Tyskland - fra Rødhætte til Rammstein

Åbn undermenuer...

Tekst 1: Ole Hyldtoft: Ædel Nationalisme (2000)

Jeg tror ikke danskere af naturen er dygtigere eller ædlere end afrikanere eller palæstinensere. Men jeg er vis på, det ikke er nogen tilfældighed, at danskere bor i Danmark og tyrkere i Tyrkiet. De vilkår, vi i århundreder har levet under, har gjort os forskellige. Danskernes ofte måneder lange mørketid med kulde og blæst - og så de fire måneder i strålende lys, herlig blæst, under blide bøge og langs saftige enge. Det har gjort os forudseende, flittige, måske også lidt forsigtige. Og selvstændige. Nordboerne ville ikke underkaste sig prælater og paver. Vi ville have personligt ansvar for vores liv og en direkte forbindelse til Vorherre. Derfor blev vi lutheranere. De toneangivende taler for tiden ilde om det nationale. Her i internettets ungdomsår er det internationale det smarte. Men ligesom alle mennesker har brug for at mestre et arbejde, har vi brug for at mestre det sprog og den kultur, der er blevet til på vores jord, og som forbinder os med de mennesker, der levede ved disse strande for 100, 200, 300 år siden.

Det var os, der drog i leding mod England, os der faldt for grev Rantzaus rytterknægte ved Aalborg i 1534, os der skrev H.C. Andersens eventyr.

Multietnerne foragter det nationale. Forstår de da ikke, at det er nationalfølelsen, der har skabt det smukkeste, vi ejer i Danmark? Aakjærs, Thøger Larsens digte, Carl Nielsens, Lange-Müllers musik, Købkes og Lundbyes malerier. Som det er i Danmark, er det i udlandet. Monet i Frankrig, Turner i England, Carl Larsson i Sverige, Caspar David Friedrich i Tyskland - Bedel nationalisme. Disse og tusindvis af andre kunstneres værker er udtryk for forskellighed, national forskellighed. Dette er en rigdom. Jeg har mistanke om, at de djøfere, der er ved at tage magten overalt i verden, ikke har sans for denne rigdom. De fatter den simpelt hen ikke, fortabte som de er i detajlforhandlinger, skyskrabere, produktionstal, markeder. Den bedste kunst er udtryk for en folkesjæl, der er ukendt land for djøferne. Danskerne er for øjeblikket i gang med at afprøve, hvor langt vi kan strække den individuelle frihed uden at det nationale sammenhold går tabt. Børnene og de gamle skal have lige rettigheder med de voksne. Kvinderne med mændene. Bøsserne med heteroerne. Alle, også de uarbejdsdygtige og de syge, skal kunne få hus, have, bil, fjernsyn, avis. Men samfundet skal også have overskud til, at vi løfter fælles store opgaver. [...]

Projektet Frihed for alle er i gang. Men projektet går i stå, hvis vi skal bruge en masse af vores kræfter til at lære hundredtusinder af indvandrede muslimer, at man ikke banker sin kone, at man ikke slår gamle mennesker ned på gaden, at man selv må bestemme, hvem man vil gifte sig med, at man taler dansk i Danmark. Og hvis muslimerne bliver så mange, at deres levevis bliver den herskende i dele af Danmark, bliver det danske friheds- og velfærdsprojekt endnu sværere at gennemføre. For projektet er vederstyggeligt for muslimer. Derfor må vi sige til enhver, der vil bosætte sig i Danmark: Du skal være velkommen her. Men kun hvis du vil være dansker og med i vores danske projekt. Jeg synes ikke der er noget uforstandigt, umoralsk eller uvenligt over for fremmede i sådan en holdning, som jeg også synes andre lande skal have.

Kunne vi ikke diskutere det fordomsfrit? I ly af den ro, de blomstrende roser, morgenfruer og storkenæb i disse uger sænker over Danmark.

Fra Jyllandsposten 8/8-2000