
Spansk kursus - begyndersystemet Ya vamos! og klimaudfordringerne i Spanien
01-09-2023 14:30 - 17:00
Østerbrogade 54C
2100 København Ø
København Ø
Program:
Maria Francisca Gavilán og Louise Friis Arfaoui introducerer ¡Ya vamos! – et nyt begyndersystem i spansk.
¡Ya vamos! er målrettet elevernes første møde med sproget og de spansktalende lande. Med udgangspunkt i de nære emner som fx dagligdagen, skole, familie, sport etc. introduceres eleverne for forskellige aspekter af det spansktalende samfund.
Forfatterne vil på kurset fortælle om de tanker, de har gjort sig i forbindelse med udarbejdelsen af begyndersystemet og præsentere bogens opbygning, udvalgte tekster, videoer og øvelser.
De to forfattere håber, at brugere af begyndersystemet kan gå direkte ind i deres klasse, med bogen i hånden og ro i sindet, og sige: ’Ya vamos’!
Martin Tønner fortæller om klimaudfordringerne i Spanien og den kommende bog España frontera climática
Martin Tønner fortæller om spaniernes kamp for at tilpasse sig klimaforandringer, der vil ramme deres land hårdere end de fleste andre i Europa. Hvordan sikrer de, at der er vand nok? Hvad stiller de op mod hedebølger og andre former for vildt vejr? Hvordan udnytter de landets enorme muligheder for at producere grøn energi? Og, ikke mindst, hvad mener de unge, som skal leve i et formentlig langt mere barsk klima, om det hele? En serie af i mere end én forstand brændende spørgsmål, som er omdrejningspunktet for den kommende bog España frontera climática.
Der er begrænset antal pladser, så tilmelding er nødvendig.
Maria Francisca Gavilán er lektor i spansk og samfundsfag på Roskilde Gymnasium. Hun har tidligere boet og arbejdet som journalist i Latinamerika. Hun har sammen med Louise Friis Arfaoui skrevet temabogen "El sexo en proceso" og begyndersystemet "¡Ya vamos" til spanskundervisningen.
Louise Friis Arfaoui er lektor i spansk og engelsk på Roskilde Gymnasium og medlem af opgavekommissionen for spansk stx. Hun har sammen med Maria Francisca Gavilán skrevet temabogen "El sexo en proceso" og begyndersystemet "¡Ya vamos" til spanskundervisningen.
Martin Tønner har siden 1999 været Berlingskes korrespondent i Spanien med base i Barcelona. Han er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har studeret spansk litteratur og historie ved Universidad de Granada. Er medforfatter til bogen ”Den våbenløse hær – På sporet af FC Barcelona” og har leveret bidrag til diverse essaysamlinger om spanske samfundsforhold. Medforfatter til undervisningsbogen ”España en la calle – 15 historier om Spanien i dag fortalt fra gadeplan” (Gyldendal 2019) og "España mañana" (Columbus 2022).