Modernitetens politiske teoretikere

Det første princip frihedsprincippet - indebærer, at alle borgere har samme rettigheder. Det drejer sig bl.a. om personlige frihedsrettigheder over for statsmagten, andres indgreb eller om andre frihedsrettigheder såsom ytringsfrihed, religionsfrihed, demokrati osv. Det vil således være uretfærdigt at indskrænke en bestemt religiøs gruppes frihed til at praktisere sin religion, eller det vil for den sags skyld være uretfærdigt at indskrænke alle religiøse gruppers frihed. Mulighedsprincippet eller åbenhedsprincippet indebærer, at børn fra forskellige grupper i samfundet, der fra naturens hånd besidder samme talenter, har lige gode muligheder for at nå den samme position. Der må således ikke være sociale barrierer i samfundet, der resulterer i, at visse sociale grupper har vanskeligere end andre ved at nå en bestemt social position. Det sidste princip er forskelsprincippet eller differensprincippet, som understreger, at social og økonomisk ulighed kun er retfærdig, hvis de dårligst stillede er stillet bedst muligt. Men hvad betyder det i praksis, når man skal indrette et samfund? Hver søjle repræsenterer én af to grupper i det samfund, vi betragter, og højden af søjlerne angiver, hvor mange goder medlemmerne af en given gruppe har. I S1 stilles alle lige, de to grupper som er i samfundet har lige mange goder, men et samfund, der ser sådan ud, er ifølge Rawls ikke det mest retfærdige, for der er andre muligheder, hvor de dårligst stillede ville være bedre stillet end under den første fordeling. Ulighed er med andre ord en fordel for de dårligst stillede, og eftersom de dårligst stillede ville være bedst stillede under S3, vil differensprincippet kræve, at netop dette samfund realiseres. Ulighed er dermed acceptabelt, hvis og kun hvis uligheden forbedrer niveauet for den dår-ligst stillede. Retfærdighed er således ikke kun et spørgsmål om lighed og ulighed, men også om velstandsniveauet for de dårligst stillede. Dermed tager Rawls hensyn til behovet for økonomiske incitamenter, hvis der skal skabes yderligere vækst, hvilket både traditionelle liberale og konservative vil argumentere for. En del økonomiske teorier i den forbindelse går nemlig på, at ulighed øger den samlede vækst, da vækst blandt andet skabes ved at tilskynde og belønne dem, der gør en (ekstra) arbejdsindsats. Ved at tillade incitamenter til de mest produktive kan man nogle gange forbedre og øge antallet af goder, der er til rådighed. Rawls påpeger dermed, at så længe der kan omfordeles fra rig til fattig uden at undergrave samfundsøkonomien skal man gøre det. Først når omfordelingen bliver kontra-produktiv skal omfordelingen stoppe.

Det kan f.eks. ske, når skatten for de rige bliver så stor, at manglen på arbejdslyst og investeringslyst begrænser væksten. Flere påpeger, at Rawls dermed kommer med et forsvar for noget, der minder om den danske velfærdsstat, og dens forholdsvise store skattetryk, hvor dem der tjener mest betaler mest i skat. Det indebærer samtidig, at Rawls kommer til at stå i modsætning til den traditionelle økonomiske liberalisme, som man finder den hos f.eks. Nozick, der netop ikke vil give staten lov til at konfiskere, hvad enkelte ved deres indsats har skabt. Rawls understreger samtidig, at det er grundlæggende forkert, hvis en arbejdsdygtig person frivilligt lever af overførelsesindkomster i stedet for at bidrage til samfundets vækst. Det er i strid med den fundamentale ide om gensidighed. Man bidrager og overholder spillereglerne i forventning om, at andre gør ligeså. Rawls forudsætter således en balance mellem pligter og rettigheder. Retfærdighedsprincipperne indeholder to centrale og overordnede begreber. I det første retfærdighedsprincip handler det om frihed, mens det i det andet snarere handler om lig-hed. Hvis der skulle udvikle sig en uoverensstemmelse mellem de to principper påpeger Rawls, at vi vil prioritere friheden. Derfor betegner han sine principper for liberal egalitarisme. Det vil f.eks. være uretfærdigt at indskrænke nogens ytringsfrihed, selv hvis man derved kunne stille de dårligst stillede bedre. Den sociale tilfældighed Når Rawls beskæftiger sig med ulighed skyldes det, at ulighed ifølge Rawls i vid udstrækning er bestemt af sociale tilfældigheder. Han mener, at menneskets placering i samfundet i høj grad er baseret på tilfældigheder. At ens forældre er rige, kærlige og stimulerende er et eksempel på en social tilfældighed. Det betyder endvidere ifølge Rawls, at staten skal afhjælpe den nød, som folk ikke selv er skyld i, men det betyder også, at ideerne om at skulle have, det man har gjort sig fortjent til, kommer til at virke lidt absurd ifølge Rawls. Hvis man tænker nærmere over sådanne principper om, hvad man har gjort sig fortjent til og ikke selv er skyld i, vil man indse, at vores medfødte talenter og vores sociale opvækstvilkår er noget, der er givet os udefra.

Rawls når dermed frem til, at eftersom et menneskes talenter - herunder intelligens ikke udelukkende skyldes indehaverens indsats, men kan stamme fra gener eller fra en heldig opvækst, så har individet ingen ret til, hvad disse talenter indbringer. Eller rettere, individet har kun ret til at nyde fordele af sine talenter, hvis disse fordele kommer de dårligst stillede i samfundet til gode. Derfor bliver det problematisk at argumentere for, at vi har ret til frugten af det arbejde, vi senere hen udfører, som bl.a. nyliberalisten Nozick er fortaler for. Derfor bliver man nødt til at have det 2. retfærdighedsprincip med. Dem, der har haft dårlige opvækstvilkår og er uforskyldte i deres situation, skal hjælpes, og dem, der har levet i gode kår, er blandt de privilegerede, men er også uforskyldte i deres situation. Derfor har de moralsk pligt til at hjælpe andre. Alle årsager til ulighed er tilfældige, og derfor er det ikke retfærdigt, at de bedst stillede stilles bedre på bekostning af de dårligst stillede. Konklusionen er derfor, at lighed er retfærdigt, men der kan være en god grund til at fravige ligheden. Dermed er vi tilbage ved figuren. I S1 var alle lige, men ved at lave nogle ændringer kan man nå frem til en fordeling af goderne, der indebærer en form for ulighed, men samtidig er der ingen, der er stillet dårligere. Det kunne f.eks. være S3. Dermed kan man sige, at S3 udgør en såkaldt paretoforbedring i forhold til S1. En fordeling af goderne udgør en paretoforbedring i forhold til en anden, hvis og kun hvis mindst en person under den nye fordeling er stillet bedre, og ingen er stillet ringere end under den forrige fordeling. Uvidenhedens slør hvad er det? For at finde frem til det mest retfærdige samfund, opstiller Rawls en model for, hvad frie, lige og fornuftige individer kan blive enige om. Det kalder Rawls for den oprindelige position. Den oprindelige position er karakteriseret ved, at individer er frarøvet en række in-formationer. De er f.eks. uvidende om, hvilken social eller økonomisk position, de indtager i samfundet. De ved f.eks. ikke, om de er arbejdsløse eller millionærer, og de er ligeledes uvidende om deres intelligens og deres helbred.

--> fortsæt på side 3