt som valgt til konge i Danmark skal på samme måde være konge i Norge…Derfor må de herrer af Holsten uden samtykke skrive de er arvinger til Norge, da det ikke mere er noget arverige.

På samme herredag, den 30 oktober, mandagen før Alle helgens dag, holdt hans Nåde et møde med menige adel, borgere og bønder på Gammeltorv, hvor der midt på torvet var opført en forhøjning, som kongen og rådet stod på, og hvor kongen talte til almuen, takkende dem først for at de var mødt op på hans befaling, og han gav dem sin mening, da de havde hyldet og svoret for ham som deres rette herre, da havde han nu igen lovet dem alle sammen og hver og en, at der skulle holdes lov, skel og ret, og at deres privilegier og friheder skulle sikres. Og derpå havde han underskrevet de breve, han havde svaret på til adelen og rådet…

(Skønt mange havde fornærmet hans majestæt ved det udførte oprør, ville kongen ikke fortsætte en blodsudgydelse uden ophør, men yder alle amnesti og tilgivelse)…

…På samme måde lod hans Majestæt oplyse, hvorfor hans Majestæt almindeligt havde ladet det sammenkalde, fordi hans Majestæt med deres råd agtede at lave en ny ordning og ordinantz (3) både gejstligt og verdsligt, hvortil hans Majestæt ville bruge deres gode råd og samtykke. Og det blev da fremlagt af hvilke årsager, hans Majestæt havde ladet alle de bisper, der var, fængsle, fordi hans Majestæt ville, at Guds ord og evangelium rent og klart skulle prædikes over alt i riget, hvorimod bisperne altid havde villet beholde deres magt og vælde i deres stift, hvormed de gav anledning til den foregående krig sammen med, at de ingen konge ville udvælge efter hans faders død og havde ladet riget været hovedløst (3). Og der blev oplæst en hel bog med artikler, rettet mod bisperne hver især, som hans Majestæt beskyldte dem for.

Efter at disse artikler var oplæst, blev menigheden spurgt om, de ville have enten disse bisper eller andre i deres sted, når nogen igen efter nogen tid skulle udnævnes. Da råbte almuen, den ene i den andens mund, at de ville blive ved det hellige evangelium og ikke have sådanne bisper mere, og at stifternes ejendomme skulle lægges under kronen, til forbedring af kronen og til hjælp, så at man ikke så ofte skulle beskatte den fattige almue…

(Derefter kort omtale af recessens forskellige andre bestemmelser)…

Noter ved Henrik Adrian

  • (1) regimente – styre, regering
  • (2) Rigsråd og konge er åbenbart enige om denne forandring for Norge se kilde 56.
  • (3) ordinantz - kirkeordning
  • (4) bisperne udskød (sammen med rigsrådet) kongevalget  

Jeg handler som

Skole

Forlaget Columbus

Offentlig institution
(for skolens ansatte)

Privat

Forlaget Columbus

Privatkunde
(privat, studerende
og virksomhed)