Forlaget Columbus

Tyskland - fra Rødhætte til Rammstein

Tekst 8: Flyveblad fra Den hvide Rose"

Det sidste af de flyveblade, studentergruppen Den hvide Rose" i Munchen udsendte, februar 1943.

Medstuderende!
Vort folk er rystet over vore soldaters nederlag ved Stalingrad. 330.000 tyske mænd har underkorporalen fra 1. verdenskrig ved sin geniale strategi meningsløst og uansvarligt drevet ud i død og fordærv. Fører, vi takker dig!

Det gærer i det tyske folk. Skal vi fortsat betro vore hæres skæbne til en dilettant? Skal vi ofre resten af den tyske ungdom for en partiklikes magtbegær? Aldrig! Regnskabets time er kommet, den tyske ungdoms opgør med det mest afskyelige tyranni, vort folk nogen sinde har lidt under. I den tyske ungdoms navn kræver vi af Adolf Hitlers stat den personlige frihed tilbage, tyskernes kostbareste gode, som han så skændigt har franarret os.

Vi er vokset op i en stat, hvor man hensynsløst har kvalt enhver fri meningstilkendegivelse. Hitlerjugend, SA og SS har i de mest frugtbare år af vort liv søgt at uniformere, revolutionere og sløve os. Ideologisk skoling" kaldte man den forargelige metode, der gik ud på at kvæle enhver begyndelse til selvstændig tænkning i en tage af tomme fraser. En førerelite, som man ikke kan tænke sig mere djævelsk eller bornert, uddanner på ordensborge deres kommende partifæller til gudløse, skamløse og samvittighedsløse udbyttere og mordere, til blind, stupid lydighed over for Føreren.

Det ville være rimeligt, at netop vi åndens arbejdere" søgte at bremse denne nye herskerklasse. Frontsoldater bliver irettesat som skoledrenge af studenterledere og Gauleiter-aspiranter (1). Gauleitere fornærmer de kvindelige studerende med sjofle vittigheder. Tyske studiner har på Münchens universitet givet et værdigt svar på. krænkelsen af deres ære. Tyske studenter har forsvaret deres kvindelige kammerater og holdt stand (2). Det er begyndelsen til kampen for vor frie selvbestemmelsesret, uden hvilken åndelige værdier ikke kan skabes. Vi takker de tapre kvindelige og mandlige kammerater, der er gået foran med et lysende eksempel!

Der er for os kun en parole: Kamp mod partiet! Ud af partiorganisationerne, hvor man kun vil tvinge os til politisk tavshed. Ud af SS-førernes og partispytslikkernes auditorier. Det gælder nu sand videnskab og ægte åndsfrihed! Ingen trusler kan afskrække os, heller ikke lukning af vore læreanstalter. Hver enkelt af os må kæmpe for vor fremtid, vor frihed og ære i en stat, der er sig sit moralske ansvar bevidst.

Frihed og ære! I ti lange år har Hitler og hans kompaner udpint, fortærsket og fordrejet disse to herlige tyske ord til lede, som det kun kan gøres af dilettanter, der kaster en nations højeste værdier for svinene.

Hvad frihed og ære betyder for dem, har de med al ønskelig tydelighed vist ved ti års tilintetgørelse af al materiel og åndelig frihed, af alle moralske værdier i det tyske folk. Det frygtelige blodbad, som de i frihedens og den tyske æres navn har udført og dagligt udfører i hele Europa, har omsider åbnet øjnene på selv den dummeste tysker. Der vil være bragt skam over Tysklands navn til evig tid, hvis ikke den tyske ungdom omsider rejser sig, hævner og soner på samme tid, udsletter plageånderne og opbygger et nyt, åndeligt stærkt Europa.

Studenter! Det tyske folks øjne er rettet mod os! Det forventer af os, at den nationalsocialistiske terror i 1943 brydes ved åndens magt som Napoleons i 1813. Beresina (3) og Stalingrad flammer i øst. De faldne fra Stalingrad besværger os!
Af sted, mit folk; flammetegnene kalder!"
Vort folk er ved at rejse sig mod nationalsocialismens underkuelse af Europa i fornyet tro på et gennembrud for frihed og ære.

Noter: 
1. Gau var under nazismen betegnelse for en provins inden for Det tyske Rige. Føreren for en sådan provins hed Gauleiter.
2. Hentydning til den første åbne demonstration mod det nazistiske styre, som fandt sted i februar 1943. De studerende smed Gauleiteren for Bayern og hans folk ud fra Münchens universitet, efter at han havde hånet specielt de kvindelige studenter.
3. Under Napoleons invasion i Rusland i 1812 led hans hær store tab ved floden Beresina.

Jeg handler som

Skole

Forlaget Columbus

Offentlig institution
(for skolens ansatte)

Privat

Forlaget Columbus

Privatkunde
(privat, studerende
og virksomhed)