Protestbevægelser

En række protestbevægelser har de seneste år markeret sig stærkt rundt om i verden, mest markant i forbindelse med "Det arabiske forår," protesterne mod store offentlige besparelser pålagt af internationale organisationer i de sydeuropæiske lande, og Occupy-bevægelsen i USA, som udsprang af sammenbruddet på de finansielle markeder.

Bølger af protestbevægelser er langt fra et nyt fænomen, specielt ikke i nyere tid: de fascistiske og antifascistiske bevægelser i 1930’erne, antikolonialistiske bevægelser i Afrika, Mellemøsten og Asien efter 2. Verdenskrig; det såkaldte 1968-oprør, som fejede over store dele af verden, fra Japan til Mexico; revolutionerne 1989-90, som bragte statssocialismen til fald de fleste steder i verden, bortset fra bl.a. Kina, hvor protestbevægelsen blev nedkæmpet. Og også i Latinamerika har protestbevægelser i nyere tid bragt politikere til magten, som har udfordret USA’s politiske og økonomiske dominans i regionen.

Protestbevægelser har i perioder tjent antidemokratiske, nationalistiske og fremmedfjendske mål, som fx. i 30’ernes Spanien, Tyskland og Italien. Men de har også udfordret diktatoriske regimer og presset udviklingen i en ny retning, og været væsentlige faktorer i afkolonisering, opbyggelse af velfærdssystemer og presset en demokratisering af stater igennem.

Er der nogle fællestræk og sammenhæng mellem de aktuelle protestbevægelser rundt om i verden?

Der er ingen tvivl om, at der dels er tale om inspiration fra ”Det arabiske Forår”, specielt fra protestbevægelserne i Ægypten med besættelsen af Tahrir-pladsen, dels om en gensidig inspiration. Fælles har været omfattende brug af sms-kæder og sociale medier til diskussion, idéudvikling, informationsspredning og mobilisering.

Men der er også forskelle. Hvor ”Det Arabiske forår” bl.a. handler om opgør med korrupte ikke-demokratiske regimer, der blokerer for en social og økonomisk udvikling af landene i Mellemøsten, tager protestbevægelserne i Sydeuropa tråden op fra 80’ernes og 90’ernes såkaldte ”IMF Riots”. Her kæmpedes der under anførelse af bevægelser som ”Global Justice” mod den neoliberale politik, som bl.a. IMF, Verdensbanken og G8-møderne var eksponenter for.

Kritikken retter sig stadig mod regeringer og organisationer, som fører en globaliseringspolitik præget af neoliberalistisk kapitalistiske interesser. På grund af den økonomiske krise er der imidlertid kommet nye temaer til: protester mod massearbejdsløshed, de store offentlige besparelser, vækst i fattigdom og forringelse af velfærdsydelser for de mest sårbare.

Den direkte inspiration til at besætte gader og pladser i USA og Europa kommer som nævnt fra besættelsen af Tahrir-pladsen i Egypten i 2011, men inspirationen går længere tilbage, til Island 2008, til den såkaldte ”grydelågsrevolution”, fremkaldt af landets økonomiske sammenbrud. Her samledes islændinge hver lørdag fra oktober 2008 til marts 2009 på den centrale plads i Reykjavik. Med slag på grydelåg markerede de deres utilfredshed med de politikere og bankfolk, som havde kørt økonomien i sænk. De krævede retsforfølgelse af de ansvarlige, reform af valgsystemet, en ny forfatning, samt en folkeafstemning om, hvorvidt landet skulle påtage sig ansvaret for den gæld, som de kollapsede banker havde efterladt sig.

Resultatet blev, at den islandske præsident trådte tilbage, en ny forfatning blev udformet og ved to afstemninger i 2010 og 2011 stemte islændingene nej til at påtage sig gældsansvaret.

En af de første større protestaktioner, inspireret af den ægyptiske Tahrir-bevægelse gennemførtes i Portugal marts 2011 af "Den desperate Generation" (Geracao o rasca). Også spanske demonstranter inspireredes af ægyptiske demonstranter. De såkaldte "15M/los Indignados" (15 M=15. maj. Indignados=de vrede) gennemførte 15. maj 2011 en stor demonstration på Puerta del Sol i Madrid. Demonstranterne bar bl.a. skilte med påskriften ”Ægte demokrati nu!" og ”Vi kan også blive Island”, med henvisning til at islændinge havde nægtet at betale bankernes gæld samt fået den politiske elite udskiftet.

I Italien mobiliserede "Indignati" (=de vrede) i oktober 2011 til store demonstrationer.

I Grækenland brød der i december 2008 uro ud I Athens gader efter at politiet havde skudt en 15-årig dreng. Denne mobiliseringen af vrede grækere – "Aganaktismenoi" – blev grundlaget for skabelse af en stærk græsk protestbevægelse i efteråret 2011 inspireret af de spanske Indignados. Indignados har også inspireret til bevægelsen "Les Indignés" i Frankrig.

Fælles for de sydeuropæiske bevægelser er afvisning af de besparelser, landene er blevet pålagt af internationale finansielle institutioner, forsvar for velfærdsstaten, kritik af den ny-liberale globale kapitalisme, kritik af politikerne og den måde, det repræsentative demokrati fungerer på.

Efteråret 2011 udviklede forskellige nationale protestbevægelser sig til en verdensomspændende Occupy-bevægelse, der gennemførte aktioner i over 80 lande. Den amerikanske Occupy-bevægelse, der især i starten fik omfattende mediedækning, har været hovedinspirationskilden for Occupy-aktioner rundt om i verden.

Occupy-bevægelsen er en meget bred bevægelse. Mange forskellige former for dagsordner og vrede spiller sammen, ligesom mange forskellige former for protestaktioner tages i anvendelse. Anonymous-bevægelsen, der bl.a. bekæmper indgreb mod ytringsfriheden på nettet, er én af dem.

Occupy Everything! er en anden bevægelse, hvor vreden primært retter sig imod den globaliserede kapitalismes destruktive kræfter.

Endelige har aktioner gennemført af det russiske feministiske punk-kollektiv, Pussy Riots, vakt international opmærksomhed. Gruppens protester har primært rettet sig mod manglende demokrati samt kvindeundertrykkelse i Rusland.

Video:
Videoer fra YouTube om protestbevægelser rundt om i verden.