Videnstekst: 5. Magtstaten bliver til (1520-1625) - Fyrste- og domænestat
Oversigt
- Adels- og bondeoprør, Chr. II’s afsættelse og vejen til reformation
- Reformationen og den ny magtstruktur – domænestat og adelsvælde
- Konkurrencen om Østersøen – oprustning, europæisk indblanding og modsætning til Sverige
Læs vidensteksten igennem – undersøg hvilke temaer teksten behandler?
- undersøg: hvilke ændringer sker der med bysamfundene efter 1450 og hvilken betydning får borgere og købmænd i unionsopløsningen og under reformationen?
- undersøg: hvad betyder det for samfundsudviklingen, når kongemagten gennem forskellige typer af alliancer med henholdsvis borgere og lavadel – (Christian den Anden) - eller med højadelen (Frederik den Første og Christian den Tredje) prøver at sikre sig mere magt?
- undersøg: hvad betyder det, når kongen skaber en national kirke uafhængig af pavemagten?
- undersøg: hvorledes spredes de evangeliske bevægelser i Danmark-Holsten og hvilke evangeliske opfattelser er repræsenteret blandt de danske prædikanter?
- undersøg: forklar baggrunden for Grevens fejde og hvorfor bønder, borgere med hjælp fra Lübeck og kejseren ikke kan standse hertug Christian og de jyske højadelige herrer?
- undersøg: hvad vil det sige at staten bliver en magtstat, der bygger på kongemagtens ressourcer? Hvad kalder man den type stat?
- undersøg: hvorfor er der tale om et statskup i august-oktober 1536 og hvad betyder den ny konges magtstilling efter Grevens fejde for de beslutninger, der tages om kongens og rigsrådets stilling og bispernes fængsling?
- undersøg: hvordan genopbygges den kirkeorganisation, der får sat de mange frimenigheder og de katolske sognekirker på plads under superintendentens og konges ledelse? Hvorfor er visitats en god måde at sikre reformationen på? Hvordan fungerer i praksis den lutherske kirkeordning i forhold til den katolske ? Hvad sker der med kirkebygningerne og med klostrene?
- undersøg: hvordan sikrer Christian den Tredje og Frederik den Anden sin stilling i Østersøområdet, og hvordan udvikler forholdet til Sverige og de europæiske stormagter sig?
1. Unionssammenbrud og vejen til reformation
Den politiske og sociale udvikling i Norden blev efter 1530 præget af nye og langt mere effektive former for magtudøvelse og kontrol fra kongens side af både landsbysamfundene og de nye bysamfund.
Processen, der førte frem til den øgede magtcentralisering, skyldtes opløsning af de senmiddelalderlige magtstrukturer, hvor den katolske kirke både bevidsthedsmæssigt og magtmæssigt betød så meget, men som nu blev overtaget af kongemagten.
Efter ca 1500 blev det konge- og adelsmagten – forenet i domænestaten, der begynder at fungere med en bureaukratisk stat etableret i opbruddet af det senmiddelalderlige samfund.
Handel- og byvækst
Byerne (købstæderne) var i kraftig vækst med den øgede handel og håndværksproduktion.
Middelalderens byer blev efterhånden omspundet af et enormt handelsnetværk, der rakte fra Middelhavet til Østersøen og Nordatlanten og helt ind i Asien.
Med opdagelsesrejserne fra slutningen af 1400-tallet til Afrika, Asien og Amerika kom der både nye handelsruter til med nye typer af varer som krydderier, tobak og bomuldsklæde.
Men de vigtigste varer var stadig de regionale landbrugsprodukter som korn, kvæg, fisk og uld og de vigtige råvarer som jern og salt.
Byernes betydning voksede for kongemagten og for adelen – det var på byernes torve og markedspladser en stor del af vareomsætningen foregik, hvor produktionsoverskuddet fra godser og gårde blev solgt.
Det var borgerne (købmænd, redere og håndværkere), der stod for de mange salgsaktiviteter og som derfor også fik øgede interesser i landbrugets overskudsproduktion.
Religionskritik - reformationen
Senmiddelalderens individualiserede trosformer og den udbyggede frelse-lære blev udsat for voldsom kritik efter 1500.
Præsteskabet administrerede i senmiddelalderen omfattende ejendomme og ressourcer, og kirken udfyldte en lang række nye funktioner i de voksende bysamfund (social omsorg, ældreboliger, skoler for borgernes børn, støtte til lavs- og købmandssammenslutninger).
Der blev selv fra kirkens egne – stillet spørgsmål ved, om det virkelig var kirkens opgave at samle rigdomme og fastholde store formuer og sikre de mange præster en højere levefod og bedre klæder og forhold end den almindelige borgers og bondes.
Omkring 1500 skete der så store omvæltninger i de fleste europæiske samfund, at en helt ny samfundssammenhæng opstod.
Diskussionen om trosforhold og frelseopfattelse førte til ”reformationen” – genskabelse af et mere oprindeligt gudsforhold, hvor helgener og præsteskab ikke mere var det nødvendige mellemled mellem Gud og den enkelte troende.
Frelse-opfattelsen blev kritiseret af fx Luther (åbent brud med paven fra 1517-19). Han mente, at menneskets frelse ikke afhang af andres forbøn eller gode gerninger – Gud var nådig og almægtig, man skulle selv bede om syndsforladelse og være troende. – Så blev man frelst.
Hele opfattelsen af aflad og muligheden for at blive frelst gennem andres gerninger og forbøn afvistes dermed af Luther. Skærsilden forsvandt som mellemstation til frelse.
Det betød, at argumentet for at kirken skulle have ejendom og anvende den for at sikre frelsen, forsvandt.
Med ejendomsret til mere end en tredjedel af det samlede jordegods var kirken blevet en vigtig magtfaktor med mange ressourcer, som mange andre magthavere nu gerne ville have del i. Budskaberne om den ny frelseopfattelse blev kendt gennem det ny medie: den trykte bog og de trykte tekster.,
Bogtrykkunsten blev spredt over hele Europa inden 1500.
Kirken gøres uafhængig af Paven
Derfor ser man efter 1500 at kirkemagten svækkedes, både kongemagten og adelen ønskede dette, og mange magthavere i Nordeuropa støttede Luthers angreb på kirken.
I første omgang gjorde kongemagten den lokale katolske kirke til en ”territorial” statskirke, hvor kongen overtog kontrollen med kirken og dens embeder og dermed blev den lokale kirke uafhængig af paven og pavemagten.
Det viste sig ved, at kongen direkte udnævnte bisperne udenom paven og uden dennes godkendelse. Kongen overtog derved også dele af tiendebetalingen og kontrollen med kirkens mange indtægter.
Det danske imperium – fra nordisk union til dansk-norsk-holstensk fyrstestat
Middelalderens danske kongerige blev i omfang og ressourcer fastlagt gennem de fyrste- og slægtsalliancer, som den danske kongeslægt var en del af.
Kalmarunionen blev flere gange i løbet af senmiddelalderen forsøgt genoprettet - sidst med Christian den Andens erobring af Sverige omkring 1520.
Den nordiske Union bestod af tre kongedømmer (Sverige, Norge og Danmark) og rakte fra de nordatlantiske besiddelser (Grønland, Island, Færøerne, Orkneyøerne og Shetlandsøerne) over Norge, Sverige med Finland og Østersøbesiddelserne (Øland, Gotland) til Danmark med Slesvig og Holsten og Oldenburg.
Efter ca 1400 ophørte kontakten med Grønland og ”nordboerne” forsvandt. Orkneyøerne og Shetlandsøerne, der var en del af Norge, blev pantsat til den skotske konge i forbindelse med at Christian den Første fik sin datter gift ind i den skotske kongefamilie. Panterne blev aldrig indløst og begge områder mistede efterhånden deres lokale norrøne sprog, og blev orienteret mod Skotland og blev senere en del af det britiske imperium.
I størstedelen af senmiddelalderen var det dog alene Danmark og Norge med Island og Færøerne, der var i union med hinanden, og Sverige var i perioder selvstændigt.
Det var en situation som fortsatte efter reformationen og derved var kimen lagt til den konkurrence om Østersøherredømmet, som udvikledes i 1500- og 1600-tallet.
Udviklingen i Danmark-Norge og Sverige – Christian den Anden afsættes
Den genetablerede nordiske Union (fra 1519-20) gik i opløsning med det Stockholmske blodbad i 1520.
Efter erobringen af Sverige i 1520 henrettede Christian den Anden (eller ”Kristian Tyran” som han nu blev kaldt i Sverige) ved et kup i Stockholm en stor del af den forsamlede svenske adel med den religiøse begrundelse, at de var kættere.
Christian den Anden (dansk konge 1513-23) mistede derved atter kontrollen over Sverige, da adelsmanden Gustav Vasa med støtte fra mange bønder og størstedelen af adelen nu gjorde oprør.
Efter at have sikret sig kongemagten i Sverige (konge 1523-60) øgede Gustav Vasa sine egne ressourcer ved at inddrage midler fra kirken og senere indførte han direkte lutheranismen og tilegnede sig derefter kirkens ejendomme (1527/1539).
Højadelen og bisperne i Danmark vendte sig nu også mod Christian den Anden, der havde lutheranske sympatier, og som prøvede at mobilisere borgerne og bønderne mod adelen og dermed styrke kongemagten.
Rigsrådet afsatte ham derfor som konge (1523) og indsatte derefter Frederik den Første, Christian den Andens farbror, som ny konge (1523-33). Hans baggrund lå i Slesvig-Holsten, hvor han var hertug.
Den afsatte konge Christian den Anden flygtede til Nederlandene, hvor han gik i eksil og fik støtte fra den kejserlige familie, hvor hans dronning stammede fra.
Efter en kort borgerkrig, hvor København og Malmøs borgere forsvarede sig mod Frederik den Første blev ro og orden genetableret i Danmark-Norge, men uden at de mange modsætninger var blevet løst.
Frederik den Første – overgangsperiode med borgerkrig
Den ny konge var nok lutheransk indstillet og frigjorde kirken helt fra pavemagten i 1526, men indførte ikke direkte en lutheransk kirkeordning. Det forhindrede de adelige katolske bisper, der fortsat var medlemmer af rigsrådet.
Bønderne var gennem systemet med herredsting og landsting begyndt at organisere sig politisk og rejste krav til adelen og kongemagten fx om afskaffelse af bispetienden.
Frederik den Første måtte således flere gange som konge opleve bonde- og borgeroprør. I 1525 var der fx. et større oprør i Skåne under ledelse af Christian den Andens tilhænger Søren Norby.
Da Christian den Anden i 1531 prøvede et comeback med den tyske kejsers hjælp, mobiliseredes bønder og borgere til støtte for ham, - han gik i land i Norge med sine medbragte lejetropper og blev hyldet som konge af det norske rigsråd, men forsøgte derefter at forhandle med Frederik den Første.
Forhandlerne gav Christian ”frit lejde”, men det brød Frederik, og det lykkes for Frederik at få fanget Christian den Anden, mens han var på vej fra Norge for at forhandle.
Christian blev sat i fængsel i Sønderborg slot. Han sad indespærret og slap først sent ud kort før sin død i 1559. Bønderne og borgerne, der havde rejst sig på hans vegne i Norge, nedkæmpedes atter.
Den evangeliske kulturrevolution
Det var i 1520erne under Frederik den Første, at de evangeliske prædikanters krav om kirkelige reformer for alvor slog igennem. Viborg, København og Malmø blev hovedcentre for de evangeliske prædikanter og i mange byer fik borgerne lukket klostrene og byen overtog kirkens ejendomme. Kongen støttede indirekte den evangeliske bevægelse, gav tilladelse til klosterovertagelserne og beskyttede prædikanterne, så de ikke kunne anklages for kætteri, og han accepterede, at sønnen hertug Christian indførte en ren luthersk fyrstekirkeordning i sin del af Slesvig omkring Haderslev.
Men den evangeliske bevægelse var ikke entydigt luthersk orienteret. Nok havde de lutherske reformatorer og prædikanter i Nordtysklands hansebyer og hos de nordtyske fyrster stor tilslutning efter 1525, men der var andre evangeliske opfattelser, som betød noget, og det kom frem i lyset i 1530. Frederik den Første søgte på herredagen i København 1530 at få en afgørelse mellem de evangeliske prædikanter og de katolske bisper. Begge blev indbudt til herredagen og fik besked på at fremlægge deres opfattelser. Det betød, at de mange forsamlede evangeliske prædikanter udarbejdede en fælles troserklæring – den Københavnske Bekendelse i 43 punkter, der beskrev deres opfattelse, og som klart adskilte sig fra den katolske praksis og teologi. Men den var ikke luthersk i sin grundopfattelse, den lå nærmere på de sydtyske evangeliske opfattelser. Den tog fx ikke stilling til overgang til en fyrstestyret kirke.
Grevens fejde
Ved Frederik den Førstes død i 1533 udnævntes der ingen ny konge. Rigsrådet og adelen, der skulle vælge den ny konge kunne nu ikke blive enige, og valget af en ny konge blev udskudt et år. Der var næsten tale om, at en adelsrepublik var ved at blive etableret. Men det var farligt for samfundet, at være uden konge, - de forskellige grupper af højadelen og de katolske bisper bekrigede hinanden, og der udbrød efter et halvt år atter en omfattende borgerkrig: ”Grevens fejde”.
Borgerne i København og Malmø blev støttet af hansestaden Lübeck og en stor del af landets bønder, og de udgjorde den ene part i konflikten.
Disse grupper var klart for en folkelig reformation og en ny kirkeordning og ønskede større indflydelse til både borgere og bønder mod højadelen og kongemagten. De ønskede Christian den Anden tilbage.
Lejetropføreren Grev Christoffer af Oldenburg gik derfor støttet af Lübeck i land ved Skovshoved på Sjælland i sommeren 1533 og senere i Skåne og fik hurtigt tilslutning fra både bønder, borgere og størstedelen af den østdanske adel.
Især i Jylland gjorde bønderne nu oprør. De plyndrede adelens hovedgårde og pressede dermed de adelige til at blive enige om en ny konge.
Grev Christoffer gik videre over til Fyn og Christian den Andens tilhænger Skipper Clement samlede bønder og borgere omkring Ålborg og rejste oprørsfanen mod rigsrådet i Nordjylland. Her led en adelig rytterhær et blodigt nederlag ved Svenstrup syd for Ålborg.
På den anden side af konflikten stod lutheraneren hertug Christian, der fik støtte af især højadelen i Jylland og på Fyn. I Jylland søgte dele af højadelen under lutheraneren og storgodsejeren Mogens Gøye derfor at samle støtte for at få den lutherske hertug Christian, søn af Frederik den Første til at blive konge, så han kunne gribe ind og standse urolighederne.
Den lutherske hertug Christian var ikke de katolske bispers ønske, men presset af begivenhederne støttede de adelige fynske og jyske rigsrådsmedlemmer, der mødte op i Ry juli 1534 hertugen, og de tilbød ham kongemagten.
Gustav Vasa søgte fra Sverige ligeledes at få en anden konge i Danmark end Christian den Anden, og han søgte at påvirke Lübeck til at opgive støtten til grev Christoffer samtidig med, at han selv sendte sine egne tropper ned i Skåne og Blekinge til støtte for Hertug Christian.
Hurtigt fik hertug Christian med sine lejetropper truet de nordtyske naboer til fred og sikrede sig derved en aftale med Lübeck i november 1534. Med frie hænder i Holsten kunne han nu gribe direkte militært ind i Danmark.
Dermed var Grev Christoffers lejetropper og allierede ved at blive både politisk og militært isoleret. Han søgte derfor at få støtte fra kejseren – først fra hertug Albrecht af Mecklenburg, der fastholdt sin katolske opfattelse og som med en lille styrke kom til København. Siden søgte grev Friedrich af Pfalz at rejse krav på den danske trone, da han blev gift med Christian den Andens datter Dorothea. Men det fik ikke afgørende betydning.
Med lejetropper ført af holsteneren Johan Rantzau nedkæmpedes bønderne i Jylland allerede i december 1534, senere på Fyn (en ren nedslagtning ved Øksnebjerg juli 1535) og derefter på Sjælland.
Byerne København og Malmø belejredes atter. Malmø overgav sig hurtigt til hertug Christian, mens København først overgav sig efter mange måneders belejring (juli 1536). Forinden havde den ny udvalgte kong Christian den Tredje sluttet fred med Lübeck og prøvede at sikre sig støtte fra de nordtyske fyrster og Frankrig mod kejseren for at forhindre arvekravene efter Christian den Anden.
2. Reformation, fyrstemagt og domænestat
Reformationen og den ny magtstruktur 1536
Med Københavns overgivelse i august 1536 blev Christian den Tredje den ny konge i Danmark. Bisperne blev fængslet og afsat og sat udenfor enhver indflydelse, og de rigsråder, der var sammen med kongen, blev tvunget til at underskrive en støtteerklæring.
På en herredag (et møde for adel og repræsentanter for borgere og bønder) erstattedes den gamle kirkeordning med en luthersk ordning og alle kirkens ejendomme blev direkte overtaget af kongemagten.
Samtidig aftaltes den håndfæstning, der fastlagde forholdet mellem konge, adel og landets indbyggere. Norge blev i håndfæstningen fra oktober 1536 direkte underlagt kongens og det danske rigsråds styre, og Norge ophørte med at have sit eget rigsråd. Kongen var ganske vist stadig valgt af rigsrådet – men den oprørsparagraf, som rigsrådet havde benyttet overfor Christian den Anden blev fjernet, og det var nu kongen, der med sine lejetropper havde fat i den lange ende. Kongens søn prins Frederik blev ligeledes udpeget som tronfølger. Det danske rige var således stadig et kongerige, hvor kongen blev udvalgt af rigsrådet, og hvor man ikke arvede kongemagten.
Norge og Island generobres
I Norge havde ærkebispen i Trondheim Olav Benediktsson i 1533 søgt at tage magten. Ærkebispen ville undgå reformationen og prøvede i 1536 at få grev Friederich af Pfalz til at komme til Norge, men det forhindrede Christian den Tredje med militære midler og med støtte fra de mange danske lensmænd, der beherskede de vigtigste fæstninger i Norge.
Ærkebispen kunne heller ikke få en aftale med den ny danske kong Christian den Tredje og flygtede derefter til Nederlandene i begyndelsen af 1537. Gustav Vasa, der da havde besat Viken, - området sydøst for Oslo, måtte også senere trække sine styrker tilbage.
Island fik først reformationen indført i 1550 efter et voldsomt opgør med de katolske bispefamilier og efter flere danske militære indgreb, så også her fik Christian den Tredje magten efter et stykke tid.
Det ny styre – kongemagt – domænestaten
Christian den Tredje og efterfølgeren Frederik den Anden (1559-1596) opbyggede i samarbejde med højadelen en stat med omfattende kontrol af især fæstebønderne og borgerne.
Adelen med rigsrådet indtog fortsat en central stilling i det ny styre. Erfaringerne fra 1500-tallets borgerkrige fik nu højadelen til at stå sammen om at sikre sig mod bønderne, og kongen fik med overtagelsen af kirkegodserne en klart dominerende stilling i opgøret efter Grevens fejde.
Den lokale herremand overtog nu direkte den lokale domsmagt over sine fæstebønder. På samme måde genindførtes der især på Sjælland regler om, at beboere på landet ikke måtte flytte uden deres herremands tilladelse (Vornedskab og stavnsbånd).
Adelen blev nu langt mindre i antal, og de fleste lavadelsslægter forsvandt. Kongen overtog de mange ejendomsrettigheder, der havde tilhørt kirken, og der blev opbygget en effektiv kongelig administration, hvor adelen fik lov til at være lensmænd, men hvor de nu kom under central kontrol og måtte aflægge regnskab og betale de mange lokale indtægter og tiende direkte til rentekammeret.
Man kan sige at kongemagten udvikledes til en domænestat, hvor statens indtægter hovedsagelig kom fra administrationen af den omfattende jordejendom, som nu tilhørte kongemagten. Det blev højadelen, der som lensmænd kom til at administrere den omfattende statslige jordejendom.
Højadelen samlede og koncentrerede også deres egen jordejendom på færre store godsområder med mange underordnede fæstebønder. Derved blev deres magt også langsomt øget overfor kongemagten senere i 1500-tallet.
Sognepræsterne – fik som nye kongelige lokale embedsmænd en vigtig funktion, da de nu som statsansatte embedsmænd førte direkte kontrol med alle landets indbyggere. Tilknytningen til kongemagten blev understreget ved, at præsterne i hele riget nu efterhånden blev uddannet i København på det eneste universitet i riget.
Den nyreformerede kirke fungerede ikke så forskelligt fra den gamle kirke. Vigtigst var det, at alle tekster og hele gudstjenesten nu foregik på det lokale sprog. Biblen blev oversat til dansk (sjællandsk) i en autoriseret udgave (Chr. III’s bibel 1550) og kravene om at alle skulle følge lutheranismen i en mere ortodoks form kom til i løbet af århundredet. Langsomt blev reformationen også gennemført i de fjerntliggende provinser i Norge, på Færøerne og i Island.
Efter en række urolige år med borgerkrig og ændringer i bevidsthedsformer og loyalitetskonflikter udvikledes der således et nyt magtsystem, hvor kongemagten (nu med ca. 60 % af al jordejendom) var den dominerende magtfaktor, og adelen med ca. 30 % af jorden var blevet en samarbejdende medskaber af den ny magtstruktur.
Selvom det formelt var adelen, der ”valgte” kongen (gennem rigsrådet med hyldest på landstingene), var det i begyndelsen en svækket adel, der stod overfor en styrket kongemagt.
I resten af 1500-tallet styrkedes højadelens indflydelse gradvist – forvaltningen, hæren og flåden blev besat med adelige ledere og kongemagten måtte opfattes som et mere og mere bureaukratisk system, hvor adelen på mange måder (fx gennem sin skattefrihed og ret til at være lensmænd på de kongelige godser) fik en række fordele og fik del i kongemagtens ressourcer.
Fæstebøndernes stilling som politisk aktive deltagere var helt ophørt. Der foregik ikke mere politisk prægede aktiviteter på de kongeligt styrede lands- og herredsting, og også borgernes selvstyre indskrænkedes og blev underlagt streng kongelig kontrol.
Vækst, adelsmagt og nye bydannelser
Adelens centrale rolle blev i håndfæstningen understreget af, at ledelsen af hær og flåde var på adelens hænder, og at kongens vigtigste embedsmænd var adelige direkte udpeget af rigsrådet. Men sålænge Christian den Tredje havde magten, var han i stand til at begrænse adelens magtkrav. Både Frederik den Anden og Christian den Fjerde var mere afhængig af rigsrådernes støtte, men begge besluttede sig flere gange mod rigsrådets ønsker og anbefalinger – fx ved udbruddet af de tre krige: Syvårskrigen, Kalmarkrigen og Kejserkrigen.
Den omfattende eksport af landbrugsprodukter (især okseeksporten) øgede kraftigt både adelens og kongemagtens indtægter, og over hele landet ser man omfattende slotsbyggerier i renæssancestil præget af europæiske forbilleder.
Byerne oplevede også vækst og omkring 1600 var der med udgangspunkt i København tale om, at købmænd og redere kom med i den nye internationale handel, der med udgangspunkt i Hamborg, Nederlandene og England sikrede varehandel til Afrika, Indien, Amerika og på Nordatlanten.
Øresund var nu blevet til en nordeuropæisk hovedhandelsvej for varer, der sikrede råstoffer, træ, tjære, korn og pelsværk til de nye handels- og produktionscentre i Amsterdam og London; og den modsatte vej gik salt, klæde, luksusvarer, våben og udstyr og de mange kolonialvarer, som nu kom på mode. Det betød også, at Øresundstolden fik en afgørende betydning for finansieringen af kongemagten og at København fastholdt sin centrale betydning.
Det var i denne periode, at flere monopolselskaber blev oprettet, der med basis i København, Malmø og Helsingør handlede på Bergen, Island og på den nyoprettede koloni i Trankebar (Ostindien).
Samtidig kom det til nye bydannelser, hvor nyanlagte fæstningsbyer som Kristiania (Oslo), Glückstadt (ved Elben), Kristianstad (i Skåne), Christianshavn (ved København) og Kristianobel (i Blekinge) blev strategisk placeret. De nye byer fik volde og fæstningsanlæg tilknyttet, men flere af dem blev også centralt placerede handelsbyer.
Denne udvikling fortsatte under Christian den Fjerde (1596-1648) frem til omkring 1625.
Konglomerat-staten holdt sammen af fyrsten – Gottorp-hertugerne
Selvom, der med reformationen skete en ændring af magtforholdet mellem kongemagt og højadel – og kongemagten fik yderligere ressourcer og kontrol gennem ejendomsretten til de tidligere kirkeejede områder, fortsatte kongen med at være fyrste i flere forskelllige lande: – Danmark, Norge, Island, Slesvig, Holsten, Gotland.
Hvert område havde egne rettigheder og egen lovgivning og fyrsten overtog magten i det enkelte land gennem sin tilknytning til området. Kun i Holsten var der tale om at hertugerne havde arveret, og at der kunne ske arvedeling.
Det var en middelalderlig form for sammenbragt statsdannelse, som man senere har kaldt konglomerat-staten, fordi der netop ikke var tale om en sammenhængende, men en opsplittet stats- eller imperiedannelse med fyrsten som det fælles udgangspunkt.
Det fik reel betydning, at Christian den Tredje måtte dele sine rettigheder i Slesvig og Holsten med sine brødre og dermed opstod der efterhånden flere hertugdømmer i Slesvig-Holsten, som i perioder ikke direkte var underlagt den danske konge.
Især i midten af 1600-tallet fik dette betydning, da hertugen af Gottorp på egen hånd skabte en uafhængig statsdannelse, der i perioder direkte samarbejdede med Sverige og dermed modarbejdede rigets og kongens interesser.
Indtil 1660 var det efter håndfæstningernes bestemmelser rigsrådet, der valgte den ny konge. Men både Christian den Tredje og Frederik den Anden fik fastlagt af rigsrådet, hvem der skulle efterfølge dem. Alligevel gav det politisk usikkerhed ved kongens død, at arvefølgen ikke var fastlagt, og at konge og rigsråd skulle aftale en ny håndfæstning inden kongen overtog magten.
3. Konkurrencen om Østersøen – oprustning, europæisk indblanding og modsætning til Sverige
Østersøherredømmet
Kampen om herredømmet over Østersøen går lang tid tilbage.
I senmiddelalderen blev magtforholdene især præget af Hansestædernes forsøg på at hindre én nordisk konge i at have kontrol med Østersøen, - derfor fastholdt nordtyske fyrster og hansestæderne til stadighed en politik, der sikrede en splittelse mellem Danmark, Norge og Sverige. – Når den nordiske Union fungerede som fx under Margrethe og Erik af Pommern eller senere under Christian den Anden, blev hansestæderne magtesløse – , de støttede derfor altid fastholdelsen af et selvstændigt Sverige og støttede den svenske adelsopposition.
Under og efter reformationen indledte de forskellige Østersømagter en magtkamp, om at beherske området og handelen.
Efter 1500 kom både Rusland, Polen-Litauen og protestantiske fyrstestater (Preussen) til, de søgte at sikre sig adgang til Østersøen– og det udfordrede både hansestæderne, Sverige og Danmark-Norge.
De store europæiske magter: England, Frankrig og den tysk-østrigske kejser søgte nu også at påvirke magtforholdene og udviklingen i Østersøen. Det fik afgørende betydning for udviklingen, nu blev Østersøområdet og Nordatlanten en del af det område, som de store europæiske magter interesserede sig for. Og det gav hver enkelt nordisk fyrste mulighed for at hente alliancepartnere udefra.
Efter 1536 var der længere perioder med fred og derfor mulighed for økonomisk vækst og handel med udlandet.
Mellem Danmark-Norge og Sverige kom det efter samarbejdet under Grevens fejde til et egentligt forbund i 1541 (Brømsebro-forbundet). Både Gustav Vasa og Christian den Tredje var på grund af Christian den Andens ægteskab med den tysk-romerske kejsers datter til stadighed i konflikt med stormagten i Centraleuropa – den habsburgske tysk-romerske kejser, der også beherskede Nederlandene.
Efter en periode med våbenstilstand og konflikter kom det efterhånden også til en fast aftale med kejseren, og arvekravene efter Christian den Anden blev for Christian den Tredje i høj grad løst ved den aftale, der blev forhandlet på plads i Speyer med kejseren i 1544. Ganske vist blev arvekravene ikke formelt opgivet, men kejseren lovede at undlade at støtte en eventuel militær indgriben.
Samtidig opgav Christian den Tredje, at fastholde de mange aftaler med Frankrig og de lutheranske fyrster i Tyskland rettet mod kejseren. Det sikrede i resten af Christian den Tredjes regeringstid fred for Danmark-Norge og det sikrede freden med Sverige.
Syvårskrigen 1563-70
Med både Gustav Vasas død (1560) og overgangen til sønnen Erik den Fjortende samtidig med at den unge Frederik den Anden fik magten i Danmark-Norge (1559) kom det til nye modsætninger mellem de to riger.
Begge konger overtog veludrustede flådestyrker og en velkonsolideret fyrstemagt, og begge ønskede at sikre deres magt i Østersøen. Den nye svenske konge var imidlertid i perioder sindssyg, og der var store modsætninger i den svenske ledelse. Den svenske hær bestod i høj grad af udskrevne svenske bønder men under adelig kommando. Den danske ledelse var præget af, at den unge konge lige havde fået magten og rigsrådet søgte at standse kongens ønsker om krigseventyr. Men felttoget mod Ditmarsken blev en succes i 1559 og gav den unge konge prestige og kontakt til tyske lejetropførere. Den danske hær bestod i høj grad af tyske og skotske lejetropper, og det gjorde de finansielle omkostninger store.
Begge konger søgte forhandlinger men ingen ville acceptere hinandens interesser og krav. Det var Frederik den Anden, der skabte den åbne konflikt og erklærede krig i 1563. Alene Lübeck – men ikke de andre hansestæder - støttede Danmark-Norge og søgte derved at forbedre sin stilling i Sverige og atter at holde nederlænderne ude af Østersøen.
Forinden havde Frederik den Anden fået sin yngre broder Magnus indsat som fyrstebiskop på øen Øsel overfor Livland i Østersøen og det udfordrede svenskerne. Det lykkedes ikke for Magnus at fastholde en stærk position i området, men øen forblev knyttet til det danske rige til 1645. Baggrunden for det danske indgreb her var den tyske ordensstats sammenbrud i de baltiske lande.
Allerede tidligt i 1525 var den lutherske fyrstestat Preussen blevet dannet af den sidste tyske ordens højmester. Og hertugdømmet Preussen blev en vigtig allieret for både Frederik den Første og Christian den Tredje. I 1550erne og 60erne var det konflikterne om handelsbyerne Reval og Riga og om handelsvejene til Rusland, der især bragte Polen-Litauen, Sverige og Rusland i konflikt med hinanden. Det var i denne sammenhæng en udfordring for svenskerne, at danskerne udvidede deres aktiviteter udover Gotland syd for det svenske Finland og søgte alliance med Rusland.
Syvårskrigen blev en katastrofe for begge de krigsførende parter. De ødelagde gensidigt hinanden og begge lande blev hårdt ramt af krigen.
Der var ødelæggende plyndringstog på begge sider af grænsen. Både Trøndelagen, Härjedalen, Jämtland, Viken, Halland, Blekinge og dele af Skåne blev plyndret af svenskerne og fæstningen Varberg forblev i fire år på svenske hænder. Modsat søgte en dansk lejetrophær fra Halland og Skåne at drage ind i Västergötland, Småland og Östergötland, men uden større militært resultat udover, at danskerne fik erobret grænsefæstningen Älvsborg (den svenske adgang til Kattegat).
I flere perioder nægtede de tyske lejetropper at kæmpe, fordi betalingen ikke nåede frem i tide, og de tyske lejetropførere ville ikke sætte deres folk på spil.
Begge landes krigskasser blev hurtigt tømt, der måtte omfattende skatteudskrivning til at udbedre de mange materielle tab og for danskerne kunne betale for de dyre lejetropper.
De to landes flåder ødelagde ligeledes hinanden gennem en række søslag. Det største tab skete ved Visby, hvor en pålandsstorm i 1566 blæste hele den dansk-lybske flåde op på den gotlandske klippekyst, og de fleste skibe gik ned. 14 skibe mistedes, 6400 søfolk og de to ledende admiraler omkom. Værst gik det således ud over den danske flåde, der nærmest blev udslettet, og som for en tid måtte opgive kontrollen af Øresund, som svenskerne så med deres få skibe overtog i en periode.
For at ramme Sverige blokererede Danmark-Norge i februar 1565 Øresund for alle fremmede skibe. Det fik øresundstoldindtægterne til at forsvinde og fik både Nederlandene og England til at protestere voldsomt.
Atter kom Christian den Andens arvekrav ind i billedet. Den tidligere rigsråd Peder Oxe, der måtte flygte fra landet i 1558 efter en rigsrådssammensværgelse mod ham og broderen, den tidligere rentemester Eskild Oxe, havde taget ophold hos Christian den Andens datter hertuginde Christine af Lorraine.
Peder Oxe søgte at skabe en alliance med Sverige imod Danmark, og der blev nu rettet ønske, om at få hjælp fra kongen af Spanien, Philip den Anden, til at angribe den danske sydgrænse. Men begge habsburgere, både kejseren og den spanske konge afviste forslaget, efter at danske diplomater havde søgt at forhindre dannelsen af en alliance mod Danmark-Norge.
De mange tab og de finansielle problemer ramte i høj grad kongen, der mistede rigsrådets støtte, og rådet tvang ham så til at kalde Peder Oxe tilbage til Danmark. Han kunne både klare finanserne og sikre en mere fast ledelse af landet. Peder Oxe kom tilbage i 1566, fik sin ejendom og sine len tilbage, og han blev righofmester i 1567.
Frederik den Anden havde ikke held med de fleste af sine hærførere, men i Daniel Rantzau fik han endelig en dygtig hærfører, der organiserede den hærstyrke, der i 1565 først fik kontrol med Älvsborg og generobrede Halmstad og bagefter i 1566 førte han hæren ind i Västergötland, hvor en pestepidemi formindskede hans styrke til en fjerdedel, inden han måtte trække styrken tilbage til Skåne og gå i vinterlejr.
I sommeren 1567 kom det så til oprør blandt lejetropperne i Skåne, - betalingerne udeblev, og først i september havde Daniel Rantzau atter fået kontrol over tropperne, og gik med over 8000 mand ind i Småland og rykkede hurtigt frem til Jönköping. Herfra fortsatte hærstyrken mod nord langs Vättern til Vadstena og ind i Östergötland, hvor tropperne i november besatte det afbrændte Linköping. Hæren nåede ud til både Norrköping og Söderköping ved Østersøen. Begge byer blev afbrændt og plyndret og Daniel Rantzau afventede nu på sletten ved Skänninge forstærkninger fra Danmark, der dog ikke kom frem i tide. Det skete samtidig med vinterens komme og et sammenbrud i den svenske ledelse.
Efter et overraskelsesangreb på den svenske hær trak den danske lejetrophær sig tilbage gennem det snedækkede og tilfrosne landskab til Skåne. Her ankom hæren i februar 1568 og gik atter i vinterlejr.
Samtidig med det danske angreb ind i Sverige kom det til et politisk sammenbrud i den svenske ledelse. Erik den Fjortende havde på mange måder udfordret sine brødre hertugerne Johan og Karl og havde under et opgør med dele af højadelen i 1567 myrdet flere af de ledende adelige (Sture-mordene). Året efter i august 1568 kom det til åbent oprør og kongen blev fanget og sat i fængsel, mens brødrene Johan og Karl overtog magten. Johan blev valgt til konge som Johan den Tredje og søgte fred med Danmark-Norge. Det kom til våbenstilstand, men de danske krav om en meget stor krigsskadeserstatning blev afvist.
Både svenske og danske styrker søgte derefter atter gennem hærgninger at påvirke forløbet, hvorunder den danske hærfører Daniel Rantzau og rigsmarsken Frans Bockenhus blev dræbt og mistede livet ved generobringen af Varberg.
Men ellers gik krigen næsten i stå bortset fra de formålsløse plyndringer over grænsen.
Freden i Stettin 1570
Ved nytår 1570 var Frederik den Anden ved helt at miste sin selvtillid og ville opgive sin stilling som konge, det fortalte han rigsrådet. Men rigsrådet under Johan Friis og Peder Oxe fastholdt, at man nu skulle komme til en aftale med svenskerne.
I juli 1570 kom det endelig til de afgørende fredsforhandlinger i Stettin.
De blev ledet af kejserens hovedforhandler den 28-årige hertug Johan Friedrich af Pommern. Sverige, Danmark-Norge og Lübeck sluttede fred med hinanden. Det skete med Frankrig, Polen, Sachsen, den tyske kejser og flere nordtyske fyrster som deltagere og mæglere.
Der skete ingen territorielle ændringer, Danmark-Norge beholdt dog Älvsborg til en erstatningsbetaling på 150.000 daler var blevet betalt, og Sverige anerkendte nu Gotland, som en del af den danske konges rige. Lübeck fik en lille krigserstatning af Sverige.
I 1500-tallets sidste halvdel var det således stadig Danmark-Norge, der dominerede i Østersøen, og efter Frederik den Andens død i 1588 og efter ophøret af formynderregeringen i 1596 havde Christian den Fjerde i sine første regeringsår en placering som en af de rigeste og stærkeste fyrster i Nordeuropa.
Men i slutningen af 1500-tallet begyndte den svenske ekspansion i de baltiske lande og Kalmarkrigen 1611- 13 var sidste gang magtbalancen overfor Sverige blev fastholdt. Krigens udgangspunkt var den svenske kong Karls krav om beskatning af samerne i nord og kontrol med hele Nordkalotten, der også dækkede norske områder. Ganske vist lykkedes det for Christian den Fjerdes tropper at indtage Göteborg og dermed atter isolere Sverige fra Kattegat, men fredsslutningen i Knærød 1613 fik svenskerne til at gennemføre en statslig nyorganisering og en oprustning, der rettede sig mod Baltikum og senere i 1630erne helt satte Danmark-Norge ud af spillet i Nordeuropa.
Sverige – ny europæisk stormagt
Bag denne udvikling lå den voldsomme oprustning, som de to konkurrerende nordiske kongeriger gennemførte siden 1550, og hvor Danmark-Norge helt mistede sin betydning under sidste halvdel af 30-årskrigen.
Sverige var skiftevis i konflikt med Rusland og Polen-Litauen og erobrede i 1600-tallets første årtier områderne omkring den Finske bugt og sikrede sig Ingermanland, Estland og Letland. Dermed kontrollerede svenskerne adgangen til Rusland, men allerede i 1550erne begyndte englænderne og nederlænderne at sejle forbi Nordkap og ned til Arkhangelsk.
Den svenske kongemagt blev afgørende styrket efter 1600, hvor det lykkedes for hertug Karl at få fjernet den katolsk opdragede kong Sigismund (der var kong Johan den Tredjes søn med en polsk prinsesse), der også var konge af Polen.
Det skete efter en kort borgerkrig, hvor de lutherske bønder og adelige sluttede sig sammen med hertug Karl om at fjerne Sigismund fra magten. Siden 1593 havde Sigismund været svensk-polsk konge, men rigsråd og stændermøder havde besluttet, at Sverige var luthersk, og at kongen skulle respektere dette. Det gav fortsat problemer, men efter 1600 og Sigismunds flugt til Polen, kan man sige at den svenske ledelse var entydig luthersk og havde fjernet alle katolske elementer. Det blev den ny konges søn Gustav den Anden Adolf, der fra 1611 overtog magten og var med til at opbygge Sverige som en moderne militariseret stat.
Administrativt og diplomatisk udviklede kansleren Axel Oxenstierna en moderne forvaltning med kollegier styret af fagfolk, og hvor stænderforsamlingerne med præster, bønder, borgere og adel fik faste roller i styret af landet.
Gennem en omfattende mobilisering af de svenske bønder og med baggrund i en meget mobil og dygtig ledet hær blev Sverige en europæisk stormagt efter 1630. Stormagtstiden for Sverige varede fra 1630erne til 1720. Nordenskortet blev afgørende forandret af det svenske militærs sejre og de nye alliancesystemer, der opstod efter trediveårskrigens Europa.
Trediveårskrigen - første del (1618-25)
Konflikterne i Centraleuropa mellem katolske og protestantisk fyrster, og de mange forsøg på at undgå habsburgernes dominans medførte at forholdene i Tyskland atter blev kaotiske og gav anledning til en meget langvarig og omfattende krigsperiode, der involverede de fleste europæiske stormagter. Efter aftalerne i Augsburg 1555, hvor kejseren endelig opgav sit forsøg på at rekatolicere hele Tyskland, kom det derfor atter til krig. Det begyndte i det habsburgsk kontrollere Bøhmen, hvor de hussitiske adelsmænd og borgere gjorde oprør mod kejserens repræsentanter i 1618.
Omfattende hærstyrker på op til 50.000 soldater hærgede derefter det bøhmiske område og den nyvalgte bøhmiske konge hertug Frederik den Femte af Pfalz fik nu også sine landområder i Sydtyskland inddraget i kejserens hævntogt.
Konflikterne blev nu europæiske – både tyrkerne, franskmændene og nederlænderne så mulighederne for at sætte den habsburgske verdensmagt i store vanskeligheder og blandede sig i konflikterne i Tyskland.
Tyrkerne støttede transsylvanerne til at gribe ind i Ungarn og dermed true kejseren. Polakkerne støttede derefter kejseren, mens det kom til protestantiske oprør i dele af Østrig og den katolske magt Frankrig greb ind i Norditalien og truede kejseren herfra. Den nye nederlandske republik, der havde våbenstilstand med Spanien kom atter i krig mod habsburgerne. Så hele området mellem Østersøen og Middelhavet var i 1620erne i voldsom konflikt.
Christian den Fjerde i 30årskrigen 1625-29
De nordtyske protestantiske fyrster følte sig truet af kejserens hære, og af de krav han nu stillede om, at de protestantiske fyrstebispedømmer skulle rekatoliceres. Det udløste for alvor en hærgnings-og plyndringskrig, hvor de store lejetrophære plyndrede landområde efter landområde og på denne måde holdt krigen i gang og sikrede sig selv forsyninger.
Det fik Christian den Fjerde til som hertug af Holsten – mod sit rigsråds ønsker at gribe ind på de nordtyske protestanters vegne. Det skete i 1625 og førte til et militært nederlag og besættelse af Holsten og Jylland. De mange tyske lejetropper udplyndrede og ødelagde store dele af riget - på samme måde som i kampene i Tyskland, og da Christian den Fjerde ikke fik hjælp fra andre og de allierede nordtyske fyrster efterhånden opgav kampen, blev Danmark-Norge politisk isoleret og trængt.
Samtidig søgte den unge svenske kong Gustav Adolf at sikre sig mod Polen og få støtte udefra til at kunne blande sig i krigen mod kejseren. Han søgte også at få en samarbejdsaftale med danskerne, men Christian den Fjerde afviste ham under en række møder i Ulfsbäck præstegård i nærheden af Markaryd i 1629, og da danskerne sluttede fred med kejseren, gik en svensk hær ind i Tyskland.
Christian den Fjerde anvendte forhandlingerne med svenskerne til at presse kejserens forhandlere til en gunstig fred for Danmark-Norge. Freden i Lübeck maj 1629 blev til efter lange forhandlinger, hvor danskerne gang på gang afviste kravene om krigsskadeserstatninger og opgivelse af Holsten. Det var truslerne fra Sverige, der fik de kejserlige forhandlere til endelig at slutte fred uden ertatningsbetalinger og alene med kravet om, at kongen skulle opgive sin søns, hertug Frederiks fyrstebiskopsdømme, Bremen-Verden og samtidig love ikke at støtte svenskerne i fremtiden.
