Kan du ikke se denne HTML mail? Klik her
 
 
 
 
P R E S S E M E D D E L E L S E 8.10.2018
 
Columbus-prisen 2018
går til Detektor
 

 
Samfundsfagslærernes pris går i 2018 til et tv-program, der både giver den demokratiske samtale fast grund under fødderne og værdifulde redskaber til undervisningen i samfundsfag.

Misinformation og
falske nyheder går som en steppebrand over sociale medier og trænger endda ind i de etablerede nyhedskanaler. Konsekvenserne kan være alt fra uskyldige misforståelser til alvorlige forstyrrelser af den politiske proces. Nogle har ligefrem talt om, at vi lever i et “post-faktuelt samfund”.

Derfor er der mere end nogensinde brug for faktatjekkere og for at unge lærer at forholde sig kritisk til politiske påstande og måden, de præsenteres på. DR Detektor er en afgørende modvægt til “fake news” og en guldgrube til samfundsfagsundervisningen. Derfor går Columbus-prisen i 2018 til Detektor. 

- I samfundsfag
skal vi lære eleverne at forstå og skelne mellem forskellige politiske synspunkter. Men det betyder ikke, at alt er lige rigtigt eller lige gyldigt, siger Janne Wikman, lektor i samfundsfag ved Aarhus Katedralskole og formand for Columbus Fond, som uddeler prisen.

Eleverne skal
lære at tage selvstændigt stilling, men de skal kunne gøre det på et fagligt grundlag. Derfor er samfundsfaglig metode en vigtig del af undervisningen, hvor eleverne blandt andet lærer at forholde sig kritisk til både tekster og tal.
 
 
„DR Detektor er en afgørende modvægt til “fake news” og en guldgrube til samfundsfagsundervisningen. Derfor går Columbus-prisen i 2018 til Detektor.“
 
-  Det er guld værd, at et program som Detektor findes og kan bruges i undervisningen, siger Janne Wikman. Med Detektor har vi fået et meget anvendeligt værktøj, som giver elever metodisk forståelse og samtidig serverer aktuelle sager om alt fra forårets overenskomstforhandlinger til spørgsmål om, hvorvidt lamaudlejning er en ny konfirmationstrend! Indholdet leveres sagligt og til tider ret humoristisk, som når studieværten for eksempel tager et lamakørekort. Endelig er “Detektorspillet”, hvor elever kan lege sig til viden om samfundsfaglige begreber, en fin håndsrækning til samfundsfagslærere omkring i landet.

På et mere samfundsmæssigt plan udstiller Detektor magthavere, der ikke vil stå på mål for deres påstande i den politiske debat. Det er et meget konkret eksempel på, at medierne, som vi også fortæller vores elever, kan være “samfundets fjerde statsmagt”. På den måde bidrager Detektor til at sætte en streg under, at politikere har en demokratisk forpligtelse til at stå på mål for deres udtalelser i den demokratiske samtale. Men Detektor kigger også indad i journaliststanden og forpligter andre medier til at lave ordentlig research ved at udstille dem, hvis de har været for hurtige på tasterne.

Alt i alt holder Detektor “fast i ideerne om demokrati, ægte politisk engagement og betydningen af saglige argumenter - og som derved gør det spændende at være lærer i samfundsfag”, som er et kriterium for at modtage Columbus-prisen.

Prisen overrækkes ved en højtidelighed i forbindelse med årsmødet for Foreningen af Lærere i Samfundsfag på Rosborg Gymnasium i Vejle den 29.10. kl. 17.30.

 
 
Om Columbus-prisen
Columbus-prisen er indstiftet af Foreningen af Lærere i Samfundsfag i gymnasiet og HF og Forlaget Columbus. Den ledsages af kr. 50.000 og tildeles ved passende lejligheder personer eller institutioner, der i den offentlige debat holder fast i ideerne om demokrati, ægte politisk engagement og betydningen af saglige argumenter - og som derved gør det spændende at være lærer i samfundsfag.

Prisen kan ikke søges.


Læs mere om prisen og se tidligere prismodtagere
 
 
 
 
 Du modtager dette nyhedsbrev fordi du har tilmeldt dig via vores hjemmeside. Hvis du ikke længere ønsker at modtage flere nyhedsbreve kan du afmelde dig her