Cuba - utopi og virkelighed

Åbn undermenuer...

New York Times 24. februar 1957

Cubansk oprører får besøg i sit skjulested

Castro er stadig i live og i kamp i bjergene. Dette er den første af tre artikler fra en af New York Times korrespondenter, som lige er vendt tilbage fra en rejse til Cuba.
Af Herbert L. Matthews, New York Times
 
Fidel Castro, lederen af oprøret blandt Cubas unge, lever og kæmper hårdt og sejrrigt i de forrevne og næsten ufremkommelige Sierra Maestra-bjerge på øens sydspids. Præsident Fulgencío Batista har sendt sin hærs bedste mænd til området, men soldaterne kæmper mod overmagten. Dette er den første sikre dokumentation af, at Fidel Castro lever og stadig befinder sig i Cuba. Ingen med forbindelse til verden udenfor, og slet ikke pressen, har set Señor Castro bortset fra Deres udsendte.

Denne beretning vil bryde den skrappeste censur i den cubanske republiks historie. Provinsen Oriente med sine to millioner indbyggere er afskåret så effektivt fra Havana, som var det et andet land. I Havana ved man ikke, at tusinder af mænd og kvinder med liv og sjæl støtter Fidel Castro og den nye kurs, som de mener, at han står for, og regeringens brutale terrorbekæmpelse har fået indbyggerne til at vende sig endnu stærkere mod præsident Batista.

Fidel Castros 26. juli-bevægelse, der består af unge mennesker af alle typer, kalder sig socialistisk. Bevægelsens program er uklart, men udstikker alligevel en ny kurs for Cuba; det er radikalt, demokratisk og derfor antikommunistisk. Bevægelsens virkelige styrke er, at den kæmper imod præsident Batistas militærdiktatur. Som det ser ud lige nu, må general Batista klynge sig til det håb, at en militærkolonne løber på den unge oprørsleder og hans folk og udsletter dem.

Fidel Castro er søn af en rig sukkerplantageejer. Faderen sendte ham på universitetet i Havana, hvor han studerede jura og blev en af lederne i studenternes modstandsbevægelse, der gjorde oprør mod general Batista i 1952, fordi generalen havde gennemført et militærkup og forhindret præsidentvalget samme år.
26. juli 1953 stod Castro i spidsen for en gruppe unge, der gennemførte et desperat angreb på Moncada-kaserne i Santiago de Cuba. Omkring 100 studenter og soldater blev dræbt under kampene, men oprøret slog fejl. Castro blev idømt 15 års fængsel, men han blev løsladt, da der i forbindelse med præsidentvalget 1. november 1954 blev udstedt amnesti. Han rejste over til fastlandet og begyndte at opbygge 26. juli-bevægelsen.

2. december 1956 lagde Gramma (egentlig Granma, Politikens red.) en motoryacht på 62 fod, til ved Orientes kyst og landsatte 82 unge mænd på Playa Olorada (egentlig Las Coloradas, Politikens red.) et stykke neden for Niquero. Planen havde egentlig været at gå i land i Niquero, hverve tilhængere og gå til åbent angreb på regeringen. Men en patruljebåd fra den cubanske flåde havde fået øjet på Gramma.
Desværre for invasionsstyrken viste Playa Olorada sig at være et lumsk sumpområde. Mændene mistede deres mad, de fleste af deres våben og øvrige forsyninger og blev snart angrebet af hærens enheder. Få dage senere var der kun 15-20 af de oprindelige 82 mænd tilbage. Den totale censur betyder, at Havana og andre cubanske byer svirrer med rygter som regeringen bidrager til om at Castro er død. Man hører hele tiden spørgsmålet: »Hvis Castro er i live, hvorfor gør eller siger han så ikke noget, der kan bekræfte det?«. Men som jeg siden har erfaret, så valgte Señor Castro at vente, indtil hans styrker havde erobret herredømmet over Sierra Maestro. Han sendte besked til en betroet kilde i Havana om, at han gerne ville have en udenlandsk korrespondent sendt ind i området. Kilden tog kontakt til mig. Efter en lang og strabadserende rejse ind i Sierra-bjergene, hvor jeg fik hjælp af Castros sympatisører og tilhængere, nåede jeg frem til hans lejr i tropeskoven.

Oprørets logistik Señor Castro er 30 år gammel, siger hans tilhængere, og det er en høj alder i 26. juli-bevægelsen. Gruppen råder over en broget blanding af våben og uniformer. Flere af de unge har boet i USA og taler engelsk; én har været professionel baseballspiller i en af de lavere rækker, og hans kone opholder sig stadig i USA. Af fysik og personlighed er Castro en statelig mand: stærk, omkring 1,85 m høj, olivenfarvet hud, fyldigt ansigt og viltert fuldskæg. Han er klædt i en grå camouflageuniform og bevæbnet med et gevær med kikkertsigte, som han er meget stolt af. Der bliver serveret tomatjuice og skinkesandwich samt kaffe i krus. I dagens anledning åbner Castro en æske havanacigarer.

Vi kan ikke på noget tidspunkt tale højt, men må nøjes med at hviske. Vi er omgivet af militærkolonner til alle sider, siger Señor Castro, og soldaterne er optændt af det ene ønske at fange ham og hans folk. Under beretningen om, hvordan han samlede de få tilbageværende af de oprindelige 82 mænd omkring sig og holdt regeringsstyrkerne på afstand, mens unge mennesker kom til fra andre dele af Oriente, får man en fornemmelse af, at Castro nu er uovervindelig. Det er han muligvis ikke, men det er den overbevisning, han indgyder sine tilhængere. De har været i mange kampe og tilføjet modstanderne store tab, siger Señor Castro. Regeringsstyrkernes fly bomber dem dagligt; et fly passerer faktisk hen over os, men det fortsætter og kaster sine bomber højere oppe i bjergene.

»Vi har nu kæmpet i 79 dage, og vi er stærkere end nogensinde«, siger Señor Castro. »Soldaterne kæmper ikke godt; deres moral er lav, mens vores ikke kunne være højere. Vi dræber mange af dem, men når vi tager fanger, bliver de aldrig skudt. Vi afhører dem, taler pænt til dem, tager deres våben og udstyr og løslader dem så«, siger han.

»Det cubanske folk hører alt om Alegría (det var under slaget ved Alegría, at Batistas styrker dræbte næsten alle Castros mænd, red.) i radioen, men de hører eller læser aldrig et ord om os på grund af censuren. Du bliver den første, der fortæller dem det. Jeg har tilhængere over hele øen. Alle de bedste kræfter, særligt alle de unge, er med os. Det cubanske folk finder sig i meget, men ikke undertrykkelse«.
Jeg spørger ham til forlydenderne om, at han vil udråbe en revolutionsregering i Sierra-bjergene.

»Ikke endnu«, svarer han. »Tiden er ikke moden. Jeg giver mig til kende på det mest hensigtsmæssige tidspunkt. Ventetiden vil få det til at virke endnu stærkere, for lige nu er vi på alles læber. Vi er sikre på os selv«, siger han.

»Der er intet hastværk. Cuba er i krigstilstand, men Batista holder det hemmeligt. Et diktatur er nødt til at vise, at det er almægtigt, for ellers falder det; vi viser, at det er afmægtigt«.

Han fortæller med nogen bitterhed, at regeringen bruger våben, som USA har leveret, »mod hele det cubanske folk«.

»De har bazookaer, morterer, maskingeværer, fly og bomber«, siger han, »men vi er i sikkerhed her i Sierra-bjergene; de er nødt til at komme herud for at få ram på os, og det kan de ikke«.

Señor Castro kan en smule engelsk, men foretrækker at tale på spansk, hvilket han gør med en usædvanlig sproglig elegance. Han er en politisk, snarere end en militær tænker. Han har stærke holdninger til frihed, demokrati, social retfærdighed, behovet for at genindføre forfatningen og afholde valg. Han har også stærke meninger om økonomi, men dem ville en økonom kalde svagt funderede.
26. juli-bevægelsen taler om nationalisme, antikolonialisme, antiimperialisme. Det forhører jeg mig om hos Señor Castro. Han svarer: »I kan være sikre på, at vi ikke nærer noget fjendskab til USA eller det amerikanske folk«.

»Først og fremmest kæmper vi for et demokratisk Cuba og for at afskaffe diktaturet. Vi er ikke antimilitære; det er også derfor, at vi lader de tilfangetagne soldater gå. Der er intet had til hæren som sådan, for vi ved, at mændene er gode nok, og det samme er mange af officererne«, siger han. Batista har 3.000 mand i felten mod os. Af en indlysende grunde vil jeg ikke fortælle dig, hvor mange vi har. Han arbejder med enheder på 200 mand; vi opererer i grupper med 10-40 medlemmer, og vi vinder. Det er en kamp mod tiden, og vi har tiden på vores side«.

»De ved aldrig, hvor vi er«, siger han, mens gruppen rejser sig for at tage afsked, »men vi ved altid, hvor de er. Du har løbet en betydelig risiko ved at komme herud, men vi har hele området dækket af, og vi skal nok få dig sikkert ud igen«.

Det gjorde de også. Vi oplevede ingen problemer, da vi kørte tilbage gennem vejspærringerne til sikkerheden og så videre til Havana. Alle tror, at min kone og jeg blot var på fisketur i weekenden, og der var ingen, der blandede sig, da vi tog flyet til New York.      

Kilde: Politiken, oversættelse: Tonny Pedersen.