Nøgleord til kapitel 2

BNP (bruttonationalprodukt)
Et lands samlede produktionsresultat i en given periode, oftest et år eller et kvartal. BNP opgøres som værdien af den samlede produktion med fradrag af værdien af de varer og tjenester, der er blevet forbrugt i produktionsprocessen. BNP er desuden lig med summen af privat og offentligt forbrug og investeringer samt nettoeksporten af varer og tjenester. Endelig kan BNP defineres som værdien af den samlede indkomst, som fordeles mellem lønmodtagere, virksomheder og det offentlige.

BNP opgøres i markedspriser, dvs. inkl. moms og andre afgifter. Desuden inkluderer BNP værdien af forbruget af fast realkapital (afskrivninger).

Udviklingen i BNP mellem to perioder er påvirket af ændringer i de producerede mængder og af ændringer i priserne. For at belyse den mængdemæssige udvikling opgøres BNP også i faste priser, hvorved inflationens påvirkning af tallene fjernes. Udviklingen i BNP i faste priser betegnes den økonomiske vækst.

Principperne for udarbejdelse af nationalregnskaber, herunder BNP, er fremkommet som resultat af et omfattende internationalt samarbejde. De internationale retningslinjer for opgørelserne følges stort set af alle lande, og det bliver derved muligt at sammenligne forskellige landes velstandsniveau på basis af værdien af BNP pr. indbygger. Anvendelsen af BNP som mål for velstand kritiseres dog fra flere sider, idet der fx ikke er taget hensyn til uligheder i fordelingen af velstand i et samfund ligesom en række negative miljøpåvirkninger ikke indgår. Trafikulykker og krigshandlinger tæller med som del af et samfunds rigdom (frodi det øger den økonomiske aktivitet). Et alternativ mål for samfundsudvikling HDI beskrives under gennemgangen af kapitel 4.

Kapitalisme
I et kapitalistisk system er produktion af varer og tjenesteydelser karakteriseret ved, at produktionsmidlerne, kapitalen, fx jord, råvarer og maskiner, og produkterne ejes af kapitalejeren, kapitalisten, som producerer for et marked i konkurrence med andre kapitalister.

I produktionen indgår lønnet arbejdskraft; arbejdet er produktionens værdiskabende faktor. Kapitalejeren afholder lønudgifterne og de øvrige produktionsudgifter. Disse udgifter finansieres af produktets værdi, som frigøres (realiseres) ved salg på markedet.

Den realiserede markedsværdi af produktet fratrukket produktionsomkostningerne udgør kapitalejerens fortjeneste, profit. Bl.a. for at optimere og øge profitten må kapitalisten til stadighed udvikle produktionen i forhold til markedets efterspørgsel og til konkurrencesituationen, forsøge at vinde markedsandele og samtidig søge at minimere produktionsomkostningerne, hvilket bl.a. gøres gennem effektiviseringer af produktionsprocessen og eksternalisering af omkostningerne (det betyder, at visse omkostninger ved produktionen betales af samfundet, uddannelsen af arbejderne, genopretningen af miljøet efter miljømæssige ødelæggelser, sundhedssystemets behandling af nedbrudte arbejderne osv.).

Konkurrencen nødvendiggør en vedvarende akkumulation af kapital, som omsættes til den fornyelse af produktionsapparatet, der kan sikre den enkelte virksomheds overlevelse og hele produktionssystemets videreførelse.

I et kapitalistisk system er produktion af varer og tjenesteydelser karakteriseret ved, at produktionsmidlerne, kapitalen, f.eks. jord, råvarer og maskiner, og produkterne ejes af kapitalejeren, kapitalisten, som producerer for et marked i konkurrence med andre kapitalister.

Arbejdet er produktionens værdiskabende faktor. Arbejderne modtager dog kun en del af udbyttet heraf i form af løn. En del inddrages til dels af kapitalisten som arbejdsfri gevinst profit og resten investeres af kapitalisten i produktionen og dens udvidelse (akkumulation).

Bl.a. for at optimere og øge profitten må kapitalisten til stadighed udvikle produktionen i forhold til markedets efterspørgsel og til konkurrencesituationen, forsøge at vinde markedsandele og samtidig søge at minimere produktionsomkostningerne, hvilket bl.a. gøres gennem effektiviseringer af produktionsprocessen og et pres på arbejderne for at disse skal gå ned i løn, modtage mindre i pension m.v.

Konkurrencen nødvendiggør en vedvarende akkumulation af kapital, som omsættes til den fornyelse af produktionsapparatet, der kan sikre den enkelte virksomheds overlevelse og hele produktionssystemets videreførelse.

Kritik af kapitalisme
Socialister taler om kapitalistisk udbytning af arbejderne, idet disse kun får udbetalt en del af værdien af deres arbejde, mens en andel tilfalder kapitalisten (eller for eksempel aktionærer i virksomheden) i form af en arbejdsfri gevinst. Kapitalismen er endvidere i denne forståelse udemokratisk, fordi et meget lille mindretal (kapitalister) bestemmer, hvad der skal producere og i hvilket omfang.

Socialister kritiserer endvidere kapitalismens funktionsmåde for ikke at være bæredygtig i social, miljømæssig og klimamæssig forstand. Den enkelte virksomhedsejer tænker på overskud, det vil sige på virksomhedens kortsigtede interesser, og ikke på samfundets langsigtede interesser. Omkostninger af social eller miljømæssig art indregnes ikke i virksomhedens regnskab. Det kan være arbejdernes uddannelse, som er betalt af samfundet. Det kan være arbejdere, hvis helbred nedbrydes og som efterfølgende skal helbredes af samfundet. Eller det kan være miljøødelæggelse forårsaget af virksomheden (spildevand i landbruget f.eks.) men som samfundet (staten) efterfølgende må udbedre.

Der er modstridende klasseinteresser mellem arbejdere på den ene side og ejerne af produktionsmidler på den anden side (undertiden benævnt klassekamp).

Konflikten går på, hvilken andel af samfundets ressourcer, som skal tilfalde arbejdere (i form af lønninger eller evt. velfærdsordninger som pension m.v.) og hvilken som skal tilgå ejerne som profit. Aktører i denne konfrontation er ikke kun arbejdere og kapitalister, men også blandt andet statsmagt (i traditionel marxistisk opfattelse er staten på kapitalisternes side, men nyere opfattelser peger på, at arbejderklassen kan have vundet positioner i statsapapratet gennem sin repræsentation i det politiske system, ideologisk indflydelse m.v.), medierne (oftest ejet af store kapitalejere, hvorved de ledende artikler oftest er konservative, mens de enkelte journalister kan have en vis frihed til at give udtryk for divergerende syn i sine artikler) m.v.

For at gøre op med den såkaldte udbytning og manglen på økonomisk demokrati ønsker socialister en ændring i ejerskabet af produktionsmidlerne, som ifølge dem bør overgå til kollektivt eje i form af for eksempel kooperativer eller statseje. I mange lande er ejerskab af ressourcer og produktionsapparat en blanding af privat og offenligt eje. I lande som Norge, Brasilien, Mexico og Venezuela tilhører olieressourcer for eksempel staten. I Danmark er der en lang tradition for kooperativ som del af den danske andelsbevægelse.

I 1980erne og 90erne gik en bølge af privatiseringer over det latinamerikanske kontinent. Denne bølge udløste en modreaktion ved århundredeskiftet. En række folkelige oprør vendte sig under parolen jorden er ikke til salg og vand er en menneskeret imod privatiseringen af el-forsyningen, vandforsyningen m.v.

Statsgæld
Den danske stat optager lån i såvel kroner som fremmed valuta. Lånoptagelsen sker fortrinsvis ved udstedelse af statsobligationer, statsgældsbeviser og skatkammerbeviser. Omfanget af indenlandsk lånoptagelse afpasses efter statens løbende finansieringsbehov, mens den udenlandske lånoptagelse gennemføres, hvor der er behov for at styrke valutareserven eller for at refinansiere afdrag på statens gæld til udlandet. Den indenlandske lånoptagelse foregår gennem handelssystemerne på Københavns Fondsbørs. Ved optagelse af statslån på det internationale kapitalmarked har den internationale kreditvurdering af Danmark stor betydning. Valutakursrisikoen på statens udenlandske gæld styres sammen med Nationalbankens valutareserve. Ved slutningen af 2006 udgjorde Danmarks statsgæld 328 mia. kr. svarende til ca. 20 % af BNP.

Ofte er det imidlertid mere hensigtsmæssigt at tale om den offentlige gæld, der omfatter statens og kommunernes gæld. Ordet staten betyder ikke kun det offentlige, men også det danske samfund. Hvis man ser på det danske samfunds gæld, taler man om udlandsgælden. Det offentliges låntagning kan ske hos private eller i udlandet. Et land kan derfor godt have en stor statsgæld uden at have en stor udlandsgæld (fordi staten har lånt hos private) eller en stor udlandsgæld uden at have en stor statsgæld (fordi det er private, som har lånt i udlandet). Selve afgrænsningen af statslig virksomhed spiller en betydelig rolle for opgørelsen af statsgælden.

Synet på statsgæld har været svingende. Det klassiske syn paralleliserer i høj grad privatøkonomiske anskuelser: Det er urimeligt og belastende for kommende generationer at finansiere forbrug ved gældsstiftelse, mens det kan være legitimt at optage gæld i en situation, hvor der skal foretages store investeringer, som også fremtidige generationer vil få gavn af.

I 1930'erne blev det med baggrund i John Maynard Keynes' tanker almindeligt at argumentere for ubalance i de offentlige budgetter også af konjunkturpolitiske grunde. I en lavkonjunktur med mange arbejdsløse kan det være hensigtsmæssigt, at det offentlige sætter sit forbrug i vejret for at få gang i økonomien og tilsvarende sætter skatterne ned for at give de private mulighed for at efterspørge flere varer og tjenesteydelser.

Eksport
Den danske stat optager lån i såvel kroner som fremmed valuta. Lånoptagelsen sker fortrinsvis ved udstedelse af statsobligationer, statsgældsbeviser og skatkammerbeviser. Omfanget af indenlandsk lånoptagelse afpasses efter statens løbende finansieringsbehov, mens den udenlandske lånoptagelse gennemføres, hvor der er behov for at styrke valutareserven eller for at refinansiere afdrag på statens gæld til udlandet. Den indenlandske lånoptagelse foregår gennem handelssystemerne på Københavns Fondsbørs. Ved optagelse af statslån på det internationale kapitalmarked har den internationale kreditvurdering af Danmark stor betydning. Valutakursrisikoen på statens udenlandske gæld styres sammen med Nationalbankens valutareserve. Ved slutningen af 2006 udgjorde Danmarks statsgæld 328 mia. kr. svarende til ca. 20 % af BNP.

Ofte er det imidlertid mere hensigtsmæssigt at tale om den offentlige gæld, der omfatter statens og kommunernes gæld. Ordet staten betyder ikke kun det offentlige, men også det danske samfund. Hvis man ser på det danske samfunds gæld, taler man om udlandsgælden. Det offentliges låntagning kan ske hos private eller i udlandet. Et land kan derfor godt have en stor statsgæld uden at have en stor udlandsgæld (fordi staten har lånt hos private) eller en stor udlandsgæld uden at have en stor statsgæld (fordi det er private, som har lånt i udlandet). Selve afgrænsningen af statslig virksomhed spiller en betydelig rolle for opgørelsen af statsgælden.

Synet på statsgæld har været svingende. Det klassiske syn paralleliserer i høj grad privatøkonomiske anskuelser: Det er urimeligt og belastende for kommende generationer at finansiere forbrug ved gældsstiftelse, mens det kan være legitimt at optage gæld i en situation, hvor der skal foretages store investeringer, som også fremtidige generationer vil få gavn af.

I 1930'erne blev det med baggrund i John Maynard Keynes' tanker almindeligt at argumentere for ubalance i de offentlige budgetter også af konjunkturpolitiske grunde. I en lavkonjunktur med mange arbejdsløse kan det være hensigtsmæssigt, at det offentlige sætter sit forbrug i vejret for at få gang i økonomien og tilsvarende sætter skatterne ned for at give de private mulighed for at efterspørge flere varer og tjenesteydelser.

Salg af varer og tjenesteydelser på et udenlandsk marked. Ifølge den økonomiske teori om komparative fordele specialiserer lande sig i at eksportere varer og tjenesteydelser, for hvilke de sammenlignet med deres handelspartnere har en fordel mht. naturgivne eller menneskeskabte resurser. Samtidig kan et land med fordel importere andre varer og tjenesteydelser, som ville have været umulige eller mere resursekrævende at producere i indlandet end eksportproduktionen.

Import
Køb af varer og tjenesteydelser på et udenlandsk marked. Et land importerer varer og tjenesteydelser fra udlandet i det omfang, det ikke selv er i stand til at producere, eller det kun er i stand til at producere med et relativt større forbrug af produktive resurser end udenlandske virksomheder.

I små og mellemstore lande andrager eksportkvoten og importkvoten, dvs. såvel eksport- og importudgifternes andel af bruttofaktorindkomsten, almindeligvis ca. 30%. Andelen aftager, jo større et land eller en region er; således ligger importkvoten og eksportkvoten i USA, Japan og EU under ét på ca. 10%. Andelen er voksende i næsten alle industrilande som følge af den stadig mere dybtgående specialisering.

Undertiden bruges importkvote tillige som et udtryk for en administrativt fastsat overgrænse for mængden af en bestemt i udlandet produceret vare. En importkvote fører i så fald til prisstigning på den pågældende vare. Importkvoter er et alternativ til pålægning af told; i modsætning til sidstnævnte skaber de ikke indtægter for staten.