Reformation i Danmark

Indledning

Magtovertagelsen i Danmark og Christian den Tredjes statskup mod rigsråd og bisper i august 1536 fik også stor betydning for resten af det dansk-norsk-holstenske imperium.

Slesvig-Holsten fik efter lange forhandlinger sin egen lutherske kirkeordning 1542, mens Norge ved håndfæstningens tilblivelse på herredagen i oktober 1536 blev gjort til et ”land” på linje med de andre dele af det danske rige: Jylland, Sjælland, Skåne, Gotland mv.

Norge blev således underlagt kirkeordinansen fra 1537 og superintendenten i København, Peder Palladius, fik derefter overopsynet med de norske kirker.

I Norge foregik magtovertagelsen i første omgang uden større problemer. Ærkebispen i Trondhjem havde i 1530-32 forsøgt først at sikre Christian den Anden tronen, men måtte endnu engang acceptere Frederik den Første. Dernæst søgte han 1535-37, at få habsburgeren greven af Pfalz til at blive hersker i Norge, men det mislykkedes også, da de danske lensmænd i Bergen, på Akershus og på Bohus forhindrede dette.

Det norske rigsråd var nu helt uden reel betydning og danske og holstenske adelige havde som lensmænd kontrol med landet og tilsluttede sig hurtigt Christian den Tredje.

Både i Norge og i Island gik det langsomt med indførelsen af en luthersk kirkeordning. Det varede til ind i 1550erne førend de nye lutherske superintendenter fungerede og fik ændret magtforholdene sammen med kongens lensmænd. Begge samfund var konservative landbrugssamfund uden tilknytning til opgøret med den katolske pavekirke i Vesteuropa. Selvom Norge havde Nordens største by Bergen, var både Norge og Island næsten uden større bysamfund. Det var storbøndernes gårde, bispernes kirker og anlæg og klostrene, der udgjorde kernen i de handelsnetværk, der forbandt de spredte landsdele. Det kan forklare, at der efterhånden kom langt større lokal modstand mod kirkeordningerne i både Norge og Island.

I Norge indførte man straks den ny kirkeordinans, teksterne, der blev anvendt i kirkerne, var trykt på dansk og kun langsomt blev de udbredt. Det betød at embedsmænd og præster fastholdt et dansk skriftssprog, og at der ikke som mange andre steder kom bibeloversættelser på det lokale sprog.

Anderledes gik det på Island. Her sørgede en ny superintendent i Holar for, at biblen blev oversat til islandsk og trykt (1584). På længere sigt fastholdt det sproget i den norrøne form, som også sagaerne og de mange islandske håndskrifter var skrevet med.  

I begge lande fik reformationen og den danske magtovertagelse derfor stor betydning også i den senere nationalitetskamp i 1800-tallet, hvor både norsk og islandsk nationalfølelse blandt andet blev skabt gennem brug af reformationshistorien og omtale af den kongelige (danske) undertrykkelse. På dette tidspunkt var kirkeforholdene imidlertid for længst overgået til den lutherske opfattelse og den lutherske kirke spillede nu lokalt en vigtig kulturel rolle i begge samfund.

Med Norgesparagraffen i håndfæstningen, hvor det norske rigsråd blev ophævet, kom det senere til en national tolkning, der fremhævede den danske undertrykkelse og den ”Dansketidens mørke nat”, som lagde sig over den norske nation.

På Island blev den sidste katolske biskop i Holar – Jon Arason senere gjort til ”nationalhelt”, som befrier fra den danske kongemagt. En tilsvarende ”national historie” findes fra Færøerne om kaperkaptajnen Mogens Heinesen, der blev henrettet i København 1589.

Arbejdsspørgsmål

• Undersøg: Hvilke områder hører til det norske Atlanterhavsimperium – hvad sker der med Orkneyøerne og Shetlandsøerne? Hvordan styres og kontrolleres Island og Færøerne o. 1500? Hvad er der sket med nordboerne på Grønland? Hvilken kontakt og viden er der om Grønland?
• Undersøg: Hvilken rolle spillede de lokale norske adelige, storbønder og de danske kongelige lensmænd i årene optil 1522-23?
• Undersøg: Hvem er ærkebisper i Trondhjem efter ca 1500 – og hvilken politik søger de at gennemføre og hvorfor?
• Undersøg: Hvilke udenlandske magter/byer har interesser i Norge, og hvad foretager de sig i årene 1500-1523. Hvad gør Gustav Vasa i Norge for at støtte Frederik den Første og Christian den Tredje? Hvordan reagerer den norske ærkebisp Olav?
• Undersøg: Hvorfor varer det så længe førend den lutherske fysrstekirke fik udbredelse i Norge og i Island? Hvad er de store forskelle mellem Danmark og Norge i den sammenhæng?
• Undersøg: Hvilken forskel er der på arve/valgreglerne til det norske rige og det danske rige? Hvordan findes efterfølgeren til den danske konge? Og til den norske konge? Hvordan er det sket i praksis fra kong Hans og til Frederik den Anden?
• Undersøg: Hvad er indholdet i Christian den Tredjes håndfæstning §3 – Norgesparagrafen? Hvem har bestemt indholdet? Hvordan kan man tale om, at det er et kompromis mellem det danske rigsråd og kongen? Hvad har de to parter oprindeligt ønsket? Hvilken forklaring giver teksten på, at det norske rigsråd afskaffes?
• Undersøg: Ærkebisp Olav Engelbrektssons livshistorie – hvorfor bliver han ærkebisp, hvem støtter han sig på, og hvorfor tog norske historikere tidligere afstand fra ham?
• Undersøg: Hvilke forhold gør, at Island først efter 1550 får lutheransk kirkeordning i hele landet?
• Undersøg: De fire historikerfortolkninger af udviklingen på Island i 1500-tallet – undersøg først den ældste fortolkning af Huitfeldt (Kilde 57D). Undersøg også Kilde 57B, hvor den traditionelle islandske fortolkning fremlægges. Hvad er forskellen mellem den nyere (nordiske – Kilde 57A) og den ældre islandske tolkning (57B) ? Hvilken tolkning har Arup (kilde 57C) af begivenhederne omkring Jon Arason? Hvordan opfattes befolkningen på Island i de fire kilder? – som aktive aktører, som ofre, som del af kongens normale befolkning? Er det en ”koloni-fortolkning” (57B/C)?
• Undersøg: Hvordan ”mindes ” Jon Arason i Holar og i glasmalerierne fra Akureiri kirke? Diskutér den ”islandske” historiefortælling som den kommer til udtryk i glasmalerierne og kilde 57B. Kan man overhovedet arbejde udfra en nationalitetsopfattelse, når det drejer sig om 1500-tallet? – se Huitfeldts beretninger (Kilde 57D).

Oversigt

24. Biografi – Olav Engelbrektsson
Tekst 55: Henrik Adrian: Christian den Tredje underlægger sig Norge - Norgesparagrafen, dens baggrund og konsekvenser
Kilde 56: Norgesparagrafen i Christian den Tredjes håndfæstning
Kilde 57: Uddrag af Islandske og danske historiebøger om Jon Arason
57A: Gunnar Karlsson: Reformation og luthersk bogkultur (2000)
57B: Jon R Hjalmarsson: Om reformationen og dens konsekvenser (2007)
57C: Erik Arup: Islands alting og Islands reformation (1932)
57 D: Arild Huitfeldt om oprør i Island 1539-40 og 1551 (1595)
Kilde 58: Mindesmærke for Jon Arason
Kilde 59: Glasmalerier i Akureiri kirke

24. Biografi – Olav Engelbrektsson

Olav Engelbrektsson var den sidste ærkebiskop i Trondhjem (Nidaros), indviet til ærkebisp af pave Clemens 7. (Medici) december 1523, og flygtet fra Trondhjem foråret 1537 til Lier i Brabant, hvor han døde i eksil 6.februar 1538. Han var født o. 1480 og hans baggrund var storbønder og lavadel i Romerike, mange af hans slægtninge havde stillinger i den katolske kirke og tilhørte den norske elite. Han blev immatikuleret ved Rostocks universitet i 1503 og var da præsteviet. Han opholdt sig i Rostock til 1514 og blev der bachelor (1505) og magister (1507). Han var i flere år leder af det norske studenterkollegium, som ærkebispen i Nidaros ejede i Rostock, og han underviste som lærer ved universitetet. Han blev ven med de svenske brødre Johannes og Olaus Magnus (se kilde 10). I december 1515 blev han af paven udnævnt til dekan for domkapitlet i Nidaros og blev den fornemste gejstlige efter ærkebispen. Det var danskeren Erik Valkendorf, der var ærkebisp og som Olav stod på god fod med. Olav styrede retsvæsenet og var regnskabsfører for hele stiftet. Vi kender til hans forvaltning og retsudøvelse, gennem det omfattende arkiv han senere tog med sig til udlandet. Erik Valkendorf måtte flygte fra Trondhjem på grund af kong Christians forfølgelser og Olav overtog ledelsen af ærkebispedømmet. Da Erik Valkendorf døde i Rom valgte kapitlet i Nidaros Olav som efterfølger, og han ankom i maj 1523 til Rom for at få pavelig godkendelse. Han måtte vente til december 1523 inden den ny pave var valgt og fik endelig sin godkendelse. I ventetiden mødte han den tyske geograf Jacob Ziegler, der senere skrev en omfattende beskrivelse om Skandinavien, hvor det er Olavs opfattelser, der præger fremstillingen. Derfor, kender vi til Olavs opfattelse af den situation, han opfattede, at Norge som rige var i. Han redegjorde for Christian den Andens undertrykkelse af Norge, og hvordan de fremmede trængte ind i landet og fik magten. Man kan ikke kalde Olav for en norsk nationalist, det tilhører 1800-tallets forestillingsverden, men han forsvarede rigsrådets selvstændige placering og kirkens uafhængighed, og det bragte ham på konflikt med den følgende periodes danske og svenske fyrster. Olav var aldrig blevet ærkebisp, hvis den danske konge havde haft fuld kontrol med situationen, men i 1522-23 brød unionsrigernes styre sammen, hertug Frederik søgte fra Holsten at sikre sig magten i Danmark-Norge efter sin farbroder og Gustav Vasa tog over i Sverige. På vejen ned til Rom havde Olav hyldet den flygtede danske konge Christian den Anden – og på vejen hjem hyldede han i Flensborg den ny konge Frederik den Første mod, at han respekterede Norges love og kirkens privilegier. En række danske lensmænd, bisperne og norske adelige søgte at sikre det norske rigsråds position i forhold til den magtkamp, der foregik i Danmark. På et møde i Bergen i august 1523 søgte det norske rigsråd at formulere kravene til den håndfæstning, som Frederik den Første skulle acceptere. Olav spillede en central rolle i forhandlingerne. Han havde allerede i maj holdt et møde i Hamar med råder og bisper fra Østlandet og sikret sig opbakning. Ligesom bisp Mogens fra Hamar havde været i Danmark for at aftale håndfæstningens bestemmelser med Frederik den Første. Mødet i Bergen var således omhyggeligt planlagt og den magtfulde Vincents Lunge, der sammen med Henrik Krummedige var sendt op til Norge af Frederik den Første, måtte foreløbig bøje sig. Men de følgende år udfordrede Vincents Lunge både andre norske adelige, nogle af de danske lensmænd og bisperne, samtidig med at han havde lutherske sympatier. Han krævede Henrik Krummedige frataget sine norske len, og at Akershus skulle overgå til Olav Galle. Den ny ærkebisp kom selv i klemme, da to svenske prælater, den svenske konges kansler og bispen i Västerås Peder Jakobsson Sunnanväder og Knut Eriksson, (der skulle have været ærkebisp i Uppsala) flygtede til Trondhjem og fik asyl hos ærkebispen i sommeren 1525. Det udfordrede Gustav Vasa, der krævede af ærkebispen, at de to skulle udleveres. Efter løfter om frit lejde og amnesti udleverede Olav de to svenske prælater til Gustav Vasa. De blev straks dømt til døden og henrettet på vanærende måde i februar 1527. Frederik den Første søgte at sikre sig mere kontrol med de norske forhold og udrustede en flådestyrke, der under ledelse af Mogens Gyldenstjerne pressede Olav Galle til at opgive Akershus. Det skete i samarbejde med råderne søndenfjelds og med Oslobispen Hans Ræv (der var dansker). Samtidig overtog Claus Bille (Mogens Gyldenstjernes fætter) Bohus len. Ærkebisp Olav søgte fortsat forståelse med Frederik den Første og fastholdt fortsat sine len i Trøndelag. Det kom til konflikt mellem Vincents Lunge i Bergen og ærkebispen og i 1528 sendte kongen Ove Lunge (Vincents broder) til Bergen og Trondhjem for at forlige parterne. Konge ville nu have en kroning i Oslo, som han kontrollerede militært, men ærkebispen krævede, at det skulle ske i Trodhjem efter traditionen. I 1528 var en svensk oprører – ”daljunkeren” – der sandsynligvis var Sten Sture d.y.’s søn – og som var undsluppet Gustav Vasas varetægt og havde anstiftet oprør i Dalarna, kommet til Norge og søgt ophold hos Vincents Lunge i Bergen. Gustav Vasa greb kraftigt ind overfor kong Frederik og krævede ham udleveret (se 8. Biografi – Sturefamilien). Daljunkeren blev sendt til Lübeck, hvor Gustav Vasa fik ham henrettet. Både ærkebispen og Vincents Lunge blev på grund af støtten til ”daljunkeren” frataget deres len. Vincents Bergenhus overgik til Eske Bille, men Vincents fik alligevel overladt klostergods mv. og fastholdt sin tætte forbindelse til kongen. Ærkebispen måtte afgive sine len til to holstenske adelige og følte sig hårdt presset. Han førte derefter fejde mod Vincents Lunge og hans svigermoder Ingerd Ottarsdatter. Nord for Bergen sikrede Olav sig alt det gods og de len, som Lunge og Ingerd havde. Han nægtede også at opgive sine egne len i Trøndelagen og kongen måtte bøje sig herfor. I 1529 kom hertug Christian til Oslo med en magtfuld dansk delegation, 14 skibe og 1500 mand for at møde medlemmerne af det norske rigsråd. Ærkebispen og de øvrige bisper undtagen Hans Ræv kom ikke til mødet. I 1529-32 søgte ærkebisp Olav nye udveje. Han fik hemmelig kontakt med kejser Karl V og prøvede at få ham til at støtte Christian den Andens tilbagekomst. Samtidig fik han forlig med Vincents Lunge for på denne måde at berolige Frederik den Første. Han udbyggede i mellemtiden både sine militære styrker og sin fæstning Steinvikholm inderst i Trondhjemsfjorden. I sommeren 1531 kom Christian den Andens samarbejdspartner ærkebisp Gustav Trolle til landet for at forberede den flygtede konges ankomst. Han kom selv til Norge med en nederlandsk flåde og lejetropper i efteråret 1531 og fik ærkebispen til at samle de søndenfjeldske rigsråder, der hyldede Christian på ny, men militært gik det ikke godt for ærkebisp og konge. Både Akershus og Bergenhus forblev på danske hænder og med forstærkninger fra Danmark angreb og afbrændte Eske Bille fra Bergenshus ærkebispegården og Trondhjem blev brandskattet. Frederik den Første fik ved at bryde det fri lejde til Christian den Anden den afsatte konge i sin magt og måtte derefter sikre kontrollen over Norge endnu engang. Ærkebispen hyldede Frederik igen og måtte betale bøder for sit frafald, og da kongen indkaldte til fælles dansk-norsk rigsrådsmøde i 1533 valgte han igen at udeblive. Frederik den Førstes død 1533 skabte en ny situation. Nu lå ledelsen af landet i hænderne på rigsrådet, hvor ærkebispen var leder. Med det danske rigsråds udsættelse af kongevalget kom det også til et ”interregnum” i Norge. Ærkebisp Olav indkaldte derefter til et rigsrådsmøde i Romsdalen i august 1533. Her fremlagde ærkebispen en liste over de mange brud på håndfæstningen som Frederik havde foretaget og en række reformer blev foreslået. Færøerne blev lagt ind under Bergenhus og senere aftalte man også, hvordan styret på Island skulle være. Ærkebispen opholdt sig derefter længe i Bergen og samlede de nordenfjeldske rigsråder og andre adelige. Der blev udstedt fuldmagter til de råder, der skulle til Danmark for at deltage i det kommende kongevalg til Sct. Hans 1534. Grevens fejde kom i mellem og ærkebispen søgte at holde sig neutral under borgerkrigen. Han prøvede at få rigsrådet til at være enigt, men de danske lensmænd beherskede øst- og vestlandet mod syd og ønskede hertug Christian som konge. Vincents Lunge, der nu sad på Akershus, samlede de søndenfjeldske rigsråder og fik dem til at anerkende hertug Christian som konge i foråret 1535. Ærkebispen indkaldte da til et fælles rigsrådsmøde i maj 1535 i Trondhjem, men de søndenfjeldske råder udeblev helt. De forklarede, at ærkebispen ikke havde grebet ind overfor Vincents svoger Niels Lykke, der havde fået et barn med sin svigerinde, det var blodskam. Lige før jul 1535 lod ærkebispen derfor Niels Lykke myrde på Steinviksholm. Samtidig havde den udvalgte Christian den Tredje sendt Claus Bille som sin udsending til Trondhjem for at skaffe penge og hyldning. Rigsråderne søndenfjelds måtte da følge med Claus Bille til Trondhjem og kom hertil i julen. Endnu engang søgte ærkebispen et alternativ. Grev Friedrich af Pfalz havde gennem giftermål med kongedatteren Dorothea påtaget sig arveretten efter Christian den Anden og han blev støttet af kejser Karl V. Gennem brevveksling havde ærkebispen fået håb om støtte herfra til at kunne vælge en anden konge. Men under forhandlingerne i rigsrådet blev man enige om, at gå med til fælles valg af Christian og at bevilge en skat til den ny konge. Den 3. januar holdt ærkebispen et møde med sine egne embedsmænd, gejstlige, bønder og borgere fra Trøndelag og her rettede han anklager mod de danskfødte rigsråder med Vincents som leder. En gruppe mænd vandrede derefter til det herberg, hvor de boede, dræbte Vincents Lunge, og tog Claus Bille, bisperne Mogens fra Hamar og Hans Ræv fra Oslo til fange. Kort tid efter kom Eske Bille også til Trondhjem og blev taget til fange. Det lykkedes ikke for ærkebispen at samle befolkningen om at sikre rigsrådets uafhængighed. Selvom bondebefolkningerne støttede ærkebispen holdt de mange fæstningers lejesoldater kontrollen over områderne omkring Bohus, Akershus og Bergenshus. I april 1536 frigav han derfor de fangne lensmænd og rigsråd mod løfte om, at de ville holde deres fæstninger til ærkebispens og rigsrådets hånd. Samtidig accepterede ærkebispen, at anerkende Christian den Tredje som Norges konge mod at få fuld amnesti. Eske Bille opfordrede i de kommende måneder den ny konge til at forsone sig med Olav, men efter Københavns fald og bispernes afsættelse og fængsling i august 1536 var der ingen kompromismulighed tilbage. Håndfæstningen fra oktober 1536 fjernede Norges selvstændige stilling og det norske rigsråd. Fra efteråret 1536 sendte Christian den Tredje tropper og en flåde til Norge, der langsomt nærmede sig Trondhjem. 1. Februar 1537 indgik kejseren og Christian den Tredje en våbnstilstandsaftale, der umuliggjorde kejserlig støtte til ærkebispen, men forinden var der kommet to store og et lille skib, der kunne føre ærkebispen til Nederlandene. I foråret 1537 flygtede ærkebisp Olav endelig til Nederlandene med sine arkiver, sine folk og en række klenodier. Arkivet endte senere i det bayerske rigsarkiv i München, hvorfra det blev hjembragt til Norge i 1830. Olav Engelbrekstsson døde kort efter i Lier i Brabrant (Belgien) februar 1538.

Kilder:

• Øystein Rian: – Olav Engelbrektsson –Norsk Biografisk Leksikon 2009 – nbl.snl.no
  

Tekst 55: Henrik Adrian: Christian den Tredje underlægger sig Norge – Norgesparagrafen, dens baggrund og konsekvenser

1. Det norske Atlanterhavsrige
Norges udvikling i senmiddelalderen var præget af det omfattende Atlanterhavsimperium, som de norske middelalderkonger opbyggede i årene frem til 1300. Det norske kongerige dækkede da en række områder, der lå langt fra hinanden, og som næsten kun var i forbindelse med hinanden ad søvejen.

Der var dog enkelte vigtige veje/stier, der gik over fjeldene og som fx forbandt Trondhjem i nord med dalene mod syd, som endte i Oslofjorden eller Viken og som førte over fjeldene ind til Jämtland og Härjedalen, der også hørte under ærkebispen i Trondhjem. De sydlige områder omkring Viken (Sydlige del af Oslofjorden og Bohus len), Vestlandet (Stavanger, Bergen og Sognefjordsområdet), Østlandet (Akershus, Hamar, området omkring Mjøsa, Gudbrandsdalen og langs Glommen) og i de nordlige områder Trøndelagen med centrum i Trondhjem (Nidaros) var de vigtigste områder.

Men fra Bergen og Trondhjem havde både ærkebisp og konge kontrol og magt over Jämtland, Härjedalen, Færøerne, Island og nordbobygderne på Grønland, og kongen havde også embedsmænd, der styrede Orkneyøerne og Shetlandsøerne. Helt mod nord havde lensmanden på Vardøhus opsyn med både fangsterne af hval og torsk og sikrede sig afgifter fra samerne, der levede som nomader mellem kysten og bjergene.

Det kirkelige centrum for hele riget var ærkebispen i Trondhjem, der havde opsyn med 9 bispedømmer, mens det handelsmæssige centrum var byen Bergen, der i senmiddelalderen var Nordens største med over 5-7000 indbyggere. Herfra var der handelsruter til Island/Grønland og til Nordnorge – og til Færøerne, Orkneyøerne og Skotland. Eksporten gik mest sydover gennem Bergen ad sejlruter til både Skotland, Irland. England, Nederlandene og Østersøbyerne. Kontakten til Island og Grønland var fastsat gennem aftaler med den norske konge, så de fjerne samfund kunne handle deres egne produkter og få tilført nødvendige råvarer som jern, korn og tømmer.

Under Christian den Første (konge 1448-81) blev Orkneyøerne og Shetlandsøerne i 1469 pantsat til den skotske konge som betaling for den brudeafgift som Danmark-Norge skulle betale for Christian den Førstes datter Margrete, der blev dronning af Skotland.

Kort før mistede nordmændene og islændingene helt forbindelsen til nordboerne på Grønland, de sidste oplysninger vi kender til, er et bryllup i Hvalsø kirke på Grønland i 1408. Det er dokumenteret i kilder i Island. Hvad der skete med nordboerne ved vi ikke, men der er arkæologiske fund fra midten af 1400-tallet, der viser, at de stadig levede der. Om de uddøde eller udvandrede tilbage til Island ved vi ikke.

Orkney- og Shetlandsøerne forblev skotske og kom siden under det britiske imperium (1604). Især på Orkneyøerne fastholdt den lokale befolkning det norrøne sprog i flere århundreder. Det norske atlanterhavsrige var således ved at blive formindsket og blive et dansk lydrige.

2. Atlanthandelen og handelen på Norge
I senmiddelalderen var det i høj grad lybske købmænd, der dominerede handelen. De havde slået sig permanent ned i Bergen, og havde eksporten af uld, tørret og saltet fisk, skind og narhvalstand til resten af Vesteuropa, men også andre hansebyers købmænd fx fra Rostock holdt til i byerne Tønsberg og Oslo i Sydnorge. I 1500-tallet kom der både nederlandske og engelske købmænd til Bergen, der udfordrede hansebyernes kontrol med hele Atlanthandelen.

Efter Kalmarunionens dannelse 1396 havde Danmark-Norge fælles konge og unionen mellem de to riger blev fastholdt, selvom Sverige i længere perioder holdt sig udenfor. Det norske rige havde, som Danmark, - rigsråd, landskabslove og lokale tingsteder, men var et arverige, og det blev også hårdt ramt af pesten i 1300-årene. Det var et samfund mere præget af storbønder og havde færre adelige end Danmark, og dets lange kystlinje og bjergkæden til Sverige fastholdt en række mere eller mindre isolerede selvstændige bygder. Med dansk placerede konger blev det efterhånden de kongelige lensmænd og bisperne, der fik den betydende lokale magt i Norge, og som bestemte i det norske rigsråd. Der var enkelte lokale storbonde-og adelsfamiljer, der havde indflydelse ind i 1500-tallet, men det var typisk, at dansk- eller tysk- indflyttede lensmænd blev knyttet til norske familjer og blev optaget i rigsrådet.

3. Christian den Anden og Norge
Fra kong Hans tid var det normalt at nogle af de norske bisper blev udpeget af kongen. Christian den Anden var i en kort periode som prins statholder for sin far kong Hans og han opholdt sig i Bergen og på Akershus (1506-1512). Her fik han et tæt kendskab til de nordatlantiske forhold, han fik nederlænderen Sigbrit Willoms knyttet til sig og fik datteren Dyveke som kæreste, mens han opholdt sig i Bergen. Hans vejleder og støtte under sidste del af det norske ophold var Erik Valkendorf, der var lensmand på Bergenhus. Christian udnyttede den viden han fik om det norske samfund til senere at indsætte sine egne ikke adelige folk som lensmænd og slotshøvedsmænd. Og han fik Erik Valkendorf paveudnævnt til ærkebisp i Trondhjem, og han forfulgte flere norske bisper og fængslede Hamarbispen Karl, der døde i fængslet efter et par år. Hertug Christians regimente i Norge førte i flere omgange til lokale oprør, men de blev slået ned med magt. Norge var ved at blive et dansk domineret rige. Især de norske bisper og ærkebispen søgte imidlertid at fastholde deres uafhængighed og særlige rettigheder og ærkebispen Erik Valkendorf måtte senere i 1521 flygte til Rom for at undgå Christian den Andens krav og trusler.  

4. Den danske adel og Norge
Efter 1500 var det især (o.1463-1530) adelsmændene Henrik Krummedige og Vincent Lunge  (o.1483-1536), der kom til at spille en stor rolle i det norske samfund. Henrik Krummedige opbyggede et velfungerende handels- og produktions netværk mellem sine len og godser i Norge og i Skåne. Fra sine danske godser hentede han korn, håndværksprodukter og andre varer til sine norske besiddelser, der den anden vej leverede fisk, tømmer og jern. At sikre sammenhænge og besiddelserne begge steder gav den skånske adelsmand en særlig interesse i at opretholde aftalerne mellem Danmark og Norge og fastholde den danske konges magt i Norge.

Derfor spillede han en nøglerolle både under kong Hans, under Christian den Anden og deltog senere i Frederik den Førstes forsøg på at sikre sig magten i Norge. Han var medlem af både det norske og danske rigsråd, var i perioder centralt placeret som lensherre på Akershus eller Bohus. Han støttede hurtigt Frederik den Første og sikrede det søndenfjeldske Norge for Frederik i 1523, men blev af hele det norske rigsråd frataget sin plads i rådet, fjernet fra sine len og udvist i 1524. Han kom dog tilbage i 1528 efter at Frederik den Første havde fået mere kontrol over situationen og havde sendt hertug Christian (den Tredje) med en stor troppestyrke til Oslo. Kort efter døde Henrik Krummedige i Skåne, men hans svigersøn Eske Bille overtog hans godser og blev lensmand på Bergenhus.

Vincent Lunge var højt uddannet humanist med doktorgrader i filosofi, romerret og kirkeret. Han blev professor og rektor ved Københavns universitet i 1521 og blev hurtigt meget tæt knyttet til Christian den Anden, der gjorde ham til høvedsmand på Krogen. Under den jyske adels oprør sluttede han sig til Frederik den Første. Blev ridder, medlem af rigsrådet og sendt til Norge for at overtale de nordenfjeldske norske råder til at anerkende den ny danske konge. Baggrunden var, at han var på vej til at gifte sig ind i den mest magtfulde nordenfjeldske norske adelsfamilie gennem sit kommende ægteskab med Margrete Nilsdatter, der en tid havde opholdt sig ved hoffet i København.

Han var i konstant konflikt med Henrik Krummedige, og da han kom til Bergen fik han med støtte fra rigsråder fra Vestlandet overladt kontrollen med Bergenhus og blev medlem af det norske rigsråd. Sammen med den nye ærkebisp Olav Engelbrekstsson sikrede han valget af Frederik den Første og fik samtidig helt udelukket Henrik Krummedige fra Norge og det norske rigsråd. Med baggrund i sin kontakt til Frederik den Første og den magtfulde norske familjeklan fik Vincents Lunge omfattende kontrol af det norske samfund, selvom ærkebisp Olav søgte at bekæmpe ham. Begge var de to magthavere interesseret i at holde andres indflydelse på afstand.

Med udgangspunkt i Bergenhus og sine mange forsøg på at sikre sig klostre og arverettigheder kom Vincents Lunge i konflikt med andre både bisper og storbønder. Han støttede i en periode ”daljunkeren”, der var en svensk oprører, måske Sten Sture d.y.’ søn,  der var flygtet til Norge, og som Gustav Vasa krævede udleveret. På samme måde havde ærkebisp Olav få år tidligere modtaget to svenske gejstlige i asyl, som han følte sig tvunget til at udlevere til den svenske konge. Frederik den Første greb ind og søgte at fjerne ærkebispen fra sine magtfulde forleninger og samtidig fjernede han Vincents Lunge fra Bergenhus.

Daljunkeren blev sendt til Danmark, men undslap til Lübeck, hvor Gustav Vasa fik ham henrettet.

Det blev Eske Bille, svigersønnen til Henrik Krummedige, der fik lensmandsstillingen på Bergenhus, og selvom Vincents Lunge fik frataget sine len, fik han overladt Nonneseter kloster ved Bergen, der hurtigt blev ombygget til en mindre fæstning.

Derved holdt kongen sin del- og hersk politik, da han kort efter fik Henrik Krummedige tilbage som medlem af det norske råd og sendte sin søn hertug Christian til Oslo med en større styrke for at sikre kontrollen. Ærkebispen havde forinden erklæret fejde mod Vincents Lunge og taget alle hans len og godser i nord under sin egen kontrol. Men med den truende situation fra Christian den Anden sørgede ærkebispen for at få forlig, så kongen ikke skulle mistro ærkebispens planer.

5. Christian den Andens tilbagekomst 1531-32
Ærkebisp Gustav Trolle af Uppsala, der havde opholdt sig i eksil i Lier hos Christian den Anden, kom i sommeren 1531 til Trondhjem for at planlægge Christians tilbagekomst. Han kom tilbage i efteråret 1531 og fik snart støtte fra både rigsrådet, ærkebispen og bønder og borgere. Men det lykkedes ikke for Christian den Anden at få kontrol med de vigtige fæstninger: Bohus, Akershus og Bergenhus. Den dansk-lybske flåde, der blev sendt op til Oslofjorden, undsatte det belejrede Akershus og Christian den Anden gik i forhandlinger med Knud Gyldenstjerne, der var fører af flåden. Da Christian opgav at kæmpe og med frit lejde lod sig sejle til København, faldt den norske modstand mod Frederik den Første endnu engang sammen. Vincents Lunge kunne på Frederiks vegne sætte ærkebispen på plads.

6. Det norske rigsråd mister sin magt 1536-37  
Endnu engang søgte den norske ærkebiskop at organisere en mere selvstændig politik mod den danske kongemagt. Ved Frederik den Førstes død lykkedes det endnu for det norske rigsråd, at enes om at styre landet i fællesskab og afvente det danske kongevalg, der blev udskudt til 1534.

Ved et møde i Bud i Romsdalen august 1533 kom det til det største rigsmøde i Norge i lange tider. Hele rigsrådet, adelen, lagmænd, lensmænd og mange repræsentanter for borgere og bønder mødte frem. Her fastlagde man de norske krav til en kommende håndfæstning og fordelte lenene på ny og aftalte andre administrative ordninger. Deltagerne var også de danske adelige lensmænd – og der kom to nye medlemmer til i rigsrådet: Eske og Claus Bille, der var katolsk sindede, og de støttede ærkebispens neutrale linje.

Men hurtigt kom det til konflikt mellem de norske rigsråder.

Vincents Lunge tog straks til Danmark og allierede sig direkte med Christian den Tredje og fik samlet alle de danske lensmænd i syd om at støtte ham.

Ærkebispen søgte fra nord at hindre kongevalget af Christian den Tredje og ville hellere have grev Friederich af Pfalz, der var gift med Christian den Andens datter Dorethea og som kejseren støttede.

I efteråret 1535 søgte ærkebisp Olav at samle rigsrådet på ny, og han tilbød nu at hylde hertug Christian som norsk konge.

Christian den Tredje havde i slutningen af Grevens fejde – under Københavns lange belejring – stor brug for finansiering, og han sendte derfor Claus Bille til Norge med krav om at samle rigsrådet i Trondhjem og både anerkende ham som konge og bevilge en større krigsskat til kongen.

Råderne fra både øst og vest mødte da op i Trondhjem hos ærkebispen kort før jul. Men han så en ny chance for at sikre kirkens og landets selvstændighed ved at få hjælp fra kejseren og vælge grev Friederich som konge. På et møde 3. januar rettede han kritik mod de danske lensmænd og særlig Vincents Lunge. En gruppe fra mødet drog til de søndenfjeldske råders herberg og dræbte Vincents Lunge og tog Claus Bille og bisperne Mogens og Hans Ræv til fange. Da Eske Bille kort efter ankom til byen blev han også fængslet. I løbet af foråret søgte ærkebispens folk at få andre til at deltage i et oprør mod Christian den Tredje. Men de mange fæstninger kontrollerede stadig landet, og da der ikke kom hjælp fra kejseren, måtte ærkebispen opgive sin kamp.

I april 1536 frigav han de fængslede rigsråder og erklærede, at han ønskede en aftale med kongen. Eske Bille opfordrede Christian den Tredje i månederne der fulgte til at give amnesti til ærkebispen og hans folk. Men samtidig søgte lensmanden på Bohus Claus Bille i Danmark at få kongen til ikke at acceptere et forlig med ærkebispen.

Med begivenhederne i København i august 1536 og fænglingen af de danske bisper, ønskede også kongen en anden politik. I efteråret 1536 sendte Christian den Tredje tropper til Akershus og Bergenhus. Langsomt trængte lensmændenes styrker mod nord og indtog ærkebispens områder i Trøndelagen og Nordnorge. Christian den Tredje behøvede ikke at sætte større styrker ind for at få sikret sin stilling i Norge. Hele Sydnorge med Bohus, Akershus, Bergenhus og Østlandet var under  kontrol af lensmænd, der hyldede Christian den Tredje som konge. 

Ærkebisp Olav måtte opgive sit forsøg på både at komme overens med den ny konge og sikre kirkens og det norske rigsråds uafhængighed. I april 1537 forlod han Trondhjem og sejlede i eksil i Nederlandene. 1. Februar 1537 sluttede Christian den Tredjes diplomater våbenstilstand med kejser Karl den Femte og Nederlandene, og det forhindrede også forstærkning til ærkebispen i Trondhjem.

Der var ikke tale om en kamp mellem danskere og nordmænd i årene op til 1537. Den gamle norske herskerelite var allerede blevet dybt splittet før 1500 og modsætningerne i årene 1500-1536 gik mellem parter, der havde både danske og nordmænd som aktive deltagere.

Religiøse forhold spillede imidlertid en anden rolle end i Danmark, hvor byerne i høj grad blev evangelisk præget. Det skete kun få steder i Norge som fx i Bergen. Kun en af de norske bisper – Oslobispen Hans Ræv, der var dansk, slap for at blive arresteret og afsat. Han skyndte sig til Christian den Tredje i Danmark og blev senere udnævnt til superintendent i Oslo.

7. Arve- eller valgrige
Danske adelsfamiljer – ”Krummedigerne”, ”Billerne” og ”Lungerne” spillede således en afgørende rolle i det norske samfund i den første tredjedel af 1500-tallet, og det norske rigsråd fik begrænset sin indflydelse kraftigt ved konflikterne med de danske konger Christian den Anden og Frederik den Første.
Hvor nogle af kirkens repræsentanter, især ærkebisperne af Trondhjem, søgte at fastholde deres uafhængighed og selvstyre, var de verdslige rigsråder mere præget af deres direkte afhængighed af kongemagten, der kunne tildele dem len og kongelige embeder. De mange skift i magtforholdene: – Christian den Andens forsøg på fogedvælde udenom adelen, Frederik den Førstes magtovertagelse o. 1522-23, Christian den Andens invasion og Frederik den Førstes genetablering 1531-33 og endelig Grevens fejde 1534-36 med interregnum og Christian den Tredjes magtovertagelse 1535-37, splittede fuldstændigt rigsrådet og gav åbent rum for magtkampe mellem de norsk-danske elitegrupper og ærkebispens støtter og de få lokale magtgrupper.

Forholdene her adskilte sig ikke fundamentalt fra forholdene i Danmark, hvor det danske rigsråd også i de seneste år 1533-36 var stærkt splittet med de katolske bisper som vigtige aktører. Men Christian den Tredje sikrede sig den afgørende magt gennem sin holstenske lejetrophær og gennem alliancen med Preussen, Gustav Vasa og det holstenske ridderskab mod Lübeck, Øresundsbyerne, hertug Albrecht af Mecklenburg og grev Christoffer af Oldenborg.

Med sejren i Danmark og overtagelsen af København i august 1536 skulle der også findes en ny løsning for forholdene i Norge.

Presset på en løsning for den ny konge kom fra flere sider.

For det første var det stadig et problem, at den magtfulde kejser Karl den Femte og Christian den Andens  arveberettigede til de nordiske kongeriger, stadig hos ærkebispen af Trondhjem havde et brohoved i Norden, de kunne tage udgangspunkt i som ved Christian den Andens invasion i 1531.

For det andet havde Gustav Vasa sikret sig Viken og Bohus len som pant for de store lån Christian den Tredje havde måttet tage for at betale sine lejetropper.

For det tredje var Norge – i modsætning til Danmark, et arverige, hvor både Frederiks sønner (heriblandt Christian den Tredje) og Christian den Andens børn havde arverettigheder til landet.

Konstruktionen med et forbund mellem arverige-valgrige gjorde selve overgangen efter en konges død vanskelig. Da det samme var tilfældet i Holsten – hvor ridderskabet ovenikøbet havde en aftale om at Slesvig og Holsten skulle forblive sammen (1460-aftalen) kompliceredes forholdene yderligere på samme måde.

Det danske rigsråds frie valg af konge havde således forskellige begrænsninger afhængig af arvefølgen både i Slesvig-Holsten og i Norge. Frederik den Første førte som hertug af Holsten titel af ”arving til Norge”, men fastholdt i politisk praksis både valg og kåring af begge landes rigsråd i 1523-24, og det var også det danske rigsråds politik i 1533, da kongen døde. Norge blev da opfattet som et valgrige sammen med Danmark. Men Norge var formelt ikke et valgrige.

Et valgrige med håndfæstning var adelens garanti for at fastholde og udvide sin indflydelse. Det var derfor vigtigt for det danske rigsråd, som for det norske, at have denne mulighed for pression og forhandling med kongen til at sikre adelens privilegier. Men denne mulighed var ikke tilstede i 1536. Christian den Tredje var som erobrer selv i stand til at fastlægge rammerne for sit nye styre og styreformen og kunne løse den gordiske knude gennem magt. Og det gjorde han.

Det danske rigsråd var i 1536 stærkt svækket, en stor del af rigsråderne var gidsler, der var ved at blive udleveret fra hertugen af Mecklenburg til kongen i Holsten, og bisperne blev fængslet og var uden indflydelse. Christian den Tredje kunne have valgt en arveordning som Gustav Vasas i Sverige, og han kunne have fastholdt Norge som arverige eller indført kongelig enevælde. Men løsningen blev en anden.

8. Håndfæstningens Norgesparagraf
De danske lensmænd og rigsråder i Norge havde en personlig interesse i, at Norge kom direkte under kongens og det danske rigsråds myndighed. Det skete samtidig med at Norges rigsråd ophørte med at fungere. Men kongen fastholdt, at Norge var et rige for sig og fortsat skulle opfattes således. Det havde stadig sin egen landslov og egne lokale domstole og forvaltninger. Og på længere sigt blev det også tilfældet for det norske rige.

En kompromis ordning blev beskrevet i Norgesparagrafen i den nye håndfæstning fra oktober 1536. Hele håndfæstningen var kongens forsøg på at skabe kontinuitet og sammenhæng i det splittede borgerkrigsramte rige. Det danske rigsråd fik sin position som valgforsamling ved kongevalget fastholdt formelt, men Christian den Tredje sikrede, at det blev sønnen prins Frederik (den Anden), der skulle efterfølge ham. Det kom med ind i håndfæstningen.

Med Norge var det således anderledes, både de danske rigsråder, - især dem med forbindelser til Norge, og kongen - ønskede atter kontrol med Norge udenom både kejseren og Gustav Vasa, og udenom eventuelle norske magthaveres særinteresser. Norge skulle ”…her efter være og blive under Danmarks krone, lige som et af de andre lande, Jylland, Fyn, Sjælland og Skåne er, og herefter ikke være eller hedde et kongerige for sig selv, men være et ledemod (lem) af Danmarks rige og under Danmarks krone til evig tid.”

Christian den Tredjes aftale om Norge med det danske rigsråd var imidlertid, - da den blev til, stadig usikker, magtforholdene i Norge var da endnu uafklarede.

Paragraffen blev holdt ”skjult” og blev ikke offentlig, måske ville kongen ikke give rigsrådet anledning til at bruge sin magt, som det var beskrevet i aftalen, men han ville helst selv holde Norge under direkte opsyn og sin egen beslutning. Ved fortsat at beskrive landet som ”riget Norge” fastholdt kongen og efterfølgerne Norges mere selvstændige stilling direkte under kongen udenom det danske rigsråd.

Det svarede ikke til formuleringen i Norges paragrafen, men det var øjensynlig kongens politik at sikre kongens særlige myndighed i Norge, og det var ikke i det danske rigsråds interesse.

Det gik imidlertid lettere med genetableringen af kongemagten i Norge end forventet. De forskellige lensmænd og adelige sluttede sig hurtigt til Christian den Tredje, og bisperne blev fængslet eller flygtede i eksil.

I den nationale norske historiefortolkning af udviklingen er Norgesparagrafen blevet tolket som Norges sorteste stund: danskerne tog over, og Norge blev et lydrige.

Men der er ikke meget, der viser, at det dengang blev opfattet som en ”national katastrofe”. Ærkebispen var klar over, at nye magthavere ville komme til, og at det gamle norske samfund blev forandret og kirken reformeret, men han havde ikke magtmidler til at forhindre det.

Det norske rigsråd var da forlængst ophørt med at fungere i fællesskab og ingen gjorde indsigelse.

9. Norge under Christian den Tredje
Ændringerne i Norge efter 1536 blev her opfattet som langt mere radikale end i Danmark. Der manglede, - bortset fra enkelte byer som Bergen, helt en evangelisk bevægelse i landet. Det betød at den lutherske fyrstekirke kun langsomt blev udviklet, og det kom til lokal modstand mod kirken mange steder. Der var ikke som i Danmark evangeliske præsteskoler og vejledning for de mange nye sognepræster. Kun Oslobispen Hans Ræv, der hurtigt blev lutheraner, kunne fortsætte sin virksomhed direkte.

Bisperne i Hamar, i Stavanger, i Bergen og i Trondhjem ophørte med at fungere, og det varede nogle år inden den ny fyrstekirke var etableret. De første superintendenter var alle tidligere katolske kanniker eller bisper – de kom til i Bergen (1537), i Stavanger (1541), i Oslo som fik Hamar under sig (1541) og i Trondhjem (1546).

De første mange år måtte de nye kirkeledere kæmpe med lensmændene om at sikre sig kirkeejendom og ydelser til at få kirkerne til at fungere. Det betød også, at de tidligere katolske sognepræster fortsatte uhindret og uden kontrol og støtte. Først ind i 1550erne kom der flere præster og nye superintendenter til, der var luthersk uddannede. En stor del af sognepræsterne kom nu også fra Danmark, og de nordmænd, der ønskede at efterfølge deres fædre som præster, måtte til Danmark for at få en præsteuddannelse.

Kun få af de gamle katedralskoler overlevede 1536. Adelen og borgerne havde ikke mere brug for skolerne som karrierevej i kirken, og skolerne mistede deres ejendom og ressourcer.

Lensmændene var mere optaget af at sikre deres egen økonomi end at sikre kirkens ejendomme og dens fortsatte virke.

De nye biskopper (superintendenterne) havde ligesom præsterne og de overlevende kanniker ikke større indtægter, og blev ikke del af en efterstræbelsesværdig elite.

Det kom ikke til fælles bispemøder mellem de nye ”superintendenter” som i Danmark, og der var slet ikke visitatsrejser i et omfang, som det kendes fra Peder Palladius. Kun få steder blev der afholdt lokale præstemøder og modstanden mod de kirkelige forandringer blev fastholdt af lokale menigheder ind i 1600-tallet.

Det blev ikke det lokale sprog, som den ny tids tekster udkom på. Den danske bibel fra 1550, Luthers lille katekismus på dansk og de danske prædikensamlinger blev de vigtigste tekster, sognepræsterne anvendte, og de mange nye danskfødte præster prædikede på dansk tilpasset deres menighed. Dansk fik derfor et præg af det lokale norsk, som senere skabte det ”bokmål” tæt på dansk, der blev det almindelige skriftsprog efter 1800.

Hvor man kan sige, at det tog fire generationer at ændre kirken til en luthersk fyrstekirke i Norge, tog det kun to generationer i Danmark.

De mange aktive prædikanter, som dominerede i Danmark, fandtes slet ikke i Norge, og det kan delvis forklare forskellen. Først med de mange danske –og danskuddannede præster omkring 1600 blev der skabt et særligt lokalt socialt lag af præster og fyrsteansatte, der kunne spille en aktiv rolle lokalt, og som gennem den øgede økonomiske vækst i 1500-tallet også fik langt bedre levevilkår.

Men det hører også med til forklaringen, at der var langt færre præster og gejstlige i Norge i forhold til befolkningen. Man regner med at ca 5% af befolkningen i Danmark tilhørte husstande, der var knyttet til kirkelige stillinger (bisper, latinskolelærere, provster, sognepræster, degne/klokkere) – i Norge var andelen 1-2%. Det betød, at det var endnu vanskeligere for de få superintendenter efter 1537, at nå ud til menighederne og deres sognepræster.

På den anden side fremhæver norske historikere, at den tolerante politik overfor menighederne i Norge og den samtidige vækst i økonomien og eksporten af fisk og tømmer skabte grundlaget for den danske konges fortsatte kontrol med riget, uden at det kom til større oprør og modsætninger. En forklaring kan også være, at selve skattebyrden på det norske samfund ikke blev øget tilsvarende med forholdene i Danmark, og at den modstand bønderne udøvede på mange måder advarede lensmændene og præsteskabet om, at der var grænser for, hvor store krav man kunne stille i områder, der var så langt væk fra imperiets hovedstad København.

Litteratur og henvisninger:

• Ole Jørgen Benedictow: Henrik Krummedige i Norsk Biografisk Leksikon 2009
• Øystein Rian: Olav Engelbrektsson i Norsk Biografisk Leksikon 2009
• Øystein Rian: Den aristokratiske fyrstestaten 1536-1648 Bd II i serien Danmark –Norge 1380-1814. Oslo/København 1997
• Erling Ladewig Petersen: Henrik Krummedige og Norge. Studier over Danmarks forhold til Norge 1523-1533 i Historisk Tidsskrift 12.rk. Bd III (1968) s 1-82
• Erling Ladewig Petersen: Norgesparagrafen i Christian III’s håndfæstning 1536. Studier over det 16.århundredes fortolkning i Historisk Tidsskrift 12 rk. Bd IV (1973) s 393-462.
• Andreas Holmsen: Norges Historie. Fra de eldste tider til eneveldets innførelse i 1660. Oslo-Bergen 1961.

Kilde 56: Norgesparagrafen i Christian den Tredjes håndfæstning 30. oktober 1536 (Uddrag)

Teksten på gammeldansk findes trykt i C.F.Wegener (udg): Aarsberetninger fra det kgl. Geheimearchiv II (1856-60) s 83 f. Oversat af Henrik Adrian. 
 
… § 3. Og fordi, at Norges rige nu er så formindsket i både magt og formue, og Norges riges indbyggere ikke alene formår at underholde en herre og konge, og det samme rige er dog forbundet at blive hos Danmarks krone til evig tid (1), og de fleste medlemmer af Norges riges råd, særlig ærkebiskop Oluf (2), som nu er den øverste i riget, har nu i en kort periode, to gange med størstedelen af Norges riges råd faldet fra Danmarks rige imod deres egne forpligtelser, derfor har vi (3) lovet og tilsagt Danmarks riges råd og adel, at dersom Gud den almægtige, lader det således ske, at vi samme Norges rige eller nogle dele, slotte, lande eller sysler, som hører der til, kunne bekræfte eller komme under vor magt, da skal det her efter være og blive under Danmarks krone, lige som et af de andre lande, Jylland, Fyn, Sjælland og Skåne er, og herefter ikke være eller hedde et kongerige for sig selv, men være et ledemod (4) af Danmarks rige og under Danmarks krone til evig tid; dog hvis der kommer fejde deraf, skal Danmarks riges råd og indbyggere være pligtige til med os troligt at hjælpe i sagen…

Noter ved Henrik Adrian:

• (1) der var sluttet en række traktater mellem de to kongeriger i årene forud, vigtigst var Bergenaftalen fra 1450 om et fælles dansk-norsk unionskongedømme. Denne aftale blev bekræftet flere gange siden af det norske rigsråd. Se Erling Ladewig Petersen: Norgesparagrafen i Christian III’s håndfæstning 1536 i Historisk Tidsskrift 12 rk. Bd IV s 393-462.
• (2) Olav Engelbriktson var ærkebiskop i Trondhjem fra 1524-37 og styrede i praksis Trøndelagen og Nordnorge.
• (3) Christian den Tredje
• (4) ledemod – betyder et lem (på kroppen) – riget opfattes som en organisme, som en krop, - et lem er således en del af riget.

Kilde 57B: Jon R Hjalmarsson: Om reformationen og dens konsekvenser (2007)

Uddrag af Jon R. Hjalmarsson: History of Iceland. From the Settlement to the Present Day. Forlagid Reykjavik 2012 s 68-80 (oprindelig 1988, ny udgave 2007). Forfatteren er islænding, uddannet i historie, litteratur og pædagogik (i Norge og USA), har været historielærer og administrator. Teksten giver en kort introduktion til hele Islands historie især til brug for udlændinge. Tekstuddraget er oversat fra engelsk til dansk af Henrik Adrian.

REFORMATIONEN 1550

Mod protestantismen
Martin Luther indledte reformationsbevægelsen i Tyskland i 1517 med sine 95 teser mod den katolske kirkes misbrug. Et af hans mål for protest var afladsbrevene som paven solgte i mange lande og som ovenikøbet var nået helt til Island, hvor man kan læse, at tørrede fisk var sendt afsted som betaling for syndernes forladelse. Lutheranismen eller protestantismen spredte sig hurtigt i Nordtyskland og nåede hurtigt til de skandinaviske lande. Nye ideer blev meget hurtigere udbredt i denne tid med den nylige udbredelse af bogtrykkeriet.

Kong Christian II af Danmark og hans unionshær blev hurtigt drevet ud af Sverige i 1523 ved et masseoprør efter hans massakre på den svenske adel tre år tidligere. Ved endelig at forlade Kalmarunionen for altid, skabte svenskerne deres eget nationale kongedømme med Gustav Vasa på tronen. Han introducerede den lutherske tro til Sverige i 1527 og fik derved kontrol over kirkens store rigdomme.

Undersåtterne i Christian II’s Danmark gjorde også oprør mod ham, og erstattede ham med farbroderen Frederik II ved hvis død i 1533, der udbrød borgerkrig. Christian II, der var gift med søsteren til den hellige romerske kejser Karl V, prøvede energisk at genvinde sin trone, men da han endelig var overvundet efter mange års kampe og blev holdt indespærret for resten af sit liv, efterfulgte slægtningen Christian III ham. Gennem disse hårde tider var Christian II altid i stor mangel på penge, og prøvede ovenikøbet at pantsætte eller sælge både Island og Færøerne til Henrik VIII af England for at finansiere sine krige, men han ville ikke købe dem. Christian III blev konge i 1536 og i det samme år etablerede han formelt den lutherske kirke i Danmark, Norge og på Færøerne. På grund af særlige omstændigheder var islændingene i stand til at holde fast ved den gamle tro lidt længere. Christian III’s ny kirkeordinans betød at fyrsten erstattede paven som kirkens leder, og at alle ejendomme under kirken og klostrene kom under kongens kontrol. Det er ikke overraskende at de dalevende fyrster var tiltrukket af den lutherske tro, for den øgede magt og rigdom den gav dem, uafhængigt af de læresætninger på hvilken den var begrundet.

De sidste katolske biskopper
De sidste katolske biskopper på Island var Ögmundur Pálsson i Skalholt bispedømmet og Jón Arason i Holar. De var begge stærke og magtfulde ledere og ivrige for at samle så meget gods til kirken og dem selv som muligt. Oprindelig var de bitre fjender, da Ögmundur havde ønsket en anden kandidat til Holar-bispesædet. Men med lutheranismens komme havde de fundet sammen mod det fælles mål som allierede. Mens borgerkrigen rasede i Danmark og ingen virkelig vidste hvem der var konge, havde de islandske bisper handlet på det norske rigsråds vegne som bestyrere i deres eget land idet de udøvede både verdslig og kirkelig magt i nogle år. Den ny tro fandt sin vej til Island ret hurtigt med de mange hanseatiske købmænd, der opholdt sig her. I Hafnarfjördur, syd for Reykjavik, havde købmændene ovenikøbet deres egen lutherske kirke. På grund af de tyske handelsforbindelser som mest gik til Hamburg, var en gruppe unge islændinge taget til Tyskland for at studere, og de var blevet bekendt med den ny tro. Mange af dem blev optaget af den ny undervisning og tog den tilbage med hjem. Som resultat blev der ret hurtigt skabt en stærk gruppe tilhængere til den lutherske tro, der holdt til i Sydisland. En af dem var Oddur Gottskálksson, der oversatte Det ny testamente til islandsk, idet han hemmeligt arbejdede med denne opgave bag ryggen af den  katolske biskop i Skálholt. Oversættelsen, der blev trykt i Danmark i 1540, var den første bog, der overhovedet er trykt på islandsk.

Tilhængerne af den ny tro arbejdede først stille for deres sag, men efter introduktionen af lutheranismen i det danske kongerige i 1537 begyndte de at tale mere åbent om det.

Lutheranismen i syd
Da den officielle erklæring om den ny kirkeordinans nåede frem til Island i 1538 protesterede bisp og gejstlige i Skálholt bispedømme i mod den og erklærede den for kættersk. Næste år udsendte bispen et brev til alle kirker i sit bispedømme, hvor han truede med ekskommunikation for enhver, der lyttede til den tyske munks kætteri. Samme år 1539, sendte kongen en ny lensmand, Klaus von Mervitz, til Island med mandat til at gennemføre reformationen og inddrage kirkens ejendomme. Han overtog Videy kloster med hjælp af sin foged Dietrich von Minden og sine soldater. De jagede med vold munkene ud og overtog alle besiddelserne i kongens navn, og derfor ekskommunikerede den gamle biskop i Skálholt dem fra kirken. Senere samme sommer, da fogeden og hans mænd var på vej til at overtage andre klostre, gjorde de holdt ved Skálholt og behandlede bispen dårligt på trods af advarsler herimod. Biskoppens venner og støtter samlede styrker fra de omgivende områder og angreb og dræbte Dietrich og alle hans mænd.

Biskop Ögmundur var nu både gammel og næsten blind. Han gennemførte en ordning for sin unge favorit Gissur Einarsson, så han blev udvalgt som hans efterfølger i Skálholt. Gissur var en klog og dygtig mand, men som tilhænger af lutheranismen havde han spillet dobbeltspil med sin støtte og herre, der troede at han var en sikker katolik. Da Gissur kom til København havde kongen hørt om mordene på hans folk i Skálholt, men tilskrev skylden på den gamle biskop. Efter at være sendt tilbage til Island af den rasende konge uden at være indviet, arbejdede Gissur hårdt på at gennemføre den ny kirkeordinans, men hans budskab blev bredt afvist af altinget i 1540. Det samme alting frikendte også enhver, der havde været involveret i drabene på fogeden og hans soldater i Skálholt.

Biskop Jón Arason og hans præster i nord skrev et brev til kongen og bad om dispensation til at bevare deres gamle tro og forblive i den katolske kirke. De bad også om, hvis han ikke tillod dette, at de måtte emigrere til et andet land og medbringe deres ejendom. Kongens direkte svar var, at sende en flådestyrke til Island den følgende sommer, som med støtte fra Gissur Einarsson anvendte åben magt til at underkue al modstand. Biskop Ögmundur blev forrådt og taget til fange og bragt til Danmark, hvor han døde i fængsel i 1542. Kongens danske repræsentanter fik den ny kirkeordinans godkendt for Skálholt bispedømme på altinget i 1541, og Gissur Einarsson blev indsat et år senere.

Som biskop mødte Gissur Einarsson enorme vanskeligheder med så få lutheranske præster til at tjene den ny kirke. Han havde også besvær med at bekæmpe de gamle opfattelser om hellige mænd og relikvier, men gjorde sit bedste til at fjerne overtrædelser af den ny kirkeordinans. En af hans handlinger var at fjerne et helligt kors i nærheden af Skálholt. På vej tilbage til sit hjem fra denne handling, blev han syg og døde kort efter, det sagde folk var et tegn på Guds straf. Gissur Einarsson herskede som biskop i Skálholt fra 1542 til sin død i 1548. Han synes at have været på god fod med den katolske biskop i nord, Jón Arason, og begge holdt freden. I sit eget bispedømme gjorde Gissur sit bedste for at etablere den ny tro og han var delvis succesrig med sin mission.

Jón Arasons tabte sag
Efter at den lutheranske kirke var blevet indført og accepteret i Skálholts bispedømme var Jón Arason i Hólar den sidste katolske biskop i he og erklære ham for fredløs. le Norden. Da Gissur Einarsson døde i 1548 valgt de lutheranske præster Marteinn Einarsson som hans efterfølger i Skálholt. Så optrådte Jón Arason på scenen og sikrede at en katolsk præst blev udvalgt til det samme embede. Han skrev også breve til kejseren og paven og bad om støtte. Det fik kongen til at anklage bispen for højforræderi og erklære ham for fredløs. I København skete der ikke noget med den katolske præst, men Marteinn Einarssson modtog sin indvielse og vendte tilbage for at indtage sit bispedømme i 1549.

Jón Arason forberedte sig på at forsvare sig selv og kæmpe for sin tro, hvis det blev nødvendigt, han gik så langt, at han befæstede bispegården Hólar. Han ordnede det således at han fik fanget bisp Marteinn og holdt ham i fængsel i Hólar og red derefter med en gruppe bevæbnede mænd til altinget, hvor han fik tilslutning til at herske i Skálholt bispedømme sammen med sit eget. Han indtog Skálholt med magt og gjorde sit yderste for at fjerne den ny tro og genskabte klostret Videy. Biskop Jón var meget stolt af disse handlinger og skrev et digt herom, for han var en af de mest ansete digtere i datiden.

Dadi Gudsmundsson, en rig mand fra Vestisland, der havde beklædt mange embeder, var en tilhænger af den lutherske tro og var meget trofast overfor kongen, der betroede ham at arrestere biskop Jón Arason. Biskoppen handlede øjeblikkeligt og anklagede Dadi for forskellige forbrydelser og red da med en gruppe bevæbnede mænd til Vestisland for at underkue ham, men blev angrebet af Dadis overlegne styrker. Efter dette slag i efteråret 1550 blev biskoppen taget til fange sammen med sine to sønner, Ari og Bjørn. Han havde også andre børn sammen med sin samlever Helga Sigurdardóttir.

Bispen og hans sønner blev bragt til Skálholt for at blive holdt fængslet til altinget i 1551 skulle tage stilling til deres skæbne. Danske embedsmænd og de islændinge, der var udpeget til at bevogte dem, var meget bange for at folk fra nord skulle komme for at redde deres ledere, og i angst erklærede en af vogterne ”at øksen og jorden ville sikre dem bedst”. Det blev hurtigt besluttet, efter at yderligere sigtelser var rejst mod dem, at aflive dem alle tre. Den 7.november 1550 blev de halshugget i Skalholt.

Nyhederne om disse henrettelser nåede først København næste sommer, og da havde kongen allerede sendt en stor militær ekspedition til det nordlige Island. Med oprørerne allerede døde fik hans mænd sikret ed og tilslutning til kongen og den ny kirkeordinans fra repræsentanter i bispedømmet. Reformationen var derefter i kraft over hele landet.

Efter biskoppen var henrettet havde imidlertid en gruppe fra nord Island dræbt alle danskere, der havde noget med henrettelserne at gøre og en anden gruppe havde hentet biskoppens og hans sønners kroppe og bragt dem tilbage til Hólar til begravelse. Mange legender og historier er knyttet til flytningen af relikvier og med navnet Jón Arason og hans kamp for tro og land.

REFORMATIONENS KONSEKVENSER

Et kulturchok
Jón Arason, den sidste katolske biskop, døde som martyr for sin tro og til en vis grad for friheden for sine landsmænd. Skønt nogle mennesker på den tid var ægte tilhængere af lutheranismen, og andre var ligeglade eller kun interesserede i at standse det katolske præsteskabs grådighed og misbrug, modtog størstedelen af det islandske folk ikke reformationen med glæde. Den var blevet indført med voldelig magt og enhver havde at bøje sig for kongens vilje og hans tro.

Store forandringer fulgte med reformationen i det religiøse og kulturelle liv og mange gamle skikke blev forbudt. Alle klostrene blev lukket og munke og nonner drevet ud. Katolske relikvier og kunstværker blev forbudt, stjålet eller ødelagt, og det samme skete med mange gamle dokumenter og manuskripter. Folk blev forbudt at tilbede deres gamle helgener, og alt, hvad der mindede herom, blev forbudt. Alt dette var en stor forandring for Islands religiøs og kulturelle liv, i virkeligheden et kulturchok.

For at gøre tingene værre fjernede kongen en stor del af de indkomster, der tidligere havde tilfaldet bispesæderne i Skálholt og Hólar. De første lutheranske bisper var heller ikke dygtige ledere. De mødte store udfordringer i deres arbejde for den nye reformerede kirke og kunne ikke klare at samarbejde med kongen og hans embedsmænd om at støtte kirkens og skolernes forhold. De havde aldrig penge nok til at drive dem ordentligt.

Øget kongelig magt
Efter at kongen havde indført reformationen med magt, overtog kongen, hans lensmænd og andre embedsmænd størstedelen af magten i Island på deres hænder, og denne større og mere direkte udenlandske magtudøvelse blev opfattet mere nærgående end tidligere.

Lagmændene og det gamle alting mistede meget af sin tidligere magt og indflydelse. Den forøgede lovgivnings- og juridiske magt blev nu koncentreret i kongens og hans embedmænds hænder, og landet blev for det meste regeret fra København.

Efter reformationen blev kongen også den største jordejer i Island. Han overtog alle landområder, der tilhørte klostrene, og som den øverste kirkeleder administrerede han alle de jorder, der havde tilhørt kirken.

Jordafgifter, skatter, bøder og indtægter af alle slags begyndte nu i meget større omfang at tilfalde det kongelige rentekammer. Indtil reformationen var den islandske befolkning generelt velhavende, men derefter synes det at glide fra rigdom til fattigdom i langsom fortsat forandring. I virkeligheden havde Island fra 1262 været et selvstændigt land med særlige rettigheder under kongen. Efter reformationen mindede det mere og mere om en udnyttet koloni.

Som en del af dette nye system kom der en ny lov om ægteskabsbrud og samliv. Streng lovgivning fra 1564 under Den Høje Domstol, der ikke blot indeholdt store bøder, men som også angav dødsstraf for en lang række forbrydelser. Henrettelser blev normale især under altingets sommermøder. Kvinder blev ofte druknet, mens mænd blev hængt eller halshugget. Disse hårde love blev i kraft til 1838, skønt de sjældent blev anvendt i de sidste årtier inden.

Handelsmonopolet
Kongens øgede magt blev især følt i forbindelse med Islandshandelen. Engelske og tyske købmænd havde overtaget størstedelen af handelen fra nordmændene i det 15. og 16. århundrede.  I lang tid havde de konkurreret og ovenikøbet kæmpet mod hinanden for at sikre sig denne profitable handel. Den danske konge valgte side med tyskerne i det 16. århundrede og englænderne blev endelig udelukket fra Island. Tyske købmænd, flest fra Hamburg sikrede sig handelen for dem selv og danskerne var for svage til selv at overtage den. Ikke desto mindre opretholdt kongen en konstant interesse i den, idet han holdt de mest profitable islandske produkter som falke, svovl og til en vis grad torskeleverolie for sig selv.

Den samtidige økonomiske filosofi om det merkantilistiske system blev udbredt. I overensstemmelse med dens doktriner ønskede kongen at styrke undersåtternes og landets position gennem nye industrier, kolonier og handel. I slutningen af det 16.århundrede var borgerne i Danmark vokset sig så stærke og talrige at kongen mente at danske købmænd skulle overtage handelen til Island fra tyskerne. Han udbød derfor hele Islandhandelen i 1602 til bestemte købmænd i de tre byer: København, Helsingør og Malmø. Dette var indledningen til det fastlagte handelsmonopol, der varede på den ene eller anden måde i næsten to århundreder til 1787.

Udbyderne var de eneste købmænd, der havde ret til at handle på Island. De kunne bestemme priserne næsten som de ville, sælge deres varer til ekstrahøje priser og købe islandske produkter billigt – det var præcist hvad de gjorde. Island blev inddelt i handelsdistrikter og enhver var nød til at købe og sælge i bestemte lagerbygninger under trussel om brutale straffe. Købmænd kunne ovenikøbet importere dårlige og rådne produkter, da der ikke var andre udbydere at gå til. Det islandske folk var i princippet gjort til slaver af dette handelsmonopol, det var blevet dets tjenere. De klagede i bønskrifter til kongen, men uden virkning. Hemmelig handel med købmænd fra tredjelande som Nederlandene, England og Tyskland blev hårdt straffet. Det er blevet sagt at af de mange plager, der har ramt islændingene i løbet af århundrederne, er det danske handelsmonopol sandsynligvis den værste.

Overtro og heksekunst
Det syttende århundrede var årene med religiøse modsætninger og krige. Fanatisme og overtro af al slags var del af det daglige liv sammen med intolerance og forfølgelse af enhver, som på den ene eller anden måde afvigede fra normerne. Det var konsekvenserne af reformationen og modreformationen på det europæiske kontinent, hvor millioner af mennesker omkom i krigene, i inkvisitionens torturkamre eller på bålet. Også islændingene på deres fjerne ø fik deres del af udviklingen, der foregik i den omgivende verden.

Overtroen spredte sig ud over Island som en hærgende epidemi, og for de lærde folk var det værre i denne sammenhæng end for det almindelige folk. Skete der noget med en hest eller ko, blev det øjeblikkeligt tilskrevet naboernes had og heksekunst. Djævelen og hans dæmoner blev set arbejde allesteder idet de benyttede menneskene som deres instrumenter. Det medførte anklager og forfølgelse mod hvad der kun kunne være uskyldige mennesker. Afbrænding på bålet blev anerkendt straf for trolddomskunst og kostede 23 mennesker livet i årene 1625-1685. Heraf var kun én en kvinde, imodsætning til skikken i andre lande, hvor kvinderne var i overtal.

Da det syttende århundrede ebbede ud, formindskedes overtroen langsomt samtidig med at den næsten helt forsvandt. Overtro var ofte forbundet med naturforhold. For eksempel troede man at Hekla, den berømteste vulkan i Island, var hovedindgangen til helvede. Efter at to islandske studenter fra Københavns universitet i 1750 klatrede op på toppen og vendte tilbage sunde og friske, begyndte den folkelige angst at forsvinde. Det var også tilfældet med mange andre naturforhold og fænomener nu da folk lærte mere om dem.

Tyrkerne og andre sørøvere 
På trods af den øgede magt og indkomsterne efter reformationen glemte kongen næsten helt at beskytte det langtfra liggende Island. Ind i mellem kom pirater og sørøvere fra forskellige nationer til dets strande for at myrde, plyndre og begå andre overgreb. I 1579 begik en række engelske røvere en sværm af forbrydelser og holdt en adelsmand som gidsel, og i 1615 skabte spanske hvalfangere en opstand, men islændingene samlede en styrke og dræbte nogle af dem. I 1627 blev landet angrebet af sørøvere fra Algeriet. De stjal og plyndrede alle de værdier de kunne finde og dræbte et antal mennesker. Da de drog afsted medbragte de flere hundrede mænd, kvinder og børn, flest fra Vestmannaøerne, som fanger, og de blev solgt som slaver i Nordafrika. Slægtninge og andre samlede penge ind for at købe dem fri, men kun få – 37 udaf 370 fanger – lykkedes det at få hjem mange år efter. Disse alvorligt frygtede algeriske sørøvere blev kaldt ”tyrker” i Island, fordi Nordafrika da var en del af det ottomanske rige eller det tyrkiske imperium.

Enevælde i 1662
Fra gammel tid havde den danske konge været valgt af stænderne. Men ifølge mønstret for de fleste europæiske lande efter reformationen mistede adelen sin magt og den ny klasse af byernes borgere blev stærkere. Da adelen søgte at begrænse kongens magt og opgav at udføre sine pligter for forsvaret af landet, var det kun naturligt for ham med borgernes og kirkens støtte at forbedre sin stilling. Det skete i Danmark efter krigene med Sverige, da adelen havde fejlet i forsvaret af landet, og landet havde mistet en stor del af det område som i dag er Sydsverige.

I 1661 ændrede Frederik III Danmarks og Norges regering ved at gøre sig selv til arvekonge af Guds nåde med enevældig magt til at styre uden om adelens eller andres indflydelse. Det følgende år 1662 skulle islændingene sværge troskab og tilhørsaccept til den enevældige konge. Men den danske amtmand ankom forsent til at nå frem til altingets sommermøde på Thingvellir det år, så i stedet blev der afholdt et ekstraordinært møde i Kópavargur nær Bessastadir (1).

De islandske ledere lagmanden Árni Oddsson og Brynjólfur Sveinsson, biskop i Skálholt anmodede om at bevare de gamle nationale rettigheder og protesterede mod det ny regeringssystem. Men amtmanden ville ikke høre efter og pegede på sine nærtstående soldater og spurgte, om de ikke så dem.

Islænderne havde ikke andre muligheder end at give efter og underskrev med deres navne hvor de var blevet opfordret til det, sikkert med tårer i øjnene.

Med introduktionen af enevælden i 1662 var den Gamle Aftale fra 1262 (2) og dens senere tilføjelser blevet ophævet. Kongen med Guds nåde havde den enevældige magt i de næste to århundreder.

Noter ved Henrik Adrian:

• (1) Bessastadir var kongens (lensmandens/amtsmandens) administrationsgård i Island – ved Reykjavik
• (2) Den Gamle Aftale – er den aftale, der giver den norske konge magten på Island 1262, den sikrer Altingets funktion og betydning.

Kilde 57C: Erik Arup: Islands alting og Islands reformation (1932)

Uddrag af Erik Arup: Danmarks Historie Bd II B (1932) København s 502-503. Arup havde sin egen skrivemåde – navneord med lille bogstav og en mere moderne sprogform.

Arup var i sit arbejde som statsrådssekretær og departementchef under 1.verdenkrig tæt knyttet til samarbejdet med Island og støttede kraftig den islandske selvstændighedsbevægelse. Han var ledende medlem af den kommission, der udarbejdede den dansk-islandske forbundslov i 1918, hvor Islands selvstændighed blev erklæret.

Historikeren Arup havde et sikkert indblik i de kilder, der belyste forholdene på Island, og som da blev opbevaret i København.

444. ISLAND. Didrik Pinings tilstedeværelse i Island som den danske konges lensmand var kun en tolvaarsperiode, der sluttede 1490; selvom der fulgte andre danske lensmænd efter, var de kun deroppe på kortvarige besøg, også Søren Norby. Island styrede sig selv gennem sit alting…

Den vigtigste sag for Island var nu som før og senere landets forsyning med nødvendige importvarer. Der var dengang engelske købmænd nok, der vilde sejle til Island, som nu kunde betale sin import ikke blot med faareuld og klipfisk, men ogsaa med svovl, der da var saa nødvendig til fremstilling af krudt. Men handelen på Island var efter de naturlige forhold en monopolhandel; den købmand, der i foraaret først løb ind i en islandsk havn med fødevarer, hvorpaa, der maaske allerede i hele den sidst del af vintren havde været mangel, erhvervede sig allerede derved et monopol på handelen i den havn; om der kom andre skibe til i løbet af sommeren, vilde være tvivlsomt, og den øjeblikkelige trang maatte tilfredsstilles. Den først ankomne havde det da i sin haand egenmægtigt at fastsætte prisen på sine varer; om en fri prisdannelse ved manges tilbud og manges efterspørgsel var der overhovedet ikke tale. Det var altingets første og største opgave i disse aar at modarbejde den udsugning af befolkningen, som dette forhold nødvendigt maatte give anledning til. Derfor bestemte det, at der aarligt ved forhandling mellem købmændene og valgte repræsentanter for befolkningen skulde fastsættes en takst, en fast pris for varerne, der efter altingsbeslutningen af 1533 skulde gælde fra 1.maj. Men for at tvinge købmanden til at anerkende og overholde denne takst behøvede man i Island en tilstrækkelig stærk myndighed; det var af denne grund, islændingene selv efterhaanden blev glade for den kongelige danske lensmand, der kunne optræde med fornøden myndighed overfor de fremmede købmænd. Altingsdommen 1545 giver faste regler for handelen: kongen skal efter gammel sædvane have 20 g (gylden) i afgift af hvert tysk skib, 10 nobel af hvert engelsk; kongens embedsmand skal paa hver handelsplads tilsætte 3 islandske og 3 udenlandske mænd, der skal sætte ret køb paa alle varer; hvert købmandsskib skal kun drive handel i én havn, som det først kan tilbære, thi alle landets havne skal besøges og forsynes med varer.

445. JON ARASON. Iøvrigt var Islands storbønder, forsamlet på altinget, nu som før dets styrere, og af disse var bisperne de mægtigste; til altinget i 1526 kom bisp Jon Arason af Holar med  900 md., bisp Øgmundur Pálsson af Skalholt med 1300 md. De reformatoriske bevægelser, der rystede hele Europa, naaede aldeles ikke op til Island; selv coelibatskravet var aldrig naaet derop, bisp Jon Arason levede i ægteskab og havde mange børn.

Derfor kom det som et tordenslag, da Christian 3.s lensmand Claus v. Merwitz 1538 for altinget forelagde den i Danmark nyligt vedtagne kirkeordinans af 1537 med krav om, at den skulle vedtages ogsaa i Island. Altinget under Jon Arasons ledelse stemte den ned. Men saa blev 1539 25.maj Videy kloster overfaldet af danskerne under Didrik v. Minden og dets ejendomme inddraget, kort efter blev Didrik v. Minden dræbt under et besøg på Skalholt. Og fra nu af var kampen staaende mellem den danske lensmand, der havde ordre til at gennemføre reformationen, og bisp Jon Arason, der under denne kamp blev paa engang den katolske kirkes og den islandske folkefriheds forkæmper. Den danske lensmand Christoffer Hvitfeld 1540-42 fandt støtte i Skalholt, hvor Gissur Einarsson, bisp Øgmundurs efterfølger, var vundet for reformationen og fik sydlændingene til at vedtage kirkeordinansen, men da Gissur døde 1548, vandt Jon Arason en stor sejr i 1550; han drev danskerne ud og erobrede Videy. Dog allerede i efteraaret fældedes den store bisp af en islandsk storbonde Dádi Gudmundsson; han og to af hans sønner blev henrettet 1550 7.november.

Derefter blev også Island reformeret; den danske konge inddrog og tiltog sig de islandske bispesæders og klostres ejendomme

Kilde 57 D: Arild Huitfeldt om oprør i Island 1539-40 og 1551 (1595)

Uddrag af Arild Huitfeldt: Danmarks Riges Krønike - Christian den III´s Historie (København 1595) s K II-K III, s V a- aII. Teksten er trykt på gammeldansk og oversat af Henrik Adrian. Marginaloverskrifter i teksten er angivet i kursiv.

Arild Huitfeldt havde adgang til kansliets dokumenter tilbage til Christian den Tredjes tid – se Fortælling 29,- 17.Biografi

1539…Oprør i Island
I dette år slog islændinge kongens lensmand og tjenere ihjel på Skalholt. Derfor blev bisp Øgmund og nogle af hans tjenere anklaget. Men han afstod straks derefter på grund af sine øjnes svaghed og alderdoms skyld bispedømmet og levede som privatperson i Hiallabygden hos sin søster Aftise…

1540…Christian Huitfeld sendes til Island
År 1540 blev lensmand på Tronhiem gård (1) Christoffer Huitfeld af kongelig Majestæt beordret med to orlogsskibe og nogle krigsfolk at drage til Island og tage førnævnte bisp i forvaring og føre ham til Danmark og samtidig sørge for, at samme land skulle antage kongelig Majetæts ed (2). Ligeledes skulle han der udnævne en en ny bisp, som skulle prædike og fremme den reformerede religion og som sikrede kirker og skoler. Hvilket også skete, da førnævnte land blev taget under kongelig Majestæts ed under den norske krone. Og han tilsatte på samme tid en islænding ved navn Gisser Enersen (3) som tidligere havde studeret i Wittenberg, en påpasselig lærd mand, der blev indsat som bisp i Skalholt og bisp Øgmund blev ført til Danmark for sin forseelse. Denne bisp Gisser turde ikke (mens han var en privat person) sætte sig imod pavedømmet og de papistiske ceremonier, før han fik besked på at være bisp. Men derefter plantede han den reformerede religion, med alle sine evner, og han var den første der på islandsk oversatte Salomons ordsprog og Jesu Sirachs (4).

Et simpelt svar
Den islandske almue skrev tilbage til hans kongelige Majestæt, at de havde fået en ny ordinans og skik tilsendt fra ham. Men de tænkte, at det ikke kom ham ved, men angik Romerkirken at gøre skik og orden om kirkeceremonier. De klagede i samme skrivelse over en af hans fogeder der i landet, Claus von Mervitz, og de ønskede, at han blev afsat, og at en anden blev tilsendt i hans sted…

1551…Krigsfolk sendt til Island
Anno 1551 sendte kongelig Majestæt med sit orlogsskib Aksel Jul og Christoffer Trundzen til Nordisland og Otte Stigssen med et skib til Vestisland. De havde 500 knægte med sig og havde ordre til at fange samme bisp Jon og hans sønner og føre dem til Danmark, og at give Bisp Morten hans embede tilbage og igen udnævne ham til bisp. Ligeledes skulle de få islændingene til igen at aflægge ed og hylde kongen og med det gode eller onde igen få dem til lydighed. Hvis de ikke kunne få bisp Morten fri eller han var omkommet, skulle de indsætte en anden evangelisk bisp, som ville overholde den gejstlige reformatz og ordinantz, som kongen havde ladet udarbejde og som indeholdt en beskrivelse af bispens stilling. Dateret Flensborg, torsdagen efter Quasi modo geniti (5) år 1551. Han skrev endvidere til adelbonde (6) Gudmundsen i Snocks dal, Erland Thorarssen lagmand. Syd og øst på Island: Poul Fussesen på Lyderende, Alf Einartsen i Dal, Bjørn Erlantzen i Kjædelstad, Bjørn Jenssen på Kvinde ø,  Thorluff Grundzen på Modervelle, Bhorsten Fybossen på Hafrefjelds Tunge, Jon Magnussen på Kvalbord, Orm Jensen på Drasslestæd og Egil Jonssen på Skår. Han takkede dem for at de indtil nu havde været lydige undersåtter. Han ønskede fremover, at de ville blive og være hans tilforordnede og være lydige og følge ham imod førnævnte bisp Jon. Dette skulle med al nåde blive bekendt og udbredt.

Men før disse skibe ankom i fasten samme år 1551, da ville førnævnte bisp Jon underlægge sig adelsbonden, bisp Mortens svoger, og hele hans parti (7) og på denne måde blive herre i hele landet. Han kom så til adelsbonden med 500 mand stærk. Adelbonden havde ikke 300 mand stærk. Da begyndte adelsbonden, der var for svag, at tale til almuen, som var med bispen og sagde: Han stod og holdt sig tilbage på sin egen jord, den anden var kommet for at gøre ham skade. De vidste hvad Islands lov siger derom. At de, som gør det, er ødelæggere. Hans sag var ingen anden end, at han ville være sin rette herre og kongen lydig, imod hvilken bispen havde rejst sig og ville skille det land fra Norges konger og overlade det til et fremmed herskab. De skulle tænke sig om, hvad de gjorde, og se sig selv i et spejl og ham. Skulle han ikke have fred på sin egen jord, da kunne loven heller ikke gælde for dem en anden gang. Dermed red almuen fra bispen, enhver tog hjem til sit, de ville ikke gøre noget mod loven. Men da de var blevet skilt fra hinanden, og han så, at han var bispen overlegen, så drog han til bispen med sine folk og fangede bispen og hans to sønner og førte dem til Skalholt. Men fordi han frygtede, at bisp Jons tredje søn skulle tage dem ud af fængslet, og det sidste skulle blive værre end det første for ham, da rådslog han med kongens foged Christen Skriver, som opholdt sig der vinteren over for at samle kongens fisk, om hvad han skulle gøre. Og for sådan frygt og fares skyld lod han straks bispen og begge hans sønner halshugge. Nu havde bispen også endnu en søn, og han lod indbyde under venskabs skin Christen Skriver som gæst hos to andre bønder, Jon i Kirkeboel og Jon Kenecksen. Der blev han overfaldet af bisp Jons søn og ynkelig ihjelslået for dermed at hævne hans faders død.

Bisp Oluf Hjaltesen på Island. Islændingene hyldede kongen.
Straks derefter i samme år 1551 ved pinsetide kom Axel Jul, Christoffer Trundtzen og Otte Stigsen til landet og altinget, for at de skulle bringe alt i orden, som det stod skrevet (8).

Da havde adelbonden (6) løst deres opgave. Siden indsatte de en bisp Oluf Hjaltesen i hans sted (9) og han hyldede kong Christian og hans søn hertug Frederik sammen med præstemænd, laugmænd, laugrettens mænd og den menige almue på Island mod nord og vest i Holar stift og fremsendte deres hyldingsbrev, hvori de til evig tid forpligtigede sig til at forblive under Danmarks krone samtidig med at hans Majestæt så nådelig havde tilgivet dem deres forseelse. Dette brev er udstedt på Odder ting den 15. dag i juni Anno 1551.

På samme måde skrev og hyldede bisp Morten Ennersen (10), præstemænd, laugmænd, laugrettens mænd samt den menige almue for syd og øst i Skalholt stift, kongelig Majestæt og Danmarks rige på Aurøre ting, onsdagen (11) efter Petri & Pauli, Anno Cristi 1551.

Samme tid på Island dømte laugmænd, laugrettens mænd, sysselmænd og bønder fra nord og vest. Hr Jon Arnessen bisp og to af hans sønner Arre Jonsson og herr Bjørn Jonsson, en præstemand, som landsforrædere og alt deres gods løst og fast skal under kronen. Dog skal ren gæld betales efter Islandsk lov. Actum Odder ting Tirsdagen efter S. Barnabæ Apostels dag (12) År 1551. Dermed drog de hjem. Men året derefter blev Povel Hvidtfeldt befalet at besejle landet. Han lod holde ret og aflivede bisp Jons to sønner og førnævnte Jon Kenecksen og sørgede yderligere for, at der var kirker og skoler på landet…
 
Noter ved Henrik Adrian:

• (1) Christoffer Huitfeldt (død 1559) var lensmand i Trondhjem, senere Bergenhus, far til Arild Huitfeldt.
• (2) Altinget skulle både aflægge ed til kongen og acceptere den ny kirkeordinans fra 1537.
• (3) Gissur Einarsson, bisp i Skalholt 1540-48
• (4) Jesus Sirachs søn, forfatter (200 f.Kr) af en religiøs hebraisk samling hørende til de apokryfiske skrifter oversat til græsk o. 130 f.Kr.
• (5) Der er tale om et referat af kongens ordrer, som blev givet torsdag efter første søndag efter påske, 9 april 1551.
• (6) Dadi Gudmundsson (1495-1563) holdt til i Snoksdal og var sysselmand. Han tilsluttede sig reformationen og var svoger til bisp Morten Einarsson, der var den anden lutherske bisp i Skalholt 1548-56.
• (7) parti – alle hans tilhængere og venner
• (8) Det stod i kongens brev med de opgaver, der skulle udføres.
• (9) i stedet for den katolske bisp Jon Arason.
• (10) Morten Einerssson, bisp i Skalholt 1548-56
• (11) 29 juni 1551
• (12) 16 juni 1551