Cuba - utopi og virkelighed

Åbn undermenuer...

Kilder til invasionen i Svinebugten

John F. Kennedys tale den 20. april 1961, tre dage efter invasionen i Svinebugten

Her taget fra "John F. Kennedy's taler og kor­tere officielle ytringer". Berlingske Forlag 1964.

"Som så mange andre steder, hvor der kærnpes for frihed, er nyhederne fra den ulykkelige Ø blevet dårligere i stedet for bedre. Jeg har før understreget, at dette var cubanske patrioters kamp mod en cubansk diktator. Skønt det ikke kunne forventes, at vi skulle skjule vore sym­patier, har vi gentagne gange gjort det klart, at vort lands væbnede styrker ikke på nogen må­de ville intervenere.
Enhver ensidig amerikansk intervention, når der ikke er tale om et angreb udefra på os selv eller på en allieret, ville have været ufore­nelig med vore traditioner og vore internatio­nale forpligtelser. Men lad tiden vise, at vor tålmodighed ikke er uopslidelig. Skulle det no­gen sinde vise sig, at den interamerikanske doktrin om ikkeindblanding kun dækker over eller undskylder en ikkehandlingens politik hvis landene på vor halvkugle skulle svigte de­res forpligtelser til at hindre kommunistisk indtrængen udefra så ønsker jeg det klart for­stået, at vor regering ikke vil tøve med at dra­ge konsekvensen af sine primære forpligtelser over for vort lands sikkerhed...

Men Cuba angår ikke kun cubanerne, og sagen er ikke afsluttet for vort vedkommende med erklæringer om ikkeindblanding eller be­klagelse. Det er ikke første gang i ældre eller nyere historie, at en lille gruppe frihedskæm­pere har bundet an med totalitarismens styrker. Det er ikke første gang, kommunistiske tanks er rullet hen over tapre mænd og kvinder, der kæmpede for at genvinde deres fædrelands uafhængighed. Det er heller ikke på nogen må­de den sidste episode i den evindelige kamp mellem frihed og tyranni noget sted på jor­dens overflade, indbefattet Cuba...

Noget står i dag klart.

For det første er det klart, at man ikke skal undervurdere de kommunistiske kræfter, hver­ken på Cuba eller andre steder i verden. Poli­tistatens fortrin dens anvendelse af terror og massearrestationer til at hindre, at en fri afvi­gende meningsdannelse breder sig bør ikke overses af dem, der regner med, at enhver fa­natisk tyran vil falde. Den fare, der truer freden, vil blive ved at vokse, hvis de frie folks selvdisciplin ikke står mål med voldsherredømmets jernhårde disci­plin i den økonomiske, den politiske, den vi­denskabelige og enhver anden kamp såvel som i den militære kamp.

For det andet er det klart, at vort land sam­men med alle vor halvkugles frie lande grundi­gere og mere realistisk må undersøge truslen om fremmed kommunistisk intervention og domination på Cuba. Det amerikanske folk er ikke ligegyldigt over for tilstedeværelsen af jerntæppelandes tanks og fly mindre end 150 lem fra vore kyster. Men et land af Cubas størrelse er ikke i så høj grad en trussel mod vor eksistens, som det er arnested for forsøg på at underminere andre frie landes eksistens i vor verdensdel. Der er ikke først og fremmest vore interesser og vor sikkerhed, men deres, som nu i dag er i al­vorlig fare. Det er for deres skyld såvel som for vor egen, at vi må tilkendegive vore hensigter.

Kendsgerningerne er klare og timen er ved at rinde ud. Vi og vore latinamerikanske venner må se i øjnene, at vi ikke længere kan udsætte for alvor at tage stilling til spørgsmå­let om frihedens beståen her i vor hemisfære. I dette spørgsmål gælder, måske til forskel fra andre spørgsmål, intet mellemstandpunkt. Vi må sammen opbygge en verdensdel, hvor fri­heden kan blomstre, hvor ethvert frit land i til­fælde af angreb af enhver art udefra ved, at al­le vore ressourcer er rede til at imødekomme enhver anmodning om hjælp."

Rapport udarbejdet af general Lyman B. Kirkpatrick om Svinebugtinvasionen
1 1998 blev der frigivet en hidtil hemmelig­holdt rapport (fra oktober 1961) om Svine­bugtinvasionen. Af de 20 trykte eksemplarer blev de 19 destruerede af CIA, der frygtede, at det skulle komme til offentlighedens kend­skab, at CIA selv var skyld i, at invasionen blev en fiasko. Rapporten findes i sin fulde ud­strækning på Internet (http://www.se­as.gwu.edulnsarchive).

Sammendrag af evaluering
1. Ved evaluering af CIKs udførelse er det væsentligt at undgå straks at gribe til den forklaring, sorn mange personer har gjort: At præsidentens ordre om at aflyse luftan­greb på Ddagen var hovedårsagen til fias­koen.
2. En diskussion om denne ene afgørelse ville alene rejse dette spørgsmål: Hvis projektet havde været bedre udtænkt, bedre organi­seret, bedre udstyret med mandskab, og bedre styret, ville da netop dette spørgsmål nogen sinde være blevet forelagt præsiden­ten til afgørelse i det hele taget?...
3. Endvidere er det væsentligt at huske på den mulighed, at invasionen var dømt til fiasko på forhånd...
4. Den fundamentale årsag til katastrofen var CIAs svigt med hensyn til at give projek­tet, trods dets vigtighed og store mulighed for at skade De Forenede Stater, den top­behandling, som det krævede passende organisation, bemanding hele vejen igen­nem med højt kvalificeret personel, fuldtids ledelse og højeste kvalitetskontrol.
5. Utilstrækkelighed på disse vitale områder førte til pressioner og fordrejelser, som igen afstedkom talrige alvorlige operatio­nelle fejl og undladelser, til mangel på op­mærksomhed over for farer, der var under udvikling, til svigt med hensyn til at gribe til handling for at imødegå dem, og til al­vorlige vurderingsfejl. Der var svigt på højt niveau..."

"Konklusioner og forslag
1. Efter at have påbegyndt opbygningen af modstands og guerillastyrker i Cuba for­vandlede CIA drastisk projektet til noget, der hurtigt blev en åbenlys, militær operati­on. CIA svigtede ved ikke at anerkende, at efterhånden som projektet skred frem ud over stadiet for plausibelt dementi, over­steg det CIAs ansvar og også bureauets ev­ne.
2. CIA blev så opslugt af den militære opera­tion, at bureauet svigtede med hensyn til at vurdere chancerne for succes på realistisk vis. Endvidere svigtede det med hensyn til at holde de nationale beslutningstagere til­strækkeligt og realistisk underrettet...
3. Efterhånden som projektet voksede, redu­cerede CIA de landflygtige ledere til en sta­tus som marionetter og "stede derved chancen for at få dem til at deltage aktivt.
4. Bureauet undlod under rimelige favorable vilkår at opbygge og forsyne en mod­standsorganisation. Luft og bådoperatio­ner viste sig at være ringe.
5. Bureauet undlod at indsamle tilstrækkelig information om Castroregimets styrker og oppositionens omfang...
6. Projektet var dårligt organiseret. Komman­dolinjer og styring var ineffektive og ukla­re. Ledende stabsmedlemmer i CIA blev ikke udnyttet; luftstøtte forblev uafhængig af projektet; den store angrebsbases rolle var ikke klar.
7. Projektet var ikke hele vejen igennem ud­styret med folk af topkvalitet, og man ud­nyttede ikke folks ressourcer på bedst mu­lig måde.
8. Bureauet gik ind i projektet uden tilstræk­kelige aktiver med hensyn til både, baser, træningsfaciliteter, agentnet, spansktalende folk og lignende væsentlige ingredienser, der kunne gøre operationen succesfuld...
9. CINs taktiske planlægning og de operationelle planer blev aldrig klart skitseret... Der var gode ting i dette projekt. Meget af den leverede støtte var fremragende (for eksempel logistik og kommunikation). Nogle udførte fremragende arbejde. Mange mennesker på al­le niveauer bidrog tids og arbejdsmæssigt ud over, hvad man kunne forlange... Men det var ikke nok. Man må antage, at CIA på grund af bureau­ets erfaring i den cubanske operation aldrig igen vil engagere sig i en operation, som først og fremmest er en åbenlys militær indsats. Men før CIA påtager sig en anden større skjult politisk operation, må ' bureauet forbedre sin organisation og ledelse markant...."

Kilde: Bejder & Holt: Cubas historie fra Columbus til Castro. Gyldendal 1998.