Cuba - utopi og virkelighed

Åbn undermenuer...

Khrushchevs andet brev til præsident Kennedy

Brev fra ministerpræsident Khrushchev til præsident Kennedy d. 27. okt. (kaldet det andet brev")

Jeg har med stor tilfredshed studeret Deres svar til Mr. U Thant om foranstaltninger til at undgå kontakt mellem vore skibe og derved undgå uoprettelige, skæbnesvangre konsekvenser. Dette fornuftige skridt fra Deres side overbeviser mig om, at De viser omsorg for fredens bevarelse, og jeg noterer dette med tilfredshed.

Jeg har allerede sagt, at vort folks og vor regerings og min egen personlige interesse som formand for ministerrådet er at udvikle vort land og give det en værdig plads blandt verdens folk i økonomisk kappestrid, virke for kulturen og kunsten og forbedring af menneskenes levestandard. Dette er det mest ophøjede og nødvendige felt for konkurrence, der vil være til gavn for både taber og vinder, da resultatet deraf er fred og forøgelse af de hjælpekilder, ved hjælp af hvilke mennesket lever og opnår glæde.

I Deres henvendelse skrev De, at det vigtigste mål ikke blot ligger i at nå til enighed og tage skridt til at undgå kontakt mellem vore skibe og en deraf følgende skærpelse af krisen, der vil kunne udløse en militær konflikt, hvorefter alle forhandlinger ville være overflødige, fordi andre love og kræfter vil træde i kraft - krigens love. Jeg er enig med Dem i, at dette kun er et første skridt. Det afgørende er at normalisere og stabilisere situationen i verden mellem stater og mellem mennesker.

Jeg forstår Deres omsorg for De forenede Staters sikkerhed, hr. præsident, fordi dette er præsidentens pligt. Disse spørgsmål indtager imidlertid også en ledende plads i vore tanker. De samme forpligtelser påhviler mig som formand for det sovjetiske ministerråd. De har været bekymret over, at vi bistår Cuba med våben, der er beregnet på at styrke dets forsvarsevne - netop dets forsvarsevne - fordi Cuba, uanset hvilke våben det har, ikke vil kunne sammenlignes med Dem, som følge af de forskellige dimensioner, og navnlig da i betragtning af de moderne udryddelsesmidler.

Vort formål. har været og er at hjælpe Cuba, og ingen kan bestride det humane i vore motiver, der tilsigter at gøre det muligt for Cuba at leve i fred og udvikle sig i overensstemmelse med sin befolknings ønske. De ønsker at befri Deres land fra fare, og dette er forståeligt. Cuba ønsker imidlertid det samme for sit vedkommende. Alle lande ønsker at befri sig fra fare. Men hvordan må ikke vi, Sovjetunionen og vor regering, vurdere Deres handlinger, der i realiteten er ensbetydende med, at De har omgivet Sovjetunionen med militære baser, omgivet vore allierede med militære baser, etableret militære baser bogstavelig talt rundt om vort land og anbragt Deres raketter på dem? Dette er ingen hemmelighed. Deres raketter er stationeret i Storbritannien og Italien og rettet ind mod os. Deres raketter er stationeret i Tyrkiet.

De er bekymret over Cuba. De siger, at dette land bekymrer Dem, fordi det ligger kun 140 kilometer fra De forenede Staters kyst. Tyrkiet ligger imidlertid lige ved siden af os. Vore skildvagter går frem og tilbage og ser på hinanden. Mener De, at De har ret til at kræve sikkerhed for Deres land og fjernelse af sådanne våben, De betegner som offensive, medens De ikke anerkender den samme ret for os?
De har stationeret ødelæggende raketvåben, som De kalder offensive, i Tyrkiet, bogstavelig talt ved siden af os. Hvordan rimer anerkendelsen af vore ligelige militære muligheder med så ulige forhold mellem vore store lande? Det rimer slet ikke.

Det er godt, hr. præsident, at De samtykkede i, at vore repræsentanter skal mødes og påbegynde forhandlinger, åbenbart med deltagelse af FNs fungerende generalsekretær, U Thant. Han påtager sig følgelig i nogen grad rollen som mægler, og vi mener, at han kan forvalte dette ansvarsfulde hverv, forudsat naturligvis at begge parter i denne konflikt viser god vilje.

Jeg tror, at man hurtigt vil kunne afblæse konflikten og normalisere situationen. Folk vil da drage et lettelsens suk og mene, at de statsmænd, som bærer ansvaret, tænker nøgternt, erkender deres ansvar og har evne til at løse komplicerede problemer og ikke lader tingene udvikle sig til en katastrofal krig.
Derfor stiller jeg dette forslag: Vi går ind på at fjerne de våben fra Cuba, som De anser for at være offensive. Vi går ind på at gøre dette og på at vedstå denne forpligtelse i De forenede Nationer. Deres repræsentant fremsætter en erklæring om, at De forenede Stater på deres side vil fjerne deres tilsvarende våben fra Tyrkiet. Lad os nå til en forståelse om, hvor lang tid De og vi behøver for at gennemføre dette.

Derefter vil repræsentanter for FNs Sikkerhedsråd på stedet kunne kontrollere opfyldelsen af disse forpligtelser. Det er naturligvis nødvendigt, at Cubas og Tyrkiets regeringer tillader disse repræsentanter at komme til deres lande og kontrollere opfyldelsen af de forpligtelser, hver part påtager sig. Det vil tydeligt nok være bedst, hvis disse repræsentanter nyder tillid hos både Sikkerhedsrådet: og os - De forenede Stater og Sovjetunionen - foruden Tyrkiet og Cuba. Jeg tror, at det ikke vil være vanskeligt at finde personer, som nyder alle interesserede parters agtelse.

Da vi har påtaget os denne forpligtelse for at give tilfredsstillelse og håb til Cubas og Tyrkiets folk, og for at forøge deres tillid til deres sikkerhed, vil vi fremsætte en udtalelse i Sikkerhedsrådet gående ud på, at sovjetregeringen afgiver en højtidelig forsikring om at respektere Tyrkiets grænser og suverænitet, ikke at blande sig i dets indre anliggender, ikke at foretage invasion i det og ikke at gøre dets territorium disponibelt som place d'armes for sådan invasion, og at vi også vil holde dem tilbage, der ville tænke på at iværksætte aggression mod Tyrkiet enten fra sovjetisk territorium eller andre staters territorium, som grænser op til Tyrkiet.

Den amerikanske regering vil da fremsætte samme erklæring i Sikkerhedsrådet med hensyn til Cuba. Den vil erklære, at De forenede Stater vil respektere integriteten af Cubas grænser, dets suverænitet, forpligte sig til ikke at foretage invasion og ikke at stille sit territorium til rådighed som place d'armes for en invasion i Cuba, og at den også vil holde dem tilbage, der ville tænke på ar iværksætte aggression enten fra amerikansk territorium eller andre staters territorium, som grænser op til Cuba. Herom må der selvsagt træffes aftale mellem Dem og os og om en eller anden frist. Lad os enes om at give nogen tid, men ikke at forhale sagen totre uger, ikke mere end en måned.

De våben på Cuba, som De har omtalt, og som De siger foruroliger Dem, er i hænderne på sovjetiske officerer. En hvilken som helst ikkeplanmæssig anvendelse af dem, til skade for De forenede Stater, er derfor udelukket. Disse militære midler er stationeret i Cuba efter anmodning fra den cubanske regering og kun med defensive formål. Hvis der ikke sker invasion i Cuba eller angreb på Sovjetunionen eller andre af vore allierede, truer disse våben selvsagt ingen og vil ingen true, for de har ikke offensive mål.

Hvis De, hr. præsident, går ind på mit forslag, vil vi begge sende vore repræsentanter til New York, til De forenede Nationer, og give dem udtømmende instruktioner om at nå til enighed tidligere. Hvis også De vil udpege Deres folk og give dem de fornødne instruktioner, kan dette problem løses hurtigt.

Hvorfor vil jeg gerne se dette ske? Fordi hele verden er opskræmt og venter fornuftige reaktioner af os. Den største glæde for alle verdens folk ville være en meddelelse om, at vi er blevet enige, at vi har kvalt den krise, der er opstået, i fødslen. jeg tillægger en sådan forståelse stor vigtighed, fordi den vil kunne være en god begyndelse og specielt lette en aftale om forbud mod kernevåbenforsøg.

Kernevåbenforsøgsproblemet vil kunne løses samtidig, om end de to problemer ikke kan kædes sammen, da de er af forskellig art. Det er imidlertid vigtigt at nå til en forståelse vedrørende begge disse problemer for at give menneskene en god gave og lade dem glæde sig over meddelelsen om, at man også er nået til enighed om forbud mod kernevåbenforsøg, og at der følgelig ikke vil ske yderligere forurening af atmosfæren. Deres og vore standpunkter i dette spørgsmål er meget nær ved hinanden.

Alt dette vil muligvis tjene som en god tilskyndelse til at søge gensidigt acceptable aftaler også i andre stridsspørgsmål, om hvilke der sker meningsudveksling os imellem. Disse problemer er endnu ikke blevet løst, men de tiltrænger en hurtig løsning, der vil rense den internationale atmosfære. Hertil er vi rede.

Kilde: Inger Bertelsen & Karl Jacobsen: Kilder til belysning af Cuba krisen 1962. Gyldendal 1971.