Cuba - utopi og virkelighed

Åbn undermenuer...

Tekster til Helms-Burton loven

Uddrag fra Anne M. Sørensen: FIDEL.

Jyllands-Postens Forlag 2007, side 303-304.

I den ophedede stemning havde Clinton ikke noget valg. Han underskrev den såkaldte Helms-Burton lov, som han hidtil havde valgt at ignorere, fordi den ville medføre store konflikter i USAs udenrigspolitik. Initiativtagerne til lovforslaget var atter CANF, men det blev fremført af de republikanske senatorer Jesse Helms og Dan Burton, der således effektivt umuliggjorde enhver normalisering af forholdet mellem Cuba og USA.

Helms-Burton loven stillede som betingelse for en normalisering, at der skulle ske et systemskifte i Cuba, men det var en biting i den større sammenhæng. Først og fremmest havde loven til hensigt at påtvinge hele verden den amerikanske blokade af Cuba. Det skulle ske ved at straffe ethvert land og enhver udenlandsk virksomhed, der handlede med Cuba, lige som det blev enhver international pengeinstitution forbudt at yde kredit til Fidel Castros regering.

Ydermere blev det tilladt alle amerikanske statsborgere, at de kunne føre retssag mod virksomheder fra tredjelande, der opererede på tidligere amerikansk ejet jord eller ejendomme i Cuba. Og endelig blev det fastslået ved lov, at USA kunne nægte indrejse til aktionærer, virksomhedsledere samt deres familiemedlemmer, hvis de var tilknyttet en udenlandsk virksomhed, der havde adresse på en amerikansk ejendom, som var blevet eksproprieret efter revolutionen. Dette omfattede også ejendom ejet af eksilcubanere, som havde fået amerikansk statsborgerskab.   
Ingen lande havde tidligere fået så hård en behandling, selv ikke Libyen, Iran eller Irak, der også var underlagt sanktioner. HelmsBurton loven var et brud på ånden i alle internationale handelsregler og en eklatant indblanding i alle andre landes lovgivning, hvad der da heller ikke blev vel modtaget af resten af verden.

En rasende canadisk regering indførte straks en lov, der forbød landets egne virksomheder at følge anden lovgivning end dencanadiske, og det samme gjorde Storbritannien og Mexico. EU indbragte sagen for verdenshandelsorganisationen WTO, og både FN, OAS og Rio-gruppen protesterede på det kraftigste.
Det amerikanske skridt udløste også en bølge af sympati for Cuba, der senere samme år fik 137 lande mod 3 til at stemme med Cuba mod blokaden i FNs generalforsamling, mens resten afstod fra at stemme. For hvert år blev der flere, der fordømte blokaden, og i år 2000 var det 166 ud af 189 lande, der støttede Cuba. Kun Israel og Marshalløerne stemte med USA.

Den omstridte lov var helt åbenlyst ikke beregnet på at demokratisere Cuba. I realiteten blev Cuba igen et potentielt amerikansk protektorat, hvor et overvæl-dende antal tidligere mafiosi og deres arvinger til enhver tid har fortrinsret til cubansk jord, når det bliver muligt.

For i det tidligere feudale Cuba var ikke mange store jordejere kommet ærligt til deres ejendomme. Som Fidel Castros egen far, Don Angel, havde de oftest benyttet trusler, korruption eller vold for at erhverve sig de jorder, der nu skulle tilfalde deres efterkom-mere, ifølge HelmsBurton.

Desuden kan den til enhver tid siddende præsident i USA ikke bare ophæve loven, da den altid skal til afstemning i Kon­gressen. Men præsidenten kan suspendere dele af den, hvad Clinton også jævnligt gjorde, men den eksisterer og fungerer der­ med reelt som en trussel over for lande, der ikke er enige i USA's Cuba-politik.

Blokaden er slet og ret en forbrydelse

Anne M. Sørensen, Havana. Politiken 7. maj 2006. 

I Cuba er der stor forargelse over USA's handelsblokade - og især over, at den også forhindrer andre landes virksomheder i at handle med Cuba.

USA's handelsblokade mod Cuba har siden 1961 kostet østaten lige knapt 500 milliarder kroner. Det er i hvert fald, hvad det cubanske udenrigsministerium selv har regnet sig til, og beløbet vil stå i den årlige rapport, som Cuba for 15. gang afleverer til FN i løbet af sommeren.

»Blokaden er slet og ret en forbrydelse«, fastslår chefen for det cubanske handelsministeriums politiske afdeling, María de la Luz B'Hamel. Hun møder os i ministeriet protokolværelse, og efter at vi har beundret udsigten over Havanas turkisblå bølger og vederkvæget os ved den obligatoriske søde mundfuld kaffe, sætter hun sig tilbage i stolen og er klar.

»Ikke bare er vi udsat for en økonomisk krig fra USA's side, og den svier. Krigen er også gjort eksterritorial, i og med at andre landes virksomheder heller ikke må handle med os. Det er en helt uhørt situation i historien«, siger hun.

María de la Luz B'Hamel taler om den såkaldte Torricelli-lov, der forbyder amerikanskejede virksomheder i hele verden at handle med Cuba. Den har blandt andet ramt danske Radiometer, der i 2004 blev købt af virksomheden Donaher. Den gælder også danske Sabroe, der i 2004 mistede en cubansk ordre på 14 kølekompressorer til en værdi af 340.000 dollar. Det skete, da selskabet blev købt af amerikanske York, som straks annullerede ordren til Cuba.

Mærsk-skibe ramt
Og loven rammer A.P. Møller - Mærsk, fordi Torricelli-loven forbyder handelsskibe at anløbe amerikanske havne seks måneder efter, at de har besøgt Cuba.

»Med en stigende globalisering, hvor lokale virksomheder bliver købt af multinationale, er det hver dag sværere for os at finde handelspartnere«, erkender hun.

Den sektor, som blokaden rammer allerhårdest, er Cubas store stolthed, sundhedssektoren. Det er især de kostbare apparater, der bruges i behandlingen af syge cubanere, det er svært at skaffe, og lederen af sundhedsministeriets internationale afdeling, Antonio Gonzalez, er bevæbnet med årets spritnye FN-rapport, da vi møder ham. Den overdrages til FN i juli.

Blandt mange eksempler nævner han, at Cuba forsøgte at skaffe et apparat til nyresyge børn.
Sundhedsministeriet kontaktede det amerikanske firma Baxter, der producerer dialyseapparatet. Men fik afslag.

»Børnene dør, hvis de ikke kommer i den behandling, og vi har lige nu 30 børn, hvis tilstand er meget kritisk«, siger han. Cuba forsøgte også at købe udstyr til nyretransplantationer, og det produceres kun i
USA. Afslag igen.

Nej til aids-medicin
Cuba har også fået afslag fra virksomheden Gilead Sciences i USA på at købe medikamentet Tenofovir  til aids-patienter og endte med at købe produktet i Indien.

»Uanset hvad vi gerne vil købe, må vi til Europa eller Asien. Produkterne er ofte lige så gode, men de koster tit mere, og transporten er langt dyrere. Desuden er ventetiden for lang for akut syge patienter«, siger han.

Gonzalez kan blive ved, og det er ikke så underligt, for bare hans eget ministeriums eksempler fra sundhedssektoren fyldte sidste år 16 A4-sider i Cubas rapport til FN. I år er de nye eksempler lige så mange, oplyser han.

Coca-Cola har adgang
Med så stram en blokade kan det undre, at Cubas butikker er fyldt med Coca-Cola, Sprite og Fanta. Men det skyldes dels, at de amerikanske læskedrikke fremstilles bl.a. i Mexico, dels, at blokaden faktisk blev en smule lempet i 2000, da det amerikanske senat til præsident Bushs fortrydelse besluttede, at fødevarer kunne sælges i begrænset omfang til Cuba. Den vedtagelse kom efter pres fra USA's erhvervsliv, der gerne vil af med blokaden. Kravet er dog, at Cuba betaler kontant og forud for varerne. Sådan er det stadig.
María de la Luz B'Hamel og Antonio Gonzalez er enige om, at Den Europæiske Union har vist sig svag over for USA og groft svigtet sine egne principper.

»Som altid bøjer EU sig for presset fra USA. Det er efterhånden kun at forvente, men det er alligevel underligt, at unionen ikke engang vil forsvare sine egne virksomheder. Det tjener jer overhovedet ikke til ære«, siger Antonio Gonzalez.

USA's love gælder også i Danmark

Anne M. Sørensen, Havana. Politiken 7. maj 2006.

Den amerikanske handelsblokade mod Cuba rammer landet hårdt på dets ellers så berømte sundhedssystem. Da det danske firma Radiometer blev købt af et amerikansk selskab, måtte det stoppe sin omfattende eksport af hospitalsudstyr. Det går blandt andet ud over hjertesyge børn på William Soler Hospitalet.

Hun er bare en lillebitte baby på fire måneder, som ligger helt ubevægelig i en stor hospitalsseng. Hendes hud er mørk og glat, og små fine hår stikker ud under en rød strikhue. Men vi kan kun betragte den tavse, lille bylt gennem en glasrude, for hun er meget syg. Det er hjertet, der ikke fungerer, som det skal.
I Cuba bliver hvert år født omkring 600 børn med hjertefejl. De bliver behandlet på børnehospitalet William Solers hjerteafdeling i Havana, hvor lægerne kæmper for deres liv. Men arbejdet foregår  i stor frustration, for USA's 45-årige handelsblokade mod Cuba gør det hele tiden sværere at købe de apparater og den medicin, der er brug for til at helbrede børnene.

Lige nu gælder lægernes frustration, at den særlige opløsning, der benyttes til afdelingens blodgasmåler, er ved at slippe op. Blodgasmåleren er fremstillet af det danske firma Radiometer, der har solgt hospitalsudstyr til Cuba i 35 år. Men i 2004 blev Radiometer købt af den amerikanske virksomhed Donaher. Dermed blev det danske firma omfattet af USA's såkaldte Torricelli-lov, som siden 1992 også har forbudt udenlandske filialer af amerikanske virksomheder at eksportere til Cuba.

»Det er en ulykkelig situation, for vi har næsten ikke mere opløsning tilbage og kan ikke købe mere på grund af handelsblokaden. Det betyder, at vi ikke længere vil kunne benytte blodgasmåleren, og en ny koster rigtig mange penge«, fortæller afdelingens leder, hjertespecialisten dr. Eugenio Selman.

Havana-kontor lukket
Radiometer har lukket sit kontor i Havana, og dermed har Cuba mistet adgangen til at købe både opløsning og reservedele til alle de Radiometer-apparater, der står rundt om på Cubas hospitaler.
Ifølge Cubas sundhedsministerium drejer det sig om flere hundreder, og tabet af netop de danske apparater koster den cubanske stat 200.000 dollar om året, oplyser ministeriet til Politiken.
For mange af apparaterne virker simpelthen ikke længere, og derfor er man nødt til at købe nye af andre lande. De er dyrere, og leveringstiden er lang.

Desuden skal personalet genoptrænes i brugen af nyt udstyr, forklarer Pincho, der er hjerteafdelingens tekniker. »Som regel er det kun småting, der er i vejen med Radiometers apparater. En membran er gået i stykker eller en elektrode. Det er nemt at reparere, hvis man har reservedelen. Det har vi bare ikke«, siger Pincho, som i øvrigt kun har ros tilovers for den danske virksomheds udstyr. »Det er klart de bedste på markedet og kan sagtens holde i 20 år. Altså med reservedele til rådighed«, beretter han.
Den blodgasmåler, som nu mangler opløsning, blev leveret af Radiometer, kort før virksomheden blev overtaget af Donaher. Den skulle altså kunne holde mange år endnu. Men kun med den opløsning, som ikke kan købes andre steder end hos Radiometer.

Dr. Selman er en ildsjæl, om hvem det siges, at han altid er i godt humør. Han opererer selv hver eneste morgen, og kun når han mister et barn, sænker mørke skyer sig over hans lyse sind, fortæller hans personale.

Han indrømmer, at det piner ham, når den afdeling,  han er så stolt af, ikke fungerer optimalt. I det socialistiske Cuba er sundhedssystemet landets stolthed, fordi det er gratis, og indtil 1990 kunne hospitalet operere alle hjertesyge børn. Det betød dengang 537 operationer om året. I dag er afdelingen nede på omkring 300, fordi udstyret ikke er til rådighed. Hundredvis af små, syge børn står på den lange venteliste.

»Det er selvfølgelig ikke kun Radiometers udstyr, vi ikke kan få. Men det er blandt andet det udstyr, der er vigtigt«, forklarer han, mens han viser rundt på de nymalede, lysegrønne gange, hvor tegninger af farvestrålende dyr og muntre eventyrfigurer pryder væggene. Børnene ligger på firesengsstuer med store vinduer. Alt skinner af renhed.

Gamle tremmesenge
I en af de gamle tremmesenge ligger 9-årige Eduardo Arturo. Han har Downs Syndrom, og da vi var her for tre dage siden, sad han uroligt, men glad smilende og vinkede til os, henrykt over at se nye ansigter.
»My friend«, råbte han til fotografen, der heller ikke kunne stå for ham.

I dag ligger han helt stille og følger os med trætte øjne, for nu er han blevet opereret i hjertet. Hans magre arme er holdt ind til kroppen med et gult frottéhåndklæde, for han må ikke kradse i det friske operationssår. Også hans mor ser dødeligt udmattet ud, men hun er taknemmelig.
»Lægerne er så dygtige. Operationen gik godt«, smiler hun lettet, selv om hun er helt på det rene med, at det næppe er den sidste operation, Eduardo Arturo skal igennem.


Træt af blokaden
Dr. Selman er også træt indimellem, for afdelingen mangler også særdeles akut både iltapparater og en såkaldt varmeveksler til at styre patienternes kropstemperatur under operationer. Men det kan ikke nytte at fortvivle, siger han. »Handelsblokaden er dybt umoralsk, og hvis man ikke kan regne ud, at blokaden har alvorlige menneskelige konsekvenser, så er det, fordi man ikke vil regne det ud. Men jeg går ikke rundt og er vred, for det kommer man ingen vegne med. Det gælder om at holde hovedet koldt og hele tiden finde alternative løsninger, når man kan. I Cuba er det vores vilkår hele tiden«.