Økonomi i et sociologisk perspektiv

Arbejdsmarkedet

Det danske arbejdsmarked skal forstås som et hvilket som helst marked på den måde, at der er et udbud af arbejdskraft, og der er en efterspørgsel efter arbejdskraft. Der er desuden nogle regler for, hvordan markedet skal fungere, og nogle rammer indenfor hvilke det skal fungere, på samme måde, som der er på alle andre markeder. På markedet er der nogle agenter.

Efterspørgselen reguleres delvis ved at de, der efterspørger arbejdskraft, har organiseret sig i arbejdsgiverorganisationer, hvoraf den største samlede organisation er Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Den repræsenterer typisk byerhvervene, som handel, industri og håndværk og som store underorganisationer kan nævnes Dansk Industri (DI) og Danske Erhverv (DE), mens landbrugets arbejdsgivere er organiseret i Landbrugets Arbejdsgiverforening (SALA). Desuden findes der en Kristelig Arbejdsgiverforening med nær tilknytning til ”Indre Mission”.

Udbyderne af arbejdskraft er hovedsagligt organiseret i tre hovedområder. Det traditionelle arbejderområde er for hovedpartens vedkommende organiseret i fagforbund, f.eks. 3F og Dansk metalarbejder Forbund, der er gået sammen i LO, Landsorganisationen, de samvirkende Fagforbund, men også en del funktionærområder er organiseret i LO, f.eks. HK. Lønmodtagere med korte og mellemlange videregående uddannelser er hovedsagelig organiseret i det hovedområde, der kaldes FTF, Fællesforeningen af tjenestemands- og funktionærorganisationer, der f.eks. har Finansforbundet, danske forsikringsagenters forening, Danmarks lærerforening, Dansk Politiforbund m.fl. som medlemmer, mens de langvarigt uddannede f.eks. jurister, ingeniører, dyrlæger, gymnasielærere m.fl. er organiseret i AC, Akademikernes Centralorganisation. Der findes organisationer, der står udenfor dette system, f.eks. Kristelig Fagforening, der ligesom Kristelig Arbejdsgiverforening har nære forbindelser til Indre Mission.

Arbejdsmarkedet er generelt et liberalt marked, i den forstand, at staten kun i meget begrænset omfang griber ind i de kontraktforhold, der indgås mellem disse private parter. Som et vigtigt led i at få samfundet til at fungere, få varetaget de nødvendige funktioner, søger staten imidlertid, at skabe betingelser for, at markedet kan fungere.

Staten har skabt institutioner, der gør det nemmere at indgå aftaler, der letter muligheden for at få nøjagtig den arbejdskraft, der er behov for osv. Staten er dog samtidig selv en betydelig arbejdsgiver, og det offentlige arbejdsmarked er noget skævvredet af statens monopolsituation og den politiske magt til at lovgive.

De kontraktforhold, eller såkaldte overenskomster, der indgås mellem arbejdsgivere og lønmodtagere indeholder dels bestemmelser om de almene løn- og arbejdsvilkår, dels er der aftalt faste procedurer for, hvordan forhandlingerne skal foregå, og hvilke former for ”magtanvendelse”, f.eks. strejke og lock-out, der må tages i brug for at fremme egne interesser. Sådanne aftaler er enten en del af, eller knyttet til Hovedaftalerne, som er indgået mellem lønmodtagernes hovedorganisationer og DA, SALA og de offentlige arbejdsgivere. Hovedaftalen kaldes også for arbejdsmarkedets grundlov. I overenskomsterne aftales arbejdstid, ferier, nogle barselsvilkår, forhold i forbindelse med sygdom, pensionsordninger, garantiløn, (en løn som alle der er dækket af overenskomsten, som minimum er garanteret). Desuden er der i nogle kontrakter aftalt en minimalløn, som skal suppleres med løntillæg af forskellig art, aftalt på den enkelte arbejdsplads. Sådanne kontrakter kaldes for minimallønsoverenskomster. I andre kontrakter er der aftalt den fulde løn, gældende for hele aftale periode, normalt 2 eller 3 år. Sådanne overenskomster kaldes for normallønsoverenskomster. Der er ikke så mange tilbage af dem.

På det offentlige område indgås aftaler på samme måde som på det private, men den skævere magtfordeling slår igennem f.eks. i forbindelse med minimallønsoverenskomster, der i det offentlige ikke er så favorable for de ansatte. De garanterer f.eks. ikke, at de ansatte oven i minimallønnen skal have løntillæg.

Det, der på mange måder adskiller det danske arbejdsmarked fra de fleste landes arbejdsmarkeder, og som kaldes ”den danske model”, er dels Hovedaftalen, der regulerer forholdet mellem parterne, dels inddragelsen af staten som medspiller. Formålet med hovedaftalen og inddragelsen af staten som medspiller er, at skabe fred på det danske arbejdsmarked og gøre det meget fleksibelt, således at man undgår arbejdsnedlæggelser i form af strejker og Lock-outer og sikrer, at den arbejdskraft, der aktuelt er i arbejde, også er den, der er brug for. Det sker på forskellig måde.

I hovedaftalen er der bestemmelser for, hvordan man håndterer uenigheder. F.eks. har man et tillidsmandssystem, der i hvert fald indtil for nyligt sikrede tillidsmanden mod afskedigelse, selv om han varetager sine kollegers interesser. Det betyder, at dårlige arbejdsforhold kan ”få en stemme”, således at større konflikter kan undgås. Tillidsmanden skal varetage sin opgave loyalt overfor virksomheden. Der er desuden i hovedaftalen aftalt procedurer for, hvordan man løser en uenighed om forståelsen af en overenskomsts bestemmelser. Proceduren indbefatter mægling og voldgift, og der kommer staten ind i billedet. Aftalen indeholder også bestemmelser for, hvordan overenskomster indgås, og også i den situation kommer staten ind i billedet ved at stille mæglings- og forligsmænd til rådighed. Den generelle regel i hovedaftalen er, at når en aftale er indgået, løses konflikter ved mægling eller voldgift. I den situation er det ikke tilladt at etablere strejke eller lock-out. Hvis der derimod ikke er indgået en aftale mellem de to parter bag hovedaftalerne, er det tilladt at strejke, blokere og lock-oute. Staten har indtil videre ikke grebet ind i disse aftaler mellem arbejdsgivere og ansatte.

Staten formidler også ro og fleksibilitet på arbejdsmarkedet på andre måder. Den stiller en Arbejdsret til rådighed for parterne, som kan afsige kendelser om kontraktbrud, ligesom staten garanterer en minimumslevestandard i tilfælde af arbejdsløshed, men kun for medlemmer af arbejdsløshedskasser, der selv har betalt til deres arbejdsløshedsforsikring.

Generelt kan man sige, at den danske arbejdsmarkedsmodel er konstrueret med det formål at skabe ro på arbejdsmarkedet og stor fleksibilitet med hensyn til udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft. Konfliktretten i forbindelse med indgåelse af overenskomster er meget vigtig for dette formål, da den medvirker til at legitimere en aftale.

Til trods for aftaler og statslig service er arbejdsmarkedet dog langt fra normalt i en ligevægt, hvor udbud og efterspørgsel svarer til hinanden, som det forudsættes i neoklassisk økonomisk teori. Det normale er, at der er større udbud af arbejdskraft, end der er efterspørgsel. Kun i to korte perioder i Danmarkshistorien, har der været større efterspørgsel end udbud. Det var i slutningen af 1960érne og i 2005-06. Det betyder, at der næsten altid er en vis arbejdsløshed. Man skelner mellem forskellige former for arbejdsløshed :

Den grundlæggende arbejdsløshed kalder man strukturarbejdsløshed. Traditionelt var tanken, at arbejdsløsheden er strukturelt bestemt, enten på den måde, at den arbejdskraft, der er til rådighed, ikke har de kvalifikationer, der bliver efterspurgt, eller geografisk på den måde, at arbejdskraften ikke bor der, hvor der er brug for den. Der kan således på samme tid være mangel på arbejdskraft og arbejdsløshed. Begrebet har imidlertid udvidet sin betydning, således at det betyder den ledighed, der altid vil være, enten på grund af det faglige, eller det geografiske, eller fordi arbejdskraften psykisk og socialt ikke kan stå til rådighed.

Den anden type arbejdsløshed kaldes konjunkturarbejdsløshed, hvor arbejdsløsheden er bestemt af den lave efterspørgsel efter arbejdskraft, betinget af en økonomisk afmatning eller direkte krise.

Den tredje form er sæsonarbejdsløsheden, hvor arbejdsløsheden er bestemt af, at den produktion, der foregår, er meget sæsonbetonet.

Opgaver

1. Giv en kort fremstilling af, hvad der forstås ved den danske model. Forklar, hvordan staten søger at danne rammer for, at arbejdsmarkedet kan fungere.
2. Diskuter hvilke mulige økonomiske årsager, der kan være til, at udlandet i stor stil misunder Danmark modellen, og forklar hvilke barrierer, der kan være mod at indføre den. På samme måde skal I overveje, om den kan genindføres, hvis man har afskaffet den.
3. Skitser kort principperne for overenskomstforhandlinger i Danmark, og beskriv hvordan man løser konflikter.
4. Find tal for de forskellige former for arbejdsløshed.
5. Vurder om der er sammenhæng mellem uddannelse og arbejdsløshed.
6. Find medlemstal for de vigtigste fagforbund, og find andre udtryk for størrelsen af de vigtigste arbejdsgiverforeninger.

Læs mere

Læs mere i Samfundsstatistikken og på

www.danmarksstatistik.dk
www.lo.dk
www.da.dk
www.bm.dk
www.arbejdsretten.dk/
www.dst.dk/da/statistik/international-statistik/eurostat/EUpublikationer.aspx