Tyskland - fra Rødhætte til Rammstein

Tekst 1: De nye herrer i huset

a) Hermann Nels, født 1941. Om den første tid under russisk besættelse.

I begyndelsen af 1945 nåede den russiske hær Berlin og vores hus i Potsdam-Babelsberg, hvor vores familie havde boet siden 1938. De tog huset i besiddelse, knuste samtlige møbler og ødelagde alt indbo.

Russerne tvang os til at forlade vores hus i løbet af få timer, dvs. mine forældre og os tre søskende i alderen 6, 5 og 4 år. Vi fik kun lov at tage det mest nødvendige med os; det, vi kunne bære. Vores familie søgte tilflugt hos vores mormor og morfar i Grüna ved Chemnitz i Sachsen, hvor min mor stammede fra. Her drev min morfar og hans bror en handskefabrik; deres privatbolig lå lige ved siden af fabrikken. Min mor var gravid.

I Grüna indrettede vi os nødtørftigt og afventede situationen. Krigen var endnu ikke forbi. Så kom først amerikanerne marcherende, og efter at de allierede var blevet enige om, hvordan Tyskland skulle besættes, kom russerne. De besatte mine bedsteforældres hus. Det var en stor villa, og en højtstående russisk officer flyttede ind med sine folk. Vores familie blev tildelt nogle få værelser i huset; i køkkenet måtte min bedstemors tjenestepige (vi børn kaldte hende tante Lisbeth) også lave mad til russerne. Det var på den ene side meget strengt, fordi der kun var få levnedsmidler at få, men på den anden side indebar det også visse fordele. Den russiske officer lod nemlig kød, smør osv. konfiskere fra butikkerne i området og lod det alt sammen bringe op til huset. Tante Lisbeth måtte så kokkerere for russerne. Uden at russerne mærkede det, lagde hun hele tiden en smule af de tilvejebragte fødevarer til side til vores familie. Det gjorde hun med livet som indsats, for hvis russerne havde opdaget det, var hun med sikkerhed blevet straffet hårdt, måske endda med døden.

Sådan boede vi i mange måneder hos vores bedsteforældre under tag med den russiske officer.

Da min mor sidst i juni fik veer, lykkedes det chaufføren at organisere noget benzin for at kunne køre til fødeklinikken i den nærmeste by Chemnitz. På tankstationerne havde der i lang tid ikke været mere benzin at få; alt var brugt op i løbet af krigen. Da min mor var ankommet til klinikken, hørte veerne op, og lægen sagde, at hun skulle køre hjem og vente, indtil veerne kom igen. En uge senere mærkede min mor igen veerne. Chaufføren formåede endnu engang at skaffe benzin til trods for de tomme tankstationer og køre til hospitalet. Så, den 4. juli 1945, blev min yngste bror Christian født i Chemnitz.

I Grüna boede vi ca. et år hos vores bedsteforældre. Alle vidste, at et liv under russisk besættelse ikke kunne gå godt i længden. Alle, der så deres snit til det, forsøgte at nå over til vesten.

Min far, der stammede fra Braunschweig, havde i slutningen af 1930rne bygget et lille rækkehus i byen. Der flyttede vi til i 1946 og indrettede os så godt som muligt i den ene fløj af huset.

Mad og andre livsfornødenheder var næste ikke til at skaffe længere. Hver enkelt familie organiserede på sin egen måde det mest nødvendige, byttede tøj og tæpper for levnedsmidler. Meget ofte brugte folk natten til at mødes og bytte varer. Jeg husker stadig svagt en enkelt begivenhed. Vores tjenestepige og jeg, såvel som andre personer, som jeg ikke mere husker, gik ind i skoven for der at mødes med en anden gruppe mennesker. I ly af natten håbede vi på ikke at blive opdaget, for de allierede førte kontrol med området. Sådan skulle det dog ikke gå: pludselig stod nogle allierede soldater foran os og forlangte vores papirer. Jeg ved ikke længere, om det var briter eller russere. Kort ordveksling. Vi blevet tvunget til at følge med. Hele denne nat tilbragte vi i en nødlejr, og først om morgenen kunne vi gå hjem. Om soldaterne tog noget fra os, eller hvad der i øvrigt skete, ved jeg ikke; jeg husker ikke flere detaljer. Jeg var dengang 7 år gammel.

b) Renate Nels, født 1941. Om tiden under den russiske blokade af Vestberlin.

[] jeg legede på vejen foran huset i Berlin-Dahlem med mine venner og søskende, idet en jeep kørte forbi, hvori der sad tre amerikanske soldater. Én af dem var sort, hvilket gjorde stort indtryk på mig. Måske var det overraskelsen i mit ansigt, i hvert fald stoppede bilen, og soldaterne forsøgte at indlede en samtale med os. Det lykkedes kun delvist, eftersom min storebror Hans-Jürgen dengang 11 år gammel var den eneste, der kunne et par engelske brokker. Under alle omstændigheder opstod en kommunikation uden mange ord, men undervejs opstod gensidig sympati.

Denne situation varede kun et øjeblik. Vi var meget forbavsede, da en af soldaterne fiskede et par stykker chokolade frem af en pose og gav dem til os. Overraskelse, glæde, taknemmelighed: en blanding af disse følelser kom over os Lige så hurtigt, denne oplevelse kom til os, lige så hurtigt var det igen forbi. Soldaterne kørte videre. Dette møde var dog for os børn så afgørende, at erindringen om det den dag i dag lever meget stærkt i os.