Tyskland - fra Rødhætte til Rammstein

Åbn undermenuer...

Tekst 3: Ernst Gellner: Nationalstat og nation hvad kom først? (uddrag)

Ifølge de herskende strømninger i moderne nationalismeforskning er det en nødvendig forudsætning for udvikling af en kollektiv national identitet, at der findes en borgerlig offentlighed, der er i stand til at formulere og formidle den fælles identitet. En sådan opstod i Europa - og i Danmark - først for alvor omkring midten af 1700-tallet. Dertil kommer også, at der i den del af nationalismeforskningen, der kan betegnes som modernistisk orienteret, hersker udbredt enighed om at sætte udviklingen af nationalisme knyttet til statsdannelser i forbindelse med den såkaldte dobbelte revolution omkring 1800 - dvs. kombinationen af de store folkelige politiske bevægelser og den industrielle revolution - samt den deraf følgende fremvækst af borgerlige demokratier med dertil horende vækst i den borgerlige offentlighed. De fleste nationalismeforskere tidsfæster derfor den begyndende udvikling af nationalfølelse i moderne forstand til f0rste halvdel af 1800-tallet. Udviklingen af en kollektiv nationalfølelse opfattes med andre ord almindeligvis som et moderne fænomen, og maske endda ligefrem som et produkt af moderniseringen.

I fuld overensstemmelse dermed tidsfæster danske identitetsforskere almindeligvis udviklingen af en specifik kollektiv følelse af danskhed til slutningen af 1700-tallet. De mener således at kunne påvise klare indicier på en sådan udvikling fra 1770erne med den for omtalte Indfødsretslov af 1776 som omdrejningspunkt, selv om det i dette tilfælde som anført måske snarere var en helstatspatriotisme end en særlig dansk nationalfølelse, der her fandt udtryk.

Enkelte er mere specifikke og henlægger udviklingen af den danske nationalstat til tiden omkring 1. Slesvigske Krig 1848-50. De hævder således, at det især var deltagelsen i denne, der gjorde danskerne danske. Da landsoldaterne, syngende de til lejligheden komponerede patriotiske kampsange, marcherede ud til kamp mod den fælles fjende, blev de for første gang for alvor klar over, at de ikke bare var sjællandske, fynske eller jyske bønderkarle, men danskere, der sammen kæmpede for et fælles mål mod en fælles fjende.

Blandt danske historikere er der med andre ord bred enighed om, at den danske nationalstat i realiteten opstod i første halvdel af 1800-tallet, og at landets indbyggere blev sig bevidste som danske i samme periode. Hertil må så lægges de særlige træk, som i årene efter nederlaget i 1864 føjedes til signalementet af danskheden. Dette skal ikke her yderligere uddybes; i stedet skal det forsøges med udgangspunkt i James Mellons indledningsvis skitserede stammetese at føje en ekstra dimension til denne opfattelse. 

Udgangspunktet for denne tilføjelse er en fornemmelse af, at ovennævnte tidsfæstelse af den moderne danskheds opståen i visse henseender virker for snæver. Den støtter sig nemlig udelukkende på nationalismeopfattelsen inden for den modernistiske skole og baserer sig i alt væsentligt på en dem mod os-problematik som den væsentligste drivkraft. I første omgang således harmen mod englænderne efter overfaldene pa København i 1801 og 1807 og deres ran af fladen det florissante Danmarks stolthed og egentlige livsgrundlag samt i anden runde det nærmest permanente modsætningsforhold til Tyskland.

Uanset at disse begivenheder givetvis har en betydelig forklaringsværdi, er de alligevel ikke tilstrækkelige til at forklare den særlige moderne danske selvforståelse og livsform stammetrækkene som James Mellon fandt så karakteristiske. Den form for danskhed, der udviklede sig i løbet af 1800-tallet, var nemlig en slags spejlingsdanskhed, der opstod som modbillede til udefrakommende fjender. Den udviklede sig billedlig talt i granatregnen under Københavns bombardement og i skyttegravene under de slesvigske krige. Der var med andre ord tale om en danskhed med klare fronter og ikke mindre klare fjendebilleder.

Det særlige danske fællesskab baseret pa en stammefølelse, som James Mellon tydeligvis ikke upåvirket af grundtvigske tankegange og den socialdemokratisk-radikale konsensustænkning beskrev, kunne maske derimod bedre sammenlignes med et lejrbål, hvor omkring fællesskabets medlemmer sidder i tæt rundkreds, skulder ved skulder med ryggen mod mørket uden for bålets lyskreds, mens de luner sig ved trygheden, fællesskabsfølelsen og varmen fra det store fælles bal. Et fællesskab af denne sluttede karakter er ifølge sagens natur ikke rettet mod nogen specifik ydre fjende, men søger i stedet fælles beskyttelse mod alle de ukendte kræfter derude i mørket, der vil kunne true fællesskabets sikkerhed og sammenhold. Her er altså ikke tale om en vi og de-reaktion, men snarere om en indadvendt os-os-tankegang. Dette postulerede særlige lejrbålstræk i den danske adfærd og vor made at indrette os med hinanden pa kan således kun vanskeligt forklares af de modernistiske nationalismeteorier og den deraf følgende tidsfæstelse af danskhedens opståen til første halvdel af 1800-tallet. Dertil kommer også, at denne gængse nationalismeskematik nødvendigvis har måttet se bort fra en række ældre indicier på en begyndende udvikling af en specifik danskhedsfølelse.

Det gælder således de ovennævnte træk fra slutningen af 1600-tallet i kølvandet på nederlaget i svenskekrigene og det politiske systemskifte i 1660, som sammenlagt peger i retning af, at der identitetsmæssigt var noget i gære allerede da. Men sådanne ældre træk kan vanskeligt rummes inden for de modernistiske nationalismeteorier, der som nævnt alle tager deres udgangspunkt i Den franske Revolution og industrialiseringen. Det kan de derimod inden for den såkaldte primordialistiske skole i nationalismeforskningen, hvis forende navn er den britiske sociolog og nationalismeforsker Anthony D. Smith. Tilhængere af denne skole afviser ganske vist ikke modernisternes konklusioner om, at de moderne nationer er resultat af de processer, der i hovedsagen fuldbyrdedes i århundredet efter Den franske Revolution. Men til gengæld henleder de opmærksomheden pa, at disse moderne nationer ofte samtidig blev modelleret over et eller flere i forvejen eksisterende langt ældre fællesskaber, af Smith betegnet som ethnier.

Sådanne ethnier er ifølge Smith karakteriseret ved at have et kollektivt navn, en myte om en fælles afstamning, en nærværende og normgivende historie, en særlig kultur, en tilknytning til et bestemt territorium og mere eller mindre udviklede former for indbyrdes solidaritet. Og den primordialistiske skoles påstand er da, at studiet af disse ældre fællesskaber må inddrages for at få et fyldestgørende billede af de moderne nationer. Derved skærpes også opmærksomheden omkring de moderne nationers indbyrdes forskellighed. Der gives jo i verden nationer, der har deres historiske udgangspunkt i selve nationsdannelsesprocessen - som f.eks. Brasilien og USA, der inden for deres grænser er i stand til at rumme meget store forskelligheder. Og der findes nationer, som er opstået på grundlag af en enkelt ethnie af betydelig side som f.eks. Danmark efter 1864 og Island, der kun vanskeligt kan tolerere si store forskelligheder. Mellem disse to yderpunkter findes der talrige blandingsformer.