Kan du ikke se denne HTML mail? Klik her
 
 
 
 
Pressemeddelelse 26.10.21:
 
HOPE er årets modtager af Columbus-prisen 2021

 
Holdet bag HOPE-projektet viser, at en sundhedsfaglig krise kræver samfundsfaglige løsninger
 
Hvordan kan det være, at Danmark sammenlignet med mange andre lande er kommet relativt godt igennem coronakrisen? Ét svar på spørgsmålet er den høje grad af tillid til den politiske håndtering og danskernes villighed til at ændre adfærd i takt med pandemiens udvikling.

Forklaringen på både tillid og adfærd er i høj grad danske samfundsforskeres arbejde: Dygtige formidlere har underbygget af data klart og forståeligt gjort borgerne klogere på, hvilke tiltag der var nødvendige. Samtidig har forskerne hjulpet regering og folketing med at træffe holdbare beslutninger ved løbende at give politikerne indsigt i, hvordan borgerne har set på pandemi-håndteringen.

Den afgørende samfundsvidenskabelige forskning kommer fra HOPE-projektet, som derfor er årets modtager af Columbus-prisen 2021. Med prisen følger kr. 50.000.

Peger både på problemer og løsninger
I undervisningen lærer vi eleverne at arbejde med både problemer og løsninger. Vi lærer dem, at samfundsvidenskaberne både kan være med til at udpege aktuelle samfundsproblemer, men også bidrage til at løse dem på et fagligt grundlag. HOPE har med sin tilgang til coronakrisen på eksemplarisk måde gjort begge dele og samtidig udstillet værdien af tværfagligt arbejde.

HOPE-projektet har gjort det tydeligt, at coronakrisen kun kan forstås og håndteres, hvis man er opmærksom på centrale spørgsmål som borgernes forhold til staten, gruppeadfærd og politiske beslutningsprocesser. Underbygget af data har HOPE med Michael Bang Petersen i front kunnet spille en nøglerolle som et moderne “OBS” for både borgere og politiske beslutningstagere: HOPE har på én gang leveret oplysning til borgerne og oplysning om borgerne i samfundet.

HOPE i undervisningen
Janne Wikman, der både er formand for Columbus Fond og samfundsfagslærer på Aarhus Katedralskole, siger om HOPE:

- HOPE har spillet en afgørende rolle i coronahåndteringen, og samtidig har projektet i den daglige undervisning i samfundsfag været en guldgrube af aktuelle data, et virkeligt godt eksempel på, hvordan man laver undersøgelser, og samtidig har HOPE gjort det tydeligt for eleverne, hvorfor samfundsvidenskab spiller en afgørende rolle i samfundet. Derfor er HOPE den oplagte modtager af Columbus-prisen 2021.

Prisen overrækkes til Michael Bang Petersen ved en højtidelighed i forbindelse med årsmødet for Foreningen af Lærere i Samfundsfag i Stjernesalen, KVUC, Sankt Petri Passage 1, 1165 København K den 28. oktober kl. 18.30.

Kontakt Janne Wikman på tlf. 2825 7025 for yderligere oplysninger.
 
 
 
Om Columbus-prisen
Columbus-prisen er indstiftet af Foreningen af Lærere i Samfundsfag i gymnasiet og HF og Forlaget Columbus. Den ledsages af kr. 50.000 og tildeles ved passende lejligheder personer eller institutioner, der i den offentlige debat holder fast i ideerne om demokrati, ægte politisk engagement og betydningen af saglige argumenter - og som derved gør det spændende at være lærer i samfundsfag.

Prisen kan ikke søges

Læs mere om prisen og se tidligere prismodtagere

 
 
 
 
 
 Du modtager dette nyhedsbrev fordi du har tilmeldt dig via vores hjemmeside. Hvis du ikke længere ønsker at modtage flere nyhedsbreve kan du afmelde dig her