Nøgleord til kapitel 4

Demokrati
Demokrati betyder folkestyre. Men bag denne brede definition er der en lang række forskellige holdninger til, hvordan demokratiet ideelt set bør opbygges. 

Overordnet kan man skelne mellem demokratiet anskuet som en metode det man kalder et konkurrencedemokrati og på den anden side demokratiet som en livsform det, man kalder et deltagelsesdemokrati. 

I konkurrencedemokratiet vælger borgerne en række politikere gennem valg, som gennem den tillid til dem, der ligger i vælgernes stemme, får et mandat til at gennemføre en bestemt politik, og tage politiske beslutninger. Det vil sige, at vælgerne overvejende deltager i demokratiet ved at give deres stemme. Ansvaret for det politiske arbejde er derfor lagt i hænderne på de folkevalgte politikere. 

I deltagelsesdemokratiet er det vigtigt, at borgerne ikke blot handler som vælgere, men aktivt deltager i beslutningsprocesser, der vedrører samfundsudviklingen. Det vil sige, at borgerne tager et større direkte medansvar for det politiske arbejde. Deltagelsen kan være gennem medlemskab af partier og interesseorganisationer, og gennem offentlig debat af politiske forhold. 

Deltagelsesdemokratiet kan betragtes som en livsform, da den enkelte borgers aktive deltagelse er en integreret del af dagligdagen.

De to demokratiformer er idealtyper, der ikke findes i ren form i noget land, og et demokratisk styre vil have elementer af begge. I Latinamerika er der i særlig grad tale om konkurrencedemokrati, hvor borgernes deltagelse overvejende sker gennem valg af politikere, der efterfølgende får ansvaret for frem til, der er valg næste gang.

For at demokratiet skal kunne fungere, skal der ifølge samfundsforsker Robert Dahl være en række elementer til stede for at konsolidere det:

 Forsamlingsfrihed
 Ytringsfrihed
 Retten til at stemme
 Valgbarhed
 Retten for politiske ledere til at konkurrere om stemmer
 Adgang til forskellige informationskilder
 Frie og retfærdige valg
 Regeringspolitikker. der afhænger af valg

Mange kritiserer dog denne liste af elementer for at være for snæver. For eksempel anføres det, at sociale rettigheder (som retten til at organisere sig i fagforeninger) og sociale og økonomiske rettigheder (uddannelsesmuligheder, fravær af vold, basale overlevelsesvilkår) skal være til stede for at sikre, at borgere har reelle muligheder for at deltage i en demokratisk debat. 

Anlægger man en socialistisk demokratiforståelse kommer der flere elementer til. Her bliver fordelingen af rigdom i samfundet vigtig. Store samfundsmæssige beslutninger for eksempel om hvad der skal produceres, hvordan og hvorfor skal ifølge denne opfattelse ikke træffes af rige enkeltindivider men som led i en politisk, demokratisk beslutningsproces.

Hegemoni
Begrebet hegemoni er udviklet af den marxistiske italienske filosof Antonio Gramsci (1891-1937). Begrebet relaterer sig til magtteori og lægger vægt på, at politisk magt ikke kun er et resultat af rå magt (kontrol med et undertrykkelsesapparat) men også af en grad af konsensus (tilslutning). Kapitalismen overlever f.eks., fordi almindelige mennesker tilslutter sig dens individualistiske ideologi, selv om de har en økonomisk interesse i en demokratisering af økonomien.

Diktatur
Styreform med al magtbeføjelse samlet hos enten én statsleder, i ledende grupper som militæret eller et kleresi (præstestyre) eller hos et parti i et étpartisystem.

Liberalisme
Politisk ideologi, der hviler på et individualistisk menneske- og samfundssyn. Hovedtanken i det individualistiske menneskesyn er, at det enkelte menneske har en række naturlige rettigheder, fx retten til liv, frihed og ejendom, som det er fællesskabets, konkret statens, opgave at respektere og beskytte.

Liberalismen har et ambivalent forhold til staten; på den ene side er staten nødvendig til beskyttelse af de individuelle rettigheder, på den anden side er der en fare for, at den bliver for stærk og omfattende. 

Hovedtanken i det individualistiske samfundssyn er, at samfundet opfattes som en sum af enkeltindivider. Samfundsmæssige institutioner og normer har ingen selvstændig eksistens og værdi, men er bevidst skabt af rationelle individer med henblik på at varetage bestemte interesser, og som sådanne kan de ændres ved bevidste beslutninger.

Ifølge liberalismen som økonomisk-politisk doktrin er det til gavn for alle, hvis erhvervslivet får lov til at udfolde sig uden statsindgreb. Hvis der er frit forbrugsvalg, frit beskæftigelsesvalg og en fri erhvervsudøvelse, vil konkurrencen nemlig bevirke, at resurserne anvendes, hvor de har størst produktivitet, og at varerne vil blive produceret billigst muligt. I udenrigshandelen går liberalismens tilhængere ind for frihandel og er modstandere af told og kvantitative restriktioner.

Juridisk hviler liberalismen på den private ejendomsret og på en udstrakt grad af kontraktfrihed, men den yder ingen garanti mod konjunkturkriser med arbejdsløshed til følge, ligesom den ikke sikrer en ligelig fordeling af indkomster og formuer.

Konservatisme
Konservative ønsker at bevare bestemte (kulturelle, sociale, politiske og/eller økonomiske) tilstande. De vil traditionelt lægge vægt på fædreland (nationalisme), religion (kristendom) og traditionelle, hierarkiske institutioner (lærerens autoritet i skolesystemet, kongens i et monarki, mandens i et mandsdomineret system osv.).

Moderne konservatisme lægger vægt på bevarelse af naturen (økologi) og demokratiske landvindinger (herunder kvinderettigheder) såvel som på respekten for lokasamfunds traditioner.

Socialisme
Socialister ønsker en demokratisering af produktionssfæren, hvor arbejdere i højere grad nyder godt af frugten af deres arbejde og et lille mindretal af kapitalister og aktionærer ikke tilraner sig arbejdsfrie gevinster. Beslutninger om udnyttelse af samfundets ressourcer (hvad skal der produceres, hvorfor og hvordan) skal gøres til genstand for en demokratisk beslutningsproces (for eksempel i en diskussion blandt valgte politikere) i stedet for at være resultat af få individers (kapitalisters eller aktionærers) valg. Herved kan man også i produktionens omkostninger indregne og begrænse produktionens faktiske omkostninger som f.eks. belastningen af miljøet og arbejdernes helbred, der af kapitalistiske virksomheder betragter som en ekstern produktionsfaktor, hvis betaling overlades til samfundet i sin helhed.

Socialister i den demokratiske tradition (Rosa Luxembourg, Antonio Gramsci) lægger vægt på mindretals mulighed for at komme til orde og vendeer sig mod centralisering af magt. I et opgør med det spirende diktatur under den russiske revolution skrev Rosa Luxembourg i 1919: Frihed er altid frihed for de anderledes tænkende.

Såkaldte socialistiske revolutioner fandt sted i det 20. århundrede i lande som Rusland med en ringe grad af udviking, begrænset organisering af borgerne og lav uddannelsesniveau. Det førte til statskapitalistiske diktaturer, hvor et parti (det kommunistiske parti) satte sig på alt magt ved at kontrollere statsapparatet, som igen kontrollerede samfundets ressourcer. I dag søger socialister at forene de såkaldt borgerlige frihedsrettigheder (frie valg, ytringsfrihed, et uafhængigt retsvæsen) med en demokratisering af de økomomiske beslutninger.