Jagten på kemikalierne

Nordisk Ministerråd og en række forskere har regnet sig frem til, hvad det årligt koster EU-landene, hvis de hormonforstyrrende stoffer ikke bliver forbudt eller reguleret og befolkningen dermed fortsat bliver udsat for dem. Ifølge rapporten ’The Cost of Inaction’, som Nordisk Ministerråd står bag, og som udkom i 2014, vil det koste EU mindst 4,5 milliarder kroner om året i tabt arbejdsevne og øgede sundhedsudgifter. Rapporten fokuserer på, hvad det koster samfundet, at hormonforstyrrende stoffer øger risikoen for testikelkræft, misdannede kønsorganer hos drengebørn og nedsat evne hos mænd til at få børn. Rapporten har dermed udeladt en række andre store sundhedseffekter, for eksempel konsekvenserne for kvinders sundhed og evne til at få børn.

En gruppe forskere fra EU og USA har også undersøgt problemet og er kommet frem til et noget højere tal. I rapporten ’Estimating Burden and Disease Costs of Exposure to Endocrine-Disrupting Chemicals in the European Union’ ser forskerne nærmere på de årlige udgifter i EU, forårsaget af hormonforstyrrende stoffers skadevirkninger på menneskers sundhed, frugtbarhed og intelligens. Her kommer de frem til mindst 1.170 milliarder kroner. Denne forskergruppe inkluderer langt flere skadevirkninger, end Nordisk Ministerråd gjorde i deres regnestykke, og får derfor også et resultat, der viser langt højere udgifter. Tallene er baseret på sundhedsudgifter og tabt arbejdsfortjeneste, men medtager dog stadig ikke for eksempel de psykiske effekter, såsom sorg og angst.

Den sidstnævnte rapport kom som en modreaktion på, at EU-Kommissionen havde spurgt industrien, hvad det ville koste dem, hvis de hormonforstyrrende stoffer blev fjernet eller begrænset. Rapporten fra industrien (Cumulative Cost Assessment for the EU Chemical Industry) blev udgivet i juli 2016 og beskriver de direkte udgifter, som den europæiske kemikalieindustri årligt havde i perioden 2004 til 2014 på baggrund af særligt betydningsfulde lovgivninger for industrien, blandt andet kemikalielovgivning og energi- og emissionslovgivning. Ifølge rapporten beløber omkostningerne sig til knap 9,5 milliarder euro, hvilket svarer til cirka 70 milliarder kroner. Kemikalielovgivningen, inklusive REACH og CLP, står her for cirka 30 procent af omkostningerne. Det er svært at lave en direkte sammenligning mellem disse rapporter, da de medtager forskellige faktorer og virkemidler. Men én ting er sikkert: Uanset hvad vi gør, så koster det penge: Både hvis lovgivningen bliver strammet, for eksempel med et forbud mod hormonforstyrrende stoffer, eller hvis der ikke bliver handlet og befolkningen fortsat udsættes for hormonforstyrrende stoffer i hverdagen.