Reformation i Danmark

Indledning

”Evangeliets lys” blev efter 1536 udbredt til hele landet

Først afholdt Christian den Tredje en række spektakulære højtideligheder, der skulle vise den ny fyrstestat og dens nye institutioner. Vigtigst var herredagen i København oktober 1536 med over 1200 deltagere og de mange soldater i byen, hvor kongen og rigsrådet med hele forsamlingens accept fastlagde både håndfæstning og ”ny ordning og ordinantz”.

Derefter fulgte kongens kroning i Frue kirke i august 1537 og kort efter i september indvielsen og udnævnelsen af de nye bisper, ”superintendenterne”. Få dage efter blev det fulgt op med genindvielsen af Københavns Universitet og udnævnelse af den nye rektor, dekanerne og de nye professorer.

En central rolle som rådgiver for kongen spillede Johannes Bugenhagen, der var sognepræst og professor i Wittenberg og en af Luthers nærmest medarbejdere. Han rejste med kone og børn til Danmark og opholdt sig i landet til både kirkeordinansen, kroningen, indvielsen af de mange nye superintendenter og universitetet var blevet gennemført.

De traditionelle aftaler med rigsrådet i håndfæstningen fjernede ”oprørsretten” og sikrede kongens søn som efterfølger. Men rigsrådet beholdt sin funktion som medbestemmende og sikrede de adelige rigsråder som rigets hofmester, marsk og kansler. Adelen fik også fastholdt sin økonomiske særstilling. Men hertil kom den ”ny ordning og ordinantz”, der lagde rammerne for fyrstekirken og afskaffede bispevældet.

I 1539 kom endelig kirkeordinansen, der var udarbejdet gennem et længere kommissionsarbejde med kontakt til Luther og med Bugenhagen som medskribent. Kirkeordinansen indeholdt både reglerne for kirkens organisation, for superintendenternes, provsternes og sognepræsternes opgaver, og der var afsnit der omhandlede skoler og uddannelse, sociale forhold, tiggeri og fattighuse.

De nye kongelige embedsmænd – superintendenterne, – fik her som opgave at besøge alle sognepræster og sikre den nye liturgi og den tekstnære formidling. De blev udpeget direkte af kongen til i samarbejde med lensmændene at styre de lokale kirker og sogne. Der skete en vis rationalisering af kirken, så kapeller og kirker i tyndt befolkede områder blev nedrevet og nogle sogne blev slået sammen. Det skulle sikre, at den enkelte sognepræst fik indtægter nok til at kunne klare sig.  

De tidligere evangeliske prædikanter fortsatte ihærdigt deres arbejde og mange nye sognepræster – tidligere munke eller katolske sognepræster – kom til. Nu under kontrol af både menighed, lensmand, provst og superintendent. Uddannelsen af de nye præster foregik på universitetet i København, men også i de gamle bispebyer, Lund, Roskilde, Ribe, Viborg, Odense, - hvor der ved de store kirker stadig fortsat var tilknyttet lærde teologer og undervisere. Herreklostre som Øm og Esrum fortsatte også i en periode med at hjælpe med at uddanne de nye præster.

Blev ”evangeliets lys” slukket? – hvor var forskellene mellem 1520ernes frimenigheder og den ny fyrstekirke? Troens indhold, vægten på evangeliet, – teksternes betydning, mindede meget om hinanden – selvom den lutherske version, der nu blev fyrstekirkens, ikke var direkte bogstavtro, men tillod fortolkning af teksterne i bibelen.

Øvrigheden fik nu en langt mere fremtrædende rolle. Kongen blev kirkens overhoved og Christian den Tredje påtog sig rollen, som den der skulle sikre den lutherske forkyndelse og hindre andre opfattelser i at få betydning. Det skete ved omfattende kontakt til det lutherske centrum Wittenberg og direkte personlige breve og aftaler mellem Luther, Bugenhagen og kongen.

Der var nu ikke mere tale om diskussion og trosfrihed, der blev indført censur, og man skulle som bogtrykker have tilladelse til at trykke bøger. Import af bøger med ikke-luthersk indhold blev forbudt. Og anderledes troende kunne udvises.

Menigheden havde ikke samme betydning som i 1520erne. Nu var den underlagt den hierarkisk organiserede fyrstestat. Superintendenter, provster og lensmand kontrollerede og bestemte.

Frihed i verdslig forstand – og trosfrihed i religiøs forstand blev det således ikke til. Det var forhold og begreber, der først langt senere kom på samfundets dagsorden.

Men i 1520erne frem til 1536 var der kortere perioder, hvor man kunne diskutere – og måske opleve de to typer frihed.

Kilder og tekster belyser, hvordan reformationen blev gennemført i selve Danmark (med en kilde fra Gotland) og inddrager den måde kongemagten nu søgte at sætte både det religiøse liv og sin egen magt i scene.

Tekst 54 diskuterer reformationens betydning og konsekvenser.

Oversigt

23. Biografi - Peder Palladius
Tekst 45: Henrik Adrian: Magtovertagelse og kirkeordningen
Kilde 46: Superintendens opgaver mv. uddrag af Kirkeordinansen 1539.
Kilde 47: Peder Palladius: Uddrag af En Visitatsbog (optegnelser fra 1530erne og 1540erne)
Billed 48: Prædikestolen i Mariakirken i Visby 1548 og Christian den Tredjes udenrigspolitik
Billed 49: Alterforside fra Thorslunde kirke, Træsnit (Nationalmuseet), 1561
Billed 50: Altertavle fra Højbjerg Kirke 1586 (Nationalmuseet),
Kilde 51: Øm klosters inventarium og klostrets nedlæggelse
Kilde 52: Christian den Tredjes anetavle i Sønderborg Slots kapel
Kilde 53: Kronborgtapeterne med Christian den Anden, Frederik den Første og Christian den Tredje
Tekst 54: Henrik Adrian: Reformationens betydning og konsekvenser

23. Biografi - Peder Palladius

Peder Palladius blev født i Ribe 1503 som søn af en borger i byen. Han gik i skole i Ribe og sandsynligvis også i Assens og Roskilde. Han var i 1520erne skolemester i Odense, men kom så i 1531 til universitetet i Wittenberg sandsynligvis som præceptor for borgmestersønnen Knud Mikkelsøn fra Odense. Han fik hurtigt sin uddannelse her og blev magister i 1533 og havde de kendte reformatorer Luther, Melanchthon og Bugenhagen som lærere og bekendte. De opfordrede Christian den Tredje til at anvende Peder Palladius som superintendent i den danske evangeliske kirke, men kongen krævede da forinden, at Peder skulle være teologisk doktoruddannet i Wittenberg. I juni 1537 disputerede Peder Palladius for Luther og blev doktor i teologi. Kongen havde i april 1537 fået udarbejdet et udkast til en kirkeordinans (lov om kirkens forhold), som han havde sendt til Luther, Melanchthon og Bugenhagen for kommentarer og godkendelse. Sammen med Peder Palladius kom derfor Johannes Bugenhagen til København i juli for at kunne færdiggøre ordinansen. Det skete i september, hvor den blev offentliggjort og samtidig blev Peder Palladius udnævnt til den danske kirkes leder som superintendent (evangelisk biskop) over Sjælland med sæde i København indsat af Bugenhagen (der ikke selv havde en pavelig godkendt indvielse). Kort efter blev det genoprettede Københavns Universitet genindviet og her blev Peder Palladius udnævnt til teologisk professor. I modsætning til de andre udnævnte superintendenter var Peder Palladius ikke en del af den aktive evangeliske bevægelse i 1520erne og 30erne. Han havde været knyttet til det lutherske lærdomscentrum Wittenberg og havde fået sin uddannelse her, og det var denne tilknytning, der sikrede ham kongens tillid og opbakning. Nu kom en meget arbejdssom periode for Peder Palladius. Han skulle sørge for, at de mange sognepræster og provster blev efteruddannet og fulgte den evangeliske kirkes krav. Derfor gennemførte han på 6 år et besøg i alle Sjællands sognekirker, hvor han skulle vejlede provster, præster, kirkeværger og menighed. Samtidig skulle han sørge for organiseringen af stiftets arbejde med præstemøder og udgivelse af salmebøger og prædikensamlinger. Han underviste også ved universitetet og havde en stor skriftlig produktion af vejledninger og teologiske skrifter i gang. Et af de mere omfattende arbejder var hans deltagelse i den kommission, der med baggrund i Hans Mikkelsens bibeloversættelse og med Christiern Pedersøns hjælp fuldførte oversættelsen af hele biblen til dansk i 1550 (Christian den Tredjes bibel) udfra den tyske oversættelse af Luther, der udkom i 1545. Udover den lange række af kommentarer til oversættelsen var det forordet til den danske bibel, som blev skrevet af Peder Palladius. Mange mindre opgaver blev pålagt Peder Palladius. Han skulle sørge for opsyn med kirkerne i Norge, på Island, Færøerne, Gotland og på Rügen, han skulle foretage censur af religiøse skrifter på kongens vegne, og han søgte at genrejse de mange latinskoler i købstæderne. Det var derfor ikke underligt, at han under en gudstjeneste for et forsamlet bispemøde i maj 1555 fik et slagtilfælde på prædikestolen og måtte gå til sengs. Han var blevet lam i den ene side og var derefter svag og måtte i længere perioder være sengeliggende. Hans broder Niels Palladius, der var blevet superintendent i Lund, overtog en del af hans pligter, men selv fortsatte han med at skrive og udgive teologiske tekster. Han døde i 1560, 57 år gammel og blev begravet i Frue Kirke i København. Peder Palladius havde gennem sine visitatsrejser et grundlæggende kendskab til både præsterne og menighederne og de forestillinger som almindelige mennesker havde, og var således en meget indsigtsfuld administrator og embedsmand for kongen.

Om Peder Palladius:
Carl Henrik Koch: Peder Palladius i Arkiv for dansk Litteratur (www.adl.dk.)
Martin Schwarz Lausten: Peder Palladius i Dansk biografisk leksikon 3.udg. (1979-84/2009)
Martin Schwarz Lausten: Peder Palladius. Sjællands første biskop. Alfa 2006.

Tekst 45: Henrik Adrian: Magtovertagelse og kirkeordningen

1. Herredag, kroning, udnævnelse af superintendenter og genoprettelse af universitetet

Efter magtovertagelsen 1536 måtte kongen og de nye magthavere udvikle nye ritualer og fremgangsmåder, som kunne styrke kongemagtens legitimitet og autoritet.

Herredagen i København oktober 1536 er et eksempel herpå. Der var reelt tale om en stænderrigsdag, hvor repræsentanter for både bønder (3 fra hvert herred), købstæder og hele adelen var indbudt, i alt deltog omkring 1200 personer. Bisperne var fængslet, så de var ikke tilstede. De nye superintendenter var endnu ikke udnævnt. Kongen kommenterede selv, at der var tale om en anden form for møde, og der blev fastlagt en ”ny ordning og ordinantz” samtidig med, at den traditionelle håndfæstning blev forhandlet på plads mellem kongen og rigsrådet. Dermed var grundlaget for den ny fyrstestat lagt.

Flere nye ritualer og møder fulgte: Året efter blev kongen og dronningen kronet – det skete på kongens 34-års fødselsdag 12. august 1537 under en fem-timers lang forestilling i Frue kirke. Den blev organiseret og gennemført af den tyske reformator Johannes Bugenhagen, der var nær ven med Luther, og som sikrede, at der var tale om en evangelisk præget kroning. Kroningshandlingen foregik ikke på latin, som tidligere, men på tysk, der var Christian den Tredjes sprog. En række repræsentanter for udenlandske fyrster herunder fra Sverige var tilstede, den preussiske hertug (kongens svoger) og fire andre hertuger deltog selv i ceremonien. Om aftenen var der spisning, fest og dans på slottet, og i to uger var der festligheder i byen.

Kort tid efter den 2. september kom næste højtidelighed, der skulle sikre den ny fyrstekirke. Bugenhagen – der ikke selv var biskop, men præst og professor i Wittenberg, indviede og holdt tale til de nye superintendenter. Dermed brød man med den katolske skik, hvor en indviet biskop indviede den næste – og dermed var hver indviet bisp en del af en lang række bisper, der havde fulgt St. Peter som biskop i Rom. Man kalder det ”den apostolske succession”. Denne opfattelse afviste lutheranerne og kongen brød bevidst skikken. Til gengæld var de mange superintendenter direkte udpeget af kongen, alene den nye kirkeleder for hele Danmark-Norge, Sjællands superintendent Peder Palladius var ikke selv en erfaren prædikant, men direkte hentet i Wittenberg, uddannet som magister og doktor af selve Luther og Melancthon. Men resten var erfarne og kendte evangeliske prædikanter: Jørgen Jensen Sadolin (Fyn), Johan Wendt (Ribe), Mads Lang (Århus), Jacob Skønning (Viborg), Peder Thomesen (Ålborg) og Frands Vormodsen (Lund).

2. Kirkeordinansen – den ny kirkeordning

Grundlaget for kirkeordinansen var et kommissionsarbejde, der blev iværksat i efteråret 1536. En lang række af de evangeliske prædikanter, repræsentanter for de gamle katolske domkapitler og senere de præster, der var tilknyttet hertugdømmernes evangeliske skole i Haderslev, deltog i arbejdet. Der blev udarbejdet en ordinans skrevet på latin (den findes ikke mere), som blev forelagt kongen, og han sendte i april 1537 forslaget til Luther i Wittenberg og bad om kommentar og tilslutning.

Luther sendte da en af sine nærmeste medarbejdere Johan Bugenhagen til København med børn og hustru. Udkastet blev derefter bearbejdet af Bugenhagen i samarbejde med kongen og nogle rigsråder og måske Peder Palladius. Superintendenterne var i modsætning til de pavelige bisper kongelige embedsmænd og med det samme blev deres magt og myndighed begrænset kraftigt i forhold til bisperne, der havde været  medlemmer af rigsrådet. Det blev superintendenterne ikke.

De havde ingen økonomiske rettigheder over kirkegodset og blev fast aflønnet i et ret begrænset omfang, der slet ikke var på højde med de tidligere bisper eller den rige godsadel, men mere var på niveau med bedrestillede borgere og håndværkere. Deres materielle vilkår blev fastlagt i kirkeordinansen fra 1539. Bugenhagen søgte flere gange hos Christian den Tredje at få bedre vilkår for superintendenterne, men det skete først langt senere.

Sognepræsterne blev aflønnet med den præstegård med jord og dyr, der hørte til sognekirken. Der kunne være stor forskel på præstegårdenes udbytte, og kongen opfordrede lensmanden og superintendenterne til at sammenlægge sognene, hvor det var nødvendigt, men det skete kun få steder.

3. Visitats og støtte til sognepræsterne

Et vigtigt middel til at sikre den ny kirkes liturgi og støtte sognepræsternes prædikener – og at få folk til at deltage i menighedslivet var superintendenternes visitatsrejser. Det var herved at formidlingen og den praktiske organisering nåede frem til selv den fjerneste sognekirke.

Peder Palladius gennemførte som superintendent (evangelisk biskop) visitatsbesøg i 390 sjællandske kirker i årene 1537-1543, et næsten ufatteligt omfattende projekt. Her nedskrev han undervejs efterhånden de råd og oplysninger, som han gav sognepræsterne, degnene, kirkeværgerne og menigheden om de forskellige forhold, der var vigtige ved den evangeliske kirke- og gudstjeneste. Teksten blev afsluttet i efteråret 1543. Selve teksten blev brugt i andre af de mange tryksager som Peder Palladius udgav til oplysning og påvirkning af præster og menigheder.

Teksten blev tidligt afskrevet af Jørgen Jensen Sadolin, der selv var superintendent i Fyns stift, og den blev således også brugt her. Flere afskrifter findes, så vi kender hans skrift ret godt. Det interessante ved teksten er, at den næsten er referat af de mange samtaler og henvendelser Peder Palladius har til sine mange tilhørere under sine visitatsrejser. Den er skrevet i jeg-form og forfatteren henvender sig direkte til tilhørerne. Den er holdt i et dagligdagssprog med mange billeder og henvisninger til almindelige folkelige eventyr, ordsprog og fortællinger. Den giver derfor vigtig kulturhistorisk viden om tiden og om forholdene på Sjælland.

4. Kirkeindretning under Christian den Tredje

På mange måder lykkedes det for Christian den Tredje at få sikret både sin magt og sin plan for at skabe en luthersk kirke. Man kan se det i kirkernes udstyr – som Peder Palladius nøje gennemgår i sin Visitatsbog. Alteret, døbefonten og prædikestolen bliver det nødvendige inventar. Hvor man i begyndelsen anvendte det inventar, der fandtes i kirkerne i forvejen, blev der efterhånden en fast indretning af de lutherske kirker: – højalteret i koret – døbefonten overfor prædikestolen i skibet, prædikestolen på sydvæggen, hertil kom de lange rækker af kirkebænke, som nu kom til at udfylde skibet. Udsmykningen blev ikke særligt prangende. Der kunne være relieffer og figurer på prædikestolen, men ofte tekst, de nye altre havde ofte mange indskrifter – citater med Guds ord fra biblen.

Kirkernes indretning med højalter, prædikestol, døbefont og bænke blev langsomt gennemført i løbet af 1500-tallet. Ændringerne fastholdt de mange kalkmalerier på væggene, og det kom ikke til billedstorm og overhvidtning som i de mere reformerte kirker i udlandet. Men myndighederne var til stadighed opmærksomme på, at helgenbilleder og figurer ikke fastholdt almindelige menneskers forestillinger om forbøn og gerningsfrelse. Der skete i mange kirker en genopmaling af tidligere billedserier – det var ofte gammeltestamentelige motiver (uden helgener) eller motivkredse fra Jesu liv. Men det er påfaldende, at så mange af de ”gamle” billedsammenhænge blev bevaret op til nutiden.

Det var især i slutningen af 1500-tallet, at den nye kirkeindretning realiseredes. Nu var det lokale værksteder, der producerede udstyr og bænke – det var ikke som i den senmiddelalderlige periode importerede altre og udstyr, der dominerede. Først omkring 1600 var hele kirkens udstyr blevet udskiftet og normaliseret.

5. Herreklostre og byklostre

Hvor byklostrene hurtigt blev overtaget af det lokale bystyre og blev indrettet til fattighuse (”hospitaler”), skoler eller til andre fælles formål, gik det helt anderledes med de store herreklostre som Sorø, Esrom, Øm, Æbelholt mv. De fik lov til at fortsætte og administrerede fortsat de store jordejendomme med fæstebønder, der tilhørte dem. Klosterforstanderne skulle love at afholde sig fra katolske messer og liturgi, men kunne, så længe de og deres munke eller nonner levede, forblive i klostrene. Her kunne de fortsat undervise de unge i latin og i teologi, og på den måde sikre præster til den ny fyrstekirke. Efterhånden som munkene og nonnerne i løbet af 1500-tallet døde og antallet blev lille, blev de sidste på Sjælland flyttet til Sorø kloster og i Jylland til Øm.

Samtidig begyndte kongen helt at omorganisere sine mange nye jordejendomme og oprettede kongelige jagtslotte eller lensmandsboliger på de gamle herreklostre. Andre blev mageskiftet med adelige godsejere og overgik dermed til adelen som hovedgårde.

De fleste herreklostre blev efterhånden nedlagt og de mange bygninger blev nedrevet og genanvendt ved kongens byggerier i nærheden. Fx forsvandt Øm kloster, Æbelholt kloster og Esrom kloster (bortset fra en enkelt bygning) med kirker og store ladegårde fuldstændigt inden 1600.

Det var en omfattende forandring, der skete med kirkerne og livet i dem, men vi har ikke kilder direkte fra hverdagslivet, der fortæller om hvornår og hvorlænge det varede inden præsterne udførte ritualer, prædikener og omsorg for menigheden efter de lutherske regler og opfattelser.

Kilde 46: Superintendentens opgaver mv. - uddrag af Kirkeordinansen 1539.

Superintendenterne var i modsætning til de pavelige bisper kongelige embedsmænd og med det samme blev deres magt og myndighed begrænset kraftigt i forhold til bisperne, der var medlemmer af rigsrådet. Det blev superintendenterne ikke.

De havde ingen økonomiske rettigheder over kirkegodset og blev fast aflønnet i et ret begrænset omfang, der slet ikke var på højde med de tidligere bisper eller den rige godsadel, men mere var på niveau med bedrestillede borgere og håndværkere. Deres materielle vilkår blev fastlagt i kirkeordinansen fra 1539. Bugenhagen søgte flere gange hos Christian den Tredje at få bedre vilkår for superintendenterne, men det skete først langt senere.

Her er alene de uddrag fra kirkeordinansen, der fortæller om de nye evangeliske bispers vilkår. Grundlaget for kirkeordinansen var et kommissionsarbejde, der blev iværksat i efteråret 1536. En lang række af de evangeliske prædikanter, repræsentanter for de gamle katolske domkapitler og senere de præster, der var tilknyttet hertugdømmernes evangeliske skole i Haderslev, deltog i arbejdet.

Der blev udarbejdet en ordinans skrevet på latin (den findes ikke mere), som blev forelagt kongen og han sendte i april 1537 forslaget til Luther i Wittenberg og bad om kommentar og tilslutning. Luther sendte da en af sine nærmeste medarbejdere Johan Bugenhagen til København med børn og hustru. Udkastet blev derefter bearbejdet af Bugenhagen i samarbejde med kongen og nogle rigsråder og måske Peder Palladius.

Teksten blev trykt på latin og kort efter oversat til dansk af Peder Palladius. Ved herredagsmødet i juni 1539 blev der atter tilføjet nogle ændringer – til den danske version -, den blev vedtaget af rigsrådet og udkom i 1542 i en officiel udgave som ”Den rette Ordinans”.  

Det danske 1539-tekstuddrag findes i Rørdam: Danske Kirkelove I  (1883) s 106. Den er her oversat til normaldansk af Henrik Adrian fra Kai Hørby: Reformationen i Danmark. Gyldendal (1972) s 131-32.

Spørgsmål om superintendenterne

1. Undersøg hvilke opgaver superintendenten skal løse, hvilke midler har han til sin rådighed? Hvorledes er han stillet i forhold til lensmanden? Beskriv superintendentens folkehold – er det stort eller lille? Kan han med de ansatte løse sine opgaver?
2. Hvilke moralske krav stiller kongen til den ny fyrstekirkes ledere, provster og præster? Hvilken kontrol er der med dem?
3. Se hvordan visitatskravet gennemføres – sammenlign med Palladius beretning Kilde 47/pkt 15

Om superintendenter og deres medhjælpere provsterne.

Superintendenter, som skulle holde denne reformats (1) i kirken ved magt, skal der være én af i hvert stift og til medhjælpere have en provst i hvert herred…

Om superintendentens føde og løn.

En superintendent må udover sin husfrue og børn have to tjenestepiger til sin husholdning. Han kan heller ikke undvære disse tjenestefolk, han skal have en skriver og en karl til at gøre ærinder, en køresvend, der kan røgte fire heste og en dreng han altid kan have hos sig. Her kan det også gå bedre til, hvis denne samme dreng holdes til bogen, og disse tjenere lærer noget godt af den hellige skrift, så der siden kan blive gode sognepræster eller skolemestre af dem.

Men fordi at superintendenterne, som skulle være de rette bisper eller ærkebisper for kirkerne, er de ikke kaldet til ørkesløshed (2), som de tidligere plejer at hengive sig til, men til omfattende arbejde. Hvilket Vi til Guds Nåde gerne vil have, at de skulle behandle og lære andre den hellige skrift og prædike Guds ord for folket, ikke alene hjemme i den by hvor de bor, men også over hele stiftet, hvor som helst hvor de kommer, så de sikrer, at Vore undersåtter er fredsommelige og lydige med den undervisning de i deres prædiken giver om herskab og lydighed, som man er pligtig at følge. De skal sikre, at prædikanterne alle må retsindigt og overbevisende lære Christi hellige evangelium og andet, der bør følge med, og at sognepræsterne med deres hussinde (3) må føre et høvisk levned, efter hvad Paulus siger til Timotheum og Titum (4), sådan som Christi tjenere bør være og at de lige sådan må have under sig, Gud til ære og Christi kirker til velfærd.

Førend de blev sendt til en sådan tjeneste (5) skal de overhøres flittigt. Så skal de, når de er overhørt og stadsfæstede af lensmanden på kongens vegne sendes afsted til deres embede og med en forskrift (6) sendes til sin kirke ud i Herrens navn…

Superintendenterne skal videre føre tilsyn med sognepræsternes embedsførelse, samt dømme i de sager ”som samvittighederne er anrørende”, dog således at ægteskabssager kan appeleres til kongen eller hans lensmand, i købstæderne til borgmestre og råd.

…De skal ikke dømme i verdslige sager, uden de bliver tilkaldt af Os eller bliver bedt om det af Råd (7) eller Lensmand til noget sådant, som ikke er mod deres ed eller embede. De skal også besøge børneskolerne, når de drager ud i købstederne eller hvor de kommer og efter aftale med Vor lensmand sikre at alt går ret til. De skal heller ikke forsømme at udspørge, hvorledes de fattige forsørges…

Om bispernes aflønning: kongen vil ”beskikke hver superintendent et ærligt ophold og belønning for sig og så meget folk, som nu er sagt”. Er dette ikke tilstrækkeligt, vil kongen lægge til, hvad der mangler.

…Superintendenten skal med det første en gang med fuld myndighed fra Os og Vor lensmand besøge alle sognekirker og få en grundig viden om alle sogne, lade beskrive alt det gods og de præbender (8), der hører til. Og beskriv alt i et klart register. Så skal han beholde et eksemplar hos sig og overlade det andet til lensmanden, således at man altid kan få at vide, om kirkens tjenere har nok at klare sig for, og at nogen heller ikke må røve fra kirken, hvis han fik lyst.

Først og fremmest skal superintendenten i denne første visitats omhyggeligt læse og vide, hvad der her i denne Vor ordinants er bestemt, og han skal flittigt med lensmanden se til, at der bliver gode sognepræster i hvert sogn og med prædikanterne og rådet sørge ret for børneskolerne i købstederne og for at de får gode skolemestre. Og til det skal Vor lensmand give vore undersåtter de sammesteder sin befaling.

Men fordi mange sognepræster og sognedegne beklager sig over, at de ikke har det nødvendigste underhold til sig og deres folk, da skal Vor superintendent tage til sig en god gudsfrygtig lærd mand og Vor lensmand, der er i stiftet, skal udpege en god og gudsfrygtig riddermandsmand (9), og de fire skal straks med det allerførste og siden så tit som behov gøres i høj grad, drage omkring og visitere alle sognekirker. Og den præst der ikke har underhold nok, da skal de lægge to sogne sammen, hvis lejligheden er tilstede og det kan ske, ellers må de finde andre måder at finde råd og hjælpe til at forhandle mellem sognepræsten og sognemændene, så sognepræsten ligesom sognedegnen kan få en god tilstrækkelig underholdning, så de kan få deres føde og ophold deraf…

Noter ved Henrik Adrian:

• (1) reformats – kirkeordinansen (kirkeloven) gennemfører en reformats – en forbedring, en reformation 
• (2) ørkesløshed – lediggang,
• (3) hussinde – hustru, børn og tjenere – husstand, begrebet anvendes meget af Hans Tavsen (se Otto Kalker: Ordbog over det ældre danske sprog. 1976-udgaven Bd II s 305).
• (4) henviser til Det ny testamente: Paulus breve til Timotheus og til Titus. Afsnit om tilsynsmænd mv. findes i Paulus 1. Brev til Timotheus, 3, 1-14.
• (5) de skal eksamineres og godkendes inden de bliver udnævnt til sognepræster.
• (6) vejledning
• (7) Råd – her byråd
• (8) præbender – kirkelige hverv (ofte for domkapitlets kanniker), der giver indtægt og som ofte betales af bestemte jordejendomme.
• (9) riddermandsmand – adelig, evt. knyttet til en anden adelig.

Kilde 47: Peder Palladius: Uddrag af En Visitatsbog (optegnelser fra 1530erne og 1540erne).

Peder Palladius gennemførte som superintendent (evangelisk biskop) visitatsbesøg i 390 sjællandske kirker i årene 1537-1543, et næsten ufatteligt omfattende projekt. Her nedskrev han undervejs efterhånden de råd og oplysninger, som han gav sognepræsterne, degnene, kirkeværgerne og menigheden om de forskellige forhold, der var vigtige ved den evangeliske kirke- og gudstjeneste. Teksten blev afsluttet i efteråret 1543.

Teksten blev tidligt afskrevet af Jørgen Jensen Sadolin, der selv var superintendent i Fyns stift, og den blev således også brugt her. Flere afskrifter findes, men kun dele af teksten blev trykt i samtiden, hvor Peder Palladius udgav flere trykte skrifter til oplysning, hvor han anvendte dele af sit eget manuskript i teksterne.

Teksten er således overleveret i flere samtidige afskrifter. De er gennemredigeret og samlet til een tekst på gammeldansk af historikeren Lis Jacobsen i Peder Palladius’ danske Skrifter, Femte bind. København 1925-26.

Tekstuddragene her er oversat til normaliseret dansk efter Lis Jacobsens tekst af Henrik Adrian ved hjælp af den oversættelse som A.C.L.Heiberg udgav i 1867. Den findes i Projekt Runeberg på nettet (www.runeberg.org). Til hjælp ved oversættelsen er anvendt Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog I-VI. Akademisk forlag 1976 (opr 1881-1918). Noterne er blevet til ved hjælp af Lis Jacobsens kommentarer s 151-240 i Peder Palladius’ danske Skrifter, Femte bind. København 1925-26.

Det interessante ved teksten er, at den næsten er referat af de mange samtaler og henvendelser Peder Palladius har til sine mange tilhørere under sine visitatsrejser. Den er skrevet i jeg-form og Peder Palladius henvender sig direkte til tilhørerne. Den er holdt i et dagligdagssprog med mange billeder og henvisninger til almindelige folkelige eventyr, ordsprog og fortællinger. Den giver derfor vigtig kulturhistorisk viden om tiden og om forholdene på Sjælland.

Spørgsmål om visitats, fattige og troldkvinder

1. Hvordan foregår en visitats? – se oversigt under 1. i begyndelsen af teksten. Hvem udover Peder Palladius er tilstede ved visitatsen? Hvorfor læses kongens befalingsbrev op?
2. Afsnit 1-9 – hvordan skal kirken være indrettet? Hvorfor omtales kirkebygningen? Taget? Vinduer? Gulvet og stole? 6. omtaler prædikestol, døbefont og alter, og 7-9 særlig hver for sig – hver får en forklaring – hvordan adskiller den evangeliske kirke sig fra den katolske? Hvad er det særlige i den lutherske kirke?
3. Afsnit 10-12 – Hvordan omtales jordemødre – troldkvinder? Er der en sammenhæng?
4. Afsnit 13 – Om de fattige – Hvem er fattig – hvordan kan man hjælpe dem? Må man tigge? Hvordan beskrives det at give almisse – hvorfor skal man give almisse? Hvem skal være i fattighuset? Hvordan beskrives helliggejst i København?  Sammenlign med Malmøbogen Kilde 31A  Om hospitaler.
5. Afsnit 14-15. Beskriv provstens og superintendentens opgaver og funktion overfor menighed og præst – hvilken pædagogik bruger Peder Palladius i sine samtaler med de forskellige parter omkring kirken?

EN VISITATZ BOG –
1.Præfation (forord)
(Peder Palladius Bd 5 s 25-26)

I gode kristne, som bygger og bor her i sognet, giver jeg eder kærligt tilkende, at vor nådigste herre kongelig Majestæt har udsendt mig her omkring i Sjællands land, for at rejse omkring til alle sognekirker, så den kristne almue kan få deres rette føde til deres sjæls salighed, som sig bør, for at den rette kirkeskik kan holdes ved magt efter hans Nådes ordinants (1), for at undersøge hvorledes almuen har det og klarer sig på alle måder.

Således er jeg også kommet hid ud i Jesu navn forat gennemføre det samme hos jer, derfor vil jeg først lade jer høre mit befalingsbrev (2) og siden også forhandle med jer om det mit embede bestemmer. Jeg beder jer kærligt og gerne om, at i bliver så længe tilsammen, da min mulighed for at være her ikke er sådan, at jeg kan komme til jer hvert år igen, ja heller ikke hvert tredje eller hvert fjerde år, inden jeg har draget gennem Sjællands land, derfor (må) i høre og bemærke det, som i vel har behov for , forhåbentlig vil i ikke fortryde, når jeg har gjort rede for min visitats og mit embede her hos jer.

Her læser provsten mit befalingsbrev op, og straks derefter kalder jeg kirkeværgerne frem og de fattige folk nærmer sig mig ved den øverste bænk, og folket kommer til at sidde nedenfor, og jeg sætter mig der foran dem på en stol. 

SUMMA VISITATIONIS (visitats oversigt)

Som i nu hørte min befaling (3) i gode kristne, så er

det første, jeg har at forhandle med kirkeværger og i alle sammen om Guds hus, som i søger til for at høre Guds ord i.

Det andet er om jeres sognepræst og sognedegn, som skulle foredrage jer og jeres børn Guds ord.

Det tredje er om helligdage, hvilke tidspunkter i bør komme her til kirken, og om hvilke tidspunkter i ikke bør komme.

Det fjerde er om de fattige her og andre steder, om hvordan i skal behandle dem.

Det femte er om kirkegang, hvordan den skal være.

Det sjette er om ægteskabsforhold. Og om andre nødvendige artikler ved hvilken  en kristen almue kunne få deres sjæls saligheds lærdom uforhindret at høre hver til sin dødsdag, så at vi tilsammen måtte få en glædelig opstandelse alle sammen ud i Jesu navn og blive Guds børn på dommedag. 

Noter ved Henrik Adrian:

• (1) Ordinans – den ny lutherske kirkeordning fra 1539 – her pålægges det superintendenten (bispen) at foretage visitats i alle stiftets sognekirker for at sikre den evangeliske prædiken, kirkeordning og bygning. Se kilde 33.
• (2) Kongen udstedte et befalingsbrev med visitatsopgaver.
• (3) Befalingsbrevet er læst op af provsten for menigheden under visitatsen.

 

DEN FØRSTE PART
2. Om kirchen
(Peder Palladius Bd 5 s 27)

Således er det første, jeg har at forhandle med kirkeværgerne og med jer alle sammen, denne kirke og dette Guds hus, som kirkeværgerne har deres navn fra. Det hedder ”kirkeværger”, derfor at de skal værge kirken og tage vare på kirken og fremskaffe til kirken, hvad der er til bedste for den, hvad der tilhører den, indkræver gælden til den, og ordner alting således med den, at den kristne almue uhindret herinde kan høre Guds ord, det hører kirkeværgerne til, måtte de hedde kirkevenner og ikke kirkeværger.

Kirken kalder vi nu dette sted inde og ude, som står her opbygget af sten og kalk, derfor har i jeres forældre at takke, og det gode ved at tale om dem, der er borte er, at de holdt dette sted i orden førend i blev født til verden, det må vel ske, at var den ikke bygget på denne dag skulle i ikke findes så villige nu til at sætte sådan en mur og bygning op efter denne dag, derfor bør i allermindst holde jeres børn til gode og ved magt, det som jeres kære forældre har bygget, og for jer, at jeres børn også måtte få Guds salige ord at høre herinde, til jeres hoved ligger og sover her i denne kirke eller kirkegård.
 

3. Om taget.
(Peder Palladius Bd 5 s 27-28)

Derfor skal kirkeværger skiftes til at stige her op paa denne hvælving tit og ofte og sikre sig, om denne kirke er under tørt tag, og om der er inget sted er bly blæst udaf eller en sten i stykker og det drypper en dråbe ind paa mur og hvælving så det fordærves, så at gode folk skal siden ligge her inde i regn og råd og damp og fordærve så deres legeme på det sted, hvor de skulle hente deres sjæls saligheds lærdom. Det er for sent at opdage det, når man kan kende det her inden på muren, når den begynder at grønnes; thi det er kirkeværgers store skam, som på den tid havde embedet, om det skete for deres forsømmelses skyld. Derfor er det kirkeværgers første befaling, at i holder denne kirke under tørt tag, ligesom hver af jer jo hellere vil bo hjemme i jeres eget hus, ved sit bord og i sin seng ved tørt tag end under tag-dryp, så meget som det er muligt. Så tænk også til, at dette hus, der hører vor herre Jesu til, at det må også til alle tider holdes under tørt tag.
 

4. Om vinduer.
(Peder Palladius Bd 5 s 28-29)

Dernæst med tætte vinduer. I ved vel, at sne kan knyge og fyge dér ind, som solen ikke kan skinne ind, og det er ikke godt, at gode folk skal falde ind i en stol, der er fuld af sne og regn og fordærve deres klæder og derfor hellere bliver borte end kommer til kirke for den sags skyld. Derfor skal kirkeværger sætte glasruder i vinduer og kalke, særlig hen imod vinteren, hvor der er behov for, at gode folk altid kan ligge her inde under tørt tag og indenfor tætte vinduer for at høre Guds ord. Og hvilke unge drenge, som i kan fornemme der kommer hid, paa denne kirkegaard for at gøre skade og ikke for det gode ved at kyle og kaste op til dette tag og til disse vinduer, og i får at vide, hvem de tilhører, da bør i advare deres forældre på sognestævnene, så at de straffer deres børn derfor, for at bøddelen ikke skal straffe dem, inden de dør af Verden, thi det gør ingen uden skalke (4). Hvem vil have sine vinduer hjemme i sin hus udkastet og udkylet? Hugger en et hug i din ledstolpe, da tør du stævne ham til tinget og kræve og plage ham derfor; så tænk ogsaa på, at vor herre Jesus beholder sin hus uskamferet af skalke.

Noter ved Henrik Adrian:

• (4) skalk – forbryder,

 

5. Om guluid och stole
(Peder Palladius Bd 5 s 29)

Dette gulv skal stå rent, disse stole skal stå rene, og sommeren fører maj (5) hid ind, og bekender, at i har sådanne Guds gaver i skov og mark. Og gode dannekvinder og gode piger vænner sig til at bære deres forklæder fulde af urter og græs om sommeren til kirke med sig, at strø det paa gulvet i deres husbonds og deres egen stol, så man kan have lyst til at søge herind tilsammen, når i holder det dejligt og smukt…

Noter ved Henrik Adrian:

• (5) maj – måneden maj

6. Om prædiche stolen, funten och alteritt
(Peder Palladius Bd 5 s 30-33)

Tre ting har i indenfor disse døre, som i bør tage mest vare på. Og var de ikke herinde, måtte i vel selv være her ude, det første er jeres prædikestol, det andet er jeres font, det tredje jeres højalter, disse tre ting bør være i enhver sognekirke og er så beskikket fra Arilds tid, fra drabelig sagers skyld, at prædikestolen skal være opsat ved den søndre side af kirken oven over alle stole, Guds salige ord til hæder og ære, lige ved et vindue, til fordel for præsten om vinteren og særlig når hans øjne de falmer og bliver svage.

Fonten nede i kirken og alteret oppe i kirken, og prædikestolen midt imellem, så når jeres sognepræst prædiker for jer vor herre Jesus Kristus rent og klart for jeres salighed, da beviser han sin lærdom med de to højærværdige sakramenter, derfor rækker han den ene hånd ned mod fonten, og den anden op til alteret, så at de står på begge sider af prædikestolen, som de to cheruber stod omkring arken, thi de to sakramenter er de to indsegl, som hænger på det brev som blev givet ned fra himlen ved Moses og ved vor herre Jesus Kristus, hvor de ti budord (6),  troen og fadervor står skrevet, og det er det rette afladsbrev, som vi bør dø med og have med i graven med os, og ikke Pavens afladsbrev, som hørte Djævelen til. Den første artikel i brevet er de ti budord, den anden vor tro, den tredje vor fadervor med alt det, der høres i Det gamle og Det ny testamente. Her hænger nu de to indsegl nedenunder, de er dåbens og nadverens sakramente. Fonten staar bagude i kirken, når i sidder eller står allesammen og vender bagen til Fonten til Fonten, derfor skal i tænke på at det kan være nok med den ene gang, at i er døbt hver ved sig i faderens, sønnens og helligåndens navn, så i skal aldrig mere døbes end den ene gang.

Alteret står oppe i kirken for alle jeres øjne, og i vender op til det, så i skal huske altid at gå til sakramentet og modtage nadveren, saa længe som i lever på Jorden. Det ene, som er dåben, er een gang gjort ved hvert kristent menneske og skal aldrig gøres mere; det andet skal gøres i hele jeres livs tid, så at det skal også være jeres sidste spisning, når i skal dø fra denne verden, hvis i ikke har foragtet det i levende live. Tænk bare efter den, som har foragtet dette højværdige sakramente i sin velmagt, han vil ikke let få det i sin sidste tid; han vil ikke uden besvær enten få en Udød eller dø heden uden skel (7) og skriftemaal, og da, så meget som mennesker må dømme, gruer man om dette menneskes salighed, alligevel må vi lade Gud råde for alle ting. Derfor er det ikke tid at foragte det i sit levneds liv. Dertil bemærker: disse tre ting, prædikestolen, fonten og alteret, er de tre tegn, som Sankt Hans (8) sætter i sit sendebrev, ånd og vand og blod, hvorpå hvert Menneske må kende og vidne, om han er det evige livs barn eller ikke. Ånden, det er din sognepræsts ånd og røst, når han lærer dig Jesus Kristus rent og klart; vand, det er du og dit barn døbt i, og blod, det er Jesu Kristi legeme og blod for at æde og drikke til en stadfæstelse på alle vore synders forladelse.

Ånd i prædikestolen, vand i fonten og blod paa alteret. Og nævner den helligånd blod, og ikke legeme, imod hine kalktyve (9), som [altså helligånden] ser langt tilbage, at de vilde komme og stjæle og røve fra almuen den ene part af sakramentet, som er Kristi velsignede blod. De tre tegn, siger Sankt Hans (10) kan hvert menneske kende på, om han er det evige livs barn eller den evige døds barn. Har du vilje til dette ord, der går ud af din sognepræsts mund, når han prædiker for dig Jesu Kristus rent og klart, og du gerne kommer til din sognekirke, gerne er den første og ikke den sidste, og du lader helst ikke din stol stå tom, når det er tiden hvor du bør være i din sognekirke. Du sætter troen til Guds ord og har og hjælper derefter imod din fattige næste, det bedste det er dig muligt, ydermere må du også gerne huske ved dit navn, at du er døbt i faderens og sønnens og helligåndens navn, dertil at du også gerne går tit og ofte til alteret og lader dig modtage nadveren, disse er de bestemte tegn, så at du er det evige livs barn, og derfor må du folde dine hænder sammen og takke Gud.

Men lige tvært imod: har du ikke det ord kært, som udgår af din sognepræsts mund, kommer du ikke gerne til din sognekirke, lader du tit din stol stå tom om søndagene og andre hellige dage, fører du et skændigt levnet lige tværtimod Guds ord, husker du ikke tit på, at du er døbt, går du ikke til sakramentet, da tør du ikke spørge dine naboer og genboer ad, men dit eget hjerte skal overvinde dig og sige dig, at dette er et bestemt tegn på, at du er besat med en djævel fra helvedet, fordi han sidder ved dit hjerte og holder dig derfra, så at du skal ikke høre Guds ord eller sætte tro dertil. Han er tilfreds, ligemeget, hvor du er i den ganske verden, kan han kun holde dig fra din sognekirke og fra Guds ord, når han sikkert ved, at du da hører ham til. Derfor har den helligaand ved Sankt Hans sat os disse tre Tegn paa målet (11), for at vi skal kende ved dem, hvor nær vi er Gud og han os, eller hvor nær vi er Djævelen og han os. Det skal nu disse tre ornamenter eller redskaber, prædikestolen, fonten og alteret, huske os på.

Noter ved Henrik Adrian:

• (6) 10 budord – de ti bud
• (7) uden skel og skriftemål – den frelsehjælp
• (8) evangelisten Johannes
• (9) kalktyve – de papistiske præster, der ”stjal” kalken med vinen fra  menigheden under nadveren.
• (10) se 8
• (11) målet – en målepind, billedsprog

7. Om prædickestolen besynderlig.
(Peder Palladius Bd 5 s 33)

Prædikestolen skal ikke være en bogstol eller en Hifgibbe (12) nede ved gulvet, men dejlig opbygget på den søndre side i kirken, Guds salige ord til hæder og ære, og så at hvert menneske kan se sin sognepræst i øjnene, i hvilket stolestade han end har i kirken, så at den ene sidder ikke i vejen for den anden, således at i alle må høre og mærke jeres saligheds lærdom. Derfor bør en god almue først stå op i deres stole, når sognepræsten læser evangeliet på prædikestolen, og så sætte sig ned tilbage på deres stole og ikke lægge sig ned på deres bryst, så at de ikke falder i søvn, men kan forblive vågne og friske for at høre, mærke og forstå Guds ord. Og alle vender sig imod prædikestolen og sidder ikke så skændelig og vender deres røv (med forlov sagt) til deres sognepræst, som grove og ufornuftige bønder plejer at gøre. Dette er nu nok fortalt om prædikestolen. Kan en almue hver især forsørge sig og sine med stolestade i kirken, da må de jo alle tænke på at lade vor Herre Jesus også få sin stol, vel opbygget eller opmuret af de ødelagte altre, som der nu findes så mange af allevegne i kirker, der ikke kan anvendes til anden eller bedre brug.

Noter ved Henrik Adrian:

• (12) boghylde – i den senmiddeladerlige kirke var der få bøger ofte sat fast til en hylde eller læsepult.

8. Om funten besønderlig.
(Peder Palladius Bd 5 s 33-36)

Fonten skal altid stå tør og ren, uden vand i den, indtil en dannemands barn kommer til kirke og skal døbes; da kan degnen eller klokkeren hælde en spand vand eller to i fonten, så at der ikke er skident vand, fuldt af murlus (13) eller andet skarn (med forlov sagt), så at man ville væmmes ved at stoppe en finger der i, eller ovenikøbet siden at døbe et nyfødt barn der i, men at der altid skal være rent og klart vand, ligesom vor herre Jesus selv blev døbt i rent og klart, rindende vand i Jordans flod. Nu skal jeres sognepræst ikke løbe ud til floden med jeres børn, men der er til ham opstillet et kar her indenfor døren, der nede bag i kirken, som er fonten, han kan døbe dem i.

Om vinteren må man varme den ene kedel vand, så det da er varmt og lunkent vand, fordi dåben er givet vore børn til deres sjæls salighed og ikke til deres legemes skade og fordærv.

Når et barn døbes der nede, da skal i alle stå op i jeres stole, mand og kvinde, unge og gamle, og vende jer mod fonten, det højværdige dåbs sakramente og det lille barn til ære, og sognepræsten skal læse dåbens ord så højt, at i alle kan høre dem allesammen i fælleskab hver i sit stolestade; og når i hører, at han nævner Jesu Navn, da skal i alle knæle, mand og kvinde, og mændene åbne deres hoveder, og bekende, at i har ingen frelse i himlen, på jorden eller under jorden uden med vor herre Jesus.

Og i, som står fadder til et barn, skal tænke på, at holde Gud det, som i lover og tilsiger der nede ved fonten: først, at i vil være vidne til dette barns dåb og kristendom, siden, at i vil have opsyn med det barn, som i holder til dåben, så at det skal lære sin børnelærdom flittigt og godt, indtil det bliver så stort, at det skal følge hen til sognepræsten og for at overhøres og stadfæstes til at gå til sakramentet, hvilket vi kalder den rette fermelse, konfirmats eller stadfæstelse i troen og i børnelærdom (14). Sålænge er gudfader og gudmoder forpligtet til at have tilsyn med samme barn på den måde de kan, eller også på andre måder, hvis der sker fader og moder noget, da bør vi jo holde  for hinanden, det vi lover og tilsiger hinanden,  dér ved fonten i Guds sted. Du er kun et menneske, som vi er alle, nu får du Guds navn til med, så at du kaldes det barns gudfader eller gudmoder, derfor skal du passe på det barn i Guds sted. Derfor skal i også spørge deres forældre derom, når i møder dem: »Kære fader, hvordan har min gudsøn det, lærer han noget, går han til sognekirke om søndagen og på andre hellige dage? Lad ham komme til mig, jeg vil overhøre ham, så at jeg ikke får synd for hans skyld, så at jeg ikke bliver til en løgner for Gud og jer«. Dette er du forpligtet til at holde; du kan ikke købe dig fra det, bondelille, med fadderpenge(15); de gives ud for en anden sags skyld, som er, at fader og moder ikke skal falde i mishåb, når Gud giver dem flere børn, og han vil også give dem mere at føde dem med. Derfor giver man barnet penge, ligesom man også giver brud og brudgom penge og boskab til at hjælpe dem frem i deres ægteskab.

Det siger jeg ikke derfor, at I skal lade være med at være fadder til hinandens børn, men for at i skal tænke på i Jesu Navn at holde Gud og jeres næste, hvad i dér lover og tilsiger.

Her skal i også vide, at inget fadderskab kan forhindre ægteskab, som de ugudelige Pavens folk har lært og løjet for os (16). To faddere må gerne have hinanden til ægte, ligesom de må giftes i fjerde led, heller ikke når den ene er i fjerde og den anden i tredje led, kan nogen forbyde det; for vi tæller altid fra dem, som er længst fra bullen (17), så nævnes der fjerde mand paa den ene side, nyd det godt og bliv gift med den, som rører ham i fjerde led. Som disse ikke længere kan forhindre ægteskab, så kan heller ikke noget fadderskab forhindre ægteskab. Dette er nu talt om fonten.

Noter ved Henrik Adrian:

• (13) murlus – bænkebidder (insekter der opholder sig på fugtige steder)
• (14) fermelse…- det er konfirmationen (ogå kendt i den katolske kirke)
• (15) fadderpenge – pengegave som gives ved dåben.
• (16) regler om kristent ægteskab fra 1215, om at man ikke må gifte sig med slægtninge i 1-4 led findes ikke mere. Kusiner og fætre kan således nu gifte sig med hinanden. Dog kan man ikke giftes med søskende, forældre og bedsteforældre. Se Fortælling
• (17) bullen – begyndelsen på stamtræet, stamfaderen

 

9. Om alteret besønderlig.
(Peder Palladius Bd 5 s 36-38)

Alteret skal stå med rene klæder på, som enhver der jo vil have en ren dug på sit bord om søndage og andre hellige dage, ligesom på det bord, hvor Jesu Kristi legeme og blod skal behandles på (18), det skal altid være rent, og kirkeværgerne skal altid holde to duge parat sammen med rekvisit og messeklæder, som bruges ved samme høje alter.

Ligesom hver kirke har nok af een prædikestol, saa har den heller ikke behov for flere end eet enkelt alter. Gud give, at en kristen almue vil overveje at bruge det ret, når de har haft aldeles nok der af. Derfor har de ikke behov for andre altre længere, på trods af at papisterne stadig vil have dem ved magt (19), for at de skal stå og afvente nye tider, så at deres kram og plynderi (20) kan komme igen, hvilke de tør dog ikke forbiiede efter. Gud af himlen fri os fra andre vildfarelser, så sandt som vi er blevet fri for pavens og munkenes vildfarelser, som vi har haft nok af.

De andre altre, bortset fra det rette høje alter, hører heden til den rette vildfarende lærdom, som paver og munke førte om helgeners påkaldelse og om den løgnagtige skærsilds pine og er sådanne kohytter og kramboder (21), som vor herre Jesus selv styrtede om i Jerusalems tempel dengang han drev kræmmerne ud (22).

Derfor kunne kirkeværgerne fjerne dem og anvende det, onde og skidt, til andre kirkers behov. Tavlerne eller billeder kunne de opslå på væggen, så at de kunne være gode spejl for enfoldige, som de kunde genkende dem, når man ved, hvem de samme billeder er gjort eller malet efter; uden at der her findes billeder, som man søgte til og hængte voksbørn og krykker ved, så at de skal borttages og brændes op.

Og fordi, at disse andre altre nu ikke bruges længere, har man fjernet dem, så at vi nu ikke længere bespotter Gud og hænger klæder på stok og sten, som kunde bruges til fattige folks kroppe til at tørre materie og blod af deres pokker med, hvortil kirkeværgerne kunne overlade deres klæder, der her har hængt paa disse altre og give dem til de syge i fattighuset her i sognet. Ellers lad der gå bud til Helliggejsthuset (23) i København, som skal hente dem til de syge i hospitalet, hvis i ikke vil bruge dem til jeres egne syge.

Men så længe, i gode Kristne, som i kan se disse altre stå, førend de nedbrydes og der sættes levende folk i de steder igen (24), da skal i tænke paa den store vildfarelse, vi har været i under paver og munke, og love og takke Gud, som har befriet os derfra, så at vi nu ved bedre i denne klare Evangeliets lyse dag. Det alter nu ved siden af prædikestolen kan tages ned og dér sættes en Stol igen til alle dem her i sognet, som Gud har lagt sin hånd på, hvis de er tunghøre, så at de kan stå tæt ved prædikestolen og således bedre høre Guds salige ord.

Hører der noget Gods til disse ødelagte altre, da forbliver det alligevel ejendom til kirken og dens behov, selvom de nedbrydes og fjernes for at give plads; læg mærke til dem, som står nede i blandt stolene eller i vejen mellem folket og højalteret.

Højalteret kan stå med sine rene klæder på, ligesom enhver, der jo vil have en ren dug på sit eget bord, som det før er sagt; og der må tændes to lys paa alteret, ikke oftere end der er nogen af jer der går til sakramentet (25), som jo skulle ske hver søndag og hellig dag i en sådan forsamling; Gud skulle andet forbyde! Disse to lys har noget at betyde; ellers måtte de ikke brænde, fordi her går så dejligt et lys over vort hoved, den klare sol, så at vi kan endog se at træde nåle herinde, hvis der er behov for det, vi tør ikke bespotte Gud med lysetænden, uden de har noget at betyde: Det første lys på alteret brænder Jesu Kristi Legeme til hæder og ære; det andet brænder hans velsignede blod til hæder og ære, og allermest derfor, når vore hjerter bliver oplyst og vi får en sand viden og vidnesbyrd om vore synders forladelse, så tit og ofte som vi gaar til nadveren og skrifte. Det lys, der er i skriften, betyder oplysning, som Kirstus siger selv: »Jeg er verdens lys«. Ellers må der ingen lys brænde her i kirken uden de to, som tændes for brud og brudgom på deres blussestager (26), når de kommer til kirke. Hvad de skal betyde, vil jeg herefter give tilkende…

Noter ved Henrik Adrian:

• (18) nadverbordet med vin og brød
• (19) ved magt – at de bliver opretholdt så de kan bruges ved bøn.
• (20) kram og plynderi – kram er de genstande, der blev solgt fra kirkernes katolske udstyr, det var genstande, hvis værdi prælaterne havde plyndret almuen for.
• (21) kohytter og kramboder – markedstelte og kræmmerboder, der er tænkt på papisternes handel med helgendyrkelse – det sammenlignes med, da Jesus væltede kræmmerboderne i templet.
• (22) Matth. 21.12 mv.
• (23) Helliggejst –Helligåndshuset i København, blev i 1530 sammen med St.Jørgens- og St.Gertrudshospitalerne gjort til hospital under bystyrets kontrol, et hospital var både et fattighus og et sygehus i vor forstand.
• (24) bænkeraderne/stolene optager pladsen hvor altrene tidligere stod, især Maria-alteret ved triumfvæggens nordside og Nikolavs eller Olai-alteret ved sydsiden.
• (25) til nadveren/ til skrifte
• (26) man anvender to stager med lys inden i kirken, stagerne bar tidligere kirkens faner, som blev fjernet af de evangeliske præster.

DEN ANDEN PART
10. Om iordemoder, en undervisning och formaning
(Peder Palladius Bd 5 s 109)

En jordemoder hun må have så stor magt der i; hun har også derfor fået et helt kapitel i kongens Ordinans (27). Hendes sognepræst skal tit og ofte overhøre hende, for at se om hun er gudsfrygtig, om hun er en kristen kvinde, om hun kan de ti bud, troen og fadervor, om hun ofte går til sakramentet, om hun véd rettelig at trøste en fattig barselkvinde med Guds ord; det ligger der stor magt i. Hvor en gammel, skarns, papistisk munkekvinde er jordemoder, dér er djævelen ofte inden døre med hende, og det vil ikke ofte gå vel til; der bør være en gudfrygtige Kvinde.

Og de ældste og ypperste dannekvinder i sognene eller i byen skal erfare, om hun er god til sit embede, inden hun sendes til nogen dannekvinder; det er alt ellers borte. Det barn er død, der er død; fordærvet det, fordærvet er; den gås kægger ikke, dér hovedet er plejer man at sige.

Hvem vil have sit barn dødt, hvem vil have sin hustru fordærvet? Hvor mange fordærves der ikke af onde og ugudelige jordemødre! Derfor har det stor betydning - så vel (for) mændene som kvinderne - at en jordemoder er en god, lærd og gudsfrygtig kvinde, fordi at ingen vil gerne have nogen af sine fordærvet.

Noter ved Henrik Adrian:

• (27) Kirkeordinansen fra 1539

 

11. Om traalquinder en formaning og undervisning.
(Peder Palladius Bd 5 s 109-11)

Det skal være langt fra, at en jordemoder skal fare med løff (28), signelse, manelse eller trolddom! Hvem der kan høre det enten af hendes mund, som en jordemoder skal være, eller af nogen kvindes mund, og vil hun ikke advare herskabet, vil der kunne køres et hundrede læs ved til hendes røv - med forlov sagt – så at hun kan få en sviende hale, som hun har fortjent, da er du så lige så godt som en, der holder, som den der flår.

Du må ikke tie med nogen troldkvinde! De får nu deres rette løn; de kan nu ikke længere klare sig på denne klare Evangelii lys og dag; de får nu en verdens skam af verden med dem; det er også deres fortjente løn.

De brændte jo en hob tidligere af dem i Malmø, i Køge og andetsteds, og vi hører til, at der sidder atter en hob greben i Malmø og skal brændes (29).

I Jylland og Smålandene (30) er de på jagt efter dem som efter ulve; så blev der nu for nyligt grebet og brændt på Als og på de andre Smålande (31) (hen)ved tolv og fyrretyve troldkvinder; den ene røber den anden, så de følges hen ad til denne verden.

Det sker ikke sjældent for gudfrygtige folk i deres huse, at de får skade af troldkvinder. Hav tro til Gud, og lær alle dine børn troen, og hold ingen løsagtig eller skændsfolk tilbage i dit hus! Hvad skulle det ikke betyde, hvis en djævels troldkvinde skulle kunne gøre dig skade enten på din mælk eller smør, eller på dit mandheld (32) eller førlighed, eller paa nogle af de ting, du har i dit hus?

Det sker desværre ofte at de ugudsfrygtige folk, som sætter troen til sådanne troldkvinder, ja de tør  vel også bruge dem og lader dem hente til deres heste, til deres køer, til dem selv, når de bliver syge og hun skal komme og signe dem. Hun går foran din ko, hun går bag den, hun må - med forlov sagt - kysse den bag, hun skal primsigne din ko, hun kan signe for det hede ild, hun kan signe for det kolde ild, hun kan signe for gigt og stik, hun véd så mange lange remser, som djævelen og munke har lært hende:

Mari gik ad Veje,
dér kom de tre Meje
og vor Herre Jesus Krist
og Sankt Hans, Evangelist.
Melcher, Jesper, Baltzer,
Jesus, Marie Anna. I Navn Faders etc. (33)

En kostjert med eddike! Djævelen har hun, så den får hun også med sin signelse! Så får du det også, hvis du lader dig eller dit fæ signe af hende. Måske får din ko det bedre, som du kan tro, men din sjæl fordømmes ind i helvedes afgrund med din signelse! Lad dig velsigne alene med vor herre Jesu Kristo ved en kristen bøn til ham og ikke af nogen djævels troldkvinde!

Vel skal hun læse Sankt Hans’s læst (34) over dig, for at dit hoved ikke skal oftere gøre ondt, så hun begynder med at læse: »In principio prebe lumine, et lumine prebe lux, et verbi can faetum est, et titituri nobis (35)«. Således farer hun af sted med sin læsning og signelse.

Kvinde vár din mund, så at du ikke får en brændt hale! Har du misbrugt sådan skam hertil, giv op lad folk aldrig høre mere om dig, bemærk jeg giver dig et godt råd; hvis der skulle komme hofmænd til dig i bønderklæder, med bukser på og de har en klud om benet og foldet op og lader dig se og spørger dig om råd: »Kære kvinde, jeg har hørt, at i kan signe! Se her, hvilket et ben jeg har; kender i ikke et råd til at signe mig det?«, derpå kan de få et ord ud af din mund og straks gribe fat på dig, så at du kan komme ud til galgen for at brændes op i gloende aske med skind og ben, kød og krop; det er din ret. Pas alligevel ellers på, som det ligger dig magt paa!

I tør heller ikke nu længere være bange for sådanne skarns troldkvinder; det er alene løgn, når man siger, at djævelen skal selv skulle være ræd for hende - han er ikke ræd for andre end for Gud - og at han på et tidspunkt skulle give hende et par nye sko, hvor han skulde have rakt hende dem på en lang stage, for han turde ikke selv være i lag med den gamle troldkvinde. Det er ikke uden løgn! Hvorfor skulde han ikke turde være i lag med hende, når en troldkone er djævelens malkepige; hun malker ham, og han malker hende, så længe at de malkes hen tilsammen i helvedes afgrund (36). Vár dig for deres Løn! Vi vil ikke tale mere om dem.

Noter ved Henrik Adrian:

• (28) løff – løv - tryllemiddel
• (29) det sker o. 1540, vi kender til sager om hekse i Malmø 1543 og i Køge 1545.
• (30) Smålandene er Lolland, Falster og Møn m.v.
• (31) se 29
• (32) mandheld – mandens fertilitet
• (33) Paladius bruger formler, som man brugte i forbindelse med at bekæmpe sygdomme mv. – de havde et religiøst indhold og forskellige helgener, Maria og de tre hellige tre konger (Melcher, Jesper, Baltzer) blev anvendt til forskellige typer af sygdomme. Palladius gør grin med både helgener og hellige personer –og med brugen af formlerne.
• (34) forkortet af begyndelsen af Johannes Evangeliet.
• (35) såkaldt bibellatin, hvor magiske formler tages fra forkortede bibelcitater – her Johs. Evangeliet 1,1 og 1,14.
• (36) historien om fanden og kællingen er et meget udbredt gammelt folkeeventyr. Fanden havde lovet kællingen et par nye sko, hvis hun kunne skabe ufred mellem et lykkeligt ægtepar. Da han skal give kællingen hendes fortjente løn, bliver han bange for hendes magt og rækker hende skoene på en lang stage.

12. Miere om iordemoder.
(Peder Palladius Bd 5 s 112)

Det skal være langt fra, at en jordemoder skal være en fuld og fordrukken kvinde, så at en dannekvinde ikke tør sende bud efter hende, når hun er fuld og drukken, og hun tør komme og forkaste både liv og barn med sin ulempe. Det bør hellere være en betingelse for kvinden at være en, der drikker mælk, end en der drikker øl, selvom øl er hende tilladt. Dog bør hun være ædru så vel om midnatstide som om middagstide, thi hun véd aldrig, hvornår en dannekvinde har hende behov. Det står en mand ilde at drikke sig fuld; det står en kvinde det dobbelt værre, især hvis der tale om en jordemoder.

Og når i har så god en jordemoder, i dannekvinder, da lønner i hende godt for hendes omhu; hun er da sin løn værd, og det var at ønske af borgmester og råd i købstæder, at sådanne jordemødre måtte være fri alle vegne for almindelig skat og tynge (37). Det er de, som hjælper os til denne verden, og derfor har de deres lov allevegne i skriften, særlig Genesis 38. Kapitel og i det 24. og 35., Exodi i det første kapitel og mange andre steder…

Noter ved Henrik Adrian:

• (37) tynge - afgifter

 

DEN FIERDE PART
13. Om de fattige.
(Peder Palladius Bd 5 s 127-130)

Nu vil vi se, hvilke de fattige er, førend vi skilles ad, så at hver kan kende sine fattige og vide at besøge dem med Guds almisse og anden trøst og hussvalelse.

De første fattige er de, som ligger indlagt i hospitalet i København og andre steder omkring i Sjællands Land, dér hvor deres bud kommer her til jer om at give Guds almisse til dem. I skal nu ikke mere give jeres almisse til munke og mulestødere (38), der kommer i deres kutte – og til øjenskalke, som stikker blår i øjnene på jer med deres brændevinsdunk og deres tiggerpose på ryggen, og som tager begge oste: de er begge gode, sagde munken, stop dem blot i sækken. – Alt det er forbi. Men vil du se, hvem du giver din almisse, så, når du kommer til København og har dér noget at gøre, gå ind i Helliggæstes hus (39) midt i byen! Dér skal du finde en åben dør for dig, gå dér op ad den ene side og ned ad den anden, og se hvilke mange arme almissehoveder dér ligger på de senge, kommet fra hele Sjællands Land, dér hvor næse, øjne og mund er opædet af pokker og værk og kræft, dér hvor arme og ben er afskårne og endnu ligger og er rådnet af orme og maddiker så de ikke kan læges mere i deres livstid.

Du ligger ikke derinde og jeg heller ikke, selvom vi har fortjent det på samme måde, som de har, og at de skulde se os i spejl på os, som vi nu må se os på dem.

Jeg vil ikke andet anbefale jer om dem, end at i vil gøre dem den tjeneste, som i ville have af dem, om i var derinde og de herude, når deres bud kommer til jer, ikke alene om ønsket om mad og penge og korn, men også sengeklæder, et lagen, et gammelt håndklæde, forklæder, halsklæder, at (give) dem hjem til de fattige, for at tørre det materie og blod af deres pokkede ansigt med.

Og hvis gamle klæder, som hørte til disse andre gamle altre, og kirkeværgerne ikke har behov hverken til jeres højalter eller til jeres fattighus, da kan de bringes til de fattige i Helliggæstes hus, hellere end de hænger herinde for at rådne.

De andre fattige er fattige peblinger (40), som har lov til at komme her til jer og synge for æg (41), til papir, sko, bøger etc. Hjælp dem, så hjælper i Guds ord på vej, fordi de er dem, som skal prædike Guds ord, når vi er døde fra denne verden. Og gode kristne borger, find råd til at hjælpe dem med husly og Guds almisse!

De tredje fattige er de, som ikke selv har hus, eller også er de så langt fra deres eget hus, at de ikke kan nå det; de kommer og beder derom hos jer. Lån dem gerne husrum i Jesu navn, luk ikke jeres døre for dem! Der er jo flere øjne i gården end de to, der komme til din gård, så du skal ikke sige, at de vil stjæle fra dig. Stjæler de noget fra dig, da bliver det værst for dem selv, du bliver ikke til en stakkels derfor, men det kommer til galge og til balje med dem! Lån gerne hus i Jesu navn, og vær fuld glad, at Gud har givet dig et hus at låne andre! Vil du ikke gerne gøre det, da vil Gud, som har givet dig hus, blive vred på dig og sørge for, at der kommer ild paa alle fire hjørner på dit hus, så at du siden skal gå rundt med din hustru og børn og tigge hus af andre; sådan plejer det at gå med dem, som ikke gerne vil låne hus.

Og i dannekvinder! Når der kommer en gæst til jeres hus, mødig og træt, da hænger i en kedel vand over ilden, og vil i ikke selv gøre det, da i lader jeres pige eller ham selv vaske sine fødder, som vor herre Jesus vaskede sine apostlers fødder. Thi således siger Sankt Povl i sit brev til Timothius (42), at den kvinde er det godt at hjælpe af de fattige folks blok (43), hvis hun lider nød. Hvilken? »Quæ sanctorum pedes lavit«, den som vaskede sine gæsters fødder, når de kom til hende. Fordi at et fattigt, mødigt og træt menneske, som har gået seks eller syv mile vejs om dagen, ville så gerne have noget varmt vand hos dig, som han også ville have mad eller drikke. Disse er ikke munkegerninger, men rette, gode kristne gerninger, som den hellige skrift lover og priser.

Tidligere stoddere, som nu ikke længere må gå på pilgrimsrejse til Sankt Jakob (44) og andre steder, men tvinges til at være hjemme i Danmark her med os, fordi at de ikke kan få andet end skarn og svig af deres vandring, de plejer nu at være ugudelige stoddere, som vi havde ugudelige munke før. Nu fornylig ved Roskilde i et bryllup slog en stodder en anden stodder ni knivstik i hans arme krop; de lagde ham dér ned i kirkegården. Man ser ikke mange her i kirken af dem, men blev her et bryllup på søndag i sognet, da kunne det vel ske, at man skulle dér finde to eller tre af dem, hvis ikke det var i fasten (45).

Dem må i så sørge godt for, så når de kommer for at bede jer om Guds almisse, da skal i omhyggeligt høre, om de kan deres ti bud, troen og fadervor. Kan de deres børnelærdom, da giver i dem i Jesu Navn. Kan de dem ikke, fordi stodderen er så stolt, at han ikke vil læse dem op for dig, da kan du roligt lade ham gå og pille af, til han vil lære det, således gør jeg, når de kommer til mig. Det er bedre, at de lærer med deres egen skade, end at de længe skal være sådanne ugudelige kroppe og blive fordømte.

De fjerde fattige det er jeres sognepræst og degn. Hvis de blev fattige, da er i forpligtiget til at dele et stykke brød med dem, selvom i ikke har mere; så kære bør i være ved dem. Fordi de er jeres sjælesørgere, derfor bør i sørge for deres legemer igen. Årsagen siger Sankt Povl dertil, er det at, det som i forstår hos dem, det er åndeligt, men det, som de giver igen, det er legemligt og skal her hellere ødelægges end blive her efter dem på jorden. Det er det mindste, som de kan fødes og klædes med; endeligt og uendeligt de er jo ikke lige med hverandre. Og dersom deres præstegård eller degnegård blev afbrændt af ildebrand, eller de faldt sammen, da overvejer i jo vel, at det er jeres gårde og ikke deres, det er ikke arvegods, som man siger; når præsten dør, så må hans fattige hustru og børn flytte ud efter ham inden år og dag. Derfor finder i vel råd til at hjælpe dem i en sådan nød, at hver bonde hjælper med en dags arbejde eller med at opstille et fag af bindingsværkshuset.

De sidste fattige er nu jeres på fattiggården og andre fattige her i sognet hos jer, som vi nu tidligere har omtalt i forbindelse med deres blok, kornkiste og tavle (46), som bør være inden for denne kirkedør. Og når i sidder hjemme i jeres hus ved jeres bord og har retterne opstillet på række og geled, da skal i vende jer til at have et ved siden af jeres store fad, og øs dér en skefuld varmt i og et stykke brød eller fisk, hvad Gud har undt dig, og lad så din dreng eller pige løbe dermed hen tværs over en gade, hvor du véd, at sådanne er! Vælg dig en Lazarus ud, som du kan finde noget godt, når du brygger, bager eller henter mad, det kan siden igen tage dig ind i himlen….

Noter ved Henrik Adrian:

• (38) omstrejfende tiggermunke og pilgrimme.
• (39) Helligåndshuset i København
• (40) peblinge – skoledrenge, latinskoledrenge, de havde job i kirken med at synge til messer (i den katolske tid var der mange messer), de havde mulighed for at tigge. De fik vanskeligere forhold efter reformationen.
• (41) synge for æg, peplingene fik æg – som både kunne spises og omsættes
• (42) 1.Tim. 40,10
• (43) Fittigblokken – fattigbøssen i kirken, sognets fattigkasse.
• (44) evangelisterne afviste pilgrimsrejser, det er rejsen til Santiago del Campostella, hvor St,Jacobs grav fandtes der  nævnes.
• (45) det nævnes i teksten at man får fisk – der er tale om, at stodderne ikke ønsker at dukke op i fasten, hvor maden var ringere.
• (46) blok, kornkiste, tavle  - fattigblok, korn til de fattige, kasse med håndtag til indsamling til de fattige

 

DEN FEMBTE OCH SIDSTE PART
14. Om Prouisten
(Peder Palladius Bd 5 s 145-46)

Provsten skal komme til jer og til hver sognekirke i dette herred én gang hvert år i det mindste, fordi  det ikke er muligt for mig at komme til jer hvert år, ja heller ikke hvert tredje eller hvert fjerde år, inden jeg så får draget Sjællands Land igennem, hvis jeg også må leve. Derfor skal han komme hvert år og har sin fastsatte tjeneste efter ordinansen, om hvad han skal gøre til gode for jer; som han kan og véd at rette sig efter den provstebog (47), som jeg også har skrevet, for dem og jer alle til gode.

Når han har gjort sin tjeneste her hos jer, da skal kirkeværgerne give ham en mark penge af kirkens og så meget mad, drikke og hestefoder, som han, hans køresvend og heste fortærer en times tid eller to hos kirkeværgerne, når han har udfyldt sit embede. Vil han byde gæster, så betaler han selv for dem. Han skal fare ud fra sit om morgenen og hjem om aftenen igen, så at der ikke bliver mere tynge og besværing (48). Nu dette skal han selv læse for jer af kongelig Majestæts ordinansbog. Så stå i mig dette bud til, med alt andet, hvad jeg har tilkende givet jer!

Noter ved Henrik Adrian:

• (47) provstebogen er ” Formula visitationis provincialis”- af Peder Palladius udgivet 1543. Vi har ikke et trykt eksemplar i dag.
• (48) ved ikke at overnatte sparer sognet ”tynge og besværing”.

15. Om Superintendenten (49)
(Peder Palladius Bd 5 s 146-47)

Jeg skal intet have, hverken af kirkeværger eller af jer, for min omsorg, andet end kærlighed. Den vil jeg gerne bevise for jer her igen, allesammen og hver især, og gerne brede mine hænder under jeres fødder til gode for jer. Min herre og konge forsørger mig næst efter Gud med klæde og føde.

Så takker jeg jer nu kærligt og gerne, fordi i nu har siddet så længe stille og hørt, hvad jeg havde at befale jer på min herres og Konges vegne, med håb om, at i tager alle ting med den bedste mening og ikke udlægger det til det værste, som disse ugudelige gør, dem vil vi ikke tage os af, Gud være lovet! Hvem der vil spotte, må således spotte sig! Der kommer vel ild i spotterens hus og brænder spotteren inde. Jeg er tilfreds med alle de løgne, som de kan udtænke og øse ud om denne min visitats, thi det koster mig liv og helbred, som jeg gerne sætter til herude, ved det at jeg kan tjene min fattige næste; lad Gud det vide! Det ved også alle gode kristne, som jeg har besøgt i denne visitats, som jeg udholder og, Gud være lovet, har givet mit vidnesbyrd til dem allesammen, ædel og uædel, rig og fattig, og vil gerne sætte min fod hos den, som dér har noget at sige, og hjælpe ham til rette med mine retfærdige domme.

Når jeg nu kommer igen, eller min efterkommer, hvis livet bliver mig for kort - eftersom vi ikke har noget brev på vort liv - da kan man få at se og erfare, hvordan i har skikket jer heri, med jeres kirketjenere, hus, børn. Naboer og næste, med levnet og omgængelse, ja imod Gud selv med jeres gudfrygtighed til at søge til kirke, høre Guds ord, gå til sakramentet, love og takke Gud, holde jeres børn til degnen, til skole, med retfærdig tiende, offer og anden pligt, som gode kristne bør gøre.

Andet har jeg ikke at befale jer på dette tidspunkt; men liv og gods, hustru og børn, hus og jord, ager og eng og alt det, som i gerne vil have, befaler jeg at være under vor herres Jesu Kristi beskærmelse. Hans nåde og miskundhed og fred være over jer allesammen til evig tid! Amen.

Vil i nu gøre det godt og bede et fadervor for den fattige mand i Farendeløse (50), som er besat, og for den fattige pige i Gentofte og for den sognedegn i Ferslev, som er besat, og for jer selv, så at i kan begribe her og mærke, hvad i har hørt her i dag, og over alt for en varig fred, og at vi må bruge den rigtigt! Sig alle af hjertet: Fadervor etc.

Nu, vor herre Jesus befaler jeg jer allesammen! God nat, kære børnlille! Gud bevare jer i sin nåde! Amen.

--- Peder Palladius.
 

Noter ved Henrik Adrian:

• (49) Superintendent – er den evangelisk-lutherske betegnelse for en biskop, han er nu en kongelig embedsmand og han har slet ikke samme myndighed og magt som de katolske bisper. Det ses klart af de regler Christian den Tredje fastlægger for superintendentens indkomst, antal tjenestefolk og hans opgaver – se kilde 27
• (50) om bonden Hans Skram i Farendløse mellem Ringsted og Haslev, om en pige i Gentofte – begge omtales af Peder Palladius i Visitatsbogen. Sognedegnen i Ferslev er ikke omtalt andre steder.

Kilde 51: Om Øm klosters inventarium og klostrets nedlæggelse

Undersøg hvilke nye funktioner Øm kloster fik efter 1536 og diskuter Brian Patrick McGuires vurdering af ensretningen i teologiundervisningen efter klostrenes nedlæggelse.

Øm Kloster –”Cara Insula” – ”Den kære ø”  var et cistercienserkloster fra slutningen af 1100-tallet oprindeligt støttet af kongen og bispen i Århus. Historien herom findes i Fortælling 18.

Øm kloster var sammen med en række andre ”herreklostre” – Esrum, Æbelholt, Antvorskov, Løgum, Sorø m.fl. store godser, der ejede både en række fæstegårde, men også en række hovedgårde med bestyrere, der under sig administrerede mange fæstegårde på klostrenes vegne.

Til selve klostret hørte der et omfattende landbrug, hvor der var vandmøller til melfremstilling og til håndværksvirksomhed, lader og stalde til både kvæg og trækdyr, og bygninger til både lægdbrødre, munke, syge, gæster og rejsende. Hertil kom den store kirkebygning, der dannede den ene side i den klosterhave, der var omgivet af de mange bygninger. Kun få rester er tilbage af de store klosterkomplekser, der lå spredt ud over landet. Sorø og Løgumkloster har bevaret selve kirkebygningen, mens Esrum har en enkelt bygning bevaret.

Da reformationen blev indført i 1536 blev alle klostrene på landet overtaget af kongen. De fleste fortsatte med at fungere som tidligere – men deres produktion og overskuddet herfra tilhørte nu kongen.

Munke, nonner, abbeder og abbedisser fik lov til at fortsætte med at leve i klostrene, forudsat at de ikke fortsatte med deres religiøse katolske praksis. Hvis de fortsat ville tilhøre pavekirken og fastholde den katolske tro måtte de forlade landet og klostret. Hvis de forblev i klostret kunne de leve, som de plejede af klostrets produktion og fortsat læse, skrive, passe og undervise andre.

Hvis de ville forlade klostret kunne de gøre det, men så længe de forblev i klostret skulle de underordne sig forstanderen for klostret.

Hurtigt blev en del af de mange fæstegårde, der var knyttet til herreklostrene underlagt lensmændene eller afsat til andre adelige. Mange af de store klosterbygninger blev nedrevet og materialerne anvendt ved opførelsen af de mange nye renæssancebygninger, som både kongen og højadelen opførte i 1500-tallet.

Æbelholt endte som byggemateriale til Hillerødsholm slot (det senere Frederiksborg slot). Esrum blev benyttet til opførelsen af Kronborg, Øm kloster endte som mursten i Skanderborg slot.

Øm klosters afvikling er typisk for, hvad der skete med ”herreklostrene”.

Abbeden fortsatte og bestemte over både produktion og de folk, der var knyttet til klostret. To abbeder er kendt efter 1536. Klostret blev endeligt nedlagt i 1560 af Frederik den Anden, efter at klostret siden reformationen havde været opsamlingssted for de sidst overlevende munke i områdets andre klostre. I de mellemliggende år fungerede klostret som uddannelsested for lutherske sognepræster og herfra administrerede klostret kongens ejendom og indtægter.

Den næstsidste Øm-abbed Peder Sørensen, der var knyttet tæt til Christian den Tredje, havde bestyret klostrets ejendomme efter reformationen og blev senere i 1554 begravet i Gl.Ry kirke, hvor hans gravsten stadig findes.

Den sidste abbed Jens Simonsen havde i 1554 hjulpet sin forgænger Peder Sørensen med at oprette det ”Inventarium”, som kong Christian havde brug for, til at få en oversigt over klostrets ressourcer.

Dette inventarium er bevaret sammen med en lang liste over de mange håndskrifter og bøger som klostret, abbeden og munkene rådede over.

Kun få år derefter fungerede Øm Kloster stadig som skole og som lokalt administrativt center for kongen og byen Ry, og i 1560 nedlagde Frederik den Anden klostret. Han fik den sidste abbed overflyttet til at blive sognepræst i Rosmos på Djursland, i et område hvor klostret havde ejendomme.
Bygninger, kirkens materialer og mursten blev nu anvendt andre steder i nærheden, fx ved bygningsarbejder på Skanderborg Slot. Efter 1561 var der ikke meget tilbage af klostrets bygninger over jorden, og landsbyen Emborg ”dækkede” derefter klostrets område.

Inventariets boglister.

I en artikel af Brian Patrick McGuire: ”Munkenes bøger” (i Erik Petersen (red): Levende ord og billeder. Den middelalderlige bogkultur i Danmark. Essays. Det kongelige bibliotek/Moesgård 1999 s 109-10) fortæller middelalderhistorikeren:

”…Øm bogens første del er karakteriseret ved en sirlig håndskrift og et korrekt latin, hvilket tyder på en høj standard for bogproduktion hos de danske cisterciensere. Men hvilke andre værker befandt der sig i  Øm klosters bibliotek i løbet af middelalderen? Vi er så heldige at have en fortegnelse over disse bøger, den eneste af sin slags fra et dansk kloster. Bøgernes titler blev noteret i et inventarium over klostrets ejendele fra 1554. Kongemagten, der fik overdraget klostret, var mest interesseret i landbrugsredskaber, men de omhyggelige skriverkarle, som har været i funktion i den næstsidste abbeds tid, tilføjede en liste over alle eksisterende bogtitler. Abbed Peder Sørensen, der døde samme år, inddelte fortegnelsen i tre kategorier: bøger som tilhørte ham; bøger som var klostrets ejendom men som han midlertidigt opbevarede; og endelig bøger som tilhørte munkenes bibliotek.

Lad os tage de sidste først. Munkenes bibliotek rummede 174 titler, samt 40 liturgiske bøger.

• 19 er enten bibler eller bibelske kommentarer;
• 9 handler om jura;
• 6 er historiske værker;
• 63 er opbyggelige skrifter eller prædikensamlinger;
• 31 er teologiske værker heriblandt Thomas Aquinas’ og Albert den Stores skrifter fra 1200-tallet;
• 8 er helgenlegender og andre biografier;
• 10 er håndbøger.
• Og 6 titler har jeg ikke kunnet identificere.

Bortset fra tilstedeværelsen af teologiske værker fra Pariseruniversitetet i 1200-tallet må dette siges at være et bibliotek, som skuer tilbage på middelalderens klosterkultur og ikke stiller læseren overfor specielle udfordringer. Udvalget er domineret af den type bøger, som de fleste munke foretrak at læse i fastetiden: solide travere, der ikke fulgte med tiden, men beskæftigede sig med traditionelle klosterværdier som kristen askese og opbyggelighed.

De bøger, som abbed Peder enten ejede eller opbevarede for munkene i sit bibliotek, omfattede også kendte titler indenfor kategorien devotional eller fromhedslitteratur og helgenlegender. Men Peder fulgte med i den protestantiske teologi, og han havde 15 værker af Martin Luther og adskillige af andre protestantiske forfattere. Han ejede også Augburg bekendelsen fra 1530 og akterne fra et kirkemøde i Ratisbon 1541, hvor katolske og protestantiske teologer søgte at nå til enighed. Ud over disse værker var abbed Peder velforsynet med kirkefædrenes skrifter. Hans trang til at finde vej tilbage til den kristne tros rødder fik ham til at anskaffe værker af Jeronimus, Tertullian, Origenes, Johannes Chrysostomos og flere andre af den senantikke kirkes teologiske autoriteter.

Ved at sætte sig ind i såvel den nye som den gamle teologi fulgte abbed Peder samtidig en ordinans af 1539 om, at tidligere klostre placeret på landet skulle oprette skoler til uddannelse af den ny tros præster. Nogle af disse var tidligere munke, der var gået over til protestantismen og havde brug for omskoling. Universitetsordinansen af 1539 forudsatte, at eleverne i disse nye skoler stort set skulle leve som middelalderens munke: i kyskhed og lydighed og iført en munkedragt. De præstestuderende forventedes at opføre sig som medlemmer af et slags protestantisk klosterfællesskab.

Da de gamle klostre var blevet solgt og de sidste munke var afgået ved døden, forsøgte den ny gejstlighed at ensrette den nye teologiske uddannelse ved at sende alle præstestuderende til universitetet i København. Derved mistede klostrene deres nye funktion. Abbed Peders efterfølger Jens Simonsen (1554-60) blev Øms sidste abbed, og hans indsats bestod først og fremmest i at omskabe klostret til et kongeligt jagtslot.

Beretningen om Øm klosters bibliotek i de første år efter reformationen saboterer myten om, at klostrene i senmiddelalderen og ligefør reformationen var i forfald og forsømte deres pligter såvel som deres bogbestand. Ligesom Øm klosters bygninger blev forbedret i middelalderens sidste årtier, blev biblioteket samtidig udvidet. Abbed Peder hilste de nye tider velkommen og gjorde sit bedste for at omdanne sit bibliotek i overensstemmelse med de nye behov…” 

Litteratur om Øm Klosters nedlæggelse

Brian Patrick McGuire: ”Munkenes bøger” s 109-10 i Erik Petersen (red): Levende ord og billeder. Den middelalderlige bogkultur i Danmark. Essays. Det kongelige bibliotek/Moesgård 1999.                             

Bo Gregersen og Carsten Selch Jensen (red.): Øm Kloster. Kapitler af et middelalderligt cisterciencerabbedis historie. Øm Kloster Museum 2003. En række artikler om klostrets indretning, historie og afvikling. Optryk af hele inventariet fra 1554 oversat til nudansk s 221-230.                         

C. M. Smidt: Øm Kloster Cara Insula. Vejledning ved besøg i ruinerne. Kr. Isager: Redegørelse for skeletfundene. 60 s. Historisk Samfund for Århus Stift 1962.

Tekst 54: Henrik Adrian: Reformationens betydning og konsekvenser

OVERSIGT: Reformationen var med til at skabe den moderne dansk-norske-holstenske fyrstestat, som indtil 1800 udgjorde et imperium i den europæiske mellemklasse, men det holdt ikke i længden. Man kan både se på hvilke konsekvenser reformationen fik på kort sigt – og på de mere langtsigtede konsekvenser.

Endelig er der en mere grundlæggende diskussion om religionens betydning og dens indflydelse på samfund og udvikling.

1. Hvilke konsekvenserne fik reformationen i datidens samfund, og er der nogle mulige virkninger frem til i dag?

• De magtmæssige og politiske konsekvenser: oprettelsen af en domænestat og en autoritær fyrstestat betød, at kongemagten kom til at råde over ca 60% af rigets ejendomme, og dertil fik kongen nu den tidligere bispetiende, der udgjorde 1/3 af tiendeafgiften. Højadelen fik gennem rigsrådet en vigtig rolle og fastholdt sin magt til i fællesskab med kongen at styre landet. Fæstebønder og borgere mistede den politiske indflydelse de havde i 1520erne og fik først betydning igen efter 1849. Luthers to-regimenteopfattelse fastholdt at indbyggerne skulle adlyde fyrste og øvrighed, der til gengæld garanterede den nye religiøse orden.
• De retslige konsekvenser: kirkelov og kirkelige domstole forsvandt og skabte et tomrum, som de verdslige domstole og kongemagten nu alene skulle udfylde. Det sikrede den ny fyrstemagt et ensartet forvaltnings- og retssystem.
• De sociale og kulturelle konsekvenser: fyrstekirken blev en lutheransk kirke. De gejstlige (superintendenter, provsterne, sognepræsterne) blev statsansatte embedsmænd under tanke-og troskontrol. Den ny fyrstestat påtog sig nu et socialt ansvar for de fattige og for uddannelsen af unge. Det betød dengang ikke meget økonomisk, men fastholdt fyrstens kontrol med uddannelse og indbyggere. Nogle historikere opfatter det som en forløber for velfærdsstaten. Oprettelsen af fyrstekirken er den vigtigste ændring, der stadig har betydning.
• De økonomiske konsekvenser: produktion og investeringer blev fordelt anderledes efter at kirkens selvstændige rolle var udspillet, og kontakterne til pavekirken var ophørt. Godsstrukturen blev mere centraliseret og landskabet med herregårde, fæstebønder og landsbyer blev til.
• De sproglige konsekvenser: dansk blev normalsprog med baggrund i de nye bibeloversættelser til dansk samtidig med at lovgivning og officielle skrivelser nu også blev udformet på dansk. Tidligere var der tale om, at flere forskellige sprog fungerede samtidig inden for kongeriget, men i forskellige områder og fag. Plattysk var i mange år dominerende i handel og omsætning og blandt håndværkere. Dansk, norsk og svensk lignede hinanden meget og blev anvendt i hverdagssammenhænge og mellem de nordiske folk. Latin var kirkens officielle sprog og blev anvendt i forvaltningen, i kirken og i kontakt med udlandet.

2. Senere tiders diskussioner om reformationens betydning præger vores forståelse af både trosforhold og samfund i dagens Danmark, Europa og verden  – hvilke synspunkter gør sig gældende?

• En række moderne samfundsforskere har overvejet, hvad overgangen til den lutherske og reformerte religion betød:  Stor påvirkning fik den tyske sociolog Max Webers teori om protestantismens betydning for kapitalismens udvikling.
• Andre sociologer som englænderen Anthony Giddens har lagt vægt på udviklingen af det moderne og senmoderne samfund, hvor religionen ændrer sin placering i samfundet og mister betydning. Samtidig adskilles samfund og religion helt, idet religion nærmest bliver en privatsag. Også i denne sammenhæng hævdes det, at protestantismen har haft stor betydning.
• Der har været flere perioder med kraftig national identitetsdannelse, hvor forholdet til religion og protestantisme har fået øget betydning. Det skete i Danmark i 1800-tallets nationalitetskamp mod især tyskerne, det skete under den 2.verdenskrig i kampen mod nazismen, og det sker i øjeblikket i kampen mod terrorisme og islamisk radikalisme.
• Koblingen magtfuld enevældig stat og luthersk kirke fik samtidig stor betydning for kongedømmets fortsatte eksistens i Danmark.  

3. Hvad står der tilbage af de frihedskrav Luther og de andre reformatorer opstillede i 1517, og som spredte sig ud over Europa på kort tid?

Kravene om frigørelse fra pavekirken blev opfyldt og påstanden om, at frelse skete gennem tro og Guds nåde, og ikke gennem gerninger udbredtes i de lutherske fyrstestater og i de reformerte samfund.

Som mange andre religiøse bevægelser, der bryder ud af et etableret religiøst fællesskab, løb protestanterne hurtigt ind i problemer. Tekstforståelse og tekstfortolkning blev hurtigt det store problem og splittede den evangeliske bevægelse: hvordan skulle Guds ord forstås? Hvordan skulle biblen fortolkes? Der var heller ikke enighed om betydningen af sakramenterne dåb og nadver. Og der var ikke enighed om forholdet mellem kirken og øvrigheden (fyrsten eller staten), selvom Luther til enhver tid fastholdt, at man skulle adlyde øvrigheden.

Den individuelle frihed inden for protestantismen til selv at tage stilling til både tekstforståelse og trosforestillinger blev ikke tilladt før langt senere – og man kan stadig overveje, hvor i verden man har tros-og tankefrihed sammen med ytringsfrihed, som alle er med i og kan udnytte.

Den nuværende danske løsning med en statsligt styret folkekirke er den vigtigste enkeltvirkning af reformationen. For ganske vist virker grundlovsreglerne om tros- og ytringsfrihed fra 1849 som modvægt til ønsket om at opretholde en statslig folkekirke. Men måske er det også under forandring – skal der fortsat være en statskirke?

1. Magtmæssige konsekvenser: To-regimentelære og domænestat
Luther selv – og de lutheranske prædikanter arbejdede udfra en forestilling om en ”to-regimente” ordning.

Der var det ”verdslige regimente”, hvor man skulle adlyde fyrsten og så det ”gejstlige regimente”, der omfattede troen, og hvor man skulle adlyde Gud.

Man måtte ikke blande de to ordninger sammen, selvom fyrsten skulle garantere og sikre, at det gejstlige regimente blev opretholdt. Guds rige var ikke af denne verden, men var langt mere omfattende. Luthers to-regimente lære fik store konsekvenser for befolkningen. Dermed fik kongen en religiøs begrundelse for, at befolkningen skulle være lydige overfor fyrsten og øvrigheden, samtidig med at den evangeliske tro blev erklæret som den eneste mulige. Det kunne også i fremtiden gøre oprørske hoveder passive.

Reformationen løste samtidig et grundlæggende økonomisk problem for den fyrstestat, der var ved at blive til omkring 1500. Kongemagten fik ved 1536-magtovertagelsen så store ressourcer, at den magtstat, der var under opbygning – i konkurrence med de andre stater i Europa - nu fik ressourcer til den oprustning og teknologiudvikling, som i løbet af få århundreder skabte de europæiske staters dominans i verden.

Men hvor kongens ejendomsret til 60% af alle ejendomme efter 1536 kunne finansiere den voksende statsmagt i resten af 1500-tallet, blev det hele senere sat over styr for Danmark-Norge-Holsten i svenskekrigene ca. 100 år efter og det skyldes ikke reformationen.

2. De retslige konsekvenser: fælles retssystem og trostvang
Da pavekirken med kirkelov, bispedomstole og systemet med bod og bandlysning forsvandt i Norden, opstod der et tomrum i det fungerende retssystem. Selvom de nye evangeliske bisper ikke skulle have retslig myndighed og de verdslige domstole skulle overtage al retshåndhævelse, måtte man gå praktisk frem. Overtrædelse af ægteskabslovgivningen og en række moralske leveregler blev stadig underlagt kirken, således at man ved overtrædelse heraf kunne blive forvist fra kirken og nægtet nadverens sakramente, hvilket var en meget alvorlig sag for troende mennesker. Når de mange sager dukkede frem for præsten, lensmanden eller by- og herredstinget anvendte man også stadig mange af de gamle katolske retsregler.

På samme måde var det svært at afgøre spørgsmål om den rette tro, men her indgik kongen og rigsrådet ofte personligt i sagerne og en mere luthersk ortodoks kurs blev fastlagt allerede inden 1600 med direkte forbud mod reformerte opfattelser. Derved fulgte konge og rigsråd mange andre lutheranske fyrster i Tyskland.

Der var således ikke trosfrihed  i Danmark-Norge. Den kom først senere i 1800-tallet og endelig med grundloven af 1849, hvor folkekirken – fyrstekirkens  formelle efterfølger som institution- stadig forblev en del af statsmagten.

At kirken i den grad blev integreret som en del af statsapparatet, kan vi takke reformationen for. Men hvis malmøprædikanterne havde bestemt, så var det nok den reformerte vej og dermed et mere menighedsbaseret og demokratisk styre, der var blevet valgt. Det var måske dog også blevet et ortodokst og intolerant styre. Til gengæld havde kirken så været mere uafhængig af statsmagten, forhold som vi i dag kender til i fx Holland og USA.

3. De sociale og kulturelle konsekvenser: fyrstekirke, forsorg og uddannelse
For klasse- og stændersamfundet betød reformationen, at de handelsorienterede østdanske byer med Malmø og København i spidsen kom politisk svækkede ud af kampene under Grevens fejde, på samme måde som situationen blev for de mange fæstebønder.

De frie bønder, der var i årene op til 1535 - man regner med op til 15-20% selvejere -blev gennem bondeoprøret og Grevens fejde formindsket til under 10%. Det gav en meget mere undertrykt bondebefolkning med mange ligestillede fæstebønder og en underklasse med husmænd og landarbejdere i hver landsby.

Sejrherrerne var klart højadelen og kongen; lavadelen blev svækket og mange forsvandt efterhånden, som de mange kirkegodser blev lagt ind under de højadelige lensmænd, mens der skete en koncentration af godsområderne – enten under kongen  eller under den godsrige højadel. Det betød, at der for lavadelen ikke længere var forvaltningsstillinger på hovedgårde og på bispegodserne.

Dermed fik man den sociale struktur med adelige godsejere, kongens og adelens fæstebønder og de mange tilknyttede husmænd og landarbejdere. Landsskabet med herregårde og landsbyerne med fæstegårde i jordbrugsfællesskab holdt sig til 1750ernes landboreformer med udskiftningen af landsbyerne til enkeltgårde.

I senmiddelalderen havde både klostrene på landet og i købstæderne mulighed for at udøve et vist socialt arbejde. Det var typisk, at mange adelige og rige borgere opholdt sig de sidste år i et kloster som pensionister. Hele kirkens funktion med messer, prædikemunke, aflad, tiggeri og pilgrimme skabte også mulighed for uddeling af almisser til svage og fattige.

Vi kender ikke meget til omfanget eller til hvor mange, der fik almisser. Men kirken sørgede for både bespisning, uddeling af tøj og indretning af huse til fattige. Det har længe været en fast forestilling blandt historikere, at den senmiddelalderlige katolske kirke havde sociale institutioner og hjalp både fattige og syge, og at reformationen afskaffede dette. Men der mangler kilder (og historiske undersøgelser) til at underbygge påstanden. Med afskaffelsen af bispekirken, bispegodset og klostergodset blev en lang række munke, nonner, præster og andre gejstlige ”frisat” og skulle ikke mere underholdes af samfundet og disse midler kunne komme resten tilgode. Da kirkernes ejendom overgik til bystyret eller på landet til kongemagten ændredes forholdene.

Ved overgangen i 1520erne kunne bystyret og menighederne således mange steder fremskaffe flere midler til de fattige og syge end i perioden før, som oplysningerne fra fx Malmø og København viser.

De evangeliske prædikanter diskuterede i høj grad fattighjælp, og hvordan man skulle afhjælpe social nød og hjælpe de syge. Det kan man se både i Malmøbogen, hos Peder Palladius i hans visitatsbog og i de forskellige troserklæringer. Det interessante er, at det nu blev en statsopgave at gribe ind. Både Luther og andre reformatorer – og danske prædikanter som Peder Palladius og malmøprædikanterne - diskuterede fattigforsorg og hjælp. På længere sigt blev det kirkernes og sognenes opgave at sørge for både fattige og syge.

Hvor tiggeriet blev afskaffet med munke- og nonnevæsenets ophør, og de evangeliske prædikanter alene opfordrede til almisser givet i kristen ånd for at hjælpe ens næste, kom det efterhånden i de større byer til offentlige ordninger, hvor man kunne få tiggertegn udleveret, hvis man var ægte nødlidende eller trængende, og mange sogne organiserede direkte hjælp til disse. Det kunne både være ved indsamlinger, og ved at lade hjælp til dem gå på omgang mellem husholdningerne.

Man kan ikke direkte sige, at reformationen var baggrunden for, at velfærdsstaten senere blev etableret, men de mange overvejelser om trang og nød og modstanden mod at sunde og raske skulle have almisse, stammer fra diskussioner mellem protestanterne.

Da kirke og stat nu var blevet en fælles organisation med fælles ledelse, var der ikke som i de katolsk prægede samfund flere forskellige typer af organisationer eller institutioner til at klare fattigdoms-problemet. Derfor fik byrådet eller landsognet opgaven. Men man skal helt op i 1700-tallet førend, der kom landsdækkende ordninger og regler, som sognene skulle følge, selvom man allerede i 1558 pålagde sognene at oprette fattighuse.

På uddannelsessiden var en af de første opgaver, Christian den Tredje løste, at genoprette universitetet i København, det skete i 1537, samtidig med at de nye superintendenter blev udnævnt. Disse fik samtidig til opgave at få købstædernes og domkirkebyernes latinskoler i gang.

De evangeliske prædikanter havde selv med støtte fra Frederik den Første fået midler til at sætte præsteskoler i gang, og de efteruddannede her de mange katolske sognepræster og munke, der ønskede at være en del af den evangeliske bevægelse. Skolevæsenet og universitetet blev således også direkte underlagt fyrstemagten. Latinskolerne i købstæderne vedblev med at være underlagt kirken frem til 1848. Fæstebønderne måtte nøjes med den kristendomsundervisning (og eventuel undervisning i læsning) degnene i sognekirkerne gav indtil skolereformen i 1814.

4. Økonomiske konsekvenser:  lokal produktion og protestantisk arbejdsmoral
Det er vanskeligt at konstatere, hvilke direkte økonomiske konsekvenser, reformationen fik, ud over at omkrig 60% af ejendomsretten til jorden overgik til kongen, og at der skete en omfordeling, hvor kongen nu også fik bispetienden. Men alligevel kan man prøve at overveje, hvad det betød, at produktionslandskabet ændrede sig både i sammensætningen af produktionen og mht. bebyggelse.

Det vigtigste var: landklostrenes opløsning, koncentration af godserne - både de adelige og de kongelige -bygning af de mange store adelige renæssanceherregårde, og overgangen til opdræt af stude og kvæg til salg i Nordtyskland.

Perioden 1536-1600 var præget af vækst med kun en kortvarig krigsperiode (Syvårskrigen mod Sverige 1563-70).

Den tidligere økonomiske vismand Niels Kærgård har i en lille analyse beskrevet, hvad det betød, at kirken gik fra at være en del af en ”multinational koncern”, der sendte penge og værdier til Rom og samtidig indkøbte altre, messeudstyr, døbefonte, dyre klæder og smykker fra udenlandske producenter.

Med reformationen ændredes dette – nu var det lokale håndværkere, der sørgede for opsætning af højalter, døbefont og prædikestol med himmel.

I begyndelsen efter 1536 brugte man ofte det udstyr, der fandtes i kirkerne og tilpassede det gudstjenestens krav. Det ses i Palladius Visitatsbog. Større ændringer slog især igennem 1590 – 1670 ifølge Kærgård, hvor fx mere end 80% af prædikestolene og 60% af altertavlerne i det gamle Randers amts kirker var kommet til. Hvis det samme har været tilfældet i hele landet, har der været en kraftig multiplikatorvirkning på efterspørgslen i samfundet på nyt udstyr til kirkerne. Udviklingen fortsatte op i 1700-tallet, hvor barokken krævede større projekter og håndværksmæssig kunnen.

Det var kun få store kongelige projekter som Christian den Tredjes og Frederik den Andens gravmæler i Roskilde domkirke, der nu blev produceret i udlandet og importeret. Der var med den øgede varehandel i 1400- og 1500-tallet også ved at ske en ændring i de økonomiske forestillinger, som man hyldede i samfundet. Men ifølge Luthers opfattelse i ” Om forretningsvirksomhed” fra 1524 kan man se, at han ikke var tilhænger af markedsøkonomi og forretningsvirksomhed. Han var således i høj grad enige med de katolske kirkefædre.

”…Hvis man skulle tolerere og anerkende, at alle solgte deres varer så dyrt som muligt, og det at få på kredit og give lån mod renter, og det at stille kaution skulle være rigtigt, samtidig med at man alligevel skulle give råd og belæring om, man her skulle handle som kristen og blive ved med at have en god, tryg samvittighed – det ville være nøjagtigt det samme om at give råd og belæring om, hvorledes uret skulle være ret, hvorledes ondt skulle være godt, og hvorledes man samtidig kunne leve og handler efter Guds ord og i modstrid med Guds ord. For disse tre synder, at enhver sælger så dyrt, som han ønsker, at der ydes kredit, og at der stilles kaution, er ligesom tre kilder, hvoraf alskens uhyrlighed, synd, svindel og bedrag flyder så vidt og bredt…"

Varemarkedet var således et problem for de lutherske prædikanter. Men det var ikke noget nyt – således tænkte både kirkefaderen Thomas  af Aquinas (1225-1274)  om prisdannelse og ”retfærdige priser”.  Værre var det med rentetagning og udlån. Også her var kirkefædrene, Moseloven og Aristoteles på Luthers side, ligesom der også i Koranen er forbud mod rentetagning.

Men der var mulighed for en vis omfortolkning i opfattelsen af renteforbuddet. Man kunne i stedet formulere sig imod åger – og sætte en procent på den rente, der var åger fx 6  1/4  %. Det gjorde Christian den Tredje i 1547.

Luther formulerede sig ofte imod åger, men andre reformatorer opfattede det anderledes, især de reformerte. Også den katolske kirke opgav efterhånden renteforbuddet, men formulerede i stedet en række regler, der gjorde det vanskeligt for ikke skriftkyndige at låne ud, og dermed fik kirken selv monopol på at låne ud af sine egne omfattende midler.

Christian den Tredje spurgte sig for i Wittenberg: hvordan med renter og udlån? Hans egne prædikanter Peder Palladius og Frands Vormordsen var mod enhver form for rentetagning. Men kongen måtte efterhånden acceptere, at rente og marked fungerede uafhængigt af tro og frelse, og han fastsatte så i en forordning nødtvungent en ågerrente på 5%.

Man kunne godt uden rentetagning have fået en kapitalistisk økonomi til at fungere med krav om overskud, og den katolske kirke omskrev også rentebegrebet til noget andet, så en kapital ikke formindskedes ved udlån. Det islamiske bankvæsen gør det samme i dag, men det blev ikke løsningen  for  Luther og hans reformatorer.

Arbejdsmarkedet forholdt Luther sig også til, man taler om Luthers ”arbejdsmoral”. Peder Palladius skrev:

”Alle som kan, skal arbejde. Luther tåler ingen arbejdsdygtige tiggere, uvirksomme munke eller ledige rigmænd”.
Mange katolske helligdage blev afskaffet og kirkerne var lukket i arbejdstiden, da    
” folk værsgo skulle bestille noget, og fordi en arbejdsdag også er en Guds helligdag”… 

Det kom derfor til en forøgelse af arbejdsindsatsen ved reformationen, da de mange helligdage faldt væk, nu var der (næsten) kun søndagen tilbage som hviledag. Det ville i et landbrugssamfund som det danske i 1500-tallet betyde, at man kunne øge produktionen af korn og kød afhængig af, hvordan den ekstra arbejdstid blev anvendt af fæstebønderne.

5. Sproglige konsekvenser: dansk som kirke- og forvaltningssprog
Det danske sprog fik ny betydning som følge af reformationen. To forhold var afgørende for udviklingen af det danske sprog: plattysk og bogtrykhåndværkets udvikling.

Først og fremmest var der i 1400- og 1500-tallet tale om vigtige sproglige ændringer i både dansk og svensk, der skyldtes nabosprogene mod syd. Her talte man neder- eller plattysk i næsten hele Nordtyskland, Holsten og i den sydlige del af Slesvig.

Det var herfra mange håndværks-, handels- og skibsfartsudtryk kom, og de blev udbredt nordpå. På mange måder var plattysk som sprog let anvendeligt for danskerne. Mange ord var de samme og havde samme betydning, og da plattysk blev anvendt i bestemte faglige sammenhænge, var det ofte folks andet sprog efter deres modersmål. Man kan sige at plattysk havde samme funktion i dansk og svensk sprog i 1500-tallet, som engelsk/amerikansk har i dag.

Hvis man omkring 1500 skulle forudsige sprogudviklingen i det svensk-danske område kunne man tro, at plattysk kunne blive det nye fælles sprog i hele Nordeuropa. Men det skete ikke – og en af forklaringerne er reformationen, og de nye udbredte skriftsprog, som den blev formidlet på.

Bogtryk og trykning af pjecer blev virkelig udbredt efter 1500. Derfor blev de evangeliske prædikanters tekster hurtigt trykt i kæmpeoplag også på de lokale sprog. Dansk, plattysk og latin var i første omgang de sprog, som teksterne udkom på i 1520erne.

Men baggrunden for, at plattysk blev trængt tilbage, var trykningen af bibelen i Tyskland: Luthers oversættelse af det Ny og Gamle testamente efter Erasmus fra Rotterdams tekstkritiske udgaver på latin (oversat fra græsk og hebraisk) var begge færdigtrykt i 1545. Luther oversatte det Ny testamente til højtysk allerede i 1522 og lagde derved normen for skriftlig tysk. Næsten samtidig kom der to udgaver oversat til dansk af det Ny testamente, der byggede på Luthers tekst og tyske oversættelser. Udgivelsen var organiseret af Christian den Anden, der da opholdt sig i eksil i Wittenberg. Christian Pedersøns bibeloversættelse fra 1529 (trykt i Antwerpen), der blev normgivende for dansk stavning, udkom også senere i 2.udgave, da han flyttede til Malmø i 1531.

Da højtysk og (øst)dansk som sprog lå længere fra hinanden end (vest)dansk og plattysk, blev de lokale oversættelser på dansk og højtysk fastholdt, som de sproglige redskaber de evangeliske prædikanter anvendte, når de skulle skrive eller prædike. Selvom biblen hurtigt kom på plattysk, var det den højtyske version, der havde prestige, og som efterhånden blev anvendt også i Nordtyskland.

Hvor Frederik den Første kun talte og skrev på plattysk, var der sket en forandring med sønnen Christian den Tredje. Han talte godt nok plattysk, men anvendte højtysk, når han skrev, og når der var tale om højtidelige situationer som ved kroningen i 1537. Han lærte sig også dansk og opholdt sig efterhånden meget i København.

Med Christian den Tredjes bibel fra 1550, der var udformet på et klart dansk, fik nu også skriftlig dansk en fast norm. Selvom den lå tæt på sjællandsk, fulgte de mange skrifter, der udkom senere, den bibelske norm. Med en bibel i hver kirke og med præsternes prædikener på mundtligt dansk nær det skriftlige blev de mange forskellige lokale dialekter tilpasset det nye rigssprog. Det afgørende var, at plattysk, selvom det levede videre i mange sammenhænge, ikke mere havde den dominerende betydning som tidligere, og at dansk som sprog nu blev anvendt bredt både i officielle skrivelser, i biblens tekst og i præsternes prædiken.

Omkring 1600 var skriftlig dansk centralt placeret som det fælles administrative sprog i Danmark-Norge, mens Holsten fortsat var tysksproget med plattysk som hverdagssprog og kirkesproget højtysk. Da Slesvig og Holsten fik fælles kirkeordning i 1542 fastholdt man både dansk og tysk som kirkesprog afhængig af det lokale sprog i sognene. Tysk og dansk var dermed blevet de officielle sprog i Danmark-Norge-Holsten, og dansk var sikret som både kirke-, undervisnings- og forvaltningssprog.

Først med 1864-freden forsvandt tysk i Danmark som forvaltningssprog og selvom tysk i mange år – frem til 1950erne - var første fremmedsprog i skoleuddannelserne, mistede det derefter helt sin dominerende plads som det første fremmedsprog til engelsk.

En særlig sproglig udvikling forekom i Norge. Her blev kirkeforholdene kun langsomt ændret i lutheransk retning, og det blev den danske bibeltekst fra 1550, der blev anvendt, ligesom det blev dansk, der var administrationens sprog. Først med frigørelsen fra Danmark i 1814 kom det til en egentlig sprogstrid i Norge, hvor de to sprogformer: bokmål og nynorsk blev de autoriserede sprogformer.

Anderledes gik det på Island, her gennemførte de nye lutheranske præster prædiken på islandsk og man fik oversat biblen til islandsk. Den blev trykt i 1584 og lagde grunden til fastholdelse af det norrøne islandske sprog.

6. Danskhed – er det at være lutheraner?   
Siden 1849 har Danmark haft en statskirke: folkekirken , som er det vigtigste levn fra reformationen, der har overlevet.

Den er stadig luthersk og præsterne i kirken er statsansatte tjenestemænd, der er underlagt bekendelsesskrifterne fra 1500-tallet, og de skal tilslutte sig den lutherske trosopfattelse.

De første prædikanter var bogstavtro og så netop ”evangeliets lys”. Selve bibelteksten og det, der stod i den, havde betydning, og man skulle rette sig efter det.

Men Luther skelnede mellem teksten,  troen og den guddommelige nåde – teksten kunne fortolkes, og det er den blevet siden.

Den nuværende folkekirke har været igennem en lang moderniserende fortolkningsproces siden grundlovsbestemmelsen om folkekirken blev til i 1849. Kvinder fik valgret og var valgbare og ”fik lov at tale” i kirkens menighedsråd allerede i 1903, men først i 1947 blev det tilladt at have kvindelige præster i sognekirkerne og en kvinde er blevet biskop (1995). Homoseksuelle og lesbiske kan nu indgå kirkeligt ægteskab (2012). Det interessante er, at det stadig er Folketinget – den lovgivende magt, der har vedtaget, at det er muligt. Det er ikke en kirkeforsamling eller bisperne, der har bestemt det.

På sin vis er det klart i forlængelse af den lutherske fyrstekirkes måde at fungere på. Statsmagten i Danmark er stadig garanten og lovgiveren for kirkeordning og trosopfattelse.

Bag Folkekirken ligger forestillingen om et folkeligt fællesskab, som også fandtes i 1500-tallet. I en kort kommentar skrev Povl Helgesen under Grevens fejde i 1534, som et af sine sidste opråb i ønsket om snarlig fred og fællesskab:
  
”… Vi har jo én Gud og én Herre, én frelser og ét hoved, én kirke, det er et almindeligt kristent samfund, én dåb, én ånd, ét alterets sakramente, én saligheds lærdom, ét bodens sakramente, som virker i kraft af Kristi eneste død og pine, på det at vi alle skulle være af ét sind, ét hjerte, én tro og én mening.
Men kan vi ikke røres til enighed af disse enigheds vilkår af en kristen kærlighed, da lad naturens bånd bevæge os dertil: Vi er danske folk, ét kød og blod og i mange stykker af ens sæder og vilkår…”

Hvis vi ikke kan blive enige om, hvad kristen tro er, kan vi være enige om, at tilhøre det samme samfund. Det vil sikre kirken, mente Povl Helgesen.

Sådan gik det med 1536-magtovertagelsen, men det blev ikke pavekirken, men den lutherske kirke, der blev fælles for alle. På mange måder har denne forestilling om den ”fælles danske kirke” stor betydning.

Stadigvæk er et stort flertal af befolkningen medlem af folkekirken, symboler som dannebrog, Kristusfiguren i passet, og de manges anvendelse af kors, krucifikser og brug af bibelske navne ved dåb og navngivning giver danskerne identitet og danskheden kristelig betydning.

Man taler om, at danskerne er ”kulturkristne”, måske tror de ikke på Luthers skriftudlægning eller bekendelsesskrifterne, men de er tilknyttet kirken gennem dåb, konfirmation, giftermål og begravelse – og måske et besøg i kirken juleaften.

Det er disse forestillinger om fællesskab gennem kirkens ritualer og den kulturkristne baggrund, som er kommet under pres de seneste år.

Mange er nu ”udmeldt” af folkekirken, andre religiøse retninger er kommet til, der har egne moskeer, menigheder og kirkesamfund. Nogle kræver ligestilling med folkekirken, andre kræver en adskillelse af folkekirke og stat, som det fx er sket i Sverige, der også fra 1500-tallet havde en lutheransk fyrstekirke, som først sent blev adskilt fra staten (først i år 2000). Få stater som Norge, Island og England fastholder stadig protestantiske eller reformerede statskirker.

Sekulariseringen i Danmark er sket i bølger, der har været  bevægelser, der har søgt at sikre troen og tilhørsforholdet til kirken, i 1700-tallet: pietisterne, i 1800-tallet: vækkelserne og grundvigianerne i sidste del af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: vækkelsernes efterfølgere:Indre Mission.

Men der har også været modbevægelser, der har krævet andre former for frihed. Før 1848 var der kravene om både økonomisk-, tros- og politisk frihed (de nationalliberale), i 1870erne kom de første egentlige ateister til i forbindelse med Brandes-bevægelsen, og også  arbejderbevægelsen afviste i lang tid den etablerede folkekirke. Men folkekirken havde omkring 1900 fortsat over 90% af befolkningen som medlemmer. Jøder og katolikker udgjorde da de største organiserede anerkendte kirkesamfund udenfor folkekirken.

Kravene fra grundvigianere og mere liberalt indstillede kristne fik tidligt Folketinget til at acceptere, at man indenfor folkekirken kunne oprette valgmenigheder og selv være med til at ansætte præsten, på samme måde som folkeskolens undervisning kunne erstattes af de frie skolers. Der kom også efterhånden et vist selvstyre i folkekirken, ved at der blev oprettet valgte menighedsråd. Begge dele sikrede en bredde i Folkekirken, og dens trosgrundlag blev efter 1850 bredt fortolket.

De forskellige folkekirkeretninger ønskede ikke en central myndighed til at bestemme i kirken, det havde grundlovsparagraffen ellers lovet i form af en kirkeforfatning.

Derfor kom der hverken en teologisk eller praktisk fællesledelse af folkekirken. Og mange så det som en fordel. Ingen kunne tale på kirkens vegne eller bestemme over menighedernes liv. Ved hver grundlovsrevision (1866, 1915, 1953) er det lykkedes for de forskellige kirkelige retninger at fastholde deres veto mod en kirkeforfatning, og Folketinget har ikke ønsket at gennemføre den, til gengæld er løfteparagraffen om en kirkeforfatning bevaret.

Derved mistede den tidligere statsstyrede kirke en vigtig styrings- og ledelsesmulighed. Det blev nu alene kirkeministeren, kirkeministeriet, bisperne og provsterne, der i et hierarkisk system varetager ledelse og fastlæggelse af kirkens teologiske indhold. Men der er sket en vis demokratisering af den lokale ledelse. Præsterne vælges nu og ansættes af menighedsrådene, bisperne vælges af stiftets menighedsrådsmedlemmer, og det er stadig Folketinget, der gennem finansloven bestemmer rammerne for præsternes løn og kirkens samlede økonomi, mens menighedsrådene lokalt forvalter store dele af midlerne og administrerer de enkelte kirkebygninger.

Folkekirken har i perioder været tæt knyttet til de nationale bølger, som skabte fællesskab og sikrede et relativt harmonisk politisk system i Danmark.

Efter 1864 søgte de mange fra landet ind til byerne og kirken blev her en hjælp især for kvinderne og børnene. Indre Mission oprettede i København mange kirker og samtidig asyler for småbørn. Og det kom til konfrontation mellem arbejderbevægelsen og mange sognepræster. Mange af arbejderbevægelsens ledere var ateister, mens andre stadig var medlemmer af folkekirken.

Under besættelsen var der mange folkekirkepræster, der gik foran i både forsøgene på at hjælpe jøderne til flugt, og bisperne protesterede mod den tyske jødeaktion. Der var en national opslutning også om folkekirken og dens præster og bisper under krigen.

Hvor man i mange andre lande tidligere havde oplevet voldsomme modsætninger mellem kirken og de politiske partier og staten, var der i Danmark efter Anden verdenskrig ingen befolkningsgrupper af betydning – hverken ateister eller andre minoritetsgrupper, der stillede spørgsmål ved den danske kristendomsopfattelse og folkekirkens rolle.

Først i 60erne og 70erne under ungdomsoprøret kom den første større udmeldelsesbølge fra Folkekirken i de store byer, og mange blev nu ikke gift, døbt eller konfirmeret.

I 50erne og 60erne frem til 2000 blev kirken opfattet som en mere og mere konservativ institution. Det ændredes noget, da man fik kvindelige præster, der efterhånden kom i flertal. Man accepterede også kvindelige biskopper, og endelig tillod man kirkelig vielse og ægteskab mellem bøsser og mellem lesbiske par. Men man kan stadig let genkende 1500-tallets ritualer og liturgi i nutidens søndagsgudstjeneste. Salmesangen spiller stadig en stor rolle.

Med de mange nye emigrantgrupper, der kom til Danmark i 1980erne og frem, var det især med de muslimske befolkningsgrupper mennesker, der ikke kunne være en del af den underforståede kristent orienterede danskhed.

Især i de største byer København, Århus, Ålborg og Odense blev der etnisk opdelte kvarterer, og i det indre København – især i brokvartererne flyttede mennesker ind, der ikke havde en kristen baggrund. Det har udfordret de lokale sognekirker og folkekirken har måttet organisere nye løsninger, nedlægge kirker og skabe nye aktiviteter.

Man kan sige, at kravene om at skabe dialog, ikke bare mellem de jødiske og kristne religionsretninger, men også med de muslimske, har udfordret folkekirken på ny.

Samtidig er den nationale identitetsbølge vokset siden danskerne vedtog at melde sig ind i EF i 1972, og især efter Venstre i 2001 gennem en voldsom valgkamp kritiserede socialdemokraterne og venstrefløjen for en for blød indvandrerpolitik og sammen med Dansk Folkeparti fik magt og indflydelse.

Om det på længere sigt får folkekirken til igen at blive en del af en dominerende dansk national diskurs, som den konservative nationale højrefløj søger at opnå, er ikke særlig sandsynligt, men det kan for en tid endnu fastholde folkekirken som statskirke.

Det er ikke helt klart i dag om ”danskhed” kan opfattes som et rent sekulært begreb eller om der kræves den lutherske kristendomsforståelse for, at man kan kalde sig etnisk ”dansk”. Det diskuteres voldsomt i disse år.

”Guds rige går længere end til Dybbøl Mølle” skriver fx sognepræsten William Salicath i en kronikserie om tro i Politiken. Han afviser den nationale forestilling om, at kirken er en del af danskheden og adskiller klart nationalisme fra den kristne tro. Andre –som Dansk Folkepartitilhængerne knyttet til tidehvervsbevægelsen har en anden opfattelse.

7. Max Weber om protestantismens betydning for kapitalismens udvikling
Omkring 1900 – med industrialiseringens gennembrud og den moderne statsudvikling var der en dybtgående samfundsvidenskabelig diskussion af religionernes rolle for udviklingen af det moderne samfund. Den tyske liberale Max Weber opstillede en teori om, at den protestantiske arbejdsmoral og etik havde været grundlaget for kapitalismens udvikling og markedsøkonomiens gennembrud. Weber tog sit udgangpunkt i de protestantiske retninger, hvor især de reformerte  Calvins og Zwinglis opfattelser af, at menneskets frelse i høj grad var forudbestemt af Gud. Det var således kun udvalgte mennesker, der kunne opnå Guds nåde. Det var gennem arbejdet og en asketisk livsform, at det blev tydeliggjort, om man var et af de af Gud udvalgt menneske, for arbejdsomhed var ifølge de reformerte ”Gud velbehageligt”. Det skabte ifølge Weber en mentalitet, der støttede den kapitalistiske udvikling.

Puritanerne i England og USA, de reformerte i Holland og calvinisterne i Schweiz blev på denne måde foregangsfigurer i udviklingen af markedsøkonomien. Men generelt tilskrev Weber i sine seneste skrifter kristendommen som en faktor, der i sig selv var med til at støtte den kapitalistiske udvikling.

I første halvdel af 1900-tallet diskuterede man flere typer af sammenhænge: Var det de økonomiske forhold eller var det åndelige bevægelser, der skabte grundlaget for det moderne samfund? Webers første bud var som nævnt, at det især var de reformerte retninger indenfor protestantismen, der skabte de forestillinger, som kunne få folk til at øge opsparing, overskud og dermed sikre fortsatte investeringer i det kapitalistiske kredsløb.

Andre, der fulgte Karl Marx, mente, at det var den kapitalistiske produktion, der skabte betingelserne for udvikling af forskellige opfattelser og forestillinger, hvor kapitalisternes og arbejdernes ideologier: liberalismen og socialismen blev til.

Webers teori og hypotese gav et skub til overvejelser om, hvilke forhold der havde sat industrialiseringsprocessen i gang; var der forskelle mellem forskellige områder, og hvordan kunne man forklare det?

I dag er de forskellige dele af Webers hypotese afvist. Kapitalismen som økonomisk system er blevet udviklet i mange typer af kulturer, og de religiøse forestillinger har i nogle sammenhænge støttet udviklingsprocessen mod markedsøkonomi og kapitalisme, mens de også i andre sammenhænge har forhindret en økonomisk udvikling. Det er ikke alene de nordvesteuropæiske samfund og det østlige USA, der har været præget af religiøse forestillinger, der for en periode har sikret en arbejdsmoral og en streng asketisk livsform. Det kendes også fra Sydøstasien og Kina, hvor den konfucianske familie- og pligtetik har haft stor betydning.

Men Webers overvejelser gav i hvert fald anledning til skabelsen af en egentlig modernitetsteori blandt 1900-tallets sociologer. Hvordan opfattede de religionens rolle i det moderne samfund?

8. Modernitetsteori: sekulariseringsprocessen
Med den franske revolution og fastlæggelsen af menneskerettighederne som samfundets grundlag i både Frankrig og USA blev religionen formelt udskilt helt fra staten og dens institutioner. Det satte den proces i gang, man kalder sekulariseringen af samfundet. Forinden var der af oplysningfilosoffer som bl.a. Voltaire rettet kraftig kritik af kirken og religionen.

Religionen fik efterhånden i de vesteuropæiske og engelsktalende lande nu alene en personlig betydning for hvert menneske, man fik religions- og trosfrihed og religion blev langsomt fortrængt fra staten og den offentlige sammenhæng. Hver især måtte selv tage stilling.

Skolen, universitetet og andre statsinstitutioner var ikke mere religiøst begrundede, og religion blev til et fag i skolen, som efterhånden ikke måtte indeholde forkyndelse og krav om tilslutning til en bestemt tro. I nogle lande, som Frankrig og USA,  var der slet ingen religionsundervisning i den offentlige skole. Sekulariseringen var en proces, der i Europa 1800-tallet igennem fulgte med naturvidenskabens udvikling og med kravene om folkestyre og demokrati. Det var dog bemærkelsesværdigt, at man i Storbritannien med den anglikanske kirke og i de lutheransk styrede fyrstestater i Skandinavien fortsat havde en statskirke - også efter demokratiets og parlamentarismens indførelse.

Men her kunne man så gennem grundlov eller regler for ytrings- og trosfrihed sikre, at det enkelte menneske ikke blev underlagt en statskirkes tvang.

I et sekulariseret samfund havde man mistet muligheden for at kunne argumentere politisk, økonomisk og retsligt udfra en bestemt trosopfattelse. Nu blev det fakta, videnskabelig teori og ideologi, der betød noget. Religion og tro tilhørte hver enkelts værdiopfattelse og kunne stadig udøves i fællessskab med andre. Men der opstod ved siden af ”menigheden” mange andre vigtigere – og meningsgivende - fællesskaber. Arbejderne organiserede sig i fagforeninger og der opstod politiske partier, interesseorganisationer, nationale foreninger og sammenslutninger.

Kirken mistede sin betydning som et fælles mødested for befolkningen, mens de nye massemedier i 1900-tallet – aviser, radio, fjernsyn og internet gav helt nye muligheder til at få viden, få information og kontakt til andre mennesker.

Sociologen Anthony Giddens har beskrevet udviklingen på den måde, at der sker en individualisering samtidig med, at de klassebetingede og traditionelle fællesskaber forsvinder. Hvert individ ”frit stilles” i forhold til opfattelser, værdier, klasse, alder, køn, … man skal nu selv tage stilling til, hvad man vil være, til uddannelse, til tro, til køn, til seksualitet.  Men der er samfundsmæssige rammer, som man ikke direkte kan forandre, og som man må underlægge sig: markedet, teknologien og  sikkerhedssystemet.

9. De religiøse bevægelser vokser
Det er denne samfundsproces, modernitetssociologerne beskriver i deres værker om det moderne og senmoderne samfund. Men hvad religionen angår, er det ikke gået helt som teorien siger.

Sekulariseringen, religionens formindskede rolle i det moderne samfund var en udvikling, som kun foregik og var  begrænset til Vest- og Nordeuropa.

Andre steder fx i USA styrkedes de religiøse fællesskaber efter 1900 og selvom kommunismen i Østeuropa og Sovjet indtil 1989 fremmede sekularisering og bekæmpede religionens betydning, blev både religion og nationalisme af stor betydning i alle de nye østlande i årene efter Sovjetimperiets sammenbrud.

Nu er det ikke afviklingen af religion, der skal forklares, men den vækst i religiøse bevægelser og deres betydning, der er sket i sidste halvdel af 1900-tallet og i begyndelsen af 2000-tallet. Det er en udvikling, der er foregået ikke alene i USA, men også i Latinamerika, i Afrika og i Asien. Her er det ofte de protestantiske bevægelser, der med baggrund i amerikansk mission, har været i vækst i både Afrika og Asien. Men også den katolske kirke har stadig stor betydning udenfor Europa.

10. Nytraditionalisering og usikkerhed
Her er det globaliseringsteoretikerne, der er kommet  med nye forklaringer.  Markedsændringerne, den nye teknologiske udvikling og de voldelige forhold, som de globale ændringsprocesser har skabt, giver både nye muligheder, men også frygt for fremtiden.

Det betyder, at der i de opløste gamle landbrugs- og industrisamfund opstår nye politiske bevægelser – ofte med religiøs argumentation og med inddragelse af religiøst troende mennesker, der retter sig mod globaliseringens konsekvenser.

Nogle ser frelsen og troen på gud, som en vej til at fastholde fællesskaber og skabe social styrke og sikkerhed eller genskabe tidligere sociale sammenhænge. Andre organiserer nye sociale fællesskaber, som går på tværs af religiøse skel og som mere er rettet mod fremtidens muligheder.

Man kan her gå tilbage til Malmø-prædikanterne, som er omtalt tidligere: de reagerede også på den usikkerhed, det moralske forfald og de overgreb, som kirken skabte i samfundet ved bispernes, præsternes og prædikebrødrenes levemåde og verdslige aktiviteter. De ønskede fællesskab og en ny frihed til selv udfra bibelen at sikre deres egen frelse og skabe et menneskeværdigt liv. De så tilbage til fortiden, - til de første kristne - , og afviste flere hundrede års ”blænd- og menneskeværk” af ritualer og konstruktioner som cølibat, helgener og Mariadyrkelse.

Det skete for omkring 500 år siden. Måske er deres reaktion ikke så forskellig fra, hvad vi ser i verden i dag. Og læg mærke til, der var ikke en kvinde mellem de mange evangeliske prædikanter.