Økonomi i et sociologisk perspektiv

Positivisme

Der findes også samfundsvidenskabelige retninger, der stiller spørgsmålstegn ved at studere menneskers mening med at handle på en bestemt måde. ”Har mennesket overhovedet en fri vilje, eller er vi determinerede af vores opvækst og erfaringer”? Det er et vigtigt spørgsmål i denne sammenhæng.

Behavioristerne, som er nævnt i bogen, opfatter mennesket udelukkende som produkter af den positive eller negative respons, de har fået gennem livet på deres adfærd. De mener, at mennesket alene reagerer på de stimuli, de udsættes for, og opfatter det som helt meningsløst at forsøge at forklare adfærd ud fra nogle mentale processer. Disse forestillinger er videreudviklet både i økonomi og i sociologi, på den måde, at man mener, at mennesker indgår i systemer, hvor de påvirker hinanden. Det eneste der kan studeres, ifølge denne retning, er den faktiske adfærd, hvor mennesker påvirker hinanden og deres omgivelser under forskellige betingelser. Man kan ikke slutte til nogen form for individuelle motiver eller behovstilfredsstillelse. Elementerne i et system er som billiardkugler.

Denne retning kaldes for positivisme.

Positivisterne fremhæver, at man ikke kan studere det, man ikke kan se eller måle. På den måde har positivister forsøgt at tilnærme samfundsvidenskaberne til en naturvidenskabelig tilgang, men i naturvidenskaberne kan man godt studere ”kræfter”, man ikke kan se eller måle direkte. Med en teori om sammenhænge ud fra nogle kræfter, man ikke kan konstatere, kan man udlede, eller deducere, som det hedder, nogle konsekvenser, som man kan måle. Ud fra sådanne målinger kan man evt. afkræfte teorien og dermed afvise, at de pågældende kræfter eksisterer. 

Denne form er blevet overført til samfundsvidenskaberne på den måde, at man har indbygget forskellige antagelser om, hvad der driver og styrer mennesket. I psykologi antog Freud, at mennesket blev udviklet og styret af to grundlæggende kræfter, som vi kan kalde livsdriften og dødsdriften. Ud fra denne antagelse opbyggede han en teori om, hvordan mennesker ville reagere under bestemte betingelser, og hvilke forhold der kunne være årsager til psykiske sygdomme og forstyrrelser. Ud fra teorien kunne han drage nogle slutninger om reaktioner. Hvis disse slutninger blev bekræftet, eller ikke modbevist, anså han det for sandsynligt, at teorien, inklusive de styrende drifter, svarede til virkeligheden. Det er ikke positivisme, men det er en form for forskning, der er inspireret af naturvidenskaberne.

Den egentlige positivisme, er den, hvor man kun studerer de ydre faktorers indvirkning på hinanden, som f.eks. behavioristerne gør. Også inspireret af naturvidenskaberne, opbyggede økonomer en forestilling om det økonomiske menneske. Det kunne naturligvis heller ikke hverken ses eller måles, men i princippet skulle man kunne deducere en bestemt adfærd ud fra forestillingen og derefter konstatere, om det var disse forestillinger, der styrede mennesket. I politologi har man forsøgt at gøre noget lignende. Man har konstrueret en forestilling om det politiske menneske, eller magtmennesket, der altid vil forsøge at optimere sin magt. I øvrigt en tankegang, der går tilbage til Macciavelli, der dog udformede det som en anbefaling til regenter, og som har haft særlig stor indflydelse på teorier i international politik.

Metoden: Hypotetisk deduktiv
Den metode, der lægges op til her, er, at man ud fra de ganske simple præmisser, f.eks. antagelsen om det økonomiske menneske, der altid handler efter at optimere sit økonomiske udbytte, og altid har fuld information om betingelserne for og konsekvenserne af sine handlinger, opbygger en teori, hvor alle aspekter af økonomiske relationer kommer til at indgå. Ud fra teorien deducerer man så en mere konkret økonomisk adfærd.

F.eks. har man deduceret, at mennesker vil arbejde mere, hvis de får mere for det. Princippet skulle så være, at man gik ud for at måle om det nu også viste sig at være tilfældet. Det spørgsmål der skal stilles er: ”Kan det nu også passe?”