Tekst 4: Danmark 1992

Det var en begivenhedsrig måned, vi kom ud af i denne uge. Vort fodboldlandshold vandt over hele Europa. Vælgerne sagde nej og til en europæisk union. Fædrelandsstoltheden klæder os endnu efter de og mange nederlag i Europas krige og fodboldkampe - så længe vi kan holde os chauvinismen og nationalismen fra døren. 

4. juni 1992
!Dansk? Er De dansk?" Den unge belgiske taxachauffør slipper i begejstring rattet for et øjeblik efter at klaske hænderne ned i ratkransen."Det er fantastisk."
Ja, nikker vi på bagsædet. Det er fantastisk. Vi fortæller ham ikke, at det er en for os ny fornemmelse, at mennesker uden for Danmark lader sig mærke med, at Danmark og danskere for det første eksisterer og for det andet, at nogle af dem beundrer os, hvad de tilsyneladende er i fuld færd med siden den berømte mandag aften, da det stærke hollandske fodboldhold blev forvandlet til et tegneseriehold, og danskerne skabte, hvad den belgiske avis Le Soir kaldte, "en guddommelig overraskelse".Det guddommelige hjalp lidt på såret fra belgisk tv's morgenudsendelse, som overlegent havde omtalt vort fædreland som "dværgen Danmark". Når vi nu er et folkeslag af blonde, høje, ranke drenge... "
Ved danskerne, at kun i EF kan Danmark få indflydelse?" Italieneren ved min højre side ved et elegant EF-middagsbord belærer mig lettere irriteret. "Er man i Danmark klar over, at fra nu af vil Danmark ingen indflydelse få. Tyskland vil komme til at bestemme over Danmark, for Tyskland har alt: intellekt, rigdom, kræfter." "Ja," nikker jeg tavst. "Tyskland kan meget." Han fortsætter: "I EF har alle lige meget indflydelse. Danmark bestemmer nøjagtig lige så meget som Tyskland. EF er ægte demokrati." Han er ikke blot irriteret, han er faktisk vred, selv om den selskabelige kodeks forbyder ham at vise det. "Jeg tror, at danskerne har misforstået ideen med EF, og nu er de ved at ødelægge det hele." 
Beskæmmet bøjer jeg hovedet og spørger, hvor længe han har været ansat ved Fællesskabet. "33 år", lyder svaret, og jeg forstår, at danskerne med nej'et er kommet til at sætte spørgsmålstegn ved noget, som man ikke kan spørge til. Senere fortæller han om den vældige vækst i antallet af EF-ansatte. Tænk, nu er man så mange, at EF beslaglægger 36 bygninger i Bruxelles. Jeg nænner ikke at fortælle ham, at dette forhold måske kunne være en af de mange grunde til det berømte danske nej. Han er nemlig så glad for sit EF. Det vil være hensigtsmæssigt,« lyder det autoritativt fra mit EF-mødes præsident, "om alle rapporter afleveres på enten fransk eller engelsk." "Nej," siger den stædige dansker, som skal skrive nogle af dem, til sig selv, "dansk er officielt EF-sprog," og et sted i bevidstheden dukker en fjern skikkelse op, en mand, som sad og talte dansk et sted, vedblev med det, og fik en plads i Danmarkshistorien for det. Peder Hiort Lorenzen hed han. Og selv om det i et historisk perspektiv kun er en kort periode, dansk har været enerådende inden for landets grænser, så er dansk for mig ikke noget, jeg smider væk. "Jeg afleverer mine rapporter på dansk," vover jeg at sige, og da jeg ser de øvrige medlemmers undrende ansigter, tilføjer jeg et "af principielle grunde". Deres forundring bliver ikke mindre, men de kender heller ikke Hiort Lorenzen. Hvis det ikke havde været for fodboldholdet, havde jeg sikkert ikke turdet, men der er ikke noget, der gør en så dristig som succes. 
Ved en frokost - de spiser meget og godt i EF - fortæller en meget højtstående embedsmand, placeret lige så højt som vor danske 1. mand, Henning Christophersen, at nu vil fransk og engelsk blive arbejdssprogene i EF. Det er ikke officielt endnu, men det kommer. Selvfølgelig vil det gøre ondt, men vedkommende, som selv kommer fra det allermindste land - og sprog - i EF, finder det selv lidt grotesk, at vedkommendes lilleput-sprog har status af officielt sprog. Og når man nu alligevel taler engelsk eller fransk, for det gør man i det daglige arbejde, ja, så kan man lige så godt tage skridtet fuldt ud. Danskerne turde ved denne selskabelige lejlighed ikke foreslå dansk som officielt sprog, selv om vi lige havde banket hollænderne. Den ene vover dog at spørge, om det er ganske rimeligt at tysk, som dog tales af 80 millioner mennesker, ikke også burde have denne status. De fransktalende i forsamlingen slår det hen.
Imens tænker jeg lidt på M. Delors og nogle af de kontroversielle udtalelser, han er fremkommet med, og det går op for mig, at den med landbrugsstøtten ikke behøver at være forkert. Nu må de sørge for, at det danske fodboldhold slår tyskerne. De vil gøre alle små nationer i Europa en tjeneste. Vi har alle sammen så mange nederlag bag os til Tyskland, nederlag som en dansk sejr ville hjælpe på. Den anråbende herre er en meget lærd, gråhåret og yderst distingveret universitetsprofessor. 
"Du godeste," tænker jeg ved mig selv, "hvad handler det her om?" Skal slaget den 26. juni være det endelige opgør efter Dybbøl og den 9. april og alle andre tyske overfald? Jeg troede, det var fodbold! 
Han ser mig indtrængende i øjnene, og siger: "De må være stolt over at være dansker i disse dage."
Jo, nikker jeg, det er jeg. Jeg fortæller ham ikke, at det er de fleste danskere altid et eller andet sted inde bagved, også når det regner, og også når vi er tilbage til normaltilstanden med hensyn til ydre succes og manglende placering på udenlandske avisers forsider. Det er blot vores maske at lade, som om vi er små og lidt underlegne. Og da de andre kender os på masken - hvad kan de andet, for vi kender jo altid hinanden på maskerne - så regner de med, at vi føler os lige så små, som vi er rent kvantitativt og størrelsesmæssigt, men som vi slet ikke er i vore drømme og vor inderste selvforståelse. Vi lader, som om vi ikke tør træde så fast i jorden, men der er for det meste ikke noget i vejen med gangen.

7. juni 1992
Modbilledet til fædrelandsglæde og -stolthed er ikke så kønt. Det hedder noget med nationalisme, chauvinisme og ubehag ved fremmede. Disse følelser blomstrer i øjeblikket over hele Europa. 
Værst i Jugoslavien, og myrderierne og de langsomme mord på tusinder af mennesker i form af sultedød udspiller sig næsten for øjnene af os. De negative, nationalistiske følelser udfolder sig også uskønt og brutalt i andre dele af den tidligere Sovjetstat, og man går nervøs rundt og venter på, at de også skal eksplodere for alvor her. 
Fremmedhadet ser man i Frankrig, ligesom det også runger i Tyskland i form af støvletramp og råb fra skaldetklippede hoveder. Kigger man tilbage, har netop de fornemmelser og holdninger været uheldssvangre massevis af gange i Europa. De har dog ikke været så stærke i Danmark, dertil er vi både for ligeglade - ligegladheden er et særdansk træk, som også har sine positive kvaliteter - og haft for mange nederlag både på fodboldbanen og i de krige, landets ledere ubetænksomt har kastet os ud i. 
Ser vi lidt klarøjet på historien, viser det sig mere at være stormagternes distraktion i afgørende øjeblikke og belejlige, pludselige dødsfald blandt griske potentater, som har reddet os. Hvem er måske død mere belejligt end Gustav II Adolf i 1632, eller den russiske zar Peter III i 1762? Og med hensyn til 1864 var det i højere grad komplikationen i og af det slesvigske spørgsmål og Englands indolens, som viste sig at være gunstig for Danmark end noget andet. 
Fædrelandssangens ord om, at der hersker en gud foroven, som råder for Danmarks sag, har i alt fald passet i disse tilfælde. Det er desværre mindre vor egen snilde, der har betinget Danmarks overlevelse som selvstændig stat, end det er heldet. Eller miraklet. 
Måske er Danmarks stadige eksistens når det kommer til stykket et mirakel. Og måske derfor er nationalstaten nok så dyrebar for mange danskere, og derfor var selv den lille suverænitetsafgivelse, som lå (ligger) i Maastricht-aftalen også et element i det, som hændte den 2. juni. 
Det var sikkert uklogt af statsministeren dels at tale udenom, dels at minimere problemet. Er der nationalisme at spore i dagens højrøstede flag- og ølorgie? En smule, men endnu er sejrsglæden ikke blevet nederdrægtig, endnu skurrer sangene ikke i ørerne, endnu klæder succesen os. Måtte begge dele vare ved. 

P.S. Har De, som jeg, grundet over, at det eneste land, Danmark tabte til i fodbold, nemlig brodernationen og den evige konkurrent, Sverige, står uden for EF? [Sverige blev medlem i 1995].

Af Mette Winge. Mette Winge er forfatter og dr. phil. Hun deltager i komitéarbejdet i forbindelse med uddelingen af EF's litteraturpris.