Økonomi i et sociologisk perspektiv

Nationalregnskab

Formålet med et hvilket som helst regnskab er, at give læseren et overblik over en økonomisk situation. Et virksomhedsregnskab skal give læseren et overblik over virksomhedens situation og udvikling med henblik på at kunne træffe beslutninger. Det samme gælder for Nationalregnskabet.

Formålet er at give et overblik over nationens økonomiske situation i mere eller mindre detaljeret grad. Grundlæggende er det noget af det samme, man vil måle i et virksomhedsregnskab og i et nationalregnskab. F.eks. vil man måle produktionens værdi, omkostningerne ved produktionen, produktionens afsætning og fordelingen af indtjeningen på funktioner. Der er imidlertid også væsentlige forskelle. F.eks. er lønninger en omkostning for en virksomhed, men en indtægt i nationalregnskabet. Det skyldes at privatøkonomi og nationaløkonomi adskiller sig markant fra hinanden, og hvad der er godt i privatøkonomi, er ikke nødvendigvis godt i nationaløkonomien.

De mest overordnede begreber er:

Den samlede produktionsværdi. Begrebet dækker over værdien af hele den produktion, der har fundet sted inden for landets grænser i markedspriser, dvs. inklusive afgifter. Med produktion menes både produktion af varer, faste anlæg og tjenesteydelser af enhver art, både offentlige og private. Da der medgår råvarer, energi og andre hjælpestoffer i næsten al produktion, skal værdien af disse trækkes fra den samlede produktionsværdi for at angive, hvor stor en værdi der er skabt. Det skyldes at rå- og hjælpestoffer enten er importerede, eller er regnet med, der hvor de er produceret. F.eks. skal de landbrugsvarer, der indgår i en videre bearbejdning i fødevareindustrien, trækkes fra, så de ikke indgår to gange. Det tal man får kaldes:

Bruttonationalproduktet i markedspriser (BNP). Da markedspriserne indeholder afgifter, skal disse trækkes fra for at få den samlede indkomst, der er skabt. Den kaldes for Bruttofaktorindkomsten (BFI).

I forbindelse med produktionen, særligt inden for varefremstilling og bygge- og anlægsvirksomhed, sker der en forringelse af værdien af de produktionsmidler, man anvender. De bliver slidt, eller deres værdi forringes på grund af teknologisk udvikling. En del af bruttofaktorindkomsten skal derfor anvendes til blot at vedligeholde den værdi, produktionsapparatet har. Den del, der anvendes til det, kaldes Reinvestering.

Det svarer til det, der hedder afskrivning i et virksomhedsregnskab. Når man trækker reinvesteringerne fra bruttofaktorindkomsten, får man det, man kalder Nettofaktorindkomsten (NFI).

En del af den værdi, nettofaktorindkomsten, der dermed er skabt indenfor landets grænser tilfalder imidlertid mennesker, der bor udenfor landet. Det kan være mennesker, der har ydet lån til virksomhederne, er direkte medejere af virksomhederne, eller er udenlandske firmaer, f.eks. konsulentfirmaer, der yder tjenesteydelser til virksomheder og det offentlige internt i landet. Den del af produktionsværdien bliver således ikke i landet, og skal fratrækkes NFI.

Til gengæld er der mennesker, der bor i landet, der har indkomst fra udenlandsk virksomhed, så den indkomst skal lægges til NFI for at få Nettonationalindkomsten (NNI).

Nettonationalindkomsten udtrykker således hvor stor en indkomst, der samlet er til rådighed i landet, og som principielt kan anvendes til hvad som helst, bl.a. kan den spares op. Hvis man anvender mere end NNI, skal der enten stiftes gæld, eller der skal bruges af en tidligere opsparing. Det kalder man for en nedsparing.

For at forstå det, skal vi inddrage Udenrigshandel og Betalingsbalance. Hvis man sælger flere varer og tjenesteydelser til udlandet, end man køber i udlandet, bruger man ikke hele nettonationalindkomsten i landet. D.v.s. en del af indkomsten bliver sparet op. Man får altså overskud på betalingerne mellem indlandet og udlandet, den såkaldte betalingsbalance.

Hvis man derimod bruger mere, end svarende til NNI, får man underskud, men har så til gengæld rådighed over flere varer og tjenester, end man selv har produceret. Hvad enten man nu har færre varer og tjenester til rådighed, eller flere, skal de fordeles. Den funktionelle fordeling foregår mellem Investering og Forbrug.

I gennemgangen her, er der allerede anvendt noget til investering, nemlig reinvesteringerne. Trækker man dem fra bruttoinvesteringerne, får man Nettoinvesteringerne.De udtrykker således forøgelsen af værdien af de samlede produktionsmidler i samfundet. Resten, altså det der ikke går til investeringer, kan anvendes til forbrug.

Produktionens størrelse er af stor betydning for beskæftigelsen, som udtrykker hvor mange, der har været med til at producere den samlede værdi. Der kan dog være meget store forskelle mellem forskellige økonomiske sektorer mht., hvor mange mennesker, der er involveret i at producere en bestemt værdi. Hvis man imidlertid har overskud på betalingsbalancen, og dermed reelt sparer op, er det dog sikkert, at beskæftigelsen kunne være højere.

Opgaver

  1. Undersøg hvor meget BNP steg med om året i årene fra 2001 til 2011. sammenlign det evt med perioden 1997 til 2001.
  2. Find udtryk for udviklingen i beskæftigelsen de seneste 10 år.
  3. Redegør for, hvordan den samlede produktionsværdi bliver fordelt på forbrug og opsparing. Sammenlign bruttoopsparingen med bruttoinvesteringerne, og forklar hvorfor de ikke er lige store.
  4. Giv en beskrivelse af erhvervsfordelingen i Danmark, dels ud fra produktionsværdien, dels ud fra beskæftigelsen.

Læs mere

Yderligere forklaringer af Nationalregnskabsbegreberne og deres anvendelse findes i Samfundsstatistikken og på

www.statistikbanken.dk