Cuba - utopi og virkelighed

Åbn undermenuer...

Monroe-doktrinen fra 1823

Monroe-doktrinen er en amerikansk udenrigs-politisk doktrin fremlagt af præsident James Monroe den 2. december 1823. Den lovede at USA ville holde sig neutral i europæisk politik og respektere etablerede kolonier. Man vendte sig dog skarpt mod fremtidig kolonisering i Amerika. Bag erklæringen lå en advarsel dels til russerne i Alaska, dels til de spanske og franske interesser i Sydamerika.

Doktrinen ansås i 1800-tallet for at være isolationistisk og begyndte at spille en væsentligere rolle, da USA udviklede sig til en stormagt. I 1904 kom den såkaldte Roosevelttilføjelse, hvor præsident Theodore Roosevelt påberåbte USA's ret til at intervenere som politimagt, hvis man skønnede at lokale regeringer i Syd- og Mellemamerika ikke var i stand til at holde orden indenfor egne grænser, eller ikke indfriede deres økonomiske forpligtelser.
- fra Den Store Danske Encyklopædi.

Monroe-doktrinen
På forslag af den russiske kejserlige regering fremsat gennem kejserens ambassadør, der op­holder sig her, er der overført fuld bemyndi­gelse og instrukser til USAs ambassadør i St. Petersborg om ved fredelig forhandling at ord­ne de to nationers respektive rettigheder og interesser på dette kontinents nordvestkyst. Et lignende forslag er blevet fremsat af hans kej­serlige majestæt til Storbritanniens regering, og det er ligeledes blevet tiltrådt. USAs rege­ring har således været ivrig efter at tilkendegi­ve den store værdi, som vi altid har tillagt kej­serens venskab, og vor omsorg for at udvikle den bedste forståelse med hans regering. I de diskussioner, som denne interesse har medført, og i de ordninger, hvormed de kan ende, har vi vurderet, at det er lejlighed til at hævde, som et princip, hvori USAs rettigheder og interesser er involveret, at de amerikanske kontinenter med den frie og uafhængige forfatning, som de har opnået og fastholder, fra nu af ikke skal be­tragtes som emner for fremtidig kolonisering af nogen europæiske magter.

Det blev fastslået ved begyndelsen af sidste samling (møde), at der i Spanien og Portugal blev gjort store anstrengelser for at forbedre folks vilkår i disse lande, og at det syntes at bli­ve udført med usædvanligt mådehold. Det be­høver næppe at bemærkes, at resultatet indtil nu har været meget forskelligt fra det, der dengang forventedes. Til begivenheder i den fjerdedel af jordkloden, som vi har så meget samkvem med, og hvorfra vi udleder vor op­rindelse, har vi altid været ivrige og interesse­rede tilskuere. De Forenede Staters medborge­re nærer de varmeste følelser for deres med­mennesker på den anden side af Atlanterhavet og for deres frihed og lykke. Vi har aldrig del­taget i de krige, som de europæiske magter har ført med hinanden om indbyrdes stridigheder, og det stemmer heller ikke overens med vor politik at gøre det. Det er først, når vore rettig­heder krænkes eller trues alvorligt, at vi kræn­kes over uretten og tager forholdsregler til vort forsvar. Vi er nødvendigvis mere umiddelbart interesserede i begivenhederne på denne halv­kugle af årsager, som må være indlysende for enhver oplyst og upartisk iagttager. De euro­pæiske magters politiske system er væsentligt forskelligt fra Amerikas. Det skyldes den for­skel, der eksisterer mellem de respektive styre­former. Og hele nationen er parat til forsvar af vor egen styreform, som er opnået ved tab af så meget blod og ejendom, og som er blevet mod­net af vore mest oplyste medborgeres klog­skab, og hvorunder vi har nydt en enestående lykke. Vi skylder derfor oprigtigt og for de venlige forbindelsers skyld, der eksisterer mellem USA og disse magter, at erklære, at vi vil betragte ethvert forsøg fra deres side på at udstrække deres system til nogen del af denne halvkugle som farlig for vor fred og sikkerhed. Vi har ikke blandet os i de europæiske magters forhold til deres kolonier og underlagte områ­der og vil heller ikke gøre det. Men med hen­syn til de stater, som har erklæret sig for selv­stændige, og som har bevaret deres selvstæn­dighed, og hvis selvstændighed vi har aner­kendt efter moden overvejelse og af retfærdige grunde, kan vi ikke betragte nogen indblan­ding fra nogen europæisk magts side med det formål at undertrykke dem eller på nogen an­den måde kontrollere deres skæbne i noget an­det lys end tilkende-givelse af en uvenlig hand­ling mod USA. I krigen mellem de nye rege­ringer og Spanien erklærede vi vor neutralitet, og dette har vi overholdt og vil fortsætte at overholde, forudsat at der ikke indtræffer en forandring, som efter denne regerings kompe­tente myndigheders bedømmelse for USAs vedkommende vil medføre en tilsvarende æn­dring, som er uundværlig for deres sikkerhed.

De sene begivenheder i Spanien og Portu­gal har vist, at Europa stadig er ustabilt. Om denne vigtige kendsgerning kan ikke anføres stærkere bevis, end at de allierede magter ville have ment det rigtigt, efter ethvert princip, der er tilfredsstillende for dem selv, at intervenere med magt i Spaniens indre anliggender. I hvil­ken udstrækning en sådan intervention vil bli­ve udført efter samme princip, er et spørgsmål, hvori alle uafhængige magter, hvis regeringer afviger fra deres, er interesseret; selv de mest afsidesliggende, og med sikkerhed ingen mere end USA. Vor politik med hensyn til Europa, som blev indført på et tidligt tidspunkt af de krige, som så længe har foruroliget den fjerde­del af kloden, forbliver ikke desto mindre den samme, hvilken er ikke at indblande sig i no­gen af de europæiske magters interne anlig­gender, at betragte en de facto regering som den retmæssige regering, at opdyrke venlige relationer med den og at beskytte disse relatio­ner ved en oprigtig, fast og bestemt politik, som i alle tilfælde imødekommer enhver magts retfærdige krav, og som ikke underka­ster sig uret fra nogen. Men med hensyn til dis­se kontinenter er omstændighederne i særlig grad og tydeligt forskellige. Det er umuligt, at de allierede magter skulle udstrække deres po­litiske system til nogen del af begge kontinen­ter uden at true vor fred og lykke; heller ikke kan nogen tro, at vore sydstatsbrødre, hvis de bliver overladt til sig selv, ville godkende no­get sådant af egen drift. Det er derfor lige så umuligt, at vi ville betragte en sådan indblan­ding i nogen form med ligegyldighed. Hvis vi ser på den forholdsmæssige styrke og ressour­cer hos Spanien og de ny regeringer, og på de­res afstand fra hinanden, må det være klart, at Spanien aldrig kan undertrykke dem. Det er stadig USAs sande politik at lade parterne selv bestemme i håb om, at andre magter vil følge samme kurs.