Cuba - utopi og virkelighed

Åbn undermenuer...

Historien vil frikende mig - 2

Fidel Castro. Historien vil frikende mig

Demos Forlag 1973, side 43-46

Spørgsmålet om jorden, om industrialiseringen, boligproblemet, arbejdsløshedsproblemet, uddannelsen og folkesundheden her har vi samlet de seks hovedpunkter, hvis løsning, vi beslutsomt ville have viet vore kræfter samtidig med sikring af de borgerlige rettigheder og det politiske demokrati.
Det er muligt, at hele denne fremstilling virker kold og teoretisk, hvis man ikke kender den grænseløse tragedie, landet er offer for på disse seks områder, og som tilsammen er udtrykket for den mest nedværdigende politiske undertrykkelse.

85 procent af de cubanske småbønder betaler forpagtningsafgift og lever under konstant trussel om at blive sat ud. Over halvdelen af de bedste landbrugsjorder er på udenlandske hænder. I Oriente, som er den provins,der optager den bredeste del af øen, rækker United Fruit Companys og West Indians jorder fra nordkysten til sydkysten. Der er tohundrede tusinde landarbejderfamilier, der ikke ejer en hårsbred jord til at dyrke en smule grøntsager til deres sultne børn, og samtidig ejer stærke interesser henved trehundrede tusinde caballerias (Note: 300.000 caballerias  svarer til over en trediedel af Cubas jord) frugtbar jord, der henligger udyrket. Når Cuba er et decideret landbrugsland, når den overvejende del af befolkningen er landboere, når byen er afhængig af landet, når det ydermere var landbefolkningen, der vandt uafhængigheden, og når endelig vor storhed og velstand er afhængig af en sund og arbejdsdygtig landmand, der forstår sig på landbrug og som vil elske jorden i et land, som beskytter og vejleder ham hvorledes kan da denne tingenes tilstand fortsætte?

Bortset fra nogle få fødevarer, træ og tekstilindustrier er Cuba fortsat råvareproducent. Man eksporterer sukker for at importere bolcher, man eksporterer skind for at importere fodtøj, man eksporterer jern for at importere plove. Alle er enige om at behovet for at industrialisere landet er påtrængende, at vi har brug for metalindustri, papirindustri, kemisk industri, at det er nødvendigt at forbedre husdyravlen, dyrkningsmetoderne, teknikken og forarbejdelsesmetoderne i vore fødevareindustrier for at de skal kunne klare sig i den hårde konkurrence med de europæiske industriers ost, dåsemælk, alkoholiske drikke og spiseolier og USA's konserves. Alle er enige om, at vi har stærkt behov for handelsskibe og at turismen kunne være en enorm indtægtskilde. Men kapitalisterne kræver, at arbejderne skal underkaste sig betingelsesløst, staten lægger hænderne i skødet, og industrialiseringen kan vente til dommedag.
Lige så alvorlig eller værre er boligtragedien. Der findes tohundredetusinde hytter og skure i Cuba.

Firehundredetusinde familier på landet og i byen lever sammenstuvede i barrakker, lejekaserner og ubeboelige skure uden de mest elementære sanitære installationer. To millioner tohundredetusinde mennesker i vor bybefolkning betaler huslejer, der svarer til mellem en femtedel og en trediedel af deres indtægt, og to millioner ottehundredetusinde af vor land  og landsbybefolkning har end ikke elektrisk lys. Her gentager det samme sig: Hvis staten foreslår en nedsættelse af huslejen, truer husejerne med at lamme alt byggeri. Giver staten afkald på nedsættelse, bliver der bygget sålænge, der opnås høje huslejer, og i modsat fald bliver der ikke lagt så meget som én sten, uanset om resten af befolkningen skal bo under åben himmel.

Elektricitetsmonopolet er ikke bedre. (Note: Som i de fleste andre latinamerikanske lande havde Ameriean Foreign Ligth & Power Company monopol på den elektriske lys  og kraftforsyning). Det trækker sine kabler så langt som dette kan give en tilfredsstillende fortjeneste, derudover kommer det ikke kompagniet ved, om der er mennesker, der skal leve i mørke resten af deres dage. Staten lægger hænderne i skødet, og folket lever fortsat uden huse og uden lys.

Vort undervisningssystem svarer fuldstændig til alt det øvrige: Hvorfor skulle man også ønske landbrugsskoler i et land, hvor landbrugeren ikke ejer jorden? Hvad skulle man dog med tekniske skoler inden for den samme absurde teori der findes hverken det ene eller det andet. I et hvilket som helst lille land i Europa findes der over tohundrede tekniske skoler og håndværkerskoler, i Cuba er der ikke over seks og de unge udgår herfra uden muligheder for at finde beskæftigelse. I de små landbyskoler møder knap halvdelen af børnene i den skolepligtige alder, barfodede, underernærede, forsultne. Og ofte er det læreren, der af sin egen beskedne løn betaler det nødvendige materiale.

Fra så megen elendighed er døden den eneste mulige befrielse, og her hjælper staten netop: Til at dø. Halvfems procent af alle børn på landet fortæres af parasitter, som fra jorden trænger ind under neglene på deres bare fødder. Samfundet oprøres over meddelser om kidnapning eller barnemord, men det forholder sig forbryderisk ligegyldigt over for de massemord, der begås på tusinder og atter tusinder af børn, der hvert år dør en pinefuld død af mangel på hjælp. Disse børns uskyldige øjne, hvori døden allerede skinner, ser ud som om de ser ind i evigheden, som bad de om tilgivelse for den menneskelige egoisme og om at Guds forbandelse ikke skulle falde på menneskene. Og når en familiefar kun har arbejde de fire af årets måneder, hvordan skulle han da kunne købe tøj og medicin til sine børn? De vokser op med rakitis, tredive år gamle har de ikke en hel tand i munden. De har muligvis hørt titusinde taler, og de dør i elendighed og skuffelse. Adgangen til de offentlige hospitaler, som altid er overfyldte på grund af pladsmangel, er kun mulig ved anbefaling af en fremtrædende politiker, som til gengæld herfor kræver den syges og hele hans families stemmer ved næste valg, så Cuba kan fortsætte på denne måde eller værre til evig tid.