KS-bogen

Åbn undermenuer...

Introduktion

Spørgsmål til bogen:

  • Hvad er Anders Foghs budskab i citatet? Og i hvilken forbindelse skriver han debatoplægget?
  • På hvilke områder ser man religion i det politiske liv?
  • Hvad betyder sekularisering? Hvornår begynder sekulariseringen? Og på hvilke områder ser man sekulariseringen udtrykt?

Forslag til øvelser

  • Undersøg om der i Danmark er tale om sekularisering eller om religion og politik stadig blandes sammen i følgende materiale:
    - Grundlovens paragraffer om religions rolle i samfund
    - KS/STX bekendtgørelsen om religionsundervisningens formål i gymnasiet
    - Statistik om danskernes tro (fx fra Surveybanken)
    - Uddrag af partiprogram (fx RV og DF) om religion
  • Læs teksten: http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/19512159) og diskuter, hvordan Luther vil se på sharia-lov i Danmark.
  • Tegneøvelse: Lav en tegning, der viser en situation (undervisning, politik, familie eller lignende) før og efter sekulariseringen.

Opgave

Læs de to tekster af henholdsvis Anders Fogh Rasmussen og Mona Sheikh. 
Sammenlign de to teksters syn på forholdet mellem politik og religion. Hvor er de enige/enige?
Vurdér ud fra teksterne og kapitlet, om det danske samfund er/bør være sekulariseret.

Fogh: Hold religionen indendørs

Det danske samfund er præget af en stærk sammenhængskraft. Det er en betydelig styrke i henseende til at sikre fremskridt og stabilitet. Men sammenhængskraften bliver i disse år udfordret af en tiltagende religiøst betonet debat af mere uforsonlig karakter. For at sikre en fortsat stærk sammenhængskraft i fremtiden er det derfor efter min opfattelse ønskeligt, at religion kommer til at fylde mindre i det offentlige rum.

Naturligvis kan og skal vi ikke lægge begrænsninger på religiøse ytringer. Det ville stride mod ytringsfriheden. Ja, kritisk debat om religion er tilmed en vigtig del af ytringsfriheden - ligesom kritisk debat om enhver form for autoritet i samfundet er vitalt for et frit folkestyre. Men vi skal skelne mellem religion og politik. Religionen, troen og de religiøse bud er for mig først og fremmest et personligt anliggende for den enkelte.

Det er vigtigt at respektere, at det enkelte menneske kan have en dyb religiøs overbevisning og have uvurderlig hjælp af at kunne gå et sted hen med sin sorg og glæde, tvivl og taknemmelighed, håbløshed og optimisme. Der er mennesker, der har reddet sig ud af dybe personlige problemer gennem en stærk tro. Det bør vi erkende og respektere.

Dernæst bør vi også indse, at det enkelte menneske ikke sådan træder ind og ud af sin religiøse overbevisning, alt afhængigt af, om den pågældende - billedligt talt - befinder sig i sit lønkammer eller i det offentlige rum. Den religiøse overbevisning påvirker naturligvis personens holdninger til mange af de temaer, der diskuteres i det offentlige rum, ligesom troen for nogle også er en tilskyndelse til bestemte handlinger, deltagelse i det offentlige liv, frivilligt arbejde eller andet. På den måde påvirker troen både holdninger og handlinger. Det er uomgængeligt. I den forstand vil religionen altid være til stede i det offentlige rum - i hvert fald i et frit samfund.

Det afgørende i den sammenhæng er imidlertid, hvordan religionen påvirker samfundet og dets indretning. I mit syn på religion og samfund er jeg stærkt påvirket af Jesu berømte ord: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Med Luthers to-regimente-lære er det nærliggende at tage disse ord som udgangspunkt for en skelnen mellem det verdslige og det åndelige, mellem det politiske og det religiøse. At give Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er, indebærer derfor også for mig, at staten skal holdes fast på ene og alene at være verdslig myndighed.

Staten har ikke - og skal ikke have - nogen religion. Grundloven skal derfor ikke blot sikre det enkelte menneskes trosfrihed imod indblanding fra staten, men også sikre den verdslige myndighed, staten, imod indblanding fra religionen.

Den stærke sammenhængskraft i det danske samfund er bl.a. baseret på, at et massivt flertal af danskerne deler et fælles kulturkristent grundlag. En minoritet er stærkt troende. Flertallet er almindelige folkekirkekristne, som mere eller mindre ubevidst er bærere af kristne holdninger og traditioner. Der er i store træk fred og harmoni, fordi det er grundfæstet, at den enkelte kristne selv drager konsekvensen af sin tro. Religionen har netop ikke spillet en dominerende rolle i det offentlige rum. Også i fremtiden bør religion fylde mindst muligt i det offentlige rum.

Kilde: Uddrag af artiklen ”Fogh: Hold religionen indendørs”, Politiken 20.05.06.
Note: Anders Fogh Rasmussen var i 2006 Statsminister for Venstre.

Mona Sheikh: Jeg anfægter ideen om at adskille politik og religion

Det er ikke en sjælden opfattelse i den offentlige debat om religion og politik, at religion bør være noget a-politisk og dermed også at politik bør være noget a-religiøst. Denne holdning bunder i en misforstået opfattelse af, at en cocktail af religion og politik nødvendigvis er lig med en autoritær institution. Noget udemokratisk, noget irrationelt og endda noget bagstræberisk i modsætning til oplysningstidens åbenbaringer. 

Der er ingen tvivl om, at hvis religion på uretfærdig vis bliver snævert defineret som en institution, en form for kirke, eller et præstevælde med monopol på det offentlige rum og de politiske vedtagelser, så bør religionen sættes i skammekrogen. En sådan religion bør adskilles fra statsapparatet. 

Hvorvidt man er religiøs, med en erklæret gudsopfattelse, eller ikke-religiøs, så er jeg ikke i tvivl om, at enhver har forestillinger om, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Og ud fra denne definition anfægter jeg ideen om, at det overhovedet er muligt at adskille politik og religion. Religion er jo troen på det, som man definerer som det rigtige. På denne måde er al politik religiøst. Og på denne måde kan religion velsagtens tilføre værdiløs politik indhold og retning, så det ikke går op i tandløse tilfældigheder og økonomiske nyttekalkulationer.

Religion er for mange religiøse et sæt etiske og moralske retningslinjer, et værdifundament, der ikke kan adskilles fra ens holdninger til samfundet. Et imperativ, som social retfærdighed kan for eksemplets skyld enten begrundes politisk eller religiøst, men pointen er, at social retfærdighed både kan begrundes politisk og religiøst på samme tid. Det er for så vidt ligegyldigt hvem eller hvad der er referencen, så længe sameksistens er mulig, så længe staten står som garant for de universelle menneskerettigheder, og så længe demokratiet er tilsikret bemyndigelsen.

Kilde: Uddrag af artiklen: ”Jeg anfægter ideen om at adskille politik og religion”, Information 6.09.01.
Note: Mona Sheikh var i 2001 medlem af Radikale Venstre.