Cuba - utopi og virkelighed

Åbn undermenuer...

Krisebeslutningen i Det Hvide Hus

Ted Sorensens beretning om krisebeslutningen i Det Hvide Hus.

Ted Sorensen var præsident Kennedys personlige rådgiver.

Kl. 11.45 [d. 16. okt.] begyndte mødet i kabinetsværelset. De personligheder, der var tilsagt til dette møde under præsidentens personlige ledelse, eller som deltog i de daglige møder, som fulgte efter, var de vigtigste medlemmer af det organ, der senere blev kaldt for Det nationale Sikkerhedsråds, Eksekutivkomité", 1415 mænd, der havde lidet til fælles ud over præsidentens ønske om at høre deres mening:

Udenrigsministeriet:
Udenrigsminister Dean Rusk, viceudenrigsminister George Ball, chefen for udenrigsministeriets afdeling for latinamerikanske anliggender, Edward Martin, stedfortrædende viceudenrigsminister Alexis Johnson og Llewellyn Thompson, der var særlig sagkyndig i russiske anliggender. (Indtil sin afrejse til sin nye post som ambassadør i Paris den næste aften deltog også Charles Bohlen).

Forsvarsministeriet:

Forsvarsminister McNamara, viceforsvarsminister Roswell Gillpatrick, afdelingschef i forsvarsministeriet, og general Maxwell Taylor (nyudnævnt formand for forsvarsledelsen).

CIA:
Den første dag vicechef Carter, derefter (efter sin hjemkomst til Washington) chefen, John McCone.

Andre:
Justitsminister Robert Kennedy, finansminister Douglas Dillon, samt præsidentens medarbejdere fra Det hvide Hus, Bundy og Sorensen. (I de første og de sidste møder i Det hvide Hus deltog endvidere vicepræsidenten og Kenneth O'Donnell. Andre, deriblandt Dean Acheson, Adlai Stevenson og Robert Lovett, deltog fra tid til anden, og seks dage senere føjedes vicechefen for USIA, Donald Wilson, til gruppen, hvor han repræsenterede den sygemeldte Edward R. Murrow).

Ved dette møde så jeg for første gang de afgørende foto- grafier, mens general Carter og hans fototydere gjorde nøje rede for beviserne. Næsten usynlige streger viste sig at være motorkøretøjsgrupper, ramper og missil-vogne, på hvilke der for nogles vedkommende var anbragt 25 meter lange raketter. De lignede små fodbolde på en fodboldbane", sagde præsidenten, og var knap nok synlige. Sovjetiske mellemdistanceraketter kunne, sagde Carter, nå mål på ca. 2000 kilometers afstand. Denne indbefattede her Washington, Dallas, Cape Canaveral, St. Louis og alle byer og SACs (det strategiske flyvevåbens) baser inden for denne afstand; man regnede med, at hele gruppen på 1624 raketter kunne være kampklar om to uger. Fotografierne viste ingen spor af, at der var oplagret kerneladninger i området, men ingen var i tvivl om, at de var der eller snart ville komme.

Præsidenten var alvorlig, men sikker. Hans første direktiv gik ud på, at der skulle foretages yderligere fotograferinger. Han gav udtryk for nationens taknemmelighed over for fotoflyverne og fototyderne for en fortrinlig indsats. Man konkluderede senere, at fotografierne fra slutningen af september måske kunne have givet i det mindste nogle antydninger af mistænkelig aktivitet over tre uger før, men dog ikke noget, der var tilstrækkelig klart til at overbevise OAS, vore allierede og verden om, at russerne var i færd med at opstille raketter. Kontrasten mellem billederne af 29. august og 14. oktober viste, at raketterne var blevet bragt meget hurtigt frem og næsten samlet siden deres ankomst medio september. Amerikansk rekognoscering og fototydning havde gjort et fortrinligt arbejde ved at finde dem, før de var kampklare, men flere fotografier var nødvendige øjeblikkelig, sagde præsidenten. Vi måtte have vished vi måtte have et materiale, der var så overbevisende som overhovedet muligt og vi måtte vide, hvad der bortset herfra foregik på øen. En af deltagerne sagde, at man endog var nødt til at sikre sig mod, at der kunne være tale om et gigantisk bluffnummer. Der blev beordret daglige flyvninger, som dækkede hele Cuba.

Kennedys andet direktiv bestod i at bede de tilstedeværende om at sætte alt andet arbejde til side for at udarbejde en omgående og dybtgående analyse af de eksisterende farer og alle mulige handlemåder da det var tvingende nødvendigt at handle...

Præsidentens tredje direktiv pålagde os alle den mest absolutte tavshedspligt, indtil både kendsgerningerne og vor reaktion kunne bekendtgøres. Han understregede, at enhver offentliggørelse i utide ville kunne fremskynde et sovjetisk skridt eller sætte panik i den amerikanske offentlighed, inden vi var klar til at handle...

Efterhånden som ugen skred frem, viste flyverfotografernes og fototydernes utrættelige arbejde, at det hastede endnu mere med at nå til en afgørelse. Der blev opdaget flere standpladser for mellemdistanceraketter, i alt seks. De var, som præsidenten sagde, nu også til at se af andre end de snedigste eksperter. Anlægget af baserne var skredet frem med et sådant tempo i disse få dage, at der ikke kunne være tvivl om, at russerne agtede at have dem operationsklare langt tidligere, end vi havde regnet med om tirsdagen. De tusinder af meter film, der blev taget af øen over hvilken der nu daglig blev foretaget sekssyv flyvninger afslørede udgravninger for tre langdistanceraketter. Disse, der havde en rækkevidde På 3500 kilometer, ville, når de var færdige i december, kunne nå praktisk taget et hvilket som helst punkt på De forenede Staters fastlandsterritorium. Også ved disse standpladser var marker og skovområder, der var fotograferet tidligere, pludselig blevet omdannet til et kompleks af veje, teltlejre, materiel og byggearbejder, der alt sammen var fuldt bemandet med og nøje bevogtet af rent sovjetisk personel.

Bevidstheden om, at tiden ilede, beherskede vore drøftelser og fik vore møder til at vare til langt ud på natten. De forcerede U-2 flyvninger havde åbenbart ikke vist russerne, at vi havde opdaget, hvad der var i gære. Men vi måtte formulere og erklære vor stilling, sagde præsidenten, før de blev klar over, at vi vidste besked, før sagen sivede ud til offentligheden, og før raketterne blev kampklare.

Den russiske erklæring af 11. september gik ud på, at enhver amerikansk militær aktion mod Cuba ville udløse en krig med kernevåben. Hvad ville Khrushchev gøre, hvis vi bombede raketbaserne eller blokerede øen eller foretog invasion? Hvad ville vi derefter gøre, og hvad ville atter hans reaktion blive? Det var disse spørgsmål, vi stillede i denne uge. Blandt de steder, der var opført som mulige mål for russisk gengældelse, var Vestberlin (nr. i på alles lister og derfor henvist til behandling i et særligt underudvalg af vor gruppe, nedsat af præsidenten); Tyrkiet (fordi vore udsatte Jupiterraketter i dette land sandsynligvis ville blive ligestillet med de russiske raketter i Cuba); Iran (hvor russerne havde en taktisk fordel, der kunne sammenlignes med vor i Det caribiske Hav, og længe havde ønsket at få magten); Pakistan, Skandinavien og Italien. Vi kunne heller ikke indskrænke vore bekymringer blot til en sovjetisk gengældelse. Castro, der ikke var bekendt for at reagere særlig besindigt, kunne finde på at beordre et angreb på Guantánamo eller Florida, eller på de fly eller skibe, vi anvendte. Han kunne også finde på at beordre henrettelse af fangerne fra Svinebugten. Meddelelsen i denne uge om, at det kommunistiske Kina havde angrebet Indien, fik os til at spekulere på, om dette var en tilfældighed, eller om et helt system af krigeriske begivenheder ville omslutte Formosa, Korea og den indokinesiske halvø. Den værste mulighed af alle var, at russerne af en tilsvarende analyse af foranstaltninger og modforanstaltninger, set fra deres synspunkt kunne drage den slutning, at en total krig var uundgåelig, og derefter ville foretage et præventivt kernevåbenangreb mod De forenede Stater for at sikre sig, at de ramte os først.

At Khrushchev allerede havde begået én stor fejlregning ved at tro, at han ville kunne slippe godt fra at placere raketter i Cuba øgede faren for, at han ville begå flere. Vore forudsigelser om, hvad der ville ske, formørkedes yderligere af den russiske ministerpræ-sidents kendte tilbøjelighed for overraskelse, af vanskeligheden ved at bremse et crescendo, hvis det én gang var begyndt, og af muligheden for, at han bevidst prøvede på at provokere os til et angreb på Cuba, for at dette skulle lette hans aktion mod Berlin (ganske som Suezinvasionen i 1956 havde forvirret oppositionen mod hans undertrykkelse af Ungarn). Vi fremsatte alle de argumenter, der adskilte Cuba fra Vestberlin eksempelvis at denne by ikke var basis for strategiske våben, og at De forenede Stater havde foreslået en folkeafstemning under international kontrol for at konstatere borgernes ønsker men vi tvivlede på, at sådanne sondringer ville gøre indtryk på russerne.

Vi kunne end ikke være sikre på, at sondringerne ville gøre indtryk på vore allierede. Vesteuropa var uinteresseret i Cuba og syntes, at vi var alt for ængstelige i så henseende. Disse lande havde længe vænnet sig til at leve side om side med sovjetiske raketter. Ville de give støtte til, at vi løb risikoen for en verdenskrig, eller for et angreb på NATOmedlemmet Tyrkiet, eller et angreb på Vestberlin, fordi vi nu havde fået en snes fjendtlige raketter ind på livet? Og ville ikke enhver splittelse i Alliancen svække både vor position i Cubaspørgsmålet og vort forsvar af Berlin? På den anden side: hvis vi undlod at reagere, ville dette da ikke bekræfte den frygt, der føltes af de Gaulle og andre, for, at man ikke kunne stole på, at De forenede Stater ville imødegå trusler, der lå endnu længere fra vore kyster? Også undladelse af at rådføre sig med dem kunne svække deres støtte, men samtidig ville en rådslagning med de uundgåelige lækager, uoverensstemmelser og forsinkelser svække var handlen. Situationen forekom endnu værre i Latinamerika, hvor ikkeinterventionen fra De forenede Staters side var en religion, men forsømmelse af at intervenere ville resultere i en Castrokommunistisk tendens.

Præsidenten bad Rusk udarbejde en analyse af mulige allierede reaktioner, og udenrigsministeren gjorde rede for den på mødet onsdag eftermiddag i sit ministerium. Han understregede, at vore ræsonnementer måtte være overbevisende, og at vor reaktion måtte byde russerne en udvej, men at de omtalte problemer stadig ville bestå. Da han var færdig, spurgte jeg: Siger De dermed i realiteten, at hvis vi handler med styrke, vil de allierede og latinamerikanerne vende sig mod os, og at hvis vi handler med svaghed, vil de vende sig bort fra os?" Det passer så nogenlunde," svarede Rusk.

Hovedparten af vor tid fra tirsdag til fredag blev tilbragt i George Balls mødelokale med at gennemgå alle de mulige handlemåder, sådan som præsidenten havde ønsket, og at forberede materiale til at underbygge dem med: foreslåede tidstabeller, udkast til budskaber og depecher, militære overslag og forudsigelser vedrørende russisk og cubansk reaktion. Til at begynde med syntes mulighederne at dele sig i seks kategorier, af hvilke nogle kunne kombineres:

1. Intet at foretage sig.
2. Lægge diplomatisk pres på og advare Rusland. Mulige løsninger indbefattede en appel til FN eller OAS om et inspektionshold, eller en direkte henvendelse til Khrushchev, måske på en topkonference. Fjernelse af vor raketbase i Tyrkiet til gengæld for fjernelse af de cubanske raketter blev også nævnt i vore senere drøftelser som en mulighed, Khrushchev sandsynligvis ville foreslå, hvis vi ikke gjorde det.
3. Foretage en hemmelig henvendelse til Castro, bruge det middel til at skille ham fra russerne og sige til ham, at alternativet ville være hans øs kapitulation, og at russerne ville prisgive ham.
4. At iværksætte indirekte militær aktion i form af blokade, måske ledsaget af øget luftovervågning og advarsler. Mange former for blokade blev overvejet.
5. Foretage et luftangreb udelukkende rettet mod raketterne eller mod andre militære mål, med eller uden forudgående varsel. (Andre militære midler til direkte likvidering af raketterne blev diskuteret at bombardere dem med hagl, som ville bevirke, at de svigtede ved affyringen, men uden tab af menneskeliv, eller pludselig landsætning af faldskærmstropper eller guerillastyrker men ingen af disse løsninger blev anset for gennemførlig).
6. Iværksætte en invasion eller som en af de førende talsmænd for denne løsning udtrykte det: Invader og fjern Castro fra Cuba.

Andre hermed beslægtede dispositioner blev overvejet såsom at proklamere national krisetilstand, sende en særlig udsending til Khrushchev eller bede Kongressen om en krigserklæring til Cuba (foreslået som middel til at opnå allieret støtte og som legal basis for blokade, men ikke betragtet som væsentligt for nogen af delene).

Denne diskussion ... rettede i stigende grad opmærksomheden mod blokadeløsningen. De fleste af karrierediplomaterne i vor gruppe havde til at begynde med været tilhængere af blokadeløsningen, omend nogle havde foretrukket at afvente Khrushchevs reaktion på et brev, før man besluttede, hvilke militære skridt vi skulle tage. Da der blev enighed om at undlade at forsøge at øve politisk eller militært tryk, før man skred til militær aktion, og ligeledes om, at et kirurgisk" luftangreb var en umulighed, drejede opfattelsen om torsdagen hen imod blokadetanken. Opfattelsen var på ingen måde enstemmig talsmændene for et stort luftangreb var stadig talrige men blokadealternativet var i færd med at vinde indflydelsesrige tilhængere.

Til at begynde med havde der kun været ringe stemning for en blokade. ... Løsningen forekom næsten betydningsløs over for problemet om raketterne, idet man herved ikke fik disse væk fra Cuba og fordi planen heller ikke syntes at kunne forsvares over for mange maritime allierede, der var følsomme i spørgsmålet om havenes frihed. Blokade var et ord, der associeredes så nøje med Berlin, at det næsten garanterede en ny Berlinblokade som russisk reaktion. Både vore allierede og verdensopinionen ville da give De forenede Stater skylden og pånøde parterne en løsning, bestående i ophævelse af begge blokader på samme tid, hvorved intet ville være opnået.

Dertil kom, at en blokade havde mange af de med et luftangreb forbundne mangler. Hvis russiske skibe ignorerede den, ville amerikanske styrker blive nødt til at affyre det første skud og derved provokere til russisk aktion andetsteds med ubåde mod vore skibe i dette eller andre farvande, med blokade af vore oversøiske baser, eller med en alvorligere militær aktion mod Berlin, Tyrkiet, Iran eller de andre kritiske punkter, der er nævnt. Ifølge en af de fremsatte anskuelser kunne både Khrushchev og De forenede Stater lade, som om et luftangreb på Cuba ikke angik Sovjetunionen, men en blokade mod sovjetiske skibe var en direkte udfordring, som han ikke kunne stikke hovedet i busken for. Og hvis Castro mente, at en blokade effektivt afskar ham fra omverdenen, kunne han i desperation eller for at involvere sovjetisk hjælp finde på at angribe vore skibe, Guantánamo eller Florida.

Vi kunne end ikke være sikre på, at blokadeløsningen var mulig for os. Hvis vi ikke opnåede to tredjedeles flertal i OAS hvilket i bedste fald forekom tvivlsomt ville både allierede, neutrale og modstandere kunne betragte blokaden som ulovlig, som en krænkelse af både FNs pagt og af folkeretten. I så tilfælde kunne de føle sig berettigede til at trodse den. Et medlem af gruppen advarede mod de komplikationer, der ville kunne opstå i spørgsmålet om søforsikring og erstatningskrav ved en ulovlig blokade.

Men den største enkelte mangel ved en blokade i sammenligning med luftangrebet var tiden. I stedet for at stille Khrushchev og verden over for et fait accompli betød den en langvarig og pinefuld fremgangsmåde, hvis virkning var uvis, og hvis varighed var ubestemt. Foruden at den gjorde det muligt for raketterne at blive kampklare, ville den udsætte os for modtrusler fra Khrushchevs side, give ham en propagandafordel, fremkalde frygt og protester og demonstrationer over hele verden, bringe latinamerikanske regeringer til fald, gøre det muligt for Castro at proklamere, at han ville henrette to fanger fra Svinebugten for hver dag blokaden vedvarede, opmuntre FN eller OAS eller vore allierede til at lægge pres på os om at gå til forhandlingsbordet, og på alle disse måder gøre det vanskeligere at foretage et senere luftangreb, hvis raketterne forblev på øen. Vort eget folk ville blive skuffet og splittet, alt mens spændingen voksede. En af tilhængerne af et luftangreb, en republikaner, rakte mig en seddel over bordet:

"Ted har du overvejet den meget reelle mulighed, at hvis vi giver Cuba lov til at fuldføre anlæg og kampberedskab af raketbaser, vil det næste Repræsentanternes Hus sandsynligvis få republikansk majoritet? Dette ville totalt lamme vor evne til at reagere fornuftigt og konsekvent på yderligere sovjetiske skridt."

Kilde: Inger Bertelsen og Karl Jacobsen: Kilder til belysning af Cuba krisen 1962. Gyldendal 1971.