Forlaget Columbus

Liv i Danmark

Opgaver til kapitel 3

Ideologisk ståsted ideologier og politiske partier

1. Undersøg læserbrevene i den lokale avis og undersøg/påvis, hvordan ideologi kan være afgørende for forskellige læserbrevskribenters holdning til lokalpolitiske problemstillinger. 2. Ideologier som legitimation
Beskriv og diskuter, hvornår og hvordan henholdsvis liberalismen, konservatismen og socialismen kunne optræde som legitimerende ideologier for forskellige samfundsgrupper. Liberalismen for købmænd og borgerskab, konservatismen for adelen og socialismen for arbejderklassen. 3. Ideologier som progressive
Hvordan kan man argumentere for, at liberalismen i 1700-tallet og socialismen i 1800-tallet på hver sit tidspunkt fremstod som progressive ideologier? 4. Ideologier og politiske partier
I det virtuelle leksikon (leksikon.org) findes denne definition af begrebet ideologi: "Ideologi er et sæt af mere eller mindre systematiske ideer om hvordan verden er, og hvorfor den må være som den er. Ideologi er i denne forstand retfærdiggørelse af politiske magtforhold og sociale privilegier. Men ideologi kan også være opfattelser af, hvordan verden bør være, og hvordan dette mål kan nås. Ideologier kan således både være samfundsbevarende og kritisk-utopiske. Selv om ideologier gerne er knyttet til og fremmer bestemte klassers særinteresser, kan de samme forestillinger ofte præge andre klassers tænkemåde og således blive dominerende for store dele af samfundslivet." Diskuter ideologibegrebet, bl.a. med udgangspunkt i figurerne 3.1 og 3.2 s. 43 og 44 i grundbogen. Kortlæg den aktuelle politiske situation i Danmark og vis, hvorledes de politiske partier med deres ideologier har en legitimerende, regressiv eller progressiv/kritisk-utopisk holdning til den aktuelle politiske situation. 5. Undersøg forbindelsen mellem ideologierne og de politiske partier ved at analysere partiprogrammerne for Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet/SF.Inddrag i forlængelse heraf partiernes aktuelle politik. 6. Anthony Giddens om ideologier
I sin bog "Sociology" (4th edition s. 461) definerer Giddens ideologi således: "Shared ideas or beliefs which serve to justify interests of dominant groups". Giddens konstaterer videre, at ideologier findes i alle samfund, hvor der er systematiske og indgroede uligheder mellem forskellige grupper.Diskuter Giddens' påstand i relation til situationen i det danske samfund her i starten af det 21. århundrede. Er der hold i Giddens' påstand? Begrund, hvordan man her i Danmark kan tale om en sammenhæng mellem på den ene side uligheder mellem grupper (hvilke grupper?) og ideologier (hvilke ideologier?) 7. Meget er sket siden Anders Fogh Rasmussen i 1993 udgav bogen "Fra socialstat til minimalstat". Fra - vil nogle hævde - ultraliberale synspunkter har Anders Fogh Rasmussen siden han blev leder af partiet Venstre efter folketingsvalget i 1998 i ekspresfart bevæget sig ind mod den politiske midte. Vælg et eller flere afsnit fra Anders Foghs bog (http://www.gf.dk/minimalstat.pdf) og analyser, hvorledes liberale doktriner og synspunkter fremtræder. 8. Efter Uffe Elleman Jensens snævre valgnederlag til Poul Nyrup Rasmussen ved folketingsvalget i 1998 har mange hævdet, at man i Venstre straks begyndte at se frem mod næste valg det valg, der kom i 2001.
Undersøg hvilke initiativer partiet Venstre tog herunder ændringer i politiske holdninger og politisk program hos Venstres nye leder Anders Fogh Rasmussen bl.a. set i sammenligning med hans bog Fra socialstat til minimalstat fra 1993. 9. Anders Fogh Rasmussen kom til magten i 2001 efter cirka 10 års socialdemokratisk-radikalt styre under Poul Nyrup Rasmussen. Forud var gået 10 års borgerligt styre med Poul Schlüter som statsminister.
Opstil en liste over danske regeringer (deltagende partier) efter 1960 og vis, hvornår der har været socialdemokratisk baserede regeringer, og hvornår der har været borgerligt baserede regeringer. Kan man tale om et mønster nærmest som et pendul, der svinger mellem ideologierne fra venstre mod højre og tilbage igen? 10. Socialliberalisme
Diskuter og begrund - med udgangspunkt i eksempler fra Venstre og Det Radikale Venstres partiprogrammer - i hvor høj grad man kan betegne Venstre som et liberalt parti og Det Radikale Venstre som et socialliberalt parti. 11. Socialisme
Diskuter og begrund - med udgangspunkt i partiprogrammerne - om der er hold i påstanden om, at Enhedslisten er mere socialistisk (ligger tættere på den socialistiske ideologi end SF, der igen er mere socialistisk end Socialdemokratiet. 12. Ny-nazisme
Vi har gennem de seneste 10-15 år oplevet, hvordan nazismen er vendt tilbage i forskellige afskygninger f.eks. i form af demonstrationer i adskillige europæiske lande, bl.a. Danmark. Inddrag den nazistiske ideologi (ud over grundbogens tekst er der en udmærket introduktion til nazismen/fascismen i Hans-Erik Lystrup: Ideologi og politik - en grundbog i dansk politik, kapitel om Fascisme, Systime 2001 s. 151-171). Brug eventuelt spørgsmålene til de tre klassiske ideologier i skemaet ovenfor til at karakterisere ny-nazismen. Undersøg - i den udstrækning det er muligt - hvem nynazisterne er. Hvilken social baggrund har de, har de uddannelse, hvilke metoder bruger de udover demonstrationer? I hvor høj grad kan man argumentere for, at Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse i sit principprogram repræsenterer nazistiske og fascistiske standpunkter, som de fremgår af pkt. 1-7 i spalte 1 s. 51? 13. Populisme
Tag udgangspunkt i figur 3.3. s. 52 og konkretiser (giv eksempler på) de forskellige forklaringsfaktorer i modellen i forhold til det danske samfunds udvikling inden for de seneste 20-25 år. 14. Højre-venstre skala
Det har været almindeligt at placere ideologier og politiske partier på en skala fra venstre (socialisme) mod højre (liberalisme). Kriterier for placeringen har været materielle værdier ofte eksemplificeret ved holdningen til statens fordelingspolitik. Placer de forskellige ideologier (konservatisme, socialliberalisme, kommunisme, fascisme og nazisme) på <link file:2169>skalaen</link>. Lav en ny skala, hvor de danske politiske partier anno 2010 placeres efter deres holdning til fordelingspolitikken. 15. Den amerikanske politolog Ronald Inglehart mener, at der i vestlige samfunds politiske orientering er sket en bevægelse fra fokus på materielle værdier til postmaterielle værdier som livskvalitet og selvrealisering. I forlængelse heraf har Inglehart udarbejdet en model, der kombinerer det traditionelle højre-venstre kontinuum (horisontalt) baseret på ideologi og holdning til fordelingspolitik med et kontinuum (vertikalt), hvor holdningen til værdispørgsmål/værdipolitik er udgangspunktet. Placer de danske politiske partier i <link file:2170>denne figur</link>. Find selv andre værdier, placer dem i kontinuet og sæt i forlængelse heraf de politiske partier ind i modellen.

Jeg handler som

Skole

Forlaget Columbus

Offentlig institution
(for skolens ansatte)

Privat

Forlaget Columbus

Privatkunde
(privat, studerende
og virksomhed)