Afghanistan, Taleban og det internationale samfund

Åbn undermenuer...

Opiumproduktion i Afghanistan

Afghanistan er suverænt det land i verden, der producerer mest opium. I 2009 udgjorde den afghanske opium cirka 90 pct. af den samlede verdensproduktion. Hovedparten af produktionen bearbejdes til heroin og smugles derefter ud af landet via Pakistan, Iran eller Centralasien for at ende på gaden især i Rusland og i Vesteuropa.

Det er ikke nyt for afghanerne at producere opium. Det gjorde de allerede i 1950erne, men produktionen er nærmest eksploderet i perioder med ufred. Specielt under Sovjetinvasionen fra 1979 til 1989 blev opium brugt til at finansiere mujahedinernes køb af bl.a. våben og ammunition til deres kamp mod Sovjetstyrkerne. Også for Taliban, der ligefrem beskatter opiumproduktionen, har opium udgjort en vigtig indtægtskilde i deres kamp fra 1994 for at erobre landet.2001 er det eneste tidspunkt i nyere tid, hvor produktionen næsten har ramt nulpunktet. Her besluttede Taliban af forskellige årsager at slå hårdt ned på de bønder, der dyrkede opium. Taliban sørgede dog for, at de havde nok opium på lager til at finansiere den fortsatte kamp om magten i landet. I dag er opiumproduktionen igen en af hovedkilderne til at finansiere Talibans kamp mod de internationale styrker og den afghanske regering.

Produktionen af opium steg voldsomt fra angrebet på Afghanistan i 2001 frem til 2007, og først i de seneste år er den igen begyndt at falde. Der er flere grunde til den eksplosive vækst fra 2001 til 2007. Men en stor del af forklaringen er, at det internationale samfund og den afghanske regering så vidt forskelligt på problemet og ikke kunne blive enige om en fælles indsats. Blandt de internationale aktører er det først og fremmest Storbritannien og USA, der har involveret sig i opiumbekæmpelsen. USA og Storbritannien repræsenterer på mange måder de to yderpoler i holdningerne til opiumbekæmpelse, og det har indsatsen båret præg af. USA fokuserede de første år udelukkende på at komme produktionen til livs på en hurtig og effektiv måde: Man pløjede de opdyrkede marker op og straffede de bønder, der dyrkede opium. På et tidspunkt overvejede USA oven i købet at oversprøjte opiumsmarkerne med gift. Det blev dog aldrig til noget, da man erkendte, at det ikke ligefrem ville understøtte bestræbelserne på at vinde befolkningens tillid i kampen mod Taliban (mere herom i kapitel 3 i bogen).

I den anden ende af skalaen er Storbritannien, der har fokuseret på en mere bæredygtig og langsigtet bekæmpelse: I stedet for blot at slå ned på de bønder, der var afhængige af indkomsten fra opium, har man forsøgt at fremme dyrkningen af andre afgrøder for at skaffe bønderne alternative indtægter.

I dag er uenigheden afløst af en bred konsensus om tilgangen til problemet. Amerikanerne har erkendt, at en hurtig og ofte brutal bekæmpelse af produktionen betyder, at bønderne mister deres indtægt og livsgrundlag, og at de herefter ofte kun har én mulighed, nemlig at melde sig under Talibans faner. Det spiller også ind, at man har kunnet konstatere, at mange af de bønder, der dyrker opium, ikke gør det af egen fri vilje. De er ofte tvunget til det, enten fordi de har en stor gæld til den opiumsbaron, der ejer deres jordlod, eller fordi Taliban kræver det. I flere områder af landet og specielt i Helmand foregår Talibans afpresning ofte ved, at den lokale Talibanleder kontakter det lokale ældreråd (samling af de ældste) og fremlægger Talibans forventninger til produktionen i området og til, hvad de forventer at tjene på produktionen. Det er så op til ældrerådet at bestemme, hvem der skal dyrke den opium, Taliban kræver, og hvad der skal dyrkes på de jordlodder, hvor det ikke er nødvendigt at dyrke opium. Det kan være hvede, majs eller andre mere traditionelle landbrugsafgrøder.

Udviklingen i producerede tons opium i landet fra 1994 frem til 2010 (UNODC 2010).

Et normalt billede og et satellitfoto af produktionen i et lokalområde i Helmand. (UNODC 2009). 
Poppy = Opiumvalmuer og Wheat = Hvede

Produktionen af opium i 2010 (UNODC 2010:5).