Kilde 18
DANSK DAAD I – FOLKESTREJKEN I ODENSE
18.–24. AUGUST 1943
LAND OG FOLKS FORLAG · DANMARK 1943
Odense Staalskibsværft arbejdede paa en Minestryger for Tyskerne. Værftsarbejderne i Odense er gode Patrioter, og de syntes naturligvis ikke om at bidrage til Tyskernes Krigsudrustning. Men de havde lyttet til Formaninger af Stauning, af Buhl og af Scavenius. De vidste, at det gjaldt om at opretholde Ro og Orden. Og Bygningen af Minestrygeren skred frem i Ro og Orden. Men Skæbnen vilde, at der skete en Række Uheld med Skibet. Og da det var færdigt, skete det allerværste. En Nat blev der anbragt Brandbomber i Kablernes Fællesrør, og det fine Maskineri blev ødelagt. En ond Mand svømmede over Kanalen, forbi de tyske Skildvagter, og anbragte – i Ro og med den mest eksemplariske Orden – en Bombe paa Skibssiden. Den foraarsagede, at Skibet sank og lagde sig til Ro paa Bunden af Kanalen, uden at tænke paa, at det jo egentlig var værnepligtigt i Kampen for »Fæstningen Europa«.
Begivenheden satte ikke Tyskerne i godt Humør. Det var ikke frit for, at de nærede en vis Mistanke til Skibsværftsarbejderne, som jo ikke netop havde Hitlers Billede hængende paa Væggen. De besluttede sig til, for en Sikkerheds Skyld, at anbringe Vagtposter ombord i Skibet, da det var blevet hævet. De havde ikke læst H. C. Andersens Eventyr om Manden, der ikke kunde lide at se Degne.
Ellers var de maaske kommet til at tænke paa, at Skibsværftsarbejderne nok heller ikke brød sig om at se bevæbnede Soldater paa deres Arbejdsplads. Skibsværftsarbejderne indledte en sit‑down Strejke som Protest mod de tyske Vagtposter. Tyskerne prøvede at spærre Adgangen til Værftet for dem. 3.500 Arbejdere i Odenses Storvirksomheder gik øjeblikkelig i Sympatistrejke, og Tyskerne trak Følgehornene til sig. Efter halvanden Dags Strejke blev Vraget slæbt væk for at blive repareret et andet Sted.
De tyske Nazister provokerer.
Men Begivenheden havde ophidset Tyskerne, hvis Kommandant hed Weizs. Det betyder nok egentlig ’Hvid’, men Weizs var ikke af Vorherres bedste Børn. Han havde efter Sigende været i Polen og ved Østfronten. Han var vant til at have med våbenløse og værgeløse Befolkninger at gøre. Han var Specialist i at behandle polske Jøder og i at gøre ukrainske Bønder begribeligt, at kapitalistisk Udbytning var langt at foretrække for Sovjetfrihed, og at det var Vorherre selv, der havde sendt Tyskerne til Rusland, for at Russerne igen kunde faa Godsejere, der kunde tage sig af deres sande Velfærd. Weizs syntes absolut ikke om Værftsarbejdernes Opførsel. Han brød sig heller ikke om Odense, som var en lille demokratisk By, inficeret med plutokratisk, jødisk Kommunisme. Maaske kedede han sig ogsaa og trængte til Morskab i den stille, danske By saalangt fra Fronten.
Kort sagt, Weizs formanede ikke netop sine Soldater til at optræde hensynsfuldt og roligt. De fik Lov til at muntre sig, og da det var Hitler‑Jugend‑Rekrutter, der lige var sluppet ud af Nazismens Opdrætningsanstalter, benyttede de sig ogsaa af Lejligheden. De holdt Liv i Byen, og forsømte ikke at vise Danskerne, at Tyskerne var ikke bare Værns, men ogsaa Odenses Beherskere. Der var jævnlig Sammenstød og Uroligheder i Byens Gader.
Søndag den 15. August var der Koncert i Kongens Have. En Flok tyske Soldater gjorde deres bedste for at yppe Klammeri. Det lykkedes til envis Grad, og efter Koncerten fulgte en Del Mennesker efter Tyskerne. I Nørregade kom det til Slagsmaal, og paa Fisketorvet trak de tyske Soldater Bajonetterne og gik med Liv og Lyst løs paa Danskerne. Nogle danske Soldater var med, de trak ligeledes blank, og der udviklede sig en Bajonetkamp mellem danske og tyske Soldater. Tilsidst kom Politiet og ryddede Gaden. Flere civile var blevet saaret og maatte køres væk i Ambulance. Næste Dag gik det løs igen, og fra Skærmydsler udviklede det sig nu til alvorlige Uroligheder. Tyskerne gik til Angreb, saa snart de saa en Lejlighed til det, og om Aftenen maatte Politiet gribe til drastiske Foranstaltninger. Det afspærrede nogle Gader, og da det ikke hjalp, kørte Politiets Højttalervogn rundt og gav Folk Ordre til at forføje sig hjem inden en halv Time, saa Gaderne kunde være ryddede til Kl. 22.30. Tyskerne, som havde foraarsaget Urolighederne, blev derimod ikke sendt hjem. De fik Lov til at muntre sig videre.
Tirsdag Morgen udsendte Politimesteren en Formaning til Borgerne i Odense. Han opfordrede dem til i egen Interesse at opføre sig pænt og roligt og afholde sig fra Sammenstimlen og Opløb, som ikke vilde blive taalt. Særligt opfordredes Forældre til at holde deres Børn og unge Mennesker hjemme fra Kl. 18, da det kunde faa alvorlige Følger for dem at færdes ude efter dette Tidspunkt.
Det er næppe troligt, at Weizs holdt en lignende Tordentale for sine unge Rekrutter. Tværtimod er det sandsynligt, at det blev betydet dem, at de roligt kunde more sig. I hvert Fald er det jo en Kendsgerning, at jo hårdere de danske Myndigheder for frem mod Borgerne i Odense, jo mere provokerede blev Tyskernes Optræden paa Gader og Stræder.
Samme Eftermiddag fik Politiet Forstærkning af Betjente fra Jylland, men ikke desto mindre samledes store Menneskemængder i den indre By, og det kom til voldsomme Sammenstød med Tyskerne. Ved Grand Hotel blev to Danske saaret af bajonetstik. Biograferne blev lukket, og om Aftenen blev Flakhaven og en stor Strækning af Vestergade spærret. Urolighederne stilnede ikke af før Midnat. De tyske Soldater overfaldt Gang paa Gang Folk, væltede Cyklister og slog løs paa fredelige Fodgængere. Efterhaanden var Stemningen i Byen meget ophidset, og Borgerne satte sig kraftigt til Modværge. Det lykkedes i enkelte Tilfælde at afvæbne de tyske Knægte.
Ud paa Aftenen fik Sammenstødene en særlig voldsom Karakter. Tyskerne blev mere og mere desperate – i nogle Tilfælde havde man Indtrykket af, at de var påvirkede af Alkohol. En tysk Soldat havde mistet sin Bajonet og gik amok. I Spidsen for en Flok Kammerater stormede han ind i K.F.U.M.'s Bygning paa Klosterbakken. En ung Mand, Jørgen Ellegaard, opholdt sig i Bedesalen, og Tyskerne styrtede løs paa ham. Han blev slaaet ned bagfra, og da det danske Politi indfandt sig, laa han bevidstløs paa Bedeskamlen foran Alteret med et frygteligt Saar i Baghovedet. To tyske Officerer stod ved Siden af ham med Revolvere i Haanden. Den unge Mand havde faaet et aabent Kraniebrud og er endnu ikke uden for Fare.
Borgerne protesterer gennem Strejke og Butikslukning.
Onsdag Morgen gik Arbejderne i Odenses store Virksomheder i Proteststrejke. Arbejdet blev nedlagt hos Th. B. Thrige, Odense Staalskibsværft, Fehr & Co., Maskinfabrikken Phønix, Frederiksbroens Jernstøberi, Mogensen og Dessau og flere andre Fabrikker. Det maatte have en Ende med den Terror, som de unge tyske Soldater udøvede i Byen. Repræsentanter for Arbejderne henvendte sig til de Handlende og foreslog dem at lukke deres Butikker. Alle fulgte Opfordringen. Ved Middagstid var alle Fabrikker i Odense standset, og alle Forretninger lukket. Kl. 14 standsede Sporvognene og lidt senere alle Rutebiler. Efter indtrængende Opfordring fra Borgmesteren vedtog Arbejderne paa de kommunale Værker at holde driften i Gang. Men de udsendte en Erklæring om, at de stod solidariske med Byens øvrige Arbejdere.
Arbejdernes resolutte Optræden gjorde Tyskerne fuldstændig desperate. Patruljer marcherede uafladeligt gennem Gaderne og skød til højre og venstre. Det var livsfarligt at færdes i Byen, og mange blev saaret. I Nørregade stod Maskinarbejder Vilhelm Jensen; en af dem pegede paa ham med en maskinpistol, og Jensen formåede at rive den fra ham og flygte. Han blev ramt af mange Geværskud i Underliv og Laar og afgik nogle Dage efter ved Døden paa Hospitalet. I Kongensgade blev en Kvinde ramt i Nakken af en Geværkugle, og i Heltzensgade saaredes en Mand i Haanden og Laaret af Kugler, der blev affyret af en Frikorpsmand, som mente, at Tyskerne trængte til Assistance. Ved Banegaarden kom en Bil med Tyskere kørende. Fra Vognen blev der kastet en Haandgranat, som slog Hul i en Mur og saarede en Mand, der gik paa Fortovet. Ogsaa paa Skibhusvej saaredes en Mand af en Haandgranat. En Mor med et treaars Barn kom kørende i Mageløs. Faderen og et større Barn cyklede sammen med hende. Da hun opdagede, at der var Opløb, forsøgte hun at vende for at køre en anden Vej hjem. Nogle Tyskere indhentede Cyklen, rev Moderen og Barnet af den og sparkede løs paa dem. Flere danske Betjente overværede det hæslige Optrin uden at gribe ind.
Mens hele Byen var i Oprør, blev der forhandlet for fuld Kraft. Statsadvokaten for særlige Anliggender var kommet til Odense og sammen med den konstituerede Politimester og de ledende Socialdemokrater førte han Forhandlingerne med Værnemagten. Men Bykommandant Weizs ønskede ikke nogen Opløsning. Nu var Tingene netop kommet i den rette Gæng, og det var, som om Gaderne talte – hvor skulde han trække sine Tropper tilbage fra Gaderne? Saa beordrede Politimesteren Højttalervogne rundt i Byen. De meddelte kort og godt, at Gaderne skulde være ryddet for Mennesker inden en halv Time. Det var det danske Politi, som erklærede Standstill i Odense!
Den tyske Terror og Borgernes Svar.
Fra dette Øjeblik naaede den tyske Terror sit Højdepunkt. Værnemagtens biler kørte for i rasende Fart rundt i Byen og paaffede løs paa alle, som ikke i Tide fik reddet sig ind i en Port eller i en Gadedør. Ved et Sporvognsstoppested fyrede Tyskerne aldeles umotiveret paa en lille Flok mennesker. En Dame blev saaret i Brystet og maatte køres til Sygehuset; i Skibshusharteret blev en Mand saaret i Ryggen, en anden fik et Skudsaar i Maven, og en fjerde blev ramt i Over‑tre‑Taa’r. Der gik Bud efter Politiforstærkning. Den skulde ikke anvendes mod Tyskerne, men mod Byens Befolkning, som ikke havde andet Ønske end i Fred og Ro at passe sin daglige Dont.
Det var nu lykkedes Tyskerne at bringe Stemningen i Byen op paa Kogepunktet. De nazistiske Butikker blev stormet, Døre brudt op og Varelager og Inventar blevet kasseret ud paa Gaden. Det gik saa vidt, at Folkemængdens Vrede vendte sig mod de Kvinder, der stod i Forhold til tyske Soldater. Adskillige af dem fik Haaret klippet af, andre blev klædt nøgne og drevet ud paa Gaden med Hagekors malet for og bag. Det illegale kommunistiske Blad »Trods« – som i Strejkedagene var Odenses eneste daglige Avis – advarede dog mod disse Excesser og understregede overhovedet stærkt, at Tidspunktet for væbnet Opstand ikke var kommet, men at Gaderne var det Kampmiddel, som skulde bruges mod udenlandske Terror.
Torsdag den 19. kom der nye Politiforstærkninger til Byen fra Jylland og København. Alle Forstærkninger mødte med deres største Udrykningsvogne. I Slutningen af Ugen var der ca. 800 fremmede Betjente i Byen. Paa Jernbanestationen havde Ekstraarbejderne nedlagt arbejdet, og Togene kunde derefter ikke gøre Ophold i Odense. Denne Dag kom det til en blodig Begivenhed, der fik stor Betydning under den politiske Krises Udvikling. En tysk Officer kom gaaende ned ad Vestergade. Der samledes efterhaanden en Flok Mennesker, som hujende fulgte efter ham, og Officeren blev nervøs. Han vendte sig, trak sin Revolver og affyrede et Skræmmeskud, men nu begyndte Stenene at hagle ned over ham. I Desperation affyrede han sin Revolver ind i Folkemængden og saarede to smaa Drenge. Mængden faldt over ham, og han blev bogstavelig talt revet i Stykker. Senere afgik han ved Døden. Efter Undtagelsestilstandens Indførelse krævede Tyskerne en Million Kroner i Bod af Odense By.
Nazisterne mishandler Fangerne.
En halv Snes Mennesker blev af Stikkere udpeget som Kommunister og anholdt af Tyskerne. De blev ført til Vestre Skole eller Hotel Windsor, Tyskernes ordenshuse, hvor de blev mishandlet. I Forstaden Bolbro stod Frihedsmænd sent paa Eftermiddagen i deres Haver, da et Korps af tyske SS‑mand i Spidsen for en Flok Tyskere overfaldt dem med Hundepiske og Geværkolber og slæbte dem med til Kaserne. Her blev de gennempryglet i Timevis, til de var bevidstløse, og Huden sad i blodige Laser. Først sent paa Natten blev de givet fri. Tyskerne smed dem ud paa Gaden, og de maatte selv om, hvordan de vilde klare sig. De blev kørt til Sygehuset af Ambulancen, og Lægerne tog Farvefotografier af deres frygteligt forslåede Rygge for at indberette Sagen til Justitsministeriet. Den nazistiske Angivers Hus i Bolbro blev flere Aftener efter belejret af en ophidset Menneskemængde, og en Aften udviklede det sig til en Kamp, hvor der udveksledes Skud – til kl. 3 om Natten.
I Dagens Løb steg Antallet af saarede Danskere til 44. Det lykkedes efterhaanden at faa Folk jaget hjem. Tyske Vagtposter var opstillet rundt om i Byen med skarpladte Geværer og Haandgranater, og Gestapofolk susede rundt i Biler med Maskinpistoler klar til at skyde. Alligevel fortsattes Knusningen af Ruderne i de nazistiske Butikker og Afstraffelsen af Stikkerne. Ved 22‑Tiden havde en Snes Mennesker, som havde faaet deres Hjem ødelagt, søgt Beskyttelse paa Politistationen.
En Række Fagforeningsmænd med Næstformanden for De samvirkende Fagforbund, Einer Nielsen, var nu kommet til Odense, og der blev til Stadighed forhandlet med Tyskerne. Om Fredagen var der stadig Uroligheder i Byen, Uroligheder som udelukkende skyldtes de tyske Soldaters Brutalitet. Paa Jernbanegade sprang tyske Soldater af en Bil og overfaldt en ældre Mand og hans Søn, mens de stod fredeligt paa Fortovet. Sønnen fik et Slag i Hovedet af et Revolverskæfte og blev kørt til Sygehuset med Hjernerystelse. Paa Tolderlundsvej skød en Frikorpsmand en Mand i Skulderen. Hvert Øjeblik hørte man Ambulancerne køre gennem Gaderne paa Vej til Hospitalet med Ofre for Tyskernes sadistiske Foretagsomhed. Befolkningen i Odense havde besluttet ikke at give efter for Vold og Terror. Ikke en Haand var i Arbejde. Fabrikkerne stod tomme. Alle Butikker var lukket. Posten blev ikke omdelt, ingen Aviser udkom, Godstrafikken var standset. Folkestrejken var fuldstændig effektiv.
