Jagten på kemikalierne

Plastik blev introduceret i 1950’erne, som et mirakuløst materiale, der er billigt, vejer meget lidt og nemt kan smides væk efter brug. Først meget sent indså vi, at materialet kan være giftigt og er meget længe om at blive nedbrudt. Meget af det plastik, som kom på markedet i 1950’erne, er stadig i vores miljø. Alligevel er produktionen af plastik eksploderet i løbet af de sidste 50 år, fra 15 millioner tons i 1964 til 311 millioner tons i 2014, og mængden forventes at blive fordoblet igen over de næste 20 år. Ifølge forskning fra University of Georgia ender 8 millioner tons plastik i verdenshavene hvert år. Forskerne regner med, at tallet bliver fordoblet i løbet af de næste ti år. Meget af det vil stadig være i sin oprindelige form og altså i store stykker, som for eksempel en spand og en vandflaske. Men i havet vil bølgerne og solens stråler slide så meget på de store stykker plastik, at de bliver findelt til små stykker mikroplastik, der er defineret som plastikstykker på under 0,5 centimeter. Og her er miljøproblemet endnu større, for vi får svært ved at fjerne plastikken fra naturen, når vi ikke længere kan se den.

Efterhånden som der inden for de seneste år er kommet mere viden om plastikforureningens omfang, er politikere herhjemme og i EU begyndt at undersøge, hvordan vi kan bremse den udvikling.