Dansk og historie

A: Bogens tekster i fuld version

1. Otto Gelsted: Reklameskibet (1923)

Til H.R.K¹
Skibet stævner ind
i den skumrende Havn.
Megafonen brøler en Hilsen til Byen,
de elektriske Projektører
kaster deres femfligede Stråle
lige til Vejrs som en Komethale
og tegner med lldskrift på Skyerne:
KØB EN FORDBIL
Og nu er Skibet
en eneste funklende Illumination²,
Flyverne beskyder det med bengalske Bomber³.
Skorstenen, der har Form som en Tuborgflaske,
og de bemalede Sider med deres kæmpemæssige
Figurer og Bogstaver som en fantastisk Camouflage⁴.
Kodakpigen, Johnnie Walker
veksler i blendende Farver,
der spejler sig i Søen,
så Skibet ligger snart i en grøn Afgrund,
snart i en Ild af gule, spillende Luer,
snart i en Bloddam.
Og hvad findes ikke om Bord?
Her er Udstillinger af Billed- og Kogekunst.
fransk Køkken og Kubisme⁵ og kemisk Madlavning.
her er den sociale Udstilling, der viser Samfundet i Længdesnit
fra Proletaren. der ædes op af Lus i en Skarnkasse
til Millionærens Luksus-WC.
Her er kosmetiske Klinikker og Selvmordskontorer,
hvor fortvivlede Mennesker kan søge Hjælp
mod Erlæggelse af et passende Vederlag⁶,
her forevises de nyeste Tricks på Lægekunstens Område.
Mænd og Kvinder. der forvandles til hinanden,
her er selve Skibet med alt, hvad der hører sig til,
Tennishaller og Svømmebassiner og Kirken og Avistrykkeriet,
(hvis Blad bringer hele Biblen som Føljeton⁷).
her er Kæmpegyroskopet⁸,
der med sine 180.000 Omdrejninger i Minuttet
ophæver enhver Slingring
og sikrer Passagererne mod Søsyge!
Og her er endelig Passagererne
Alle, der står i Offentlighedens og Sensationens Tegn!
Den 136-årige Olding fra Volhynien⁹.
der var med Napoleon i Moskva,
det 6årige Skakgeni Sammi Meyer fra Polen
og de sammenvoksede Tvillinger.
hvoraf den levende bærer den anden omvendt på sin isse
så de visne Arme og Ben
hænger ned om hans Hoved
som en pragtfuld Fjerbusk.
Så naturligvis et passende Udvalg
af Verdenskrigens fallerede¹⁰ Regenter og Berømtheder
plus mellem Besætningen
de uundgåelige russiske Storfyrster
og wienske Operadivaer.
Og på første Plads
Filmens Stjerner.
Helten fra det vilde Vesten
(med Odolsmil¹¹).
Verdenskomikeren (med Odolsmil) og Solskinspigen (Odolsmil).
Men inde i Havnen
sidder en Mand i et Skur
foran et Bord med Urskiver og Maskiner.
Han har en Shagpibe¹² i Munden
og ser ud som en almindelig blond dansk Student.
Han venter på det øjeblik.
da Skibet er over det rette Felt.
Så trykker han på en Knap.
Det er ingen Ild fra Himlen, han venter.
Nej, han selv rejser Ilden fra Afgrunden.
Og midt i den populære Shimmy¹³:
"Ryst mig. til jeg revner"
mens en ildmand skræver frem på Reklameskibet
og forkynder en ny Sandhed for Menneskeslægten:
OMA¹⁴ ER BEDST
lyder et Brag –
Otto Gelsted 1922

2. Manden de Kaldte Rindalist¹⁵

I 1965 opstod en dansk tea party-bevægelse. Vreden var rettet mod Kulturministeriet og Statens Kunstfond. Den folkelige protest fik navn efter lagerforvalter Peter Rindal fra Kolding.

Det hævdes, at kun to danskere har lagt navn til en isme. Den ene er N.F.S. Grundtvig. Den anden er Peter Rindal. Peter Rindal var lagerforvalter på Kolding Hørfabrik, da folkestemningen i foråret 1965 sendte ham frem i offentligheden. Her stod han pludselig som talsmand for de titusinder af borgere, som protesterede mod Statens Kunstfonds uddeling af arbejdslegater og livsvarige ydelser til kunstnere. Selv vurderede Rindal senere, at tilhængerne blot havde brug for en enkelt skikkelse at fokusere på. Det samme havde modstanderne åbenbart. Mens balladen stod på i foråret 1965, blev han i en Politikenkronik af forfatteren Jess Ørnsbo betegnet som ”lagerforvalter Rindal, der ikke er kommet ud over samlerstadiet”. I Information kaldte Leif Blædel ham ”kulturfascist”. Så sent som i 2008 beskrev billedkunstneren Henning Damgaard-Sørensen ham i Politiken som ”en primitiv lagerforvalter”. I maj 1973 forklarede Peter Rindal i et interview i dagbladet Information, hvordan protestskrivelsen blev til dengang i februar 1965. ”Meget tilfældigt faktisk. En af arbejderne sagde en dag til mig, at han havde læst i avisen, at nogle kunstnere skulle have 30.000 kr. årligt af staten. Det må man næsten protestere mod, sagde jeg spontant og fortsatte mit arbejde. Vi var i gang med en ordre til Grækenland, kan jeg huske. Et par dage efter kom vi til at tale om det igen, og jeg lavede en protestskrivelse i frokostpausen. Nogle af de andre duplikerede den og samlede underskrifter ind, jeg lovede at sende dem til Christiansborg. Fordi en af de ansatte kontorpiger var kæreste med en journalist på Kolding Folkeblad, så stod det over tre spalter på forsiden næste dag. Det førte til, at andre virksomheder i byen henvendte sig til os og spurgte, om de ikke også kunne skrive under. Så satte vi duplikatoren i gang igen. På den måde bredte det sig som ringe i vandet.” Informations interviewer spurgte Rindal, hvorfor netop han blev fikspunkt i protesten. En gruppe slagteriarbejdere i Vejle var jo faktisk kommet ham i forkøbet ved at afsende protestskrivelser med flere hundrede underskrifter dagen i forvejen. Rindal svarede: ”Jeg ved det såmænd ikke, men jeg gætter på to årsager. For det første er mit navn kort og tilpas ualmindeligt til, at aviserne kan bruge det i overskrifter og folk i almindelighed huske det. For det andet var jeg lagerforvalter. Hvis man havde taget Vejleprotesten, så var opgøret med sløseriet med vore penge blevet klassebestemt til arbejderklassen. Jeg lå mere i midten. Jeg var lavere funktionær, dvs. arbejderne kunne identificere sig med mig, og det samme kunne funktionærstanden.” Det er også blevet fremført, at Danmarks Radio havde studie i Kolding, ikke i Vejle. Derfor gik det hurtigst med at få Peter Rindal bragt til mikrofonen som talsmand for de protesterende, og så blev hans navn slået fast blandt lytterne og medierne. I et interview i 1996 i Kulturministeriets magasin Kulturkontakten huskede Peter Rindal radioseancen: ”Jeg hakkede og stammede i det, men de sidste sætninger var af den karakter, der bliver hængende i rummet, længe efter at de er sagt.” I løbet af få uger havde omkring 26.000 personer skrevet under på protesten fra Kolding Hørfabrik. Men otte år efter den voldsomme debat mente Peter Rindal ikke, at hans og meningsfællernes aktion havde rokket ved noget. Han sagde til Information i 1973: ”Jeg mener stadig, det er skandaløst, at jeg over min skattebillet tvinges til at betale af min løn til en indspist gruppe storsnudede mennesker, der ikke kan klare sig selv, men mener, de har noget så vigtigt at sige nationen, at vi andre må tjene pengene for dem – ofte ved kedeligt og anstrengende arbejde. Hvad gør en eller anden, der kalder sig kunstner, mere værd end hvem som helst, der hver dag passer sit arbejde i produktionen og dermed hjælper med til, at det hele løber rundt?” Da journalist Hanne Dam interviewede Peter Rindal 23 år senere til Kulturkontakten, sad den da 73-årige Rindal i Statens Kunstfonds repræsentantskab på vegne af Fremskridtspartiet, som ønskede Kunstfonden nedlagt. Rindal fortalte Hanne Dam: ”Jeg har været udsat for nogle få chikanerier, men det springer vi over. Man behandler mig korrekt. Jeg får ordet, når jeg beder om det. Men jeg sidder der med de dygtigste penneførere, folketingsmedlemmer, professorer og filosofiske hoveder – dem skal jeg klare med en lagerforvalteruddannelse. Så jeg passer lidt på.” Peter Rindal mente, at den sammenbidte kamp havde kostet ham et par blodpropper og et par nervesammenbrud. Men han forklarede også, at han så tilbage på 1965-aktionen som ”en af de få ægte græsrodsbevægelser – vel den eneste, der i virkeligheden nogen sinde har været i Danmark.”  

Rubrik:
RITTS KAFFEKLUB

1. Rindalismen bed sig fast i den kulturpolitiske bordkant op gennem 70'erne og var derfor et naturligt emne, da en ny generation af socialdemokrater med Ritt Bjerregaard i spidsen startede den berygtede kaffeklub, der ville udfordre den slipseklædte socialdemokratiske generation før dem. Q
2. I 1977 udkom bogen Rapport fra en Kaffeklub, hvor Bjerregaard i forordet formulerede missionen: ”Vi har ønsket at få drøftet og eventuelt få sat spørgsmålstegn ved, hvad man kan kalde den traditionelle socialdemokratiske kulturpolitik, sådan som den har været formuleret siden Bomholts dage.” Q
3. I dag siger Ritt Bjerregaard: ”Vi var optaget af, at Rindal havde fat i det, vi dengang kaldte ’folkedybet’. Vi snakkede meget mere om klassesamfundet, end vi gør i dag, og vi havde lyst til at diskutere, hvordan vi fik en moderne kulturpolitik: Hvordan sikrede vi os, at kultur ikke bare var en middelklasseforeteelse?"
4. Ritt Bjerregaard kan huske, at nogle af partifællerne blev sure. De mente, at hun underkendte kunstens betydning i samfundet. "Men der var samtidig også en stor forståelse for, at debatten var nødvendig. Og jeg underkendte jo netop ikke kunstens betydning. Jeg ville bare gerne have kunsten bredere ud", siger Ritt Bjerregaard.