Forlaget Columbus

Europas svære fællesskab

Brexit - Hvad nu?

Storbritannien ved en økonomisk afgrund – eller på tærsklen til uafhængighed og ny muligheder?
Den 23. juni stemte et flertal på 51,9 % af briterne for at forlade EU. Nej'et har skabt en helt ny politisk situation for både Storbritannien og EU. Bortset fra Grønland er det aldrig før sket, at et land har forladt EU.

”Desertører bliver ikke modtaget med åbne arme”. Sådan sagde Europa-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker allerede før folkeafstemningen, og alt tyder på, at de 27 EU-lande ikke vil give ved dørene i de kommende forhandlingerne om et ny forhold mellem EU og Storbritannien. Hvis briterne alt for let får en fordelagtig aftale med EU, frygter man nemlig at andre lande med EU-skeptiske befolkninger risikerer at følge i briternes fodspor. I både Holland, Frankrig og i Danmark er der store politiske partier, der flirter med samme tanke, og hvis flere af de velstående medlemslande melder sig ud, så er EU's overlevelse reelt truet.

Der er dog ikke enighed blandt de 27 EU-lande om hvad præcis, der bør gøres nu. Nogle lande har mere forståelse for briternes beslutning end andre. Der skal nu findes en balance mellem på den ene side ikke at skade britisk økonomi for meget - for det vil også gå ud over de EU-lande, der handler meget med Storbritannien - og på den anden side, tydeligt at få vist, at græsset ikke er grønnere på den anden side af EU-hækken.

Selvom visse EU-lande drømmer om det, så bliver en demonstrativ afstraffelsesaktion fra EU's side måske slet ikke nødvendig. I løbet af de seks uger, der er gået siden nej'et har man allerede set det britiske pund faldet med 13 %, nyansættelser er gået i stå, og mange briter, der bor på kontinentet forsøger i panik at helgardere sig ved at søge statsborgerskab i andre EU-lande. Imens står britisk økonomi på pause, en recession lurer, og tilstanden ligner nu på flere punkter situationen omkring finanskrisens værste rasen i 2009. Alle holder vejret og venter på en afklaring af fremtiden. Problemet er at det godt kan gå hen og blive en meget lang pause.

Det viste sig nemlig til manges overraskelse, at de ledende Brexit-tilhængere ikke havde en klar plan for, hvad der skulle ske, hvis de vandt folkeafstemningen. Meget står på spil, så nu skal der tænkes langsigtet og grundigt. For briterne handler det primært om, hvordan de kan bevare bedst mulig adgang til EU's indre marked, men uden den indenrigspolitisk besværlige fri bevægelighed for arbejdskraft fra resten af EU. Intet tyder dog på, at EU vil give sig på det punkt, så det er ret uvist, hvordan Storbritannien kan få en ny aftale med EU, der ikke vil ende med at skade britisk økonomi.      

Den britiske regering har endnu ikke besluttet et tidspunkt for opsigelsen af forholdet til EU, der formelt vil starte udmeldelsen, og når den gør det, har den to år til at forhandle en ny aftale med EU på plads. Alle forventer dog, at det vil tage meget længere tid for briterne at få viklet sig ud af over 40 års europæisk fællesskab og tusinder af EU-regler. De britiske embedsmænd kommer på overarbejde de næste 10 år, lyder spådommen fra flere sider. Især får de travlt med at lave ny handelsaftaler med USA, Kina, Indien og mange andre lande. Det har Europa-Kommissionens folk nemlig stået for på hele EU's vegne de sidste 40 år, og briterne har derfor meget få specialister, der kan løse denne afgørende opgave.

Den ny britiske premierminister Theresa May, der har erstattet David Cameron, var selv imod at forlade EU, men hun siger nu "Brexit means Brexit". Det store spørgsmål er om regeringen i London i sidste ende faktisk vil starte udmeldelses-processen. EU hverken kan eller vil presse den beslutning igennem, det kan kun det britiske parlament. Her er der værd at huske, at folkeafstemningen var vejledende, ikke bindende, og at et solidt flertal af de britiske parlamentarikere ikke ønskede en EU-udmeldelse. Så skal de nu - stik i mod egen overbevisning - føre en sandsynligvis kostbar beslutning til ende, hvis konsekvenser vil falde sammen med det næste valg i maj 2020, hvor de naturligvis helst vil genvælges? Der er mange spekulationer, og meget kan ske endnu. I Danmark husker de fleste stadig, at et nej i EU-sammenhæng i sidste ende ikke altid bliver til et nej. Tænk Maastricht-traktaten, 1992-93.

Diskussion:  Har et flertal på 51,9 % af den britiske befolkning mere ret end de politikere som selvsamme folk har valgt til at repræsentere dem i parlamentet? Skal politikerne følge folket, også selv om de mener, det vil skade landets økonomi? Er et folkeafstemnings resultat helligt? Et klassisk dilemma mellem direkte eller repræsentativt demokrati med store konsekvenser.  

Er det på i orden, at EU gør det svært for Storbritannien at finde nyt fodfæste, eller burde EU-landene og institutionerne vise venlig respekt og istedet forsøge at imødekomme briternes demokratiske beslutning selvom det på sigt måske kan true EU's eksistens?

Der var en del usandheder i kampagnen, f.eks. at 76 millioner tyrkere snart skulle med i EU, og at de 350 millioner pund, som briterne hver uge betaler til EU kunne bruges på landets hospitaler og sundhedsvæsen i stedet for. Beløbet er omkring det halve, og ingen der følger sagen i EU, tror reelt på at Tyrkiet nogensinde kommer ind. Men der bliver jo ofte løjet og overdrevet lidt i politik. Så er det nok grund til ikke at respektere udfaldet af folkeafstemningen, at nogle kan påstå, at folk er blevet narret til at stemme sig ud af EU? Kan de være rimeligt, at de fleste folkeafstemninger i EU ender med at folket bliver bedt om at tænke sig bedre om og stemme igen...og sige ja?
 
Debatten om hvad det vil koste briterne at forlade EU - det britiske finansinstitut IFS spår, at det vil koste Storbritannien 600 milliarder kr. om året - er en anledning til at stille skarpt på, hvad Danmark i grunden får ud af EU. Hvad vi kunne vinde eller miste, hvis vi en dag skulle følge i briternes fodspor? Et flertal af briterne stemte for få deres 'uafhængighed' igen. Hvad er det præcis det handler om? Hvor meget er uafhængighed reelt værd i en globaliseret verden, hvor de fleste er tvunget til at gå på kompromis ?

Rige lande som Norge og Svejts har valgt en model, hvor de står uden for EU, men alligevel er tæt tilknyttet EU via EØS-aftalen. Måske Storbritannien kan få en lignende aftale. Men hvad koster den model i politisk indflydelse? Mange taler allerede om problemet med et "demokratisk underskud" i EU - men kunne Danmark tolerere at skulle overtage alle EU’s love om det indre marked, helt uden politisk medindflydelse, ligesom Norge gør idag?

Hvad siger partierne i Folketinget om hvad Danmark skal stille op efter det britiske nej? Er det god inspiration, der kan give Danmark suverænitet tilbage, eller en farlig kostbar vej, der nu er åbnet? Hvilke argumenter og overvejelser præger den danske debat efter Brexit?

Inspiration: Artikler, kommentarer, analyser og video på dansk og engelsk

Fakta om Storbritannien i EU

  • EU-medlem siden 1973
  • Befolkning på 64 mio.
  • 12,6 % af EU's befolkning
  • 73 medlemmer i Europa-Parlamentet
  • Har et retsforbehold (tilvalgsordning)
  • Har et euroforbehold
  • Deltager ikke i grænsesamarbejdet Schengen
  • 45 % af eksporten går til EU
  • 53 % af importen kommer fra EU
  • Står for 17,3 % af EU's samlede produktion
  • Betaler 14 % af bidragene til EU-budgettet.

Jeg handler som

Skole

Forlaget Columbus

Offentlig institution
(for skolens ansatte)

Privat

Forlaget Columbus

Privatkunde
(privat, studerende
og virksomhed)