Europas svære fællesskab

Med afsæt i Margrethe Vestagers person sætter vi fokus på udviklingen i det politiske spil omkring chefjobbene på EU-scenen. Lige nu ulmer en debat om at give topposter i EU større demokratisk legitimitet og om at gøre valget til Europarlamentet mere ægte europæisk.

Vestager – EU's politiske superstjerne

Det er er ikke gået ret mange forbi, at Margrethe Vestager har gjort det godt som kommissær i Bruxelles. Siden starten i 2014, hvor nogle danske kommentatorer ellers mente, at hun havde fået et lidt trist apolitisk job, hvor hun bare skulle bøje EU-konkurrencerettens paragraffer, er det sket meget: Den ene sag om bøder og skatte-efterkrav i milliard-klassen til diverse multinationale tech-giganter følger den anden. Det har givet Vestager profilen som den kommissær, der fastholder at de store globale spillere ikke skal kunne snyde på vægten bare fordi de har råd til at købe sig de skrappeste revisorer og kan lokke stater som Irland ved at love arbejdspladser i bytte for en særlig gunstig skatteaftale.

Så hvis Juncker-Kommissionen overhovedet har en superstjerne, er det ikke formanden Jean-Claude Juncker, men Vestager. Det ene rosende portræt følger det andet i udenlandsk presse, der ofte nævner, at Vestager har været model for tv-serien Borgens kvindelige statsminister – den danske serie var også en stor succes på det europæiske kontinent.

Og nu kalder det seriøse britiske ugeblad The Economist hende for frontløber i kapløbet om hvem der  skal  afløse Jean-Claude Juncker som ny formand for Kommissionen to år, når han går af og ikke genopstiller.

Men kan det nu passe? Bliver Margrethe Vestager den første kvinde i jobbet nogensinde? Og hvordan bliver man nu om dage formand for Kommissionen – eller præsident som det hedder på både fransk, engelsk og tysk?

Det kunne i undervisningen bruges til at diskutere hvor er EU på vej hen lige nu, og illustrere brudlinjer mellem et mere føderalt EU's Forenede Stater på den ene side - og nationalstaternes Europa på den anden side, hvor magten primært ligger hos EU-landenes regeringer – og undervejs debattere fordele og ulemper

Baggrund

I mange år var det sådan at EU-landene forhandlede bag lukkede døre om hvem der skulle have posten som formand for Europa-Kommissionen. Det var tit et ret uskønt slagsmål. Og vinderen blev ikke altid den mest kompetente, men den der havde færrest fjender og derfor ofte - med visse markante undtagelser som frankmanden Jacques Delors - en topembedsmand med en lidt vag EU-politisk profil, hverken fugl eller fisk.

Men i 2014 blev dette spil for første gang anderledes. Europa-Parlamentet greb fast i en flig af Lissabon-traktaten, der siger, at resultatet af valget til Europa-Parlamentet skal have en indvirkning på hvem, der bliver formand for Europa-Kommissionen. Denne indvirkning er med vilje ret vagt defineret i traktaten.

Men det var alligevel på den baggrund at Europa-Parlamentet lidt frækt udskrev en formandsvalgkamp – et præsidentvalg -  der kørte parallelt med selve Europa-Parlamentsvalget i de enkelte medlemslande.

Hver af de store politiske grupper i Europa-Parlamentet – borgerlige, socialister, grønne, liberale,  højre-nationale - havde deres kandidat til formandsposten, der drog ud til valgmøder i mange EU-lande. De blev kendt med det tyske ord Spitzen-kandidaten.

Lidt forvirrende var det dog, at vi i Danmark ikke kunne stemme direkte på en spidskandidat – det kunne man kun hvis man tilfældigvis var stemmeberettiget i en af disse kandidaters hjemlande. Mere fuldblods europæisk var formandsvalget altså heller ikke.

Men logikken var den at det så i mindste blev dén politiske gruppe i Europa-Parlamentet, der blev fik det bedste valg, der også vandt kapløbet om at blive formand for Kommissionen. Det var mere demokratisk, og det ville engagere flere vælgere i Europa-Parlamentsvalget, lød forhåbningen.

Jean-Claude Juncker, der var kandidat for den borgerlige gruppe, fik jobbet, fordi hans gruppe blev den største ved Europa-Parlamentsvalget – og han er i dag formand for Kommissionen.

Men ikke alle var glade for det forløb. En række medlemsstater, navnlig Storbritannien, mente at den gode gamlestudehandelsmetode bag lukkede døre, hvor statscheferne sad alene med beslutningen var om ikke meget bedre, så i hvert fald én de havde fuld kontrol over i stedet for at det magttørstige Europa-Parlamentet. Værst var det, at det hele smagte lidt for meget af EU-føderalisme, og flere EU-ledere bedyrede, at Spitzenkandidaten-idéen ikke skulle have lov at gentage sig.

Men den 13 september holdt Jean-Claude Junckersin årlige tale om Unionens tilstand i Europa-Parlamentet i Strasbourg. Her gav han blandt meget andet sin fulde støtte til at Spitzenkandidaten-metode skal gentages ved næste valg til Europa-Parlamentet i 2019.

Lige så interessant var det, at Juncker også støttede en anden markant idé - den om at indføre såkaldte tværnationale valglister til næste Europa-Parlamentsvalg. Nyskabelsen her ligger i at danske vælgere så kunne stemme på andre end blot danske parlamentarikere, men også for eksempel en tysker, en franskmand, en polak eller en spanier...

På denne tværnationale liste kunne der, nok så væsentligt, også være de spidskandidater, der stiller op til posten som formand til Kommissionen. Og vupti! ville formandsvalget pludselig i langt højere grad være et ægte direkte europæisk valg. Det ville også give Kommissionsformanden et stærkere mandat og en større politisk legitimitet -  og EU ville pludselig få sig et lille strøg af præsidentvalget i USA.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Juncker er gammel EU-føderalist og det ligner en hed drøm at få sat den direkte valgmetode i værk før han i 2019 forlader europæisk toppolitik.

Idéen har foreløbig kun fået klar opbakning fra Frankrigs præsident Emmanuel Macron, der blev valgt på en pro-europæisk agenda. Men vejen frem er ikke uden forhindringer. For alle 27 lande skal være enige om at ændre valgsystemet. Og der er rejst tvivl om hvor vidt det tidsmæssigt vil være muligt at få ændret valglove i medlemsstaterne på mindre en to år.

Men idéen bliver konkret hjulpet på vej af Brexit. Briternes 73 pladser i Europa-Parlamentet bliver nemlig ledige, når Storbritannien træder ud af EU kort før næste valg. I hvert fald i teorien vil en del af disse pladser så kunne gå til den tværnationale valglister og kandidaterne til formandsvalget.

Men tilbage til Vestager

Har hun - med eller uden tværnationale valglister - en chance?

Hendes popularitet vil være en stor trumf og under det gamle studehandel system havde hun såmænd nok haft en god chance. Men med det ny spitzenkandidat system, der nu med al sandsynlighed vil forsætte i 2019, er det sværere for Vestager. Som radikal tilhører hun nemlig den liberale gruppe i Parlamentet, der kun er den fjerdestørste. Og med det udgangspunkt er et valg af Vestager så godt som umuligt fordi sejren med stor sikkerhed vil tilfalde en kandidat fra en af Europa-Parlamentets to største grupper, altså enten en borgerlig eller en socialist.

Så medmindre Vestager tager et opportunistisk lille spring fra den radikale midte til enten højre eller venstre så vil hun definitivt have den europæiske valg-matematik imod sig…