Cuba - utopi og virkelighed

Åbn undermenuer...

Historien vil frikende mig - 1

Fidel Castro. Historien vil frikende mig. Demos forlag 1973 side 22-25.

Langt vanskeligere var det at organisere, træne og mobilisere mænd og våben under et undertrykkelsesregime, som ofrer millioner af pesos på spionage, bestikkelse og angiveri. Ikke desto mindre gennemførte disse unge mænd og mange andre med dem, disse opgaver med stor alvor og diskretion og med utrolig udholdenhed. Men langt mere prisværdigt er det, at de ofrede alt, ja endog livet for et ideal.

Den endelige mobilisering af mænd, der fra de fjernestliggende byer over hele øen kom til denne provins, blev gennemført med beundringsværdig præcision og i fuldkommen hemmelighed. Det er også sandt, at angrebet blev foretaget med strålende koordination. Det begyndte samtidig i Bayamo og Santiago de Cuba kl. 5,15 om morgenen, og én for én faldt, med de forudberegnede minutters og sekunders nøjagtighed, de bygninger, der omgiver lejren i vore hænder. Men selv om det måtte forringe vor fortjeneste, må jrg ikke desto mindre i sandhedens interesse berette om én ting, der blev skæbnesvanger. Ved en beklagelig fejltagelse for halvdelen af vore samlede styrker, og endda den bedst bevæbnede del, vild da de kom ind i byen, og vi måtte derfor undvaere dem i det afgørende øjeblik. Abel Santamaria havde med 21 mand besat byens hospital, sammen med ham var der en læge og to af vore piger for at tage sig af de sårede. Raul Castro besatte med 10 mand Justitspalæet. Og det var så min opgave med de resterende 95 mand at angribe lejren. Jeg ankom med en gruppe på 45, efter at en fortrop på 8 mand havde besat vagtpost nr. 3. Det var lige nøjagtig her kampen begyndte, da min bil mødte en rekognoseringspatrulje bevæbnet med maskinpistoler. Reservegruppen, som havde næsten alle de sværere våben fortroppen havde de lette tog fejl af gaderne i den for dem ukendte by og for vild. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke nærer den ringeste tvivl om modet hos disse mænd, der, da de opdagede at de var faret vild, følte den dybeste bekymring og desperation. På grund af selve denne aktions karakter, og også fordi de kæmpende parters uniformer havde samme farve, var det ikke let at genoprette kontakten med os. Mange af dem, der senere blev taget til fange, mødte døden med ægte heltemod.

Alle havde fået meget indgående instrukser om først og fremmest at udvise menneskelige hensyn under kampen. Aldrig har en gruppe bevæbnede mænd været mere storsindede over for deres modstandere. Der blev fra første øjeblik taget mange fanger, i hvert fald en snes stykker, og på et tidspunkt i begyndelsen lykkedes det tre af vore mænd, af dem, der havde været med til at tage vagtposten: Ramiro Valdés, José Suarez og Jesus Montané, at trænge ind i en barak, hvor de en tid holdt omkring halvtreds soldater op. Disse fanger erklærede i retten, og alle uden undtagelse har bekræftet dette, at de var blevet behandlet med den yderste høflighed, uden at blive udsat for så meget som et skældsord. I denne forbindelse vil jeg gerne rette en tak til statsadvokaten, som under denne retssag, hvor mine kammerater blev dømt, i sin beretning retfærdigvis og som et uomtvisteligt faktum erkendte den ridderlige ånd og holdning, vi udviste under kampen.

Disciplinen blandt hærens folk var for størsteparten yderst ringe. De vandt i sidste instans i kraft af deres talmæssige overlegenhed 15 til l og på grund af den beskyttelse fortets forsvar ydede dem. Vore mænd skød langt bedre, hvad vore modstandere måtte sande. Og de udviste også helt igennem det største personlige mod.

Med hensyn til den taktiske fiasko, rent bortset fra den allerede omtalte sørgelige fejl, vil jeg tro, at det var en misforståelse at dele den kommandoenhed op, som vi så omhyggeligt havde trænet. Af vore bedst trænede mænd og modigste ledere var de 27 i Bayamo, 21 i hospitalet og 10 i Justitspalæet. Havde vi fordelt vore styrker anderledes, var udfaldet måske blevet et andet. Sammenstødet med patruljen (fuldstændig tilfældigt, for 20 sekunder før eller 20 sekunder senere ville denne ikke have befundet sig på dette punkt) gav tid til at alarmere lejren, som ellers ville være faldet i vore hænder, uden at der var blevet løsnet et skud. Ydermere manglede vi i høj grad ammunition, når vi ser bort fra 22 kaliber riflerne, som var velforsynede. Havde vi blot haft håndgranater, ville de ikke have holdt ud et kvarter.

Da jeg følte mig overbevist om, at alle vore anstrengelser for at tage fortet alligevel var nyttesløse, begyndte jeg at trække vore mænd tilbage i grupper på otte og ti. Tilbagetoget blev dækket af seks frihedskæmpere, som under Pedro Mirets og Fidel Labradors kommando heltemodigt hindrede fjenden i at passere. Vore tab i kampen havde været ubetydelige. De 95% af vore døde er faldet som ofre for hærens grusomhed og umenneskelighed efter kampens ophør. Gruppen på hospitalet mistede kun én, resten så deres tilbagetog afskåret, da de fandt bygningens eneste udgang spærret af militæret, og de nedlagde ikke våbnene før de ikke havde en eneste kugle tilbage. Blandt dem var Abel Santamaria, den mest afholdte og storsindede og den dristigste af vore unge mænd, hvis storslåede modstand vil gøre ham udødelig i Cubas historie. Vi skal nu høre om, hvilken skæbne disse unge led, og om hvorledes Batista ønskede at kue vor ungdoms oprørsånd og heltemod.