Tyskland - fra Rødhætte til Rammstein

Man erklærer, at det tyske folks spontane reaktioner skulle være gennemført af organiserede grupper. Hvor kender de sølle skrivekuler dog Tyskland dårligt! Hvordan mon denne reaktion ville have set ud, dersom den virkelig havde været organiseret...

Det er også meningen med rigskulturkammeret, som vi i dag i overensstemmelse med loven højtideligt åbner og konstituerer. Det repræsenterer en sammenslutning af alle kulturelt og kunstnerisk skabende mennesker i en åndelig kulturenhed. Det fjerner de rester af organisationer fra en svunden tid, som nu kun virker mekanisk og kun stod i vejen for en fri udvikling af vort kulturelle og kunstneriske liv.
Kulturelt og kunstnerisk skabende mennesker skal i Tyskland atter føle sig som en enhed; de skal befries for den trøstesløse tomhedsfølelse, som til nu har adskilt dem fra nationen og dens drivende kraft. Vi vil ikke indsnævre, men fremme den kunstnerisk-kulturelle udvikling. Staten vil holde sin beskyttende hånd over den.
Tyske kunstnere skal føle sig sikre under dens patronat og genvinde den lykkelige følelse af, at de er lige så uundværlige i staten som dem, der sørger for de materielle sider af tilværelsen. Håndens og åndens arbejdere vil række hinanden hånden til et forbund, som skal være uopløseligt i al evighed. Dette fællesskab af alle håndens og åndens arbejdere skal realiseres, og enhver på sin plads er det værd, som han er besluttet på at yde for nationen og dens fremtid ...

Eftersom heller ikke 1936 har medført nogen tilfredsstillende forbedring af kunstkritikken, forbyder jeg fra og med i dag udtrykkeligt, at denne fortsætter i sin nuværende form.

Den hidtidige kunstkritik, som med en fuldstændig forvanskning af begrebet kritik" under en alt for stærk jødisk indflydelse er blevet forvandlet til en kunstdommervirksomhed, vil fra og med i dag erstattes af kunstrapporter, og i kritikernes sted træder kunstredaktørerne. Kunstrapporterne skal indeholde mindre bedømmelse og i stedet beskrivelse og positiv værdsættelse. De skal give publikum mulighed for selv at fælde en dom og stimulere det til på basis af egen indstilling og fornemmelse selv at danne sig en mening om de kunstneriske præstationer.

Kilde: Ragnar Vold: Tyskland marcherer, (1936)