Forlaget Columbus

Tyskerne og nazismen

Eksamenssæt A til kapitel 3: Det nazistiske folkefællesskab

Materiale:

  • Bilag 1: Nazistisk hverveplakat, 1939 (1,0 normalside)
  • Bilag 2: Rigsorganisationslederen om ”Tro og Skønhed”, 1940 (0,6 normalside)
  • Bilag 3: Brev til Adolf Hitler fra Elisabeth J, 20. juni 1938 (0,8 normalside)
  • Bilag 4: Fotografi af BDM-march i Hamborg, 1934 (1,0 normalside)

Normalsider i alt: 3,4

Bilag 1: Nazistisk hverveplakat, 1939 (1,0 normalside)

Introduktion: Denne hverveplakat til Hitler-Jugend blev tegnet af den uafhængige grafiker Hein Neuner (1910-1984) i 1939. Teksten på plakaten lyder i oversættelse: ”Ungdommen tjener Føreren. Alle tiårige ind i HJ”. Plakaten måler i original 85,6 gange 58,9 centimeter.

dhm.de

Bilag 2: Rigsorganisationslederen om ”Tro og Skønhed”, 1940 (0,6 normalside)

Introduktion: Robert Ley var rigsorganisationsleder og stod bag udgivelsen af Organisationsbuch der NSDAP, der var det tyske nazistpartis interne manual. Det var forbudt at offentliggøre dele fra bogen, som heller ikke kunne købes. I dette afsnit beskrives formålet med ”Tro og skønhed”, en frivillig organisation, som blev oprettet i 1938.

BDM-afdelingen ”Tro og Skønhed” blev oprettet af rigsungdomsføreren [Baldur von Schirach] og omfatter og opdrager de tyske piger mellem 17 og 21 år.

BDM-afdelingen ”Tro og Skønhed” har den opgave at indføre pigen i de livsopgaver, som ligger i arbejdslivet og familien. Mens de yngre årgange bliver opdraget til fællesskab, så er målet med opdragelsen i BDM at udvikle en fællesskabsbundet personlighed.

Efter fire års arbejde i BDM-afdelingen ”Tro og Skønhed” skal pigen

  • a. Fysisk være så uddannet, at hun erkender pligten til også fremover at holde sig i form.
  • b. Kende til nødvendigheden af et sundt menneske for et stærkt folk, og være klar til at virkeliggøre dette gennem kropspleje og en sund levevis.
  • c. Ud fra beskæftigelsen med kulturelle opgaver komme frem til en stilfuld personlig livsholdning (som også fører til en smagfuld påklædning, en smagfuld indretning af hjemmet osv.)
  • d. I forhold til sine egenskaber, begavelse og særlige interesser være personlig beriget og formet af de enkelte arbejdsfællesskaber.

Der Reichsorganisationsleiter der NSDAP (udg.): Organisationsbuch der NSDAP, Franz Eher Nachf., 1940, s. 444a. Oversat af Jeppe Bæk Meier og Rasmus Thestrup Østergaard.

Bilag 3: Brev til Adolf Hitler fra Elisabeth J, 20. juni 1938 (0,8 normalside)

Introduktion: Elisabeth J. var en ung pige fra Schwarzburg i Thüringen. Hun var medlem af den lokale afdeling af BDM, Mädelschar 9/218. En Mädelschar var en gruppe på 30-45 piger i alderen 14-18.

Min kære Fører!

Vær ikke vred over, at jeg har vovet at skrive så fortroligt til Dem. Men jeg kan kun skrive, hvad mit hjerte føler. Den 23. maj i år skrev jeg til generalfeltmarskal Göring og bad ham om at besøge Schwarzburg. Jeg har ventet på svaret, lige siden jeg skrev, til svaret endelig kom den 18. juni. Hr. Generalfeltmarskallen sendte mig et billedpostkort med en egenhændig underskrift!

Ak, hvor jeg glædede mig og græd. Lige netop mig i lille Schwarzburg svarede han. Kan De, min elskede Fører, forstå denne glæde?

Og hvor lykkelig vil jeg blive, hvis jeg også får Deres svar. Vær venlig, kære gode Fører, skriv tilbage!!! Jeg har endnu en bøn til Dem! Til dette efterår vil jeg tage Mädelschar Schwarzburg 9/218 på en stor tur, og lige præcis til Berlin. De vil vel gerne spørge om, hvorfor netop Berlin?

Ingen af mine piger har endnu set Dem, min Fører, og de kan ikke forestille Dem, hvor inderligt en pige ønsker sig at se Dem, bare én eneste gang. Nu vil jeg af hele mit hjerte bede Dem om at sende mig en attest på, at vi må opsøge Dem i rigskancelliet, eller i det mindste kan forvente, at vi ikke får ubehageligheder med vagterne? Vær venlig, kære Fører, hav en plads i Deres hjerte for os piger, det behøver bare vare fem minutter. Vær venlig ikke at afvise os, forlang af os, hvad De vil, når vi bare må se Dem én gang! Ak, hvor gerne vil vi også se Dem engang i vores område!

Er det helt umuligt at komme til Schwarzburg? Jeg indbyder Dem, min Fører, om en gang at være gæst hos en arbejder, for min mor er en fortrinlig kok.

Og nu til sidst, min elskede Fører:

Glem ikke min bøn, lad os bare én gang komme til Dem!!!

Med hilsner fuld af kærlighed, troskab og taknemmelighed. 

Deres kammeratinde

Elisabeth J.

Henrik Eberle: Briefe an Hitler. Ein Volk schreibt seinem Führer. Unbekannte Dokumente aus Moskauer Archiven zum ersten Mal veröffentlicht. Lübbe Verlag, 2007 s. 246-247. Oversat af Jeppe Bæk Meier og Rasmus Thestrup Østergaard.

Bilag 4: Fotografi af BDM-march i Hamborg, 1934 (1,0 normalside)

Introduktion: Fotografiet er taget af Joseph Schorer (1894-1946), der fra 1922 arbejdede som uafhængig fotograf i Hamborg. Hans hovedarbejdsgiver var lokalavisen Hamburger Tageblatt. På grund af sin negative holdning til det nazistiske styre var Schorer ikke medlem af NSDAP, og i 1936 blev hans kontrakt med Hamburger Tageblatt ophævet. Mange af Schorers fotografier blev ikke offentliggjort i samtiden og befinder sig i dag i forskellige arkiver. Fotografiet af BDM-marchen er fra Deutsches Historisches Museums arkiv og indgår i dag i museets opslag om Bund Deutscher Mädel på internetportalen Lebendiges Museum Online.

dhm.de

Jeg handler som

Skole

Forlaget Columbus

Offentlig institution
(for skolens ansatte)

Privat

Forlaget Columbus

Privatkunde
(privat, studerende
og virksomhed)